67|Det daglige Brød

69| NMennesket lever ikke af Brød alene – enhver af os ved det kun altfor godt fra sin Børnelærdom. Det var som et Tilsagn, dette Guddomsord, et Løfte om, at alt det andet ogsaa nok skulde blive én til Del.

Alligevel var de Ord, de fleste af os oftest hørte i vor Barndom, vel Ordene: Spis Brød til! – og de lød jo kun, naar det gik særlig straalende. Hvor klang det ikke af Overdaadighed, det lille Ord til! Det var et Tilsagn det ogsaa; Alverdens Lækkerier stod opmarsjeret bag det.

Der er Skælmer, som vil hævde, at Ordet: Mennesket lever ikke af Brød alene, indeholder en Opfordring til alle om at lange dygtig til NSulefadet, at Sætningen med andre Ord er den store Oprørers Testamente til de Fattige. Men den kan lige saa fuldt indeholde en Opfordring til de Fattige om at slaa af paa Brødet ogsaa og søge Erstatning for den manglende Krumme i Aandens Verden. Der er Folk – og formaaende Folk – der tyder Ordet paa 70| denne Maade. NMennesket lever ikke af Brød alene, sae NJunkeren, han brændte Snaps af Kornet.

Det er overhodet underligt med det Ord, for det hører hjemme allevegne og dog ingen Steder. Ordene Brød og Liv har i mange Sprog indgaaet intim Forbindelse; og hvilken frygtelig Klang har ikke Ordet Brødløs for mange Mennesker – mens andre igen ikke formaar at forbinde noget som helst med det.

Mennesket lever ikke af Brød alene, hedder det saa kønt; og hvad rummer saa alligevel ikke Ordet Levebrød – for os alle sammen! Har man det, saa har man det hele og kan ganske rolig stryge Brødet selv af sin Spiseseddel. Netop saa forrykt er det hele, og opad i Samfundet har man godtnok forstaaet dette og gjort sig det hellige Ord efterretteligt; det Brød, en velstaaende Familie fortærer i Løbet af en Uge, vilde daarlig slaa til til en Daglejers NFesperkost. Smaafolk er endnu sørgelig langt tilbage paa dette Omraade; de slaas fremdeles for Brødet uden at ane, hvor overflødigt det er, bare man har alt det andet.

NGiv os i Dag vort daglige Brød! beder den Fattige og tænker fremdeles kun paa Skorpen, som hade Luther aldrig været. Han har dog ellers forstaaet at give Bønnen en Definition, som der er Krummer i; NLuthers Daglige Brød indbefatter baade Hummer og Champagne, Bil og Elskerinde. Saa det er da endelig et dagligt Brød der er noget ved; selv Millionæren kan være bekendt at bede om det.

71| Som ungt Menneske syntes man jo, det burde hedde: Giv os hver Dag vort daglige Brød – især i de Dage, da man kun hade Raad til at spise til Middag én Gang om Ugen. Det blev saa om Torsdagen, og det kom igen af, at NMissionshotellet i Løngangsstræde altid serverede flæskesteg og Sødsuppe den Dag i Ugen. Middagen kostede 50 Øre, hvad der var en Masse Penge dengang. Til Gengæld blev der saa serveret for én, saa længe man orkede at tage til sig; og man fik efterhaanden stor Øvelse i, som Ørkenens Kameler, at forsyne sig for lange Tider ad Gangen. Og der kunde ikke være ret meget forkert i det, for naar man satte sig paa det rigtige Sted ved det lange Bord, hade man lige over for sig oppe under Loftet Skriftstedet: Mennesket lever ikke af Brød alene – som en mild Opfordring til at lade Flæskestegen vederfares Retfærdighed.

Og det gjorde vi, NJacob og jeg. Vi bad ikke direkte Bordbøn, men hvergang vi rakte Tallerkenen over til den rødkindede Jomfru, der betjente ved Bordet, stirrede vi vedholdende op paa Bibelstedet. Og hun forstod Vinket, kvalte et Smil i sine tunge Madonna-Øjenvipper og læssede dygtig paa vore Tallerkener.

Lige over for os sad altid en blegnæbbet tynd ung Mand, der ogsaa kun kom om Torsdagen. Han kiggede ikke efter Skriftstedet oppe under Loftet, og det skulde heller ikke ha nyttet ham stort, da han var nærsynet; men før han begyndte at spise, krummede han sig sammen og bad Bordbøn. Og om det 72| nu kom af, at han var nærsynet – han bad altid højt.

»Hvorfor beder du altid: Giv os hver Dag vort daglige Brød?« spurgte jeg en Dag, vi fulgtes ad fra Hotellet.

»Det sae Far jeg skulde gøre, lige før han døde. Og jeg kan jo heller ikke 73| spise saa meget ad Gangen saadan som I; derfor saa vilde det være ganske rart – –« Han tav her men drømte aabenbart Fortsættelsen; hans Væsen lige som sank bort fra Verden, blev borte i indadvendt Lykke.

Han boede paa et Tagkammer i NLaksegade og læste til Præst; og vi kom efterhaanden til at synes helt godt om hinanden, saa forskellige vi var. Et Par Gange var jeg med ham hjemme paa hans Kammer; og jeg maatte undres over, at han – den vordene Præst – kunde føle sig hjemme i disse mildest talt Nverdslige Omgivelser. Men han syntes ikke at mærke noget usædvanligt. Han var ikke blot nærsynet, der var overhodet noget af en Blunden over ham i hans Forhold til Omverdenen. Han var meget from, men ogsaa i Forholdet til de himmelske Magter gjorde hans Nærsynethed sig for øvrigt gældende. Noget løftende var der ikke over hans Tro, den formelig krøb hen ad Jorden.

Paa Baggrund af vor egen stormende Ungdom virkede han nærmest forkommen. Naar vi gik løs paa alt mellem Himmel og Jord, sad han og krøb sammen. »Jeg vilde bare ønske, jeg kunde spise til Middag hver Dag,« sagde han ynkeligt. Ja, det tror Pokker – det hade vi andre nok heller ikke 74| haft noget imod! Men vi var med al vor Oprørskhed dog ikke frække nok til at svinge os saa højt til Vejrs med vore Krav til Tilværelsen.

Ubegavet maatte han vel nok kaldes, men han var ogsaa enfoldig; og Enfold har sin egen forunderlige Styrke, der gør usaarlig. Usaarlig var han over for vor fældende Logik som over for Livets haardhændede Erfaringer; han gik lige uberørt og from ud af begge Dele. Han var vel nok det eneste Væsen i hele København, der ingen som helst Anelse hade om, hvad Laksegade var for en Gade. Jacob og jeg var enige om ikke at fortælle ham det; og Laksegade-Pigerne, der ellers hujede og hvinede ad enhver, blev saa mærkværdig stille, naar »Gudsordet« gik gennem Gaden.

En Torsdag Middag udeblev han. Da han heller ikke kom de følgende Torsdage, søgte jeg ham op; jeg tænkte mig, at han maaske var blevet alvorlig syg – stærk var han jo overhodet ikke.

Jeg traf ham i bedste Velgaaende. »Jeg har bare faaet min Bøn opfyldt,« sagde han. »Nu kan jeg spise til Middag hver Dag, og det er dejligt. Far hade alligevel Ret.«

Hvordan det var gaaet til? Jo det var saamænd ganske lige til – som alt, hvad den gode Gud lægger til Rette for os Mennesker. Det var simpelthen Genboersken, den tykke astmatiske Plejemor i Ejendommen lige overfor, som pludselig hade fattet Godhed for ham. Hun hade jo Pensionat for unge Piger, og en Dag var hun kommet over og hade spurgt, om han ikke kune tænke sig at spise 75| i hendes Pensionat. Det skulde ikke koste ham noget, han maatte blot forpligte sig til at Nlæse til og fra Bordet og ellers øve lidt god Indflydelse – unge Piger var jo noget vilde! »Hun var helt imponeret af, at baade Far og Bedstefar hade været Præster; og vil du tænke dig, hun valgte udtrykkelig mig, fordi jeg er nærsynet. En Guds Mand skal være nærsynet, sae hun, ellers gaar han bare og tager Forargelse af alting. – Ja, saadan forholder det sig altsaa, saa jeg maa jo alligevel ikke være saa helt fjollet.«

Jeg misundte ham ikke hans Held – langtfra! Men det var alligevel et kolossalt Spring at tage paa engang: fra én Gang Middagsmad om Ugen til hele syv Gange! Og saa Maaden, det var kommet paa. NForsynets Veje var sandelig uransagelige.

Jeg saa ham ikke altfor ofte i den følgende Tid. Han var jo blevet Overklasse i Forhold til mig – hade ikke blot Føden sikret men ogsaa Klæderne. Om det saa var Lommepenge, faldt de af til ham. Han var lidettroende nok til at sætte dem i Sparekassen. »Jo, for hvis dette skulde høre op,« sae han; han stolede ikke engang paa det Forsyn, som hjalp ham saa rundhaandet. Men lægge sig ud med det vilde han dog ikke; det var sikkert en medvirkende Grund til, at han trak sig noget tilbage fra mig. Jacob turde han overhodet ikke omgaaes mere.

Jeg hade ikke set ham et Par Maaneder, da han en Dag kom hæsblæsende ud til mig i NKolbjørnsens76|gade; hans Blik strittede endnu værre end ellers, der var Panik over ham. »Nu maa du hjælpe mig, for nu gaar det paa Livet løs,« sagde han stakaandet.

Jeg saa forundret paa ham; at han kunde komme i den Grad i Affekt, var aldrig faldet mig ind. Der maatte være noget rent galt paa Færde.

»Ja, det er Mor – hun er saa underlig i sine Breve. Hun tror, jeg er kommet paa gale Veje, og vil have, jeg skal flytte væk fra Laksegade. Men det kan jeg jo ikke, saa gærne jeg vilde vedblive at være hende en lydig Søn; og nu – –«

»Det er altsaa dog ikke Livet men kun Levebrødet, der er i Fare,« faldt jeg ind – en lille Smule ironisk maaske. »Det er da endnu meget værre! Far sae altid: hellere miste Livet end Levebrødet; og det mener Mor da forresten ogsaa. Saa jeg begriber ikke, hvad der gaar af hende. Og nu har hun meldt sin Ankomst. Hvad skal jeg gøre, du?«

»Ja, det kan jeg sandelig ikke sige dig. Er hun ogsaa nærsynet?«

»Nej, hun har Øjne som en Ragekniv – som et Rivejærn mener jeg – – som-æ? Hun ser alting, du ved nok. Og nu hun har sat sig i Hodet, at jeg svæver i Fare, skal hun saamænd nok faa Øje paa et eller andet. Saa hvis du vilde komme med ud paa Banegaarden og tage imod hende.«

»Jeg – en Vildfremmed! Er du tosset.«

»Hun kender dig saamænd godt fra mine Breve, 77| her skal du se,« han halede en Haandfuld Breve op af Inderlommen. »Værsgod, du maa gærne læse, hvad hun skriver.«

Det har altid budt mig imod at læse fremmede Breve. Alligevel gav jeg mig til at kigge i dem, skønt jeg ikke indsaa, hvordan jeg skulde kunne være ham til nogen Nytte. Maaske var jeg lidt nysgærrig efter at erfare, hvilket Indtryk den gode Præsteenke gennem Sønnens Breve hade kunnet danne sig af to saa gudsforgaaene Kroppe som Jacob og mig.

Det var den bekymrede Mor, der talte gennem Brevene, i en haard, nøgtern, verdenserfaren Tone, der sagde én, at Sønnen ikke hade sit naive Væsen fra hende. Den bekymrede Mor, som kender Verdens Slethed og maa sidde derhjemme og ane det værste, mens Tankerne endeløst tumler med Sønnen, der er i Fare (den stakkels dumme hjælpeløse Fredrik, der tror alt og alle saa godt; det har han efter sin Far!) – for saa at tumle med den utilstrækkelige Enkepension, der ikke tillod hende at ile sit arme Afkom til Undsætning. Man mærkede af Brevene, hvordan hun hade vendt og drejet det uundgaaelige Underskud, til der tilsidst alligevel var blevet til overs til Rejsen; et Resultat, der ikke var naaet uden smaa bitre Udfald mod salig Pastoren, hvis Ubegavethed det skyldtes, at Kaldene var vedblevet at være af de smaa, og at Pensionen derfor var saa liden – saa gudsjammerlig liden, at man maatte betænke sig ti Gange, inden man besluttede sig til at rejse over og afvende Faren fra den 78| indskrænkede Dreng. For at han svævede i Fare, kunde der ikke være Tvivl om! Hun kunde ikke gøre sig Rede for, hvordan, men der var noget ved Brevene, der ikke var som det skulde være. »Det er jo med dig som med din salig Fader,« sluttede hun. »I er for ubegavede til at kunne skjule noget.«

»Kan du begribe, hvad det er hun sigter til?« spurgte Fredrik og kiggede nærsynet paa sine Hænder, som kunde det tænkes, at de maaske hade været snavsede, naar han skrev hjem, »for jeg forstaar ikke et Muk. Hun er meget for klog til mig, skal jeg sige dig; og det var hun ogsaa til Far – mægtig overlegen! Her skal du se, hvad hun skriver om Jer: Det glæder mig, at du har begavede Venner; maaske er der alligevel noget ved dig, som jeg ikke har faaet Øje paa. – Sikke noget hun kan skrive sammen, hva! Og saa skriver hun et Sted, at jeg ikke maa lade Jer ta min Barnetro fra mig, for den kan saadan nogen som Far og mig ikke undvære. Hun er i Grunden en underlig én.«

Ja, en mærkelig Kvinde gjorde hun efter Brevene Indtryk af at være. Og nu var hun altsaa undervejs! Jeg var lidt bekymret paa Fredriks Vegne, for der var jo ingen Tvivl om, at hun straks vilde gennemskue Forholdene; og saa blev Følgen sikkert, at hun jog ham ud af Paradiset.

Jeg mødte ikke paa Banegaarden – jeg hade ærlig talt Angst for denne Præsteenke, der virkede mere verdensklog end just gudhengiven. Paa den anden Side var jeg for meget Kammerat til helt 79| at lade Fredrik i Stikken. Jeg sørgede derfor for som ved et Tilfælde at være i Nærheden af hans Gadedør, da de kom fra Banegaarden; saa var forhaabenlig den værste Storm redet af, og jeg kunde maaske alligevel være ham til lidt Nytte.

De kom til Fods fra Banegaarden, og da der ingen Fare var for, at Fredrik med sit svage Blik skulde genkende mig paa blot ti Skridts Afstand, fulgte jeg tæt i Hælene paa dem, fra de drejede ind i Laksegade. Var Fredrik nærsynet, saà Moderen til Gengæld desto skarpere, og jeg har tidt tænkt paa, om der ikke er en Aarsags-Sammenhæng her paa tværs af alle Teorier om Udvalg og lignende, saaledes at Forældrene har deres Ævner paa Børnenes Bekostning. Kanske er der en bestemt Udrustning til hver Slægt at komme gennem Tilværelsen med; og da vi Mennesker er daarlige Husholdere de fleste af os, er Rejseforraadet brugt op inden der naas til Vejs Ende, og den sidste Ende af Slægten maa gaa om som mindre veludrustede Individer. Hun hade sit Blik overalt fra Kælder til Kvist, Præsteenken, og det Udtryk hun betragtede mig med, da Fredrik forestillede mig, glemmer jeg ikke saa snart.

Og som hun tog hans Hybel i Besiddelse! Hun var simpelthen allestedsnærværende, hade sin Næse i hver evige Ting. Paa hans Bord laa Højsangen opslaaet.

»Læser du den?« spurgte hun med et eget Tonefald.

»Ja, Mor! Er den ikke dejlig? NKirken opfattet 80| som Bruden, der længes efter Kristi – sin Brudgoms – Komme?«

Fruen kastede et lynsnart, stjaalent Blik i Retning af mig og stirrede derpaa, saa ligegyldigt det var hende muligt, ud i Rummet; hun klippede nervøst med Øjnene, som maatte de hjælpe til med at mane en generende Erindring i Jorden. Maaske hade salig Pastoren læst Højsangen højt for hende, dengang de var nyforlovede? Saa dum som Sønnen hade han i al Fald ikke været; det stod tydelig at læse i hendes Øjne.

Enkepastorinden hade faaet Plads i den gamle Sofa, som stod mod Stuens Bagvæg, Fredrik sad paa sin sædvanlige Plads foran Vinduet. Samtalen gik rigtig hyggeligt – om alt og ingenting; Enkefru Jensen var en god Iagttager og fortalte morsomt om Forhold og Personer derhjemme i Sognet.

Men hendes Øjne var bestandig ude af Vinduet og ovre ved Kvistvinduerne paa den anden Side Gaden; hvert Øjeblik gik hun i Staa. Inden for de Kvistvinduer sad der Kvinder, mer eller mindre let paaklædte, som stirrede bekendt over efter hendes Fredrik. En af dem derovre rakte Tunge og lo.

»Hvad – hvad er det for nogen dérovre i Vinduerne?« spurgte hun pludselig stramt.

Fredrik missede anstrængt mod Dagslyset. »Derovre? Mine Øjne rækker ikke saa langt, men formodenlig er det Pensionærerne i min Velgørerindes Pensionat. Du gaar nok med over og hilser paa hende, Mor; jeg har hende jo saa meget at takke for.«

81| Det trak op til noget i Pastorindens Ansigt, hendes Udtryk varslede ilde. Og det gjorde ikke Situationen bedre, at en næsten nøgen Kvinde slog sig ned i Vinduet lige overfor og gav sig til at rede sit Haar, med Spejlet stillet mod Vindusposten. Ugenert lagde hun den nøgne Skulder mod Ruden og kiggede ned paa Gaden, skottede saa over efter Fredriks Vindu og gav sig til at snøre sit Korsét.

»Det er vist Skuespillerinder,« sagde jeg, i det vanvittige Haab at kunne redde lidt af Situationen, paa Skrømt i al Fald. »De klæder sig vist om – og sminker sig – – og saadan noget – og –.« Jeg hakkede ret hjælpeløst i det.

Men Pastorinden kom mig hurtig til Hjælp.

»Aa ja,« sagde hun – »Teatrene er jo ogsaa lige her i Nærheden.«

Men Fredrik – det haabløse Sandhedsvidne – udbrød krænket: »Der bor virkelig ingen Skuespillerinder i vort Pensionat. Det er allesammen alvorlige unge Kvinder, som uddanner sig – de fleste til Missionærer. De vil ud til Østen, til de store Havnestæder, og missionere blandt Søfolk. Jeg gennemgaar jo selv den hellige Skrift med dem.«

Det gav et Ryk i Pastorinden. »Ja, det er godt min Dreng,« sagde hun.

Nu har han da ødelagt alting for sig, tænkte jeg og beredte mig til at gaa.

Fredrik stod og kiggede anstrængt over mod Genbohusene, som hade han dog fanget en Anelse om, at et eller andet derovre ad befandt sig uden 82| for hans Rækkevidde. »Det er kedeligt at se saa daarligt,« udbrød han pludselig. »Men der er en meget dygtig Øjenoperatør her i Byen, og min Velgørerinde har tilbudt –«

»Næ – for Guds Skyld!« brast det ud af Moderen, hun strakte bønfaldende begge Hænder frem. – »En Sjælesørger maa gærne være lidt nærsynet,« tilføjede hun, da den første Forskrækkelse hade sat sig. Hun stirrede fjærnt frem, om hendes Mund laa en svag Antydning af et Smil.

»Det var da morsomt, det samme siger min Velgørerinde ogsaa,« udbrød Fredrik og straalede af Glæde.

»Naa, gør hun det,« sagde Pastorinden tørt og gav mig Haanden til Farvel. Hendes Ansigt var som en lukket Bog.

– – –

Jeg var virkelig bekymret paa Fredriks Vegne, og da der var forløbet en Uges Tid, gik jeg op til ham. Moderen var rejst – uden at berøve ham hans daglige Brød. Hun hade nøjedes med at sy klare røde Trækgardiner til ham, som han maatte love at have for altid – og som forøvrigt kastede et skønt Forklarelsens Skær over hans medtagne Hybel. Og saa hade hun købt et selvlysende Kors og hængt over hans Seng som Værn mod alt ondt, og forresten befalet ham i Guds Varetægt. Om det saa var at hilse paa Fredriks Velgørerinde hade hun faaet sig selv til det – og takket hende saa kønt for den Omsorg hun viste Drengen.

83| »En storartet Mor, hvad?« sae Fredrik straalende, »nu er der ingen Magt, der kan tage mit daglige Brød fra mig. – Det skulde da lige være, at Værtinden derovre gik hen og døde,« føjede han pludselig til og sank ned paa en Stol, helt lamslaaet ved Tanken.