[123]|Dødedans

[125]| Det er Aarets sidste Dag, en Dag til at tage Varsler af; man lyver jo dog ikke, naar man staar med det ene Ben i Graven. Solen er gaaet rød ned, i en Pøl af Blod, og nu kommer Mørket sivende, som af evigt væskende Saar.

Dagen har været drøj nok – en Nliderlig sur Opremsning! Hvad har den ikke baaret frem af Ulykke og Græmmelse, 365 Døgn fulde af Lidelse, et helt ondt Aar, det ondeste vel Menneskeheden endnu har været ude for. Godt at den ikke kan mere! Allerede Kl. fire segner den under sin Byrde og Mørket lukker sig over den.

Men er Mørket skaansommere? Tvært imod, det er gennemsigtigere end Dagslyset! Det lidt, Lyset og Larmen holdt borte fra Sindene, nu kan ogsaa det uhindret tage dem i Besiddelse. Det er, som Mørket lagde Hjærterne aabne for Rummets ubarmhjærtige Kulde.

Menneskene er skrumpet endnu mere ind i dette Aar, det er ligesom de er for smaa til det der sker, for smaa til at bære det og for smaa til at fri sig selv og Verden for det. Om Dagen ligger 126| de saa vidt muligt død, og nu i Mørket spøger de som Væsner, der hører til dybt under Jorden, stryger som Rotter gennem det dybe Mulm mellem Husrækkerne.

Et Steds falder der Skud, Væsnerne piber og skriger, Mørket giver sig til at myldre. Aa Snak, det var bare en eller anden Galgenfugl, der skød lidt Fyrværkeri af – det er jo Nytaarsaften! Men hade man ham her, skulde han alligevel blive lynchet! Er der nogen Mening i at skyde – Aaret kan være ondt nok endda at se tilbage paa! Lad det bare i Ro og Fred synke i Graven, saa vi kan faa kastet Jord paa. Skal et nyt Aar skydes ind? – det kan være det samme! Maatte Gud eller Satan, hvem der nu har med det at gøre, forbande Tidens Vom, saa den aldrig kan føde mere; maatte Jorden synke i Dybet i denne Aarets sidste Nat for aldrig mere at stige op til et nyt Aar og en ny Dag!

Jeg har været ude i en af Arbejder-Forstæderne med en Hilsen til to polske Gamle fra deres Søn, som kæmper paa Nden røde Front, to rystende Gamle hvis Ansigter var som den af Krigen hærjede Jord, først oprevne, saa størknede og slukte. De sad under Vinduet i det øde Loftsrum og gnavede paa afbladede Kaalstokke, gravet frem under Sneen ude paa NForstadens Overdrev, søgte med Gummer og Tandstumper at pille lidt spiseligt af de frosne Plantestængler; Hænderne, der var forkrøblede af et langt Livs Slid, laa som døde Poter om Kaalstokkene, blaafrosne og uden Greb. Først da jeg nævnede Søn127|nens Navn, krøb de plettede Øjne mig langsomt i Møde og prøvede glippende at tage om mig. Det varede en god Tid, saa levede der noget op i Blikket, kun i Blikket. Alt andet var faldet hen for ikke at tære med.

Jeg hade ogsaa lidt Penge med til dem, og skulde hilse fra Sønnen at han snart sendte mere. Men nogen Samtale var det ikke muligt at faa i Gang, en hel Sætning kunde ingen af dem opfatte. »Trommeild,« sagde de og virrede med de skrøbelige Hoder – N»Trommeild«.

En yngre Kvinde kom op ad Trappen, hun rev vredt Kaalstokkene ud af Hænderne paa de to Gamle; skændende tørrede hun dem af i sit Forklæde. »Sidde dér og sutte det hele til!« Mig tog hun ingen Notits af.

»Skal der koges Suppe paa dem?« spurgte jeg, nærmest for at sige noget.

»Ja, der skal – det er altid bedre end slet ingenting,« svarede hun udfordrende.

Hilsenen fra Broderen gjorde intet Indtryk paa hende; jeg hade Følelsen af, at hun betragtede ham som fortabt. Men da hun hørte, at der ogsaa var Penge fra ham, livede hun op i Blikket. »Skal Pengene nu til at komme den Vej fra, saa staar Verden vist ikke længe,« sagde hun med harskt Mæle.

Først da jeg stod paa Trappen, saa hun lidt venligt paa mig. »Har De saa kunnet gøre Dem forstaaelig for de to Gamle?« spurgte hun.

»Ikke godt. De er vist meget tunghøre begge to.«

128| »Det er den forbandede Sult og Kulde, der spetakler inde i Hoderne paa dem bestandig – som paa os allesammen. De tror, det er Trommeilden fra Fronterne, der høres helt her hjem til Leipzig.« Hun lo spottende, som den der ved bedre Besked.

Øde er der ude i Forstæderne. Herude fra næres i Dag Krigen som forhen Freden; alle disse udsultede Gamle og graa forbitrede Kvindevæsner er det, der holder Krigsindustrien oppe og – ofte ved Barnehænders Hjælp – forsyner Mændene, Brødrene, Fædrene derude med Materiel. Det er et egenartet Sprængstof, de sender ud herinde fra Tomheden; Bagslaget skal være det eneste sikre ved det! Hvad nytter det at kæmpe, naar hver Haandgranat man udslynger rammer én selv i Hjærtet, fyldt som den er med éns Kæres Sult og Graad og Forbandelser! Der siges, at Fronten vakler; det er Tomheden her der trykker den ind!

Øde er her – uhyggelig tomt! Intet i Butikkerne – ikke engang Ruder – og intet i Hjemmene, ingen Mad, knap nok Klæder. For disse Væsners Øren koger Tomheden, værre endnu end nogen Trommeild. Sult og Kulde og fortærende Savn larmer djævelsk i Blodet, slaar som Brænding mod Trommehinderne. Det er ikke til at holde ud her, Synet af Menneskene svider endnu mere i én end Barfrosten, der slikker Gadens Sten isnende tørre.

Inde i Byens Hjærte, Ninden for Ringen, brænder hist og her en Buelampe og gør Natten lunere. Det er ligesom lettere at være til herinde. Nøden har en egen Ævne til at gøre alting sværere.

129| Der er ogsaa andet, der liver op i den indre By – Mennesker som har været godt tilfreds med Aaret 1917! Her og dér sprutter og knalder det til ingen Nytte, Ammunitionsindustrien flotter sig i Dagens Anledning – trods Forbudet. Der er da ogsaa andre Maader at anvende Sprængstoffer paa end lige den ude paa Fronterne; nu og da stjæler en Raket sig til Vejrs fra en Ammunitionsfabrik – som en Tak til Guderne for det gode Aar!

Jeg har skaffet mig Adgangskort til NRaadhuskælderen, hvor Aarsskiftet skal fejres, og møder i god Tid; skønt Klokken kun er syv, er alt besat. Mit Kort anviser mig Plads ved et stort Bord; ved Siden af mig sidder en Krigsenke, helt i Sort. Det øvrige Selskab ved Bordet bestaar af en NPelshandlerfamilie fra Brühl: Bedsteforældre, Børn og Børnebørn, nogle og tyve Personer ialt. Tjenerne bærer Mad ind til dem i lange Baner, god Mad, dejlig Mad; paa Restavrationerne i den indre By er der ingen Mangel. Kun Brød maa man helst selv have med. Hvert Medlem af Familien har sin Flaske Vin foran sig, der snakkes og lés. Ogsaa mig og Krigsenken søger de at drage med ind i Samtalen, de forstaar, at vi er ensomme Fugle, og har ondt af os.

Stemningen begynder at blive høj ved nogle af Bordene; her og dér har den en Tilsætning af Galgenhumør. Ved et stort Stambord inde under en af Sidehvælvingerne sidder lutter unge Mænd, tætklippede og røde i Kammen, de larmer og synger Krigssange – og skaaler hvert Øjeblik for Fædrelandets Vel. Det er et Selskab af NDrückebergere, Mænd som 130| egenlig skulde være ved Fronten, men ved et eller andet Middel har forstaaet at trykke sig.

Krigsenken har pakket noget medbragt Mad ud, to Skiver sammenlagt Brød med Kartoffelmos imellem, og bestilt sig en halv Flaske Rhinskvin; hun sidder halv bortvendt fra os andre og tygger, mens Taare paa Taare løber ned ad hendes spidse Næse og falder hende i Skødet. Alene Tyskland har Millioner af hendes Lige, sortklædte, udtærede Kvinder, graa i Huden og rødnæsede af Græmmelse, med Øjne der er betændte af Graad. Hun er gaaet herhen for en stakket Stund at glemme alting – eller maaske for at mindes. Maaske plejede han og hun at fejre Nytaarsaften her, og hun har haabet at kunne træffe ham igen – i et kønt Minde. Men de andres Lystighed slaar hende yderligere ned; hendes stille Graad staar saa sært til de andres glade Latter.

Saa med ét tørrer hun Øjnene. Hun har fattet en heroisk Beslutning, ivrigt og ufortrødent kaster hun sig ud i Overgivenheden og Sangen; jeg kan følge hendes Stemme højt over de andres, som en flakkende Fugl gaar den under Hvælvingerne. Halsen, der er som en pillet Hønes, strækker sig i Ekstase, de magre Arme, nøgne til Albuerne og senede af Sorg og slet Ernæring, fægter i Luften. Hun vil stige over de andre ved Udgangen af et Vers, men Stemmen slaar over i et Skrig; hun overvældes af pludselig Storgraad og skynder sig ud.

Ingen ænser hende – hvad vilde det ogsaa føre ud i! De er jo allevegne, disse Kvinder i Sort, paa 131| Gaden, i Teatret, i Togene; overalt møder Øjet de hvide, blodløse Aasyn under lange Sørgeslør – de sorte Fugle. Der er kun et Middel til at døve Graaden, syng, syng! Og Sangen stiger under Korshvælvingerne, vældig som var den en Tak til alle Lidelsers algode Giver. Derude i Hverdagen er man uhjælpelig prisgivet, derude siver der Graad af alle Mure: fra slukkede Arner, kolde Ægtesenge, tomme Barnekamre! Døden har sat Kors paa alle Døre, gennem alle Sind har den trukket sit Sort, et gabende Hul hvoraf Tomheden stirrer. Lad den ikke slippe herind ogsaa – til Gravøllet! Nu nagler vi Kisten til for et ondt Aar, det ondeste Menneskenes Børn har oplevet – Prosit Neujahr!

Her skal der glemmes, og Sangen hjælper godt med, den overdøver. Og mere end det, den forjager Nuet og bærer en anden Tid frem i Sindet, de gode gamle Dage, da rastløst Arbejde og nøjsomme Glæder var Aarenes sunde Indhold. Og kan hænde den bærer endnu længer tilbage, til Tider ingen enkelt har oplevet, og som dog ligger i Sindene, som en skjult Struktur der bærer med paa Dagen i Dag? En Sang bølger frem under Hvælvingerne, fra alle Krypter kommer den strømmende, baaret oppe af nogle Tusend Stemmer –: NEin fester Burg – »Vor Gud han er saa fast en Borg«; den knytter Nutid til Fortid, kobler os alle til ved Dagen i Dag. Saadan har de første Kristne sunget sig nærmere til hinanden i Katakombernes Virvar af Gange, og Middelalderens Tyskland vogtet Arnens Ild, halv under Jorden i Gruber og Krypter, mens Evropas Horder 132| tumlede sig paa dets Sletter. Dernede blev Tyskeren Borger som ingen anden; fra Krypten under tunge Hvælvinger skal ogsaa Dagen i Dag sés. Sidder de ikke alle og synger sig ud over Rigets Grænser, til Skyttegravene og de bombesikre Rum, til andre Huler under Jorden, hvor selve det at leve ogsaa er en ufattelig stor Gave og Fortrøstningen derfor rinder af de samme Kilder som her? Borgen er overalt, hjemme og ude, med Volde og Grave og Sang; man kan skutte sig ned under Jorden dér som her, klumpe sig sammen og synge »Ein fester Burg« – og føle sig N»geborgen«. Hør, hvor de vokser i Styrke under Sangen! Den gamle troskyldige Salme er en større Hindring for en hastig Afslutning paa Verdenskrigen end: NDeutschland, Deutschland über alles!

Det er, som om den gamle Salme har renset Sindene for alle Hæmninger. Ved et eller andet fjærnt Bord anslaas NDie Wacht am Rhein, og i et Nu skyller Fædrelandssangen frem fra alle den uhyre Kælders Krypter. Krigssange, Kampsange! Ansigterne bliver blodrøde af Iver, Stemmerne hæse. Og pludselig er den tolv, Aarsskiftet forkyndes ved vældige Slag paa en Gongon. Skaaler og Leveraab, for Sejren og Freden. Musik falder ind, fejer det ondeste af Aar i Graven og blæser Honørmarsjen for det ny, Champagnepropper knalder og springer fra Krydsbue til Krydsbue, Lykønskninger krydser hinanden, Raab og Sang! De tunge Hvælvinger ryster under Koget af en alt overvældende forrykt Optimisme.

133| Udenfor er Natten snetung og stille. NThomaskirkens Klokker ringer det ny Aar ind over Staden, der virker uhyggelig stille til Modsætningen dernede – næsten som laa den Lig.

Stilheden virker velgørende, den kolde Nat falder kvægende paa Sindet. Hvad nytter det at være sammen med mange i festligt Lag, naar man ikke har samme Bølgelængde som de andre, maaske slet ikke kan indstilles paa den? Intetsteds er man saa ensom som blandt Mennesker, hvis Festrus man ikke kan dele; og jeg burde holdt mig borte fra NBorgernes Hus, baade af Hensyn til de andre og mig selv, jeg som ikke har en Draabe Borgerdyd i Blodet og derfor hverken kan skaale eller skraale med.

Men det er igen en farlig Sag at ligge Ensomheden for meget til Byrde, det gaar ud over Hjærtet. Hvad skal man overhodet stille op, naar man nu engang er saadan indrettet, at intet i Verden er én saa skrupkedeligt, som Borgerhjemmet med dels Atmosfære af aandelig Tyggemad og dets kunstfedede slagtefærdige Borgerdøtre? Forlange Tjenestepigen til Borddame kan man jo ikke ret godt; man maa nøjes med at røre hendes Haand under Bakken, naar hun kommer og serverer for én. Det er som at røre Jorden; Safterne stiger i én, man knyttes igen til Tilværelsen.

I Skyggen om et Gadehjørne stod en ung Kvinde og spejdede mod den oplyste Nedgang til Raadhus134|kælderen; et rent Barn lignede hun med sit nyfigne Udtryk; Lysene fra Raadhuset brød sig i hendes aabne Blik, som Juletræets Lys bryder sig i Barneøjne. Hun stod og krøb sammen af Kulde og Haabløshed; hendes Øjne søgte spørgende over paa mig, idet jeg gik forbi. Og jeg genkendte hende med det samme, kendte hende saa fortroligt som kunde hun være min Søster.

»Du staar jo og fryser,« sagde jeg og stansede op. »Hvorfor gaar Du ikke hjem. Er Du slet ikke bange for Mørket og Nattekulden?«

»Og hvorfor skulde jeg vel være det?« spurgte hun halv fraværende, med et morsomt anstrængt Udtryk som masede hun med at anslaa mig og hitte ud af, hvad og hvor meget jeg var. »Hjem kommer man tidsnok, naar man hører til min Slags. Dér venter der én bare Jammer og Elendighed! Jeg vil hellere et Sted hen, hvor der er lidt festligt. Tag mig med dérover!« Hun rykkede helt ind paa Livet af mig og nikkede over mod Raadhuset.

»Det kan jeg ikke, saa gærne jeg vilde. Vi kommer ikke ind.«

»Og hvorfor ikke? Du er dog en af dem dernede, og – der er da ogsaa andre fra – fra Gaden!«

»Det er straks forbi. Og jeg er en Fremmed – og nu har jeg afleveret mit Adgangskort. Men kom – lad os spasere lidt sammen!« Jeg stak min Arm under hendes.

Hun lænede sig tillidsfuldt til mig og smilede op – en forskræmt Ansigtstrækning var det nærmest. I Skæret fra en Lygte saa jeg, at hun hade sorte 135| Skygger under Øjnene – ægte Skygger! – og at Øjenrandene var mørke, som var de mættede med Mulm helt indefra et Steds. Hun hade ikke nødig at male sig for at yde sit Bidrag til Nattens Mystik.

»Hvorfor er der saa uhyggeligt hjemme?« spurgte jeg, mens vi drev af sted paa maa og faa.

»Aa! Naar Far er faldet i Krigen, og min ældste Bror sidder i russisk Fangenskab – – de to skulde vel nok forsørge os!« Det kom uvilligt, næsten muggent.

»Hvem forsørger Jer saa da? For dette her – Gaden – – jeg – – – jeg mener.«

Hun lo pludselig, højt og klokkerent; jeg hade slet ikke tiltroet hende en saadan frigjort Latter, forkommen som hun virkede.

»Jo, det er rigtig nok, jeg forsørger os!« Hun saa udfordrende paa mig, med et Udtryk der kunde tydes baade i Øst og Vest. Med ét blev hun alvorlig, dødsens alvorlig.

»Jeg gaar paa Fabrikken og tjener Nsejsten Mark om Ugen; af det og saa den elendige Krigsunderstøttelse lever vi.« Hun sagde det lavmælt, fattig, saa fattig i Udtrykket.

»Sejsten Mark! Barn, det er jo slet ingenting i disse Tider!« Det frøs i mig ved Tanken om de høje Priser paa alting. Sejsten Mark!

»Vi har ogsaa gjort Vrøvl allesammen og sagt til Fabrikanten, at vi slet ikke kunde klare os med det. Men han siger: Er I tossede, det skal I sku heller ikke! Hvorfor Pokker tror I vel, Vorherre har gjort Jer til Kvindfolk? I maa ogsaa bringe 136| Fædrelandet et lille Offer og ikke gøre det endnu sværere for jeres Fædre og Brødre derude ved at komme og stille urimelige Lønkrav!«

»Det er Krigsindustrien, Du arbejder i? Den har ellers Ord for at smide godt af sig.«

»Det var først en Orgelfabrik, men nu laver vi Skafter til Haandgranater – og saadan noget. Vi mærker i al Fald ikke noget til, at den smider godt af sig!«

»Og saa har Du fulgt Fabrikantens Vink og tjener Dig lidt ved Siden af?« Hun rystede paa Hodet.

»Naa? Hvorfor stod Du saa derhenne i Skyggen da?«

Hun skottede leende op mod mig men svarede ikke. Jeg gentog ubarmhjærtigt mit Spørgsmaal.

»Jeg stod jo og ventede paa Dig!« udbrød hun og blussede med ét i Vejret, varm og overgiven. Hæftigt knugede hun min Arm ind til sit Bryst.

»Vente gjorde Du i al Fald – og saa sendte Forsynet mig. Forsynet, det er noget, der sørger for én, ser Du, Barn; Du har ogsaa en Forsørger! Er det ikke fortrøstende at vide? Han har bare ikke bragt det over sit Hjærte at sende Dig en NGuldfisk.«

Hun var igen blevet graa og uskøn, et ubarmhjærtigt Sandhedsvidne.

»Ja naturligvis ventede jeg,« svarede hun udfordrende, »hvad ellers? Det vil sige, jeg ønskede – og misundte. – De dér, de kan!« skreg hun pludse137|lig, hæst, og pegede paa et Par udmajede Nattens Fugle. »De tjener gode Penge!«

»Misunder Du virkelig dem? Dit lille Skind!«

»Skulde jeg kanske ikke det? De kan da spise sig mæt, saa tidt de vil. Jeg har ikke været mæt i to Aar – ikke engang af Kartofler, og vort Brød har vi spist op en hel Maaned i Forvejen. De smaa Søskende faar det meste, for de kan ikke taale Kaalrabi. – Mor siger: Gør hvad Du vil, vi har ingen Ret til at kaste Vrag paa noget, hvorfor skulde vi holde os for fine til noget? Men kommer Du syg hjem, banker jeg Dig og jager Dig paa Porten. Og saa –«

»Ja, saa overvejer man jo.«

»Hvad skulde der vel være at overveje? naar Far og min Bror kan risikere Livet, kan jeg vel ogsaa risikere –. Men det er jo Jer Mandfolk, der bestemmer alting, og jeg er ikke køn mere; jeg er for mager, og mit Tøj er for simpelt. De andre hujede og pegede Fingre, da de gik forbi mig, derfor trak jeg mig helt ind i Skyggen – og skammede mig.« Hendes Stemme dirrede af Forsmaaethed, hun var paa Nippet til at græde. »Hvis Du ikke var kommet, saa –« Hun greb min Haand med begge sine og saa paa mig med rørende, næsten hundsk Taknemmelighed.

»Bare Du ikke bliver skuffet igen. Jeg er en fattig Lus lige som Du.«

»Det ved jeg nok; tror Du ikke godt jeg har mærket det, at Du ikke hører til derovre. Bare Mor ikke gør Vrøvl, saa.«

138| »Og Din Ven?«

»Min Ven?« hun ligesom forstod det ikke, saa indtrængende paa mig.

»Ja, Din Hjærtenskær. I Din Alder har man sig dog en Hjærtensven.«

»Naa, mener Du en at gaa med, saadan en, som man maaske siden bliver gift med, hvis man blir ved med at synes om hinanden? Hvem skulde jeg vel faa at gaa med? Alle mine Brors Kammerater er jo i Felten. Kast Dig ikke hen, skrev Far bestandig, men arbejd og hjælp Din Mor at forsørge de Smaa, saa faar Du nok en god Mand! Det vilde jeg ogsaa gærne, men man omkommer bare af Sult og Kulde, det er det hele. Der er jo ingen Mænd at gifte sig med for en fattig én som mig! De eneste Unge, der er hjemme, er jo de Fine; og de ser ikke engang til mig, naar det er mørkt.« Hun gav sig til at græde, højt og løssluppent.

Jeg søgte at tale hende til Ro; af Angst for at vi skulde vække Opsigt trak jeg hende ind i en Portfordybning. Jeg tog hendes Hode mellem mine Hænder og sagde hende gode Ord, at hun var ung og skøn, hvad man nu kan finde paa at sige til saadan et lille forkommet Væsen, som Tilfældet har kastet i Armene paa én. Stakkels Barn! Saa ung hun var, hade hun da heller ikke haft noget ud af nogen Ting.

»Nej, for de pæne Herrer lod mig jo staa,« hulkede hun. »Du kan tro, det er ikke morsomt at staa dér som en anden Spedalsk og se de andre 139| trække forbi med hver sin! Først græde af Fortvivlelse over, at man skal til dét, og saa græde af Græmmelse over, at det slaar fejl. Og hjemme – de Smaa! Mors Udtryk naar jeg kom hjem uden nogen! Nej, det er ikke til at holde ud!« Hun lagde sig ind til mit Bryst og græd af alle Sluser. – –

Vi hade gaaet længe, paafaldende længe i Forhold til Afstanden til den Bydel, hun opgav at bo i. Herude i de snævre Sidegader rørte sig et besynderligt Natliv. Invalider, som Krigen hade redet saadan til, at de ikke kunde – og heller ikke maatte – vise sig om Dagen, var ude for at trække frisk Luft. Udtærede Kvinder i alle Aldre strøg gennem Gaden. Hamstrere gled langs Husrækkerne, belæssede med tunge Byrder; ved den mindste Lyd forsvandt de ind i en Gadedørsfordybning – og pilede saa igen et Stykke. »Det er Værtshusholdere,« sagde min Ledsagerske, »de har været ude paa Landet og hamstret Fødevarer. Hvis Politiet faar fat i dem, mister de det hele.« Hun var forlængst igen faldet til Ro, hang tungt ved min Arm og nynnede nu og da. Jeg mærkede Varmen fra hendes Legeme.

»Er Du ikke snart hjemme?« spurgte jeg utaalmodigt.

Hun stansede, strakte sig paa Tæerne for at naa min Mund med sin, med Bøn i Øjnene. »Du maa ikke være vred,« hviskede hun og lagde med en bedaarende Bevægelse sin lille Haand over mine Øjne. »Jeg bor jo slet ikke denne Vej. Men det er saa 140| dejligt at gaa saadan Arm i Arm, rigtig langt. Saa lukker jeg Øjnene og lader, som Du er min Mand.« Hun lo og borede sit Ansigt ind til mig.

Saa varm hendes lille spinkle Haand dog var – og Stemmen god og fortrolig! Hun holdt jo af mig, det lille forkomne Væsen! Var det, fordi jeg var hendes første Træffer og hade frelst hende fra det forsmædeligste af alt, at være Oversidder? Nej, det var hun kommet over; der var intet, der skulde naaes mere, alt hade hun her. Hun hang ved min Arm og syntes fuldt ud lykkelig; mere kysk end hendes kunde ingen Glæde være.

»Du har jo aldrig tilhørt nogen Mand,« sagde jeg og vendte hendes Ansigt mod mig.

Hun saa paa mig med store rolige Øjne. »Nej,« svarede hun med et Udtryk saa aabent, som galdt det om at tale Sandhed, der kunde vare for Livet. Nej, som hun dog elskede mig! Det gik koldt igennem mig ved Tanken – af Lykke- og Angstfølelse.

Og her gik hun, uberørt, uskyldig, et Barn der var parat til at give sig hen til den første den bedste for lidt Mad til sig og sine. Krigsaagreren hade jo Ret, Fædrelandet krævede det af hende – de Fattiges Fædreland! Hvorfor Pokker hade Vorherre ellers skabt Fabriksarbejdersken som Kvinde?

»Du er saa underlig,« sagde hun pludselig og ruskede mig blidt i Armen. »Er Du vred paa mig for'et – synes Du slet ikke om mig?«

»Jeg gaar og tænker paa, at Du er sulten. Og der er ikke engang et Sted, hvor vi kan komme ind og faa noget – paa denne Tid af Natten.«

141| »Jeg er slet ikke sulten. Jeg vil meget hellere spasere.«

Jeg kom i Tanke om et Sted oppe i en af Ringens Sidegader, hvor vi vist kunde slippe ind, et hemmeligt Natlokale for Byens Halvverden og unge Levemænd. Dørvagten, en pragtfuldt udhalet N»Schweizer« med gylden Stav og den ene Haand paa Ryggen med Haandfladen vendt opad, skævede slemt til min Ledsagerske og vilde træde i Vejen for os; en Mønt i den hule Haand fik ham til avtomatisk at gøre Plads. Min Veninde trykkede sig tæt ind til mig, forskræmt af det stærke Lys og Stukpragten, og den Opsigt vi gjorde.

Nu først saa jeg hende rigtig. Arm saa hun ud, luvfattig, tyndslidt baade i Klæder og Skikkelse – et syttenaars Barn, der lignede en udtæret Fattigmor.

Vi fandt os en Krog, hvor vi ikke var altfor generede af de nysgærrige Blikke, og fik Spisekortet bragt. Det tog hende lang Tid at bestemme sig – det Skind, hun hade mest Lyst til det altsammen. Gang paa Gang stansede hun ved Gaasesteg, men gled straks videre som hade hun brændt sig. Da jeg foreslog hende at vælge den, rykkede hun forskrækket tilbage. »Den koster ti NGuldmark,« hviskede hun og lagde sin Haand overtalende paa min. »Vær sød og bestil noget andet.« Hun var helt ulykkelig paa mine Vegne.

Men da Bestillingen først var gjort, saa hun lykkelig ud. Hun hade ranket sig, hendes Blik gled spejdende rundt i Lokalet; hun mønstrede de ud142|halede Piger med et Udtryk, der meget vel kunde betyde saa meget som: Vent I bare! Pluselig greb hun mig i Ærmet. »Man kan faa ægte Chokolade her,« hviskede hun ivrigt og pegede paa et Skilt. »Jeg vil hellere ha' Chokolade.«

»Men det bliver Du ikke mæt af,« indvendte jeg. »Du trænger til noget solidt.«

»Jeg er slet ikke sulten – og det er meget festligere med Chokolade!« Hun saa bedende paa mig.

Saa fik hun begge Dele, og Guderne skal vide, at hun var sulten!

Da vi kom udenfor, tog jeg hende om Hodet og sagde Farvel til hende.

Hun stirrede fortabt paa mig, ud af store sorte Pupiller. »Kan Du alligevel ikke li' mig?« spurgte hun stille.

Om jeg kunde? Var det muligt andet end at blive indtaget i et Væsen, der efter fire Aars Sult dog foretrak Chokolade for Gaasesteg. Samværet med denne lille Skabning hade rystet mig i mit Inderste, sønderbrudt saa meget i mig, at jeg hverken vidste ud eller ind. Om jeg kunde lide hende? Det var som mit Hjærte vilde bryde sig Vej ud af mig, alt i mig strømmede hende i Møde, skælvende, tilbedende. Og derfor – maaske derfor –? »Det er festligere saadan,« sagde jeg og forsøgte at smile. Jeg hade en Følelse af, at jeg svajede, saadan rykkede hendes Skikkelse hid og did for mit Syn.

Hun kastede sig grædende ind til mig. Alt ungt og skønt blussede op i hende i det samme – hun var usigelig dejlig at tage om. Saa rev hun sig løs og løb.

143| Jeg kunde følge hendes lille Skikkelse langt ned gennem den faldende Gade, noget ved hendes Holdning under Løbet sagde mig, at hun græd stærkt. En Nattevandrer skød som en Haj ud af en Sidegades Mørke og over mod hende; hun skreg og flygtede.

Langt nede ved Gadens Ende saa jeg endelig min lille haardt prøvede Ledsagerske forsvinde – – til hvad?