42|NVI
Søren Mands død

En Dag kom Søren kravlende ind over Tærsklen, saa at sige paa alle fire. Han stablede sig paa Fode inden for Døren ved NBilæggerovnen, stod og klamrede sig til Nden blanke Kugle med begge Hænder, svajede frem og tilbage og gav sig ynkeligt. Maren kom ind fra Køkkenet, lige som han var ved at dejse om igen; hun fik ham hurtig af Klæderne og i Seng.

»Nu er det sku li'egodt skidt med mig,« sagde Søren, da han havde ligget lidt.

»Hvad er der sket med dig, Søren?« spurgte Maren bekymret.

»Aa ikke andet end ded, at der er sprunget noget inden i én,« sagde Søren trevent.

Andet vilde han ikke sige, men Maren fik efterhaanden ud af ham, at det var kommet, da han vilde trække Tøjrpælen op af Jorden. Den sad ellers altid løst nok, men i Dag var den ikke til at rokke; det var som om nogen holdt igen i den dernede i Jorden. Søren lagde saa Tøjret over Ryggen og stemte til af alle Kræfter, og det der43|nede maatte slippe; men da var det ligesom der sprang noget inden i ham. Det blev sort for hans Øjne og i Jorden kom der et Nstort sort Hul.

Maren stirrede forfærdet paa ham. »Var'ed firkantet?« spurgte hun.

Søren mente nok, at det var firkantet.

»Og hvad saa Tøsen?« spurgte Maren pludselig.

Ja hun var jo blevet borte for Søren, dengang han daanede.

Maren løb ud i Klitten, med stivt stirrende Øjne. Ditte sad derude og legede midt i en Blok Stedmoderblomster, og noget Hul i Jorden kunde Maren lykkeligvis ingen Steder faa Øje paa. Faarene gik løse, og Tøjrpælen sad i Jorden endnu, men det gamle, raadne Reb var bristet for Sørens Tag. Saa var han vel gaaet bag over, faldefærdig som han jo var, og havde slaaet sig. Maren knyttede Tøjret igen og gik hen imod den Lille. »Kom saa, Ditteunge,« sagde hun, »nu maa vi ind og lave en god Kaffetaar til Gammelfar.« Med ét gik hun i Staa. Var det ikke et Kors, Barnet havde flættet af Marehalm og rejst midt i Blomsterklyngen? Maren tog tavs den Lille ved Haanden og gik ind. Nu Nvidste hun det hun vidste.

Søren blev i Sengen. Der var ingen paaviselig Mén paa hans Legeme, men han ytrede ingen Lyst til at staa op. Sov gjorde han næsten ikke, men laa og fumlede ved NSengebaandet og stirrede ud.

Af og til gav han sig, og saa var Maren straks ved hans Side og spurgte. »Bare du kunde give 44| Besked om, hvad det er du fejler?« sagde hun indtrængende.

»Fejler? En fejler vel ikke andet end det, at en ikke ka' leve længer,« svarede Søren. Maren vilde nok gærne forsøge med sin Doktereren, men hun kunde spare sine Kunster til bedre Lejligheder; Søren havde set det sorte Hul i Jorden, og det var der ingen Raad for.

Saadan forholdt det sig! Maren forstod lige saa godt som han, hvordan det var fat; men hun var en stærk Natur, som nødig gav op. Hun var ikke bange for at tage et Nap med selveste Vorherre om Søren – havde der bare været noget haandgribeligt Onde at binde an med. Men dette var NSoten, og den kunde ingen Raad hjælpe for. Kunde hun endda faa de Nsyge Væsker ud af ham, saa Livskraften kunde komme til at virke igen.

»Skal jeg ikke sende Bud efter NAareladeren, at han kan tage dit urene Blod?« spurgte hun. »Kaske er det det, der staar i Kroppen paa dig og gør dig daarlig.«

Men Søren vilde ikke aarelades. »En kreperer sku nok uden det,« sagde han og lo, vantro som han altid havde været. Maren tav saa og gik sukkende til sit. Søren troede da paa heller ingenting, men var akkurat den samme ugudelige Krop som i sine unge Dage. Maatte Vorherre ikke se altfor nøje paa ham.

Den første Tid laa Søren og længtes efter Tøsen, og hvert Øjeblik maatte Maren hente hende ind 45| til Sengen. Det morede ikke den Lille at sidde pænt paa Stolen ved Gammelfars Seng, og saa snart hun kunde se sit Snit, stak hun af ud. Saa blev Søren trist til Mode, han laa og følte sig forladt og til overs – det var den rene Elændighed.

Men efterhaanden tabte han selv Interessen for Barnet og for Sagerne omkring sig i det hele taget. Hans Sind gled bort fra det nærværende og hæftede sig til Gengæld mere ved fjærnere Ting; Maren forstod godt hvad det betød. Han laa og gravede sig baglæns tilbage i Tiden, tog sin Ungdom op og arbejdede sig bestandig længer tilbage; helt sært var det, saa meget han kunde huske. Han kom i Tanke om mangt og meget fra de tidlige Barndommens Aar, som ellers laa i det skjulte; rent ud ufatteligt var det, at nogen kunde huske Ting som var passeret i to-tre Aars Alderen. Pjank og Paahit var det heller ikke, han laa og gav fra sig; der kom Folk fra Lejet og saa til hamA, som var ældre end han, og de bekræftede hvert Ord. Underligt var det at se ham æde sig tilbage gennem sit Liv og fortære alt, saa der kun blev Tomhed efter ham. Søren glemte Alder for Alder efterhaanden som han rykkede tilbage i Erindringen, saa sporløst som havde han aldrig levet dem.

Maren var ked af dette. De havde levet et langt Liv og haft saa meget sammen; det kunde været helt skønt at dvæle ved et og andet endnu engang, før de skiltes. Men Søren var ikke til at raabe op, naar det galdt deres fælles Minder. Nej, Ha46|ven paa Næsgaarden – som Søen tog da han var fem Aar gammel – den kunde han huske! Hvor det Træ stod, og dét – og hvad Slags Frugter de bar.

Og da han ikke kunde række længer tilbage med sin NHuske, vendte han igen tilbage, gav sig til at fantasere og laa og regerede i Vildelse, var Vogterdreng og Søgut og Gud ved alt det.

I urolige Drømme blandedes alt det oplevede sammen, Ungdommens lyse Togter, Arbejdet og Anstrængelserne. Snart var han paa Søen og Nbeslog Sejl i Storm, snart stred han med Jorden. Maren stod over ham og lyttede med Gru til alt det han tumlede med; det var som skulde han tage hele sit Liv i langt Ridt. NKors og Kors for alt det han maatte have været oppe i, uden at hun vidste af det – baade godt og ondt. Naar han saa kom til sig selv, stod den klare Sved ham paa Panden og han var træt.

De gamle Makkere kom og saa til ham, og saa førte det samme Vej – Søren maatte opfriske gammel Tid. Det blev kun til faa Ord, svag som han var; men saa fortsatte de andre. Maren tryglede dem om ikke at dvæle ved for meget, Søren fik ikke Ro for det siden, han laa og sled sig op i Drømme.

Værst ved ham var Næsgaarden. En Ynk var det at se, hvor han kæmpede mod Havets Æden og laa og greb samlende i Dynen med de magre Fingre. Det var en slidsom Afsked med Tilværel47|sen han tog, lige saa slidsom som Tilværelsen selv havde været!

En Dag Maren havde været ved Landhandleren, kom Ditte hende skrigende i Møde. »Gammelfar er død!« raabte hun skraalende. Søren laa hen over Tærsklen til Køkkenet, forslaaet og bevidstløs. Han havde været oppe paa den store Kiste og fingret ved Viserne paa Klokken. Maren slæbte ham i Seng og vaskede hans Hofte, og siden laa han stille og fulgte hende med Øjnene. Nu og da spurgte han med lav Stemme, Nom Tiden led. Og deraf vidste Maren, at det var paa det sidste med ham.

Om Morgenen, den Dag han døde, var han igen helt forandret. Det var ligesom han var vendt hjem igen for at tage en sidste Afsked med Tingene; han var svag men nærværende. Der var saa meget han skulde røre ved endnu engang, han sprang i sin Tale fra et til andet og var helt livlig. For første Gang i lange Tider kunde han sidde over Ende i Sengen og drikke Morgenkaffen, og han tjattede efter Maren, hvergang hun kom hen til Sengen. Akkurat som et stort Barn var han, og Maren maatte tage hans gamle Hoved ind til sig og kærtegne det. »Saa godt du har holdt dig, Søren,« sagde hun og strøg ham gennem Nakkehaaret – »dit Haar er næsten saa blødt som dengang vi var unge.«

Søren faldt bagover og laa og holdt hendes Haand; længe laa han og saa tavs paa hende, der 48| stod stille Tilbeden i hans falmede Øjne. »Vil du slaa dit Haar ud for mig, du Maren?« hviskede han langt om længe undseligt; det kom, som havde han svært ved at faa sig til at sige det.

»Nej, hvad for Kunster!« sagde Maren og gemte sit Ansigt ved hans Bryst – »vi er gamle nu, du Søren.«

»Slaa dit Haar ud for mig!« hviskede han, denne Gang ihærdigere, og forsøgte at løse det med sine skrøbelige Fingre. Maren mindedes en Aften langt tilbage, en Aften bag en optrukken Baad ved Stranden, og hulkende løste hun sit graa Haar og lod det falde ned om Sørens Hoved, saa det lukkede deres Ansigter inde. Søren tog varsomt i det. »Det er langt og tæt,« hviskede han stille, »det skjuler os begge to.« Ordene kom som Ekko fra en fjærn Ungdom.

»Nej, nej,« sagde Maren grædende – »det er graat, og tyndt og stridt. Men hvor var du glad for det, dengang.«

Søren laa med lukkede Øjne og holdt fast om Marens Haand. Hun havde saa meget i Køkkenet der laa og ventede paa hende, og forsøgte jævnlig at liste sin Haand ud af hans; men hver Gang slog han Øjnene op. Hun maatte saa sætte sig i Halmstolen og lade Tingene passe sig selv. Der sad hun og faldt hen, mens Taarerne furede det posede Ansigt. Hun og Søren havde haft det godt, bidt efter hinanden og smaahakket havde de vel, men det betød ikke noget. Saa snart det alvorlig galdt, 49| mente de hinanden det bedste; ingen af dem havde levet og gjort sin Gærning for sin egen Skyld. Det var saa underligt, at de nu skulde skilles, Maren kunde ikke forstaa det. Hvorfor kunde de ikke blive ved at følges ad? Dèr hvor Søren gik hen, hørte Maren ogsaa hjemme. Kanske havde han ikke Behov for nogen til at Nbøde sit Tøj og sørge for tørre Strømper, dèr hvor han nu kom hen. Men saa kunde de da tage hinanden i Haanden og gaa en Tur sammen i Edens Have. Der havde saa tidt været Snak om, at de skulde have en Tur sammen, ind i Landet og se hvad der gemte sig bag de store Skove. Men det var aldrig blevet til noget; altid kom der noget i Vejen, saa Maren ikke kunde komme afsted. Det kunde have været skønt at følges med Søren derhen, hvor han nu drog; Maren havde ikke noget imod at tage den Udflugt med ham nu, og se hvad der vel gemte sig paa den anden Side – om det ikke havde været for Ditte. Altid havde det været et Barn, der bandt hende, og saaledes ogsaa nu. Marens egen Tid var ikke inde endnu; hun fik vente og lade Søren tage afsted alene.

Nu sov Søren roligere, og hun listede sin Haand ud af hans. Men da hun rejste sig for at gaa til sin Gærning, slog han Øjnene op. Hans Blik fæstede sig ved Marens løste Haar og hendes forgrædte Ansigt.

»Du skal ikke græde, Maren,« sagde han – »du og Ditte faar nok Udkommet. Men vil du noget, 50| saa sæt dit Haar, som det sad dengang – paa Kirkegulvet. Vil du det, du Maren?«

»Men det kan jeg jo ikke selv, Søren,« svarede den gamle Kone og begyndte igen at græde, alting overvældede hende nu. Søren blev ved med sit.

Saa løb Maren, stærkt for hun kunde ikke overlade den Syge ret længe til sig selv, ned til Lejet og fik den Kvinde der pyntede Egnens Brude, til at sætte hendes tynde graa Haar op i Brudefrisyre – tre Bukler. Søren var urolig, da hun kom hjem, men faldt straks til Ro igen; længe laa han og saa paa hende, mens hun sad ved Sengen med hans Haand i sin og græd. Hans Bryst arbejdede besværligt nu.

Saa sagde han pludselig, med saa stærk Stemme som han ikke havde haft i mange Dage:

»Vi har delt ondt og godt vi to, Maren – og nu er det forbi. Vil du være mig tro, den Tid der kan være igen for dig?« Han havde rejst sig op paa Albuen og saa indtrængende paa hende.

Maren tørrede sine blændede Øjne og saa trofast ind i hans. »Ja,« sagde hun langsomt og fast – »der har aldrig nogen anden været i mit Sind og skal heller aldrig komme. Det tager jeg Vorherre NJesum til Vidne paa, og det kan du godt tro, Søren.«

Saa faldt Søren tilbage og lukkede Øjnene, og lidt efter gled hans Haand ud af hendes.