135| XIV
Hjemme hos Mor

Rakkerens Ejendom – Skadereden – laa lidt tilbage fra Vejen, og Stykket op mod Vejen havde han beplantet med Vidjepil, dels for at dække det brøstfældige Sted lidt, dels for at have NÆmne til at binde Kurve af om Vinteren, naar det var smaat med Handelen. Pilen groede rask, og det var allerede det herligste Sted at lege Skjul i. Han holdt Huset saa pænt det lod sig gøre med Tjære og Hvidtning, men elændigt var og blev det, utæt og faldefærdigt; og det var Sørines Drøm, at de skulde bygge et nyt Stuehus oppe ved Vejen og anvende dette til Lade. Den nærmeste Omegn var øde og ufrugtbar, der var langt til Naboer. Men ude i NNordvest lukkedes Udsigten af Storskov, og Ntil den anden Side laa Arre Søs vældige Flade og gengav alt Slags Vejr. I de mørke Nætter hørte man Ænderne skræppe i Sivene dernede ved Bredden, og paa regntunge Dage gled Baade skyggeagtigt frem derude, med en mørk ubevægelig Skikkelse oprejst i Forstavnen, Aalestangeren. Han holdt NLystren skraat frem for sig, tog nu og da søvngængeragtigt ned i Vandet og gled blødt forbi. Det var som et Drømmebillede, 136| og hele Søen tog Stemning deraf. Naar Ditte for Alvor var ked af det, forestillede hun sig, at hun løb ned til Søen, gæmte sig i Rørene og sad dèr og drømte sig hjem til Bedste. Eller kanske bort til noget, der var endnu bedre; noget som hun ikke kendte, men som var i Behold for hende et eller andet Sted. Ditte tvivlede ikke om, at der var noget ganske særligt i Behold for hende, noget man ikke engang kunde forestille sig, saa herligt var det.

Ogsaa sin Leg forlagde hun i Tankerne til Søen, og naar Længslen efter Bedste blev for stærk, løb hun ud ved Hushjørnet og stirrede bort over den vide Vandflade. Nu vidste hun for Alvor, hvad Bedste var værd.

Nede ved Søen havde hun ikke været endnu; der var overhovedet ingen Tid til at lege. Klokken seks Morgen meldte den Mindste sig, præsis som et Urværk, og saa maatte hun op i en Fart, tage ham fra Moderens Side og klæde ham paa. Lars Peter var ved Morgensyslerne, hvis han ikke allerede ved To-tre-Tiden var taget afsted til Stranden efter Fisk. Naar han var hjemme, stod Sørine op sammen med Børnene; ellers holdt hun nok af at snue lidt og lade Ditte tage det første Stød af for den nye Dag. Saa blev Morgensyslerne forsømt, de to Kreaturer stod derude i Laden og brølede langtrukkent, Grisen skreg over sit Trug, og Hønsene stod i Flok med Panden mod NGluggen og ventede paa at blive sluppet ud. Ditte opdagede snart, at 137| hendes Moder var flinkere, naar Faderen var hjemme, end naar han var ude, for saa kunde hun godt gaa den halve Formiddag og dvaske, uredt og med en Slat Skørt over Natlinnedet og et Par Slæber paa de bare Ben, mens alting fik Lov at flyde.

Ditte syntes, at dette var den omvendte Verden. Hun tog selv Pligten alvorligt og havde endnu ikke været tilstrækkeligt sammen med Voksne til at lære at Ngaa under Øjne og snyde sig fra Arbejde.

Hun vaskede de smaa Søskende og klædte dem paa. De var morgensprælske, kaade og uregérlige, og hun havde nok at gøre med at tumle dem alle tre. De to ældste sprang fra hende, saa snart de saa deres Snit og løb nøgne ud; saa maatte hun tøjre den mindste, mens hun holdt Jagt paa dem rundt om Huset.

De Dage hun skulde i Skole føltes som en Lettelse for hende. Hun kunde lige naa at faa sine Søskende fra Haanden og Grøden slugt, før hun skulde afsted. I sidste Øjeblik fandt Moderen ofte et eller andet, som maatte gøres først, saa maatte hun løbe den lange Vej.

Fraset det, at hun ofte kom for sent og fik Skænd for det, var det rart at gaa i Skole. Hun nød det at sidde stille i den varme Skolestue mange Timer i Træk og rigtig hvile Sind og Lemmer; Lektierne var ikke svære, og Læreren var en rar Mand. Ofte lod han dem løbe ude hele Timer, mens han gik og arbejdede i sin Mark, og det hændte jævnlig, at hele Skolen rykkede ud og hjalp 138| til med at tage hans Korn ind eller sanke Kartofler op. Det var Arbejde med Humør over. Ungerne var som en Flok sladrende og skrigende Fugle, de skræppede op, lavede NKommers og kappedes i Arbejdet. Og naar de kom ind, havde Lærerens Kone dækket Kaffebord i Klassen.

Mest af alt i Skolen holdt Ditte af Sangtimerne. Hun havde aldrig hørt anden Sang end Bedstes, og hun sang kun, naar hun spandt – for at Hjulet ikke skulde slingre og Traaden blive ujævn, sagde hun. Maren sang altid den samme Vise, paa en enstonig glidende Melodi; hun digtede den selv, mente Ditte; for den blev kort eller lang som hun var i Humør til.

Læreren sluttede altid Skoledagen med en Sang, og første Gang Ditte hørte det fulde Kor af de mange Stemmer, blev hun overvældet og brast i Graad. Hun lagde sig ned over Pulten og tudbrølede. Læreren afbrød Sangen og kom ned til hende.

»Hun blev vist forskrækket,« sagde de nærmeste Piger.

Han snakkede godt for hende, og fik hende til at tie igen. »Har du da aldrig hørt Sang før, Barn?« spurgte han da hun blev roligere, forundret.

»Jo Spindevisen,« snøftede Ditte.

»Hvem sang saa den for dig da?«

»Bedste – –.« Ditte tav med ét og begyndte at svælge tungt igen, Tanken om Bedste var lige 139| ved at gøre det helt af med hende. »Bedste sang den, naar hun spandt,« fik hun endelig sagt.

»Det er vel en rar gammel Bedste, du har? Holder du meget af hende?«

Ditte svarede ikke, men det Ansigt hun vendte mod ham glitrede som Sol i Væde.

»Kan du ikke nok synge Spindevisen for os?«

Ditte saa fra den ene til den anden, hele Klassen stirrede spændt paa hende; hun følte, at nu ventedes der noget af hende. Hun kastede et hastigt Blik paa Lærerens Ansigt; saa rettede hun Øjnene mod Pulten og gav sig til at synge, med en lille sprød Stemme, der vibrerede af saa mange modstridende Følelser: Undseelse, det Højtidelige ved Situationen, og Sorg ved Tanken om Bedste som nu kanske sad og længtes efter hende. Uden at vide af det bevægede hun den ene Fod mens hun sang, som én der træder Rokken. En og anden forsøgte en Fnisen, men et Blik fra Læreren bragte dem til at tie.

Da hun var færdig med sin Sang, var der en Stund ganske stille i Skolestuen.

»Hun tror hun skal have en Prins,« sagde saa en af Pigerne.

141| »Det faar hun ogsaa nok!« svarede Læreren. »Og saa faar Bedste det godt,« tilføjede han og strøg hende over Haaret.

Uden at vide af det havde Ditte med ét Slag vundet baade Læreren og de andre Børn for sig. Hun havde sunget for Klassen, ganske alene, det turde ingen af de andre driste sig til. Læreren kunde godt lide hende for hendes Frimodighed og saa en Tid gennem Fingre med, at hun kom for sent. Men en Dag blev det ham dog for meget, han dømte hende til at sidde over. Ditte gav sig til at græde.

»Det er Synd for hende,« sagde de andre Piger, »hun løber hele Vejen! Og hun faar Prygl, om hun kommer for sent hjem. Hendes Mor staar hver Dag ved Hushjørnet og venter – hun er saa stræng.«

»Saa maa vi have fat i din Mor,« sagde Læreren. »Dette her kan ikke blive ved at gaa!« Ditte slap for at sidde over, men fik en Seddel med hjem.

Da den heller ikke hjalp, fulgte Læreren med hende hjem for at tale med Moderen. Men Sørine fralagde sig alt Ansvar. Kom Tøsen for sent, var det simpelthen, fordi hun gik og drev paa Vejen. Ditte stod forundret og hørte til; hun begreb ikke, at Moderen kunde lyve saadan og se lige frejdig ud.

For at bjærge sig greb hun saa selv til en Løgn. 142| Hver Morgen saa hun sit Snit til at stille det lille Svejtserur et Kvarter frem. Det virkede for saa vidt som hun nu mødte tidsnok i Skolen; men hun kom for sent hjem.

»Du bruger et Kvarter mere om Vejen nu,« skændte Moderen.

»Vi fik saa sent fri i Dag,« løj Ditte og gjorde sig Umag for at anlægge samme frejdige Mine, som hun havde set Moderen tage paa, da hun løj. Hun havde Hjærtet i Halsen, men godt gik det – mærkværdig nok! Nu var hun saa meget klogere! – I Dagens Løb listede hun sig saa til at stille Klokken tilbage igen.

En Dag i Mørkningen hun stod paa en Stol og var i Færd med at stille Klokken tilbage, kom Moderen bag paa hende. Ditte kastede sig ned fra Stolen og fik hurtig den lille Povl op fra Gulvet, hvor han laa og kravlede; i sin Angst søgte hun Dækning bag den Lille. Men Moderen rev ham fra hende og gav sig til at slaa løs paa hende.

Ditte havde nok faaet et Tjat nu og da, naar hun var Nuartet, men dette var første Gang hun rigtig fik Prygl. Hun blev helt vild, sparkede, bed og hvinede, saa det var alt det, Moderen kunde tumle hende. De tre Smaa skreg omkap med hende.

Da Sørine syntes, Tøsen havde faaet nok, slæbte hun hende ud i Brændeskuret og stødte Døren i. »Lig nu dèr og brøl færdig, saa kaske du lærer at lade være med den Slags Hundekunster en anden 143| Gang!« raabte hun og gik ind. Hun var saa forpustet, at hun maatte sætte sig ned; den Skarns Unge havde været lige ved at tage Magten fra hende.

Ditte var aldeles ude af sig selv, en Stund hvinede hun og sparkede omkring sig. Men efterhaanden tog Skrigene af og gled over i en fortvivlet Graad. »Bedste, Bedste!« jamrede hun. Der var helt mørkt i Brændehuset, og hvergang hun kaldte paa Bedste, hørte hun en puslende hyggelig Lyd inde fra Mørket i Skurets Baggrund. Hun stirrede fortroligt derind og fik Øje paa to grønne Ildkugler i Mørket, de kom og forsvandt og kom igen. Ditte kendte ikke til at være mørkeræd. »Mis, Mis,« kaldte hun hviskende. Ildkuglerne forsvandt og i næste Øjeblik var der noget der strøg usigelig blødt hen over hende. Og nu brast det for hende igen, hun fik den inderligste Medlidenhed med sig selv ved dette Kærtegn. Mis, lille Mis! der var dog én, der holdt af hende! Nu vilde hun hjem til Bedste.

Hun rejste sig op, øm og forslaaet, og følte sig frem til Lugen. Da Sørine syntes, Indespærringen havde varet længe nok, og kom for at lukke hende ud, var hun borte.

– – –

Ditte løb udad i Mørket, smaabrølende; det var koldt og blæsende, Regnen slog hende i Ansigtet. Hun havde ingen Benklæder paa – dem havde Moderen taget fra hende til de Mindre, sammen 144| med den gode Bul Bedste havde strikket – den vaade Kant af Kjolen skar hende paa Benene, der var tykke efter Slagene af Birkeriset. Men den silende Regn gjorde godt. Med ét fløj noget op til Siden for hende; hun hørte Lyden af Siv der stod og rokkede i Vand – og vidste at hun var kommet bort fra Vejen. Og med det samme kunde hun ikke mere. Hun krøb ned under noget NPurr og laa dèr, sammenrullet som en syg Hvalp, og rystede.

Hun laa og vaandede sig uden egentlig at have Smærter mere, Kulden gjorde hendes Lemmer følesløse og dræbte Smærten. Det var hendes Barnesjæl, der var i Vaande og nu og da fik hende til at krympe sig sammen; den vred sig under Meningsløsheden og Tomheden i hendes Tilværelse. Hun trængte til varme Hænder, til en Moder først og fremmest, der vilde tage hende ømt ind til sig – og fik kun Knubs og haarde Ord fra den Kant. Der forlangtes tilmed af hende, at hun selv skulde yde det, hun savnede haardest af alt; hun havde at vise en Moders Langmodighed og utrættelige Opofrelse mod tre byrdefulde Unger, der ikke var stort mere hjælpeløse end hun selv.

Hendes sorte Fortvivlelse afløstes Nlidt og lidt af Sløvhed. Had og Vrede, Afmagt og Savn havde tumlet sig i hendes Sind og mattet det ud. Kulden kom og gjorde sit, og hun sank hen i en Døs.

Der lød en ejendommelig Lyd henne paa Vejen, en Skuren og Knagen og Skumplen som kun kunde 145| frembringes af én eneste Vogn paa denne Jord. Ditte aabnede Øjnene, der gik en Følelse af Glæde gennem hende – Faderen! Hun vilde kalde men kunde ikke faa en Lyd frem, og hvergang hun prøvede at rejse sig, knækkede Benene sammen under hende. Hun asede sig møjsommeligt op over Grøftekanten og midt ud paa Vejen; dèr faldt hun sammen.

Da Storeklavs naaede hen til Stedet, stoppede den op; den slog med Hovedet, prustede og var ikke til at drive frem. Lars Peter sprang af og løb frem til Hestens Hoved for at se hvad der var i Vejen; og der fandt han Ditte, stiv af Kulde og bevidstløs.

Inde under hans varme Kørekappe kom hun til sig selv og fik Liv i de kolde Lemmer; Lars Peter lukkede dem, ét for ét, ind i sin Kæmpenæve og tøede dem op. Ditte laa ganske stille i hans Favn og lod sig tumle med, hun kunde høre hans vældige Hjærte slaa under Tøjet dum, dum! Hvert Slag var som et Puf af en stor blød Snude, og hans dybe Stemme gik helt ind under hende som en Orgeltone, saa det snurrede hende ud i Tæerne. Hans store Hænder, der tog i saa meget haardt og grimt, var det varmeste, hun vidste. Som Bedstes Kind – det blødeste af alt i Verden – var de.

»Saa, nu skal vi to vist af og løbe lidt,« sagde Faderen pludselig. Ditte vilde nødig, hun havde det saa lunt og godt. Men der hjalp ingen kære Mor. »Vi maa have Blodet rigtig i Omløb igen,« sagde han og løftede hende af Vognen. Saa løb 146| de et Stykke ved Siden af Storeklavs, der kastede sine vældige NKoder frem i Luntetrav for at vise at den ogsaa kunde.

»Er vi snart hjemme?« spurgte Ditte, da hun igen sad paa Vognen, godt indpakket.

»Naa-aa, der er da et Stykke Vej endnu – du har løbet over Nen Mil, Barn! Men fortæl mig nu, hvordan det skal forstaas, at du render her paa Vejene og tosser.«

Saa maatte Ditte fortælle, om Skolegangen, Uret som hun stillede paa, Pryglene og det hele. Ind imellem brummede Lars Peter, vred underlig paa sig eller trampede med Foden i Vognbunden – han kunde ikke ret vel taale at høre paa dette her. »Men du siger det ikke til Sørine, vel?« tilføjede hun angst. »Til Mor,« skyndte hun sig at rette sig selv.

»Du skal bare ikke være bange,« var det eneste han sagde.

Han talte ikke paa Resten af Turen og var længe om at spænde fra; Ditte beholdt han ude hos sig imens. Sørine kom ud med en Lygte og talte til ham, men han svarede ikke. Hun kastede et sky Blik paa ham og Barnet, hængte Lygten fra sig og skyndte sig ind.

Lidt efter kom han ind, med Ditte ved Haanden, hendes lille Haand rystede i hans. Han var graa i Ansigtet; i den højre holdt han en tyk Stok. Sørine flygtede for hans Blik, helt hen under 147| Klokken; hun pressede sig ind i Krogen og stirrede raadløst paa dem.

»Ja du ser saa underlig paa os,« sagde han, idet han gik frem i Stuen – »men det er ogsaa et Barn, der anklager dig. Hvad gør vi ved det her?« Han havde sat sig under Lampen og løftet Dittes Kjole op, varsomt trykkede han sin Haandflade mod de blaa svulne Strimer, der ømmede ved den svageste Berøring. »Det gør ondt endnu – du er flink til at lægge i! lad nu se om du er lige saa flink til at læge igen. Kom og kys den Lille, hvor du har slaaet hende, et Kys for hvert Slag!« Han sad ventende. »Naa –«

Sørine gjorde en Grimasse af Væmmelse.

»Saa du holder din Mund for god til at kysse, hvor din Haand har slaaet.« Han langede hen paa Bordet efter Stokken.

Sørine var sunket ned paa Gulvet, hun rakte Armene besværgende frem. Men han saa ubønhørlig ud, han lignede slet ikke sig selv. »Naa –!«

Sørine tøvede endnu et Øjeblik, saa gik hun paa sine Knæ hen og kyssede Barnets saarede Legeme.

Ditte slog hæftigt Armen om hendes Hals. »Mor,« sagde hun.

Men Sørine rejste sig og gik ud for at varme Aftensmaden. Hele Aftenen undgik hun at se paa dem.

Næste Morgen var Lars Peter igen den gamle, han vækkede Sørine med et Kys som altid og 148| nynnede, mens han klædte sig paa. I Sørines Øjne og Væsen mod ham sad der Rester af Nag, men han lod som han ikke mærkede det. Det var dyb Nat endnu; han sad ved Bordenden med Lygten foran sig og spiste sin Morgenmad; mens han tyggede, hans hans Øjne ved de tre Unger i Slagbænken. De laa i én Klump – som Fugleunger. »Naar nu Povl skal over til dem, maa vi vel lægge dem to i hver Ende,« sagde han grundende. »Bedst var det jo, om vi kunde faa Raad til en Seng til.«

Sørine svarede ikke.

Da han skulde køre, bøjede han sig ned over Ditte, der laa som en lille Mor og holdt om de to andre i Søvne. »Det er en god lille Tøs, du dèr har givet os,« sagde han og rettede sig op.

»Hun lyver,« svarede Sørine henne fra Kakkelovnen.

»Saa er det vel, fordi hun har været nødt til det. – Min Slægt er jo ikke meget regnet, du Sørine – og kanske er den det heller ikke værd. Men aldrig blev der lagt Haand paa os Børn, vil jeg sige dig. Jeg husker saa tydelig min FarfarA paa sit Dødsleje, hvordan han laa og saa paa sine Hænder og sagde: De har maattet tage i meget, men aldrig har Rakkerens Haand været vendt mod de Værgeløse! Saadan vil jeg ogsaa gærne kunne sige engang, og det vil jeg raade dig til at tænke lidt paa.«

Saa kørte han. Sørine satte Lygten hen i Vinduet, for at han kunde se at finde op paa Landevejen. Hun krøb i Seng igen, men kunde ikke 149| sove; Lars Peter gav hende for første Gang noget at tænke paa. Hun havde lært noget at kende hos ham, hun ikke før anede var til, noget fremmed som manede til Varsomhed. Et skikkeligt Skrog havde hun anset ham for – lige som alle andre. Og saa forfærdelig han kunde blive i sin Vrede – det gøs i hende endnu, naar hun tænkte paa det. Hun skulde nok vogte sig for at træde ham paa Halen!