165| XVII
NNaar Katten er ude –

Ditte vaagnede ved Lyden af Slag paa Jærn og slog Øjnene op. Lampen stod paa Bordet og osede, og foran Kakkelovnen laa Moderen og bankede med Ildragen paa en Ring, som havde sat sig fast paa Kedlen. Hun var endnu ikke paaklædt, Skæret fra Kakkelovnen flakkede op over hendes rødligt tjavsede Haar og nøgne Hals. Ditte lukkede hurtigt Øjnene igen, for at Moderen ikke skulde opdage, at hun var vaagen. Der var koldt i Stuen, og udenfor stod Natten sort paa Ruderne.

Saa kom Faderen stampende ind med Lygten, som han slukkede og satte inden for Døren. Han var allerede i Tøjet og havde været ude og forrettet Morgensyslerne. Duften af Kaffe steg ud i Stuen. »Ah!« sagde han og satte sig hen ved Bordet. Ditte kiggede frem paa ham; naar han var i Stuen, var der ingen Fare for, at hun skulde blive jaget ud af Fjerene.

»Naa, er du dèr, din Vipstjært,« sagde han. »Put du dig bare og sov igen, Klokken er ikke 166| mere end fem. – Men du fløjter maaske efter en Kaffetaar paa Sengen?«

Ditte skottede hen til Moderen, der stod med Ryggen til. Saa nikkede hun ivrigt.

Lars Peter drak halv af sin Kop, kom saa mere Sukker i og rakte Tøsen den.

Sørine stod ved Kakkelovnen og klædte sig paa. »Nu er I saa ordentlige,« sagde hun – »og lar vær at slaas. Der staar Mel og Mælk, du kan røre ud til Pandekager til Middag; men du understaar dig ikke i at komme Æg i.«

»Aa Herregud, et Æg eller to –« forsøgte Lars Peter.

»Husholdningen maa du lade mig om,« svarede Sørine. »Og saa er det bedst, du staar op nu, inden vi kører, saa du kan tage dig af Sagerne.«

»Hvad skal det nu gøre godt for?« sagde Lars Peter igen. »Lad Børnene blive i Sengen, til det dages. Kræet har faaet, og saa brændes der ikke Lys til ingen Nytte.«

Det sidste forstod Sørine: »Naa, ja ja! Men vær nu forsigtig med Ilden – og spar paa Sukkeret.«

Saa kørte de. Lars Peter skulde til Havet efter Fisk som sædvanlig, men først vilde han køre Sørine ind til Staden, hvor hun skulde afsætte Maanedens Æg og Smør og gøre Indkøb af saadanne Ting, der ikke kunde faas hos Landhandleren. Ditte laa og lyttede efter Vognen, til hun gled over i Søvnen igen.

Da det begyndte at dages, stod hun op og gjorde 167| Ild i Kakkelovnen igen. De andre vilde ogsaa op, men ved at love dem Kaffe i Stedet for den sædvanlige Mælk-og-GrødA fik hun dem til at blive i Sengen, til hun fik Stuen i Stand. De fik Lov at kravle over i Forældrenes Seng og laa og hyggede sig dèr, mens Ditte slog vaad Sand paa Gulvet og fejede. Kristian, der nu var fem Aar, fortalte med tykt Mæle Historier om en forfærdelig Missekat, der gik ud paa Marken og aad alle Bukøerne, de to mindre laa hen over ham og gloede ham helt ind i Halsen af Spænding. De kunde tydelig se det komme frem – Missekatten, Køerne og det hele – og Lille Povl stak af Iver for at fremskynde Begivenhederne sin buttede Haand langt ind i Halsen paa ham. Ditte gik og smilede gammelklogt til deres Barnesnak, mens hun gjorde i Stand. Hun gik og saa uhyre hemmelighedsfuld ud, mens hun gav dem Kaffe; og da de skulde i Klæderne, kom Overraskelsen. »Ah, vi skal ha'e vort pæne Tøj paa – av for den!« raabte Kristian og gav sig til at springe i Sengen. Ditte tjattede ham, han Nødelod jo Sengeklæderne!

»Naar I nu er rigtig søde og aldrig siger det til noget Menneske, saa skal I komme ud og køre,« sagde Ditte og hjalp dem i Stadsen. Den var broget nok, Moderen havde syt det meste af aflagt Tøj, som fandtes mellem de Klude Faderen købte op.

»Ah – til Marked, ikke?« raabte Kristian og sprang igen.

168| »Nej til Hegnet,« sagde Søster og tog besværgende Ditte om Kinderne med sine smaa Hænder, der altid var snavsede af at rode – og blaafrosne. Hun havde set Skoven i det fjærne og længtes derover.

»Ja, til Hegnet. Men saa maa I være dygtige, for der er langt hen.«

»Vi maa da gærne sige det til Mis,« Søster saa paa Ditte med sine store udtryksfulde Øjne.

»Ja, og til Far,« faldt Kristian ind.

»Ja men saa heller ikke noget andet Menneske,« indprentede Ditte dem. »Husk nu det!«

De to Smaa kom paa Trillebøren, og Kristian gik ved Siden af og holdt ved, og saadan drog de ud. Der laa Sne allevegne, Buskene stod og stak tykke hvide Kattepoter ud til alle Sider, og i Hjulsporet knasede Isen under Børens Hjul. Alting var morsomt, de sorte Krager, Skaden der sad og skoggerlo ad dem i Tjørnen, og Rimsneen der pludselig drat ned fra Træernes Grene, lige i Hovedet paa dem.

Der var en halv Mil til Hegnet, men Ditte var vant til anderledes Vejlængder og regnede det ikke. Hun lod Kristian og Søster skiftes til at gaa, Povl vilde ogsaa af og ned i Sneen, men maatte pænt blive paa Køretøjet.

Det gik helt fornøjeligt, til de var naaet Halvvejen. Saa begyndte de Smaa at kede sig og spørge utaalmodigt efter Skoven. De frøs, og Ditte maatte hvert Øjeblik stanse og rulle deres Fingre varme. 169| Føret blev tungt af Solen, og hun blev selv træt. Hun søgte at opmuntre dem og sled i det en Stund endnu; men uden for NSognefogdens Gaard gik det hele uhjælpeligt i Staa. En stor glubsk Hund fandt deres Færd mistænkelig og spærrede dem Vejen.

Per Nielsen kom frem i Porten for at se, hvad Hunden gøede saa forrykt ad; han saa snart, hvordan det var fat, og fik dem indenfor. De kom lige til Middag, Konen gik i Køkkenet og stegte Flæsk med Æbler i. Der lugtede dejligt, og da hun havde tøet deres valne Fingre op i koldt Vand, var de helt vel tilpas og stillede sig op ved Komfuret alle tre. Ditte søgte at faa dem væk fra Komfuret, men de var sultne.

»I skal nok faa noget,« sagde Sognefogdens Kone, »men sæt jer nu pænt hen paa Bænken, for her gaar I mig i Vejen.« De fik hver et Stykke Kage og blev anbragt ved det skurede Spisebord. De havde aldrig været ude før, deres Øjne gik forslugent fra Ting til Ting, mens de tyggede; paa Væggene hang Kobbertøj og skinnede som Sole, og over Komfurets ene Kogehul laa en stor blank Kobberkedel med Klap paa Tuden. Den lignede en vældig Rugehøne af dem med Kam.

Da de havde spist, tog Per Nielsen dem ud i Stalden og viste dem Smaagrisene, der laa som en Række Pølser ud fra Moderen og saa ud som de hang ved med Snuden. Bagefter kom de ind til Konen igen og fik Æbler og Klejner, og det bedste 170| kom til allersidst, da Per Nielsen spændte for den pæne NFjedervogn for at køre dem hjem. Trillebøren kom op bag i Vognen og fik sig ogsaa en Køretur. De Smaa lo over det, saa det raslede i deres Struber. »Tossede Unger, at farte saadan ud paa egen Haand,« sagde Sognefogdens Kone, da hun stod ude og stoppede til om dem. »Heldigvis er NLykken ofte bedre end Forstanden.« Og det var de alle fire enige med hende i, at de kom finere hjem til Skadereden end de kørte ud.

Turen havde været storartet, men nu slog Arbejdets Time. Moderen havde ikke regnet med Udflugter og havde væltet en stor Bunke Klude frem ude paa Loen, som skulde sorteres, uldne for sig og linnede for sig. Kristian og Søster kunde nok hjælpe lidt til, naar de vilde tage sig sammen; men der var ingen Alvor i dem i Dag. De var overstadige af Turen og smed Kludene i Hovedet paa hinanden. »Nu maa I ikke slaas,« gentog Ditte hvert Øjeblik, men det hjalp ikke.

Da Mørket faldt paa, var de ikke mere end halv færdige. Ditte hentede den lille Stuelampe, hvori der brændte halv Olie, halv Petroleum, og sled videre; hun græd af Fortvivlelse over, at de ikke blev færdige til Forældrene vendte hjem. De blev alvorlige ved at se hendes Fortvivlelse, en Stund gik Arbejdet rask fra Haanden. Men saa var de paa Gulvet igen og holdt Jagt paa hinanden; og under Løbet kom Kristian til at sparke til NLampen, saa den gik i Stykker. I samme Øjeblik var 171| det forbi med Kaadheden; Mørket naglede dem til Stedet, de turde ikke røre sig. »Ditte ta'e mig,« klynkede de fra hver sit Hjørne af Loen.

Ditte fik Lodøren op. »Find selv ud!« sagde hun haardt og famlede sig frem efter Povl, der laa og sov i en Kludebunke; hun var vred. »Nu skal I i Seng til Straf,« sagde hun.

Kristian smaagræd hele Tiden. »Jeg vil ikke ha'e Prygl af Mor, det vil jeg ikke!« blev han ved at gentage. Han slog Armene om Dittes Hals som søgte han Ly hos hende. Og saa var det ude med hendes Vrede.

Hun havde faaet Tranlygten tændt og hjalp dem af Tøjet. »Naar I nu vil være søde og straks lægge jer til at sove, saa skal Dittemor løbe til Landhandelen og købe en anden Lampe,« sagde hun. »Men saa maa I finde jer i at ligge alene saalænge.« Hun turde ikke lade Lys brænde hos Børnene, og slukkede Lygten før hun gik. De var ellers bange for at ligge alene i Mørke; men som Forholdene i Øjeblikket laa, var der ikke noget der hed at gøre Vrøvl.

Ditte ejede en 25 Øre! HunA havde faaet den af Bedste engang i deres Velmagtsdage, og bevaret den trofast gennem alle Fristelser til nu. Saa meget herligt havde hun lovet sig for den, og nu maatte den springe – for at redde lille Kristian for Klø. Hun lagde sig dvælende foran Hullet i Fodmuren, hvor den var gemt, og tog Stenen fra; det gjorde alligevel ondt i hende. Saa rejste hun 172| sig og løb afsted til Landhandleren saa hurtig hun kunde – for at Fortrydelsen ikke skulde indhente hende.

Landhandlerens havde ingen Lampe til de Penge. Det var en Mulighed, Barnet ikke havde regnet med; for femogtyve Øre kunde man simpelt hen købe alt. Hun stod lidt og overlagde, hvad der nu var at gøre; saa købte hun en Natpotte med Hank til otte NSkilling, og NBrystsukker for Resten.

Da hun kom hjem, sov de smaa Søskende. Hun tændte Lygten og gav sig i Færd med at smøge de visne Blade af Birkeris, som skulde bindes til Koste; træt var hun efter den indholdsrige drøje Dag, men hun kunde ligefrem ikke være ledig. Den stærke Birkeduft rev hende i Næsen, og hun faldt i Søvn over Arbejdet. Saadan fandt Forældrene hende.

Sørines skarpe Blik sagde hende straks, at ikke alt var som det skulde være. »Hvorfor har du Lygten tændt?« spurgte hun, mens hun knappede Kaaben op.

Ditte maatte ud med Sproget – »men jeg har købt en anden!« føjede hun hurtigt til.

»Saa – hvor er saa den?« Moderen saa sig omkring i Stuen.

»Nej, for de havde ingen til femogtyve Øre. Men saa købte jeg denne her.« Ditte lagde sig paa Knæ og halede det ny Møbel frem under Forældrenes Seng.

173| »Da er du sku en storartet Unge,« sagde Lars Peter fornøjet og løftede hende op. »Der er ikke noget, vi trænger mere til her i Huset end netop saadan en Indretning.«

Men Sørine bemægtigede sig øjeblikkeligt Møblet. Noget Pjank var det at give Penge ud til saadan en Indretning; men havde de engang faaet den, saa vilde hun i al Fald have den ud i Køkkenet – hun stod saa tidt og manglede Krukker. Hvad det andet angik, saa kunde de vel gaa ud paa NHellen – nu lige saa godt som før.

»Mor vil ha'e den til Terrin, skal du se,« sagde Lars Peter sagte, da Sørine var gaaet ud i Køkkenet med Indretningen. Men Ditte var ikke i Humør til at le, hun vidste af Erfaring, at Moderen ikke paa langt nær var færdig endnu.

Og Øjeblikket efter stod Sørine i Døren. »Hvem har givet dig Lov til at tage paa Kredit?« spurgte hun.

»Jeg købte den for mine egne Penge,« sagde Ditte sagte.

Egne Penge – der begyndte et Krydsforhør, som syntes aldrig at ville faa Ende igen. Lars Peter maatte lægge sig imellem.

Der var ingen Varme i Stuen, og de gik tidlig i Seng; Ditte havde forsømt at fyre. »Hun har saamænd haft nok om Ørerne,« sagde Lars Peter undskyldende. Og Sørine sagde jo heller ikke noget til det – hun var ikke den der gjorde Vrøvl over, at der blev sparet.

174| Det var stræng Frost. Ditte laa vaagen og kunde ikke blive varm, hun laa og betragtede sin Aande der stod hvid ud i Rummet, og lyttede til Frosten, som knitrede op og ned ad Væggene. Det var Maaneskin ude, Lyset faldt koldt ind over Gulvet og Stolen med Børnenes Tøj. Naar hun løftede Hovedet lidt, kunde hun kigge ud mellem Bindingsværk og Fylding og skimte det hvide Landskab; Kulden pustede hende ind i Ansigtet.

Der blev koldere og koldere i Stuen. Hun maatte ligge med den ene Arm fremme for at holde Dynen over de andre, og Kulden bed hende i Skulderen. Søster begyndte at blive urolig, hun var den mest tyndblodede og frøs. Det var den Dyne, den var næsten ikke andet end et tykt Vaar, Fjerene var slidt op. Og de Fjer, de fik naar de slagtede, nænnede Moderen ikke at komme i – de skulde gøres i Penge.

Povl begyndte at klynke, Ditte tog Børnenes NGangklæder fra Stolen og spredte dem ud oven paa Dynen. Henne fra Forældrenes Seng lød Moderens Stemme. »I skal være stille!« sagde hun. Faderen stod op, hentede sin Kørekappe og bredte den over dem; den var tung af Støv og Snavs. Men den varmede!

»Det er svært, saa hurtig Kulden gaar igennem Væggene her,« sagde han, da han igen var kommet i Seng – »Luften i Stuen er som Is! Jeg maa se at faa fat i nogle gamle Brædder og faa Væggene beklædt indvendig.«

175| »Du skulde hellere tænke paa at bygge; den raadne Kasse er ikke værd at ofre noget paa.«

Lars Peter lo: »Ja det er godt nok; men hvor tager én Pengene?«

»Lidt har vi jo. Og den Gamle dør snart – jeg har det paa Fornemmelsen.«

Dittes Hjærte tog til at banke hæftigt – – skulde Bedste dø? Moderen sagde det saa bestemt. Hun lyttede anspændt efter Samtalen.

»Og hvad saa?« hørte hun Faderen sige. – »Det forandrer ikke stort i Sagerne.«

»Jeg tror, den Gamle har mere end vi ved af,« svarede Sørine lavt. »Sover du, Ditte?« spurgte hun ud i Stuen og rejste sig op paa Albuen, lyttende. Ditte laa ganske stille.

»Ved du hvad?« begyndte Sørine igen – »jeg tror den Gamle har Pengene syet ind i Dynen. Det er derfor, hun ikke vil af med den.«

Lars Peter gabede lydt: »Hvad for Penge?« Det hørtes paa ham, at han gærne vilde sove nu.

»De to Hundrede Daler naturligvis.«

»Og hvad angaar det saa os?«

»Nej, for hun er jo ikke min Mor, vel? Men Pengene tilkommer dog Tøsen, og vi var vel nok de rette til at gemme dem for hende. Dør den Gamle og Sagerne gaar til Avktion – ja saa bliver der godt Bud for den, som køber en Dyne og faar to Hundrede Daler paa Købet. Det var bedre, om du tog over og snakkede med hende, og fik hende til at overdrage os det hele efter sig.«

176| »Det kan du jo gøre,« svarede Lars Peter og vendte sig kraftigt om mod Væggen.

Saa blev der stille. Ditte laa og krøb sammen og knugede Hænderne mod Munden, hendes lille Hjærte arbejdede i Ryk, sprang og stod stille igen; Angsten for Bedste var ved at faa hende til at skrige. Kanske døde Bedste allerede i Nat! Det var saa længe siden, hun havde været derovre, Længslen overvældede hende.

Hun listede Benene ud af Sengen og stak i Kludeskoene.

Moderen rettede sig op: »Hvor skal du hen?«

»Jeg skal bare et Ærende udenfor,« svarede Ditte med klikkende Stemme.

»Smid et Skørt paa dig, det er forfærdelig koldt,« sagde Lars Peter. – »Det havde alligevel ikke været af Vejen at beholde Indretningen herinde,« brummede han lidt efter.

Det varede paafaldende længe med Tøsen – Lars Peter stod op og kiggede ud. Han fik Øje paa hende langt ude paa den lyse Vej. I en Fart fik han Bukser og Vest paa og stormede ud. Han kunde se hende langt borte pile afsted, han løb og raabte, løb og raabte, hans vældige Træsko sang i Vejen. Men Afstanden mellem dem blev stadig større; tilsidst forsvandt hun for ham. Han stod en Stund og raabte, saa det gjaldede i Nattestilheden; saa vendte han om.

Ditte pilede afsted gennem det maanelyse Land177|skab. Vejbanen var stenhaard og knitrende, den nappede hende i Kludeskoene; i Kær og Grøfter snakkede Kulden, knæk, knæk, sagde det. Nede over Søen tonede Drøn og løb bort mod den anden Kyst, naar Isen løftede sig for at faa Plads. Men Ditte frøs ikke, hendes Hjærte bankede vildt. Bedste dør, Bedste dør! gik det i hendes Sind, uafladeligt.

Ved Midnat naaede hun frem, styrtefærdig. Hun stansede ved Gavlen for at faa Vejret; indenfor lød Bedstes hakkende Stemme. »Nu kommer jeg, Bedste!« raabte hun og pikkede paa Vinduet, Glæden fik hende til at storbrøle.

»Hvor du er kold, Barn!« sagde den Gamle, da de var kommet under Dynen. »Dine Fødder er jo som en Isklump – varm dem her paa min Mave.« Ditte puttede sig ind til hende og laa stille.

»Bedste! Mor ved, at du gæmmer Pengene i Dynen,« sagde hun pludselig.

»Jeg har gættet det, Barn. Føl her!« Den Gamle førte hendes Haand om paa sit Bryst, hvor en lille Pakke var fæstet fast paa Særken. »Her er den, du; Maren skal nok tage Vare paa, hvad der er betroet hende. – Ak ja, det er ondt at være til for Væsner som os to, ingen er der rigtig til at tage sig af os, i Vejen er vi overalt – og mest for vore egne. Dig kan de ikke rigtig udnytte endnu, og mig er de færdig med – jeg er udslidt. Saadan er det, ja!«

178| Ditte havde den Gamles Tale som en kær, betryggende Summen i Øret. Hun var behagelig varm og træt og faldt snart i Søvn.

Men længe endnu laa Gamle Maren og Nførte Kæremaal mod Tilværelsen.