13| II
Hjemvé

Hver Morgen henad Kl. fire vaagnede Ditte ved, at der lød skramlende Trin over NStenpikningen ned mod hendes Kammersdør. Det var den halvgamle Daglejer, han kaldte altid paa hende, naar han kom om Morgenen. Ditte kunde ikke lide ham; hans Mund var bestandig uren – af Skraatobak og grove Ord, og der fortaltes at han ikke var god ved Kone og Børn. Hun kom i en Fart ud af Fjerene. »Jeg er oppe!« raabte hun og hang sig med hele sin Vægt i Dørens NKlinkefald. Naar hun ikke kom ham i Forkøbet, slog han den øverste Halvdør paa vid Gab og stod der og grinede, med den snavsede blaatandede Mund vidt aaben.

Saa snart hun hørte ham gaa op mod Stuehuset igen, slap hun Klinken og smuttede i de tynde Klær, Hjærtet hamrede mod den graa NSærk, mens hun stod og flættede sig og stirrede gennem den aabne Halvdør ud i Dagen. Hun holdt den ene Flætning i Munden, mens Fingrene arbejdede 14| flittigt med den anden, og Nmysede ud mod Havet, hvor Dagsskæret laa og gnistrede som ti Tusend NFunker. Den stærke Morgen bar ind paa hende fra alle Kanter, sælsomme Dufte og Lys og Friskhed, og gennemrislede hende, fra Haarrødderne ned i den store Taa. Hun kom til at nyse af det og tabte Flætningen ud af Munden.

Saa stod hun derude paa Stenpikningen, glatkæmmet og med to tynde Flætninger ned ad Ryggen, lidt blaafrossen at se til, spilvaagen. Hun lignede en af de Fugle, der pludselig kommer pilende frem af Mørket under Buskene og staar og trykkes flade af Lyset. Hun kastede et stjaalent Blik op mod Stuehuset – og satte pludselig væk omkring Gavlen.

»Nu stikker Tøsen min Sæl af til Havet igen,« sagde Daglejeren, som sad inde i Køkkenet og gumlede paa sin Morgenmad. »Hun er dov rent tosset efter det Vand; èn sku tro, hun hade Fiskeblod i sig.«

»Saa lad hende dov ded,« svarede Pigen – »ded ska'r jo ingen. Hverken Madmor eller Sønnen er oppe endnu.«

Ditte pilede paa de bare Fødder ud gennem den vaade skarpe Marehalm, helt frem paa den høje Kystskrænt hvor hun havde Havet udbredt under sig, i forunderlig rosenfarvet Bleg, eller graat og oppisket som nu Vejret var til. Det var for saa vidt ligegyldigt, Ditte brød sig ikke om Havet, ikke Spor. Noget godt havde det ikke gjort hende, det 15| havde fyldt Gammelfar med Værk og været Uroen i Bedstes Tilværelse og hendes egen med. Men der var det ved det, at det beskyllede Lejet ogsaa; det var det samme Vand dèr og her, man kunde sejle derover, om der havde hørt Baad til Bakkegaarden. Ditte var ligeglad hvordan Havet saa ud; det havde ædt Næsgaardens Jord og gjort dem fattige, og i Stormvejr havde det rystet Bedstes Hytte og sendt sit Sprøjt helt op paa Ruderne. Hun kendte dèt der var hyggeligere. Men naar hun var heldig, kunde hun Ntræffe til at se Baadene fra Lejet vende hjem fra Nattefangst. Afstanden var for stor til, at hun kunde skælne dem fra hinanden; men Faderens var derimellem, og hun var sikker paa, at han stirrede herind ad. Hun valgte sig en ud som skulde være hans, og fulgte den til den blev borte bag Næsset, hvor Lejet laa gæmt.

Karen Bakkegaards var ikke henrykt for dette Pjank, og havde i den første Tid prøvet at sætte en Stopper for det. Men da ingenting hjalp og Tøsen ellers var skikkelig og føjelig nok, forklarede hun det som et Slags NLyde og opgav at kæmpe imod det. Tøsens Far og Bedstefar og kanske flere Led endnu havde færdedes paa Havet, saa det var jo ikke saa sært om det trak.

Ud over dette ene Omraade var Ditte ikke god til at hævde sig; Lars Peters Frygt for, at hun skulde staa for bestemt paa sin Ret og derved skabe sig selv Vanskeligheder, viste sig ganske hen i Vejret. Ditte havde ikke sin Tapperhed her, hun 16| beherskedes kun af én Følelse: Trang til at være Omgivelserne og først og fremmest Madmoderen til Maade, og gøre sin Pligt saa godt hun ævnede. Et vredt Ord eller Blik var nok til at hensætte hende i sort Fortvivlelse, og faa hende til at føle sig som det umuligste Kræ paa denne Jord.

Ditte hørte ikke til dem, der skal have en Ting sagt to Gange; hun vidste som Regel Besked før den blev givet hende. Hun kom fra Bunden af det hele – og var derfor vant til at yde mere end der med Rette kunde forlanges; der er gærne en skæbnesvanger Sammenhæng mellem de to Ting. Til Overflod var hun fra Fødslen indstillet paa at tjene andre; alting i hendes Tilværelse havde af sig selv lagt sig til Rette for dette Forhold, og hun formelig higede efter at være til Nytte. Det var ikke med sin gode Vilje hun sad noget overhørig.

Og nu skulde hun tilmed have Løn for sit Arbejde – hun var voksen! Hun var foreløbig fæstet til at vogte Kreaturerne og Faarene og skulde for Sommeren have NHvergarn til en Kjole, et Par Træsko, Net Pund To, en Særk af NBlaalærred – og fem Kroner i Penge dersom hun var rigtig flink. Kromanden havde selv aftalt det hele for dem og faaet sin NRigsort i NFæstepenge.

Hun brugte sig godt, og naar hun hen paa Formiddagen drev Kreaturerne ind i NOverdrevet, var hun allerede træt. Hun havde været oppe med Solen, hjulpet til med at malke og lave Morgenmad til Folkene, skuret Kar og Spande og sprunget 17| for den ene og den anden. Paa NLilletøsen fløjtedes og kaldtes der i det uendelige, hun skulde være Bentøj for dem allesammen.

Derinde kunde hun til Gengæld gøre sig det mageligt – blot hun passede paa ikke at falde i Søvn. Overdrevet var et vidtstrakt lavtliggende Omraade inden for det høje Kystland; Grundvandet der ikke kunde slippe ud i Havet, samlede sig her. Oprindelig havde det hele været en Sø, som saa i Tidernes Løb var groet til; naar Kreaturerne bevægede sig hen over Græsbunden, kom den i bølgende Bevægelse som kunde forplante sig langt ud til Siderne. Græs og Siv afvekslede med NVad, og lave Grupper af Birk, Asp og El hvor NMonnet hævede sig; hver lille Trægruppe groede i sin egen Krans af Lyng. Inde i Midten af de smaa Buskads var der højt og tørt, og her indrettede Ditte sig, lavede sig lune Reder af tørre Siv i det smuldrede Kvas, og trak til Rede Blomster og fjorgamle Dunhamre – og tusendaarige Muslingeskaller som dukkede skinnende hvide op i de kulsorte Muldvarpeskud. Naar hun strakte sig paa Tæerne, kunde hun kigge ovenud af Løvet og holde Øje med Kvæget – det hele var smaat nok til at hun rigtig kunde hygge sig.

Her og dér udover var der Tørveskær. Gravene med de sorte Brinker og det skumle Mosevand mindede om Sorg og Død – om Muld paa Nsorten Kiste – og brød brutalt ind i det spæde sorgløse Flimmer af Sollys og Smaaplanter og summende 18| Insekter. Den hele Tilværelse fik et Præg af utryg Lunefuldhed derved. Man kunde gaa hernede og smaanynne – og pludselig give sig til at tudbrøle, uden at det forekom meningsløst. Og det kunde undertiden have sine Fordele.

Der var nok at lege med, og Ditte beflittede sig efter bedste Ævne. Hendes Reder var fulde af lovende Ting, som hun traf over naar hun løb for at gænne: Brogede Fugleæg, kønne Fjer, en død Muldvarp med det blødeste Skind. Men Legen med alle disse Herligheder faldt ikke rigtig for hende; der kom intet Sammenspil i Gang mellem Tingene, hun savnede den nødvendige Fantasi. Hun havde ingen Tid haft til at lege, og saa var de Kilder udtørret i hende. Der var løbet noget Vand til Havet, siden dengang Bedste blot behøvede at male Ansigt paa en af Søren Mands gamle Træsko og give den en Klud om, for at Ditte straks havde en Legekammerat. Der laa en lang og brydsom Tilværelse imellem.

Saa sad hun og saa paa Sagerne, lagde det ene Stykke og tog det andet – og kedede sig. Madmoderen havde givet hende Strikketøj med, hun skulde strikke saa og saa mange Omgange. Hun strikkede gærne dobbelt saa mange som hun skulde, men alligevel forslog det ikke til at faa Has paa Tiden – hun var for rap paa Fingrene. Og saa meldte Tankerne sig – de triste Tanker.

Ensomheden og Savnet af Hjemmet gik hende haardt paa – især i den første Tid, og ofte græd 19| hun Timer hen. Hun savnede Faderen og de mindre Søskende, Lappearbejdet om dem – det hele. Bekymringerne huserede kun altfor hjemmevant i hendes Sind, bestandig var der noget der nagede: om Povls Træsko blev efterset inden det var for sent, om Søster Else nu ogsaa fik nok i sig. Hun var saa slem til at smøle over Maden og sludre Tiden væk, især om Morgenen. Saa var det pludselig Skoletid, og hu hej maatte hun lade alting staa og afsted! Ofte rendte hun ogsaa fra Skolemaden, man maatte idelig være over hende. Og Faderen – bare han ikke gik for Lud og koldt Vand! Fik han mon sit kogende hede Øl, naar han forfrossen kom hjem fra sin Nat paa Søen? Og blev hans Søtøj hængt ordentlig til Tørre?

Ditte maatte beskæftige sig med det altsammen – til ingen Verdens Nytte; og i sin Afmagt græd hun. NHjemlov var det ikke til at tænke paa at faa, hvem skulde saa tage sig af Kreaturerne og udføre alt det Arbejde, der laa og ventede paa hende naar hun kom hjem med dem henad Aften. Og Bud hjemmefra fik hun ikke. Saa gik hun og forestillede sig det allerværste – Faderen druknede eller en af Søsknene laa syg og havde ingen Pleje. Hendes lille Hjærte forblødte til ingen Nytte.

Naar Ensomheden og Længslen gik hende paa, kunde hun ikke holde det ud nede i Lavningen mellem Buskene, men maatte op paa de højtliggende Agre, hvorfra man kunde se Hytterne ud over Overdrevet, Stubmøllen derhjemme ved Gaarden – og 20| fremfor alt Landevejen! Der færdedes jævnlig Folk ad den; var hun heldig, kunde hun træffe til at genkende nogen der hørte til nede omkring Lejet. Det var straks som om nogen havde tænkt venligt paa hende – det Nhusvalede Sindet. Var det Vorherre mon?

I Dittes Verden troede man ikke uforbeholdent paa Vorherre men lod det staa hen. Noget selvindlysende Bevis for hans Eksistens afgav Fattigmands Tilværelse just ikke; var han til, holdt han vel nærmest med de Store. Det var da ogsaa altid dem der pukkede paa ham, og henviste til ham naar de skulde have Smaafolk til at Ngaa i Tøjet. Saadan havde Bedste set paa det – og Lars Peter, de to eneste Mennesker Ditte havde Grund til fuldt ud at forlade sig paa. Det kunde i al Fald ikke nytte noget at vende sig den Vej med sine Klager, Erfaringen viste det med tilstrækkelig Tydelighed. Præsten sagde nok at man skulde kaste al sin Sorg paa Vorherre, men advarede én paa samme Tid stærkt imod at give ham Skylden for sin Elændighed.

Men Ditte havde en ubevidst Trang til at vende Ansigtet opad mod Lyset, især naar der mødte hende noget uventet godt. Det onde tog man selv Skylden for – siden det nu engang ikke kunde være andet; men man maatte have et Sted at vende sin Taknemmelighed hen. Og saa blev det alligevel Himlen. Deroppe sad i alle Fald Bedste, for hun var i Himlen, det kunde der kun være én Mening om. 21| Og saa kunde det jo godt være man var nødt til at gøre Plads for Vorherre ogsaa – for Bedstes Skyld altsaa! Ditte tænkte meget paa Bedste i denne Tid, og det kunde igen hænde at hun kaldte højt paa hende. Hun trængte til i al Fald èn, der saa hvor trist hun havde det.

En Dag hun laa og var allermest ulykkelig, stod Bedste pludselig bøjet over hende. »Kom nu, Dittemor,« sagde hun, »saa flyver vi to hjem til Lejet.« »Men du har jo ingen Vinger,« sagde Ditte og brølede endnu stærkere, for Bedste var blevet endnu mere skrutrygget. »Det gør ingenting Barn, vi trækker bare Benene godt op under os – helt op under Skørterne!« Og saa fløj de virkelig, op over Bakkerne og ned gennem Dalene; naar de kom for nær Jorden, trak de blot Benene endnu højere op under Skørterne. Og med et var de lige over Lejet, Lars Peter stod dernede med et stort Garn til at opfange dem i; »Ditte!« raabte han.

Ditte vaagnede og sprang forskrækket op, oppe fra Agrene blev der kaldt paa hende. Det var Karl, Bakkegaardssønnen, han gik og drev Kreaturerne af Kornet. Hun var helt lammet af Skræk og sansede ikke engang at løbe hen og hjælpe ham. Saa kom han langsomt ned til hende, han gik altid og trak tungt paa Benene, og saa ud som var han led ved det hele. »Du var nok faldet i Søvn,« sagde han – med et svagt Anstrøg af Spydighed. Saa opdagede han at hun havde grædt, og saa alvorligt paa hende; men han sagde ikke noget.

22| Ditte var flov over at hun havde grædt og sovet, og tørrede i Hast Graaden af Ansigtet. Men bange for ham var hun ikke, han var et skikkeligt ungt Menneske paa sytten Aar – en komisk Alder for et Mandfolk syntes hun. Det kneb at tage ham højtideligt, skønt han var Søn paa Gaarden og altsaa den egentlige Husbond; naa, han forlangte det heller ikke, men var glad blot han maatte være i Fred med sit. Han gik til Nde Helliges Møder, maaske kunde hun spørge ham – –? Ditte var ikke helt tilfreds med, at Bedste ingen Vinger havde haft.

»Tror du, gamle Koner kommer i Himlen?« spurgte hun halv bortvendt, det var alligevel noget flovt noget at spørge om.

»Det ved jeg skam ikke,« svarede han langsomt. »Det kommer vel an paa, hvordan én har været.« Han stirrede tungt grublende hen for sig som maatte det rigtig tænkes til Bunds – for ikke at øve Uret mod nogen.

Ja, god havde Bedste været – bedre end det kunde siges. Saa hvis det udelukkende var det det kom an paa –

Han stod endnu og stirrede ned paa den samme Plet og grublede. N»En skal jo ikke dømme – hverken til den ene eller den anden Side,« sagde han og sukkede dybt.

Ditte brast i Latter, det klædte ham saa grinagtigt at sukke.

23| »Det er ikke noget at le af!« sagde han krænket og gik.

Lidt henne stansede han. »Vær du glad for, at det ikke var Mor, der kom og traf Kvæget i Kornet,« sagde han.

»Siger du det da ikke til din Mor?« spurgte Ditte forbavset – det var ikke faldet hende ind at hun skulde gaa fri.

»Nej, hvorfor skulde jeg vel det?«

Nej, hvorfor? hvorfor egentlig? »Men du skal jo ha'e Gaarden,« faldt det hende pludselig ind.

»Naa ja –!« Han smilede lidt ved det – til Dittes store Forbavselse. Hun troede slet ikke han kunde.

Hun stod og saa efter ham og havde helt glæmt sit eget. Han gik som en gammel Mand – eller en der var født under Forbandelsen. Han havde nok ikke haft megen Glæde han – der sagdes at hans Mor slog ham endnu. Og meget værre Ting sagdes der! Ditte gøs – – hun vilde ikke tænke paa alt det.

Men det var ikke altid let at slippe for. Madammerne fra Overdrevet gjorde sig Ærende her forbi for at spørge hende ud, tilsyneladende om ganske uskyldige Ting. Og naar de saa havde faaet Svar, nikkede de og kneb Munden sammen – som havde de faaet de frygteligste Ting bekræftet. Men Ditte var ikke til Sinds at løbe med Sladder om dem hun hørte til; hun besluttede at tage Vare paa sin Mund.

24| Hun sad en Dag og holdt Udkig med Landevejen, i Haab om at faa Øje paa en eller anden NKending. Der kom et Par Bønderfolk kørende derovre, Mand og Kone – de skulde til Staden og gøre Indkøb vel sagtens. De vinkede ad hende og holdt stille; hun kendte dem ikke men sprang alligevel derover.

Om hun havde set et NEnspænderkøretøj komme forbi, med en stor rød Hoppe for – for en god Stund siden? Naa ikke! hvor hun da var fra? – Var det ikke fra Bakkegaarden hun vogtede? de syntes jo nok de skulde kende Kreaturerne. – Det var vel et godt Madsted det – eller var det kaske ikke mere end lige til? – Hvordan – der sad jo Enke paa Gaarden, gjorde der ikke? Jo nu huskede de det, Karen Bakkegaards hed hun, og hun mistede Manden for en halv Snes Aar siden – saa underlig sørgeligt endda! Men hun sørgede vist forresten ikke over det. – Hvordan, der gik jo Søn paa Gaarden? – og fast Daglejer? – javist ham Rasmus Rytter hernede fra Overdrevet. Om han da laa paa Gaarden? – naa han gik hjem om Aftenen. Men han blev der vel sommetider – naar der var rigtig travlt?

De spurgte skiftevis, og Ditte gav trolig Besked. Men da Konen vilde have Oplysning om den indre Indretning og spurgte, hvor Karen Bakkegaards havde sit Sovekammer og om hun sov alene i Stuehuset, blev Ditte opmærksom. Noget i Konens Udtryk sagde hende, at hun havde været dum igen, 25| rigtig godt dum. Pludselig satte hun væk fra Vognen og ind over Marken; derinde vendte hun sig og vrængede Ansigt af dem, helt edderspændt af Raseri. N»Det er Løgn i jeres Hals og Bump i jeres Nakke!« raabte hun hæst. »Og I kan selv være nogen skidt nogen, for I er nogen rigtige Sladrebønder!« Bonden truede med Pisken og lavede sig til at springe af Vognen. Men Ditte løb, op langs Diget og ned over Agrene. Dernede i Kæret laa hun og pustede og var helt forskrækket over sig selv. Hvis man nu kom efter hende! Bønder var ikke til at spøge med, de havde altid Loven i Haand. Kanske gik de lige hen til Øvrigheden og Nforklagede hende, naar de nu kom til Staden.

Hun kunde ikke blive det kvit igen, Tanken blev ved at arbejde i hende og fyldte hendes Sjæl med Gru. Hvem skulde hjælpe hende, i hendes forfærdelige, forfærdelige Forladthed? Der var ikke andet for at gøre – hun maatte hjem!

Det var hændt Ditte før, dette at hun maatte lade alting i Stikken og søge afsted over Agrene. Det kom som en Besættelse, saa hun ikke engang sansede at søge Vejen men satte afsted hen over alting. Undervejs stansedes hun jo af et eller andet, løb sig fast i en Mose eller kom ind i Tjørn; de nøgne Fødder blødte, og Kjolen havde faaet lange Flænger. Besættelsen var forduftet, og hun stod der med Ansvaret igen; hun luskede slukøret tilbage og satte sig til at bade de saarede Fødder 26| og sy Kjolen sammen – taknemmelig over at der ingen større Skade var sket.

Efter en saadan desperat Løbetur faldt der Fred over hende. Den ubændige Hjemlængsel havde raset ud, og mens hun sad paa Mosebrinken med de ømme Fødder i Vandet og rimpede paa sin Kjole, sank det igennem hende. Alt det stridende gik i Jorden, og tilbage sad et lille Kvindemenneske fyldt med den matte Sødme Forgrædthed giver. Saa var der for en Stund ikke noget der krævede hende, og hun kunde give sig sorgløst hen i sit eget. Hun sad og undredes over sig selv, undersøgte sine Ben hvoraf det ene havde en Moderplet helt oppe ved Laaret, og sine slanke solbrændte Arme. Sol og Vejr havde brunet hende over hele Kroppen – gennem de tynde Klær. Men hun var ikke tilfreds med Farven, og strakte sig i det lunkne flade Kærvand for at skylle det jordslaaede af. Det laa aflejret i Huden som gamle Skygger.

Fra Navlen løb en mørk Stribe lige ned over Maven. Den var gammelkendt, for Bedste havde allerede set den dengang Ditte var lille, og spaaet hende at hun vilde komme let til Børn og faa rigeligt af dem. Men under Armhulerne var der rødlig krøllet Haarvækst, og det var nyt og spændende. Ditte tog under de begyndende Bryster, og var helt stolt af saa tunge de allerede var – især naar hun bøjede sig forover. Men saa var Ryggen ikke heldig, der kom en hel Rad Takker frem op langs den. 27| Hun vilde givet noget til at kunne se sig selv bagfra, og faa at vide om Ryggen var skæv endnu.

Pludselig kunde hun gribes af Angst for at der skulde komme nogen, eller ligge en eller anden og belure hende oppe i Agrene. Hun greb sit Tøj og flygtede hvinende ind i Buskene for at klæde sig paa.

Meget var der nu ikke at belure – – en ranglet Tøsekrop der hverken ejede Barnets eller den Voksnes Former og slet ikke formaaede at give Dagslyset varmt igen! Ditte var næppe udset til at fordreje Hodet paa nogen Mand. Det skønneste ved hende var fremdeles Hjærtet – og det er ikke i Kurs. Derfor har Naturen viselig sørget for at det er gæmt godt af Vejen.