39| IV
En velkommen gæst

Ditte var færdig med sit Strikketøj, og havde tømt Madkurven skønt det ikke nær var Mellemmadstid; men saa gik den Tid. Hun kedede sig! Det var Ensomheden det kneb med at udfylde, lege brød hun sig ikke om og havde heller ingen Anlæg for længere, og Dyrene var hende ikke noget Selskab. Hun interesserede sig for dem saa langt hendes Pligter gik, passede at de ingen Skade gjorde og ikke selv kom noget til, og hun holdt ogsaa af dem. Det viste sig især naar et eller andet Stykke Ungkvæg var kommet noget til, havde skamfilet sig i Staaltraaden eller var blevet stanget af et af de ældre Kreaturer. Saa var hun for Alvor optaget, og der var ingen Ende paa hendes Omsorg saa længe det stod paa. Men i noget Forhold til Dyrene kom hun ikke; Kør var Kør og Faar var Faar – lige som den øvrige Natur noget ganske selvfølgeligt. Deres Gøren og Laden kom hende kun ved, for saa vidt den stod 40| i Forbindelse med hendes Gærning; de kunde være pudsige nok ofte – Kreaturerne, men noget særligt at fæste sig ved var der ikke.

Ditte var et lille Selskabsvæsen; hun trængte til at have to pludrende Stemmer i Øret, hvoraf den ene gærne maatte være hendes egen. Det var mindst lige saa morsomt at snakke selv som at lytte – blot man havde nogen at snakke til. Hun sad oppe paa den øverste Kant af Ageren og stirrede udover, syg i Sindet af Kedsommelighed og Længsel. »Bare der vilde ske noget – noget rigtig morsomt!« tænkte hun og gentog det højt den ene Gang efter den anden for at faa Hul paa Tomheden. Og pludselig tav hun og strakte Hals. Hun vilde ikke tro paa hvad hun saa, og lukkede Øjnene fast i; men da hun aabnede dem var det der igen. Langt ovre paa Landevejen kom en Dreng pilende, han satte ned over Markerne, hujede og vinkede. Han havde NSkoleposen over Skulderen! Ditte sansede ikke engang at løbe ham i Møde men sad lige ret op og ned og tudbrølede, saa glad blev hun.

Kristian smed sig i Græsset foran hende, sagde ingenting men laa bare og pustede. »Du har jo skulket,« sagde Ditte saa snart hun fik sig samlet – og prøvede at se stræng ud. Men der var ingen rigtig Klæm i det, idag var hun nærmest taknemmelig for den NLandevejssyge. Og Knægten rakte bare Tunge til Svar. Han svarede heller ikke paa hendes mange Spørgsmaal men laa og hentede 41| sit Vejr, med de sorte Fodsaaler lige i Luften. De bar Mærker af mangehaande, over den ene Hæl løb en dyb Rævne, sandsynligvis efter et Glasskaar han havde traadt paa. Ditte tog Saaret nøjere i Øjesyn, det var sort af Snavs. »Du maa hae en Klud om,« sagde hun og trykkede let paa det – »ellers kan der gaa NBullenskab i.«

»Pøh – det var bare noget jeg fik i Gaar jeg løb fra Skole, det er allerede lægt. Jeg løber bare paa Tæerne!«

Saa var han paa Benene igen, han var ikke kommet her for at ligge og dovne sig. Han tog et hastigt Overblik over Terrænet. »Lad os gaa dèrned!« sagde han og pegede ned paa Mosen; heroppe var der ikke spændende.

Ditte viste ham sine Smuthuller i Buskene. »Det er Sjov,« sagde Kristian anerkendende – »men Indgangen skal være skjult, saa man ikke kan finde Reden – ellers er der ikke noget ved det. Saadan laver enhver Fugl det, ved du da nok.« Naa, Ditte var jo ingen Fugl og skulde ikke gæmme sig, hun havde mest indrettet det mod Sol og Vejr. Men Kristian viste hende, hvordan man kunde flætte Grenene sammen, saa Indgangen slet ikke saas. »Saa kan du lege, at du er en der har gjort noget og maa gæmme sig,« sagde han. Ditte saa forundret paa ham, hun begreb ikke hvad Fornøjelse der kunde være ved det.

Men som han var tosset over alting, den Dreng. Om det saa var de skikkelige Kør, saa han noget 42| nyt ved dem; den ene var saadan og den anden bar sig saadan ad. For Dittes Sind havde der ikke været stor Næring at hente herude paa Vogtemarken; men Kristian saa med Undren paa alting – som var det lige faldet ned fra Himlen og ikke gammelkendt og selvfølgeligt det hele.

Mosehullerne var han rent skør over. Det første var at faa slaaet Bro over til en af de mange Tuer – Øer kaldte han dem! Det lod sig gøre ved Hjælp af et Par Stænger og Birkeris, Ditte maatte anvise Materiale. Saadan kunde man forbinde alle Øerne med hinanden og rejse hele Verden rundt.

»Her er storartet!« sagde han og gentog det saa ofte, at Ditte tilsidst blev helt Nopirret af det.

»Jeg synes nu, der er morsommere hjemme,« sagde hun.

»Det er fordi du er et Fjols,« svarede Kristian. »Men saa kan du jo komme hjem og være i Stedet for mig.«

Saadan havde han aldrig talt til hende før; men her var hun saa absolut den lille, at al Respekt af sig selv forduftede. Ja hun skulde ikke haft noget imod at bytte; men det lod sig nu engang ikke gøre.

»Hvor faar du Mad fra?« spurgte Kristian pludselig, bedst som de gik og legede.

Ditte stirrede et Øjeblik forstenet paa ham, saa gav hun sig til at løbe, op over Bakken. »Kom, skynd dig!« raabte hun. Naar det lakkede ad Mid43|dag, skulde hun holde Øje med den gamle NStubmølle heroppe fra Agrene, men i Dag havde hun fuldstændig glæmt det. Naa, Lugen var ikke slaaet op endnu!

»Det er en skidt Indretning,« sagde Kristian – »for naar du er nede ved Kreaturerne, kan du ikke se Møllen. De sku meget hellere gie en Lyd – for høre kan man da hele Tiden.«

»Gie en Lyd?« Ditte saa dumt paa ham.

»Ja hamre paa noget naturligvis!«

De sad deroppe og holdt Udkig med Lugen. Nu var Kristian faldet til Ro, og var vel til at faa et fornuftigt Ord af; Dittes Udtryk var Nysgærrighed. »Er der nogen, der har faaet Smaa i Lejet?« spurgte hun og vogtede spændt paa hans Mund.

»Ja, Martha!« svarede Kristian og slog med Hodet.

»Det er jo ikke sandt hvad du si'r Dreng – du lyver jo!« Ditte kunde regne sig til, at det ikke passede.

»Nej men hun faar nok – for det si'r Lars Jensens Enke. Jeg har selv hørt hende si'e det!«

Pøh, Ditte saa skuffet ud – var det det hele! »Er der slet ikke sket noget, siden jeg kom hjemmefra?« spurgte hun. »Hvem gaar Johanne med? Med Anton vel? For det kunde da enhver se, at det med Peter holdt ikke ret længe.«

Det vidste Kristian det Fæ ikke noget om. Derimod kunde han oplyse, at Lejet havde faaet en 44| ny Slags søgaaende NDæksbaad – med rigtig NRuf til at sove i! Men det interesserede ikke Ditte.

Spurgte Lille Povl meget efter hende? – Lars Jensens Enke var davel god ved ham? Kristian sagde Ja til begge Spørgsmaal paa èn Gang. Han gad ikke skille dem ad, da han saa skulde oplyse, at Lars Jensens Enke slet ikke var hos dem. Det blev altfor vidtløftigt. – Men hvorfor havde Kristian ingen Skolemad i sin Pose? – nu regnede Spørgsmaalene Slag i Slag. Kristian havde ædt sin Skolemad allerede paa Vejen ud; det var der ikke noget mærkværdigt i – i al Fald var det ikke noget nyt. Men han foretrak at fortælle at han havde tabt den under Løbet – det lød bedre og begrundede Sulten nok saa godt. For sulten var han, som et helt Hus – ja som herfra til Lejet! Hvorfor syv Søren aabnede de ikke den Luge?

Dittes Blik gik ransagende hen over ham. Han trængte til at klippes, men det kunde hun nok besørge i Eftermiddag med sin Sysaks. Og Trøjen skulde have været lagt ned paa Ærmerne – nu var det for sent. Man kunde nok se, at det alligevel gik som det bedste kunde. Naa, ordentlig ved Huld var han da, Kinderne var ikke blevet tyndere. Og han saa velfornøjet ud – hun fastslog det med Tilfredshed.

»Saa er jo forresten Menneskeæderens Kone død,« sagde han pludselig, løst henkastet.

Det gav et Ryk i Ditte: »Er Kromandens Kone? Hvorfor fortalte du ikke det for længe siden?«

45| »Aa fordi jeg glæmte det vel. Man kan da heller ikke gaa og huske paa alting.«

Ditte satte løs med en Udspørgen af den anden Verden; men i det samme gik Lugen op derhjemme paa Møllen. »Se saa,« sagde hun og kom paa Benene – »nu kan du blive her og passe Kreaturerne, mens jeg løber hjem og spiser. Saa bliver jeg fri for at tage dem med hjem til Gaarden.«

Kristian stirrede lamslaaet paa hende. »Maa jeg da ikke gaa med?« spurgte han grædefærdig.

»Nej det kan aldrig gaa. For saa ser det bare ud, som du er sulten og kommer med for at faa noget at spise.«

»Ja men det gør jeg jo ogsaa.« Kristian var oplagt til alt andet end at holde paa Anstanden.

»Det kan godt være – men det kan man ikke saadan være bekendt at vise,« erklærede Ditte afgjort. »Men naar du nu er fornuftig, skal jeg nok skynde mig – og se at stikke lidt i Lommen til dig!«

Saa slog Kristian sig til Taals. Han lagde sig paa Maven og stak den knyttede Haand i Munden for at dæmpe Sulten; den var blevet ganske urimelig nu der var Mad i Farvandet. Og Ditte pilede hjem til Gaarden.

Karen Bakkegaards havde selv været ude og slaaet Lugen op. Hun saa Lilletøsen komme løbende uden Kreaturerne, og blev staaende oven for Gaarden for at tage imod hende. »Hvad gaar der af dig i Dag?« sagde hun snærtende. N»Bisser du? 46| Eller er du saa udhungret, siden du ikke har faaet Tid at faa Kreaturerne med?«

Ditte blev ildrød i Hodet. »Min Bror er derude,« sagde hun. »Saa troede jeg ikke, det behøvedes –«

»Naa og er han kaske saadan indrettet, at han ingen Føde tar til sig? For det er vel ikke saa stort med jer derhjemme, at I selv bringer Mad med? Ja ja, saa faar én jo finde sig i at faa sin Mad vraget.«

»Han kan godt vente til han kommer hjem,« vilde Ditte sige men gav sig i Stedet til at brøle. Det havde været svært nok det, at hun skulde ofre Kristian for Anstanden; hun kendte hans Appetit, og vidste hvor ussel han var til at undvære Mad ret længe ad Gangen. Og nu havde hun blot opnaaet at træde sin Madmor paa hendes ømme Knyst, det var alt hvad hun havde ud af at ville være dannet. »Han er saa forfærdelig sulten,« sagde hun tudbrølende.

»Det var sku ogsaa noget at tage paa Veje for – tossede Unger! Men det skal vel være fint det, ikke at Nsige ordentlig fra naar én er hungrig – fattiggaardsfint!« Karen blev ved at skælde paa Vejen ind.

Men hun mente det ikke saa slæmt. Ditte slap for Middagssyslerne, og fik Lov at løbe ud til Broderen med Mad saa snart hun havde spist; og det var en forsvarlig Madkurv hun fik med. »Lævner han noget, kan han jo tage det med hjem,« sagde 47| Madmoderen. »I har det vel ikke for fedt derhjemme?«

Blødsøden var Karen Bakkegaards ikke; det var første Gang hun sendte en venlig Tanke til Dittes Hjem. Fattigdommen havde hun ikke meget tilovers for; det var Folks egen Skyld naar de var fattige. Men hun var som sagt madgod.

Efter Kristians Besøg faldt Ditte mere til Ro. Alt hvad hendes opskræmte Sind efterhaanden havde foregøglet hende af ondt og Ulykke, der skulde være overgaaet Hjemmet, vejredes hen over for Virkeligheden. Hun havde faaet en lyslevende Hilsen hjemme fra: Kristian med Huller paa Albuerne og Vagabonden i Behold. Det var baade godt og ondt det sidste; hun var bekymret over, at han stadig gav efter for sin Trang til at stikke af, og holdt Øje med Landevejen. Men i sit stille Sind haabede hun paa, at han snart vilde komme løbende igen.