74| VI
Jomfruen med de røde kinder

Efteraaret satte ind med Kulde og Slud; Kreaturerne stod med Bagen til Vejret det meste af Dagen i Stedet for at græsse, og Ditte frøs. De var svære at holde ude nu, de havde kun èn Tanke – at komme hjem. Paa alle andre Gaarde var Kreaturerne forlængst taget paa Stald, men Bakkegaarden var udholdende, her som paa ethvert Omraade hvor det galdt om ikke at gøre Forandring. Men en Morgen man kom op, var der faldet Sne – det var de første Dage i Oktober. Den forsvandt igen i Løbet af et Par Timer; alligevel blev den det Puf i Ryggen, man altid gik og ventede paa.

Sommergræsningen havde været god, og de var ret godt i Stand, Kreaturerne – glatte i NToet og forholdsvis trinde. Nu skulde de til at tære paa Huldet; paa Bakkegaarden drev man gammeldags Landbrug og lod hver Aarstid have nok i sin Plage. Kraftfoder købte man aldrig, og det var 75| forholdsvis lidt man havde faaet bjærget hjem som Hø af den gode Græsning. Karen havde været ualmindelig ligeglad med alting denne Sommer, og Sønnen var for grøn og veg i det til at tage sig af Tingene.

Ditte fik strængere Dage nu. Fraregnet Mugningen og det allergroveste andet, som Sønnen besørgede, blev det hendes Arbejde at passe Kreaturerne, og forresten hjælpe til med alt muligt forefaldende den Tid hun kunde faa tilovers. Men hun var glad for Forandringen. Hun trængte til Næring for Sindet udefra, Ensomheden derude paa Vogtemarken havde blot gjort hende Tilværelsen fattig.

Sommeren igennem havde hun anspændt sig for at faa Rede paa Tilværelsen omkring sig – paa Mennesker og Forhold. Men det var ikke næmt, naar man færdedes alene; der var for lidt Anledning til at opfange. Var Karen Bakkegaards fattig? Det var naturligt at opfatte alle Gaardfolk som rige, men her var adskilligt der talte imod, blandt andet andre Gaardes Stilling til Bakkegaarden. De hang dog ellers sammen som Ærtehalm Bønderne, og havde hver sine Skavanker der manede til Overbærenhed mod andre. Men Bakkegaarden var de alle enige om at holde paa Afstand.

Hvorfor blev mange Mennesker rædde i Blik og Stemme, naar Talen faldt paa Karen Bakkegaards – var det alene Mandens uhyggelige Død, der 76| gjorde det? Og hvorfor følte hun selv den underlige Gysen i sin Madmors Nærhed? egentlig bange for hende var hun jo ikke. Men det var vel den forvirrende stærke Lugt! Hvad kom den af?

Og først og sidst – blev det til noget mellem Madmoderen og Farbror Johannes? Det var alligevel det mest spændende, og hun havde Øjne og Øren med sig. Lang Tid var der ikke noget at fæste sig ved; men en af de første Dage efter at Kreaturerne var taget ind, kom han der igen. Han og Madmoderen dukkede pludselig op ude i den halvmørke Kostald og gik og besaa Kreaturerne. Han maatte afgive sit Skøn om hvert enkelt. Af deres Væsen mod hinanden og de Øjne de vekslede, kunde én se, at de havde været sammen siden han var her forrige Gang, og at der var mere dem imellem end Folk maatte vide. Saa var det alligevel sandt, at de traf hinanden ude omkring i Smug. Han nikkede til Ditte men indlod sig iøvrigt ikke med hende; hun forstod, at der ikke skulde Npukkes paa Familieskab dèr heller.

Ved Middagsbordet var der dækket særskilt til ham ved den øverste Ende – med Dug! Han fik Ribbenssteg og Pølse og anden Ekstramad, og Karen vartede ham selv op. Det var underligt at se det store halvgamle Kvindfolk gaa og varte den sortsmuskede Flødeskæg op, og vogte som en Hund paa hans Udtryk, for at gætte hvad han ønskede. Sine og Daglejeren laante hinanden Øjne. Sønnen sad med Hodet i sin Tallerken og saa genert ud. 77| Han havde det med at skamme sig paa de andres Vegne, han!

Pludselig løftede han Hodet og foretog sig noget, der slet ikke lignede ham. »Hvordan – er du og Lillepigen ikke i Familie?« spurgte han og saa over paa Johannes. Rasmus Rytter rømmede sig. »Av for den Lede!« sagde han og slog med Fingrene som om han brændte sig paa Maden. Madmor saa spydigt paa ham. »Du blir nok gammel?« sagde hun.

Men Johannes var ikke den, der slog Øjnene ned for saa lidt; han gloede bare igen – med et frækt Grin. »Jo lidt, det vil sige hun har været i Pleje hos min Bror!« svarede han nok saa frejdigt. Ditte sad og rystede, hun havde Følelsen af at blive brugt som Kastevaaben. Men saa blev der gudskelov ikke talt mere om det.

Siden trak Karen Bakkegaards og Johannes sig op i den pæne Stue – som to rigtige Kærestefolk! Men et underligt Kærestepar var det rigtignok, for de sad og tæskede Kort og drak Kaffe med Rom i hele Eftermiddagen – Karen med Piben mellem Tænderne, den samme hun røg Livet af Manden med, paastod Rasmus Rytter. Johannes røg jo altid Cigar, NFinstikker som han var!

Efter den Tid kom han der jævnlig, og lige saa jævnlig tog Bakkegaardskonen ud. Hun kørte selv, og enhver vidste nok hvorhen Turen galdt. Hun mødtes med ham og andre af hans Lige ude omkring paa Hotellerne i de omliggende Byer, og det 78| var nok et kønt Leben der førtes. Naa, Karen havde ikke været noget Søndagsskolebarn før heller; men hun havde i al Fald holdt sig med sit inden for de egne fire Vægge. Nu bed hun Hodet af al Skam og luftede sit liderlige Sind for alle Vinde! – –

Det var gammel Skik, at de Tjenestefolk, der ikke skiftede, havde fri Søndagen efter NSkiftedag; og første Søndag i November travede Sine og Ditte fra Gaarde allerede ved Kirketid om Formiddagen. De havde faaet deres Løn udbetalt og skulde ind til Frederiksværk og handle. Det havde knebet Sine at faa de halvtres Kroner til Tiden; hun maatte bilde Madmoderen ind, at hun skyldte dem derinde i Staden. »Aa, du skal vel bare ind og sætte dem i Sparekassen?« havde Karen sagt; men skaffe dem maatte hun. Dittes fem Kroner var jo ikke saa stort et Beløb, saa det gik af sig selv.

»Ja for dig er det jo mange Penge!« sagde Sine – »men vent nu og se, hvor langt de rækker. En husker nok da èn selv fik sine første Skillinger – og Sorgen, da de var gaaet uden at èn vidste hvortil.«

»Er det sandt, at du sætter Penge i Sparekassen?« spurgte Ditte og flyttede sin Bylt over paa den anden Arm. Foruden NHvergarnstøjet, Ulden, Særken af NBlaarlæred og de ny Træsko havde hun ogsaa Vasketøj i den.

Sine tog Bylten fra hende. »Kom her, du slæver jo Livet af dig Tøs,« sagde hun. »Træskoene 79| kunde du nu gærne ladet blie tilbage, dem skal du jo alligevel slide i Arbejdet. Eller ska de kaske hjem og staa paa Komoden?«

»Jeg vil bare vise de andre Søskende dem,« sagde Ditte. »Og Far!« føjede hun højtideligt til.

»Naa ja ja, du er jo et Barn. Sommetider synes èn ligefrem, du er en Barnerumpe!«

Ditte kom igen tilbage til sit Spørgsmaal. Tjente hun virkelig sammen med en, der havde Penge i Sparekassen? Det var af stor Betydning at faa det bekræftet. »Vi har ogsaa haft Penge i Sparekassen engang,« sagde hun.

»Ja det var vel de Penge din Mor –« Sine stoppede pludselig. Og for at gøre sin Forseelse god igen, betroede hun Ditte at hun allerede havde fem Hundrede Kroner i Sparekassen; de to Hundrede have hun arvet, men Resten havde hun selv sparet sammen. Og naar hun fik tusend, vilde hun begynde en liden Traadhandel inde i en af Byerne. »Du skulde ogsaa sætte lidt hen,« sagde hun – »selv om det er aldrig saa lidt, bliver det dog til noget. Og det er godt at ha' noget, naar én bliver gammel.«

»Nej, for jeg gifter mig,« sagde Ditte. Hun vilde ikke være gammel Jomfru.

»Hvis han ikke narrer dig ja!« mente Sine.

»Er du blevet sveget da?« Ditte foretrak det Udtryk.

Sine nikkede. »Ja osse saa skammeligt!« sagde hun og kom pludselig til at se helt forgræmmet ud. 80| Det var nu snart en Del Aar siden, men naar hun mindedes det, havde hun endnu svært ved at værge sig for Graaden.

»Lod han dig saa Nsidde efter med Skammen?« Ditte gjorde Stemmen dyb af Erfaring, hun var stolt over at blive talt med som en Voksen.

»Nej saa vidt fik det jo ikke Lov at komme, det var jo derfor han slog op med én,« sagde Sine halv hulkende. Hun gik lidt og snøftede, saa tog hun sig i det, pudsede kraftigt ud og puttede resolut Lommetørklædet i Lommen. »Ja du glor du,« sagde hun, »du er ikke vant til at se Sine tude. Men ethvert Tag har vel sine Utætheder, som én maa rende og sætte Baljer under.«

»Hvad sveg han dig saa for da?« spurgte Ditte igen, forundret.

»Ja det maa du nok spørge om èn Gang til,« sagde Sine leende. »Men vent du bare, til de begynder at pille saa ved èt Baand og saa ved et andet – og forklare at de først maa vide om du er saadan og saadan, inden de tør gifte sig med dig; saa forstaar du lidt mere end i Dag. Nej Mandfolk skal én holde sig borte fra. Først kryber de for én og slesker, og naar de saa har naaet deres, rejser de sig og sætter Foden paa Nakken af én.«

Ditte tænkte sig godt om, gik hele sin lille Verden efter. »Saadan er Far ikke,« sagde hun bestemt; hun tænkte paa, hvordan han gik og bar 81| over med Sørine, og bare ventede paa at hun skulde komme ud igen.

»Nej det tror jeg heller ikke,« sagde Sine godvilligt – »men de fleste er!« Hun var endnu rødere i Kinderne end ellers, hendes brune Øjne funklede helt vredt. »Hun er da køn!« tænkte Ditte glad.

»Og det er bare en Vane,« blev hun ved lidt efter. »Mor sa'e nok: Det gaar aldrig for dig, du Nhar for rødt Blod – du kan lige saa godt overgi dig først som sidst. Og Nden der gæmmer til Natten, gæmmer til Katten – – og hvad mere hun nu kunde hitte paa. Men det er bare en Vane – det som alting andet. Naar Fornæmmelserne kommer over én, ja saa tuder én lidt og husker paa dengang og tager Sparekassebogen frem – og saa gaar det over.« – –

Inde i Byen var Butikkerne aabne i Anledning af Dagen. Der var mange Tjenestefolk paa Gaden, nogle af dem var allerede Npaa Støvlerne. Det eneste Sted der ikke holdt aabent var Sparekassen; Sine maatte aflevere Pengene til en Familie hun kendte, og bede dem ordne det for sig. Saa gik de ud for at handle; megen Tid var der ikke, naar de skulde ned om i Lejet til Dittes Hjem og være tilbage paa Bakkegaarden inden Nat. »Du maa skynde dig at blive færdig,« sagde Sine – »ellers naar vi det ikke.«

Ja det skulde Ditte nok – for naaes maatte det. »Far blir saa glad over, at du kommer med,« 82| sagde hun. »Han kan saa knusende godt li dig, fordi du hjælper mig og er god ved mig. Han er sæl saa god, saa god!«

»Saa maa jeg vel ogsaa ha' noget med til ham,« sagde Sine leende og købte en Flaske Gammelrom.

Ditte havde husket sit Løfte til Lille Povl og købt Legetøj til ham for en hel Krone; og da de to andre ikke skulde være Stedbørn – og Faderen allermindst – gik alle Pengene med. Saa havde hun ogsaa faaet noget at slæbe paa! Der var en Pibe og Tobak til Lars Peter, en Hest med Hjul under til Povl, en Dukke til Søster og et Køretøj, der kunde trækkes op og køre selv, til Kristian at pille adskilt.

De naaede lykkeligt frem med det hele, og Glæde blev der jo. Det var første Gang i sit Liv, Ditte var i Stand til at give Gaver, og første Gang hendes Søskende fik rigtig Nbodkøbt Legetøj; det var svært at sige, paa hvilken Side Glæden var størst. Lars Peter fik straks Piben stoppet og tændt. Det var en storartet Røg, der udgik fra den; saa blaa Røg syntes han aldrig han havde set. Og som den lugtede! »Men en skidt Husholder er du vist,« sagde han drillende. Naa, det vigtigste af Lønnen, Tøjet og Ulden og Træskoene var jo i Behold. Lars Jensens Enke, som var flink paa Fingrene, havde lovet at sy Kjolen; Ditte vilde straks afsted med Tøjet.

»Det kan Kristian stikke hen med,« sagde Lars Peter. »Saa tar du og laver os en Taar Kaffe, i 83| Dag skulde den gærne være rigtig god. Naar én saadan faar Fremmede!« Han saa oprømt hen paa Sine.

Ditte kom med Kaffen og satte et Glas paa Bordet. »Du skal da smage din Foræring,« sagde hun.

»Saa skal I to sku ogsaa være med,« sagde Lars Peter og hentede et Par Glas til. Han sad og nød Flasken inden han trak den op, lod den dvæle lidt i Haanden og holdt den saa op mod Lyset. »Saadan en har én ikke haft i Huset i flere Aar,« sagde han, Stemmen var helt varm. »Det er sku næsten som at møde sin Ungdoms første Kærlighed igen.«

»Saa hun saadan ud?« spurgte Sine leende.

»Hun var sku køn. – Men saadan no'en dejlig røde Kinder som Deres har én ligegodt aldrig set!«

»Men Far dog!« sagde Ditte formanende. »Ja hva Fanden – én skal vel ikke sidde og lyve. Jeg vil bare sige, at havde det været i éns unge Dage –.« Han var helt animeret, skønt han endnu ikke havde smagt Rommen.

Sine kluklo blot; hun blev ikke Spor af fornærmet i Dag. Det skulde bare ha' været Daglejeren eller en anden – Ditte saa stolt paa Faderen. »Naa – tak for Skænken, og tak fordi De er saa god ved Tøsen,« sagde Lars Peter, og saa klinkede de. Ditte var med, men hun gøs og satte sit Glas fra sig efter lige at have nippet til det.

84| Mens hun rendte over til Lars Jensens Enke med Kjoletøjet, havde Lars Peter og Sine Tid til at snakke et Alvorsord om hende; Børnene laa paa Gulvet og var optaget af hver sit Legetøj.

»Gaar det nogenlunde med hende?« spurgte Lars Peter. De sad begge og fulgte hende med Øjnene; hun løb som et Kid gennem Klitten – det var Glæden over den ny Kjole hun skulde have.

»Jo, hun er saamænd flink nok,« sagde Sine. »Var bare alle Mennesker saa villige og pligtopfyldende.«

Ja Skidteri var der ikke meget af i hende – at Lars Peter vidste af da. Men saa var det jo det med Behandlingen. Hun klagede aldrig – ikke med et Ord; men Bakkegaardsfolkene havde jo ikke noget Ngodt Lov paa sig.

De havde jo deres Skavanker som alle andre – kanske nok værre end de fleste ogsaa. Men der var til at være – værre var det ikke. Og det var et godt Madsted.

Ja det vilde jo sige ikke saa lidt – og hun selv var da det bedste Bevis paa, at der var til at holde ud paa Bakkegaarden, mente han og fæstede Øjnene ved hendes runde milde Ansigt. Sine kom til at le, og Lars Peter lo ogsaa; de sad og saa ud ad Vinduet og blev helt røde om Øjnene begge to af Anstrængelse for at faa Bugt med Latteren, kom saa til at se hen paa hinanden og lo igen. »Ja, er det nu ikke ogsaa –« sagde Lars Peter men gik i Staa.

85| Det var de dejlige røde Kinder han saa sig glad over – og saa det at hun ikke lastede sine Husbondsfolk men dækkede over dem. Hun var nok en god Pige – og et rigtig Livstykke tillige! Foran paa hendes bløde Hals, ved Udskæringen, var der en lille Fordybning, hvor det bevægede sig ud og ind naar hun snakkede. Men naar hun lo, pikkede det uophørligt indefra i smaa tætte Slag, som sad der en Skælm derinde i Halsen paa hende og lavede Løjer. Hvor Fanden ku det komme sig – –? »Hvordan kan saadan en Stadspige faa Lov at gaa ugift omkring?« sagde han.

»Ja ded er itte te og forstaa,« svarede hun og lo igen.

Naa, saa kom Ditte, og de maatte afsted. Lars Peter stod et Øjeblik og stirrede fraværende forbi dem. »En følger Jer lidt paa Vej,« sagde han saa, med et Ryk.