103| VIII
NDen kedsom vinter gik sin gang

»Nogen Glæde ved Tilværelsen er der ikke her paa Bakkegaarden – én gaar og bli'r nervøs,« kunde Sine sommetider sige. Og hun var dog den der saa ud til at klare sig bedst, rund og ligevægtig som hun var.

Det var ligesom Mørket var tungere her paa Gaarden og Kulden skarpere; alt besværligt meldte sig drøjere, mere mættet med sit eget Væsen. Mørket kunde undertiden være saa sort, at Ditte knap turde vove sig ind i det; hvert Øjeblik søgte det at slaa Benene væk under hende, med besynderlige Lyde og andet. Hun kendte jo ellers ikke til Mørkrædsel, men her faldt den undertiden over hende, saa hun ikke turde vove sig ind paa Loen uden Lygte, af Skræk for Karls Far som havde hængt sig derinde. Til daglig mødte hun det haandfast nok. Men der var Tider, hvor den onde Luft fortættede sig – det hang sammen med Karen Bakkegaards Uvæsen – og hvor alle Ting gav sig til at 104| spøge. Karl var nok den der led mest under det; der var Dage, hvor han ikke var at formaa til at tage en Rebstump i Haanden. Men paa dem alle virkede det. De gamle Sengeklær, der var gaaet i Arv maaske gennem hundrede Aar, lugtede altid underligt; og naar Uhyggen var over Gaarden, vævede Lugten sig ind i Dittes Drømme og fyldte dem med Rædsel. Stanken af Tobak og Sygdom løste sig ud af det gamle Vaar og rykkede hende over i Kammeret hvor den Ntæringssyge Mand hang ud over Sengekanten og hostede og hostede med rødt Skum om Munden. Paa Sengekanten sad en tyk Kone og røg ham ind i Ansigtet – og lo naar det rigtig virkede, og nede paa Gulvet laa en lille Dreng og tegnede Figurer i det røde med Fingrene. Saa skreg hun og vaagnede, strøg en Tændstik af i Mørket skønt det var strængt forbudt, og faldt til Ro igen.

Saadan fortættede det sig sommetider. Men hun rystede det af Sindet igen; det var til syvende og sidst noget der kom udefra til hende.

Med Karl var det noget andet, han levede under selve Forbandelsen og rystede sig nok ikke fri af noget. Sine mente, at man maatte være belavet paa baade det ene og det andet. »Han har sin Fars Væsen,« sagde hun.

Moderen var der i al Fald ikke noget af i ham, enhver kunde jage ham i et Musehul. Des mærkeligere var det, at han paa ét bestemt Omraade var selvhævdende nok, ja hverken var til at hugge 105| eller stikke i. Han rørte ikke Tobak, og tog Afstand fra Moderens syndige NVandel ved at slutte sig alt fastere til de Hellige. Og da hun gav sig til at svire med Johannes og hans Kumpaner, meldte han sig ind i en Afholdsforening. Det var hans Protest – som vilde han Punkt for Punkt gøre Bod for Moderens Forseelser.

Men værge for sig var han ikke god til; naar hun haanede ham for hans Rend tav han. »Du er nok rigtig kommet i Løbetiden,« sagde hun spottende i Anledning af at han gik til Forsamlinger – og lod de andre høre paa det. »Ja ja, det følger jo med Alderen!« Han overhørte det – og gik sin lige Vej. Forbud hjalp lige saa lidt. Hun satte ham baade til det ene og det andet for at hindre ham i at komme afsted, men naar Tiden for Møde var der, løb han alligevel af Gaarde. Ellers rystede han som en Hund for sin Mor, men i dette frygtede han nok kun Gud.

Ditte havde ikke haft noget imod, om han havde besiddet lidt Tapperhed paa andre Omraader ogsaa, og for Eksempel taget Stødet lidt af for hende og Sine, naar Madmoderen var urimelig. Men dèr luskede han altid af Vejen.

Karen blev mer og mer urimelig og var slæm til at regere med dem og være utilfreds med alting; kanske nok fordi Giftesygen var kommet op i hende – hun længtes efter ungt, mente Sine. I al Fald skabte det Vrangvilje og Surhed i Arbejdet, 106| og den sure Luft generede Ditte mest af alt – den var alle Vegne og kunde ikke rystes af igen.

Tilsyneladende gik der ikke noget i Stykker for hende; ingen sorgløs Kvidder bragtes til at forstumme, hun havde at se til alle Dage været Alvoren selv. Men hun havde sit eget Humør inde bagved i Sindet, et stilfærdigt Humør som helst gav sig Udslag i den frejdige Maade hun gik løs paa ethvert Arbejde. Her havde hun bjærget sin Glæde med over, da Forholdene forbød hende at udtrykke den gennem Leg – det var jo det der gav hende den lykkelige Haand i Hjemmet. Gavmildheden i hendes Sind havde gjort det muligt for hende at bevare Søskendeforholdet til de smaa og alligevel faa dem til at lyde. Det havde ikke altid været næmt, den gode Mening maatte tidt omsættes i Barskhed for at naa igennem og virke. Men det gik, takket være det ukuelige Humør, der sjælden klang ud paa egen Haand men gav Tone til alting. Det lykkedes hende at forplante sin gode Vilje til de andre ogsaa, saa hun kunde stryge Barskheden.

Hun havde maattet smække til at begynde med – for at gøre sig gældende; men arbejdede sig lykkelig videre, inden det fik Tid at afsætte nogen Surhed hverken hos hende selv eller de andre. Hvor Straf var nødvendig – mest for Børnenes egen Skyld – lærte hun sig til at anvende de Straffemaader, Bedste havde benyttet over for hende. Grisede de sig til, fik de det at føle, saa det for107|slog – de kom i Seng, og maatte undvære Legen mens Tøjet blev gjort rent igen. Straffen groede naturligt ud af Forseelsen; det var selve Griseriet der hævnede sig, og ikke hende. »Der kan du selv se, du kunde have passet paa,« sagde hun nok saa uskyldig. Hun blev endda den frelsende Engel, som de følte Taknemmelighed imod, fordi hun helede Skaden for dem.

Saadan havde hun maattet sno sig frem og var selv kommet til at tro paa den Tingene iboende Retfærdighed – derved havde hun formaaet at styre sin lille Verden saa godt. Uorden kom af, at man manglede Glæde ved Arbejdet, af Surhed; hun hadede den instinktmæssig, og var fuldt og fast overbevist om at den hævnede sig. Snød man sig fra noget, kom det ufravigelig igen; saadan havde det været saa langt hun kunde huske tilbage – tidligst og allerenklest i Form af vaade Bukser. Nu var Tilværelsen jo saa meget mere indviklet, men det samme gjorde sig gældende alligevel – man fik simpelthen ikke Fred! Saadan var det, naar man trak i hullede Strømper om Morgenen – og gik om med en ækel Fornæmmelse hele Dagen; og saadan var det, naar man glæmte at gi' Mis sin Aftenmælk og maatte op midt om Natten og gøre det – fordi man ikke kunde falde i Søvn ellers, men laa og syntes man hørte den mjave hele Tiden.

Ditte var en lille Arbejder af Guds Naade. Havde hun ikke haft ret mange andre Glæder, saa kendte 108| hun til Gengæld Arbejdsglæden, og nød den – som Hjærtets Løn for Hjærtets Godhed. Hendes Hænder var ru og Nskrubbede, Stemmen haard og uskøn; hun havde ingen anden Vej til at vise det gode i sit Sind end gennem Arbejdet. Dèr foldede hun sig ud, som en beskeden men nyttig Blomst. Noget prangende var der ikke ved det hele – en lille godsindet NFlittiglise, der helst vilde blomstre for andre bestandig.

Men her paaskønnede ingen hende for det. Man holdt ikke af Arbejdet men betragtede det som en Plage, gik nødig i Lag med det og gjorde kun sin Nforbandede Pligt. Derfor flød alting som det gjorde. Ditte følte, at det hele kom af at man ikke holdt af hinanden. Der var ingen Samfølelse hos Bakkegaardsfolkene. Og med Farbror Johannes skulde det ikke blive bedre. Ham groede der kun NUstyr og Vrangvilje efter – hun kendte det fra »Skadereden«.

Hun havde faaet nok af Menneskene i denne Omgang, og gik og længtes tilbage til Vogtemarken igen. Hun higede mod Foraaret og vogtede spændt paa Tegnene til dets Komme, var glad da den første Snedrive skred ned af Taget imod Syd, og endnu gladere da den første tottede Plet stak frem af Markens Sne som en lodden Ryg. Det var Jorden der langsomt løftede sig af Vinterdvalen. Vandet fik travlt, først med at danne Søer, saa med at risle; Foraarsvandet sang sin Sang Dag og Nat, og af den vaade Jord boblede det. Der be109|gyndte at gaa Grøde i den; en Dag var Marken som hævet Dejg at træde paa. Og Lærkerne sang over den.

En saadan Dag traskede hun over Markerne ned mod NOverdrevet. Hun skulde ned og be' Rasmus Rytter komme næste Dag; Foraarspløjningen skulde begynde. Han havde ikke været paa Gaarden, siden de fik Naftærsket for en Maanedstid siden, der havde ikke været noget til ham at bestille. Vandet var ikke sunket endnu paa de lerede Steder, hvert Øjeblik nappede den opblødte Jord en Træsko af hende; hun maatte staa paa ét Ben, mens hun sled den løs. Jorden holdt fast paa Træskoen som en graadig Sugemund, og naar den endelig gav Slip, var det med et højt Suk som fik hende til at le.

Hun var i godt Humør. Det var dejligt at slippe bort fra Gaarden en Stund; og det var fremfor alt rart, at Lyset kom og saa efter i alle Kroge. Der var nok, som trængte til at Nlyses hjem!

Rasmus Rytters Hytte laa ude i den fjærnere Ende af Overdrevet, et godt Stykke paa den anden Side Vogtemarken. Nede i Kæret hvor hun havde vogtet, stod der Vand; hun maatte gaa ovenom langs Randen af Markerne. Men det var morsomt at se ned og genkende Rederne, skønt Vinteren havde dækket dem ubarmhjærtigt af; en egen hyggelig Hjemfølelse slog hende imøde dernede fra og fik hende til at længes endnu stærkere efter Sommeren.

Daglejeren var ikke hjemme. Hans Kone stod 110| og rodede ved Skorstenen da Ditte kom; hun var uredt, og var i NUnderbul endnu skønt det var nær ved Middag. Der saa fattigt og snavset ud. »Ja du maa ikke se paa mig,« sagde hun og samlede med sin sorte Haand Bullen over Brystet. »En har haft saa meget at gøre med at faa Huset i Orden, saa én har ikke haft Tid til at heje sig selv endnu.« Jo Ditte skulde love for at Huset var gjort i Orden! Alting flød, og Sengene var ikke engang redt endnu!

I den ene Seng laa der et Par Børn og sloges, de kunde vel være seks og otte Aar. »Er de syge?« spurgte Ditte.

»Nej, de er saamænd ej,« svarede Konen. »Men vi har ikke noget at gi' dem paa allesammen, og saa maa de skiftes til at holde Sengen to og to. Det har været en rigtig skidt Vinter, har'et.«

Ditte maatte bie og drikke Kaffe. »Naar det nu ikke var saa tosset, at én havde sat Smørreværket overstyr, saa sku' du liegodt haft en Pandekage til Kaffen,« sagde Konen og løb ud og ind og ledte. »En ha'de lovet Ungerne Pandekager til Middag for at faa dem til at være rolige, og én ha'de saamænd osse faaet DejgenA rørt sammen; men saa fattes én Fedtelse til Panden. Det er dov liegodt besynderligt!« sagde hun, »én saa bestemt Drengene løbe og tjatte hinanden med den i Morges før de gik til Skole.« Hun løb bag om Hytten og blev borte, Skørterne slog om hende. »Ja, hold saa jer Kæft!« raabte hun til Ungerne som laa inde i Sengen og gav Hals. »En ka' vel itte mer end én 111| ka'?« Saa kom hun frem fra den anden Side med noget i Haanden; det lignede et langt snavset Tællelys af dem man selv støber. »Her var det liegodt – det var jo nok det én tænkte,« sagde hun og smækkede Panden over Ilden. Hun tog Tingen og kørte rundt paa Panden med Enden af den, Panden blev svagt fedtet og gav sig til at sprutte lidt.

»Hvad er det for noget?« spurgte Ditte forundret – »er det et Lys?«

»Ded – ded er saamænd en NOrnemeje. Ellers hænger den jo altid her paa Skorstenen, men nu til Mor'n har Stodderen brugt den til at smøre sine Træskostøvler med, og saa har Drengene ta'et den.«

»Meget Fedt er der nu ikke i den«, sagde Ditte svært interesseret i Resultatet; hun vilde nok se den, der kunde faa de Pandekager til at slippe Panden.

»Nej, den falder jo lidt tør – ded er efter en gammel Orne derfor saa. Den er bedst til at fedte Endestykker med; Stodderen anvender den altid, naar Ungerne skal afstraffes. Men sid nu ind, saa kommer Kaffen.«

Nej, Ditte maatte skynde sig. »Ellers faar jeg Skænd!« sagde hun. Hun skulde ikke have noget af de Pandekager.

»Naa, ja ja. Godt var'et du kom, for Mandfolket gaar og blir saa surt, og ved ikke hvad han skal ta'e sig til. Sætte noget ordentligt for'en naar der ingen Fortjeneste er kan én jo ikke – og saa ved 112| én nok, hvor Husfreden er henne. Ha'de vi ikke haft lidt Sild i Tønden og Kartofler i Kulen, ha'de det set rent galet ud. En styg Vinter har det været for os hernede. Surt var Vejret, surt er der paa Bakkegaarden, og sur er han selv – hvordan ska' der vel saa komme andet end surt fra'en. Det ska' gøre rigtig godt at komme af med'en en Overgang.«

– – –

Dagene blev lange og lyse. Ditte maatte ikke brænde Lys i sit lille Kammer, men nu var der lyst nok, blot hun lod den øverste Halvdør staa aaben. Noget Vindu var der ikke.

Hun havde sit lille Rum ovre i den ældste Længe, der engang – maaske for et Par Hundrede Aar siden – havde været Beboelseshus. Stenbroen laa der endnu fra dengang Rummet havde været anvendt som Forkøkken. Den aabne Skorsten stod ogsaa endnu, men var lukket i Loftshøjde med Halm lagt paa Stænger; inde i Skorstensrummet stod hendes Seng som i en Alkove – der var lige Plads til den. Over Sengen sad endnu den takkede Jærnstang, hvori Gryden havde hængt. NaarA det regnede, drev ældgammel Sod ned ad Muren ved hendes Hovedgærde; den stærke Lugt mindede om Bedste og gav vemodige Drømme. Det hændte, at Mus gnavede sig gennem Stænget og faldt ned paa Dynen til hende.

Men Ditte var henrykt for sit Hul, det var første Gang i sit Liv hun havde sit eget Værelse. Hun 113| havde pyntet op derinde med en gammel Kasse, som hun havde stillet paa Højkant og bredt et hvidt Stykke over. Den gjorde det af baade for Kommode og Vaskebord. Og langs Overliggeren til den aabne Skorsten havde hun fæstet en lang blaa Kappe med Klunker paa, som hun havde fundet paa Loftet; den havde engang hørt til en Himmelseng og pyntede svært paa Alkoven. Oven paa Kommoden stod en Stump Spejl.

Her tilbragte hun sine bedste Timer. Hvergang hun havde en ledig Stund, søgte hun til sit lille Kammer. Koldt nok havde det været i Vinter med den aabne Halvdør, men nu gik det an. Saa tog hun sine forskellige Skatte frem og sad og pillede med dem, lagde en Ting og tog en anden, glattede det ud og lagde det pænt sammen. Det kunde hun gøre om og om igen og føle en inderlig Glæde derved. Der var en Brodereklud, som hun havde faaet Ros for af Skolelærerens Kone, mens de endnu boede i »Skadereden«, en Stambog som nogle NPræstekammerater havde skrevet i, og et Fotografi af hendes Hold Konfirmander. Det var eneste Gang hun var blevet fotograferet, og hun kiggede stadig lige undrende og nysgærrig paa den lille tynde Tøs, der skulde forestille hende selv – den mindste i Flokken, og den grimmeste syntes hun. Mest undredes hun paa, om hun nogensinde blev lige saa pæn som de andre. Hun havde ikke nogen overdreven Mening om sit eget Ydre, og hvor 114| skulde den vel heller komme fra? Der var aldrig nogen, der havde sagt: Sikken køn lille Pige! om hende.

Hvad skulde hun heller blive køn af? Det Blod, der rullede gennem hendes Legeme, var ikke just blevet sødet paa sin Tur gennem Hjærtet; en Mængde Bekymringer havde det passeret og førte de bitre Affaldsprodukter med ud i Legemet, af dem havde hun at bygge sig op. Lødden var blaalig af det endnu, og det kantede og magre vilde nødig slippe sit Tag i hende, det strittede imod de begyndende bløde Former. Og Skævheden hang ved til det sidste, det strænge Vinterarbejde havde været den en god Forbundsfælle. Resultatet var alt i alt blandet, køn kunde hun fremdeles ikke kaldes!

Men glad var hun, aldrig havde hun glædet sig ved Foraaret som i Aar. Og Lyset øvede rundelig Gengæld. Det tog hendes Ansigt og hele Skikkelsen som den nu engang var, og slog Smut i alle Fremspring og Kanter. Det kunde blive til et helt Spil af Sol og Smil, naar hun kom over Gaarden med det foraarsstærke blaa Hav som Baggrund. »Næ, hvor du dov ser glad ud, Tøs!« udbrød Sine og lo selv. »Er det Vogtningen?«

Saadan saa hun netop ud den Dag midt i Maj, da hun igen drev ud med Kreaturerne. Og Kreaturerne saa ud som hun. De var blevet langhaarede i Vinterens Løb og magre ogsaa, men Lys og 115| Vind legede i dem, og kaade var de. De slog fjollet bagop som sigtede de efter selve Solen, og jog i skør Galop ned over Markvejen mod Overdrevet. Og Ditte fulgte dem let i Sind.