203| XVII
Ditte slikker solskin

Ditte og Moderen havde haft travlt; de havde benyttet en Stund hvor alle de andre var ude til at lægge den pæne NHvergarnskjole ud i Linningen. Det var anden Gang Nederdelen blev lagt ud, alligevel kneb det at faa den hægtet. »Du maa holde Vejret,« sagde Sørine; hun sad ned paa en Stol og brugte alle sine Kræfter, mens Ditte stod ret op og ned med Ryggen til hende, glorød i Hodet. Mange Kræfter havde Moderen jo ikke, alligevel var det pinligt! »Du maa være mindst syv Maaneder henne,« sagde hun. Endelig gik Hægtningen i Orden, Ditte kastede et Sjal over Hodet, tog en Kurv med en stor Rødspætte under Sjalet og skyndte sig ud.

Uden for Døren kom Kristian farende, han var lige ved at rende hende over Ende. »Her ska' være NLadegilde!« raabte han og stormede ind. Ditte gik langs Huset, hun maatte balansere for ikke at træde i Affaldsdyngerne ud for de andre Beboeres 204| Døre. Foran-Agter Jakob stod ved Gavlen med Hodet tæt ind til Væggen og pillede i den; han havde snart pillet hele Kliningen af, NStokkene stod bare flere Steder. »Ka' du snart se at finde Ordet!« sagde Ditte; det var en staaende Vittighed. Jakob løftede Haanden advarende, hun maatte ikke forstyrre ham – saa var han lige paa Nippet til at finde det.

Ditte tog Stien hen til »Pandekagehuset«. Solen skinnede, og ovre fra Villaen lød Hammerslag og Sang. Det lille Hus saa nymalet ud som altid, omkring det var der rent og pynteligt, og Hylden over Brønden blomstrede. Det var som at komme om i en helt anden Verden. Ditte havde ikke været her ved Dag siden hun kom hjem; om Aftenen var hun jævnlig omme og gav de to Gamle en Haandsrækning.

Den gamle Kone laa til Sengs – det var Alderdomssvaghed. »Nej kommer du i Sol?« sagde hun. »Jeg troede kun du gik Maaneskinsture. Hvor kan det være?«

Ditte drejede sig til Siden. »Jeg har en Rødspætte,« sagde hun genert.

»Tak skal du ha' min Pige, det var pænt af din Far at tænke paa os Gamle. Men hvad er der sket med dig?« Hun fangede Dittes Haand, tvang hende til at dreje sig om og saa smilende paa hende. Ditte maatte sætte sig ned paa Kanten af den blaa Alkove. »Naa fortæl saa!«

»Han er kommet!« sagde Ditte hviskende.

205| »Hvadfor en han? – der er saa mange Hanner til,« lo den gamle Kone.

»Karl, Bakkegaardssønnen.«

»Saa det er en Bakkegaardssøn – det kunde du godt ha' betroet mig noget før, saa kunde Far maaske ha' hjulpet dig til din Ret. Og nu er han kommet af sig selv siger du, med sin Mors Billigelse?«

»Nej Moderen forbander ham. Hun er saa ond – en rigtig Djævel.«

»God er hun vel ikke, men hun har nok sine Grunde for at være som hun er. En skal vare sig for at Nfordømme nogen, for maalt med Dommerens Maal gik det os vist alle ilde. Naa men nu kan du saa gifte dig, gudskelov!«

»Han er ikke gammel nok endnu, men jeg ved heller ikke om jeg vil,« hviskede Ditte.

»Du holder ikke af ham?« den gamle Kone saa forfærdet paa hende. »Saa er du rigtignok ogsaa kommet skævt til dit, skævere end én næsten formaar at fatte.« Hun trak hende ned til sig. »Dit lille, lille Skind!« sagde hun og strøg hende over Hodet med begge Hænder – »det maa ha' været en forfærdelig svær Tid for dig saa.« Hendes Kinder dirrede – lige som Bedstes for længe længe siden; og de var lige saa bløde. Ditte laa ganske stille og lod sig kærtegne af de famlende Hænder; det var længe siden Hænder havde rørt saa mildt ved hende.

Den gamle skubbede hende blidt fra sig. »Kan 206| du ta' mig den nederste Kommodeskuffe,« sagde hun. Den blev anbragt paa en Stol ved Sengen, og hun søgte ud af den gamle Lagner og Duge og Servietter, der var blevet bløde og fine som Silke af Vask og Slid. »Det er godt til den Lille,« sagde hun og lagde det i en Bunke – »slidt er det jo, men saa meget des blødere er det. Og her er noget grovere til NStikstykker til dig selv. Og her er et Par Lagner med Hulsøm og et pænt Pudevaar; en Natkjole faar vi ogsaa se at finde til dig, saa du kan ligge i rigtig hvid Barselseng. En skal tage imod sine Børn i hvidt, saa bliver det gode Mennesker.« Det blev en hel stor Stabel.

Ditte sad og saa paa Sagerne med Øjnene fulde af Taarer, i hende Sind lo og græd det paa én Gang. Det der forestod rykkedes pludselig haardt ind paa Livet af hende, saa virkeligt havde det ikke været før. Det var som hun saa sig selv i Barselsengen, med Barnet i Armen allerede. Men de var hvide, hun og Barnet, dejlig kruset var Natkjolen om Hals og Haandled, og Hovedpuden stod i hvide Tunger om hende og den Lille.

»Sesaa,« sagde den gamle Kone og vækkede hende – »nu la'r vi det ligge, saa kan Kristian hente det; det er ikke værd du selv slæber paa det. Og vil du saa ta' mig den anden nederste Skuffe.«

Den var fuld af fine gamle Ting, NNakkestykker og broderet NLin; nydeligt ordnet var det, og der var strøet Lavendel imellem. »Se her, Ditte!« den 207| gamle Kone tog et NKammerdugstørklæde med Kniplinger frem – »det er min NBryllupsdug. Jeg har grædt i den – men ikke af Sorg; du kan se Rustplætterne er røde – det var Glædestaarer. Den har kun været anvendt ved denne ene Lejlighed, saa gæmte én den hen – med Taarerne i. Den skal I brede over mit Ansigt, naar jeg er lagt i Kiste; du vil nok hjælpe Far til Rette med det. Det dér er mit Brudelin – det skal jeg klædes i. Ja saadant bruger I jo ikke mere! Men vi som var unge dengang, skulde helst kunne følge de store Afgørelser frem helt til vor Dødsstund. Og derfor kan én godt lide Ungdom der er lidt NTyngsel i. – Der skal jo være en af Bakkegaardssønnerne der søger de Hellige.«

»Ja det er Karl,« sagde Ditte. »Han er saa tung i det.«

»Og var det bedre om han tog let paa Tingene, synes du – med det Hjem han har? Det er nok ikke den værste Side han kan søge til; Moderen søgte den anden Vej ud af sin Ungdoms Pine, hun.«

»Har I da kendt hende som ung?« spurgte Ditte.

»Ja og hun var en god Pige. Vi havde Ejendom derovre ad, og hun kom ofte i vort Hjem. Hun var forlovet ogsaa, men saa tvang Forældrene hende til at ta' en anden som de syntes bedre om, og det gik hun i Stykker paa. Hun brændte sin Brudedug saa snart hun kom hjem fra Kirken, og hele Natten blev hun siddende paa sin Kiste – 208| hun vilde ikke i Brudeseng til ham. Men de fik jo Bugt med hende. – Og kan du saa gaa mit Barn, én skulde gærne hvile lidt mens Far er ved Stranden. Du har vel hørt at her skal være Ladegilde?«

Jo Ditte havde hørt det, men hun troede ikke paa det. »Han har jo ingenting i Butiken!« sagde hun.

»Smaat er det nok for'en, men derfor kan det saamænd godt være. Han handler jo altid omvendt af alle andre.«

– – –

Ditte gik ikke lige hjem men lagde Vejen hen om Villaen. Den var under Tag nu, Haandværkerne hamrede indvendig i den og sang og fløjtede til; for Ditte lød det sælsomt, man sang ikke til Arbejdet hverken her i Lejet eller paa Bakkegaarden. Det grovere Jordarbejde ved Haven var i Orden, Karl arbejdede nu med Plantning lidt inde i Klitten.

Lars Jensens Enke stod ovre i sin Dør og vinkede. »Det er helt rart at se dig færdes ude igen. Til Lykke!« sagde hun.

Ditte vidste hvad hun sigtede til. »Tak!« svarede hun. Man maatte gærne betragte hende som forlovet.

»Nu skal her snart være Dans – det ved du vel?« sagde Lars Jensens Enke og lod uvilkaarligt Øjnene løbe ned over Dittes Skikkelse. – »Jo, Kromanden vil holde Ladegilde i Aar, og der vil 209| nok blive lagt Dansegulv ogsaa, har én hørt. Sært nok, da han har saa meget imod Dans! Det var jo det han gav som Paaskud for otte Aar siden, at han ikke vilde gøre Ladegilde mere fordi Ungdommen dansede. – Men nu kan vi da saa fejre din Forlovelse.«

Ditte gik videre ned om Havnen. Det var lidt pinligt at gaa alene, Folks Øjne hæftede sig ved hendes Figur; hun vilde ønske hun havde haft Karl under Armen. Svær var hun i Forhold til den tynde Skikkelse, hun bevægede sig tungt, og Folks Stirren gjorde hendes Gang endnu mere usikker. Hun var blevet tynd i Ansigtet, navnlig omkring Næsen! Den saa længere og spidsere ud, og Fregnerne omkring den traadte frem. Hun mødte Folks Gloen med et resigneret afbødende Smil, det laa over hendes Ansigt bestandig – som en Forhaands NAfbigt. De kom en efter anden og ønskede hende til Lykke! Hun mærkede at hendes Sager optog dem, og at de var ved at ændre Syn nu.

Naar hun gik, stod de og saa efter hende og snakkede. Det var det, at Bakkegaardssønnen kendtes ved sit Forhold til hende og vilde gifte sig med hende, der optog dem. De var lidt for tidlig efter det, naa ja Herregud! Nforlovet Pige er halv Kone! Og han var tilmed Gaardmandssøn. Der maatte alligevel være noget ved Tøsen ud over det enhver kunde se, siden han var blevet tosset af at smage – ellers gik det gærne den omvendte Vej! Han saa vel noget i hende, som sagt, som ingen anden 210| kunde se – for væk i hende var han sku. En god Pige var hun da forresten.

Lars Peter var den der sidste omvendte sig. Han holdt paa i det længste, at Karl maatte være halvskør. »Ellers ka' én nok begrive, at han ikke kom og var syg for at faa Lov til at sørge for Tøs og Barn. Saadan nogen Gaardmandssønner render sku altid fra'et. Han fejler noget i Krukken gør han!«

Men hengiven var han i al Fald, han fulgte Ditte som en Hund. Og bruge sig kunde han ogsaa – han var en flink Arbejder. Om saa Forstanden heller ikke var allerstørst – Tøsen havde jo Pære for dem begge to. Da Lars Peter først var kommet saa vidt, var der ikke langt til at overgive sig helt. Og derfra igen var der ikke langt for ham til at have ondt af Karl.

»Han gaar saa ensom og roder og faar ingen varm Mad,« sagde han. »Det er ogsaa SyndA han ska' ligge deroppe i Skuret. Ku vi ikke indrette det saadan, at han spiste hos os og sov oppe paa Loftet? Saa fik han da ogsaa en Smule ud af det, Ugelønnen slæber han jo alligevel herned.«

Det var nu ikke saa næmt; Lars Peter havde sin Seng deroppe, og der var indskrænket Plads, opfyldt som der var med Værktøj og andet Skrammel. Men der var Loftet inde over Dorioms Hule; den stod endnu, ingen vilde flytte derind. 211| Lars Peter havde tænkt paa at faa fat i en Gris og have den gaaende derinde, saa man kunde ha' lidt Sul til Vinter. Affald til at fodre den med var her nok af, og Kromanden saa ikke alting mere.

Saa blev Karl optaget i Familien.