17| II
Ud i den store verden!

De sidste Dage før Opbruddet var en travl Tid for Ditte. Alle Hjemmets Klude skulde gaaes efter endnu engang – og det var ikke lidt. Skønt de ikke havde faaet nyt siden de kom til Lejet, men sled trofast paa Stumperne fra de gode Dage i »Skadereden«, blev der mere og mere at gaa i Lag med. Det var ligesom Kludebunken formerede sig fra Aar til Aar; Bund i den naaede man aldrig. De rakkede godt af sig Knægtene – baade Povl og Tvillingen Rasmus, som man ikke havde nænnet at skille sig af med; Kristian forslog slet ingen Ting til. Det havde været Dittes NSorg at faa det vendt og drejet saa det nogenlunde kunde skrabe af; det meste var noget Sørine havde syet i »Skadereden« – af gammelt kasseret Tøj, som Lars Peter bragte med hjem i Kludesækken. Nu faldt det bogstavelig fra hinanden, hun maatte tage den ene Lap og Nslaa den anden med. Hver Aften naar Børnene var vel i Seng, kunde hun begynde forfra. 18| Det var hendes største Bekymring, hvordan Else skulde klare sig med dette; og nu sad hun og hang i til helt ud paa Natten, for at Tøsen ikke skulde drukne i Pjalterne, syede Resterne af to Par Bukser om til ét Par, Nflikkede og forstærkede. Hun var flink nok efter sine ti Aar – Else, til Husholdningen var hun helt dygtig. Men med Stopning og Syning var det ikke rigtig bevendt endnu, hun var for lille.

Og saa var det den sidste Oktober, i Lysningen. Lars Peter holdt foran Døren med et Læs Efteraarssild, som skulde leveres til en større Gaard inde ved Nøddebo; derfra havde han saa paataget sig at fragte et Læs Trækul til Hovedstaden. Paa den Maade fik man Tøsen og hendes Unge lidt læmpeligt afsted og tjente en beskeden Dagløn med det samme – hvad der nok kunde gøres Behov.

Afskeden var hurtig overstaaet. De to Knægte laa allerede og byggede Fæstning i det vaade Sand ved Gavlen, skønt de knap kunde se. De røg til det saa snart de kom ud af Fjerene, og var næsten ikke til at slæbe ind om Aftenen – saadan gik de op i Arbejdet. De havde knap Tid til at give Haanden til Farvel og stod straks paa Hodet i deres Sandhul igen; vende Ansigtet efter Køretøjet faldt dem ikke ind. Søster Else vinkede jo men smilede over det hele; herefter skulde hun ingen have over sig men selv være Husmoder. Ditte lagde Mærke til baade det ene og det andet; hun 19| havde dog været dem i Moders Sted det meste af deres Tid – og gjort for dem hvad hun ævnede!

Hun sad ganske stille og græmmede sig, hørte ikke paa Lars Peters Smaabemærkninger om Vejr og Landskab men gjorde i Tankerne Regnskabet op. Hun havde godt mærket, at de ikke brød sig saa meget om hende mere; og det skulde vare noget, før hun lod høre fra sig. Saa blev de kanske anderledes til Sinds mod hende! Øjenlaagene hang tunge paa hende; nu og da lindede hun Sjalet og følte ned til den Lille, som laa helt Ntullet ind mod Morgenkulden.

»Han har det vel varmt og godt?« Lars Peter vendte sig mod hende, og opdagede at der hang Taarer i hendes Øjenvipper.

»Nu ska du jo tænke paa, at Drengen faar en god Pleje,« sagde han trøstende. »Og til Jul tager du dig fri og kommer ned og ser til ham – og til vi andre da ogsaa.«

»Aa, det er ikke det,« sagde Ditte og begyndte at snøfte – »det er Børnene. De var saa ligeglade med at jeg rejste.«

»Naa ikke andet,« Lars Peter lo godmodigt. »Forleden Dag hørte jeg uforvarende Povl spørge Else, om hun troede jeg snart døde – for saa skulde han ha' mine lange Støvler. Børn er ikke anderledes du – Nude af Øje, ude af Sind! Derfor holder de jo alligevel af én – selv om de kaske nok er kommet en Kende paa Afstand fra dig gen20|nem dette her. De har jo ogsaa maattet høre et og andet for din Skyld, skal du huske paa.«

Lars Peter var i den gamle hyggelige Stemning, hans Stemme brummede velbehageligt helt ned gennem Vognsædet og kom varmende op i én nede fra. Saadan havde Ditte ikke kendt ham længe, ikke siden hun som Barn var ude at køre med ham. Det var Landevejen der gjorde det, her hørte han alligevel hjemme – hængende paa en NFjællevogn. Det var jo ikke Storeklavs han havde for Vognen naturligvis, men han havde allerede faaet Hesten ind i den egne udholdende Gangart. Og Ditte kunde forstaa paa dens NLader, at den holdt af ham.

»Hva Fanden er nu det?« udbrød Lars Peter med ét. Et Stykke fremme dukkede Kristian pludselig ud af noget Tjørn ved Vejkanten med Huen ned over Øjnene som en anden Bandit; han stillede sig op midt paa Vejen og sigtede mod Vognen med en Kæp. »Holdt!« raabte han og lo over hele Ansigtet – den NStratenrøver; Skoletasken havde han over Armen. »Maa jeg køre med?« sagde han saa og dansede foran Vognen – »bare et lille Stykke? Jeg vilde saa gærne følge Ditte lidt paa Vej.«

»Men du ska' jo i Skole, Ndit Klør!« Lars Peter prøvede at se vred ud.

Kristian stod der som en anden Forbryder, med Øjnene i Landevejen; det havde han svedet ud, skønt Skoletasken hang ham over Armen som en Mindelse. Men saadan var han; der var kun Plads 21| til én Ting ad Gangen i hans Krukke. »Nu er det for sent,« sa'e han ulykkelig. »Jeg faar bare Tæsk, hvis jeg kommer nu.«

Lars Peter saa tvivlraadig hen paa Ditte for Støtte; hun var jo altid paa Vagt mod denne hersens Vagabonderen. Men dette var nok noget, hun ikke holdt af at sidde til Doms over – hun havde Øjnene alle mulige Steder henne. Kristian vurderede i et Nu Stillingen og var oppe paa Læsset; inden mange Minutter havde han faaet Pisk og Tømme listet fra Faderen. Han tog helt godt paa Grejerne; Hesten livede ligefrem op under hans Hænder og trak raskere igennem. Den kunde ikke staa for det unge Blod den heller.

Ditte sad og solede sig i indvendig Glæde. Hvad brød hun sig om i Dag, at Kristian Nskulkede. Han var en god Dreng, den hun holdt mest af af alle Søsknene – og den der havde voldt hende fleste Bekymringer. Han hang ved hende for det, risikerede Prygl baade i Skolen og paa Gaarden blot for at sige Farvel til hende. »Jeg skal sende dig noget derinde fra – en Kørepisk kaske,« sagde hun.

Kristians Øjne lyste. »Og en Dag stikker jeg ind og besøger dig – jeg kan godt rende hele Vejen,« sagde han Nforjættende.

»Du kan bare lige prøve det!« udbrød Ditte forskrækket. »Du gør det ikke – lov mig det!« Kristian lovede det beredvilligt, god som han var. 22| Men om han kunde holde det, naar NTuren kom over ham var jo en anden Sag.

Naa, saa maatte han af, dette her kunde ikke blive ved at gaa. »Du faar jo et Par Mil at rende, Klør!« sagde Faderen. Pyt, Kristian regnede ikke et Par Mil for noget, han havde løbet anderledes Ture – længere Ture end det var raadeligt at tale højt om. Lars Peter maatte med Magt løfte ham ud over NVognfadingen og lade ham dratte ned paa Vejen. Han stod og stirrede langt efter dem, endelig gjorde han omkring og satte i Rend. Ditte blev ved at følge ham med Øjnene, til han forsvandt. »Han er en rar Dreng,« sagde hun – ligesom undskyldende.

»Jamen han er vanskelig du! En er bange for, han vil faa sit at slaas med.«

Ditte svarede ikke, kanske hørte hun det slet ikke. Hun var underlig i Dag, slet ikke sig selv lig. Hendes Blik undgik én og rettede sig tungt udad, og alligevel var det kendeligt, at hun ingenting saa. Lars Peter forstod nok hvad det var, skønt hun ingenting havde ladet sig mærke med. Hvad var der ogsaa at Nføre Kæremaal over – det kunde jo ikke være anderledes. Men uheldigt var det alligevel, at hun sad og Nstængede til for det triste; hun maatte hellere have givet sig over i Sorgen – og faa en Ende paa det. Lars Peter prøvede flere Gange at hjælpe hende paa Gled; han holdt ikke af det, det var som at dreje Kniven i Saaret for at faa et slagtet Dyr til at 23| forbløde sig. Men det maatte gøres. Og hvergang smilede hun blot, et blodløst og modløst Smil. Det var grimt NRuskvejr, og flere Gange under Vejs drejede han i Læ og gjorde Holdt, for at hun kunde Nskøtte Barnet lidt. Mens hun sad paa Skovbrynet og gav den Lille Bryst, gik han til og fra og søgte at hygge om dem, eller stod og morede sig over, hvordan Ungens smaa Grabber vandrede søgende rundt over Moderen mens den aad.

»Det er alligevel haardt for saadan en lille Menneskeunge aldrig at skulle varme Næsen ved en Pa'taar mere,« sagde han.

Ditte stirrede hastigt op. Et Øjeblik saa det ud, som vilde det vælde ud af alle Sluser paa hende, men saa tog hun sig i det og smilede sit kridede Smil.

Det blev Middagstid, inden de naaede frem og fik Silden afleveret og Trækullene læsset. Da de kom ned mod Husmandsstedet, stod Konen oppe ved Vejen og holdt Udkig; hun var vel de halvhundrede, Nfør og ferm. »En tænkte nok I maatte snart være her,« sagde hun og bød velkommen. »Og I kommer lige tilpas til Middagsmaden.« Manden gik et Stykke oppe i Roemarken og rodede, han kom vraltende ned imod dem krum og foraset.

»Naa det er saa Tøsen,« sagde han og rakte en leret Næve frem. »Hun har da Nværet i god Tid ude om sit – hun er jo ikke andet end et Barn.« Ditte blev rød og drejede Hodet bort.

24| »Bryd dig bare aldrig om hvad Stodderen si'r!« sa'e Konen. »Han har altid hørt til dem der havde meget i Munden. Men ud over Snakken har han aldrig drevet det, ellers havde én ikke behøvet at tage et fremmed Barn for at faa lidt Støtte paa sine gamle Dage.«

»Den Fejl er vi vel nok to om,« sagde Manden sindigt og gav sig til at skrabe Ler af Hænderne med en Pind. »Og saa forresten faar én vel de Børn der er bestemt for én.«

Pøh – Konen blæste haanligt. »Det er vel nok Manden der avler Børnene – om ellers han duer til det!« Hun saa helt ilter ud som hun stod der med den Lille i Favnen; det var nok gammel Skade, der her brød op.

»Nede hos os i Lejet plejer vi at sige, at de Unger Moderen snyder sig fra kommer Tøserne rendende med,« sagde Lars Peter fornøjet for at dæmpe paa Ufreden.

»Ja saa har én jo noget at glæde sig til,« svarede Konen leende – »én faar saa sætte sin Lid til de Tøser én ikke har. – Men alvorlig talt, det gaar her som altid. Nogle faar ingenting og andre for meget af det gode. – – Naa, men kom nu indenfor og faa noget i Skrutten, I kan nok trænge til det efter den lange Tur!« Hun var nok alligevel ikke saa galsindet som hun lod til i første Omgang!

I Krogen ved den kolde Kakkelovn sad en affældig Gamling og gloede tomt frem for sig. Det 25| var ikke godt at sige, om han opfattede noget som helst; han rørte ikke paa sig fordi de kom ind, men smaasnakkede og traadte jævnt med Træskoene i Gulvet. Alting paa ham rokkede og dirrede. »Se her er saa Arbejde til dig, Far!« raabte Konen ham ind i Øret og rakte Bylten frem. Men han tog ikke ved. »Ja vist saa, ja vist saa!« lallede han blot, slog med Haandfladerne paa sine visne Laar og traadte. Konen opgav at faa ham til at tage Barnet og gav det til Ditte igen. »Han maa vel komme efter det,« sagde hun.

»Han er lidt underlig kan én forstaa?« sagde Lars Peter.

»Ja det er Tid og Evighed der piner'en; han kan ikke udfylde de lange Aar. Tænke kan han jo ikke, Idiot som han er, og høre og se knap heller; saa sidder han og træder med Fødderne bestandig for at faa Has paa Tilværelsen og snakker NTøjeri. Men nu skulde én vel mene at det retter paa'en; for det bliver jo for det væsentlige ham, der skal passe den Lille. Vi andre har jo hver sit at tage Vare paa.«

»Vorherre har glæmt'en,« faldt Manden ind. »Han husker aldrig paa at vi Fattige skal leve; ofte glæmmer han ogsaa at sørge for at vi kan dø.« Han var blevet stram om Munden som en Gnier.

»Lad ham kun gaa her den Tid der kan være ham beskaaret,« sagde Konen skarpt. »Han spiser ikke meget Brød. Og han har det ikke for morsomt – Staklen!«

26| »Morsomt og morsomt!« vrængede Manden – »har en anden det morsomt kaske? NNyde kører dog dèr, hvor Yde maa gaa!«

Nu bedes de over Vognstangen igen! Lars Peter var ikke glad ved Tanken om, at Ungen kanske var havnet et Sted hvor Ufreden holdt til Huse. »Der har vel nok altid været flere til at tære end til at frembringe,« sagde han beroligende – »og dersom én ikke havde andet at skatte til end de Gamle og Børnene, gik det nok an. Men det kommer én for, at vi Fattige har Fanden paa Ryggen; derfor kommer vi ingen Vegne alt det vi maser.«

Mand og Kone saa sky hen paa ham og vekslede Blikke. »Hvis vi har Fanden paa Ryggen, saa har vel Vorherre anbragt ham der til vort bedste – og saa faar vi nok at se at bære ham til Vejs Ende,« sagde Konen om lidt.

»Ja kaske,« svarede Lars Peter bredt. »Helt vis paa det er én nu ikke, for Vorherre faar Skyld for saa meget, der egentlig burde komme paa den Ledes Kappe. Kromanden dernede i Lejet vilde jo ogsaa gærne bilde os ind, at det var paa Vorherres Vegne han red os; men jagu om ikke Fanden kom og hentede ham alligevel. Nej vi Fattige faar nok søge saavel Skaden som Oprejsningen i os selv, og saa forresten staa sammen. Og derfor skal I ha'e Tak, fordi I vil ta'e Ungen. Vederlaget skal I jo ikke blive velhavende af, men én skal i al Fald sørge for at det falder til Tiden. Det bliver jo saa fire Kroner den første i hver 27| Maaned og seks i Julemaaneden. Og de to NFjerdinger Sild falder ved Høsttid! Da er den fedest, og én skal nok sørge for, at I ikke bliver forfordelt.«

»Nej Fortjenesten bliver vi nok ikke fede af – saa dyrt som alting er,« sagde Konen. »Men vi ha'de jo tænkt, vi skulde ha' lidt Støtte af Drengen paa vore gamle Dage, til Vederlag fordi vi tar os af'en.«

Ditte tog ingen Del i Samtalen, men hvergang Talen faldt paa hendes Barn, gik der et Jav igennem hende.

»Ja ja,« sa'e Lars Peter – »lad os nu se Tiden an lidt. Det er aldrig værd for nogen af Parterne at gaa hen og binde sig for fast.«

»Da havde vi jo ellers tænkt det saadan. Det var jo vor Mening at Barnet skulde adopteres, saa det aldrig vidste andet end at vi var dets Forældre.«

Ditte gav sig pludselig til at hvine, rigtig hvine saa det skar gennem alting. De to Husmandsfolk tabte Spiseredskaberne af Forskrækkelse, selv Gammelfar vaagnede et Øjeblik op. »Men saa skam dig dog Tøs!« raabte Lars Peter og tog hende i Armen. »I maa ikke ta' mit Barn fra mig!« skreg hun – »I maa ikke ta' det fra mig!« Hun var helt fra'et.

Naa, saa slog man det hen saa godt man kunde og gav sig til at tale om andre Ting. Og saa snart Maaltidet var endt, gik Mandfolkene ud for 28| at spænde for. Ditte lagde sin Lille til Brystet – for sidste Gang. Hun var slet ikke glad. »Lad den kun spise dig rigtig godt tom,« sagde Konen. »Og her har én nogen varm Olie til at smøre Brysterne med, saa sætter Mælken sig lettere. Ja du glor du – og tænker hvor kan hun vide det fra – men en anden én har kaske ogsaa været ung og let at lokke og maattet gie sit Barn til Fremmede. Saadan er nu engang Livet.«

Ditte begyndte igen at græde. »I maa ikke ta' mit Barn fra mig!« jamrede hun.

»Men hvordan er det dog du tar paa Vej! Hvem siger vel én vil ta' Ungen fra dig? Der er saamænd Unger nok at faa, og du kan komme og hente din naar du selv vil. Nu er det saa bedst du gør dig i Stand, for én hører Vognen køre frem. Brysterne binder vi op, saa de ikke kommer til at hænge og slaske men bliver runde og faste; saa kan du saamænd godt gaa for at være Jomfru igen. Du er skær i Lødden Barn,« blev hun ved at Ngodsnakke for hende mens hun hjalp hende – »rigtig et Prinsessebryst har du. Den har ikke haft det daarligst, som har faaet Lov at lægge sit Hode der. Ak ja, Ungdom og Skønhed er sart Vare! En anden har ogsaa været ung engang og ævnet at bringe den vildeste Krabat til Ro ved sit Bryst – og hvor er det henne? Nu har én kun Stodderen til at gaa og hakke efter sig; en pjusket Høne med en gal Kat i Hælene – det er Resterne af Ungdommens Herlighed. Ja du ler ad en anden 29| Stakkel, men unde én lidt Andel i din Rigdom det kan du ikke. Om endskønt der nok er fler hvor den ene kom fra – saa sød og velskabt som du er!«

Saadan blev hun ved at smiske, men Ditte lo ikke mere. Det var meget mod sin Vilje hun et Øjeblik havde spruttet – midt i den sorteste Fortvivlelse – ved det komiske Billede af Hønen og Katten. Modstræbende lod hun sig hjælpe Lars Peters store Kørekappe paa – for at Brysterne ikke skulde tage Kulde som let kunde sætte sig fast som Kræft, modstræbende lod hun sig anbringe paa Vognen. »Kys nu din Unge en sidste Gang,« sagde Husmandskonen og rakte Drengen op mod hende – »og kom snart og se til 'en.« Ditte vilde tage ham, men det fik hun ikke Lov til. Konen gik ind med ham, holdende ham fast ind til sig, som vilde hun vise, at nu var han hendes.

Det gik kun langsomt fremad i Efteraarsrusken; Hesten var gammel og træt og havde stort Læs, Lars Peter var fuldt optaget af at holde den i Gang. Ditte sad stille, musestille; ikke et Lem rørte hun, Øjnene stod stive. Hun var forkommen, den vaade Luft slog Kulden gennem Klæderne, Sorgen aad sig gennem hendes Sind, frem og tilbage. Det græd fra Træerne, fra Hestens Pels, fra Lars Peters NBulehat, fra Dittes egne Øjenvipper. Inde til Siderne af Vejen var der Skygger i Taa30|gen, Buske eller græssende Kreaturer. Nogen sang derinde, kanske en Røgter eller Roearbejder: