148| XII
Ditte plukker roser

Det var da endelig Sommer saa det forslog! Heden var saa stærk at den blev til synlige Bølger; den stod nede langs Jorden og trykkede, og fik det til at flimre for Øjnene af én. Kun Børnene syntes uberørte af Varmen; de laa i Klynge paa Græsplænen, gnaskede grønne Stikkelsbær og Ribs og sludrede. De kom saa morsomt efter hinanden de fire, trip, trap, Træsko med lige et Aars Mellemrum. Fredrik var cyklet til Sundet for at bade.

Fru Vang og Ditte sad paa den aabne Veranda under Vangs Arbejdsværelse og syede. Man kunde høre Vang deroppe; han gik og rodede med sin Pibe, bankede ud paa Altanens Rækværk og gik ind igen. De to Kvinder tav, de var optaget af hans Puslen. Han kunde godt gaa saadan hele Dagen, pille med et eller andet og ogsaa snakke med de andre – og dog passe sit eget! Det arbejdede inden i ham uanfægtet af Omverdenen 149| saa; man kunde se det paa hans Øjne, de kom til at ligne en Søvngængers. Saa var hans Interesse ikke til at raabe op; Fru Vang kaldte det spøgende at han var Nhamram.

De syede Sommerkjole til Ditte af blomstret NMuselin, som Fruen tilfældig var faldet over Nfor godt Køb; Fingrene gik omkap paa dem. De havde bare Ben i de udskaarne Sko – mod Varmen. »Saa sparer man jo ogsaa Strømperne,« sa'e Fru Vang. Det var hendes Idé.

De Handlende! – Ditte var ikke helt tryg ved det.

»Dame!« sa'e Fru Vang drillende. »Hvad bryder vi os om de Handlende. De tror desuden vi har kødfarvede Silkestrømper paa; det er jo fint nu at se nøgen ud paa Benene.«

Vang kom ud og bankede NSjægpiben ud. »Ikke paa Kjoletøjet om vi maa be'!« sa'e Fruen op til ham.

»Aa, om Forladelse!« Han bøjede sig langt ud over Rækværket for at se dem; saa kom han ned. »I sidder som to Søstre,« sagde han og saa glad paa dem – »to skønne gode Søstre. Men det lange Mandfolk tænker ingen af jer paa. Vanker der ingen Te i Dag? Det er saa varmt.«

Ditte smed Sytøjet og sprang op. »Jeg tror jeg gaar i Barndom,« sa'e hun og løb ud i Køkkenet.

»Ja eller i Giftetanker!« raabte Fruen kaad efter hende.

150| »Det Barn! – men hvor gaar hun smukt og drømmer! Man kan næsten gaa her og blive helt forelsket i hende.«

»Det vilde jeg blive, dersom jeg var Mand!« erklærede Fru Vang alvorligt.

Ditte kaldte ud af Køkkendøren: »Børn, Børn! Te eller Stikkelsbærgrød?«

»Stikkelsbærgrød!« svarede de. »Men det skal være den med Skallerne i.«

»Løb saa om i Lysthuset da!« hendes Stemme tonede fuld og varm i Luften. Saa kom hun med Teen.

»Hvad synes du om vore nye Strømper?« Fruen stak et Ben frem. »Du kunde godt selv sige noget! det er Silke du!«

»Det er jo kønt,« sagde Vang – »men pokkers dyrt i Længden.« De to Kvinder brast i Latter.

»Din Træmand! NOg saa skylder man endda Digterne for –.«

Vang bøjede hendes Hode bagover og saa hende ned i Ansigtet. »Hvad skylder man Digterne for – – og hvad angaar det saa mig?« spurgte han.

»Er du maaske ikke Digter?«

»Jeg er et levende Menneske du! Det er alt – men det er ogsaa nok. Alle virkelig levende Mennesker er ogsaa Digtere.«

»Jeg er skam spillevende – men Digter – –«

»Du er et Sludderhode – et gedigent Sludderhode!« Han kyssede begge hendes Øjne. Saa gik han op.

»151| Han kan ikke fordrage at kaldes Digter,« sagde Fru Vang dæmpet. »Han hader Kunst og Kunstnere har De maaske lagt Mærke til – Frisører kalder han dem. Selv slider han med at faa den usminkede Sandhed sagt. Skulde man vel tro, at det var saa vanskeligt? Men han siger, at vi er allesammen befængt med Forløjethed – vi maa gaa i Lære hos Almuen.«

»Hos os!« udbrød Ditte forskrækket. »Men vi har jo slet ikke Begreb om Digtekunst.«

»Det er maaske netop det – jeg ved ikke rigtig. Vang gaar saa stille med alting; man skulde ikke tro han var en Oprører, vel? Men der passes paa ham kan De tro; man vilde gærne faa Ram paa ham, om man bare kunde. Foreløbig ties han saa vidt muligt ned, men en Dag – naar Lejligheden er der – –! Saa tar de ham fra mig, Ditte.«

»Og bare fordi han holder med de Fattige?« Ditte begreb det ikke, hun stirrede uforstaaende udover.

Fru Vang nikkede: »Det er jo Fremtiden! Enten vil de af med Pjalterne selv, eller ogsaa skal de Rige ogsaa trække i dem. Og sker der noget, saa gaar han med – det er jeg vis paa! Aa Ditte, der er ikke det i Verden, jeg ikke kunde unde ham!« Hun bøjede sig ind over Bordet og lagde Hodet ned paa Armene.

»Hvor er de smukke hendes Arme,« tænkte Ditte »og hvor er hun køn og god.« Hun stod 152| over hende, rørte nænsomt ved det mørke svære Haar, forstod ingenting men vilde gærne trøste. Saa kom et af Børnene rendende og skulde vise noget, og Fru Vang lo og var igen sig selv.

Hvert Øjeblik kom de den ene og den anden. Søster fangede Mariehøns, holdt dem i Vejret paa Spidsen af en Finger og sang for dem – til de pludselig flækkedes som en Bønne, foldede uanede Vinger ud og fløj. Stumpen kom vraltende med en tyk lyserød Regnorm, den bugtede sig i hans buttede sorte Næve. »Smager godt!« sa'e han. Men han skulde nok vogte sig for at putte den i Munden! det var bare et Forsøg paa at faa Moderen og Ditte til at hvine op af Forskrækkelse. »Vil du la' vær med at drille os din Røver!« sa'e Fru Vang truende. Ditte saa og hørte ingenting – hun var faldet i Staver. Hun sad og tænkte paa Elændigheden i sin Barndom – alt det de havde lidt og stridt uden dog at komme af Stedet; det var, som en Trold kom om Natten og fortærede alt hvad de asede sammen om Dagen. At der dog var nogen, der turde staa frem og sige Sandheden – de kunde jo ikke selv. – Fængslet! – det frøs i hende, af Gru og altforglæmmende Beundring.

»Skal vi saa gaa ind og prøve?« hørte hun Fruen sige.

De gik ind i Fruens og Børnenes Sovekammer, ind foran Spejlet. Ditte smøg af sig, de hvide Arme lyste i Eftermiddagssolen, hendes Kinder 153| glødede; i Blikket sad endnu Spor af det hun havde hørt. Ditte stod med Armene lige ud til Siden, mens Fru Vang hæftede noget. »De ligner grangivelig en Æventyr-Prinsesse der bliver pyntet til Æventyret,« sagde Fru Vang og drejede hende rundt som en Top. »Pænt sidder den, men De er ogsaa taknæmmelig at hænge Tøj paa. Løb nu op og lad min Mand ogsaa se Dem! – – Du skal bare se saa Ditte er pæn!« raabte hun op ad Trappen.

Vang havde Døren aaben for Varmen, Ditte kom ind, rød i Kinderne af Glæde og Undseelse. »Ja hvor er De fin og skøn,« sa'e han og betragtede glad hendes unge Skikkelse – »nu skal De løftes!« Han tog hende om Midjen med begge Hænder og løftede hende op under Loftet; – »nu skal De gi'e Chokolade!« sa'e han muntert.

Ditte stirrede ham ned i Ansigtet, svimmel over hans Styrke og det hele. Hans Briller lyste, og bag dem som bag Ruder, dybt i hans Øjne, sad Fængselsensomheden gæmt – nu kunde Ditte ogsaa se det! Hun gled lige ned i hans Favn, trykkede sin Mund mod hans med Øjnene lukkede og løb ned ad Trappen.

Ditte vidste ikke siden, om det var hende der havde kysset Vang, eller Vang der havde kysset hende; men hun vidste des sikrere, at hun ikke 154| ønskede det uskét. Intet i Verden ønskede hun anderledes; alt hvad der var til, syntes mættet med den samme Varme og Sødme, der lyste Kærlighed af alle Ting. Dagen var et Under, en Rus og en Drøm, og Natten var det ikke mindre. Hun slog Øjnene op til den glade Forvisning om en Dag mættet med Lykke og lukkede dem om Aftenen med Sindet fyldt til Overmaal af sælsom rig Forventning. Hun favnede alt, og alting favnede hende til Gengæld.

Ditte havde faaet et Barn men aldrig givet sig hen til nogen Mand. Hendes Moderømhed og Offervilje havde der tidt nok været Bud efter men aldrig efter Kærligheden; den havde faaet Lov til at slumre. Nu kom Styrken og vækkede den, der var Bud efter hendes Hjærte, ikke til at bære Byrder men til ørkesløs dejlig Leg. I hendes Sind havde det længe nynnet, nu gav Blodet sig til at synge. Hun følte det i sig som syngende Skarer, et endeløst feststemt Bryllupstog; og Hjærtet boltrede sig kaadt springende hen over det hele. Som en ør flagrende Fugl var det; hun maatte trykke Haanden mod Brystet for at kunne falde i Søvn.

Uden Skrupler og uden Forbehold gav hun sig Kærligheden i Vold. Nogen Beregning var der ikke Plads til i hendes Følelser; hun elskede Vang, og han elskede hende igen – mere gjorde hun sig ikke Rede for. Børnene kom hun til at holde endnu mere af, og Fru Vang nærede hun grænseløs Hengivenhed for. Nu og da strejfede det 155| Spørgsmaal hende, om Fru Vang anede noget. Det hændte at Fru Vang strøg hende om Kinden med et Glimt i Øjnene som vilde hun sige: Jeg ved mere end du tror! naar Ditte sent om Aftenen kom hjem fra Byen og Vang havde hentet hende nede ved den sidste Sporvogn. Og en Dag Ditte kom med en stor Buket Markblomster til Vangs Værelse, sagde Fru Vang og lagde Haanden op om hans Nakke: Du kan sagtens som har to til at hygge om dig! Fru Vangs varme Hænder skulde altid helst i Berøring med dem hun holdt af, naar hun talte til dem – og understrege eller blødgøre det hun sagde. Ditte strejfedes af Spørgsmaalet, og lod det glide forbi; mere god og kær havde Fru Vang heller aldrig været mod hende end nu, som to gode Søstre gik de sammen. Skinsyg paa Fru Vang var Ditte ikke.

Det eneste Ditte frygtede var, at Vang skulde forandre sig i Forholdet til sin Hustru; men han blev ved at være den samme uforanderlig stille og gode Ægtemand. Stille var han, næsten endnu mere stilfærdig end før; men der strømmede af hans Væsen en hyggelig Styrke som tog om dem alle. Det var ikke til at forstaa, at han var saa stridbar over for Verden; her i Hjemmet var der aldrig en Mislyd!

Det var en Tid fuld af Lykke for Ditte, først sorgløs Lykke, og – efter at hun en Morgen mente at have set Fruen med rødgrædte Øjne – fortvivlet Lykke. Maaske var det kun noget inderst 156| inde i hende selv der havde foregøglet hende det, ond Samvittighed som endnu ikke var naaet til hendes Bevidsthed; i al Fald maatte hun stanse og tænke. Hun gav sig i Vej igen, men Lykken blev ikke ganske den samme. Den satte noget til ved at have været indfanget og efterset, blev ofte til bitter Lykke, til sød Synd. Hun kunde være det sorgløseste Sind paa Jorden, og pludselig kom der Skyer op og Skygger, ubegribeligt hvorfra, og Tilværelsen blev fuld af Smærte, fuld af forbryderisk Sødme. Hun skiftevis græd og var glad, skammede sig og følte Stolthed, Stolthed over at være elsket af en Mand der var saa stor og klog og havde saa sød en Kone.

Naar hun ikke tænkte, gik hun om i en salig Tilstand, halv døsig, sansende som gennem slørede Øjne. Men naar Tankerne tog fat paa at undersøge hendes Færd, ræddedes hun og kunde blive kold af Gru. Der var nemlig mere endnu der rejste sig, stadig noget nyt som hun ikke før havde tænkt paa! Hvad hun var Noppe i var ikke Kærlighed alene – det var brødefuld Kærlighed. Ikke fordi hun gav sig hen frit og uden Ægteskabs Baand, men fordi hun gav sig hen til en gift Mand! Intet var saa forsmædeligt for en ung Pige som at staa i Forhold til en gift Mand – og det gjorde hun altsaa! Om de fik det at vide derhjemme, vilde hun aldrig kunne vise sig paa Egnen mere; Barnet var der Tilgivelse for, ikke det andet. Lars Peter vilde ikke kunne holde ud at 157| være der, og Børnene de Skind vilde først rigtig faa ondt at døje.

Ditte beholdt Lidelserne for sig selv, kun Lykken delte hun med en anden. De blev ikke lettere at bære for det, men havde tvært imod Hang til at formere sig i Ensomheden. Hvis nu Fruen opdagede noget – hun som var saa god? Naar hun endda havde været haard og ond – saa havde det ikke været nær saa svært! Til Tider turde Ditte ikke se hende i Øjnene, og selv naar hun turde kunde hun ikke; intet Ord ejede en saa forfærdelig Klang som Ordet Svig! Ofte syntes hun, at Fru Vang vidste noget, syntes hun kunde se det paa hendes Ansigt, høre det af Klangen i hendes Stemme. Det var en forfærdelig Tilstand! og alligevel var hun lykkelig, gik Dage igennem i en Rus, en Taage af Drøm og Varme og længtes mod Mørket.

»Det maa være underligt, kun at have Lov til at elske i Mørket,« havde Fru Vang sagt en Dag de stod sammen og strøg – og stirret drømmende langt bort. Ditte var glad til, hun havde Mørket. Flygte kunde hun ikke, det faldt hende ikke engang ind.

De gik en Formiddag og lavede Middagsmad, Ditte stod henne ved Vasken under Vinduet og skar Fisk op. Udenfor regnede det og blæste, 158| Kulden var kommet. Vang gik oppe paa sit Arbejdsværelse, frem og tilbage; saa arbejdede han. Underligt som alting omsatte sig i Arbejde hos ham, aldrig havde han arbejdet som i Sommer. »Han havde arbejdet for to,« som Fruen uskyldigt smilende udtrykte det, med denne svage Antydning af en Betoning, der fik èn til at lytte og tænke et Øjeblik.

»Nu er den Sommer saa gaaet,« sa'e Fruen henne fra Komfuret – »en forunderlig Sommer.«

Ditte vilde svare, men det blev stikkende i Halsen paa hende; hun følte Hede i Øjnene. Hun turde ikke vende sig om men bøjede sig ivrigt over Vasken; hun var vis paa at nu kom det.

Fru Vang kom hen, satte noget fra sig paa Køkkenbordet og tog noget andet, men blev saa staaende. Ditte holdt Ansigtet ufravendt ned mod Arbejdet, for at Fru Vang ikke skulde se hun græd.

Hun følte Fruens Arm paa sin Skulder, velgørende. »Ditte,« sa'e Fru Vang langsomt.

»Ja!« Ditte tørrede sig med den nøgne Arm over Øjnene men kunde ikke se op.

»Vi kan ikke længer! Nej Ditte, nu kan ingen af os længer. Jeg kan heller ikke længer!«

Ditte vendte sit vaade Ansigt mod hende, med et hjælpeløst Udtryk.

»Nej jeg er ikke vred, Ditte!« sa'e Fru Vang og lo, en Latter der maatte skyde et og andet til Side for at naa frem. »Hvad skulde jeg vel være vred 159| over? Men her i Huset – vi kan ikke være to – jeg ikke, og heller ikke De.« Hun lænede Panden til Dittes Skulder.

»Jeg har ogsaa villet sige op – længe,« sa'e Ditte grædende. »Jeg er saa ked af det!«

»Det er jo ingenting – saadan,« sa'e Fru Vang trøstende. »Det man har, kan jo alligevel ingen ta' fra én. Det er bare saa underligt – Dem, mig! oppe, nede! – saa – – indviklet!« Hun lo igen, denne Gang med sin gamle Nklingre Latter: »Og som du maa gaa og liste – dit lille Skind!« Hun tog hende om Hodet og kyssede hende. – »Nu maa vi vise et glad Ansigt ved Middagsbordet,« sa'e hun. »Vi vil ingen Scener ha'e, du og jeg.«

Ditte vilde nu helst afsted straks – som hun gik og stod. »Men Tøjet Barn!« Fru Vang stod lidt – raadvild. Saa hentede hun Dittes Overtøj og Hat. »Saa gaa da med det samme, naar du helst vil det saadan,« sa'e hun. »Men du maa dog sige ordenlig Farvel til Vang først.«

»Nej, nej!« Ditte værgede for sig med Hænderne. Hun var ved at synke sammen.

»Du kan ta' ind paa N»Det lille Højskolehjem«,«A sa'e Fru Vang og knappede NOverstykket for hende – »saa skal jeg pakke dit Tøj og komme ind med det i Eftermiddag. Og husk saa, at vi er Veninder – altid!« Fru Vang fulgte hende ud. »Vent lidt,« sa'e hun og plukkede en stor rød Rose til hende – »den skal du ha', det er Havens 160| sidste.« Hun blev staaende paa den høje Køkkentrappe og vinkede med sit hvide Lommetørklæde.

Men Ditte saa sig ikke tilbage. Hun gik grædende nedad mod Byen igen. Det sidste Stykke til Sporvognen maatte hun løbe, og da hun stod paa Bagperronen og Vognen allerede var i Fart, opdagede hun at hun havde tabt Rosen.