172| XIV
Georg og Ditte

Lars Peter og Sine var flyttet til Byen med hele Religheden; de var rigtig gift nu og havde en lille Jærnhandel ude i NIstedgade. Drengene gik i Skole herinde, og Else som var udskrevet gik til Præsten. Hun skulde i Forretning naar hun var konfirmert. Drengene havde Bypladser om Eftermiddagen, men vilde til Søs saa snart de slap ud af Skolen. Der var kommet Brev fra Kristian – fra Sydamerika; han var ude paa sin første Rejse og var godt tilfreds. Han fik ordenlig fartet nu.

Der var hyggeligt nok ude hos dem, men Ditte saa alligevel sjælden ud. Karl havde sin Gang der, og hun kunde mærke paa baade Lars Peter og Sine, at de ikke var tilfreds med som hun ordnede sin Tilværelse. De havde nok faaet noget at vide om Georg. Saa gik de forresten ogsaa og var saa lykkeligt forelskede; der var noget i det som skar Ditte i Øjnene.

Georg saa hun ikke noget til; han havde ikke 173| vist sig siden den Dag, han kylede hende Maden i Hodet og overfusede hende. Han skammede sig! Og Ditte havde ikke i Sinde at opsøge ham. Vred paa ham var hun ikke, og forlangte heller ikke at han skulde gøre sig ussel og be' om Forladelse. Men han skulde komme af sig selv, saa hun vidste at han holdt af hende. Hun tvivlede forøvrigt ikke, hun trængte blot til lidt fattig Oprejsning. Hun holdt fremdeles af ham, men det var nødvendigt, at han gjorde det første Skridt – for det fremtidige Forholds Skyld! Han var god og mild naar han ikke turede, og hun skulde nok faa Skik paa ham og holde ham fra Spiritus'en, naar først de var rigtig sammen. Og han trængte til hende – Gud ved hvordan det gik ham!

Ditte var ensom. Hun havde været i Nøddebo for at faa sin lille Dreng, der nu var en hel Tamp paa fem Aar, ind til sig; men Plejeforældrene vilde ikke af med ham. Og tage ham med Vold kunde hun jo ikke, især da Drengen slet ikke vilde kendes ved hende. Hun havde lejet sig et billigt Hummer i en af NDronningens Tværgades faldefærdige Rønner; her sad hun og hang naar hun ikke var paa Arbejde. Hun gik sjælden ud men gav gærne Konerne i Ejendommen en Haand, og holdt Øje med de Smaa naar Mødrene maatte paa NSjoveri eller ud og lede Manden op.

Helt lykkelig og sorgløs var hun aldrig mere; selv naar hun havde det hyggeligt og morsomt, var der et Sted i hende hvor Lyset og Glæden 174| ikke vilde naa ind, hvor der rugede Mørke altid. Det var stik modsat af før; da var der en Plet inderst i hende hvor der var lyst altid, hvor sort det end saa ud.

Ditte kunde godt henføre Forandringen til noget bestemt – den var kommet efter Opholdet paa Villa Vang. Hun tænkte ofte paa de lykkelige Maaneder hos Vangs, og ønskede hun aldrig var kommet der. Ikke fordi hun havde staaet i Forhold til Vang; det vilde hun aldrig fortryde om hun saa blev hundrede Aar. En Mand som var smuk og stærk og god havde aandet paa hendes Hjærte – og hun havde givet sig hen til ham, skænket ham sin første Kærlighed! Det var som det skulde være; det havde kun efterladt Sødme; der sad Rester af den endnu i Sindets Kroge.

Men han havde tændt hendes Sjæl ogsaa; det var det fortvivlede. Efter det Liv hun havde levet: i fornøjeligt Arbejde, aandelige Interesser, menneskeligt Fællesskab, var det svært at finde sig til Rette i det klamme Halvmørke, der igen lukkede sig om hende. Hun havde faaet et Kig ind i Ndet forjættede Land – det var hendes Forbandelse. Hun kunde ikke tage Oplevelsen som noget ufortjent – en Naadegave, men tog den som noget selvfølgeligt – en Livets Ret. Vangs havde selv lært hende at se saadan paa det. Og nu stod hun med sine menneskelige Krav paa Tilværelsen og følte sig som noget af en Udstødt paa Jorden. Det sad i Sindet og var ikke til at fordrive igen; 175| den Verden hun var født til at tilhøre, stod for hende som en Underverden. Hun følte sig som en, der gaar og træller i sit klamme Fængsel og pludselig faar raabt ned til sig, at han er uskyldig og bliver bedraget for en stor Arv. NSpotten føjede sig til Skaden! – det havde været bedre ikke at faa det at vide.

Livet her i det gamle forfaldne NAdelgade-Kvarter skulde heller ikke virke opmuntrende paa én. Hun havde Nøden og Elændigheden lige ind paa sig, ved Porten til NHerberget for Hjemløse lige overfor klumpede den sig sammen i sin frygteligste Skikkelse, blaafrossen, laset, svampet; ved Aften var Gaderne fulde af Skøger og fremmede Søfolk, saa hun knap turde vove sig ud. Rundt om hende i NKasernen laa Børn og forkom; hjælpe formaaede hun ikke, det kunde kun blive til en Haandsrækning tværs over Trappegangen. Des forfærdeligere var det! Nu var hun midt oppe i al den Elændighed Vang havde skildret – og læst højt for dem naar de sad omkring Lampen og arbejdede; dengang havde hun nærmest opfattet det som Digt, men det var til at tage og føle paa her! Hun havde tilhørt Fattigdommen uden at kende den alligevel! men her var der ikke noget til at bære hen over og forskønne!

Gadenavnene var fine nok – det var med Konge-, Dronning-,

Kronprins- og Adel- det hele. Men Ditte drømte alligevel ikke om Lykken mere, det Forunderlige havde hun opgivet at vente paa. 176| Hun nøjedes med at drømme om Georg. Han boede et Par Gader henne – i NPrinsensgade, men nogen Æventyrprins var han ikke; Ditte kunde se det saa godt som nogen. Han kunde sætte alt over Styr, saa man maatte tage op af sin Løn for at faa Sagerne Nløst hjem igen; og Foræringerne han gav, tog han gærne paa Kredit. Det var ikke Guld, alt hvad han udgav for at være det; hans store Ord skulde helst ikke tages for mere end de var. Men Tilværelsen fik alligevel et andet Skær i hans Selskab.

En Dag fik hun at vide at han var syg. Hun gik straks derom.

Han brød fuldstændig sammen ved at se hende, kastede Overkroppen ud af Sengen og hang saadan og hulkede. Ditte tog hans Hode i sit Skød og sad og holdt paa det; det var blevet magert og kantet, Haaret var klæbrigt og uplejet. Og Sengen var snavset og havde ikke været redt længe; Skjorte havde han ikke paa men kun en elændig tynd Uldtrøje – forfærdelig laa han i det. I hans magre Ryg sled Sygdommen og Fortvivlelsen. Hun læmpede ham tilbage i Sengen.

»Nu maa du holde dig godt under Dynen, mens jeg henter Brændsel og faar lagt i,« sa'e hun. Han laa og betragtede hende, mens hun tændte op og gjorde rent, hans brune Øjne veg ikke fra hende. Som et Par Barneøjne fulgte de hver af hendes Bevægelser, ejegode, fulde af Tillid. Hun smilede til ham og sagde et og andet; saa smilede han 177| svagt igen men svarede ellers ikke. Og pludselig opdagede hun at han var faldet i Søvn, i NØjennæstet stod store Taarer.

Hun listede hen til Sengen og stod og betragtede ham, med Sindet fuldt af Glæde og Jammer. Det dødblege indfaldne Hode hvilede roligt, næsten for roligt; Ansigtet vendte lige opad. Det var skønt trods Skægstubbene og den syge Sved, men forpint. Strejfet af et Smil laa endnu over det, Smilet til hende; men under det gik et andet Drag, som ikke spejlede noget udefra men var der altid. Det maatte stamme indefra, dybere endnu maaske end han selv havde Rede paa. Hvad var det som nagede og gnavede i hans lyse gode Sind inde fra, og jog ham ud i Ødelæggelsen? Ditte havde ikke spurgt hvad han fejlede, det var ingen Nytte til. Der var Spor paa ham endnu efter en forfærdelig Tur, den højre Haand bar Mærker af at have været dygtig forslaaet, og omkring det ene Øje var der underløbne gule og grønne Skygger. De var ved at opsuges – det maatte være en Maanedstid siden. Og endnu laa han her! Gik han og bar paa et indvendigt Onde? Var det Døden han løb Storm imod? Ditte kom til at fryse. Hun listede stille ud og bad Nabokonen om at høre efter ham lidt. Saa gik hun hjem og pakkede sine Sager og lod dem bringe herhen.

178| Der fulgte en Tid fuld af brydsom Lykke. Ditte lagde sit Arbejde saadan, at hun flere Gange om Dagen kunde rende hjem og se til Georg, varme lidt Mad til ham og kvikke ham lidt op. Hun lagde sig Interesse til for, hvad der skete af politisk Nyt, for at kunne meddele ham det, og købte NSkillingsbladene til ham. Han holdt meget af at læse og havde flere tykke Bøger, Romaner han havde laant i et eller andet Lejebibliotek og aldrig overkommet at bringe igen. Ditte holdt ikke af den Slags Uorden; hun var meget nøje med altid at bringe igen, hvis hun var nødt til at laane. Men nu var det for sent, og Bøgerne kom i al Fald til Nytte. Hvergang han havde læst dem til Ende, begyndte han forfra – bestandig lige interesseret akkurat som Børn!

Saadan fik han Dagen til at gaa, og var taknemmelig for hver Venlighed der blev vist ham. Han fandt sig godt i at ligge, og ytrede ingen Ønske om at komme op og ud. Ditte gik ikke til Vejrs af den Grund men tog det som et Bevis for, hvor medtaget han var; naar man ingen Illusioner gjorde sig, blev man heller ikke skuffet. Alligevel levede der inderst inde i hende et stille Haab om at det nok skulde gaa.

Hun stod op ved Tre-Firetiden om Morgenen og løb nogle Timer med Aviser – for at have Tid til Raadighed for ham længere op ad Dagen, og paatog sig ellers hvad der forefaldt af løst Arbejde. Det var svært nok at skrabe 179| Underholdet sammen; men Georg var henrykt for det som det faldt. Det slog Ditte hvor nøjsom han i Grunden var af Væsen, selv den mindste Ubetydelighed havde altid kunnet sætte ham i glad Stemning.

»Det er jo storartet,« sa'e han om alting. »Og vent bare til jeg kommer op,« kunde han tilføje lyst – »saa skal der nok komme Gang i Sagerne. Saa tjener vi Penge begge to.«

Om Aftenen og Søndagen kunde Ditte give sig Tid, saa sad hun paa hans Sengekant og de uddybede det nærmere. Hun fortalte ham om sin lille Dreng; hun kunde ikke lide at have Hæmmeligheder for ham nu de levede som Mand og Kone. »Ham skal jeg nok skaffe dig«, sa'e han tillidsfuldt. »Hvis Plejeforældrene nægter at udlevere ham, gaar jeg til Politiet.«

Ditte havde ikke megen Tro til at det skulde hjælpe. »Politiet – det er vist ikke til for vor Skyld,« sa'e hun.

»Jo naar der staar Fattigfolk mod Fattigfolk, saa kan Politiet meget godt anvendes,« erklærede Georg.

Han kom langsomt til Kræfter og begyndte ogsaa at kunne taale Mad, men Ditte maatte være forsigtig. For et godt Ord kastede han det hele op igen. »Saadan har jeg altid været, saa langt jeg kan huske tilbage,« sa'e han og smilede over hendes Forskrækkelse. »Man har fine Fornæmmelser ser du!«

En Dag hun kom hjem var han oppe; han sad 180| ved Vinduet og saa ud paa den nyfaldne Sne. Bleg og svag saa han ud, men det var dog altid et Fremskridt. »Ved du hvad jeg sad og tænkte paa?« sa'e han, »jeg tænkte saamænd paa Livet. Der er ikke nogen rigtig Mening i det – for en anden at se til. Som nu godt og ondt – hva' kan man gøre for'et, hverken det ene eller det andet? Man kan være ked af at man gør en anden Sorg og Fortræd, men forhindre det kan man bare ikke. Man lider maaske, naar noget skal være, selv mest under det – men Skylden for det den skal man ta'. Hvad Mening er der saa egenlig i det hele?«

Ditte lo. »Du sidder nok ordenlig og spekulerer,« sa'e hun glad og stolt over saa klog han var. »Men her skal du se noget andet – en stegt Kylling. Den fik jeg af mit gamle Herskab Jagtjunkerens. De er forresten saa rare, der er ingen der har passet Scott som jeg, siger den gamle Herre.«

Georg kastede et flygtigt Blik paa Kyllingen. »Jeg ved ikke hvor det kan være, Mad har jeg aldrig interesseret mig for,« sa'e han tankefuld. »Da ikke i fast Form,« føjede han til i et Anfald af Galgenhumør.

»Du har saamænd ikke brudt dig om Spiritus heller,« svarede Ditte ivrigt – »det var bare noget der fulgte med i Købet! Ved du hvad jeg tror det var? Spændingen! Du trængte til at opleve noget.«

Nu ytrede han i al Fald ingen Trang til Afveks181|ling, han holdt mest af Stuen. Ditte var paa en Maade glad for, at det gik saa langsomt med ham. Saa vidste hun da, hvor hun havde ham.

Men en Dag hun kom hjem, var han alligevel forsvundet – uden at efterlade noget til Forklaring. Ditte stod fortabt og stirrede ind i den øde Stue; Armen holdt hun trykket ind mod Mellemgulvet. Hele Natten sad hun oppe og brændte Lys, og den næste Dag gik hun ikke paa Arbejde; hun kunde ikke. Hun sad bleg og forgræmmet ved Vinduet og stirrede ned paa Gaden, i det Haab at se ham dukke frem dernede. Kanske laa han nu hjælpeløs et eller andet Sted. I al Fald satte han sin Smule Kræfter overstyr igen, og det hele var spildt.

Og henad Aften stod han pludselig i Døren med hendes lille Jens ved Haanden. »Her skal du bare se hvad jeg har til dig – en dejlig Dreng og leveret fuld færdig. Jeg har købt ham i NMagasin,« sa'e han og lo nok saa fornøjet. »Kan du saa se lidt glad ud, min Pige.« Det var knap nok Ditte kunde, nu løstes Skrækken og Spændingen ud.

Videre henrykt for hende var Drengen heller ikke; han var nærmest bange. Derimod hang han ved Georg – naturligvis; ham var jo alle tossede efter. Det var nu heldigt nok, ogsaa af den Grund at han skulde have mest med ham at gøre. Georg havde vovet sig for tidlig ud og maatte holde Sengen nogle Dage. Saa sad Drengen i Sengen hos ham den meste Tid, og Georg læste højt for ham af en af Romanerne. Det var en fransk Kærlig182|hedshistorie, der handlede om en Ægtemand og hans Elskerinde, og de Kvaler det voldte dem at Forholdet skulde ha' Følger.

»Læser du den Slags for Drengen?« sa'e Ditte. »Det forstaar han saamænd ikke et Muk af.«

»Jo – Jens forstaar det selv,« sa'e Drengen krænket – »for dem sta' ha' en Lille.«

»Der ka' du selv høre!« udbrød Georg triumferende. »Han er en klog lille Rad, han har Nødden i Orden.« – NSom to røde Kør var de. Og nogen rigtige Børn; Ditte havde sin Fornøjelse af at gaa og lytte til dem.

Saadan gik der et Par Uger, saa kom en Landbetjent og hentede Drengen igen.

»Jeg kunde jo sagtens ta' ud og snuppe ham en Gang til,« sa'e Georg. »Men Fa'eren staar bagved ser du, og Politiet kan ingen Fanden klare sig mod, naar det har den Side udad. Du skulde hellere ta' dig et Plejebarn!«

»Det er slet ikke det samme,« svarede Ditte bittert.

»Man holder dog af Børn fordi de er Børn – og ikke fordi man har været saa uheldig, at ens eget Nummer er kommet ud med en Lille. Ta' du dig et Plejebarn – – saa faar du oven i Købet Penge til!«

Det kunde saamænd godt gøres behov! Georg var begyndt at gaa ud og finde lidt tilfældigt NBiksearbejde, men det blev ikke til meget i Ugens Løb. 183| Og ordenligt Arbejde var der ikke at faa, Vinteren var en død Tid for Malerne. »Men saa kommer vi til at se at narre Tilsynet,« mente Ditte – »vi faar ikke Lov at ha'e Plejebørn her.«

»Tilsynet –« Georg lo. »Har du nogensinde hørt at Tilsynet blandede sig i det? – Vi kan naturligvis ikke gi' den Lille det bedre end vi selv har det,« sa'e han alvorligt – »men det kunde være knusende Sjov at ha' en Unge i Reden. De kvidrer saa storartet.«

De tog saa et Plejebarn og huggede sig videre gennem Kulden og den mørke Tid. NSmalhans var det, men de havde det godt sammen, og Vinteren var jo til at se en Ende paa. Dagene begyndte allerede at blive længere. Georg holdt sig godt; fraregnet et enkelt lille Tilfælde var der aldrig noget i Vejen med ham. Han Ntog Udgang en Dag; Ditte opdagede det ved at hendes pæne Dug var forsvundet. Men han kom tidlig hjem og gik i Seng. Da han var faldet i Søvn, saa hun hans Lommer efter, fandt Laanesedlen og lagde den til Side, for at løse Dugen hjem igen en Dag naar hun havde Penge. Hun hentydede ikke til det skete – det var saa lidt at gøre Ophævelser over. Et Par Dage efter kom han af sig selv og talte om det. »Det var et Nummer jeg lavede,« sa'e han. »Det skal ikke ske oftere.«

Ditte vilde godt tro det, den lille Unge optog ham meget, han havde ingen Lyst til at gaa ud om Aftenen. »For min Skyld maa du gærne ta' 184| en til,« sa'e han naar han sad og legede med den.

»Det behøves ikke,« svarede Ditte lunt – »for til Sommer faar vi selv en.«

»Saa vil vi ha' en ordenlig Lejlighed i et pænt Kvarter,« sa'e han – »dette her er alligevel et Hul. Og saa snart jeg faar fast Arbejde, vil jeg ha' du bliver hjemme. Det er alligevel skidt, naar Konen skal gaa paa Arbejde.«

Ditte havde ikke noget imod det, her var nok at Ntage i herhjemme. Der var en Mulighed for, at han kunde komme an ved den indvendige Udsmykning af en stor Ejendom der blev lavet om til Bank; Formanden paa Pladsen havde lovet at se at faa ham ind. Ditte glædede sig til at faa lidt roligere Dage; hun var træt og overkørt af at piske fra Arbejdsplads til Arbejdsplads.