© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Bedste hade alligevel faaet Ret i sin Spaadom om, at Ditte vilde blive med Barn for et godt Ord. »Dit Hjærte slaar jo helt uden paa Kjolen, Barn, – og saa den brune Stribe ned ad Maven,« hade hun sagt. »Det tossede Hjærte – pas paa det ikke fører dig i for mange Ulykker!«
Ja, det tossede Hjærte! Hun hade knap nok rendt Barnet af sig, før det ledte hende ud i Synd og Sorg; og endnu var hun ikke blevet klogere. Hun kunde ikke se et lille Væsen, uden at ønske sig det mellem Hænder; et Barns Graad var nok til at gøre hendes Hjærte svangert med den ømmeste Moderfølelse. Mor Ditte hed hun i Ejendommen, saa ung hun var; Børnene gav hende Navnet, og fra dem gik det over til de Voksne. Det fulgte af sig selv, at de andre Koner kom og stak deres Smaa til hende, naar de skulde et Rend ned; og det fulgte af sig selv for de Smaa at søge til hende, naar der var noget i Vejen. Med sin ru Haand og Stemme tørrede hun mangen Taare og 14| stillede megen Barnesorg; blød i det var hun ikke, men hun hjalp! De Smaa lagde ubevidst Vægten paa dette – Mor Ditte var fremdeles den der skulde.
Frodig var hun – det kunde ikke nægtes. Ligegyldig næsten hvordan hun bar sig ad, altid kom hun fra det med en ny Mund at mætte, et nyt Væsen at tage sig af. Peter hade hun taget i Pleje, for at Georg kunde have noget at underholde sig med mens han laa syg. Hans Mor var forladt af Faderen, og de skulde kun ha ti Kroner om Maaneden for ham. Allerede før Jul gjorde ogsaa Moderen sig usynlig; Plejepenge vankede der ingen af mere. Men Ditte var glad til, at hun fik Lov at beholde Drengen.
Lige op til Jul døde en ung Kone fra sin lille tre Aars Pige. De boede i en Stue nogle Døre fra Ditte, dybere inde i den lange Loftsgang; det faldt af sig selv, at Ditte tog sig af den Lille, naar Faderen var paa Arbejde. Han var Arbejdsmand. Saa kom Arbejdsløsheden og jog ham ud paa Valsen; og Ditte overtog den Lille helt. Han var snart her snart dér, fægtede sig frem langs Landevejene og sendte Penge, saa snart han hade nogen. Han var ærlig nok. Men usikkert var det og en kedelig Maade at faa dem paa – i Halvtredsører og Enkroner, puttet ind i Breve til den lille Tøs. Man risikerede, at Postvæsnet en skønne Dag opdagede det og beslaglagde Pengene, og nogen samlet Sum til at betale Husleje med blev der aldrig.
15| Peter og Lille Anna – det var straks to; og naar hun nu hade født sin egen Lille til Verden, var der en hel Redefuld! Saa var der jo den gamle Enkemadam Rasmussen, som hun delte sit fattige Brød og sin Varme med, og den Logerende som hade det gode Værelse og skulde ha Kaffe hver Morgen. Han gik i Lærfodtøj og nedfaldende Gummiflip og bar Briller – han hade nok været højt paa Straa! Men mon hun nogensinde saa noget til Huslejen? Ditte hun kunde! – et helt Menageri hade hun snart. Det var i det hele taget en køn Relighed, den i Prinsensgade, det vilde ta sig net ud, naar hun Søndag Eftermiddag kom anstigende ud i Istedgade med hele Flokken.
Naa, Ditte var ikke just slem til at rende dem paa Dørene derhjemme, det vilde være Synd at sige. Hun hade været der og givet en Haandsrækning, dengang Sine fik sin Lille. Sine hade da ladet hende forstaa, at man ikke syntes om hendes Maade at ordne sine Sager paa – hun burde i alt Fald ha sørget for at blive ordentlig viet til Georg! Siden kom Ditte kun i Hjemmet, naar hun udtrykkelig blev bedt. Men Lars Peter saa jævnlig op og stak et Par Kroner til hende; Sine maatte ikke vide noget om hans Besøg kunde hun mærke. Ret længe blev han aldrig, og der var kommet noget forbeholdent over ham; han var ikke længer den gamle.
Det skyldtes Sine – Ditte vidste det godt. Hun hade fine Fornæmmelser og vilde opad, og saa 16| var det jo ikke videre morsomt at ha en Steddatter, som der kunde siges baade det ene og det andet paa. Else var i Forretning og sad og klaprede paa Maskine; hun gik i Jaket til og fra Forretningen, og var gode Venner med en Postelev der oven i Købet kom i Hjemmet – fint skulde det være. Ditte hade hun aldrig Tid at se ud til. Derimod kom Povl ofte stikkende op om naar han var i Byen for sin Mester. Han var Bydreng hos en Cykelsmed, og skulde i rigtig Lære hos ham saa snart han var konfirmeret. Han var næsten bestandig paa Farten og raslede rundt paa sin gamle rustne Maskine som en forrykt. Det var helt livsfarligt at møde ham om et Hjørne; han kimede sig sin Vej frem lige som Brandvæsnet – saa hade alting at flytte sig. Nu kunde han rigtig faa sin Lyst til at pille adskilt og sætte sammen igen styret. Altid hade han et eller andet morsomt Legetøj med til Ungerne – af gamle Cykeldele som han satte sammen igen paa den sindrigste Maade. Naar Vejret var til det, skulde Peter med ned og sidde paa hans Stang; og han jog bort med Ungen foran sig mens Ditte stod med Livet i Hænderne. Før hun ret fik set sig om, kom han kimende op fra den anden Side og hade rundet hele Kvarteret.
»Men Politiet, Dreng!« sa'e Ditte.
»Pøh, jeg stikker bare fra dem af – inden de faar set mig er jeg væk.« Han var ikke forknyt; 17| én skulde formelig tro, han hade levet hele sin Barndom herinde paa Brostenene.
Rasmus – Tvillingen – kom ogsaa; han og Povl betragtede endnu bestandig Ditte som deres egentlige Mor. Hun lappede deres Tøj for dem, naar de hade hentet sig Flænger som vilde give Ubehageligheder hjemme; og de stak til hende af deres smaa Lommepenge. Rasmus var forresten ikke hos Lars Peters mere; han var blevet anbragt hos nogle Folk i Dannebrogsgade, som hade Grøntforretning og kunde bruge ham til at besørge Ærender. Forresten hade han det godt nok!
Men Ditte syntes alligevel det var saa underligt, at han skulde holde til blandt Fremmede. Hun begreb ikke, at Lars Peter kunde skille sig af med ham; han hade dog selv samlet ham op paa Gamle Doriums Lig. Hun kunde endnu se for sig, hvordan han kom bærende med den Lille – en forladt Fugleunge – i sin stærke beskyttende Favn. Det var vel Sine der hade ordnet dèt ogsaa, hun indrettede jo alt efter sit Hode! Men de kom godt ud af det sammen.
Lars Peter delte velsagtens ikke Sines smaaborgerlige Syn paa Tingene – saa skulde han i al Fald ha forandret sig meget. Men han var skrupforelsket i sin rødkindede buttede Kone – og havde en knusende Respekt for hende. Saadan en Kone hade han liegodt aldrig haft, saa mild altid og alligevel saa sikker og selvfølgelig. Naar hun mente noget, saa maatte det være rigtigt, selv 18| om én ogsaa ku synes det gik paa tværs af éns Leveregler. Hun hade sat dem i Vej! og sikken en Unge hun hade gi'et ham! Han hade taget sin Tørn med Tilværelsen, var begyndt forfra igen – og endt i Asken hvergang lige som den Mand Job. Han hade ikke noget imod lidt Medgang. Og Sine hjalp ham til den – der var Lykke ved hende; at indordne sig under hendes Opfattelse var som at læmpe sig efter Lykken selv. Som nu det Hjem, de hade indrettet sig –: tre Værelses Lejlighed med røde Plydses Møbler i Dagligstuen, og Egetræs Buffet med Kobbertøj paa i Spisestuen. De hade jo Sagerne billigt i Forretningen forstaas; men af sig selv var han sku aldrig faldet paa det. Det skulde der hendes Hittepaa til!
Undertiden saa det ud som han kedede sig derhjemme; maaske var det fortrinsvis ved de Lejligheder han søgte ud til Ditte. Saa snakkede han gærne om Skadereden og Lejet; han længtes efter Landet derude, mest vel Landevejene.
Men Vinteren, som var ond mod de fleste andre, kom ham til Hjælp. De hade allerede ved Nytaar udvidet Jærnhandelen til brugte Møbler og Skotøj og Klæder, og i Kældrene hobede Varerne sig op. Der var nok at faa til Købs, Nøden tvang Folk til at sælge. Men Salg var der ikke meget af; de der skulde købe Lars Peters brugte Kluns, hade ikke noget at købe for. Han hade efterhaanden faaet alle Kældrene fyldt, og et Skur i Gaarden med. Selv oppe i Lejligheden var der knap til at være 19| for Møbler og Ting; Sagerne stod stablet oven paa hinanden helt til Loftet og udsendte daarlig Lugt. Det lagde sig som et tungt Tryk paa Aandedrættet; alle Sines Sparepenge var efterhaanden gaaet med til Opkøbene. En skønne Dag røg de maaske af Pinden – den Husleje de sad for!
Saa var det Lars Peter fik sin lyse Ide – paa et Tidspunkt hvor det ikke var allersværest at faa Sines Samtykke. Han lejede sig Hest og Vogn og tog til sin gamle Rakken paa Landevejene. Til Handelen hjemme kunde han sagtens undværes; dèr var Sine meget dygtigere. Han var rent ud sagt lidt for blød af sig over for dem der kom rendende med deres Stumper. Men dette var lige noget for ham! Bønderne holdt af at købe brugt – maaske fordi de uden videre sluttede, at de saa ogsaa købte billigt; og deres Pengepung var Lars Peter ikke saa øm overfor. Kunde han gøre en god Forretning, samlede der sig ikke lunkent Vand om Hjærtet af den Grund.
Det gav igen Luft, Varelagrene svandt ind, der kom Penge i Kassen. Fint var det jo ikke; det maatte helst ikke vides i Kvarteret, at Møbelhandler Lars Peter Hansen kørte paa Landevejene og sjakrede. Povl hade faaet Paalæg af Moderen om ikke at nævne det til nogen. Men Ditte kom til at holde mere af Faderen igen. Naar han kom nu, lugtede han af Hest som i gamle Dage; der var igen Landevejsluft i hans Haar og Stemme.
20| Den Fattige har mange Udveje, siger et københavnsk Mundheld. Har han ikke noget Arbejde, melder han sig bare paa Ladegaarden; og vil de heller ikke ha ham der – ja saa har han altid lært at sulte. Det er en god Ting at kunne et Haandværk.
Ditte var født med Bevidstheden om de mange Udveje; den lod hende sandt at sige aldrig i Fred. Hun hade ikke næmt ved at vende Anklagen mod andre, saa vendte hun den mod sig selv. Det var hendes Skyld, om Børnene og Gamle Rasmussen frøs og ikke fik det de kunde spise; ikke Menneskenes som lagde deres Byrder over paa hende, ikke Samfundets som lod en højfrugtsommelig Kvinde ene om det hele. Nu Frosten ikke længer lukkede af for alt, var der ingenting at skyde sig ind under. Udvejene maatte være der, det galdt blot om at finde dem.
Hun fandt dem ogsaa, tilstrækkeligt i al Fald til at holde den værste Nød fra Tærskelen; men kun ved et umenneskeligt Opbud af Vilje og Udholdenhed. Snart var der en Aviskone, der trængte til en som vilde tage de værste Trapper for hende. Ditte meldte sig, og en Uge stillede hun hver Morgen Kl. fem paa et aftalt Hjørne og tog alle Tredje- og Fjerdesalene. Saa kunde hun ikke mere; men imens viste der sig altid noget andet – af lignende Art. Nogen fast Beskæftigelse var det ikke til at tænke paa at faa; de der var saa heldige at have noget fast, gav det ikke fra sig i Tider som disse. Men 21| man kunde være heldig og faa nogle Dages Rengøring; og pille Koks paa Lossepladserne kunde man til enhver Tid. Hang man godt i, lod der sig altid tjene en Krones Penge ved det – foruden de Koks man selv brugte.
Værst af alt kneb det med at skaffe Huslejen. Gennem hele Vinteren hade den været Dittes Rædsel, denne 1ste i hver Maaned, hvor hun stod og skulde skaffe 15 Kroner, som hun aldrig vidste hvor hun skulde tage fra. Men nu var det Spørgsmaal fra Haanden – en Morgen fandtes Ejendommens gamle Trappekone død i sin Seng. Viceværten kom og tilbød Ditte Stillingen, der lønnedes med fri Bolig. Det var et grimt og utaknemmeligt Arbejde, som det ikke var nemt at faa nogen til at overtage; sét ned paa var det ogsaa. Men Ditte tog imod det som en Haandsrækning fra Himlen.
Saa var hun sunket saa meget dybere – Trappekone! Nu var hun da helt sikker paa ikke at blive bedt med til Povls Konfirmation. Det gjorde hende ondt; hun hade ikke været til for mange Fester i sit Liv, og der skulde være stort Gilde. Men Huslejen var sikret; hun behøvede ikke længer gaa og regne med hver Øre af Enkemadam Rasmussens fattige Understøttelse. Den Gamle kunde faa sig et Stykke Sommertøj – det trængte hun til.
Dittes Bo var let at gøre op nu, enhver kunde gøre Regnestykket. Hun hade forsømt at blive ordentlig gift med Georg mens Tid var – det var der ikke noget at stille op til mere. Men hun 22| kunde have afviklet efter hans Død, sagt Plejebarnet fra sig i Stedet for at tage et til, og set at komme væk fra det kedelige Kvarter. Tage sig en Plads kunde hun jo ikke i den Tilstand hun var; men hun kunde have taget imod Karls Haand – saa meget mere som han hade tilbudt at give sig ud for Far til den Lille hun skulde ha. Saadan en Dæksmand var der vist ikke mange der kunde møde op med – i hendes Tilstand. En god Mand vilde han blive hende, og nu hade de gaaet længe nok og lusket om hinanden som Katten om den varme Grød. For dem kunde der ikke være meget at betænke sig paa – de hade svedet Knurhaarene begge to.
Det var skidt som hun stillede sine Sager, selv Lars Peter kunde se det. Megen Fremfærd hade hun ikke, eller Ærgærrighed heller; men god var hun. Hun tog sig for meget paa! En kunde ogsaa være for god; det skadede ikke at se lidt paa egen Fordel. Men at snakke til hende om det var som at slaa Vand paa en Gaas; hun fremturede i sit.
Stakkels Mor Ditte, hvad skulde hun heller gøre andet – hun var lige saa uskyldig i alt dette som de andre. Det sad hende i Hænderne, i Benene, i Sindet; hun maatte hjælpe den Unge der brølede, hun maatte rende over og se hvordan den Kone hade det, som hun hørte laa syg ovre paa Opgang B – om hun nu ikke laa og savnede en Haandsrækning! Hun maatte tænke paa dem alle, helst ogsaa for dem alle. Især i Hænderne sad det; 23| hun kunde ikke komme ind hvor der laa et Barn eller en Patient, uden hun skulde rette op i Hovedpuden – og saa fulgte alt det andet med ganske af sig selv. Det var nu hendes Guddomsmærke dette, at hun altid skulde tage Ansvar paa sig, altid have Haand i Hanke med, altid være Forsorg. »En lille Vorherre!« hade den gamle Mand i Pandekagehuset kaldt hende, naar hun gik derhjemme og tog sig af de mindre Søskende. Og Ditte var ikke blevet ringere med Aarene. Hun hade efterhaanden lært at værge sig ret godt over for dem der vilde udnytte hende; men over for det svage og hjælpeløse var hun værgeløst prisgiven. – »Hør ved De hvad? Naar De engang kommer i Himlen, er sku det første De vil gøre at se efter om de smaa Engle har faaet tørt paa,« sae den Logerende en Dag spottende. Men hvad nyttede det? Man kunde akkurat lige saa godt forbyde Solen at skinne eller Hønen at sparke, som Ditte at tage Affære.
Hun var i den sidste Ende af Svangerskabet og bevægede sig tungt; rask var hun slet ikke. Hun hade mangen Gang mest Lyst til at blive liggende, saa udaset følte hun sig om Morgenen. »Da skulde du saamænd gøre Alvor af det,« sae Gamle Rasmussen – »du kan nok trænge til'et. Og Føden faar vi vel i Dag ogsaa. Nu er én snart firs, og endnu er én da ikke død af Sult nogensinde.«
Men Ditte stod op alligevel og jog ud om lidt Fortjeneste – hvor hun nu fik Kræfterne fra. De 24| maatte vel komme et Steds inde fra det skjulte, for Legemets Kræfter var det ikke meget bevendt med – alt det én kunde se. Det faldt nok ikke Ditte ind at lægge sig, før hun gik hen og styrtede!
Nej, om Pardon bad hun ikke – det faldt hende ikke ind. Tanken om Overgivelse eksisterede slet ikke for hende. Men hun kunde blive lidt haardhændet i sin Maade at øve Forsorgen paa; det kostede for meget at holde den lille Verden oppe; til Overskud i Sindet blev der intet. Ditte gav, men ikke med Smil; hun ernærede sine uangribeligt, men Haanden der gav var ikke altid varm og blød. Hun tog sig det nær at det var saadan; men ændre det formaaede hun ikke.
Men Børnene forstod at finde ind til den gode Mening – de fremmede saa vel som hendes egne. Helt henne fra den anden Ende af den lange Gang kom de trissende, naar der var noget i Vejen. Mor Ditte skulde!