145| XII
Den solide Jyde

GratulantenA var død. Fra Hospitalet hade de været hos Ditte for at høre, om han ikke efterlod sig noget til at dække Sygdom og Begravelse med. Der var et Bundt Laanesedler, det var det hele; og dem kunde de ikke bruge. Ditte vilde ha fulgt ham, men kunde ikke faa at vide, naar Begravelsen skulde finde Sted. Da han ingen hade til at dække Omkostningerne, blev han bare puttet ned. Han hade været svær nok at ha; men underligt var det alligevel, at han var borte og man aldrig skulde se ham mere. Med al sin paatagne Raahed hade han været et stort Barn.

Men Tiden var ikke til at stanse og sørge – end sige beklage de Døde. Naar alt kom til alt hade de det bedst, – dem var der sørget for. Om det nu var Kulden eller Elændigheden der ryddede op blandt Fattigfolk, eller hvad det skyldtes – der døde usædvanlig mange. Gamle Rasmussen paastod det, og noget om det var der vist.

En Morgen fandtes Hjærter-Skæg død omme i 146| sin Hule bag Gamle Rasmussens Hummer – han var frosset ihjæl. Politiet hentede ham i Løbet af Dagen, og den fantastiske Madras tog de med. Den blev skaaret op paa Stationen, men Toører fandt man ingen af. Saa var altsaa det ogsaa Løgn – Gamle Rasmussen hade nok tænkt det. Derimod var den stoppet med langt Haar, som godt kunde være Haar fra alle hans Kærester. En hade hørt saa galt før, at Mandfolk skar Haaret af alle de Kvinder de kunde komme i Lag med. Kaske hade saa en af dem taget Skægget af ham – bare for at hævne sig. Naa, nu var han i al Fald død, Rotterne hade allerede været i Lag med ham da man fandt ham.

I NForhuset skete der det, at Politiet en Dag aflagde Besøg hos Missionærens og undersøgte Barnet – en eller anden hade angivet dem. Det blev fundet i en slæm Forfatning, afmagret og mishandlet, og kom paa Hospitalet. Ved samme Lejlighed kom det for Dagen, at Missionærens slet ikke var Barnets rigtige Forældre; det var et Plejebarn de hade faaet Betaling for engang for alle. – Naa saa var da den Sten væltet fra Hjærtet; Ditte aandede lettet op. Hun hade lidt under den uendelige Graad, der skar i én og alligevel ved sin Vedholden forhærdede én, saa man til sidst ingenting hørte.

Nej, men det var som Gamle Rasmussen sa'e: naar Skæbnen først fik op for Posen, var der ingen Ende paa dens Gavmildhed. Aldrig saa snart 147| hade man lukket Døren efter det ene sørgelige Budskab, saa var der et nyt paa Trapperne.

Om Eftermiddagen, som Missionærens den Lille var blevet bragt bort om Formiddagen, stod Bagerens Karl nede i Gaarden og vaskede den lukkede Trækkevogn, som han bragte Brød rundt til Kunder og Udsalgssteder i. Det var altid en Fornøjelse at se ham vaske Vognen, Læborg – han holdt den sandelig proper. Og selv var han saa færm og nydelig i Tøjet, og ædruelig! Rundt om fra Vinduerne blev der holdt Øje med ham; Pigerne i Forhuset fik saa travlt henne ved Køkkenvasken under Vinduet. Han var nu ogsaa fornøjelig at se paa oven paa alt det triste; og saa rullede han paa R'erne og snakkede bredt. Men han var ogsaa fra Jylland a', ovre fra de magre Egne hvor man lærer at passe paa og Nholde Hus med; Gaardmandssøn var han – og hade Penge paa Kistebunden trods det at Lønnen var saa lille. Men saa var der jo Drikkepengene naturligvis! »De løber op til mindst lige saa meget som selve Lønnen,« sa'e Fru Nielsen – »men han har saamænd ærlig fortjent dem, han er saa solid!«

Nej men at det netop skulde træffe ham! – –

For solid var han – og god ogsaa; Børnene formelig elskede ham! De stod i Flok om ham og hvinede, hvergang han slog en Spand Vand ind i Vognen for at skylle den ren. De fik det jo over Benene. Saa lo de gamle Koner oppe i Vinduerne, og Læborg nikkede op og lo; ikke Spor af vigtig 148| var han. Den der blev den heldige dér, fik en god Mand! Men han holdt ikke engang Kærest. Der sagdes forresten, at han hade friet til Mor Ditte, Trappekonen, og faaet en Kurv. Tosset hørtes det, men kunde godt passe; det lod til at hun var født med Skræk for Brudesengen. Elskovssengen hade hun i al Fald ikke været bange for! Hun var forresten ogsaa ved Vinduet, sad der og syede Kraver med de Smaa omkring sig, flittig som altid. Læborg hilste op – hende tog han skam Kasketten af for! Og hun hilste igen og lo – som hade der aldrig været noget alvorlig paa Tale dem imellem.

Og netop da var'et det skete. Og det gik saadan til, at der med ét lød Skridt nede i Porten. De Skridt tog ingen i Kasernen fejl af, og alle Ansigter masedes mod Ruderne. Betjenten gik lige hen til Læborg, besvarede ikke hans Hilsen men lagde Haanden paa hans Skulder. I første Øjeblik saa det ud som Læborg vilde slaa fra sig; men saa tog han sig heldigvis i det og begyndte at anvende sine Overtalelsesgaver paa Betjenten. Men det kunde han ogsaa godt spare sig. Man ku vist næmmere kilde Rundetaarn til at flytte sig, end sludre sig fri af en Panser naar først han havde Kloen i én. Læborg maatte pænt følge med.

Der blev Travlhed i Kasernen. Konerne strøg afsted den ene efter den anden med Kurv og Flødekop – de skulde pludselig til Bagerens og købe 149| Brød og Fløde allesammen. Ditte hade ikke selv Tid men sendte Gamle Rasmussen; den gamle kom himmelfalden tilbage. »Nej nu staar Verden ikke længe!« sa'e hun – »nu skal du bare høre. Vil du tro, at han har snydt dem! Den solide Jyde har snydt dem gennem alle femten Aar.« Hun var ganske stakaandet af Sindsbevægelse.

»Har Læborg?« udbrød Ditte og lod Arbejdet falde. – »Det pæne Menneske!«

»Ja – og det saa det kan klodse noget. Og han har selv ført Bog over sine Snyderier – ordenlig som han jo er. Han har nok ført to Slags Regnskaber, et for sin egen Fornøjelse og et for Bagerens; og saa i Formiddags kommer han til at gi dem den forkerte Bog. Er det nu inte underligt, at han saadan skal gaa hen i Tanker og udlevere sig selv; saa pertentlig som han ellers er med alting. Først saa vilde de jo inte rigtig tro det og kiggede i dennehersens mærkelige Bog: Snydt Mester for to Kroner paa leveret Brød, stjaalet Wienerbrød og Boller for fire Kroner og solgt – og hvad der nu ellers kunde staa Side op og Side ned. Han har saamænd inte skaanet dem – det vilde være Synd at sige! Saa er det jo inte saa underligt at de ingen Vegne kom – som ogsaa Fru Nielsen selv sa'e; hun græd saamænd det Skind. Og nu skal de saa fra det hele og begynde som Svend – for saadan en NLabants Skyld. Hade de endda ædt og drukket det op selv – som hun ogsaa sa'e Fruen; saa hade de da haft lidt 150| Fornøjelse ud af det. – Men én har nok gaaet og tænkt at der var noget muggent ved'et – saa pæn han altid holdt sig. Mandfolk er alligevel noget Rak, og de pæneste er tidt de værste.«

Ditte maatte smile: »Har I virkelig vidst dét ogsaa, Mor? Jeg synes netop I var saa glad for ham.«

»Ja hva' – han hilste jo altid saa pænt paa en anden stakkels fattig Djævel. Goddaw Fru Rasmussen, sa'e han. En undredes nok paa'et, hvorfor sku han ellers være den eneste, der Nkaldte én for Frue? Men snyder gør de forresten allesammen.«

Ja, det gav Ditte gærne den gamle Ret i; hun forundredes overhodet ikke over noget mer. Herinde maatte enhver hytte sig selv, i al Fald naar han vovede sig uden for NKasernen. Sendte hun Peter ned for at handle, blev han ofte snydt, selv Gamle Rasmussen kunde det knibe for; hun saa daarligt, og det benyttede man sig af. Kvarterets Smaahandlende sad haardt ved det; de var pakket tæt ind paa hinanden, skulde leve af en enkelt Opgang, saa mange var der af dem. De maatte snyde – paa Vægt og Maal – for at faa Føden. Og Kunderne snød dem igen, laante Flasker som de ikke leverede tilbage men solgte andetsteds; tog paa Kredit – og flyttede en skønne Dag fra Gælden. Der var ikke ret meget at sige til noget af det – man maatte bare passe paa. I Forretningen var det det samme, naar man fik Materialer udleveret; passede man ikke nøje paa, 151| fik man for lidt og maatte selv købe til – af den surt erhværvede Fortjæneste. En hel Kamp kunde det være. Og saadan var det overalt.

Kun i Kasernen her følte hun sig tryg. Saa meget der kunde være at sige adskillige af Beboerne paa – og de fleste hade haft et eller andet udestaaende med Retfærdigheden – indadtil holdt de sammen. De hjalp hinanden hvor de kunde, og vendte en fælles Front udad mod den onde Verden. Hade de lidt godt, skulde man altid smage; de kunde ligefrem ikke taale at ha noget, straks skulde det sættes overstyr – som det hed om dem. Det kunde være rigtigt nok – set fra den Side; stræbsomme og opadstræbende var de ikke, de fleste levede deres Liv fra Haanden og i Munden. Men Ditte holdt af dem saadan. Der var jo ogsaa enkelte af den anden Slags – dem som vilde fremad og over i pænere Kvarterer, Syersken i Nabogaarden for Eksempel! De var ikke nær saa hyggelige.

Hun selv hade heller ingen Stræben mere, Kampen med at faa det til at slaa til fra Dag til Dag gav nok at tænke paa og stile imod. Det var med et Suk af Lettelse hun hver Aften lagde sig til at sove – saa var den Dag gaaet. Og det var med noget af en Gru hun slog Øjnene op til den ny Dag. Hun var ikke ung af Sind længer.

Og hun saa heller ikke ung ud – trods sine 25 Aar. Hun var magret stærkt af, Blødningerne hade taget Huld og Kulør. Aareknuderne var blevet 152| værre, og hen ad Aften kunde hendes Ben være helt tykke og svampede om Anklen. I Ansigtet stod mange Erfaringer præntet, et helt Liv hade hun allerede bag sig – fuldt af Byrder. Hun vidste det godt altsammen, og Tanken om at hun hade været smuk engang for længe siden – saa smuk at Folk vendte sig paa Gaden og saa efter hende – fyldte hende med en egen Tilfredsstillelse. Længe hade det ikke varet; hun mindedes den Tid forud igen, hvor hun gik og stred og ønskede – for at faa sit Legeme til at folde sig ud. Som en kortvarig Blomst hade Lykke og Blodfylde og Skønhed været, som de Blomster der straaler en Dag og en Nat. For sig selv hade hun ikke forødt det: Blødningerne stammede fra altfor tidligt Moderskab; Aareknuderne og de svulne Ben hade hun erhværvet sig som Herskabspige; Ansigtets Rynker – ja de var hentet ind ad mange Veje.

Hvor nu end Aarsagerne laa – Ditte gik hverken i Rette med sig selv eller andre; hun følte sig bare træt og udslidt. Det faldt nok ingen ind at vende sig paa Gaden og se efter hende, og hun var taknemmelig for det. Stadsen var heller ikke noget at prale med. Hun listede langs Murene, saa usynligt som muligt, og skyndte sig hjem. Karls Trods hade hun ikke; naar han vilde ha hende med ud, undslog hun sig gærne med at hendes Tøj ikke var pænt. Han var heller ikke just velklædt, men han krøb ikke i Krogen af den Grund, men gik tværs igennem Strøget i sine hullede 153| Sko og flossede Bukser. »Hvorfor skulde jeg gøre dem den Fornøjelse at luske om i en Sidegade?« sa'e han. »Saa længe jeg kan være dem bekendt, skal de ogsaa være mig bekendt!«

Saa gik hun med – lod sig trække med; men noget Mod hade hun ikke. Turen var hende en Lidelse.

Det eneste der holdt hende oppe, var Omsorgen for Børnene; de bandt hende endnu til Livet. Karl hade undertiden det Indtryk, at hun troede hun snart skulde dø – og at hun var glad ved det. Hun kunde være saa fjærn i det – næsten ikke til at raabe op. Men Børnene kunde sætte Blodet op i hende; naar det for Alvor galdt dem, blev hendes Væsen som Staal igen, stærkt og smidigt. De holdt af hende, og det var hun glad for, men syntes stadig ikke hun fortjænte det. Det hun formaaede at gi dem, svarede saa lidt til hvad hun gærne vilde.