XVIII

Det var en drøj Vinter for os. Hvor der overhodet arbejdedes, var det paa halv Arbejdstid; mange Virksomheder var helt stansede. Mor jog rundt for at finde noget tilfældigt Sjov, fast Arbejde var der ikke mere noget der hed; man mødte om Morgenen uden for Porten til Arbejdsstederne og hørte, om der var noget. De fleste maatte gaa igen uden at faa noget; Mor tilbragte sin meste Tid undervejs fra Arbejdsplads til Arbejdsplads, i haabløs Jagen efter et Par Timers Fortjeneste.

Far var meget hjemme. Naar Mor hade Udearbejde, tog han sig af Anna, den ny Søster og sørgede for, at Georg og jeg kom afsted til Skole; ellers laa han gærne længe. Han var meget hyggelig og rar mod os. Men om Eftermiddagen hændte det, at han klædte sig om og gik i Byen; traf han saa Kammerater, der hade Arbejde og derfor kunde give noget ud, var han ikke saa morsom, naar han kom hjem igen.

Det hændte vel ogsaa, at Far kom til Arbejderforsamlinger, for i denne Tid kastedes hans Sind frem og tilbage; man kunde mærke det, naar han og Onkel Otterberg var sammen. Onkel Otterberg var organiseret og Medlem af Partiet; han hævdede, at de to Ting hørte sammen, og det tog Far og han mangen haard Tørn paa. Far var ogsaa organiseret, men ind i Partiet vilde han ikke. »Det er kun noget for Jer Murere,« sagde han drillende.

»Hvorfor skulde det særlig være noget for os Murere?« spurgte Onkel Otterberg.

»For at I kan komme i Himlen, hvis I dratter ned fra Stilladset,« svarede Far.

Saa lo de begge. »Partihimlen er nu ikke at foragte, selv om man ikke dratter ned,« sagde Onkel. Vi har en ordenlig Dagløn, og det kan vi takke Bladet for. Hvad har I?«

Nej, det var ikke store Sager, Far tjente paa en Uge, selv naar han hade fuldt Arbejde. Faget var daarligt organiseret; Flertallet af Arbejderne turde ikke melde sig ind i Fagforeningen af Frygt for deres Arbejdsherre. Far selv hade nærmest meldt sig ind paa Trods. Han var en stejl Natur, og jeg formoder, at der er blevet øvet Tryk paa ham for at faa ham ind i Fagforeningen; dette har saa ført til, at han ikke vilde være Medlem. Men en Dag kom en af Værkejerne hen til ham og gav sig til at rose ham, fordi han ikke tog Del i Fagforeningsvrøvlet, og dette var Far for meget. Han kunde ikke udstaa Klap paa Skulderen oppefra og gik samme Aften hen og lod sig optage i Fagforeningen. Mor var ked af det. »Men saadan er han,« sagde hun til os. »Han skal støde sine Overordnede for Hodet.« Min Bror og jeg hade en anden Opfattelse af dette; vi forstod daarlig nok, hvad det drejede sig om, men alligevel tilstrækkeligt til at beundre Far. »Det er ligesom ham, du ved nok, der sagde Borgherren sin Mening,« sagde min Bror. Ja, det var; det var akkurat ligesom stærke Hans med de flækkede Træsko. Hans Træsko flækkede jo, fordi han var saa knusende stærk; og ogsaa Far maatte lægge Jernbaand om sine Træsko for at faa dem til at holde.

Og saa var der det ved Far, at han kunde give én god Besked, naar man bare var heldig og traf ham i det rigtige Hjørne. Mor var kær og rar, man kunde altid gaa til hende. Men vi var ved at vokse fra hende paa adskillige Omraader, hendes Forklaringer var vidtløftige nok, men strakte alligevel ikke til; var der noget, man skulde have ordenlig Rede paa, nyttede det ikke stort at gaa til hende. Med Far var det noget andet; naar man spurgte ham om et eller andet, svarede han ikke lige straks, men gav sig til at nikke tankefuldt og gentage Spørgsmaalet; han ligesom gravede Svaret ud af sig. Sommetider var det som han baksede med en stor Sten.

Vi var kommet ham meget nærmere nu han var saa meget hjemme og ofte ligefrem var os i Moders Sted. Det hændte at han selv tog den store illustrerede Bog frem og gav os Lov til at læse i den, men først naar vi hade vort Arbejde og Lektierne til Side. »Bøgerne er farlige,« sagde han, »de kan gøre et Menneske af vor Slags til et rent Subjekt.«

»Er de farligere end Brændevin?« spurgte jeg. Min Bror stødte til mig under Bordet.

Far tyggede lidt paa det. »Ja, det er de,« sagde han saa, »for de gør én doven; man taber Lysten til at arbejde. Brændevinen gør én bare dum. Og det er ingen Ulykke – i vor Stilling.«

En Dag jeg i den store Bog læste om Negerslaveriets Afskaffelse, spurgte jeg Far om, hvad Friheden var. Jeg var saa ofte stødt paa Ordet og kunde ikke forbinde noget med det.

»Ja, tag du og sig mig det,« svarede Far leende, »for det har jeg ofte selv spekuleret over.«

»Jamen der staar, at Negerslaverne fik Friheden; var det da ikke noget godt?«

»Jo, det var det vel nok. Før skulde Slaveejeren føde dem, enten han hade noget til dem at bestille eller ej. Men nu blev de ligesom os, for vi har ogsaa Friheden! Naar der ikke er noget til os at bestille, kan vi sulte. En Bonde, ser du, kan jo heller ikke jage sine Heste og Køer ud, naar han ingen Gavn har af dem, men maa pænt holde paa dem og fodre dem; for Dyrene har jo ingen Frihed. Men vi har Friheden, ser du, det er Pokker til Forskel. Eller har du lagt Mærke til, at der er nogen, der blander sig i vore Sager? Vi kunde saamænd godt sidde og sulte ihjæl, uden at en Kat gøede ad det.«

»De kom da og forlangte, at vi skulde komme i Skole,« indvendte jeg.

»Ja det er noget andet; man maa vel lære noget, skal man kunne ha noget ud af Friheden. Slaverne og Kreaturerne – tror du, de forstaar at nyde Friheden? De vilde sulte ihjæl.«

»Jamen det gør vi jo ogsaa, sae du jo selv.«

»Ja, men det er en helt anden Sag,« svarede Far og nikkede tankefuldt. Hvorfor det var en anden Sag fik jeg ikke at vide.

Jeg var nu blevet nogenlunde fortrolig med at gaa i Skole; jeg hade indstillet mig paa den som den nu engang var og lagt mig mine Værn til. Da jeg ikke længer gik hos Frøkenen men var rykket op til den egenlige Undervisning, hade jeg rig Lejlighed til at lære de forskellige Lærere nærmere at kende. Derved gik det skrækindjagende af dem, Frygten veg for en Følelse, der nærmest maa betegnes som Foragt. Vi var Drenge, der var vant til at tage et Tag med, udføre et Pligtarbejde og efter bedste Ævne bære vor Del af Hjemmets Byrder; vor komplette Mangel paa Respekt for Lærerne kan kun forklares ved, at de snød sig fra deres Pligter over for os, og at vi følte det. Skolens Lærere var alle éns; om Undervisning var der overhodet ikke Tale, enhver skulde selv klare det han hade for. Kunde han ikke det, vankede der Knubs af mangehaande varieret Art. De forskellige Læreres Ævne til at finde paa Straffemidler var rent utrolig; vi Drenge mente, at det var det, de hade studeret for. Noget andet end Prygl modtog vi heller ikke af dem. Læreren var en Slags Aufseher, en Polakpisker overført paa Barnets Verden. De var som sagt alle ens, og vi holdt ikke af nogen af dem, men pinte og sjikanerede dem, hvor vi kunde. Tilstanden mellem os og dem var latent Krigstilstand; vi hade én Gang for alle sat os for at forbitre dem Tilværelsen saa godt vi kunde til Tak for, at de skænkede os saa lidt Glæde.

Jeg har tidt undredes paa, hvad Tilfredsstillelse disse Mennesker vel kunde have af at leve paa Krigsfod med os Børn. Det var ikke os, der vilde Krigen, vi hade aabne Sind, det hade været en let og taknemmelig Opgave at gøre Timerne frugtbringende for os. Men vi tog Kampen op med godt Humør; i det store og hele var vi næppe dem, der led mest under den. Der var Lærere imellem, som vi – trods Reb og Spanskrør og en enestaaende Virtuositet i at lange Øretæver ud – gjorde Helvede i den Grad hedt, at de skreg højt og hysterisk og maatte melde sig syge.

En Gang eller to om Ugen hade vi Gymnastik paa Skolen. Gymnastiken bestod nærmest i, at Læreren, en Sergent fra Hæren, lod os løbe i Rundkreds i Gymnastiksalen; selv stod han midt i Kredsen og slog os over Benene med en Tovende. Han hade en stor Næse, der ragede ud fra Ansigtet og saa drejede opad som en løftet Snabel; under Næsen sad et lyst Overskæg som stræbte samme Vej. Vi kaldte ham »Menneskeæderen«.

Om Lørdagen hade vi Sang. Sanglæreren, Viggo Sanne, var den eneste af alle Lærerne, vi hade noget tilovers for; i hans Timer gjorde vi os virkelig Umage. Men heller ikke han vidste anden Udvej, naar vi sang falsk, end at slaa os oven i Hodet med Enden af Violinbuen.

Hvordan Forvandlingen var gaaet for sig, ved jeg ikke, men vi var ikke engang bange for »Tykke Madsen« eller »Fatter Brask« længer. De Drenge, der gik dem under Øjne, vænnede vi af med det ved at give dem Stroppeture paa Vejen hjem fra Skole.

Kun »Menneskeæderen« dannede en Undtagelse. Han gik aldrig ud af sit gode Skind, hvordan vi saa bar os ad, men var altid lige oplagt. Vore Skarnsstreger syntes at berede ham den rene Svir; han kunde se »sødt« paa én og smilende svippe til én med Enden af Tovet, saa man knap var klar over, at det var Alvor. Men naar man skulde gaa i Seng om Aftenen, var det næsten ikke til at faa Bukserne af for Smærter og man hade blaa Striber op ad Benene. Han syntes rigtig at være paa sin Boldgade, naar vi rottede os sammen og saboterede Øvelserne, og det tog Pippet fra os. Det var jo ikke for at forskaffe ham en ekstra Nydelse, vi fandt paa de tusend Skarnsstreger.

Af mange forskellige Udtryk og Skældsord, som ligger mig i Øret endnu fra dengang, har jeg dannet mig den Opfattelse, at vi i Lærernes Øjne ikke just var smaa Menneskesjæle men snarere en Hoben snavset ildelugtende Smaakravl, som de var fordømt til at være i Rum sammen med saa og saa mange Timer daglig. For dette hadede de os, og hævnede sig paa os hvor de kunde.

Og vist er det, at vi ikke mødte i den appetitligste fysiske Emballage; de fleste af os led af Kirtler, nogle af Udflod fra Ørerne; en og anden var der vel ogsaa imellem, som hade Utøj. En skabet, snottet Bande kaldte Sergenten os. Og alligevel! En Svamp og lidt Sæbe og vi vilde have set ud som de fleste andre Børn, nogle faa Kroner til Klær og en Maaneds Pleje, og vi vilde ikke have været til at kende fra Overklassens Børn, ja kunde have gjort det af for fuldblods Prinser – hvad det Ydre angaar. Om det indre vil jeg slet ikke tale; der findes ikke bedre og mere ufordærvet Menneskemateriale end Baggadens Unger. Det hade været en let Sag at fange os ind, med Hjærter og samt; lidet forvænte som vi var.