XVI

Her og der i Byen laa lange stadselige Bindingsværksbygninger, ofte paa en Snes Fag, med Gardiner for og Blomster i alle Vinduer, saa det var tydeligt, at der var Stuer indenfor. Rent ufatteligt var det, hvad Folk kunde bruge alle de Stuer til. Der var den store Bryggergaard midt paa Storegade; foran det høje Bindingsværks Stuehus stod et Par Kæmpetrær, helt op ad Muren, og overskyggede det hele; det store sorte Portgab førte ind til en dyb Gaard fuld af Redskaber og Smaaskure og indrammet af lange Ladebygninger med mange sorte Luger og Døre. Alt hos Bryggeren var sort, og han selv var det sorteste af det hele. Det sorte Haar og Skæg stod ham om Hodet, og det bare Bryst og Armene var sorte af Haarvækst. Han gik altid i bare Seler og med opsmøgede Ærmer og Skjorten krænget tilside fra Brystet. En Vildmand lignede han, og bøs fik han Skyld for at være. Den eneste, der kunde tæmme ham, var hans Kone, sagdes der. Hun var lige saa mild, som han var skummel, der var altid et lyst Smil under hendes hvide Kappe, naar hun om Morgenen maalte Mælk ud til Kunderne. Vi Drenge fik gærne en Pære af hende i Tilgift. Men Mor skældte over, at Mælken var tynd; der var kommet Vand i. »Det søde Smil skal gøre det af for Fløde,« sagde Mor – »Folk bliver ikke rige af ingenting!«

Det var den almindelige Mening, at Bryggeren var stenrig. Han hade været Robbefanger med eget Skib i sine yngre Dage og ogsaa drevet Sørøveri; hans Navn stod paa den sorte Tavle derovre i Hovedstaden paastodes der. Foruden Bryggeriet og et ret stort Avlsbrug hade han PartA i sin Broders Rederi.

Broderen, der hade den store Gaard ved Siden af, drev ikke Landbrug. Han handlede med Korn, Trælast, Kul og almindelige Købmandsvarer og drev stort Rederi; Rederiet Berg hade en Tid over hundrede Skibe paa Søen. Han ansaas for Byens mægtigste Mand, men var meget jævn – om end han gik med Lærfodtøj ogsaa om Hverdagen. Bryggeren derimod gik med store Træsko baade Hverdag og Søndag.

Til Bryggeriet trillede enten Georg eller jeg hver Lørdag efter en Otting Drikke. Det var ikke rigtig Øl men dog noget derhen ad, en Slags Efterskylning af Fade og Bryggekar, og kostede 40 Øre for et lille Anker paa 17-18 Potter. Naar den gamle Brygmester Hans Holm var i godt Humør, hændte det, at han tog én med ned i den dybe Kælder, og man fik Lov at smage Øl, rigtigt Øl, der flød tykt og sødt over Tungen og gjorde én saa sælsom tilmode, som var man glad og sorrigfuld paa én Gang.

Købmand Bergs Gaard kendte vi bedre. Om Lørdagen var den overfyldt med Bøndervogne; saa gik han selv derude, bød indenfor og gav Karlene Anvisning paa, hvordan Køretøjerne skulde anbringes for at skaffe mest Plads. Da var der ofte en Tiøre at tjene ved at hjælpe med Fra- og Forspændingen eller springe Ærender for Bønderne. Men man maatte passe paa, ikke at springe i Byen og besørge noget, Købmanden selv førte, selv om det var billigere andetsteds; for saa jog han én ud af Gaarden.

Min Bror og jeg hade været noget for os selv, naar det galdt at opstøve Fortjeneste; til en Begyndelse kom de andre Drenge slet ikke med. De ventede paa godt gammeldags paa, at der skulde komme Bud efter dem; men vi jagede selv Fortjenesten op, søgte saa vidt gørligt at være dér, hvor Chancen var. Længe varede det ikke, saa hade vi de andre i Hælene paa os; de passede os op, og fulgte os for at faa Del i Nappet. Vi søgte saa godt vi kunde at holde os Konkurrencen fra Livet; men det varede kun en Tid, saa kunde flere af dem paa egen Haand og var allerede paa Pletten, naar vi dukkede frem. Det gav Anledning til Slagsmaal, og her var Georg altid rundhaandet; han skød mig bag sig og tog selv de værste Stød. »Du tuder jo bare,« sa'e han, »saa du maa hellere holde dig bagved. Men pas paa, at der ingen ryger løs paa mig bagfra! Og naar jeg springer ud af Træskoene, skal du snuppe dem i en Fart.« Han kunde flyve ud af begge Træsko paa én Gang; og naar jeg blot var tilstrækkelig hurtig til at tage dem op, hade han dem i et Nu paa Hænderne som Boksehandsker.

Men nu var alt det tilbagelagt. Vi kunde det samme som de andre Drenge her, baade fiske og høste og have med Kreaturer at gøre, til Gengæld hade de luret os vore Kunster af. Min Bror og jeg begyndte at mærke, at der var mange om alting; det var slet ikke saa let mere at finde Fortjeneste, navnlig ikke om Vinteren. Jeg hade det Fortrin, at jeg kunde ty til Gaarden, hvor jeg vogtede om Sommeren, naar jeg blev ked af at være hjemme. Georg var henvist til at blive hjemme og gaa med Far i Bakkerne.

Paa Gaarden var jeg altid velkommen. Naar der tærskedes eller man skar Hakkelse, kørte jeg Hestegangen eller tog fra; ellers gik jeg og underholdt Røgteren og Karlen eller sad inde i Folkestuen og drillede Pigerne. Saa skar de Mad til mig og satte et Fad Mælk frem. Det var stadig de samme Folk, og Mor sagde det var et Bevis for, at det var en god Plads, som jeg skulde holde paa.

Jeg hade ellers faaet Tilbud om en anden Plads hos en Storkøbmand, der ogsaa hade Avlsbrug, men Mor raadede mig fra, hun kunde ikke lide Storkøbmændene. »De er alle sorte,« sa'e hun, »og det er fordi de har solgt deres Sjæl til Fanden. Derfor har de saa det hele i Lommen.« Det var dem, der tog Bestemmelse om alting; vilde Smaafolk opnaa noget, maatte de se at blive taget under Vingen af en eller anden Storkøbmand. Det var et eget Folkefærd, de var næsten i Slægt med hinanden allesammen Øen rundt. De saa anderledes ud end andre Mennesker, og Navnene lignede heller ikke de almindelige.

Mor mente, at det var for at man skulde kunne vare sig for dem, at de hade de sære Navne og saa' saa mærkelige ud. Og Bedstefar sagde det samme. De kom oprindelig hertil bortefra med en hel Kiste Penge og skulde gøre frugtbringende; saadan som andre saaede Korn, saadan anbragte de Penge overalt hvor der var Jordbund, døde en Ko eller en Hest for en Bonde, straks var de der og tilbød ham en anden paa Kredit. Det var bare at sætte sit Navn paa et Papir, straks saa var man hjulpen. Og hvordan hjulpen? en skønne Dag hade de alting i Lommen. Saadan beredte de Jorden og slog sig saa ned i Staden og blev Storkøbmænd. Nu hade de jo faste Aftagere og kunde selv bestemme Prisen; Gud hjælpe den Bonde, der købte og solgte andetsteds. »Tag Jer i Agt for Storkøbmændene,« sagde Bedstefar.

Og Mor var af samme Mening. »Kredit vil de ikke give til dem, der trænger til det; og kniber paa Vægten gør de lige saa fuldt som de Smaahandlende.« Kredit fik vi nu alligevel; vi var kommet til at handle hos Købmand Jørgensen paa Torvet, og han strakte sig ofte vidt, naar Vinteren var lang og haard.

»Jamen han hedder ogsaa med sen ligesom vi andre fattige Djævle; og se til, om han har noget at sige i Styrelsen,« vedblev Mor haardnakket. »De Store ved nok, hvem de lader komme til.«

Det afgørende Ord hade de, i Byens Anliggender, i Stenværket og paa Havnen; de Skippere, der selv ejede deres Skuder, hade svært ved at faa Fragter, Arbejdere og Smaafolk vovede slet ikke at ha nogen Mening. Man fandt sig i det og tog Hævn over dem bag deres Ryg.

De store Bindingsværkshuse med den lange Række Vinduer og de mægtige Træer foran afgav Befolkningens vigtigste Samtalestof; man fulgte, hvad der skete derinde bag Gardinerne, levede paa at tygge de Stores Gøren og Laden igennem. Det var hverken Lyst eller Lykke, der berettedes om Indehaverne af de store Handelshuse; de gik ud over det jævne Maal, og jo mere de omspændte, des mere dukkede man sig for dem og med des mer Mistillid betragtede man dem. En af Storkøbmændene hade oprettet en Sparekasse; man udlagde det som et Tegn paa, at han var i Pengeforlegenhed, og foretrak at beholde Pengene hjemme paa Kistebunden.

»Pas paa,« advarede Bedstefar; »det er det andet Slægtled, og nu er Øderne der. Hvergang Fanden giver èn en Pose Penge, kommer Vorherre en Øder i Posen, for at det ikke skal blive paa de samme Hænder altid. Det er nu hans Retfærdighed!«

Noget var der om det; det var ikke Guld og Rigdom alt hvad der slog sig stort op. Folkesnakken holdt de store Handelshuse som i en Kastegynge; snart var de højt oppe, saa igen dybt nede. Nogen Velsignelse kunde der umulig være ved Penge, der skyldte Slavefragter og Kapertogter sin Oprindelse. Saa lod man de mægtige Huse gynge og vakle, og naar et brød sammen, nikkede man og sagde: Guds Straffedom! Maaske hade Bedstefar Ret; de hade gærne meget at slæbe paa, Slægt i lange Baner, som holdt til i det store Stuehus og levede et flot Driverliv paa Husets Bekostning, mislykkede Svigersønner og Døgenigte af Sønner, der allerede som Skoledrenge stjal af Skuffen og altid hade Lommen fuld af Penge og gode Ting: Johannesbrød og brasilianske Nødder.

Falliten, som siden blev til et helt Erhverv for sig – og et indbringende Erhverv, var dengang endnu ikke rigtig anset. Fallitenspiller var et ondt Skældsord; det betragtedes som Betingelse for at være et anstændigt Menneske, at man betalte enhver sit. Men i Penge! Da Bager H. gik fallit, betragtede Slægt og Venner det som en stor Uretfærdighed, at hans Hus og Bohave skulde sælges ved Tvangsauktion; de hentede alle hans rørlige Ting om Natten og gravede dem ned i deres Haver. Det var næsten lige saa uretfærdigt af Kreditorerne at tage hans Indbo som at hugge en Haand af ham, syntes man.

Der sad i Neksø i min Barndom en gammel Dame inden for et Vindu og stirrede ud paa Gaden; gennem Gadespejlet kunde hun følge alt derude. Men selv lod hun sig ikke se, Gardinet var trukket for Dagen lang, og paa Gaden kom hun aldrig. Hun hade ikke været paa Gaden i 28 Aar, ikke siden hendes Mand gik Fallit. Han var den første Fallitenspiller i Neksø – og hængte sig. Hun blev i Live, men Skammen holdt hende i Skjul; hun strikkede for Folk, og af sine smaa Skillinger betalte hun hvert Aar lidt af paa Gælden. Først naar det hele var betalt, kunde hun igen være bekendt at vise sig paa Gaden, mente hun. Hun naaede det ikke, sad saalænge og betalte af til hun blev lam i Benene, men betalte fremdeles af. Til man bar hende over paa Kirkegaarden.

– – –

Embedsmændene var grinagtige med deres fremmede Sprog og Manerer; de to-tre Handelshuse gav Tilværelsen et vist Perspektiv og de svenske Sæsonarbejdere satte Kulør paa den. Men den egenlige Befolkning gjorde ingen Spræl. Den var lige saa søvnig som Studene i min Hjord, tyggede Drøv paa Tingene og stirrede imens godlidende ind i Tilværelsen, aad og lagde sig, aad og lagde sig. Kun naar en eller anden fik Øje paa Satan, skete der noget; saa fik han Bersærkergang og vilde tage den Lede paa Hornene.

Udefra kom lidt Strømning; der kom Skibe hjem efter aarelange Rejser; det satte Bevægelse i Sindene. Saa gik skæggede Sømænd gennem Gaderne og dukkede ind under hver sit lave Tagskæg for at se til Mutter og Ungerne. De bragte sjældne Sager med, fra Afrikakysten og fjærne Øer ved Ny-Zeeland; ofte bragte de ogsaa Hyre med – eller Resterne af den, og velkomne var de som Regel. Naar de da ikke traf til at blive for længe borte – som Edvard Funk.

Jeg hade en Dag været ude paa Balka og hjulpet de Gamle at kærne. Jeg var blevet derude om Natten, for at varme Bedstemor, som hade Værk over Lænden, og fulgte næste Dag med Bedstefar til Byen. Paa Vejen mødte vi Edvard Funks gamle Mor, som skulde i »Mosen« efter en Bør Brænde.

»Er der noget Nyt, Anders Mortensen?« spurgte hun og satte Børen ned.

»Ikke andet jeg ved, end at Kvindfolket gaar saa længe i Aar,« sagde Bedstefar og saa skalkagtig ud.

»Ja, det maa jeg tro,« svarede den gamle Kone. »For nu er det tolv Maaneder siden, Edvard rejste, og Svigerdatteren har ikke faaet sin endnu!« Historien gik Byen rundt, og da Edvard kom hjem noget efter, saa alle Mennesker saadan paa ham, at han straks vidste, hvad der var i Vejen. Han skyndte sig hjem for at prygle Konen, men det blev ham selv der fik Pryglene. »Det skal du ha', fordi du blev saa længe borte,« sa'e Edvard Funk'ska; hun pryglede Manden, fordi hun fik en Lille med en anden.

Men velkomne var de, naar de vendte hjem efter den aarelange Fart. Saa mødte Børnene i Skolen i deres pæne Tøj og saa højtidelige ud. Nu skulde der Skik paa Hjemmet, som jo hade klaret sig som det bedst kunde, mens Faderen var borte. Opdrages skulde der, og det fra en Ende af. Som oftest greb de forstyrrende ind, fremmede som de var for det hele; man kunde gærne høre paa Skraalet bag de smaa Ruder, at nu var Far kommet hjem og hade overtaget Styret. Det var godt, at de kom hjem – ellers hade de været endnu mere fremmede for det hele, men det var ogsaa godt, at de stak af igen.

Men ellers var der ikke meget Liv og Bevægelse. Bedstefar hade Ret, naar han kaldte Byboerne kastrerede Bønder. Et indvandret Stykke Bondeland var Byen uden Karakter og Egenhed. Menneskene i Byen tænkte ikke selv eller foretog sig noget paa egen Haand. Jorden hade de slæbt med sig ind, selv til Sømandshjemmene var der knyttet Landbrug. Men Natur var der ikke i dem; Bondens Egenskaber hade de ladet blive derude. De var smaa og nussede i det og tog sig bedst ud, naar de dukkede frem i Porten med Nathue paa og glanede efter Vejret, eller stod nede paa Havnen med Ryggen til en Bræddestabel og Hænderne i Lommen, og kritiserede Skuderne derude paa Søen for deres Sejlføring og Navigation. Selv var de bange for at komme ned i en Baad og hade Vandskræk, de fleste af dem. Bøger kunde de ikke lide; naar de traf os Drenge bag et Hegn eller en Sten ved Stranden med en Bog, tog de den fra os og brændte den som noget farligt. Skolen hadede de nærmest, den satte Menneskene Nykker i Hodet og holdt Børnene borte fra Arbejdet.

Det hændte imidlertid nu og da, at man for et Øjeblik vaagnede op til noget i Retning af et aandeligt Ansvar. Jeg hade ikke tilbragt ret megen Tid i Skolen, men jeg hade lært gennem at arbejde og stod ikke tilbage for de Drenge, der ikke hade andet at gøre end at passe deres Skolegang. I det praktiske var jeg forud for de fleste af dem, og dem jeg ikke kunde tærske, naar de kom og gjorde sig vigtige over Vogterdrengen, kunde jeg rende fra.

Der var ikke ret meget af det, der kan læres i den fri Natur, jeg ikke kunde. Jeg kunde gaa paa Hænderne og ryge Kridtpibe til, slaa Kraftspring og springe over Søbækken, hvor den var bredest. Flyve kunde jeg ikke lære; der stod en stor Bautasten tæt ved Udmarken, den krøb jeg op paa og kastede mig ud – med Trøjen udspændt. Men jeg faldt hvergang ned i Græsset og slog Maven. Saa opgav jeg det og forsøgte i Stedet at aflure Kreaturerne, hvordan de bar sig ad med at tygge drøv. Jeg misundte dem denne Ævne, men tilegne mig den kunde jeg ikke.

Men ud over Flyvning og Drøvtygning var der ikke ret meget, de øvrige Skabninger kunde, uden at jeg lærte dem Kunsten af. Jeg var alt andet end doven, naar det galdt at tilegne sig noget nyt, eller blot at faa Tiden til at gaa. Rundt om paa Vogtermarken var der runde Ringe i Græsset, som hade et Cirkustelt været opslaaet dèr. Dem hade jeg alene frembragt, ved at galopere rundt, ofte timevis, slaa bagop og vrinske – være Cirkushest. Var der saa pludselig et Kreatur, der skulde løbes efter, saa blev jeg doven. Ak, det var forbandet, at man skulde springe efter saadan et Kreatur, ikke til at holde ud var det. Jeg opbød alle mine Aandsævner for at blive fri for at bruge Benene, bragte det derigennem til at beherske Hjorden ved Hjælp af min Person og min Stemme. Man tæller ikke sine Skridt, naar man danser; først naar det drejede sig om noget nyttigt, økonomiserede jeg med mine Kræfter. Og paa denne Egenskab beror vel sagtens de fleste Fremskridt.

Naar jeg sad mellem Amors Horn og bimlede med Fødderne og skraalede mine Viser, hade jeg Hænderne dybt i Lommerne. Ingen Dreng holder af at blive forstyrret, naar han har Hænderne i Lommen; og saa skulde det nok træffe sig, at en næsvis Flue kom og satte sig paa mit Øre. Jeg maatte have Haanden af Lommen og jage den væk, og den fløj saa ned paa Amors ene Øre. Men han behøvede bare at klippe med Øret for at faa den jaget væk! Det ærgrede mig, dette Forspring, og jeg arbejdede saa længe med mig selv, til jeg ogsaa kunde klippe dygtig med Ørerne. Og det reddede mig igen af en vanskelig Situation.

Byens brave Borgere var pludselig kommet til at ligge under for et Anfald af en Slags aandelig Ansvar; og det var mig, det drejede sig om denne Gang. Jeg mærkede det af Øjnene, der hvilede paa mig, at noget var i Gære mod mig; og en Dag gik der Hul paa Spændingen. Det var min udødelige Sjæl, man var blevet grebet af Angst for. Der løb denne Vogterdreng paa Udmarken og forkom mellem lutter Kreaturer, i Skole kom han ikke og hørte ikke Guds Ord – hvad skulde der blive af ham? Naturligvis var det ikke Meningen at lave om paa Tingene som Gud havde skabt dem og sende mig i Skole. En Vogterdreng skal ikke gaa i Skole, han skal vogte. Men noget maatte der gøres; min udødelige Sjæl maatte der gøres noget for, saa jeg, naar den Tid kom, kunde blive konfirmeret og komme ud og tjene mit Brød. Det blev saa besluttet, at jeg skulde møde til Religionsoverhøring paa Borgerskolen en bestemt Aften.

Det var en meget alvorlig Affære, og jeg hade tidlig fri den Dag, Kreaturerne kom i Løkken, og jeg løb hjem til Mor og fik mine Øren skrubbede. I Skolestuen var mange af Byens Smaaborgere mødt, Stemningen var alvorlig, der lugtede saa underligt inde, af Kisteklær og Kirkeluft. Provst Olsen var tilstede i Ornat og overtog selv Afhøringen. Fra alle Sider hvilede forskende Øjne paa mig; jeg var tilmode som senere, naar jeg skulde have Visum til Fasci- eller Naziland.

Vi begyndte helt forfra, med Skabelsen: »Og Gud Herren sagde til Slangen: Du skal krybe paa din Bug og du skal æde Støv, og du – –.« Saa gik jeg i Staa; jeg kunde det godt, kunde store Dele af Biblen udenad; men Situationen overvældede mig.

»Bare langsomt, bare rolig,« sagde Provsten – »det har slet ingen Hast. Og hvorfor maatte Slangen krybe paa sin Bug?«

»Fordi den ingen Lemmer hade,« svarede jeg med Øjnene i Gulvet. Jeg var bange for at se paa alle de Ansigter, der rundt om gloede paa mig med aaben Mund.

»Rigtig, rigtig! Og kan du saa sige mig, hvad et Lem er – ikke en Lem, men et Lem?«

Det vidste jeg godt, rimeligvis bedre end Provsten; men definere var jeg ikke stiv i – det lærte man ikke derude paa Vogtemarken. »Naa –« sa'e Provsten – »et Lem er noget, som man – naa! – som man kan bevæge, f. Eks?«

»Ørerne!« Jeg stødte det ud, glad over, at det gjordes mig saa let.

»Ja saa!« Provsten lod Brillerne skinne udover – »ja saa, kan du bevæge Ørerne?«

»Ja.« Blodet brændte mig under Haarrødderne, jeg følte, at nu galdt det.

»Det vilde jeg gærne se!«

Saa klippede jeg dygtig med Ørerne. Provsten lo, saa hans Mave hoppede, og gav mig ug i Religion. Og Stillingen var reddet. Folk forlod snakkende Skolestuen, og jeg fik bagefter at vide, at jeg hade gjort et stærkt Indtryk paa dem. En Tidlang snakkede Byens Borgere endda om at skillinge sammen, saa jeg kunde komme i Latinskole og siden studere til Præst; for naar jeg allerede hade bragt det saa vidt derude paa Vogtemarken, hvad kunde der saa ikke blive af mig, om jeg blev holdt til Bogen. Det blev imidlertid ved Snakken, og jeg levede mit Liv videre derude med Kvæget under aaben Himmel.

Men Overhøringens Udfald betød saa meget, at jeg uden videre Vanskelighed fik Lov at gaa til Konfirmationsforberedelserne. Ellers gjorde man altid Vanskeligheder med Vogterdrengene, tog dem med Magt ud af Skolen, og gjorde bagefter et syndigt Vrøvl over, at de ingenting kunde, og truede med at udelukke dem fra Konfirmationen.