XVIII

Mange Steder stødte min Vogtemark op til den rigtige Bondejord, og jeg lærte Hyrdedrengene fra Gaardene at kende. Det hændte, at Bønderne lod deres egne Børn vogte, men oftest var det fattige Drenge fra Hytterne inde bag Slamre. Flere af dem gik til Præsten ligesom jeg, og deres Husbondsfolk sørgede for Konfirmationsudstyr til dem.

Tanken om Konfirmationen fyldte mig med Bekymring. Selve Prøven var jeg ikke bange for; jeg hade jo klaret mig godt ved Overhøringen i Borgerskolen og hade stadig en høj Stjærne hos Provsten; det skete ikke sjælden under Præstegangen i Bodilsker Præstegaard, at han fritog mig for at overvære Timen og sendte mig ned til Byen for at hente Tobak. Det var en hel Mil frem og tilbage; naar jeg brugte mig godt, kunde jeg lige naa at være tilbage, til Timen var forbi. »Saa fik du ikke Timen med i Dag,« sagde han beklagende. »Naa, du klarer dig nok!« Og han lagde Haanden paa min Skulder og smilede ved Erindringen om, hvor godt jeg kunde klare for mig i Religion.

For den Side af Sagen var jeg ikke bange; desmere pinte Tanken om Konfirmationsudstyret mig. Sko og et nyt Sæt Tøj og en Hue – det var ikke lidt; hvor skulde det altsammen komme fra? Lønnen for den anden Vogtesommer var ogsaa faldet, uden at der var noget Tegn til, at Far vilde gøre Udvej for noget. Han sagde det mystiske Ord: Skatter og Renter – som altid, og hokus pokus var de 25 Kroner borte. Saa var der kun Vinteren og en Sommer til.

»Du maa hænge godt i i Vinter,« mente Mor. Det gjorde jeg ogsaa, jeg huggede Kilehuller for Far, favnede Brosten og slog Skærver; eller jeg var paa Havnen og hjalp til med at losse og lade. Ofte sendte de ogsaa Bud efter mig fra min Vogteplads, jeg skulde komme og hjælpe dem. Der var jeg altid velkommen, og jeg sprang, saa snart man kaldte. Far brummede men lod mig gaa; det galdt jo Lønnen for næste Sommer, hele 30 Kroner. For Vinterdagene fik jeg ingen Løn, men meget var der heller ikke for mig at udrette; man sendte nærmest Bud efter mig for at se mig. Andrea og Karoline rev i mig fra hver sin Side, naar jeg kom, og Peter Ibsen stod og smaalo og saa god ud af Øjnene.

Mer end noget andet Sted følte jeg mig vel her; og Vogtetiden er vel overhodet den bedste Tid af mit Liv. Det Arbejde, den bød mig, talte til mig paa en hel anden Maade end alt andet Arbejde.

– – –

Jeg har som Forfatter jævnlig fra klassificerende Side faaet at vide, at jeg var mere Bonde end egenlig Byarbejder, og er glad for om det passer. Jeg tror ikke paa den dybere Modsætning mellem Bonde og Arbejder; Forskellen er af overfladisk Art og let at udjævne selv om den ofte synes stor. Bonden ligger under Overfladen paa Arbejderen; under Fevdalismen var Bonde og Arbejder det samme; Modsætningen er af kapitalistisk Art. Naar vi overalt er naaet til virkelig at lade Maskinen arbejde for os, vil der sikkert ske en omfattende Tilbagevenden til Jorden. Maskinerne vil sætte os Maden paa Bordet og klæde os, ved ringe Arbejde fra vor Side. Naar Arbejdet har faaet sit og Bøgerne deres, vil der blive Tid tilovers; Mennesket trænger til noget, der ligger midt imellem det fysiske og det aandelige Arbejde, en Legeplads for Sjæl og Sind. Den billigste Tilfredsstillelse af dette noget sker gennem Kortspil, den skønneste og rigeste ved Samliv med Naturen, først og fremmest aktivt Samliv. Vi maa lade Maskinerne blive i Staden og arbejde for os, og selv flytte ud i Naturen, ud paa Jorden. Der er mere Næring for Sindet i at plante Blomster og kæle Frugter frem, end i nogen anden Fritidsbeskæftigelse.

Kanske lægger vi, naar saa vidt kommer, Fabrikkerne ud i Naturen ved Skov, Vandløb, Mose – ved Kraftkilderne. Vi faar en bunden Arbejdsdag paa et Par Timer eller tre, kanske mindre; Resten af Dagen er til Opbygning af Mennesket i os og skal anvendes godt og mangesidigt, helst uden at Tiden slaaes ihjæl hverken ved Kortspil eller ørkesløs Romanslugning. Man kan ikke læse Bøger bestandig; for megen Læsning er lige saa skadelig som for lidt – man bliver aandelig forsjasket af det. Saa er det godt, at Hønsene og Duerne og Kaninerne kalder paa én; at Frugttræerne staar og hænger lidt med Bladene og tigger om at blive sprøjtet og pudret, at Urterne gisper efter Vand. Som i et Ryk retter de sig, naar Brusen har truffet dem, strutter igen af Fylde og Farve og udsender Bølger af krydret Duft – Takkesange. Overalt er der nyt at opleve – nyt og samtidig hverdags-selvfølgeligt. Vi trænger til, at Mysteriet skal være allevegne om os, tage vor Hverdag i Besiddelse og holde os vaagne i Undren. At leve er at undres!

Jeg har, hvor jeg selv var Herre over Forholdene, ogsaa som Forfatter levet mit Liv halvt som Bonde og Arbejder, boet ude i Naturen og søgt den egentlige Opbygning af mig selv, ikke i Bogskabet men ved Arbejde i Hus og Have: har muret, malet og tapetseret; kulegravet og plantet. Der er en Del Bøger, jeg af den Grund ikke har faaet læst, og der er Fremmedord, jeg vistnok udtaler lige saa forkert, som Husassistenterne gør det i de borgerlige Teaterstykker. Det er som bekendt den væsenligste kulturelle Forskel paa Herskab og Tyende, at Tyendet ikke kan tumle Fremmedordene. Det kniber altsaa lidt med Teaterkulturen hos mig. Til Gengæld har jeg Attest for at have adskilligt med Livet at gøre; og det er jeg glad for.

Vogtetiden var en god Læretid i saa Henseende, og for et Hovedstadsbarn at være faldt jeg hurtig og let tilrette i de landlige Forhold; Bonden laa saa at sige lige under Overfladen hos mig og var nem at kalde frem. Livet i Naturen sammen med Kreaturerne gav mig mere Glæde og Tilfredsstillelse end jeg før hade kendt, jeg misundte de Drenge, der var født paa en Bondegaard, og gjorde Fremstød ind i Bondelandet, naar jeg hade fri. Uendeligt var det jo ikke som Havet til den anden Side; de der drog derind, blev ikke borte i aarevis, for pludselig at dukke op igen, lyslevende og langskæggede, efter at have staaet paa Opslagstavlen som »druknede eller paa anden Maade bortkomne«. Men der var alligevel dybere til Bunden derinde.

Bønderne var hverken saa snaksomme eller sladderagtige som Byboerne; hade man været i Nøddekrattet og blev nappet, kunde det ske, de gav en et Rap af Stokken. Men de løb ikke hjem til ens Forældre og sladrede saadan som Folk nede i Byen, hvor der altid var en eller anden undervejs med klaprende Træsko for at melde ilde Nyheder om én. Stolte var de ogsaa, de saa ned paa Byboerne og betragtede nærmest Staden som et Sted, Folk tyede hen, naar de ikke længer kunde begaa sig paa Landet. De krøb ikke sammen og gjorde sig smaa og usle som Byboerne, for saa pludselig at slaa til den anden Side og optræde som Stolteserere; det eneste man kunde se udvendig paa dem var, at de var stolte over at være Bønder.

Om mange af dem sagdes der, at de var i Lommen paa Storkøbmændene. Men det var ikke til at se paa dem, naar de kørte til Staden i deres kostbare Pels, at det maaske var en Kreditpels. Hestene dansede hen ad Vejen saa let paa Benene som traadte de paa Naalepuder, og Folk kom til Vinduerne og sagde: »Det er Storfolk, det kan én høre paa Hestenes Fodslag; de skal nok ind paa Hotellet og spille Kort.« Saa fik de deres Omgang, og man brystede sig ind imellem af at være i Slægt med dem; var det end langt ude, det gav dog Følelsen af at høre til det egentlige.

Endnu festligere var det, naar Bønderne fra Persker, Povlsker eller Bodilsker om Vinteren foranstaltede Kanefart med Kanebal paa Hotellet. Saa kom de gamle Kaner, der hade Form som Vikingesnekker og Svaner, ned fra Lofterne og blev pudset op. Festlig malede var de, blaa med Sølvstjærner i, eller dækket med fantastiske Uhyrer i Guld paa mørk Grund. Hestene var udstyret med Bjælder og Klokkestol og vajende Fjerbuske, og et farvet Næt førte fra dem over i Kanen, for at Sneklumperne fra deres Hove ikke skulde ramme de Kørende i Ansigtet. Som de førte sig, Hestene! De bornholmske Heste har altid Krudtet oppe i sig, og ved ikke hvilket Ben de skal staa paa, naar de kommer for et Stadskøretøj; her var de lige ved at gaa i Luften under Lydregnen fra Sølvklokkerne og den straalende Udmajning. Fjerbuskene vajede over spændt krummede Halse, og Skabrakkerne blinkede omkap med Snekrystallerne. Og i Kanerne sad de unge Døtre, rødkindede, kønne. De fik hver deres Skudsmaal og sjælden det allerblideste; naar det gjaldt giftefærdige Piger, var Ansigterne bag Ruden ikke til at spøge med.

Georg var kommet i Bødkerlære. Det var meget morsomt at se ham snitte Stav til og over et Baal spænde dem sammen til Dritler; men jeg skulde paa Landet, naar jeg var konfirmeret. »Det er en sur Levevej for Fattigfolk,« sagde Mor, »Tjenestefolk har det ikke for morsomt. Men vi har ikke Raad til at holde to i Lære.« Naa, jeg hade ikke tænkt at blive ved med at tjene; en Gaard vilde jeg ha. »Saa kommer du nok til at gifte dig den til,» sa'e Mor og lo. »Ja, naar det endda var Georg – ham er alle Pigebørn gale efter! Men saa blir man Jordemoder-Mand.« Det hade jeg ingen Lyst til.

Bedstefar var bedre til at snakke med. »Det kan én nu aldrig vide,« sagde han. »Der er saa mange, der kommer fra Gaarden, hvorfor skulde du saa ikke kunne komme til en Gaard. En har før hørt om fattigt Barn, der blev til stort Folk; men sjældent er det. Det skulde saa ske ved Arv, kantro; vi er jo af Storbondeslægt!«

Ja, vi hade Slægt paa Gaardene baade i Persker og Povlsker, og umuligt var det jo ikke, at en Storbonde en Dag holdt foran Huset, pegede paa mig med Pisken og sagde: Ham der tager jeg med! Der holdt virkelig en Dag en Storbonde fra Persker udenfor og pikkede paa Ruden med Pisken; vi hade ofte set ham køre forbi og drøftet ham; han var Fars Fætter – eller rettere Halvfætter. Jeg sprang ud til Vognen, mit Hjærte bankede. Han hade blot noget Kravetøj, han gærne vilde have vasket; Mor maatte selv ud til Vognen og tage mod Besked. »Hvordan, er Deres Mand og jeg ikke Næstsøskendebørn?« sagde han, idet han samlede op i Tømmerne. Det var altid noget. »Han kendte os, Mor,« sa'e jeg da vi kom ind.

»Ja, og nu sætter vi os pænt hen og spiser Brød til Stegelugten,« svarede Mor og lo.

Naar Nansen'erne fra Persker kom jagende, skyndte vi os altid til Vinduet; vi kunde kende dem paa Suset der stod af dem. Det var Bedstefars Fætre og lange Karle ligesom han. De kunde føre deres Slægt Aarhundreder tilbage, til Københavns Borgmester og længer endnu; men nu var der ikke andet stort tilbage end Lasterne.

De to Brødre var Kreaturhandlere og laa og rakkede paa Landevejene bestandig, fra Kro til Hotel og til Kro igen. Altid kørte de sammen; og saa snart de havde gjort en Handel, skulde der drikkes Lidkøb og spilles Kort. Det var stort Lidkøb de drak, og højt Spil de spillede. Vi saa dem rase til Bys med to stolte Heste for Vognen og kuske hjem næste Formiddag i en gammel Karre, trukket af en elendig Krikke som de hade faaet til Laans af Hesteslagteren. Saa hade de spillet og drukket Heste og Køretøj væk. Men hvordan det nu gik til, de kom op igen; en skønne Dag var de igen flot kørende og ovenpaa i enhver Henseende. De var ikke som vi andre, der altid maatte blive nede paa Bunden af det hele.

»De har Fanden til Morbror,« sa'e Bedstefar; »én maa jo ikke være rigtig i Familie med dem alligevel.« Men det var han, skønt de aldrig var traadt over hans Dørtærskel.

Men en Dag fandt de dog Vejen til ham. Jeg var ofte ude hos Bedstefars den sidste Vinter, før jeg kom hjemmefra; Landbruget trak mig, saa lille det var; og jeg hjalp Bedstefar med Arbejde, man maatte være to om. Bedstemor var for gammel og svag til at kunne give en Haand med i Marken. Vi var ved at køre nogle store Sten bort fra den laveste Del af Marken; der var sumpet, og Arbejdet maatte gøres mens Jorden var frossen. Bedstefar hade tømret en Stenslæde af to tykke krumme Egegrene; paa den væltede vi Stenene op og slæbte dem én for én hen over den snebedækte Jord op til Huset. Der var et Mergelhul midt i det sumpede Stykke, hvor vi kunde ha væltet dem ned; men Bedstefar skulde partu ha dem op til Huset, til en stor Bunke Sten og Skrammel, han hade samlet gennem Aarene. »En ved aldrig, hvad det kan komme til at gøre Tjeneste som,« sagde han om alting og nænnede ikke at kassere noget. »I Dag synes det én bare noget gammel Skidt, og naar én saa staar og har Brug for det, føles det som Guld i Haanden.«

Oppe fra Landevejen ved Balka Mølle drejede en flot Vogn ned; henne ved Leddet til Bedstefars Lod steg to svære Mænd ud og kom over mod os. »Nu kommer Nansen'erne,« sa'e jeg. Bedstefar lod som ingenting.

»Goddag Anders Mortensen,« raabte de larmende og slog i Luften med de svampede Hænder der lignede Luffer. Først da de var helt henne, rettede Bedstefar sig op.

»Hvad er det for fint Folk, der kommer til mig fattige Stymper,« sagde han med et Udtryk, som det ikke var let at finde ud af.

»Kender du os ikke? Vi er dog Søskendebørn,« raabte de og strakte Poterne frem, lige ivrige efter at komme først til at trykke Bedstefar i Haanden.

»Jo, saa min Sandten tror jeg det er Jer! Og I kommer gaaende ligesom de to til Emaus. Er I ude i himmelsk Anliggende kanske?«

De to Kæmper lignede to dumme Skoledrenge; de var bange for Bedstefar og stod og blinkede raadløst med Øjnene og skelede til hinanden. »Aa, hold nu op med det der,« sagde den ene af Brødrene og strakte bedende sin fede Haand frem – »det er saa kedeligt. Vi kommer til dig aabent og ærligt for at bede dig som vor Slægtning laane os to hundrede Kroner til i Aften. Vi kan lave en god Forretning i Byen, og i Aften har du Pengene igen; med Opgæld. 220 Kroner skal du faa i Aften, saa sandt jeg er dit Søskendebarn.« Han stod og svingede med Labben, parat til bedyrende at slaa den i Bedstefars.

Jeg ventede, Bedstefar skulde forklare dem, at han ingen Penge hade liggende; jeg vidste jo hvor ofte han maatte vende og dreje selv en Enøre, inden han gav den ud. Men Bedstefar bar sig meget mærkeligt ad. Han stod og korsede sig og talte ud i Luften, som var han alene: »Ih, nu har én da aldrig! Her kommer stort Folk og fint Folk og Stadsfolk til mig ringe Menneske; og om det saa er mine Penge, agter de dem ikke for ringe at kaste Øjnene paa! Ih nu har jeg da – ih du Frelsens! Nu staar Verden vist ikke længe, for nu sker der Tegn i Sol og Maane.«

De to Mænd hade gjort omkring, de løb hen over Marken og saa ordentlig dyppede ud, da de krøb til Vogns. Først da de sad paa Vognen, blev de sig selv igen, gav sig til at sværge og piske paa Hestene.

Bedstefar hade altsaa Penge – det var rart at tænke paa! Selv om de ikke rakte til at købe en Gaard for, Konfirmationsudstyret var der en Udvej for nu. Slog alt andet fejl, bad jeg Bedstefar om at laane mig Penge til Sko og Tøj. Jeg vilde saa betale dem tilbage, naar jeg kom rigtig ud at tjene og selv hade Raadighed over min Løn.