5| Kære, du har saa tit spurgt mig ud om mine tidligere Liv, og jeg har ikke holdt af at tale om det – du har ikke kunnet undgaa at mærke det. Jeg var bange for at miste dig ved mine Tilstaaelser, derfor tav jeg; jeg frygtede, at du vilde høre op at elske mig, naar du kendte mit Levned. Men nu, da du har valgt at knytte dig til mig for bestandig, m a a jeg fortælle. Vor Fremtid kunde mislykkes, hvis jeg ikke gjorde det, og det tør jeg ikke vove – jeg holder for meget af dig. Saa svært det end er mig, vil jeg være aaben og fortælle alt. Ulykker og Fejltrin, saa faar du fordømme mig, om du ikke kan andet.

Jeg lider selv ofte under den Bevidsthed, at mit Liv er mislykket, og dog synes jeg ikke, jeg selv har saa meget at angre – jeg tillægger Forholdene det meste. Maa jeg ikke ogsaa det; eller er det forkert af mig? Jeg synes aldrig, jeg selv vilde kunne bære Skylden for det i sin Helhed, der er for meget, jeg ikke har raadet for selv. Jeg skal fortælle det ærligt i det Haab, at du saa vil se det, lige som jeg gør, og maaske tilgive. Jeg føler, at dersom der endnu er nogen Lykke forbeholdt mig, saa er det ved dig; sammen med dig synes jeg, at jeg har levet min før6|ste Kærlighed. Men kan du i Længden nøjes med Resterne af et Liv for det hele, du skænker mig? Det Spørgsmaal piner mig undertiden. Og hvordan vil du tage dette her? Det er det forfærdelige – som jeg skal igennem. Kære, hvis du vidste, hvor jeg ræddes for Svaret – dersom du dog vidste! Du véd, at min Fader er pensioneret Oberst. Han tog i sin Tid ivrig Del i Krigene mellem Nord- og Sydstaterne, samt i Indianerkampene, og ved dem svang han sig op fra Menig til en fremragende Officer. Siden blev han Kommandant paa et Fort ude i Indianerterritoriet, og der blev jeg født. Jeg havde en Broder, der var to Aar ældre, han legede med mig, da jeg var lille.

Men siden fik han andre Interesser, og saa maatte jeg holde mig til Børn, som nogle af Soldaterne havde med Indianerkvinder, de levede sammen med. Der var flere gifte Officerer paa Fortet, men ingen af dem havde Børn.

Fader var en lille, rolig Mand og altid jævnt elskværdig; men han havde den slemme Fejl at være bange for Moder og gjorde aldrig noget uden at spørge hende om Forlov. Og hendes Me7|ning blev altid den afgørende. Hun var et af de underligste Mennesker, jeg har kendt; jeg lærte aldrig at bedømme hende og tror heller ikke, nogen anden gjorde det. Hun greb ind i alt, og Soldaterne var mere bange for hende end for Fader; skønt hun var for klog til nogen Sinde at henvende sig direkte til dem, vidste de godt, at alt af Betydning for dem udgik fra hende, baade Belønninger og Straffe.

Og vi Børn maatte mange Gange høre dem udveksle Spydigheder i den Anledning. Jeg har nogle dunkle Erindringer om, at Fader et Par Gange i min tidlige Barndom forsøgte at sætte sig op imod Moder, men saa lavede hun uhyggelige, hysteriske Scener, og han maatte give efter.

Hun kunde være forfærdelig ødsel, men ogsaa forfærdelig gerrig; til Tider var hun ædelmodig og tilgav og taalte alt, til andre Tider var hun herskesyg og grusom og kunde ikke tilgive selv de mindste Ubetydeligheder.

Ofte hændte det, at hun slog mig, uden at det nogen Sinde er gaaet op for mig hvorfor. Stundom vidste jeg, at jeg havde fortjent Bank, og ventede angst paa det Øjeblik, da Moder traadte ind; men saa nævnede 8| hun ikke det passerede med et Ord. Jeg tror, at hun har været meget ideelt anlagt som ung og er blevet skuffet. Hun skal have været meget smuk i sine unge Dage. Jeg kan selv huske hende som en yppig Kvinde med et Drag af Sanselighed over sig og et stærkt Præg af Myndighed. Det forundrer dig maaske, at jeg kunde fæstne mig ved saadanne Ting i min Moders Ydre, men husk paa, hvor fremmed hun altid blev ved at være mig. Min Kritik har altid været vaagen over for hende, fra jeg var lille; og véd du, undertiden, naar hun forurettede mig dybt, var det mig en Tilfredsstillelse at finde alle hendes store Fejl og ligesom drage dem paa en Snor.

Jeg var for det meste overladt til mig selv, og ofte opholdt jeg mig ude i de »gifte« Soldaters Barakker – de Soldater, som levede sammen med Indianerkvinder. Der var frygteligt snavset og Børn i Massevis at lege med.

Men naar Soldaterne selv kom og traf mig derinde, skældte de paa deres Kvinder og jog mig ud. De kunde ikke lide mig og min Broder og forbød deres Børn at lege med os.

Dengang begreb jeg ikke, at vi var finere end 9| de, og at det netop var derfor; jeg beundrede dem jo og betragtede det som en stor Lykke, naar jeg fik Lov til at opholde mig i deres snavsede Stuer og smage deres snavsede Mad. Saa laa jeg alene uden for Fortets Bastioner og byggede mine Forter til mine Dukker, eller jeg laa og gravede i Sandet ved Floden, der løb lige forbi. Længere maatte jeg ikke fjerne mig, for vi levede stadig udsat for Indianerne. De kom daglig til Fortet enkeltvis eller i smaa Klynger og luskede om og stjal, hvor de kunde. Men Fader gjorde dem ikke noget, før de blev for talrige, saa jog han dem bort. Om Aftenen stod de paa Lur i Skyggen, og naar en af Fortets hvide Kvinder gik over Gaarden, listede de sig bag paa hende, omfavnede hende og trykkede hende ind til sig. Naar hun skreg, løb de bort. Fader sagde, at de elskede alle hvide Kvinder; alle Fortets hvide Kvinder var ogsaa bange for dem. I Indianerbøgerne fortælles der jo saa meget om, hvordan hvide Kvinder, der falder i Hænderne paa Indianerne, bliver pint grusomt til Døde, enten ved at man rister dem langsomt over Ilden eller klæder dem af og skyder til Skive efter 10| dem og passer paa kun at ramme Udkanten af deres Lemmer. Men i Virkeligheden er det endnu meget værre. Naar en hvid Kvinde er saa ulykkelig at falde i en Indianerstammes Hænder og kender lidt til Forholdene, dræber hun sig selv straks, hvis ikke maa hun endnu samme Nat tilhøre alle Stammens Krigere fra den Ældste til den Yngste. De fleste er saa lykkelige at dø, inden de naar til Enden med det, men de, der overlever det, er mishandlede for hele deres Liv og bliver næste Dag en eller anden Høvdings Slave. Jeg tror, Bevidstheden om daglig at være udsat for disse Rædsler, havde sin Del i, at ikke alene min Moder, men ogsaa Fortets andre Officersfruer, var mere eller mindre hysteriske. Maaske har det ogsaa bidraget til, at Moder blandede sig i Styrelsen, hun stolede ikke tilstrækkelig paa Faders Aarvaagenhed. Mens jeg var ganske lille, havde Fortet en Gang været nær ved en Overrumpling, og Kvinderne med Moder i Spidsen havde da besluttet at dræbe sig, saa snart det kom til Overgivelse. De vilde først have Mændene til at gøre det, men de vilde ikke. Siden kom det aldrig saa vidt mere. Der blev holdt skarpt Udkig altid, og 11| saasnart det spurgtes, at en Krigerstamme havde slaaet Lejr i de store Skove nogle Mil borte, blev der straks sendt Soldater ud for at adsplitte dem.

Da jeg var 4-5 Aar gammel, havde jeg mit første Sværmeri. Det var en af de ældste Soldater paa Fortet, en robust, men ogsaa raa Karl, der gik til Kros, saa ofte han kunde se Lejlighed, og altid kom han beruset hjem. Han var nok ogsaa en øvet Slagsbroder. Det var imidlertid ikke disse Egenskaber, der fik mig til at vælge ham til min Barnekæreste. Men Sagen var, at han en Dag laa og sov i Græsset uden for Fortet – han var vistnok fuld. Jeg gik netop dernede tæt ved og legede, da en af Fortets store Heste kom galopperende, saa Grønsværen rystede, styrede lige løs paa ham og satte over ham med et altfor stort Spring og en angst Prusten. Fra den Dag var Manden min Helt, jeg saa paa ham med Beundring og kunde staa i Timevis og betragte ham paa Afstand. Det var min Bestemmelse at gifte mig med ham, naar jeg blev stor. Jeg tror aldrig, han opdagede mine Følelser for ham, som jeg blev ved at have, til han et Par Aar efter blev knust under en ny Kanon, der skulde stilles op. 12| Det er vist ikke heldigt at vokse op paa saadan et afsides Sted. Saa meget maa tages, som det kan falde, der er ikke meget at vælge imellem af Omgang og ikke mange Midler til Uddannelse, alt bliver saa ensidigt og tilfældigt. Og trods det ringe Antal Mennesker, der levede sammen daglig og kendte hinanden ud og ind, var Tonen slet ikke bedre end i en stor By.

Næsten alle Soldaterne adopterede det indianske Ægteskab – at tage en Pige hjem til sig; og der var stadig Snak om de ældre Officerer og Tjenestepigerne eller om Officersfruerne og Underofficererne. Meget af det gik naturligvis hen over Hovedet paa os Børn, men der var altid en Del, vi ikke kunde undgaa at lægge Mærke til. Heller ikke Indianerne er saa sædelige, som de i Reglen skildres i Indianerbøgerne. Jeg tror, Indianerne kender alle de Kærlighedsudskejelser, der siges at have fulgt Evropas største Kulturperioder. Der var aldrig nogen Indignation fra Indianernes Side, naar en Soldat tog en af deres Piger; tværtimod jagede de selv Pigerne op til Fortet.

Soldaten blev saa betragtet som Forsørger, de kom og tiggede og stjal fra ham, og naar Tiderne var daarlige, fik han hele 13| Pigens Slægt paa Halsen.

Saa maatte han op og bede Fader om Lov til at rydde Barakken. Indianerpigerne medbragte ikke saa sjældent Sygdomme, som skaffede Fortets Læge nok at bestille.

Men kønt var der ude. Rundt om Fortet laa de store Sletter med mandshøjt Græs, længere ude var der store Skove og længst i det Fjerne Bjergene med Snetinder. Der inde fra en blaa Kløft kom Floden løbende lige forbi Fortets Mure og videre til den anden Side, bestandig større og større.

En Fjerdingvej borte var der en Revne, flere Hundrede Fod dyb og ikke bredere, end at Dyrene kunde springe over paa de fleste Steder. Den skar midt igennem den flade Slette, og man opdagede den ikke, før man kom lige hen til. Ofte blev der fundet døde Dyr paa Bunden af den, som var styrtet ned. Hist og her langs Spalten groede smaat Buskads, og enkelte store Klippestykker laa strøet omkring. Her tog vi ofte ud om Sommeren og spiste til Aften; det var det eneste Sted i Nærheden, hvor der var Skygge og rigtig frisk, grønt Græs at ligge i; de store Skove var for langt borte.

Jeg husker en Gang, vi var derude; foruden vor 14| Familie var den Næstkommanderende og hans Frue samt Fortets Læge medA. Lægen var en halvgammel, aparte Støder, der somme Tider var gnaven, somme Tider ondskabsfuld vittig; han var den eneste, Moder var bange for. Men den Dag var han i sit Es og fortalte utrolige Historier om Indianerne, som han kendte meget nøje. Naar de andre i Selskabet drog hans Fortællinger i Tvivl, henvendte han sig til en gammel Indianer, der var hans Tjener og Kok, og han bekræftede dem altid. En af Historierne har særlig sat sig fast i min Erindring; den gjorde ogsaa et uudsletteligt Indtryk paa mig dengang.

Den fremkom ved, at min Broder og jeg løb langs Spalten og legede Skjul i Buskene. Under Legen kom vi til et Sted, hvor der stod en 5 Alen høj Sten, som nok kunde minde om en forstenet Skikkelse og straks i min Forestilling forbandt sig med Saltstøtten i Fortællingen om Sodoma og Gomorra. Vi løb tilbage og fortalte om vort Fund, og Fader vilde hen og se, om det ikke skulde være noget mærkeligt. Men Lægen sagde, at han godt kendte Stenen, det var en Splint af Klippen, der rimeligvis havde rejst sig paa Kant, dengang Rev15|nen opstod. »For Resten knytter der sig et Indianersagn til Stenen,« sagde han, og paa Opfordring gav han sig til at fortælle: »Blandt Indianerne i denne Landsdel herskede den Skik, at de unge Mænd om Natten havde Lov til at gaa ind i Teltene, hvor de unge Piger sov, og løfte Huderne af dem. De Piger, der vilde være ærbare, viklede Bast­ baand om Hofter og Ben, og dem turde ingen Mand røre. Men der var nok, der sov foruden Baand. (Jeg forstod intet af alt dette, men Fortællingen optog mig stærkt). Saa var der ude blandt Indianerne en hvid Mand. Han var kommet Øster fra et halvt Aar før, levede altid sammen med Indianerne og kom godt ud af det med dem. Han havde længe haft sine Øjne paa Høvdingens Datter, og en Nat gik han ind i Teltet, hvor hun sov, og løftede Huderne af hende. Hun havde mange Baand om Hofterne, men da hun saa, at det var ham, løste hun dem selv. Og han faldt i Søvn hos hende. Men tidlig om Morgenen, da Maanen saa Østens Lys og blegnede, vækkedes de to Elskende ved Krigsraab i Lejren. De forstod, at Natten havde sveget dem, og at de var opdagede, de stod op og flyg16|tede ud over Sletten med Stammens Krigere i Hælene. Hun løb hurtigere end han, og da de kom til Spalten, satte hun over i et Spring. Han sprang dristigt efter hende og fik ogsaa Fødderne paa Klippekanten, men han havde daarligt Fodfæste, og hun saa ham gaa bag over, ned i Dybet. Hun udstødte et Skrig og styrtede sig efter ham. Da rejste ifølge Sagnet Klippeblokken sig, og Indianerne nærer endnu en hemmelig Gru for Støtten, som de tror, er de to Elskende, der holder hinanden omslyngede. Men naar Maanen er i Ny, kommer de ufrugtbare Kvinder, bøjer sig over Svælget og drager Vejret dybt. De vil indfange den ufødte Barnesjæl, for saa kan de blive Mødre.«A Jeg var kun ti Aar dengang, men jeg kan ikke sige dig, hvor stærkt et Indtryk Fortællingen gjorde paa mig. Jeg græd om Natten over de to Elskende, og en Dag løb jeg, trods min store Skræk for Indianerne, alene helt derud og lagde nogle Blomster rundt om Støtten. Jeg begyndte allerede at ane, hvor vidunderlig tung en Lykke Kærligheden kan være.

Min Broder blev sendt bort til en Latinskole, og jeg var nu helt overladt til mig selv. Jeg havde 17| ofte ondt ved at faa Tiden til at gaa, mine Tanker gik de underligste Veje, fordi der ingen var til at lede dem. Jeg gik og snakkede højt med mig selv og svarede, som om jeg var to, eller ogsaa lagde jeg Svarene i Munden paa Ting omkring mig. Jeg hittede paa saa løjerlige Ting som at klæde mig af, skjule Klæderne og lade, som om jeg ikke kunde finde dem og vilde være nødt til at gaa nøgen hjem. Saa udmalede jeg mig Modtagelsen, grundede paa, om jeg vilde træffe den Soldat eller den, naar jeg kom ind ad Porten – og var grænseløs ulykkelig over min Stilling. Men pludselig kunde jeg blive skamfuld og skynde mig i Tøjet. Saa morede jeg mig med at tage det paa i omvendt Orden, saa det underste kom udvendig. Mit eget Legeme sysselsatte mig ogsaa, og i lang Tid grundede jeg paa, hvordan jeg vel saa ud paa Ryggen. Jeg havde sat mig i Hovedet, at der var en mørk Plet paa min Ryg, og den Tanke pinte mig.

Jeg kunde lige læse dengang og havde flere Æventyrbøger, men de interesserede mig ikke. Anden Undervisning fik jeg i lang Tid ikke, men saa satte Moder sig en Dag i Hovedet, at jeg 18| skulde lære Sprog, og da der ingen var paa hele Fortet, der kunde nyere Sprog, fik hun den Idé, at jeg skulde læse Latin hos Lægen; det var det eneste Sprog, han kunde. Saa kom jeg til ham to Timer om Ugen. Latin lærte jeg intet af, men han var meget morsom, især naar han var i godt Humør; saa fortalte han mig snurrige Historier og viste mig sine Samlinger. Over for Soldaternes Sygdomme var han altid haard og kynisk. Og Soldaterne baade saa op til ham og var bange for ham, de sagde, at han var Frimurer og havde solgt sig til Djævlen. Men der var ingen, der havde deres Fortrolighed som han, naar det kneb, eller de skulde dø. Han vænnede sig snart til mig, saa jeg kom og gik hos ham, naar jeg vilde, og da opdagede jeg, at han var en helt anden sammen med mig inden for fire Vægge end ellers. Det haarde var da helt borte, han lo og var gemytlig, eller var træt og klynkede som en gammel Kone (jeg kaldte det, at han havde et andet Ansigt paa). Saa fortalte han mig alle sine Elendigheder, og jeg maatte trøste ham. Men kom der nogen ind i det samme, forandrede han sig straks og blev bister. En Gang jeg kom ind til ham, sad 19| han og lagde Kabale op som en gammel Kone. Efterhaanden blev han forfalden til Morfin – jeg tror, han døde af det. I mit tolvte Aar fik jeg en Legesøster.

En Fjerdingvej inden for Fortet laa Landsbyen. Den bestod af en Del Blokhuse, en lille Kirke og en Kro, som havde en stor Balsal, hvor der var offentlig Dans flere Gange om Ugen. Dansen var væsentlig beregnet paa Fortets Mandskab, og da der ikke var Piger nok i Landsbyen, der vilde danse med Soldaterne, indforskrev Værten nogle Dansepiger fra en af de østlige Byer. Med en af disse Piger havde en af Fortets ældre Officerer et Barn.

Han havde aldrig villet kendes ved Barnet og betalte nødig til dets Underhold. Det kunde Moder ikke tilgive ham. Saa døde Dansepigen, og da Officeren fremdeles ikke gjorde Mine til at tage Barnet til sig, blev Moder opbragt, og rask som hun altid var til at handle, tog hun til Landsbyen og bragte Barnet med hjem. Det var sikkert nok Medlidenhed, der drev hende, men hun nød ogsaa, at hun havde faaet Ram paa Officeren, der nu var nødt til at have sin Datter for Øje daglig. Men det var ikke heldigt gjort. 20| Min nye Legesøster Nelly var paa min Alder, men meget mere udviklet som Følge af de Forhold, hun havde levet under. Hun tog snart Ledelsen, og jeg, der følte min Underlegenhed og saa op til hende, gav mig helt ind under hende. Vi var sammen fra Morgen til Aften, og hun lærte mig mange Ting, men ikke noget godt. Hun havde ofte Lejlighed til at gøre Nar ad mine barnlige Forestillinger og meddelte mig de virkelige Forhold i Stedet for. Men jeg tror, det var heldigere, om jeg havde faaet de Rettelser gennem Moder; Nelly havde for mange Erfaringer for sin Alder og saa Tingene altfor meget med Dansepigens Øjne.

Hun fortalte mig meget, jeg ikke anede om Livet i Landsbyen, om Dansen, Soldaterne og Pigerne. Og hun fortalte det saadan, at jeg fik Lyst til at se det. Vi havde Værelse sammen ovenpaa, og en Nat iførte vi os noget af min Broders aflagte Tøj og listede ud. Det var hende, der fandt paa det. Vi kom til Landsbyen uden at blive opdagede, og stod lang Tid paa Tæerne og kiggede ind i Balsalen, hvor Soldater og Piger dansede eller sad sammen og drak. Nelly vilde have mig med ind, men jeg turde ikke. Da vi skulde gaa, 21| kunde hun ikke dy sig, men gav sig i Lag med nogle Soldater, der stod paa Vejen. De opdagede snart, at vi var Piger, og vilde have fat i os. Jeg skreg og gav mig til at løbe; da Nelly saa det, løb hun ogsaa, og de forfulgte os over Sletten med høje Raab. Jeg tror aldrig, jeg har været saa angst som da.

Heldigvis var de fulde, og det var temmelig mørkt, saa vi undslap dem. Vi kom hjem, uden at man mærkede noget. Hun vilde have mig med oftere, men jeg turde ikke.

Nelly blev ikke hos os mere end nogle faa Maaneder, saa jagede Moder hende selv bort, uden Grund tror jeg. Jeg var ikke ked af det, for jeg holdt ikke videre af hende.

Kort efter skete der det overraskende, at Moder fik en Lille. Det var overraskende for mig, der altid havde været vant til at være den yngste, og jeg var slet ikke henrykt over den nye Broder. Desuden syntes jeg, det var flovt, at der kom Smaa efter saa lang Tid – jeg véd ikke, jeg generede mig paa Moders Vegne. Jeg mærkede heller ingen Glæde hos min ældre Broder, der var hjemme i Ferie dengang; han og jeg var vant til gennem 12 Aar at være de eneste to, og stod 22| lidt fremmede over for det nye Medlem. Anderledes med Moder. Hun elskede Barnet over alle Grænser, og begyndte at ødelægge ham, saa snart han kunde skelne. Og det tog fra os andre. Man siger, at Kærlighed bliver større, jo mere der bruges af den, men Moders Kærlighed var af den Art, at hun ikke kunde give den til én uden at tage fra de andre.

Jeg var paany overladt til mig selv, og tog lidt efter lidt mine Dukker og andre Ensomhedssysler frem igen. Men jeg var ikke nær den samme som før. Jeg var i den Alder, hvor der foregaar store fysiske Forandringer med en ung Pige, og det nye fyldte mig med Forvirring og Angst. Lige straks troede jeg, at jeg var meget syg og maaske skulde dø, men Moder turde jeg ikke sige, hvordan det var fat med mig, og Tanken om enhver anden var udelukket. Efterhaanden vænnede jeg mig til det nye og faldt atter til Ro i Barnets Lege, og jeg var virkelig da meget uvidende om mig selv og mit Køn i Forhold til min Alder. Tror du ikke, Forældre skulde tale med deres Børn om alt, hvad der vedrører deres Alder, efterhaanden som de vokser til? 23| Ofte gik jeg og drømte lysvaagen. Det var ikke bestemte Ting, jeg drømte; men – ja, hvad skal jeg sige, en Slags Velbehagsfølelse. Jeg saa varme Farver og stærkt Lys i mine Drømme; jeg havde en uimodstaaelig Trang til at nynne altid, selv ved Bordet, hvor Moder straks var efter mig for det; og jeg følte med hemmelig Glæde, at mine Bryster voksede. Om Natten laa jeg ofte vaagen, og da forestillede jeg mig altid, at der hvilede et Hoved ved Siden af mit paa Puden. Det var mit Ideal, og jeg sagde til mig selv, at det var kønt, meget kønt; men jeg gav det hverken Mands- eller Kvindeskikkelse og gjorde mig heller ikke klart, hvorledes det saa ud. Jeg følte blot, at det laa der, og at det holdt af mig, og jeg af det. Undertiden blev denne Forestilling saa levende for mig, at jeg syntes, jeg mærkede den varme Aande fra Skikkelsen svøbe sig om mit Ansigt. Da hviskede jeg ganske stille og følte mig tryg; men jeg vovede aldrig at række en Haand frem eller flytte mig derhen ad.

Da skete der noget, der fik mine vage Drømme til at tage Form.

Du véd, at vore Soldater er hvervede. De lejer 24| sig ud til det som til andre Arbejder, og faar deres Løn. Men det er vist en kedelig Stilling, og der er mange af dem, der er forfaldne, især ude paa Forterne. De ser heller ikke tiltalende ud, har haarde, ofte raa Ansigter, bander og drikker og lever sammen med hvem som helst.

Men paa den Tid kom der en ung Soldat til Fortet, som slet ikke lignede de andre. Jeg kan godt huske, at Fader og Moder talte en Del om ham Dagene før hans Ankomst. Han var af god Familie (hans Fader var Forlægger i en større skotsk By), men havde ført et vildt Liv og var saa blevet sendt til Amerika for at rette sig. En Bekendt af Fader kendte ham og anbefalede ham til Faders særlige Bevaagenhed. – Du kan se, hvor naiv jeg var dengang: Jeg gik og grundede paa det Udtryk at føre et vildt Liv, og kom til det Resultat, at han havde levet i Telt ligesom Indianerne. Ellers vidste jeg jo, at man i Evropa levede anderledes end vi her. Saa snart han kom, løb jeg ud for at se ham. Til min Forbavselse var han lille og bleg og havde noget fint over sig, som gjorde ham meget forskellig fra de andre Soldater. Jeg kunde ikke faa hans Udseende til at 25| stemme med det vilde Liv, og udtalte min Forundring til Fader. Han fortalte mig da, at ved et vildt Liv forstod man, at han havde sviret og spillet og sat mange Penge over Styr. Sidst havde han nok lavet noget, som hans Fader maatte dække, og saa var han blevet sendt herover. Han var kun 23 Aar.

Han havde faaet en god Opdragelse og kunde flere Sprog, og Fader slog paa, at han kunde undervise mig. Men det forkastede Moder straks som aldeles ugørligt – han var jo kun menig Soldat. Saa tog Fader ham til Ordonnans og Skriver. Moder blev snart indtaget i ham paa Grund af hans Høflighed; ogsaa mod os Børn var han høflig og elskværdig, noget vi ikke var vant til fra Soldaterne. De kunde som Regel ikke lide os og troede, vi udspionerede dem.

Kære, om det nu havde været dig, jeg havde mødt dengang. Gud give det havde. Saa havde vi haft hinanden fra allerførst af, og vor Lykke skulde have varet – altid. Hvorfor mødte jeg dog ikke dig før? Hvorfor fører Gud ikke dem sammen, der kan blive helt lykkelige med hinanden. Vi er jo kommet sammen, men det skulde have 26| været tidligere, meget tidligere. Aa, hvor jeg vilde give meget til, at jeg kunde komme til dig med mit Sind, som det var dengang, ungt og uberørt. Saa vilde jeg være sikrere paa min Ret til dig, end jeg nu er. Men det skulde ikke være.

Nu blev det ham, der skred ind og tog den store Plads i min Tankegang.

Jeg syslede bestandig med ham, og selv i mine Drømme kom han til at gribe ind. Jeg drømte baade vaagen og i Søvne, at jeg elskede ham, og saa tænkte jeg mig altid, at han skulde blive noget stort, og at jeg reddede ham og førte ham til Lykken. Han var nemlig, hvad man vilde kalde et Subjekt, skønt jeg ikke fattede det rigtigt dengang – han kunde ikke undvære Spiritus. Men jeg saa kun, at han var ulykkelig, og jeg havde ondt af ham.

Fra nu af var han med i alt, hvad jeg tænkte og foretog mig. Jeg undgik helst at møde ham, og naar det skete, saa jeg en anden Vej; jeg vilde ikke for alt i Verden have vovet at se ham ind i Øjnene. Men naar jeg vidste mig usét, stod jeg og stirrede paa ham og lagde Mærke til alt ejendommeligt ved ham. Jeg kendte hans Stemme, blot han rømmede sig, og kendte ham ogsaa paa 27| Trinene. Oppe paa mit Værelse morede jeg mig med at efterligne Ting ved ham, jeg havde fundet Behag i, jeg kunde blandt andet gaa nøjagtig ligesom han. Bestandig forekom det mig, at jeg havde paa Fornemmelsen, hvor han befandt sig i det Øjeblik, og hvordan han havde det; men undertiden blev jeg dog angst for, at han var kommet noget til, og saa fik jeg ikke Ro, før jeg havde set ham.

De første Maaneder holdt han sig godt, og Fader mente, at det ikke havde noget paa sig med hans Hang til Spiritus. Men en Dag meddelte Fader selv ved Bordet, at han havde været beruset og utjenstdygtig. Det gentog sig, og Fader talte til sidst om at afsætte ham som Skriver. Den Dag græd jeg. Og endnu ulykkeligere blev jeg, da jeg nogle Dage efter fik at vide, at han om Natten havde været i Slagsmaal om nogle Piger nede i Landsbyen og nu laa til Sengs. Flere Dage gik jeg og græmmede mig og var ude af mig selv af Sorg; saa satte jeg mig til at skrive et Brev til ham, hvori jeg foreholdt ham hans Liv og advarede ham mod Fristelserne. Jeg undertegnede mig efter megen Grunden: E n der v i l D eres 28| Ve l ! og var henrykt over denne Underskrift, som jeg havde fra en Roman. Om Aftenen smed jeg Brevet ind paa hans Barak.

Paa Hjørnet af den yderste Barak, var der en Udhængstavle, som tidligere havde været benyttet til Tjeneste-Kundgørelser; nu brugte Soldaterne den som en Slags Avis. Paa den slog de Klager op over et eller andet, eller ogsaa nye Viser, de havde digtet, eller hemmelige Angreb paa hinanden. Jeg morede mig ofte med at stave de forskellige Plakater igennem med deres morsomme Sprog og store, uforholdsmæssige Bogstaver. Men jeg blev aldeles tilintetgjort, da jeg nogle Dage efter, at jeg havde sendt ham mit anonyme Brev, fandt det opslaaet paa Tavlen sammen med en Plakat, hvor han i forfærdelige, onde og bidske Ord bad den hemmelige Brevskriver holde sin Næse hos sig selv. Det faldt mig slet ikke ind, at man kunde komme og finde og genkende min Haandskrift; jeg glemte alt i min sønderknuste Tilstand, og løb grædende bort og skjulte mig. – Og jeg, som havde ment ham det saa godt! Jeg kunde ikke glemme det igen.

Charles – for saadan hed han – havde sluttet 29| sig til en enkelt af Soldaterne, en skikkelig og ikke videre drikfældig Fyr, der var Kæreste med vor Stuepige. Hun hørte om Brevet af sin Kæreste og gik ned for at se det, og hun opdagede straks, at det skrev sig fra mig. Saadan fik Charles det at vide, og samme Dag forsvandt Brev og Plakat fra Udhængstavlen. Men om Aftenen stak Stuepigen et Brev til mig, idet jeg gik op paa mit Værelse. Det var fra ham, og han bad mig om Forladelse og satte mig Stævne bag Fortet den næste Søndag.

Det var en Overraskelse for mig, og hele Ugen gik jeg om i en ør Glæde, som ikke lod Plads for andet end Forundring. Jeg havde i Tankerne altid knyttet min Fremtid til hans, men ikke et Øjeblik havde jeg tænkt mig, at vi stod Ansigt til Ansigt og talte sammen. Og nu stod det pludselig lige for Døren. Jeg var baade angst og henrykt og kunde slet ikke udmale mig, hvordan det vilde gaa. Men det faldt mig ikke et Øjeblik ind at udeblive.

Jeg var gaaende med Fader og Moder i Kirke nede i Landsbyen den Dag, og jeg husker, at det var hvidt, blændende Solskin. Da vi vendte hjem, 30| løb jeg i Forvejen. Jeg var i det Øjeblik saa sky og nysgerrig som de Antiloper, der kom og gloede paa mig, naar jeg laa stille i Græsset, og mit Hjerte bankede voldsomt, da jeg naaede Fortet og gik bag om det. Dér stod han – paa den anden Side af en lav Palisaderække. Jeg løb helt hen til ham og saa ham lige ind i Øjnene; han sagde intet, men bøjede sig frem over Pælerækken, tog mig om Hovedet og kyssede mig. Jeg blev saa forvirret, at jeg vendte mig og løb bort derfra, op paa mit Værelse; dér laa jeg med Ansigtet begravet i Puderne og tænkte paa det skete.

Dagen efter fik jeg Brev fra ham og skrev igen, og lidt efter lidt kom der en regelmæssig Brevveksling i Gang mellem os. I Begyndelsen besørgede Stuepigen Brevene for os, men saa fandt vi paa at lægge dem under en Sten ved Hjørnet af Fortet. Vi havde endnu ikke talt et Ord sammen, men hans Breve var mig saa varme og kærlige, jeg læste dem om og om og levede paa det ene, til jeg fik det næste. Og de forekom mig altid nye, skønt de indeholdt det samme. Jeg har senere læst dem og undret mig over saa intetsigende de var; de indeholdt ikke engang Fraser, hvert Brev 31| var blot to-tre Ord, om at jeg bestemt maatte møde ham igen. Jeg græd, da jeg læste dem igen – fordi de var saa fattige og saa fejge; han turde ikke engang vove sig ud, for jeg var jo et Barn – og vilde alligevel gerne have fat i mig. Anderledes kan jeg ikke se paa det nu, og alligevel er jeg glad ved, at han fik fat paa mig, skønt der slet ingen Kærlighed var til at begynde med. Men det tænkte jeg ikke paa dengang, det var mig en Selvfølge, at han elskede mig, som jeg ham, og jeg digtede hans store Kærlighed ind i Brevene ogsaa.

En Dag meddelte han mig, at han vilde komme ind paa Kontoret med en Papirsrulle i Haanden paa en Tid, hvor han vidste, Fader ikke var der.

Jeg tog imod ham og talte med ham for første Gang, og vi aftalte at mødes om Aftenen paa hans Barak, naar de andre sov. Som Skriver havde han sit eget lille Værelse.

Den Nat sagde jeg Godnat til mine Forældre med bankende Hjerte og løb trampende op ad Trappen til mit Værelse. Men deroppe tog jeg Skoene i Haanden og listede ned forbi Dagligstuen igen og over Gaarden til Barakken. Charles 32| stod i Døren og fangede mig i sine Arme, han blev saa glad ved at se mig, løftede mig op og bar mig rundt i Stuen. Jeg var slet ikke bange for ham mer. Jeg sad længe hos ham, og han fortalte mig hele sit Liv og sagde, at han elskede mig. Han havde nok moret sig med andre, men aldrig holdt af nogen før mig, sagde han. Dengang tvivlede jeg slet ikke om hans store Kærlighed til mig, det gør jeg nu; men jeg véd, at han siden kom til at holde meget af mig. Da jeg gik, gav han mig en lille Militærkappe paa, for at ingen skulde kende mig, naar jeg gik over Gaarden. Det var flere Maaneder efter vort første Stævnemøde bag Fortet.

Kappen skjulte jeg paa Loftet oven over mit Værelse, og næsten hver Aften tog jeg den paa og listede mig ned til hans Barak. Det var i den kolde Vinter, og han havde ingen Varme i Værelset. Saa hyllede vi os ind i vore Kapper og laa ved Siden af hinanden paa Gulvet og talte sammen, ofte til langt ud paa Natten. Vi havde altid nok at tale om og var ulykkelige, naar vi skulde skilles. Det var de lykkeligste Maaneder i mit Liv. 33| Jeg véd ikke, om jeg er sanselig af Naturen. Moder har undertiden senere i sin Vrede sammenlignet mig med de Kvinder, der sælger sig selv, og sagt, at jeg var endnu værre. Men jeg véd, at jeg aldrig dengang følte Trang til nogen større Lykke end at ligge ved hans Side paa Gulvet og se paa ham og lytte til ham, naar han talte. Hvis jeg havde været slem, kunde jeg da have gjort det i to Maaneder Aften efter Aften uden andet Ønske? Det var heller ikke af Længsel, jeg til sidst føjede ham, men alene for at glæde ham.

Men bagefter elskede jeg det lige saa meget som han, og vor Kærlighed voksede ved det, vor Lykke blev større. Han kaldte mig siden altid sin Brud, og jeg kaldte ham min Brudgom. Det var vor Mening at træde frem for Fader, naar jeg blev seksten Aar, og forlange Tilladelse til at gifte os. Hvis han ikke vilde give Tilladelsen, vilde vi rejse til en eller anden By paa Østkysten og lade os vie dér. Jeg har aldrig angret, hvad jeg gjorde, heller ikke dengang; og naar jeg har læst Bøger, hvor noget lignende forekom, men hvor hun altid græd og kæmpede imod, har jeg undertiden tænkt, at jeg vist var et slet Menneske. Jeg har heller al34|drig kunnet se nogen Forfører i ham, skønt Moder senere yndede at fremstille ham saadan for mig.

Underligt nok blev vi aldrig opdaget. Man skulde næsten tro, der var en god Aand, som vaager over Elskende. Mange Gange, naar jeg listede mig ned fra mit Værelse iført min Kappe, var mine Forældre ikke gaaet i Seng endnu, men sad i Dagligstuen, som jeg maatte lige forbi. Der var ikke rullet ned for Vinduerne, og naar jeg gik over Gaarden, kunde jeg se dem sidde om Bordet derinde. Undertiden stod Døren til Dagligstuen paa Klem, og jeg maatte tage mine Sko i Haanden, det gjorde jeg ellers ikke længer. En Gang hørte jeg dem nævne mit Navn, idet jeg passerede Døren. Jeg har tænkt paa det siden og forundret mig over, hvor modig jeg var dengang. Jeg havde ondt ved at lade være at le højt, naar jeg med Skoene i Haanden listede forbi den aabne Dør. Tanken om Opdagelse laa mig fjern, og det faldt mig aldrig ind, at Fader eller Moder kunde komme op paa mit Værelse, efter at jeg havde sagt Godnat. At de heller aldrig gjorde det, er maaske det bedste Bevis paa, hvor lidt de tog sig af mig. 35| Men en Gang var det dog nær blevet opdaget.

Den Pige, der var Kæreste med Charles’ Ven, havde engang rapset nogle Smaating. Saa en Dag opdagede Moder, at der manglede nogle Sølvskeer, og hun tog straks Pigen i Forhør. Pigen blev krænket, hun skældte Moder forfærdeligt ud og gav sig derpaa til at græde over den Uretfærdighed, der blev udøvet mod hende. Man kunde jo undersøge hendes Gemmer, sagde hun, løb ind paa sit Kammer og slog sin store Kuffert aaben for Moder. Den indeholdt ingen Sølvskeer, men Moder lagde Mærke til, at der fløj Dun i Værelset, naar man bevægede sig. Hun klappede Pigen paa Kinden, sagde, at det glædede hende, hun havde taget fejl, og bad hende gaa til sit Arbejde.

Jeg forstod ikke Moders Elskværdighed og saa forundret paa hende, men da opdagede jeg et Glimt af det underlige dæmoniske, hun til Tider kunde have i sit Blik. Hun sendte mig ned efter en Saks og gav sig til at undersøge Dynen. Den var daarlig syet i den ene Side, dér sprættede hun den op og stak Haanden ind, og ud af Fjerene trak hun Sølvskeerne. Pigen blev kaldt op igen, og Moder viste hende Skeerne og bad hende pakke 36| sine Sager øjeblikkelig. Pigen blev saa arrig, at hun fnyste, fo’r hen imod Moder og sagde, at hun i Stedet for at sjikanere sine Tjenestepiger hellere skulde passe paa sin egen Datter, der – – –. Mere fik hun ikke sagt, for Moder traadte hen til hende og stirrede frygteligt paa hende. Moder kunde være imponerende.

Jeg tror, hun havde paa Fornemmelsen, at der vilde blive sagt noget ondt om mig, og vilde hindre, at det skete. Naturligvis forudsatte hun, at Pigen vilde sige en Usandhed. Hun spurgte mig i alt Fald ikke ud om noget.

Men dengang troede jeg, at hun havde fattet Mistanke. Hun var ond og god i Perioder, og de følgende Dage var netop en af hendes onde. Hendes Lune gik ud over os alle, men mest over mig, syntes jeg altid. Kun min lille Bror, der paa den Tid var et Par Aar, kunde gøre akkurat, hvad han vilde, og det ligegyldigt, om Moder var i godt eller ondt Lune. Saadan, sagde man, havde det været med mig ogsaa, da jeg var lille.

En Aften nogle Dage efter, at Pigen var jaget bort, sad vi om Lampen inde i Dagligstuen. Moder havde lige haft en af sine sædvanlige Scener med Drengen. Han skulde i Seng og vilde ikke, 37| hun kælede for ham, og talte venligt til ham, og han blev mere og mere uartig. Saadan var der gaaet næsten en Time. Endelig klædte hun ham af med Magt, men bestandig blidt, og han sparkede hende paa Benene og bed Hul paa hendes Arm. Vi hørte hende inde fra Sovekammeret tigge om et Godnatkys, mens han slog fra sig, brølede og brugte arrige Skældsord, som han ikke kunde udtale rigtigt.

Saa kom Moder ind og satte sig igen. Jeg tabte hendes Brodérsaks og den gik itu. Hun begyndte straks at skælde. Men jeg var blevet ikke saa lidt modnere i den sidste Tid, jeg kunde ikke længere finde mig i at bøje Hovedet og se ydmyg ud – den eneste Udvej til at formilde hende, naar hun var uretfærdig. Jeg svarede hende, at jeg jo ikke have gjort det med Vilje. Hun stirrede aldeles forstenet paa mig og sagde saa, at jeg var en Gadetøs. »Saa er du Gadetøsens Moder,« sagde jeg og lo trodsigt. Hun udstødte et Hvin af Raseri, greb sin ene Sko, og gav sig til at slaa mig med Saalen, mens hun skreg de forfærdeligste Ting til mig. Jeg var voksen da, en Mands Brud, og skulde tage Bank som et Barn. Og enhver kunde se det, der var ikke rullet ned 38| for Vinduerne, og der gik Folk udenfor. Hvert Slag brændte sig ind i min Sjæl. Jeg var ved at forgaa af Skam og sank ned under Bordet. Der laa jeg og græd længe, længe.

Fader var allerede ved Begyndelsen listet ind i sit Arbejdsværelse.

Den Nat kom jeg til Charles forkuet og forgrædt, og med Trang til megen, megen Kærlighed.

Dagen efter laa Moder i Sengen; hun gik altid til Sengs, naar hun havde forløbet sig groft. Hun sendte flere Gange Bud, at hun vilde tale med mig, men jeg nægtede resolut at gaa op til hende. Efter et Par Dages Sengeliggen stod hun op igen, og i de følgende Dage holdt hun og Fader lange Konferencer. Resultatet blev, at jeg skulde hjemme fra – det var nødvendigt, at jeg kom i en Skole og lærte noget. Der blev sørget for Plads til mig i en Pigeskole i en større Provinsby, og jeg skulde bo hos Inspektøren.

Tanken om Skilsmissen gjorde os ulykkelige, og vort Forhold blev endnu ømmere end før. Vi var snart ved Midten af Maaneden, og jeg skulde rejse til den første. Jeg græd og klamrede mig til 39| Charles i Fortvivlelse og sagde til ham, at han ikke maatte lade mig rejse, jeg kunde ikke være uden ham. En enkelt Gang græd han med, ellers trøstede han mig og talte mig til Fornuft. Der gik ikke en Nat, hvor jeg ikke var hos ham; vi syntes, vi skulde have saa meget ud af Tiden, og den løb alt for hurtigt. I den Tid, vi havde kendt hinanden, havde han slet ikke drukket; jeg vidste, at det var mig, der holdt ham fra det, og var stolt derover. Ved Bordet blev jeg ofte rød, naar Fader med Forundring talte om den store Forandring, der var foregaaet med Charles. Nu var det min største Frygt, at han skulde falde tilbage, naar jeg var borte, og jeg bad og bønfaldt ham om at passe paa sig selv. Han lovede det oprigtigt, desværre kunde han ikke holde det. Vi aftalte en Brevveksling, der aldrig kom i Stand, fordi den var aldeles umulig. Det indsaa vi vist begge straks, men vi narrede hinanden og lod, som om vi troede paa den; og saa trøstede vi hinanden med de lange Breve, vi skulde skrive.

Saa kom jeg afsted.

Det var en trist Tid, der fulgte. Jeg følte mig 40| forfærdelig ensom i den store By, skønt Inspektørfamilien var meget elskværdig imod mig – i alt Fald i Førstningen. Jeg længtes bestandig efter Charles og græd timevis hver Dag; om Natten havde jeg det bedst, da drømte jeg altid, at jeg laa ved hans Side i Barakken. Breve kunde jeg hverken faa fra ham eller sende ham, da Posten altid kom ind til Fader, inden den blev omdelt blandt Soldaterne, og ligeledes inden den blev afsendt. Jeg var heller ikke rask, havde Kvalme hele Tiden og Opkastning efter Maaltiderne. Jeg anede ikke, hvad det var, jeg fejlede og blev ulykkeligere for hver Dag, der gik. Skolegangen pinte mig ogsaa, jeg fik Krampeanfald af Graad midt under Timerne og kunde ikke finde mig til Rette med de andre Piger.

Da der var gaaet et Par Maaneder, tog Inspektørens Hustru mig en Dag ind paa sit Værelse, og spurgte mig ud om min Tilstand. Jeg svarede paa hendes Spørgsmaal uden at ane nogen Bagtanke, og de følgende Dage betragtede Familien mig saa besynderligt.

Saa en Dag ankom Moder pludselig – de havde skrevet til hende, at jeg var alvorlig syg. Hun 41| blev ikke lidt forbavset ved at møde mig paa Trappen og erfare, at det ikke var sandt, og gik lige op til Inspektøren. Da jeg lidt efter kom til hans Kontor og vilde gaa ind, hørte jeg, at de skændtes derinde.

Det vil sige, Inspektøren talte lavt og dybt, men Moder slog i Bordet og erklærede, at det var Løgn, og at hun straks skulde bevise ham det. Straks efter kom hun ud, forfærdelig vred, hun greb mig i Armen og sagde, at jeg skulde gaa med til en Læge.

Deroppe talte hun først alene med Lægen og blev saa i Forværelset, mens jeg kom med ham ind og blev undersøgt. Han spurgte mig ud paa samme Maade som Inspektørfruen, og derpaa maatte jeg klæde mig helt af.

Jeg kan ikke sige dig, hvor forfærdeligt det var for mig at skulde klæde mig nøgen og lade mig undersøge af en fremmed Mand. Mine Kinder brændte af Undseelse, men jeg turde ikke sætte mig imod Undersøgelsen; jeg forstod ikke, hvad der gik for sig; jeg anede, at det var noget alvorligt, og blev forknyt. Da jeg havde klædt mig paa, tog Lægen min Haand og spurgte, hvor længe det vel var siden, jeg havde leget med mine Dukker. Jeg 42| hu­ skede mig om – det var vist et Aar siden, mente jeg. Han stirrede underligt paa mig en Stund, saa sagde han ganske sagte, at jeg var frugtsommelig.

Det varede lidt, inden Betydningen af det Ord arbejdede sig ind i min Opfattelse, mine Tanker havde til da aldrig beskæftiget sig alvorligt med Tilblivelsen; men saa knyttedes Forestillingerne sammen; det virkede som et Slag paa mig. Jeg kunde ikke fastholde noget, det surrede for mine Øren, og jeg syntes, jeg blev presset mellem noget frygteligt haardt. En vanvittig Idé greb mig: Moder maatte ikke vide noget om det – aldrig. Jeg greb fat i Lægen og tiggede og bad ham om ikke at sige det. Han rystede paa Hovedet og førte mig ved Haanden ud til Moder. Alting flød igen sammen for mig; jeg saa ham bevæge Læberne, men hørte ingen Tale, kun en lang Støj lød for mine Øren. Jeg saa Moder og syntes, hun hang og svævede i Luften foran mig ligesom de Spejlbilleder, man ser i Gøglerteltene. Alt forkom mig i det Øjeblik saa ligegyldigt og fremmed, og jeg hverken frygtede eller forundrede mig over noget som helst. – »Hun har ikke syndet, 43| men der er gjort stor Synd imod hende,« hørte jeg en Stemme sige tæt ved mig. Det var Lægen, der vilde lægge et godt Ord ind for mig. Han stod der ved min Side, endnu med min Haand i sin, og dér lige over for os stod Moder og betragtede mig, snart med det dybeste Had, snart med et Udtryk, som om hun vilde tage mig ind til sig og græd over mig. Pludselig tog hun sig sammen og betalte Lægen, og vi gik.

Hendes Retfærdighed kendte lige saa lidt Grænser som hendes Uretfærdighed, og da vi kom ned paa Gaden, tog hun mig under Armen Og sagde roligt: »Saa er det vist bedst, vi gaar op og beder Inspektøren om Forladelse, fordi vi kaldte ham en Løgner.« Det var en haard Gang for mig at skulle gaa, og jeg bad forknyt og grædende om at maatte blive neden for. Men det maatte jeg ikke, jeg skulde med op og selv bede om Forladelse.

Inspektøren syntes ikke om Moders løjerlige Retskaffenhed. Han saa misbilligende paa hende, da hun sagde, hvorfor vi var kommet, og gjorde en hurtig Ende paa Pinen ved at spørge, om vi ikke vilde ind og hilse paa Damerne. Men det 44| vilde Moder ikke, og saa gik vi. Jeg græd hele Tiden, ogsaa oppe hos ham, og jeg kunde se paa ham, det gjorde ham ondt for mig.

Paa Vejen hen til Hotellet, hvor Moder havde logeret sig ind, rystede jeg hele Tiden af Angst for, hvad hun vilde foretage sig med mig, naar vi var i Enrum; og saasnart jeg kom ind paa mit Værelse, skjulte jeg mig i en Krog bag Sengen. Da Moder kom og fandt mig dér, sammenkrøben og rystende, blev hun bevæget og sagde: »Aa Herregud, dit lille forskræmte Væsen! er jeg da saadan en Djævel? Du maa ikke være bange for mig; jeg vil være stor ligesom Gud og tilgive alt.« Og hun tog mit Hoved ind til sig og græd. Saa varm og kærlig havde jeg aldrig kendt hende, og jeg blev beroliget.

De følgende Dage havde hun travlt. Hun skrev om Sagerne til Fader, skrev ogsaa til Charles, skældte ham ud og sagde, at hvis han var en Mand af Ære, giftede han sig med mig. Charles svarede, at der var intet i Verden, han hellere vilde. Svaret forundrede Moder meget, jeg har somme Tider tænkt, at det vist ogsaa skuffede hende. Hun skrev saa igen og forlangte, at han 45| skulde træde ud af Tjenesten først, hendes Datter kunde ikke gifte sig med en Menig. Ikke mange Dage efter kom Fader og Charles rejsende hver for sig, og vi blev viet.

Vi mødte med Længsler saa stærke som efter en aarelang Adskillelse og higede mod hinandens inderste Fortrolighed. Men Moder og Fader stod os imellem, især hun – vi skulde straffes, fordi vi havde foregrebet Lykken.

Altid havde vi dem om os, og i deres Nærværelse var det os ikke muligt at være naturlige mod hinanden heller – vi var jo ikke vant til Medvidere i vor Kærlighed. Derved fik mine Forældre vistnok det Indtryk, at vi kun havde været letsindige og ikke holdt rigtig af hinanden. Det stemte ogsaa Fader bitter mod os. Kun én Gang i de faa Dage, vi tilbragte sammen, havde vi Lejlighed til at tale i Enrum. Da gjorde Charles mig ulykkelig ved at betro mig, at han ikke havde kunnet lade være at drikke – Længslen havde drevet ham til det. Jeg kunde ikke forstaa det; min egen Længsel havde været fortvivlet stærk, men den kunde aldrig have drevet mig til noget, der vilde gøre ham Sorg. Men jeg véd godt, at Mænd længes 46| anderledes.

Billy siger, at Længslen efter den ene godt kan kaste Mænd i Armene paa andre Kvinder. Men jeg trøstede mig med, at nu var det forbi. Nu kunde vi være sammen altid, og saa skulde det nok blive anderledes. Og vi udmalede os vor Fremtid; vi vilde blive her i Byen og have et lille Hjem, Charles skulde begynde en Forretning, og vi vilde være nøjsomme og lykkelige.

Men samme Aften slog Moder det hele i Stykker for os. Hun og Fader var enige om, at vi ikke maatte leve sammen som Mand og Hustru, før Charles havde oparbejdet en Forretning og vist, at han kunde forsørge mig.

De forlangte af ham, at han skulde tage til en anden By, der laa en Snes Mil borte, og forsøge sig dér. Moder skulde saa blive her hos mig, til det var overstaaet.

Hvorfor havde Charles ikke Mod til at sætte sig op mod mine Forældre? Jeg havde gerne brudt med dem for den Lykke at være hos ham og leve for ham, men han turde ikke. Han tiltroede sig vel ikke Evne til at kunne forsørge mig. Han manglede Karakter, og vi maatte skilles. Ellers vilde meget have været anderledes. 47| Moder lejede os ind i et lille Hus uden for Byen for at afvente min Nedkomst. I den Tid led jeg meget under hendes Luner. Undertiden var hun meget kærlig, men til andre Tider behandlede hun mig med Kulde og Haan. Hun kunde i det ene Øjeblik forsikre mig, at hun havde tilgivet mig alt, og straks efter bebrejdede hun mig det dog igen i de haardeste Udtryk, og sammenlignede mig med Udskudet af Kvinder. Hun talte altid om de t, baade naar hun var kærlig, og naar hun var ond, og det pinte mig frygteligt.

Jeg havde aldrig den Sindsro, jeg i min Tilstand saa haardt trængte til – heller ikke, naar hun en enkelt Gang tav, for da imødesaa jeg med ophidset Spænding det næste Udbrud af hendes Vrede. Det var en lang Periode af Oprevethed. Du har somme Tider bebrejdet mig, at jeg er hysterisk, jeg tror, det stammer fra den Tid.

Jo mere Tiden rykkede frem, des stærkere gruede jeg for det, der forestod, og naar jeg i min Angst spurgte Moder ud om det, beskrev hun det som meget smertefuldt. Bag efter kunde hun sige, at det ikke var saa slemt; men jeg troede hende ikke og udmalede mig det allerfrygteligste. 48| I al den Tid saa jeg ikke Charles; jeg havde Breve fra ham fulde af Længsel og Forstemthed. Det gik ikke godt med hans Forsøg paa at bryde sig en Vej, og jeg anede, at han igen var faldet tilbage. I de Maaneder, jeg gik med Barn, hørte jeg flere Tilfælde om Kvinder, der døde i Barselseng. Jeg var vis paa, at det vilde gaa mig lige saadan, og jeg havde ikke noget imod det. Jeg var for ung til saa megen Modgang, og den sløvede mig. De sidste Dage før Begivenheden bad jeg Moder, om Charles maatte komme og være hos mig, naar det skete; jeg vilde gerne se ham, inden jeg døde. Men hun tog det meget roligt og sagde, at det var ingen Nytte til – jeg levede saamænd nok. I det Øjeblik hadede jeg hende, og jeg glædede mig til at dø, blot for at hun skulde føle, hvor uretfærdig og grusom hun havde været.

Endelig kom Dagen, da jeg maatte gaa til Sengs. Jeg led de forfærdeligste Smerter et helt Døgn, saa fik jeg en lille Pige. Jeg havde været angst for det i Forvejen og udmalet mig det som noget frygteligt, men jeg havde ikke haft Anelse om, at der var Smerter saa frygtelige, som dem 49| jeg led. Jeg ryster endnu, naar jeg tænker paa det. Bag efter laa jeg og svævede mellem Liv og Død. Lidelsen havde været for stærk for min Alder og Bygning, og min Ulyst til at leve længer gjorde det ikke bedre. Jeg laa hen i en Døs fra Dag til Dag, og Livstegnene blev svagere og svagere. Til sidst erklærede Lægen, at den eneste Mulighed var at sende Bud efter Charles, saa gav Moder efter, og Charles kom.

Jeg lagde slet ikke Mærke til hans Ankomst; jeg var vist for nær Døden til at kunne bryde mig om noget Menneske mere. Men han sad ved min Seng Nat og Dag og holdt min Haand, og lidt efter lidt gik det op for mig, at det var ham. Naar jeg saa vaagnede og laa og stirrede paa ham, lagde han sig paa Knæ ved Sengen, kyssede mig og bad mig blive rask for hans Skyld.

Hvor saa han ikke forkommen og medtaget ud. Og saa græd han, baade naar han var glad og bedrøvet.

Da tror jeg først, han kom til at elske mig rigtig. Før havde han blot været indtaget i mig, fordi jeg elskede ham saa højt; og saa – I Mænd har jo en anden Maade end vi, I kan godt give jer hen uden rigtig Kærlighed. Han var for fin til 50| nogen Sinde at fortælle mig, at han havde giftet sig med mig af Pligtfølelse, men jeg tror, det var saadan alligevel.

Saa snart jeg var over det værste, forlangte Moder, at Charles skulde rejse igen – hun kunde ikke lide ham. Men det tog over et Aar, inden jeg blev helt rask, og den Tid er den strengeste, jeg har oplevet. Jeg kom snart til at holde af min lille Pige, men var for svag til at have hende hos mig ret længe ad Gangen, saa Moder maatte tage sig af hende. Men Moder var ikke rigtig god ved hende, og saa laa jeg og led for Barnet uden at turde sige noget.

Jeg havde bestemt paa Fornemmelsen, hvordan den lille skulde behandles, men Moder mente, hun forstod de Ting bedre end jeg. Somme Tider kom det ogsaa over hende, at hun ikke vilde varte mig op, saa maatte jeg ligge flere Dage og undvære, eller staa op saa svag jeg var. Hun sagde da, at jeg spillede syg. Men naar hun kom og traf mig oppe, fordi hun havde forsømt mig, bebrejdede hun mig kærligt min Uforsigtighed. Hun indrømmede aldrig direkte, at hun havde været ukærlig imod mig, og syntes ikke engang at have Anelse derom; men hendes 51| forcerede Ømhed bagefter viste, at hun dog var sig det bevidst.

Hele Uger kunde vi have det hyggeligt sammen, hun passede mig omhyggeligt og opmuntrede mig ved at tale venligt om Charles. Hvis han ikke kunde bryde sig en Vej selv, vilde hun forstrække ham med Penge, og naar vi havde faaet et Hjem, vilde hun komme og bo hos os om Vinteren, for da var der saa kedeligt paa Fortet. Jeg kunde i saadanne Øjeblikke glemme hendes Natur og glæde mig til Fremtiden. Men saa glemte hun alle sine Ord og Løfter og rev Charles ned, sagde, at han var en sjofel Karl, der aldrig blev til noget, og forlangte, at jeg skulde skilles fra ham. Æren var jo reddet ved Giftermaalet, og jeg maatte være hende taknemmelig til, at hun skilte mig af med saadan et Individ.

Naar hun tog saadan paa Vej over Charles, blev jeg altid ophidset og sagde hende imod, og det kunde hun ikke taale. Hun taalte hverken Modsigelse eller anden Mening end sin egen, og helmede ikke, før hun havde tvunget mig til at sige ja til alt. Hun lagde aldrig Haand paa mig, men engang, da jeg ikke vilde sige ja til at skilles 52| fra Charles, tog hun min lille Pige fra mig, lukkede Vinduet op og truede med at smide hende paa Gaden. Saa maatte jeg samtykke. Der var altid en Periode hver Maaned, hvor hun var meget umedgørlig, og da var hun saa at sige utilregnelig. Det var i en saadan Periode, hun gjorde dette. Men hun benyttede sig aldrig af de Løfter, hun havde aftvunget mig; jeg tror hun glemte dem, saa snart hendes Sind havde lagt sig.

En Glæde havde jeg dengang, Charles blev Kompagnon i en Forretning, der gik godt. Hans Breve blev livligere og mere forhaabningsfulde, men der blev dog altid ved at være en Stemning over dem som af noget, han skammede sig ved og ikke vilde nævne.

Da Moder hørte, at det gik ham godt, gav hun sit Samtykke til, at han maatte komme og besøge mig hver Maaned. Men saa naaede der Rygter til os om, at han svirede og var set drukken baade her og der, og da tog hun sit Ord tilbage. Jeg bønfaldt hende om ikke at gøre det, da det kun vilde forværre hans Tilstand, men hun var ubøjelig. Jeg vidste, at min Nærværelse vilde være af den største Betydning for ham, og havde jeg kun53|net, saa var jeg rejst til ham straks. Men jeg var for svag.

Hvor vilde jeg ikke med Glæde have ofret Liv og Lykke, naar jeg derved havde kunnet afholde ham fra den Last, der stadig tog mere og mere Overhaand over ham. Moder skaffede mig altfor rigelig Kundskab over hans gradvise Undergang, og jeg kunde intet gøre. Alle mine Tanker og bedste Ønsker var om ham Dag og Nat: jeg tænkte ikke paa andet end ham, bad for ham, drømte om Natten, at jeg fandt ham døddrukken, og at han ikke vilde kendes ved mig. Der maatte være stor Velsignelse ved saaledes at være omgivet af alle et Menneskes Tanker, Ønsker og Drømme. Og dog nyttede det ingen Ting her. – Charles holdt af mig, og min lille Pige holdt af mig, Billy mener mig det godt paa sin Vis, og jeg véd, at du holder meget af mig; men jeg har alligevel aldrig haft den Lykke at fylde noget Sind helt. Det maa være en dejlig Følelse.

Min lille Pige var saa stor, at hun kunde løbe lidt omkring, inden jeg blev helt rask. Hvor maatte jeg ikke være Gud taknemmelig for hende. Hun var altid sød og tilfreds, men et underligt 54| Barn, hun saa bestandig alvorlig ud. Men der var Humør i hende alligevel, og hun holdt meget af at lege; det var bare Ansigtet, der var saa alvorligt. Om Natten vaagnede jeg pludselig ved, at hun ikke laa ved Siden af mig. Saa maatte jeg op og lede efter hende og fandt hende omsider i en eller anden mørk Krog, hvor hun havde skjult sig. Hun lo ikke, men jeg kunde se, at hun morede sig indvendig. Ofte grebes jeg af Frygt for, at hun skulde komme til at ligne Moder, naar hun blev stor; den Tanke pinte mig meget, skønt der ikke var nogen som helst Grund for den.

Men det skete ikke, for da hun var to Aar gammel, blev hun revet bort af en Halssygdom. Hun blev syg om Dagen og døde Natten efter. Det kom saa overraskende hurtigt, at jeg knap havde Tid til at besinde mig paa det, før det var forbi. Og inden Sorgen rigtig havde faaet fat i mig, kom der Brev, at Charles laa syg. Alle mine Tanker vendte sig straks mod ham, saa jeg næsten ikke følte Tabet af Barnet før længe efter, da ogsaa han var borte.

Jeg kunde ikke lade ham ligge saadan, syg og alene, jeg maatte til ham, og da jeg ingen Tro havde til Moders Godhed 55| længer, stod jeg op om Natten og rejste hemmeligt min Vej. Jeg saa aldrig Moder mere og fik kun et eneste Brev fra hende, fuldt af Haardhed og Ukærlighed. Først nogle Aar efter, da hun var død, og Fader havde taget sin Afsked, fik jeg igen et venligt Brev fra ham med Bøn om at komme hjem.

Charles var forfærdelig medtaget, da jeg ankom. Han manglede ikke just Penge, men syg og ussel, som han var, havde han ingen til at varte sig op og laa frygtelig i det. Han blev glad, da han saa mig, saa glad, at det gjorde ham meget raskere, og han kunde være oppe.

Saadan kom vi endelig sammen, og jeg skulde til at være for ham alt det, jeg havde drømt mig. Men det var for sent. Han led af en snigende Rygsygdom, som intet kunde frelse ham fra. Lægen sagde, at ved fuldstændig Afholdenhed paa alle Punkter vilde han kunne leve endnu et Par Aar eller tre, men det var ogsaa det hele.

Det første halve Aar gik han oppe, og vi haabede begge to, at han skulde komme sig trods Lægens Udsagn. Han rørte aldrig stærke Drikke, siden jeg kom, og det havde en heldig Indfly56|delse paa hans Tilstand. Men der var andre Punkter, hvor det var os umuligt at overholde Lægens Paabud om streng Afholdenhed. Det stod til mig, og jeg skulde have været fastere, men han bad mig saa bønligt, slog sin Sygdom hen i Spøg og overtalte mig ved alle Kærlighedens Midler. Vi havde jo ogsaa været saa længe skilte. Bagefter bebrejdede jeg mig altid min Eftergivenhed og var bekymret for hans Tilstand, men han forsikrede mig, at han havde det godt og følte sig meget bedre.

Paa den Tid erfarede vi, at mine Forældre havde forsøgt Skridt til at faa vort Ægteskab opløst ved Lovens Hjælp, men havde maattet opgive det som umuligt. De kunde have sparet sig deres Ulejlighed, det opløste sig snart af sig selv. Vi troede dog fuldt og fast paa Charles’ Helbredelse og var fuldkomment lykkelige ved hinanden. Men det er noget krankt at se tilbage paa nu, saa længe efter, og jeg oprøres over mine Forældre, der ikke engang kunde unde mig en døendes Kærlighed.

Charles’ Dag blev kortere og kortere og til sidst maatte han blive i Sengen. Jeg følte ham 57| svinde bort fra mig Dag for Dag, og det gik op for mig, at han aldrig kom sig mere. Han var vist klar over det samme, for ingen af os talte mere om Fremtiden. Nu og da forsøgte vi gensidig ved glade Ansigter at indbilde hinanden, at det ikke var saa slemt, men det vilde ikke lykkes for os. Det var os heller ikke muligt at se Tingene lige i Ansigtet og tale om dem, som de var; og derved kom det underlige, at vi bestandig talte om ligegyldige Ting, mens vore Hjerter blødte indvendig. De sidste Maaneder var han helt lam og kendte mig ikke.

Kort før Charles døde fik vi udbetalt 10.000 Dollars; det var hans Arvepart efter Faderen, der var død for et Par Aar siden. Vi fik ogsaa Indbydelse til at komme til Skotland og besøge Familien, saa snart Charles var rask nok; de vidste nemlig ikke, hvor alvorligt det var med hans Sygdom. – Nu stod jeg ganske ene i Verden og havde ikke nogen Steder at gøre af mig selv, og saa rejste jeg til Skotland.

Charles’ Moder og Søster tog meget venligt imod mig, og for første Gang i mit Liv var jeg omgivet af lutter kærlige Mennesker. Det var un58|derligt for mig at omgaas hans to Søstre, der var omtrent jævnaldrende med mig og endnu befandt sig i den første svage Forelskelse, mens jeg var Enke og havde begravet et Barn. Ved at se paa dem følte jeg, at jeg ingen Ungdom havde haft og heller ingen vilde faa. Det smertede mig, og jeg forsøgte at være overgiven og kaad som de, men min Overgivenhed skar i mig som en falsk Tone – der laa et helt Liv imellem os. Jeg misundte dem den drømmende Anelse, Forelskelsen fyldte deres Sind med; jeg havde ogsaa Trang til mere Kærlighed, men for mig havde Følelsen antaget fastere Former, som jeg skammede mig ved, naar jeg var sammen med de unge Piger, men ikke kunde udrive af mit Sind.

Saadan arbejdede det i mig, uden at jeg selv kunde gøre noget til at fordrive det; jeg kunde ikke holde det ud i Længden sammen med de to uskyldige Piger og rejste til Syden. I Nordstaterne gjorde jeg Bekendtskab med en ung Handelsrejsende fra Milano, som jeg siden rejste sammen med. Jeg skulde vist ikke fortælle dig det; du ser maaske kun det grimme i det og ikke det forfærdelige, der fik mig til det. Jeg har al59|drig fortalt det til nogen, heller ikke til Billy; men mod dig vil jeg være oprigtig, fordi jeg elsker dig saa meget. Jeg bebrejdede mig det ofte, men kunde ikke rive mig løs; han var meget smuk.

Han behandlede mig ikke godt, skældte naar jeg ikke kunde give ham Penge, og var ogsaa brutal; til sidst forlangte han 1000 Dollars til at grunde en Forretning for. Da han havde faaet dem fra mig, forlod han mig. Siden rejste jeg alene fra Sted til Sted, jeg var baade i Tyskland, Frankrig og Grækenland. Men intet Sted var jeg tilfreds, og jeg følte mig forladt og ene paa Jorden, og begyndte at savne min Familie.

Men saa fik jeg pludselig Brev fra Fader, han havde opspurgt mig gennem Cook’s Bureau. Mor var død, og han bad mig om Forladelse for sin Haardhed, som han gav hendes Uomgængelighed Skylden for. Hun var blevet værre og værre, efter som hun kom op i den kritiske Alder; den sidste Tid var hun helt umedgørlig. Han bad mig saa bønligt om at lade alting være glemt og komme hjem og tage mig af ham. Tonen i Brevet var saa mild og lemfældig, saadan havde mine Forældre aldrig talt til mig før. Jeg mærkede paa 60| alt, at Fa’r var blevet affældig, og skyndte mig hjem til ham, Fa’r havde taget sin Afsked og var flyttet til New York, og der traf jeg Billy paa et Kunstnerbal. Han var netop færdig med sine Studier i Kunsthistorie paa Akademiet og vilde til Evropa for at studere Kunstskattene; hele Aftenen sværmede han for mig, og jeg var stolt over at have gjort en Erobring. Han er jo ikke køn, men jeg syntes godt om ham alligevel, han var saa ung og selvtillidsfuld – kun 22 Aar – og saa forgudede han mig, og inden længe var vi forlovede. Jeg fik Indtryk af, at han var rig, han havde altid Masser af Penge, og ofte kom han og hentede mig til en Tur i et smukt lille Køretøj, som han sagde var hans eget. Men en Dag kort før Brylluppet, kom han grædende op til mig og fortalte, at han havde narret mig. Han ejede ikke en rød Øre, men sad i Gæld, Køretøjet havde han lejet for at imponere mig. Jeg blev lidt skuffet, men vilde dog ikke tage mit Ord tilbage; hvad skulde jeg ogsaa, naar Fader faldt fra? Han blev ude af sig selv af Glæde over, at jeg ikke gjorde det forbi, og laante straks Penge af 61| mig til at betale Gælden og købe sig Bryllupsudstyr for. Jeg syntes ikke, det var rigtigt af hans Forældre at overlade det til mig; men de var imod Partiet, fordi jeg var Enke og nogle Aar ældre end han. De kom ikke engang til Brylluppet.

Straks efter rejste vi saa til Evropa, og Resten véd du. – – Du synes vist, det er underligt, ikke at være mere end 23 Aar og saa have oplevet alt det, – ja du, det er en forfærdelig Byrde. Og saa det, at ingen maa vide det hele – heller ikke Billy. Jeg elsker jo ikke Billy, men jeg tror, jeg kunde være blevet lykkelig med ham – han bliver vist en god Forsørger – havde jeg blot ikke mødt dig. Men du er saa ung og uberørt, du har slet ingen stygge Erfaringer, og jeg elsker dig jo. Du har bragt mine uskyldige Pigedrømme op i mig, dig skulde jeg have mødt dengang – aa kære, hvor jeg skulde have gjort dig det rigt at leve.

Og det kan jeg endnu – jeg kunde, hvis jeg ikke bar paa alt det. Nu véd du det hele; du kan tage det af mig – vil du mon? Hvis du kan elske mig trods alt det, saa véd jeg, jeg er som dengang – Barnet, der bereder sig til det ubegribelige. 62| Maaske kan du ikke, og bebrejder mig i dit Sind, at jeg har talt; jeg kunde have holdt paa dig ved at tie. Nej, men saa kunde jeg lige saa godt blive hos Billy. Jeg vil jo elskes engang for min egen Skyld, – ikke altid give.

Hvis du virkelig elsker mig, saa maa du jo elske mig endnu mere, naar du kender mig helt. Jeg vil over til dig – enten det, eller styrte ned.

Jeg tror, han havde Afgrunden i sine Tanker, derfor styrtede han ned, skønt han havde faaet Fodfæste – det er byrdefuldt at vide for meget. Jeg er saa træt nu, jeg synes, jeg véd det hele, hvordan alt maa komme – og har mistet alt Haab. Kun en Ting véd jeg ikke, vil du løbe videre, som om jeg ikke var, eller vende om og styrte dig ned til mig? Da var jeg endnu glad – ja kære, for der har jo ikke engang nogen villet dø for min Skyld! Mon du kan se stort paa dette? Hvis du ikke kan, hvem kan saa!