[7]|NMustafa
Æventyret om den ny Verden

[9]| Hvor kom han fra, hvor hørte han hjemme? Det var umuligt at afgøre i denne brogede Menneskeverden med dens uudtømmelige Forraad af stadig ny Racer, Typer, Sprog, Nationaliteter, mod hvilken Vesteuropas Folkeslag tager sig ud som Medlemmer af en og samme snævre Familiekreds. Paa hans kantede, blaalige Isse, der mindede om den første raa Begyndelse til en Biljardkugle, laa Resterne af en broderet Puld, som min Ledsagerske mente pegede mod NTurkestan. Men den øvrige Klædedragt: en laset Stortrøje, der laa om ham som en Badekaabe og blev holdt sammen af en Rebstump, kunde godt stamme fra Skandinavien. Dens Hjørner slæbte paa Jorden naar han gik, større var han ikke. Men hvor han end hørte hjemme, Hodet var internationalt; man vilde kunne genfinde det i et hvilket som helst Slumkvarter Verden over. Store vagtsomme Øren, en graableg jordslaaet Lød, et knudret Nluseklippet Kranie, Ansigtstræk som Tilværelsen hade modelleret ud med haarde Fingre, koldt lysende kloge Øjne. Der stod at læse i dem, at alle Ulykker og Plager, alle Laster hade haft Tag i ham og ikke kunnet faa Bugt med ham. Han tilhørte den internationale Million­armé, der fra Føds10|len er paa Talefod med Knokkelmanden, og som derfor hverken Sult eller Sot kan faa Bugt med. Han kunde skylde Krigen sin Oprindelse: en brunstig Soldat og en Kvinde der var fra Sans og Samling af Skræk. Men han kunde ogsaa være opstaaet i en af de Millioner Reder Verden over, hvor Sorg lagt til Savn og Sult til Underernæring gir et Væsen mere.

»Lae De Mærke til, Fru Vilm, hvor der lyste Advarsel af hans Øjne – en Trusel om Dommedag? Han har Knokkelmanden til Far!«

»Ja og Livet selv til Mor,« svarede min Ledsagerske. »Jeg læste ogsaa i hans Øjne et Løfte om Oprejsning. Mærkeligt saa meget Armoden og Pjalterne har at sige vor Tid!«

Foruroligende var Knægten; det var svært at holde Øjnene fra ham. Samtalen vendte stadig af sig selv tilbage til ham.

Vi holdt Rast uden for et Slags Herberg eller Rejsestald og drak NNarzánvand til vort medbragte Brød; rundt om var Klipperne røde af det undergørende Vand, der væltede frem af Jorden i store Gylp og strømmede ned over Bjærgsiden. Dybt nede under os hade vi den NGeorgiske Hærvej, der vel nok er Europas vildeste Bjærgvej og ikke bliver mindre interessant ved, at den munder ud i NTiflis. Ud til Siderne laa det forrevne kavkasiske Bjærgland, med alle Jordlag paa Højkant efter en fantastisk Skruning. Kun Elbrusbjærgets hvide NTvillingbryster tegnede sig i rolig Hvilestilling mod Himlen. Vi var nær Vandskellet mellem Asien og Evropa, Højderyggen hvor Vandene har at vælge mellem de to Verdensdele; og Spørgs11|maalet var, skulde vi overnatte og drage videre næste Dag eller vende om. Senge hade de ikke. »Men I behøver ikke sove paa Gulvet,« sae Værtinden, en bred georgisk Kvinde paa korte Ben. »Vi kan løfte Døre af og lægge paa Stole.«

Lidt borte fra os holdt Gutten til, paa Kanten af et Fjældstykke, der var rullet ned oppe fra engang og ved et Lune blevet hængende midt paa den grønne Skraaning. Han holdt en Humpel Brød i Hænderne; ved hans Fødder sad en Hund og fulgte hver af hans Bevægelser med et Udtryk, der skreg af Sult. Af Ydre lignede de hinanden, lige udtærede, lige skabede; men Udtrykket i deres Øjne lae en Verden imellem dem. Hunden tiggede: med Øjnene, med de slukne Sider, de uroligt trippende Poter, Halen; hele dens Væsen var en Bøn om at faa Lov til at kaste sig over Brødhumplen, sluge den, forsluge sig paa den. Drengen nød Brødet med Hænderne og Sjælen; hans Blik var roligt, næsten overnaturligt roligt, Bevægelserne højtidelige. Han hade hentet Brødstykket hos os, uden egenlig at be om det end sige tigge – med en Mine som nærmest sae, at ga vi ham det ikke var han Mand for at ta selv. Nu ænsede han os ikke; vi var ikke til for ham længer. Brødet optog ham helt; han løftede det op mod sit Ansigt, i begge – foldede – Hænder, trykkede Munden mod det, sænkede og hævede det igen som i Andagt. Hunden trippede, logrede, trængte hele sit Væsen op i Blikket; hvergang han førte Brødet mod Læberne, gik der en Skælven gennem dens Benrad, dens skabede Sider klaskede ud og ind som i Graad.

12| »Nej, det er ikke til at holde ud,« brast det ud af min Ledsagerske. »Og han er jo maskinklippet; han maa være flygtet fra et eller andet Børnehjem, maaske i Samara. Det er sikkert en Forældreløs fra Hungerdistrikterne; alt hvad vi gør, er Skovene og Vildmarkerne stadig fulde af dem. Det er jo for deres Skyld det hele har fundet Sted; og saa er det alligevel, som vilde de hævne sig paa os, fordi vi vil skabe dem et ordnet Samfund. Overalt dukker de op som en Protest, danner Bander, stjæler, myrder. Fanger vi dem ind, flygter de; de er ikke til at faa Bugt med.«

Jeg kendte Typen fra NBørnehjemmene i Samara, den samme graablege Hud og det kantede Kranie, den samme uforklarlige Brand i Blikket, der syntes at give Løfte om hvad det skulde være – uudslukkeligt Had til alle eller varm, maaske genialt lysende, Medfølelse.

»Det er det haardeste Bagslag for os, disse NBesprisornis,« fortsatte min kvindelige Fører trist. »Der har jo været Hungersnød herovre før ogsaa, næsten aarlig og med Hundredtusender af Forældreløse! de lae sig simpelthen til at dø. Det behøver de ikke nu; vi deler alle vort Brød med dem. Men dette her er Børn af Krigen og Revolutionen; de forlanger at leve – og helst at leve Livet farligt!«

Vi var færdige med vort Brød, men Knægten hade endnu ikke begyndt paa sit. Hvor maatte de være udgaaede, begge to; Hungeren sad dybt i deres Knogler, der var tynde som Pibestilke. »Se,« udbrød min Ledsagerske med bævende Stemme, »han kæler for Brødet. Han er en ægte Russer!«

13| Underligt, næsten uhyggeligt, var det at han ikke spiste løs, udsultet som han var. Han førte Brødet op til Munden med et saligt Udtryk, som var han nu endelig naaet gennem alle Ceremonier og skulde til at hugge løs; Hunden forstod det ogsaa saadan og peb ynkeligt. Og med ét rev han Brødet bort fra sine Læber, aandede dybt – og gav Hunden det, med bortvendt Ansigt. Min Ledsagerske brast i Graad.

Vi fik Drengen lokket hen til os ved Hjælp af en ny Humpel Brød; det var ikke helt let, han var sky og mistænksom som et Skovens Dyr. Forældrene var døde under den store Hungersnød i Samara-Distriktet for to Aar siden; det var alt hvad vi kunde faa ud af ham. Men hans Tilværelse var let at bestemme ud fra Arrene og Snavsskorperne paa hans Krop, og Utøjet der hade frembragt Saar i hans Hovedbund. Lægge og Skinneben var hvidprikkede af Ar, og en lang Skramme løb fra hans Hals ned over Brystet og blev borte under Vamsen. Fru Vilm slog den tilside for at følge Skrammen; paa Vamsens Inderside sad en bredbladet Kniv, der var rusten af Blod. Hun frøs sammen.

»Læg Mærke til Ulveglimtet i hans Udtryk, fordi jeg piller ved hans Kniv,« sae Fru Vilm paa Tysk. »Jeg vilde nødig møde ham ude paa hans eget.«

»Han er saa lille og spinkel – højst en halv Snes Aar!« indvendte jeg.

»Jamen de optræder i Flokke lige som Ulveungerne; selv den stærkeste ligger under for dem naar de kaster sig over ham. Nylig sønderrev de to bevæbnede Rødgardister, som var ude for at fange dem ind.« Hun 14| saa paa ham med et Blik, der alligevel rummede mere Varme end Gru.

Hun hade lagt en Haand paa hans Skulder, og rokkede ham let frem og tilbage mens hun talte. Saa sky han var frigjorde han sig ikke; han fik blot en let Rødme omkring Øjnene, af Flovhed vel. »Kom ind til Storstaden,« sae hun pludselig, svingede ham om mod sig og saa ham ind i Øjnene. »Saa skal du faa Lov at lære noget og blie et dygtigt Menneske. Du skal lære at styre en Bil og en Flyvemaskine – kanske ogsaa at styre et helt Land.«

Den lille Knægt fik et spottende Glimt i Øjet; med et pludseligt Ryk frigjorde han sig for hendes Arm og trak sig lidt bort fra os. Det saa ud, som vilde han stikke i Rend. Men saa kom han nølende hen til os. »Faar jeg saa ogsaa Lenin at se?« spurgte han og saa væk fra os.

»Det gør du ganske sikkert. Og hvis du blir dygtig, faar du ogsaa Lov at tale med ham.«

Til min Forundring syntes denne Udsigt at være bestemmende for ham. Men Fru Vilm var ikke forundret. »Det Navn er et Trylleord ogsaa for Vildmarkens Børn,« sae hun; »selv den forhærdede Forbryder bliver anderledes, naar det nævnes. Det er kanske det eneste Navn i Verden, der griber helt til Bunds!«

Ha ham med kunde vi ikke; vi skulde endnu se forskelligt og være to-tre Uger undervejs. Men Fru Vilm vidste Udvej. »Jeg har en Ven, der er Lappeskomager i Tiflis; han kan ta sig af Drengen saalænge,« sae hun og fik Skrivematerialer frem af Mappen. Jeg saa vist lidt dum ud, for mens hun 15| klæbede Brevet sammen, sae hun leende: »Han er forresten ogsaa andet end Lappeskomager, for han er gammel Veteran og har tilbragt adskillige Aar i Sibirien. – Har du været i Tiflis?« spurgte hun Drengen. Han nikkede svagt, næsten utydeligt som var han bange for at gaa i en Fælde. »Kan du saa lige rende derned med dette Brev for mig og gi det til Lappeskomageren ved Vesterport – ham du ved nok, som de har digtet Sangen: NHolla Veteran, hejsa Partisan! om. Han sidder lige inden for Porten. Men pas godt paa Brevet, ellers er der en anden, der faar Lenin at se i Stedet for dig.«

Jeg forholdt mig meget skeptisk; det hele forekom mig at ha mere med Romantik end med Virkelighed at gøre. »Er det ikke lidt langt at 'lige rende ned' med et Brev?« indvendte jeg – »der maa mindst være et Par Hundrede Kilometer herfra til Tiflis. Adressen forekommer mig ogsaa lidt mangelfuld.«

Min Ledsagerske lo: »Lappeskomageren i Tiflis er den navnkundigste Mand i hele Georgien, ethvert Barn kender ham. Det var jo ham, der stod i Spidsen, da de rensede Bjærgene her og befæstede det ny. Jeg kan se paa Drengens Udtryk, at han er stolt af at skulle rende med Brev til Veteran-Partisanen. Og han er vant til anderledes Vejlængder; denne Gang har han et Maal at trave efter!«

Jeg var nu ikke lidt skeptisk alligevel. Men da jeg Net Par Maaneder senere passerede Petrograd, som Byen dengang hed, for hjemgaaende og opsøgte Fru Vilm for at takke hende for godt Førerskab, var Mustafa, vort Hittebarn, der og opførte sig allerede 16| som et helt lille Hjemmevæsen. Han var kommet med Toget for en Maaned siden. »Der var noget at skrubbe af ham kan De tro,« sae Fru Vilm, »lige fra Snavset og Utøjet til Uvanerne. Men nu er han et helt lille Kulturvæsen, ikke sandt?«

Han saa godt ud; NRusserblusen klædte ham, og det mærkelige Kranie lyste af Menneskeforstand. Han var begyndt at gaa i Skole, og fik af Lærerne Ros for baade Lærelyst og Ordenssans. Den Vilm'ske Familie behandlede han med voksen Overbærenhed; selv NBabushka, gamle Bedste, var i hans Øjne et Barn. »I forstaar Jer jo sletikke paa Livet,« sae han til Fru Vilm. »Du gaar paa Arbejde, og din Mand gaar paa Arbejde, og Babushka gaar paa Torvet og køber ind – og mig lar I være alene hjemme og laaser ikke engang Skufferne. Jeg kunde jo rende med det hele – hvor er I dog nogen Børn!«

»Du er jo ikke rendt med noget!« sae Fru Vilm.

»Nej men hvis jeg nu gjorde! Jeg er jo da en Tyv.«

Han var solid nok, bragte ikke Forstyrrelse i noget, hjalp tværtimod til med at holde Hjemmet i Orden. I Skolen gjorde han gode Fremskridt; han var lynende godt begavet, og alle holdt af ham. Saadan forløb Vinteren paa bedste Maade.

Men med Foraarets Komme fik jeg Brev om, at Mustafa var stukket af. Maaske hade han mødt gamle Kamerater paa sin Vej til Skolen, maaske var det Naturen selv der kaldte; væk var han! Det var Vilm selv, der sendte Meddelelsen; han var meget nedslaaet. Men la Drengen eftersøge vilde de ikke.

Langt borte kunde han forøvrigt ikke være; de 17| mærkede ham paa forskellig Maade. Det var tydeligt, at han fulgte deres Gøren og Laden ret nøje, mens han selv holdt sig skjult. »Det er saa underligt,« skrev Fru Vilm, »han ved alt, hvad der hænder os, næsten som var han tilstede i Luften om os. Forleden var jeg blevet af med min Taske i Teatret; og et Par Dage efter laa den paa Stuebordet, da vi kom hjem fra Arbejdet. Mustafa maa ha været her og bragt den; den Knægt kan jo dirke ikke blot Hjærter men ogsaa Døre op. Kanske har han fundet den hos Kammeraterne.«

Han var blevet deres et og alt, denne af Skæbnen vanrøgtede Knægt. Deres Breve handlede kun om ham, om deres Beundring og Kærlighed – og deres Sorg over at han var borte. De hade svært ved at gøre sig fortrolig med den Tanke, at han aldrig vilde vende tilbage.

Og da den første Sne faldt over Leningrads irrede Tage, fik jeg den glædestraalende Meddelelse, at Mustafa var dukket op igen, snavset og fuld af Utøj saa det var en Gru. Fru Vilm tog imod ham som hade han kun været et Par Timer borte, badede ham og klædte ham op. Ogsaa paa Skolen tog de selvfølgeligt imod ham; ingen spurgte ham ud om, hvor han hade holdt til.

Det var klogt af dem, for Mustafa hade en ufattelig Solidaritetsfølelse, naar det gjalt hans anden Verden; aldrig forraadte han med et Ord noget om Kameraterne. Han slæbte heller ikke noget med hjem derudefra, hvad jeg hade frygtet vilde ske lidt før eller senere. Han forstod at holde de to Tilværelser 18| skarpt skilte fra hinanden; og de syntes at afbalancere hinanden, saa ingen af dem fik Overhaand. Han blev ikke erobret for Samfundet ved sit seks-syv Maaneders Ophold i det gode, hyggelige Hjem; men den løse fuglefri Tilværelse om Sommeren fik heller ikke stærkere Tag i ham, end at han vendte tilbage naar Kulden satte ind. Dette Vekselspil mellem vildt og tæmmet gentog sig gennem flere Aar.

Jeg kunde kun følge det hele paa Afstand; men ogsaa i min Tilværelse gjorde Mustafa, den skabede Knægt, sig gældende, var usynligt tilstede saa at sige bestandig. Dette paa samme Tid uhyggelig erfarne og saa barnlig uberørte Menneskevæsen, der hade skrabet Tilværelsens Bund og alligevel bevaret det væsenlige, var paa en egen Maade nærværende i alt hvad jeg foretog mig. Det var som om Liv og Død vippede i hans Skæbne, som afhang selve Fremtiden af hvad Retning han tog – om det blev NSkovgang og Krig mod Samfundet eller et Liv i frugtbar Opbygning.

Der var som sagt gaaet flere Aar, før Forholdene Nigen førte mig til Leningrad. Denne Gang maatte jeg se Mustafa; jeg lae Rejsen tidlig, for at være sikker paa at træffe ham endnu hos Familien Vilm.

Jeg gik fra Hotellet lige hen til det Kontor, hvor Fru Vilm arbejdede. Hun modtog mig med den nedslaaende Meddelelse, at Mustafa allerede var stukket af. »Det er meget tidligere end ellers; bare det derude ikke tar ham helt,« sae hun.

»Han trænger maaske til en kraftigere Modvægt mod Vagabondlivet, end I kan gi ham. Saa gode I er ved ham, tror jeg ikke, der er spændende nok hos Jer. 19| Skulde vi ikke prøve at faa ham optaget i en af NNGPU's Kolonier? De Folk synes at ha et eget Tag paa Knægte af hans Slags.«

»Og hvordan faar vi fat i ham? Sætte et Apparat i Gang for at søge ham op gaar ikke. Faar han blot den fjærneste Ide om, at han skal inden for et Hegn, ser vi ham aldrig mere.«

Næste Morgen ringede Fru Vilm mig op. »Han er her,« meddelte hun med en Stemme, der sang af Glæde. »Han kom for lidt siden –- vist nok for at se Dem. Han vidste, De er her!«

Jeg vilde straks ta derud, men hun bad mig om at vente til Middag. »Saa har jeg faaet nettet ham lidt – og saadan De ved nok! Han er allerede helt forvildet.«

Han var svært glad ved at se mig, Knægten, saa ringe Lod og Del jeg end hade i ham og hans Skæbne; han sprang mig i Favnen som en stor Hvalp. Men hvorfra han vidste at jeg var i Byen, vilde han ikke ud med. »Det ved man altsaa bare,« svarede han og lo. Senere opklaredes dette og meget andet af hans mystiske Viden. Der er en lille Plads foran Fru Vilms Kontor, og midt paa den staar en Reklamesøjle; i dens Hulrum hade han indrettet sig en lille Rede. Her holdt han til, naar han vilde være i Fred for Kameraterne og følte Trang til at se sin Plejemor. Han hade altsaa alligevel ikke helt formaaet at ryste Hjemmet af sig derude i det fri!

Jeg opsøgte GPU's Afdeling for Afsporede og Forældreløse og satte dem ind i Sagerne. »Vi sender en af vore Lassomænd derud imorgen Eftermiddag,« 20| svarede man. »Sørg bare for at holde Drengen hjemme.«

Jeg mødte i god Tid hos Familien Vilm, men der kom ingen GPUMand. Mustafa, der i sin Vintertilværelse var en ivrig Frimærkesamler, hade travlt med at klæbe en Del Mærker, jeg hade bragt med, ind i sit Album; vi andre sad og saa paa hinanden. Spændingen gjorde os ordfattige; hvordan vilde han ta det, vilde han rende sin Vej eller gaa frivillig med? Han anede ingenting om, hvad vi hade for med ham; sorgløst sad han og legede med Mærkerne og forklarede Babushka, hvad han vidste om Skandinavien. Men hvad Øjeblik som helst kunde han feje det hele til Side og begi sig ud i Hjemløsheden; Sommersæsonen hade jo allerede meldt sig hos ham. Og der kom stadig ingen Forsorgsmand.

En vejrbidt ung Mand kom op fra Gaden og spurgte, om der boede en Mekaniker her. »Nej,« svarede Hr. Vilm afvisende, – »Mekanikere plejer ikke at bo paa tredje Sal!« Manden undskyldte sig, hans Maskine var gaaet i Stykker, og saa hade man vist ham her op. »Ja, jeg er ganske vist Ingeniør,« sae Vilm venligere, »men Motorkøretøjer forstaar jeg mig ikke paa. Men sid ned og drik en Kop Te med, saa kan vi snakke om Sagerne.«

»Naar Russeren ingen anden Udvej ser, drikker han Te!« den unge Motorkører lo overgivent. »Men jeg har daarlig Tid – ellers Tak! Laan mig hellere Gutten dér til at ha et Øje med Maskinen mens jeg finder en Mekaniker; han ser mig nok ud til at kunne holde Pilfingre borte!«

21| Det var lige noget for Mustafa at gaa én tilhaande, der var klædt i Skind fra Top til Taa og hade Støvbriller skudt op over Panden – blie misundt af Gadens Drenge fordi man var i Sjak med en rigtig Helt, en brunbrændt Lædermand! Han hade siddet og slugt den unge Motorfører med Øjnene, suget ham ind med alle Sanser; i et Spring var han paa Benene og foran ned ad Trapperne.

Fra Vinduet saa vi dem bakse med Motorcyklen ovre paa den anden Side Gaden, ved Parkgitteret. De hentede ingen Mekaniker men tog selv ved; og da de hade tumlet lidt med Maskinen, satte de sig op at køre, Mustafa bagpaa. »Ved I hvad, jeg tror det er Lassomanden,« sae Fru Vilm pludselig.

Der gik vel et Par Timer, saa hørte vi det knatre nede i Gaden, og Lædermanden kom op fulgt af Mustafa, der hade røde Kinder – maaske for første Gang i sit Liv – og Øjne der brændte af Oplevelse. »Tak for Drengen,« sae Motormanden. »Det er en rask Fyr, han kan allerede næsten køre Maskinen. Der kan blie en god Kører af ham, maaske endda en Flyver! Men han maa lære noget mer; jeg kommer imorgen og henter ham. Og Mekanik maa han lære!«

Denne Gang hade Mustafa ingen Hemmeligheder for os med Hensyn til sin Udflugt. De hade været ude paa N»Øerne«, hade sust ad alle Veje derude saa han knap kunde holde sig fast, og hade besøgt en Pionérklub hvor Drengene raabte Hurra for ham. »Det er alligevel noget andet end at hænge paa Pufferne og se Kameraterne dratte ned under Hjulene,« sae han og løftede uforvarende en Flig for sin anden Tilværelse.

22| Motormanden hentede ham hver Dag. En Dag kom han ikke tilbage med ham men satte ham af ude i NBolsjewo, den mærkelige Koloni, hvor fem Tusend Rodløse af Mustafas Slags ikke blot har slaaet Rod men bygger et nyt Samfund op og har sat sig i Hodet, at det skal overgaa alle andre Samfund.

Derude har jeg med Aars Mellemrum Lejlighed til at hilse paa ham. Han render ikke sin Vej, dertil er Livet paa Kolonien altfor spændende Aaret rundt. Mekaniker er han ikke, Maskinen var blot Lokkemaden, der fik ham inden for Hegnet; nu er han en af de halvandet Hundrede Elever paa Bolsjewos Kunstakademi. Det er ham, der har Dekorationerne til Koloniens ny store Teater under sig.

En kraftig ung Mand er han nu, sluttet i Trækkene og af Væsen, støt og maalbevidst. Han kan se lidt sammenbidt ud, naar han staar over for de i Forhold til hans Ungdom og Opvækst ufattelig store Opgaver. Men af hans Blik og hele Fremtoning staar der en egen Glans, et Lysskær, der i ens Bevidsthed gaar i ét med Forestillingen om Fremtiden. Han har vandret Vejen til Livet, nedad mod det bundløse Dyb og opad igen – mod en ny Verden!