II

Der stod aabent gennem Forstuen ud til Gyden hvor Folk kom og gik – Madam Rasmussen som altid havde travlt, Gamle Skipper Elleby, Kontrollørens Pige i hvid Kappe, gamle NAftægtsbønder som tog deres Livrente Nbort fra Gaarden og aad den op herinde, gigtsvage Skippere som havde sagt Søen Farvel. Spurvene holdt et syndigt Spetakel derude paa den toppede Stenbro, de laa med udposede Fjer og gassede sig i Hestepærerne, sloges saa det røg om dem og skreg overstadigt.

Der stod ogsaa aabent ud til Gaarden. Alle fire Vinduer var slaaet op, og det grønne Lys sivede ind og lagde sig over Ansigterne. Men lige meget hjalp det; der rørte sig ikke en Vind – og desuden, Pelles Hede kom indefra. Det var af Angst han svedte.

Forresten trak han godt i Beget – undtagen lige naar noget udefra tog hans pinte Sind og førte det ud i Solskinnet.

Alting derude formelig plaskede i Solskin; herinde fra det skumle Værksted tog det sig ud som en gylden Flod der strømmede forbi mellem Husrækkerne, stadig i samme Retning, ned mod Søen. 9| Der kom et hvidt Dun sejlende paa Lyset, og hvidgraa Tidselfnug, hele Myggesværme og en stor Humlebi, bred og vuggende. Det hvirvlede lysende forbi Døraabningen og blev ved, som var der noget det hele løb efter – et Ulykkestilfælde eller kanske Fest.

»Sover du NKlør?« sagde Svenden skarpt. Pelle jog sammen og sled videre i Beget, holdt det i det hede Vand og æltede løs.

Inde hos Bageren – Gamle Mesters Broder – var de i Færd med at hejse Melsække op. Trissen peb ynkeligt, og ind imellem hørte man NMester Jørgen Kofod regere med Sønnen i høj Fistel. »Du er et Fæ Søren, et forpinenes Drog – hvad skal det dog blive til med dig? Har vi ikke andet at tage Vare du tror, end at løbe til Bønnemøder midt om Hverdagen? giver det til Føden kanske? Nu bliver du her – eller Gud forlade mig jeg slaar dig til Krøbling.« Saa knebrede Konen ind med, og der blev pludselig stille. Og lidt efter kom Søren strygende som en Skygge under Genbomuren derovre, med Sangbogen i Haanden. Han lignede Tudeper, krøb langs med Murene, og klippede sammen i Haserne naar nogen saa hvast paa ham. Han var 25 Aar og tog Prygl af sin Far uden at kny. Men naar det galdt de gudelige Forsamlinger, trodsede han Folkesnak og Prygl og Fadervrede.

»Sover du Klør? Jeg skal vel komme og sætte Liv i dig?«

Ellers talte ingen paa Værkstedet – Svenden tav jo, og saa havde de andre at holde Mund. Hver hang over sit Arbejde, og Pelle trak Beget saa langt han kunde, æltede Fedt i og trak videre. Ude i Solskinnet daskede en og anden Gadedreng forbi. Idet de fik Øje paa Pelle, satte de en knyttet Haand under Næsen, nikkede forjættende ind og sang:

10| Pelle lod som han ikke saa dem, men mærkede sig i Smug hver enkelt. Det var hans oprigtige Hensigt at udrydde dem alle af Jordens Overflade.

Pludselig satte de i Løb op ad Gaden, hvor en mægtig enstonig Stemme løftede sig og strømmede udover. Det var den gale Urmager, der stod paa sin høje Trappe og raabte Fordømmelsens Dom ud over Verden paa maa og faa.

Pelle vidste godt, at Manden var gal; de Ord han drev saa vægtigt ud over Staden, var der slet ingen Mening i. Men underlige lød de ikke des mindre, og NBegprøven hang over ham som noget af en Dommedagsstemning. Han kom uvilkaarligt til at fryse ved denne advarende Røst, der vejede Ord ud saa tunge at de slet ingen Mening rummede – lige som de stærke Ord i Biblen. Dette her var simpelthen NRøsten, forfærdelig som den kunde lyde ud af Skyen, saa det Nkvak i baade Moses og Paulus, skæbnesvanger som Pelle selv havde lyttet sig den ud af Stengaardens Mørke, naar Straffedommen stod paa.

Kun Tanken om Lille Nikas’ NSpanderem afholdt ham fra at springe ret i Vejret og lade sig Nfalde lige som Paulus. Den var et Stykke uafrystelig Virkelighed midt i alle Fantasier; paa to Maaneder havde den lært ham, aldrig helt at glemme hvor og hvem han var. Han tog sig ogsaa nu i Nakken og nøjedes med at lægge al sin Tristhed ind i Bearbejdelsen af dette Beg, som det ellers kunde været saa fristende at ligne ved Helvedes Begpøl hvori han skulde martres. Men saa hørte han NUnge Mesters lyse Stemme ude i Gaarden, og det hele veg. Helt farlig kunde Prøven vel heller ikke være, siden de andre her havde bestaaet den – han havde da set drabeligere Karle i sin Tid!

Jens sad og dukkede Hovedet, som om han ventede en oven i det – det var Hjemmets Forbandelse der hang over ham bestandig. Han var saa langsom i det, Pelle kunde allerede arbejde ham agterud; et eller andet sad hæmmende i ham som en NForgørelse. 11| MenA NPeter og Emil var raske Gutter – de vilde bare gærne slaa.

Inde under Æbletrærne legede den tidlige Sommer, og lige op ad Værkstedsvinduerne stod Grisen og smaskede i sit Trug. Denne Lyd var som et varmt Strøg om Hjærtet; fra den Dag Klavs Herman rystede den hvinende Pattegris ud af Sækken, begyndte Pelle at slaa Rod; saa forladt den ogsaa skreg den første Tid, noget af hans Forladthedsfølelse bares bort med dens Hvin. Nu skreg den blot fordi den blev slet fodret, og Pelle saa sig godt gal paa det Roderi – en Gris skulde spise op, det var den halve Trivsel. Man kunde ikke saadan rende og slaa oven i og oven i hvert femte Minut – naar Varmen rigtig meldte sig, vilde den faa sur Vom. Men der var ikke Menneskeforstand i de Byboer.

»Bestiller du noget Klør? jeg synes du snorker.«

Unge Mester kom hinkende ind, tog sig en Slurk og begravede sig i Bogen. Mens han læste smaafløjtede han til de andres Hammerslag. Lille Nikas gav sig til at fløjte med, og de to ældste Drenge der bankede Lær hamrede sig ind i Takten; de slog NMellemslag saa det gik som Kæp i et Hjul. Svendens Triller blev voldsommere og voldsommere for at følge med – det ene tog det andet; og Mester Andrès havde rejst Hovedet lyttende fra Bogen. Han sad og stirrede langt ud, i hans Blik hang slørede Syner efter Læsningen. Og saa i et Ryk var han nærværende og midt op i det hele, Øjnene spillede Nskalkagtigt hen over dem alle – han stod op, Stokken sad støttende under den daarlige Hofte. Mesters Hænder dansede slapt i Luften, Hovedet og hele Skikkelsen vred sig fjollet under Rytmens Tvang.

Svup slog de dansende Hænderne ned over Tilskærekniven, og Mester svøbte Tonerne ud over den skarpe Æg med Hovedet paa Siden og lukkede Øjne – det hele Udtryk borte i indadvendt Lytten. Men saa pludselig straalede Ansigtet op i Lyksalighed, hele Skikkelsen krøb rund i fjoget Nyden, 12| den ene Fod greb desperat i Luften som slog han Harpen med Tæerne – Mester Andrès var baade Musikidioten og Nden musikalske Klown. Og smæk laa saa Kniven paa Gulvet, og han havde det store Bliklaag i Haanden – tjim-da-da-da; tjim da-da-da! Fløjten var i et Trylleslag forvandlet til Tromme og Bækken.

Pelle lo saa han brast sammen, saa forskrækket til Spanderemmen og brød ud igen; men ingen ænsede ham. Mesters Fingre og Haandled dansede Djævledans paa Bliklaaget, og pludselig fòr Albuen til og huggede sig i det, saa Laaget sprang – maatte springe – lynsnart ned mod Mesters Knæ, om mod hans NKlampehæl som stak bagud, i Hovedet paa Pelle, rundt paa de umuligste Steder dum, dum i vild Besættelse over Svendens Fløjtetoner. Det var ikke til at begaa sig; NForbundteren gav sig frækt til at fløjte med, først varsomt og da intet fløj i Hovedet paa ham, for fuld Kraft. Og næstyngste Dreng Jens – Musikdjævlen som Mester kaldte ham fordi alting blev til Toner mellem Fingrene paa ham – han greb saa kejtet i NRispen han stod og strøg, at den gav sig til at løbe nynnende hen under alting, stigende og faldende paa to-tre Noder, som en velbehagelig Brummen der bar det hele. Derude paa Æblegrenene kom Fuglene hoppende; de lagde Hovedet nysgærrigt paa Siden, skurede Fjerene forrykt ud fra Kroppen og kastede sig op i dette Orgie af Jubel, der var foraarsaget af en Stump knaldende blaa Himmel. Men saa fik Unge Mester sit Hosteanfald, og det hele gik i Staa af sig selv.

Pelle sled i Beget, æltede og kom Fedt i. Naar den sorte Masse var ved at stivne, jog han begge Hænder i det hede Vand saa det sprængte i Fingerspidserne. Gamle Jeppe kom trippende ind fra Gaden, i en Fart fik Mester Andrès Tilskærebrædtet lagt over Bogen og strøg flittigt sin Kniv.

»Det var ret,« sagde Jeppe – »i Varmen med Beget, des bedre binder det.«

Han havde trillet Beget i Kugler og smidt dem i 13| NBlødebaljen, nu stod han tavs; han havde ikke Mod til selv at melde klar. De andre havde pustet Begprøven op til det uformelige, der groede alle Rædsler ud af dette gaadefulde der nu ventede ham; og var det ikke fordi han vidste med sig selv at han var en rask Gut – ja saa var han rendtA fra det hele. Men nu vilde han tage sin Tørn, hvor galt det saa blev – han maatte blot have Tid til at svælge først. Saa Nfik han vel Bonden brændt eftertrykkeligt af sig, og Haandværket laa aabent med dets Sang og Vandreliv og fikse Svendeklæder. Værkstedet her var nok nærmest et beklumret Hul, hvor man sad og sled i sure NTranstøvler; men han forstod, at man maatte igennem det for at naa ud til den store Verden, hvor Svendene gik med Laksko til Hverdag og syede Skotøj til selve Kongen. Den lille By havde foreløbig givet Pelle en Anelse om, at Verden var næsten uoverkommelig stor; og denne Anelse fyldte ham med Utaalmodighed. Det var hans Agt at overkomme det hele!

»Nu er jeg færdig,« sagde han resolut; nu skulde der en Afgørelse paa, om han og Haandværket stod til hinanden.

»Saa kan du slaa en Risp op – men lang som et ondt Aar!« sagde Svenden.

Gamle Mester var Fyr og Flamme. Han gik og passede paa Pelle med Tungen ud af Munden, traadte helt ungt i det og udbredte sig om sin egen Læretid for 60 Aar siden i Kongens København. Det var Tider det! Da laa Drengene ikke og snuede til Kl. 6 Morgen, eller hev Arbejdet fra sig saa snart den var otte – bare for at komme ud og bisse. Nej op Kl. 4, og saa blive ved saa længe der var noget. Dengang kunde Folk arbejde – og da lærte man noget; hver Ting blev sagt èn Gang og saa – Spanderemmen. Saa var Haandværket ogsaa i Anseelse, selv Kongerne skulde lære en Haandtering dengang. Det var ikke som nu Fusk og Godtkøbskram og Skulken sig fra det hele!

Drengene blinkede til hinanden, Mester Andrès 14| og Svenden tav; man kunde lige saa godt give sig til at kævles med NNaadlemaskinen fordi den snurrede. Jeppe fik Lov at løbe i Bund af sig selv.

»Du beger vel godt?« sagde Lille Nikas – »det er til Svinelær.«

De andre lo, men Pelle strøg Rispen med en Fornemmelse, som tømrede han sit eget Skafot.

»Nu er jeg færdig,« sagde han med lav Stemme.

Det største Par NMandslæster kom ned fra Hylden, de blev bundet i Rispens ene Ende og anbragt helt ude paa Fortovet. Derude stoppede Folk op og blev staaende for at glo. Pelle maatte helt op paa Forhøjningen og bøje sig godt forover, Emil som ældste Dreng lagde ham Rispen over Nakken. De var alle paa Benene undtagen Unge Mester; han tog ikke Del i Morskaben.

»Træk saa!« befalede Svenden som ledede den højtidelige Handling. »Saadan – lige ned efter Fødderne!«

Pelle trak, og de tunge Læster skumplede frem over Stenpikningen; men han gik i Staa med et Gisp – Rispen havde løbet sig varm over hans Nakke. Han stod og traadte som et Dyr, der bliver sparket og ikke begriber Meningen med det, løftede varsomt paa Fødderne og saa forpint paa dem.

»Træk, træk!« befalede Jeppe. »Du maa holde Bevægelsen oppe, ellers klæber det i!« Men det var for sent, Beget var stivnet i de fine Nakkehaar – dem Far Lasse havde kaldt Svinelykke og spaaet ham saa stor en Fremtid af – og der stod han og kunde ikke rokke Rispen af Stedet, alt det han sled. Han skar fjollede Grimasser af Pine, det Nflove Vand løb ham ud af Munden.

»Hæ, han kan jo ikke engang tumle et Par Læster,« sagde Jeppe spotsk. »Det er bedst han kommer ud paa Landet og tørrer Bagen paa Kørne igen.«

Saa rykkede Pelle til i Vrede, han maatte lukke Øjnene og vride sig, idet det gav los. Noget klistret passerede hans Fingre sammen med Rispen, det var 15| nok blodigt Haar; og over Nakken brændte Rispen sig sin Vej frem i en Skure af Blodvand og smæltet Beg. Men Pelle mærkede ingen Smærte længer, det kogte blot beskt oppe i hans Hoved, han følte en underlig uklar Drift til at tage en Hammer og hugge dem alle ned, løbe ned ad Gaden og hugge alt det i Skallen han traf paa. Men saa tog Svenden Læsterne af ham, Smærten var der igen og hele hans Usselhed. Han hørte Jeppes skrattende Stemme, og saa Unge Mester der sad og dukkede sig uden at turde hævde sin Mening – han fik med et saa ondt af sig selv.

»Det var Ret,« brummede Jeppe, »en Skomager maa ikke være bange for at bege Skindet lidt. Hvad? jeg tror det har trukket dig Vandet ud af Øjnene! Nej dengang jeg var Dreng, da var der Begprøve – vi maatte slaa to Gange NTøm om Halsen, før vi fik Lov at trække til. Hovedet hang og dinglede i en tynd Traad naar vi var færdige. Det var Tider det!«

Pelle stod og trippede for at bekæmpe Graaden; men fnise maatte han af ren Skadefryd – ved Tanken om Jeppes dinglende Hoved.

»Saa skulde vi vel prøve, om han kan staa for èn paa Kassen,« sagde Svenden og satte sig i Slagstilling.

»Nej lad det kun vente, til han har fortjent det,« faldt Mester Andrès hastig ind. »Der melder sig jo nok en Anledning.«

»Beget klarede han jo,« sagde Jeppe – »men hvordan er det, kan han sidde? Ja for der er dem der aldrig lærer den Kunst.«

»Det maa jo prøves, før han tages for god,« svarede Lille Nikas gravalvorligt.

»Er I snart færdige med jerre Tossestreger?« spurgte Unge Mester vredt og gik sin Vej.

Men Jeppe var langt inde i sit; han havde Hovedet fuldt af Ungdomserindringer – en hel Kæde af smaa djævelske Paafund til at gøre Indvielsen højtidelig med. Dengang da brændte man Faget uud16|sletteligt ind i dem, de løb aldrig fra det, men holdt det højt i Ære saa længe de trak Pusten. Men nu var Tiden blødagtig og fuld af Skaberi, den ene kunde ikke taale dèt, den anden dèt; der var NLæderkolik og Siddesyge og Gud ved hvad. Hver anden Dag havde man dem rendende med Attest for Siddebylder, og saa kunde man begynde forfra. »Nej i min Tid da fòr vi frem paa en anden Maade – Knægten nøgen over en NTrebèn og to Mand i Gang med Spanderemmene! Det var Lær imod Lær, og de lærte sku at taale Stolesædet!«

Svenden gjorde et Tegn.

»Naa er der nu læst over Stolesædet – ja saa kan du gaa hen og sætte dig.«

Pelle gik sløvt op og satte sig – han var ligeglad nu. Men han fòr op med et Angstskrig og saa sig hadefuldt om, han havde faaet en Hammer i Haanden. Den faldt fra ham igen, og nu græd han af alle Sluser.

»Hvad Satan gør I da ogsaa ved ham?« Unge Mester kom Nansættende inde fra Tilskærekamret. »Hvad har I nu fundet paa for Nederdrægtigheder?« Han lod Haanden løbe hen over Stolesædet, det var besat med knækkede Sylspidser. »I er nogle helvedes Barbarer; man skulde tro, man var mellem de Vilde.«

»Æh Øllebrødspjat,« snærrede Jeppe. »Nu har man nok ikke engang Lov at tage en Dreng ordenlig i Lære og pode ham lidt mod Bylderne. De skal vel salves med Honning baade for og bag lige som Israels Konger? Men du er jo Fritænker kantro!«

»Far skal gaa,« skreg Mester Andrès ude af sig selv, »Far skal gaa!« Han rystede og var ganske graa i Ansigtet. Saa sjokkede Gamle Mester af uden at have givet Pelle Skulderslaget og Nlyst ham ordenlig ind i Haandværket.

Pelle sad og summede sig – han var nærmest flov. Af alle de forblommede Hentydninger var der groet noget frygteligt – men ogsaa imponerende – frem. Han havde fantaseret Prøven op til noget af 17| dette der sætter de store Skel i Livet, saa man kommer ud paa den anden Side som en helt anden; noget i Retning af Biblens gaadefulde Omskæring – en Indvielse til det ny. Og saa var det hele blot en ondskabsfuldt udtænkt Tortur!

Unge Mester smed et Par Barneforsaalinger hen til ham; optaget i Faget var han altsaa og skulde ikke længer nøjes med at lave Risp til de andre. Kendsgærningen vilde blot ikke slaa ud i Glæde. Han sad og kæmpede med noget meningsløst noget, som blev ved at vælde op fra Bunden af ham; naar ingen saa det vædede han Fingrene i Spyt og strøg hen over Nakken. Han følte sig som en halvdruknet Kat, der har krænget sig ud af Strikken og nu sidder og slikker sine Tjavser tørre.

Ude under Æbletrærne svømmede Sollyset gyldent og grønt, og langt inde i det – ovre i Skipperens Have – gik tre lysklædte Piger og legede; de lignede Væsner af en anden Verden: NLykkebørn paa sollyse Strande – som der stod i Visen. Nu og da kom en Rotte frem bag NSvineboen og vadede raslende om i den store Bunke NGlasskaar. Og Grisen stod og gnaskede fordærvede Kartofler i sig, med denne desperate Lyd der fik Pelle til at afhænde alle stolte Fremtidsdrømme og længes – aa saa urimeligt.

Saa skulde ogsaa alt muligt vælte sig ind paa ham i dette Øjeblik, hvor han egenlig burde føle sig som Sejrherre: alle Prøvetidens Trængsler her paa Værkstedet, Gadedrengene, Læredrengene der ikke vilde godkende ham, alle hans egne Kanter som idelig tog imod her i det fremmede. Saa selve dette skumle Værksted hvor der aldrig kom en Solstraale – og Respekten! Respekten som han bestandig kom til kort paa.

Naar Mestrene ikke var til Stede nedlod Lille Nikas sig undertiden i Passiar med de ældste Drenge. Saa kunde der falde Ytringer som aabnede ny Vidder for Pelle – og han maatte spørge; eller de talte om Landet derude som Pelle kendte bedre 18| end dem alle tilsammen – og han plumpede ud med en Berigtigelse. Klask var Lussingen der, saa han trillede i Krogen; han havde at holde sin Mund til man henvendte sig til ham. Men Pelle, som brugte Øjne og Øren og havde gaaet og pludret for Lassefar om alt mellem Himmel og Jord, han kunde ikke lære at holde Mund.

De inddrev med haard Haand hver sit Kvantum Respekt, fra Drengene til Gamle Mester der var revnefærdig af Fagstorhed; kun Pelle havde ikke Krav paa noget, han maatte skatte til dem alle. Unge Mester var den eneste, der ikke lagde sig som et Aag over Drengens Barnesind. Lys som han var, kunde han sætte ligeglad hen over Svend og det hele og træffe til at dumpe ned, hvor Pelle sad og følte sig lille.

Derude brød Solen paa en egen Maade i Trærne, der kom en ejendommelig Tone i Fuglenes Kvidder – det var ved den Tid Kreaturerne rejste sig efter Eftermiddagens NDrøv. Og der kom en Dreng ud af de smaa Graner, han skraalede en Vise af fuld Hals og slog de lystigste Knald med NKlaffen – Generalen for det hele, Pellepøjken som ikke havde en Kæft over sig. Og den Skikkelse der kom stolprende ned over Agrene for at flytte – det var jo Lasse.

Far Lasse ja!

Han kunde ikke gøre for det, men der brast et Hulk ud af ham – det kom saa meningsløst bag paa. »Hold Kæft!« udbrød Svenden truende. Saa var han helt leveret, han gjorde ikke engang Forsøg paa at holde igen.

Unge Mester kom hen og tog noget fra Hylden over hans Hoved, han lænede sig fortroligt paa Pelles Skulder, det svage Ben hang frit og dinglede. Han stod lidt og stirrede ud i Luften –dvælende; og denne varme Haand paa Drengens Skulder talte ham til Ro.

Men glad kunde der ikke være Tale om at blive, nu han tydelig vidste at det hele var Lassefar – 19| saa forfærdelig en Længsel. Han havde ikke set Faderen siden hin lyse Morgen, han selv drog ud og lod den gamle synke tilbage i Ensomheden; hørt fra ham havde han heller ikke – knap nok haft en Tanke ude efter ham. Der var selve det at bjærge sig helskindet gennem Dagen og læmpe sig til; en hel ny Verden var der at afsøge og finde sig til Rette i. Pelle havde ganske simpelt ikke haft Tid; Byen havde slugt ham.

Men i dette Øjeblik steg det frem for ham som den største Troløshed Verden endnu havde kendt. Og i hans Nakke blev det ved at smærte – han maatte af Vejen hvor ingen saa ham. Han gjorde sig et Ærende ud i Gaarden, helt ned bag Vaskehuset, og krøb sammen i Brændehullet ved Brønden.

Der laa han og Nkrøb rund i sort Fortvivlelse over, at han havde svigtet Lassefar saa skændigt for alt dette ny og fremmede. Ja og dengang de gik sammen, var han jo heller ikke hverken saa god eller omhyggelig som han skulde være. Det var nok snarest Lasse der – saa gammel han var – ofrede sig for Pelle, lettede hans Arbejde og tog Byrderne paa sig, skønt Pelle havde de unge Skuldre. Lidt for haard havde han ogsaa været, dengang det med Madam Olsen brød sammen over Faderen; og hans hyggelige Gammelmandssnak, som Pelle nu vilde givet Liv og Velfærd for at gaa og lytte til, bar han dengang saa lidt over med. Han huskede altfor tydelig baade det og det Tilfælde hvor han havde bidt efter Lasse – faaet ham til at køre fast i et Suk. For Lasse bed jo ikke igen – tav bare saa trist.

Nej hvor var det forfærdeligt! Pelle kastede al Drabelighed over Bord og gav sig Fortvivlelsen i Vold. Hvad skulde han her, naar gamle Lasse gik ensom blandt fremmede og ikke kunde hytte sig? Der var ingen Trøsten sig, Nintet udenom, Pelle erkendte brølende at dette var Svig. Og som han laa og rev fortvivlet i Tingene og brølede sig Nlæns, groede en helt mandig Beslutning frem i ham: han maatte opgive alt sit eget – Fremtiden og den store 20| Verden og alting – og vi sit Liv til at gøre Tilværelsen hyggelig for den gamle. Han maatte hjem igen til Stengaarden! Han glemte at han kun var et Barn og lige kunde tjene Maden til sig selv. Dække gamle affældige Lassefar paa alle Punkter og gøre ham Livet let – det var lige det han vilde. Og Pelle var ikke den, der tvivlede om at han orkede det. Midt i sit Sammenbrud tog han alle en stærk Mands Pligter paa sig.

Som han laa dèr og legede forgræmmet med noget Pindebrænde, skiltes Hylden bag Brønden og et Par store Øjne stirrede forundret paa ham. Det var bare Manna!

»Har de slaaet dig – eller hvorfor græder du?« spurgte hun alvorligt.

Pelle vendte Ansigtet bort.

Manna rystede Lokkerne til Side og saa fast paa ham:

»Har de hvad? hvad du? – For saa gaar jeg derover og skælder dem ud.«

»Hvad kommer det dig ved?«

»Saadan svarer man ikke – saa er man ikke dannet.«

»Aa hold Mund!«

Saa fik han Fred; ovre i Havens Baggrund klatrede Manna og de to mindre Søstre i NEspaliéet, der hang de og stirrede uforstaaende over efter ham. Men hvad kom det ham ved – han skulde ikke have noget af at beklages af Skørter og have dem til Fortalere. Det var nogle næsvise Tøser, selv om deres Far sejlede paa de store Have og tjente mange Penge; havde han haft dem her, skulde de faaet nogle Tæsk! Nu maatte han nøjes med at række Tunge.

Han hørte deres forfærdede Udbrud – men hvad saa? Han skulde ikke over og lege med dem mere i Haven med de store Konkylier og Koralblokkene! Han skulde ud paa Landet og forsørge sin gamle Fader! Bagefter naar det var overstaaet vilde han selv ud at sejle efter de Ting – hele Skibsladninger!

21| Henne fra Værkstedsvinduet blev der kaldt; – »hvor i Alverden er Bæstet blevet af?« hørte han dem sige. Det gav et Sæt i ham – han havde helt glemt, at han var i Skomagerlære. Men nu kom han paa Benene og ind i en Fart.

– –

Pelle blev hurtig færdig med NOprømningen efter Fyraften. De andre var fløjet ud paa NKommers, han stod ene oppe paa Loftkammeret og samlede sine Ejendele i Sækken. Der var en hel Samling Herligheder: Dampskibe af Blik, Jærnbanetog og Heste som var hule inden i – alt hvad han havde været i Stand til at erhværve sig af Byens uimodstaaelige Vidundere for fem blanke Kroner. Det kom inden i Linnedet for ikke at tage Skade, Sækken smed han gennem Gavlvinduet ned i det smalle NGænge. Saa galdt det om selv at slippe ned gennem Køkkenet uden at Jeppes Kælling anede Uraad; hun havde Øjne som en Heks, og Pelle syntes, enhver maatte kunne se paa ham hvad han havde for.

Men det gik. Han slentrede saa behersket det var ham muligt op til nærmeste Gadehjørne, for at enhver skulde tænke det var Vask han gik med. Saa satte han i fuldt Løb – der var Hjemdrift i ham. Et Par Gadedrenge hujede op og smed Sten efter ham, men Pelle var ligeglad blot han slap væk. Han var sløv over for alt andet; Anger og Længsel havde gaaet haardt hen over hans Sind.

Det var over Midnat, da han aandeløs og med hakkende Milt stod ude mellem Stengaardens Udhuse – han lænede sig til den forfaldne Smedje og lukkede Øjnene for bedre at falde til Ro. Saa snart han havde faaet sin Pust igen, gik han bag ind i Kostalden og op mod Røgterkamret. Gulvet paa Fodergangen føltes saa kendt under Fødderne, og dèr kom han forbi den store Tyr i Mørket. Den tog Luft ind fra hans Legeme og pustede langt ud – mon den kendte ham endnu? Men Lugten i Røgterkamret var ham fremmed. »Far Lasse forsømmer sig vist,« tænkte han og trak Dynen fra 22| den Sovendes Hoved. En fremmed Røst begyndte at give ondt af sig.

»Saa er det ikke Lasse da?« sagde Pelle; Knærne rystede under ham.

»Lasse –?« udbrød den ny Røgter og satte sig over Ende – »sagde du Lasse? Er det dèt Guds Barn, du er ude for at afhente din Djævel? De har allerede været her efter ham fra Helvede, lyslevende blev han ført did – han var for god for denne Verden ser du. Gubben Satan var her selv og Ntog Fruentimmermaalet af ham; saa dèr faar du søge ham op. Det er ligeud til du møder Fandens Oldemor, siden spørger du dig bare frem til det Lodne.«

Pelle stod lidt i den nedre Gaard og overvejede. Ja saa, Far Lasse var rømt! – Og skulde giftes, eller var det kanske allerede – Og med Karna kunde han forstaa! Han stod ret op og ned og faldt hen i Hygge; den store Gaard laa nedsænket i Maanelys – i bredt Blund; og rundt om spandt Erindringerne kælent i Søvne – med denne hyggelige Snurren fra hans Barndom, naar Killingerne sov paa hans Hovedgærde og han lagde Kinden ind til det bløde dirrende Legeme.

Pelles Sanser havde dybe Rødder. En Gang oppe hos Farbror Kalles havde han lagt sig i den store Tvillingvugge og ladet de andre Børn vugge sig – han var vel ni Aar dengang. Da de havde vugget ham lidt, Nmagttog Situationen ham; han saa et røget Bjælkeloft der ikke var Kalles, slingre højt oppe over sit Hoved, og havde Fornemmelsen af at en Nindbundet ældre Kvinde sad som en Skygge bag Hovedgærdet og traadte Vuggen. Vuggen humpede i stærke Stød, og hvergang Foden smuttede af Gængen, slog den mod Gulvet med en Lyd af sprukken Træsko. Pelle sprang op – »den humper jo,« sagde han forvirret. – »Saa? da har du vist drømt.« Kalle kiggede leende under Gængerne. – »Humper«, sagde Lasse – »det skulde ellers være noget for dig det! Dengang du var liden, kunde du ikke sove naar Vuggen ikke humpede – vi maatte 23| gøre Gængerne helt firkantede. Den var næsten ikke til at træde, Bengta traadte mangen fin Træsko itu for at være dig og dit Paafund til Maade.« – –

Gaarden her var ogsaa som en stor Vugge, der gik og gik i det glippende Maanelys, og da Pelle først havde givet sig op i den, var der ingen Ende paa alt det der steg frem af Barndomsaarene. Hele Tilværelsen maatte frem og vakle over hans Hoved som dengang, og Jorden maatte aabne sig til Afgrunde overalt, hvor der blot var en mørk Plet. Og Graaden silede ud – skæbnesvanger – og overgød det hele, saa Kongstrup luskede bort som en vaad Hund, og de andre slog sig onde og Nkrængte. – Og Lasse – – ja hvor var Lassefar?

Pelle stod med et Sæt i Bryggerset og bankede paa Døren til Pigernes Kammers.

»Er det dig Anders?« hviskedes der inde fra, saa gik Døren op, et Par Arme greb varmt om ham og trak ham ind. Pelle stødte fra sig, hans Hænder sank i en nøgen Barm – det var nok Lyse Marie det!

»Er Karna her endnu?« spurgte han. »Kan jeg faa Karna i Tale?«

De var glade for at se ham igen, Lyse Marie tog ham helt varmt om Kinderne – det var alt det hun ikke kyssede ham ogsaa. Karna kunde ikke komme sig af sin Overraskelse, saadan en NByføring han havde. »Og nu er du saa Skomager paa Stadens største Værksted – – jo vi har Nspurgt det, Slagter Jensen har faaet det at vide inde paa Torvet. Og stor er du blevet – og byfin! du bær’ dig godt du!« Karna trak i Klæderne.

»Hvor er Lassefar henne?« spurgte Pelle blot; det tyknede i hans Hals, naar han nævnte Faderen.

»Ja ja, giv nu Stunder saa skal jeg følge dig paa Vej. – Saa galant du dog er blevet i Klæderne, jeg kunde vist ikke have kendt dig igen. Hvad mener du Marie?«

»Han er en sød Unge – det har han altid været,« 24| sagde Marie og stødte efter ham med den ene Nsvaje Fod – hun var i Seng igen.

»Det er det samme Tøj jeg har haft hele Tiden,« sagde Pelle.

»Ja, ja, men saa bærer du det anderledes – derinde fører de sig jo som Grever alle. Skal vi saa gaa?«

Pelle sagde venligt Farvel til Lyse Marie, han huskede at han havde hende meget at takke for. Hun saa egent paa ham og vilde trække hans Haand med ned under Dynen.

»Hvad saa Far da?« sagde han utaalmodigt, saa snart de var udenfor.

Ja Lasse var jo saa rømt! Han kunde ikke holde det ud, da Pelle var borte; Arbejdet var ogsaa for svært for én. Hvor han opholdt sig i Øjeblikket, vidste Karna ikke saa lige – »han ligger og farter rundt for at se paa Landejendom,« sagde hun stort. »Kanske har du hans Besøg derinde i Staden en Dag.«

»Hvordan staar Sagerne ellers her?« spurgte Pelle.

»Jo Erikmand har faaet Talens Brug igen og begynder ligesom at blive lidt Menneske – han kan da Nkræve sig. – Og Kongstrup og Fruen de svirer omkap de.«

»Svirer de sammen du? ligesom Træskomanden og hans Kælling?«

»Ja – og det saa de stundom ligger og svømmer i Stuerne deroppe og ikke kan se hinanden for Spiritustaage. Her gaar alting skidt nu, kan du vel forstaa – Nherreløs er vaareløs siger et gammelt Ord. Men hvad skal én sige til’et – andet har de jo ikke at mødes i! For det bedste kan jo ikke finde Sted mellem dem mere. – Men jeg er ligeglad, for saa snart Lasse har fundet noget, rømmer jeg.«

Pelle forstod nok det han – han havde ikke noget imod det.

Karna saa undrende op og ned ad ham mens de 25| Nvankede: »I faar vel en farlig fin Levemaade derinde?«

»Ja pivsur NSøbe og harsk Flæsk – vi levede meget bedre her.«

Hun værgede for sig – det lød altfor taabeligt: »Men hvad saa alt det de har i Butikerne af Madvarer og Bagning og søde Ting – hvor gaar det saa hen da?«

»Det ved jeg ikke,« svarede Pelle mut – han havde selv grundet over det Spørgsmaal. »Jeg faar det jeg kan æde; men Vask og Klæder skal jeg selv holde mig med.«

Karna havde svært ved at komme sig af sin Forskrækkelse – hun havde nok set paa det som var Pelle taget levende op i Himlen. »Men hvad saa da – det kan jo blive drøjt nok for dig det,« sagde hun bekymret. – »Ja ja, saa snart vi faar Foden under eget Bord, skal vi nok hjælpe til, det lidet vi kan.«

Oppe ved Hovedvejen skiltes de, og Pelle gik træt og nedslaaet i Gang med Tilbagetoget. Det var næsten Dag da han kom tilbage, han slap ind og i Seng uden at nogen opdagede Flugtforsøget.