76| VI

De andre Læredrenge fik Klæderne ved at arbejde for sig selv i Fritiden; de fik Arbejde af Kammerater, undertiden kaprede de ogsaa Kunder fra Mester ved at underbyde ham i Smug. De havde deres eget Arbejde gemt under Disken, naar Mester ikke var hjemme tog de det frem og arbejdede løs. »Jeg skal jo ud og møde Tøsen i Aften,« sagde de og lo; Lille Nikas sagde ingenting.

Pelle havde ingen Kammerater som gav ham Arbejde, han kunde heller ikke meget endnu. Naar de andre havde travlt efter Fyraften og om Søndagen, maatte han hjælpe dem; men det smed ikke noget af sig. Saa havde han ogsaa haft Nilens Sko til Lapning – for gammelt Bekendtskabs Skyld.

Jeppe havde talt vidt og bredt om Drikkepengene, den Dag han fæstede sig, Borgerne dvælede ofte ved dem som en trykkende Udgiftspost og talte stærke Ord om at indskrænke eller helt afskaffe dette Aag paa Omsætningen. Men det var bare noget, de havde efter Avisen ovrefra – for ikke at staa tilbage for Hovedstaden! De nævnede ogsaa altid Ordet naar han kom med Skotøj, og ragede rundt i Pengepungen; var der en Skilling, dækkede de over den med Fingeren og saa ulykkelige ud – Pelle vilde nok have det til gode til næste Gang, og selv huske det! I Begyndelsen huskede han ogsaa paa det – man havde jo bedt ham derom; men saa fik Jeppe et Vink om at hans ny Dreng maatte vænne sig af med at prelle. Pelle begreb det ikke, men der groede en begyndende Uvilje frem i ham mod disse Mennesker, der kunde gøre saa skamløse Rejespring for at faa en Tiøre til at forsvinde – som de ikke engang skyldte nogen Regnskab for.

Pelle, som mente han havde faaet nok af sin Fattigmandsverden og maatte se at naa op i andre Lag, han lærte endnu en Gang at regne med Fattigfolk og var glad for hvert Par af disse Proletarsko, som Mester bandte fordi de var slidt saa nær. 77| De Fattige var ikke bange for at give en Skilling, naar de havde; det kunde gøre helt ondt i ham at se, hvordan de for at skaffe et Par Øre til Veje skrabede i alle Kroge og tømte Børnenes Sparebøsser, mens de smaa stod tavse og saa til med triste Øjne. Og sagde han nej tak, blev de fornærmede. Den Smule han fik, skyldte han Folk der var lige saa forarmede som han selv.

Pengene hernede var ikke længer de samme runde ligegyldige Tingester, der oppe i Samfundet lagdes oven paa hinanden i hele Stabler. Hver Skilling her var saa megen Kummer eller Glæde; en lille snavset Mønt kunde rumme i sig baade Mandens rasende Donner og Barnets fortvivlede Graad efter Mad. Enken Høst gav ham ti Øre, og han maatte sige til sig selv: Dér gav hun sin Middagsmad bort for to Dage!

En Dag han passerede de usle Rønner ude ved de nordre Havbakker, kom en fattig ung Kvinde frem i Døren og kaldte paa ham; hun holdt Resterne af et Par Fjedersko i Haanden. »Aa du Skomagerlap, kunde du ikke være skikkelig og lave dem lidt for mig?« bad hun »– bare næste dem lidt, saa de kan hænge paa Foden en halv Eftermiddag. Stenhuggerne skal have Ladegilde paa Torsdag, og jeg vil saa gærne med.« Pelle saa paa Skoene – der var ikke stort at stille op med dem; han tog dem dog med og lavede dem i sin Fritid. Af Jens fik han at vide, at Kvinden var Enke efter en Stenhugger, der satte Livet til ved en Sprængning straks de blev gift. Skoene var helt pæne da han afleverede dem.

»Ja Penge har jeg ingen af, men du skal rigtig have mange Tak,« sagde hun og saa henrykt paa Skoene »– saa nette som de er blevet. Og Gud velsigne dig for’et.«

»Tak døde Smedens Kat af,« sagde Pelle leende, hendes Glæde smittede ham.

»Ja og Guds Velsignelse er det der fremkommer, hvor to Fattige søger Seng sammen,« svarede den 78| unge Kvinde spøgende. »Alligevel vil jeg nu ønske dig alt godt til Vederlag – nu kan jeg da faa mig en Dans!«

Pelle var helt tilfreds med sig selv da han gik. Men et Par Huse henne passede en anden Kvinde ham op; hun havde nok hørt om den førstes Held, og stod med et Par snavsede Barnesko som hun bad ham saa mindeligt om at lave. Han tog Skoene og gjorde dem i Stand, skønt han blev endnu fattigere deraf; han vidste for meget om Nøden til at kunne sige nej. Det var første Gang her i Staden, man uden videre tog ham gyldig, regnede ham blandt éns egne ved første Øjesyn. Pelle undredes en Del paa det; han vidste endnu ikke at Armoden er international.

Naar han søgte ud efter endt Dagværk holdt han sig i Yderkanterne, omgikkes de fattigste Drenge og førte sig saa ubemærket som muligt. Men der var kommet noget desperat over ham, og sommetider gjorde han sig bemærket ved Handlinger, der vilde have faaet Lasse til at græde – som da han udfordrende satte sig paa en nytjæret Fortøjningspæl. Han blev Aftenens Helt paa det; men saa snart han blev ene, gik han om bag et Plankeværk og trak slukøret af Bukserne for at fastslaa Skadens Omfang. Om Dagen løb han Ærender i det bedste han havde. Det var ikke Spøg, Lasse havde prentet sin Nøjsomhed dybt i ham og lært ham en Nænsomhed om Tingene, der nærmede sig stærkt til Gudsfrygt. Men Pelle følte sig forladt af alle Guder, og nu udfordrede han dem.

Gadens fattige Koner var de eneste som havde Øje for ham. »Se til den Knægt, nu løber han og rakker med sin Konfirmationstrøje til Hverdags!« sagde de og kaldte ham ind for at give ham en Overhaling – der gærne endte med at de lappede lidt om ham. Men Pelle var ligeglad – han gjorde kun som Byen selv naar han bar sit bedste udvendig. Han havde dog en Skjorte saa grov den var! Men den ny Barbersvend, som flottede sig i Diplo79|mat og høj Hat og var alle Læredrenges Ideal, han havde ikke engang Skjorte paa – Pelle saa det en Gang Barbersvenden stod og gyngede nogle Damer. Hjemme paa Landet, hvor man værdsatte en Mand efter Antallet af hans Skjorter, vilde han her være umulig! men herinde levedes Livet paa kortere Sigt.

Nu stejlede han ikke længer over alle de Mennesker – satte Folk tilmed – som ikke havde deres faste Gang noget Sted men gled fra Arbejdsplads til Arbejdsplads Aaret rundt i den løseste Tilfældighed. De saa glade ud alligevel, havde Kone og Børn og tog ud og morede sig om Søndagen; og hvorfor skulde man gebærde sig, som om Verden ramlede sammen, fordi man ikke havde et Saltkar Flæsk og en Kule Kartofler at møde Vinteren med? Sorgløsheden var til syvende og sidst Værn for Pelle ogsaa; hvor al lys Fremtid syntes død, tog den Æventyret op paa ny og gav den nøgne Armod Spænding. Der gik Fantasi i selve Sulten: Dør du af den, eller dør du ikke?

Pelle var fattig nok til at have det hele opefter og ejede Fattigmands udslagne Sind; Den store Verden og Æventyret var de Kræfter der bar ham gennem Tomheden, selve Livstonen der aldrig tav men gik mumlende bag Sorgløshed og Sorger. Verden vidste han god Besked med, den var noget ufatteligt stort som løb tilbage i sig selv; paa 80 Dage kunde man komme rundt om det hele, om hvor de gik med Hovedet nedad, og tilbage igen – og have oplevet alle Vidundere. Han havde selv begivet sig ud i det ufattelige – og var havnet i denne lille Stad, hvor der ikke var Fugls Føde for en hungrig Fantasi, men fuldt op af Smaabekymringer. Man mærkede den kolde Træk derude fra, og Svimmelheden; naar den lille Avis kom, løb Smaamestrene ivrigt over Gaden med Briller paa Næsen og talte med runde Fagter om Begivenhederne derude. »Kina,« sagde de – »Amerika!« og bildte sig ind de var midt op i Verdenstumlen. Men Pelle ønskede mæg80|tigt, at lidt af det store vilde forvilde sig herhen – siden han nu sad fast her! Det kunde været ganske rart med en Smule Vulkan under Fødderne, saa Husene begyndte at rave om mellem hinanden; eller lidt Oversvømmelse, saa Skibene drev hen over Staden og maatte fortøje ved Vejrhanen paa Kirkespiret. Han trængte saa urimeligt til, at der skulde ske noget af dette, der jog Blodet frem af dets Gemmer og satte Haarene i Drift paa ens Hoved. Men nu havde han forøvrigt nok at slaas med; Verden fik passe sig selv til bedre Tider.

Æventyret holdt det haardere at give Slip paa, det var sunget ind i hans Sind af selve Armoden, og baaret derind paa Lasses rystende Stemme. »Tidt ligger rigt Barn i fattig Kones Skød,« sagde Faderen gærne naar han tog Varsel for Sønnens Fremtid, og Ordet sank i Drengen som et Omkvæd. Men saa meget havde han dog lært, at her fandtes ingen Elefanter en rask Dreng kunde sidde overskrævs paa Halsen af og ride Tigeren ihjæl, just som den skulde sønderrive Kongen af Himalaya! – og saa naturligvis faa Datteren og det halve Kongerige for sin Bedrift. – – Pelle færdedes meget paa Havnen, men aldrig faldt nogen finklædt lille Pige i Vandet, saa han kunde redde hende og gifte sig med hende naar hun blev stor! Og skulde det ske, saa vidste han godt nu, at Forældrene vilde snyde ham for Drikkepengene. – Han havde ogsaa helt opgivet at vente paa Guldkareten der skulde køre ham over, saa de to forskrækkede sørgeklædte Damer kunde tage ham ind i Vognen og føre ham til et Slot med seks Sale! Og altid beholde ham hos sig naturligvis, i Stedet for den Søn de lige havde mistet, som – vidunderlig nok – akkurat var paa Alder med ham selv. Her fandtes jo ikke engang nogen Guldkaret!

Ude i den store Verden havde den fattigste Dreng de største Udsigter, alt hvad Læsebogen havde kendt af store Mænd, var fattige Fyre som han selv, der var kommet i Vejret ved Lykken og egen Dristig81|hed. Men de der ejede noget her i Byen, var kommet til deres ved at pine sig frem og presse Fattigfolk. De sad fremdeles og rugede gærrigt paa det og kastede ikke noget ud for den lykkelige at gribe – eller lod noget ligge til en fattig Fyr kom og tog det op! Ingen af dem holdt sig for god til at pille en gammel Bukseknap op mellem Brostenene og slide den med Helsen.

Pelle løb en Aften ud for at købe et halv Pund Blaamand til Jeppe. Uden for Kulhandlerens kom den store Hund farende i Benene paa ham som altid, og han tabte 25-Øren. Mens han gik og ledte, kom en ældre Mand hen til ham. Pelle kendte ham godt; det var Skibsreder Monsen, Byens rigeste Mand.

»Har du tabt noget min Dreng?« spurgte han og gav sig til at lede med.

»Nu spørger han mig ud,« tænkte Pelle. »Saa svarer jeg kækt, og saa ser han opmærksomt paa mig og siger« – Pelle haabede bestandig paa disse mystiske Hænder oppefra, der uforvarende skulde tage en rask Dreng og hæve ham op i Lykken.

Men Skibsrederen spurgte ikke om noget af den Slags, han ledte blot ivrigt og spurgte: »Hvor gik du? her hva’? – er du vis paa det?«

»I al Fald giver han mig en anden 25-Øre,« tænkte Pelle. »Det er forresten svært saa ivrig han er.« Pelle var ked af at søge men kunde ikke godt holde op før den anden.

»Naa ja,« sagde Rederen endelig, »den kan du godt sige du har set. Hvad er du ogsaa for en Kluddermads!« Saa gik han, Pelle saa lidt langt efter ham inden han greb i sin egen Pung.

Noget senere da han igen kom der forbi, gik en Mand bøjet og rev Tændstikker af nede ved Brostenene. Det var Rederen, Pelle fik en ejendommelig Kildren i Mellemgulvet. »Har De tabt noget?« spurgte han ondskabsfuldt, han stod paa Spring for det Tilfælde det trak op til en Lussing. »Ja–ja en 82| 25-Øre,« stønnede Rederen uden at rette sig. »Kan du hjælpe mig at lede min Dreng.«

Naa det vidste han jo i Forvejen, at Monsen var blevet Byens rigeste Mand ved at proviantere med fordærvet Føde og rigge gamle Druknekasser til, som han holdt højt assureret. Han vidste ogsaa, hvem der var en Tyv og hvem Fallitenspiller – og at Købmand Lau blot omgikkes Smaamestrene fordi hans Datter var kommet galt af Sted. Pelle kendte Byens hemmelige Stolthed »Topgaleasen«, der ene repræsenterede Storstædernes Fordærv, de to Bondefangere og Konsulen med den ædende Sygdom. Det var altsammen tilfredsstillende Viden for en forsmaaet.

Han havde ikke i Sinde at lade Byen beholde nogen af de Herligheder, han i sin Tid havde udstyret den med, i sin bestandige Farten klædte han den af til Skindet. Dèr laa Husene saa pynteligt til Gaden, lidt ud og ind, med snurrige gamle Døre og Blomster i alle Vinduer. De glinsede af Blanktjære fra Bindingsværket og var altid friske i Kalkfarven: okkergule eller blændende hvide, søgrønne eller blaa som Himlen. Paa Solskinsdage fik man Indtryk af Fest og Flagning. Men Pelle havde undersøgt Bagsiden af hvert Hus, og der var det Vasketude med langt slimet Skæg, stinkende Svinetønder og en stor Møddingkasse med en ram Hyld over. Stenbroen flød med Sildegjæl og Torskemaver, og Murene var skjoldede med grønt Mos forneden.

Bogbinderen og hans Kone de gik med hinanden i Haanden, naar de gik til de Helliges Møde. Men hjemme sloges de, og naar de sad i Forsamlingshuset og sang af den samme Salmebog, kneb de hinanden i Benene. »Se,« sagde Folk, »det er saadan et pænt Par.« Men Byen skjulte ikke noget for Pelle, han vidste Besked. Havde han blot vidst lige saa sikkert, hvor han skulde faa en ny Bluse fra!

Et lod sig ikke afklæde men blev ved at beholde noget af sin Æventyrlighed – Krediten! Først tog det helt Vejret fra ham, at Folk herinde fik alt 83| hvad de behøvede uden Penge. »Vil De skrive det!« sagde Folk naar han kom med Fodtøj, – »det skal skrives!« sagde han selv naar han gjorde Indkøb for Mesters. Alle sagde de den samme Trylleformel, og Pelle maatte tænke paa Lassefar, der talte Skillingerne tyve Gange over inden han dristede sig til at købe for dem. Han lovede sig meget af denne Opdagelse, det var hans Agt at benytte sig rigeligt af Trylleformlen naar hans egne Midler slap op.

Nu var han naturligvis klogere end som saa. Han havde set, at netop de fattigste altid maatte stille med Skillingen i Næven, og for Resten kom der en Regnskabets Dag for de andre ogsaa. Mester talte allerede gruende om Nytaar; og Bedriften holdtes nede af dette, at han var i Lommen paa Læderhandleren og ikke kunde købe sine Materialer hvor de var billigst. Alle Smaamestre sukkede under det.

Men det æventyrlige var ikke udtømt dermed – her var dog en Maade at trække paa Lykken som lod vente paa sig, og paa Fremtiden som indfrir alle Veksler. Krediten var et Stænk af Fantasi ind i al denne Smaakravlen, her gik Folk omkring der var fattige som Kirkerotter og dog spillede Greve. Alfred var saadan et Lykkebarn, han fortjente ikke en rød Øre men var fin i Tøjet som en Butikssvend og nægtede sig aldrig noget. Fik han Lyst til et eller andet, gik han blot ind og tog det paa Klods – Nej fik han aldrig. Kammeraterne misundte ham og saa op til ham som en Lykkeprins.

Pelle og Lykken havde jo ogsaa et og andet Mellemværende – en Dag gik han rask ind i en Butik for at købe sig noget Undertøj. Da han forlangte Kredit, saa de paa ham som om han fejlede noget – han maatte gaa igen med uforrettet Sag. »Der maa stikke en Hemmelighed under, som jeg ikke kender,« tænkte Pelle; han havde en dunkel Erindring om en anden Dreng, som heller ikke kunde faa Gryden til at koge Grød og Dugen til at dække sig – fordi han ikke kendte Ordet. Han opsøgte straks Alfred for at faa Klarhed.

84| Alfred stod i ny Patentseler og bandt Kravetøj paa sig, paa Fødderne havde han Tøfler med lodden Kant – de lignede Duer der kroede sig. »Dem har jeg faaet af en Mesterdatter,« sagde han og koketterede med sine Ben – »hun er rent tosset efter mig. Sød er hun sku – men der er ingen Penge.«

Pelle fortalte om sin Nød.

»Skjorter! Skjorter!« jublede Alfred og slog sig oven i Hovedet. »Han vil Gud døde mig tage Skjorter paa Kredit! Naar det endda var Mansjetskjorter!« Han var ved at dø af Grin.

Pelle gik paa igen. Som den Bonde han fremdeles var havde han tænkt paa Skjorter først; men nu vilde han have Sommerfrak og Gummimansjetter. – »Hvorfor vil du saa have Kredit da?« spurgte Købmanden nølende. »Venter du Penge noget Steds fra? eller er der nogen som kan sige god for dig?«

Nej Pelle skulde nok selv han – men nu havde han bare ingen Penge.

»Saa vent du til du faar nogle,« sagde Købmanden gnavent. »Vi plejer ikke at klæde fattige Drenge op!« Pelle maatte luske af som en vaad Hund.

»Du er en Torsk,« sagde Alfred kort. »Du er lige som Albinus – han kan heller ikke lære det!«

»Hvordan bærer du dig ad da?« spurgte Pelle lavmælt.

Bære sig ad – bære sig ad – – Alfred vidste ikke af nogen Fremgangsmaade at sige; det faldt ganske af sig selv. »Men jeg siger da ikke jeg er fattig. Naa lad du lige saa godt være – for dig skær den ikke!«

»Hvorfor sidder du saadan og kniber dig selv i Overlæben?« spurgte Pelle mismodig.

»Kniber? Jeg snor jo mit Overskæg dit Fjols!«