VIII

Jeppe var noget nær i Slægt med den halve Ø, men det interesserede ham ikke altid lige stærkt at udrede Slægtskabet. Det var ham en nem Sag at begynde helt oppe ved Slægtens Stamfader og lede den ned gennem 200 Aar, følge de enkelte fra Landet ind til Staden, over Havet og tilbage igen og paavise, at Andrès og Byfogden maatte være NNæstsøskendebørn. Men naar en og anden Smaamand saa sagde: Hvordan er det, var min Far og Mester Jeppe ikke Fætre? svarede Jeppe kort: Kan gærne være, men det bliver noget tyndt efterhaanden, det Slægtskab.

»Saa er De og jeg jo min Salighed Halvfætre – og De er i Familie med Byfogden ogsaa!« sagde Mester Andrès, som gærne undte andre en Glæde. De fattige saa taknemmeligt paa ham, og syntes han havde saa gode Øjne – Synd var det at han ikke skulde have Lov at leve.

Saa var Jeppe ogsaa den ældste Haandværksmester i Byen, og blandt Skomagerne den der havde det største Værksted. Dygtig var han ogsaa – eller rettere havde været; han sad inde med den gamle Tids Haandfærdighed paa vanskelige Omraader, som 93| Udviklingen var ved at lægge Vejen udenom eller sætte hen over med en Opfindelse. NTunge- og Fjederstøvlen havde gjort NValkningen overflødig; men der gik Ry af den gamle Kunst endnu. Og naar en eller anden sær gammel Støder kom til Mestrene og forlangte NFedeskinds NHalvstøvler uden det nymodens Bras, saa maatte de til Jeppe – ingen anden kunde valke en Vrist som han. Ogsaa naar det galdt Behandlingen af det svære NFedtlær til Søstøvler var Jeppe Manden. Stædig var han ogsaa, og stampede haardnakket mod alt nyt hvor alle andre lod sig lokke med. Derved blev han endnu mere Bæreren af gammel Tid, og der stod Respekt af ham.

Drengene var de eneste der ikke respekterede ham, de gjorde alt for at ærgre Livet af ham til Gengæld for hans haarde Faghaand. Alting var lagt an paa at drille, de selvfølgeligste Ting udførte de paa en forblommet Maade for at gøre Gamle Jeppe mistænksom; naar han saa udspionerede dem, og greb dem i noget der opløste sig til ingenting, havde de en stor Dag.

»Hvad er det? hvor skal du hen uden Forlov?« spurgte Jeppe naar en af dem rejste sig for at gaa ud i Gaarden; han glemte bestandig at Tiderne havde forandret sig. De svarede ikke, og saa fòr han i Harnisk. »Respekt her!« raabte han og trampede i Gulvet saa han var ved at falde i Støv. Mester Andrès løftede langsomt Hovedet. »Hvad er der nu med Far igen?« spurgte han træt. Saa tumlede Jeppe ud, og rasede mod den ny Tid.

Naar Mester Andrès og Svenden ikke var til Stede, morede de sig med at sætte den gamle i Kulør; det var let nok, han saa Opsætsighed alle Vegne. Saa greb han en Spanderem og gav sig til at tjatte løs, mens Synderen skar de mærkeligste Ansigter og udstødte en besynderlig klukkende Lyd. »Dèr tag det, skønt det gør mig ondt at gribe til haarde Midler!« gispede Jeppe. »Og det med! – og det! For det maa til om Faget skal bestaa.« Saa 94| Nfurede han Drengen med noget der svagt kunde minde om et Spark, og stod og hev efter Vejret. »Du er en vanskelig Dreng – vil du tilstaa det?« – »Ja min Mor slog et Kosteskaft i Stykker paa mig hver Dag,« svarede Peter den Skurk og snøftede. »Der kan du se! Men det kan rettes endnu – Grundlaget er godt!« Jeppe trippede frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen. Resten af Dagen var han højtidelig stemt og gjorde Smaating for at udviske varige Spor af Straffen. – »Det var ment til jert eget Vel!« sagde han forsonende.

Jeppe var kødelig Fætter til Gale Anker, men sprang det helst over; det var sin Sag at Manden var gal, men han levede forsmædeligt af at gaa og sælge Sand, – en faglærd Borger. Hver Dag saa man Ankers lange tynde Skikkelse i Gaden med en Sæk Sand paa den flade Nakke; han var i blaat NTvistestøj og hvide Uldhoser, Ansigtet var liggult. Der var ikke Kødtrævl paa ham. »Det kommer af at spekulere for meget,« sagde Folk – »se til Adjunkten!«

Paa Værkstedet viste han sig aldrig med sin Sandsæk – han var bange for Jeppe der nu var Slægtens Ældste. Ellers gik han ind og ud i alle Huse med sine klaprende Træsko; og Folk købte af ham, siden de alligevel skulde bruge Gulvsand og hans var lige saa godt som nogen andens. Han brugte næsten intet til sit Underhold, Folk paastod, at han aldrig tog Føde til sig men næredes indvendig fra. For Skillingerne han tog ind købte han Remedier til den ny Tid; og hvad der blev til overs, hev han ud fra sin høje Trappe i sine store Øjeblikke. Drengene kom altid løbende, naar Raabet forkyndte, at Galskaben med den ny Tid var over ham.

Han og Bjerregrav var Ungdomsvenner, de var sammen tidlig og silde som unge, og ingen af dem vilde gøre sin Pligt og gifte sig, skønt de havde Raad til at forsørge Kone og Børn. I den Alder hvor andre er optagne af at tækkes Kvindfolk, gik de to og havde Hovedet fuldt af Pjank: Frihed og 95| Fremskridt, og andet af det Fandenskab som gør Folk tossede. Der boede dengang en led Oprører hos Bjerregravs Broder; han havde siddet paa Kristiansø i mange Aar, men nu havde Regeringen givet ham Lov at henleve Resten af sit Fangenskab her. NDampe hed han – Jeppe kendte ham fra sin Læretid i Hovedstaden; han havde sat sig til Formaal at omstyrte Gud og Kongen. Det lykkedes nu ikke, for han blev Nnedstyrtet som en anden Lucifer og fik kun af pur Naade Lov at beholde Hovedet. Ham sluttede de to unge sig til, og han fordrejede Hovedet paa dem med sin forgiftede Tale, saa de gav sig til at spekulere over Ting som almindelige Mennesker helst maa holde sig fra. Bjerregrav slap nogenlunde helskindet fra det, men Anker maatte bøde med sin Forstand. Skønt de begge havde deres rigelige Udkomme, var det især Fattigdommen de grubliserede over – som om der kunde være noget særligt at finde dèr!

Det laa nu snart et Par Snese Aar tilbage – det var ved den Tid NFrihedsgalskaben florerede rundt om i Landene med Oprør og Brodermord. Saa galt gik det vel ikke her, for hverken Anker eller Bjerregrav var meget krigerske; men enhver kunde dog se, at Byen her ikke stod tilbage for andre Steder i Verden. – Her løb Byforfængeligheden altid af med Mester Jeppe, men ellers havde han kun fordømmende Ord for hele den Ting. Endnu kunde det hænde, at han røg i Haarene paa Bjerregrav naar Talen faldt paa Ankers Skade.

»Dampe ja,« sagde Jeppe arrigt, »det er ham, der har fordrejet Hovedet paa jer begge.«

»Der løj du,« stammede Bjerregrav. »Anker fik først sit senere – efter at NKong Frederik havde skænket os Friheden. Og er det end smaat med Ævnerne, saa har jeg dog min Forstand, Gud ske Lov og Tak!« Bjerregrav førte højtideligt højre Haands Fingre til Læberne, det virkede som et næsten udvisket Efterslæt af Korsets Tegn.

»Du din Forstand!« Jeppe blæste haanligt – »du 96| som smider Pengene hen til den første den bedste Landstryger! Og forsvarer en led Oprører, der ikke engang gik ud om Dagen som andre Folk men færdedes om Nætterne.«

»Ja for han skammede sig over Menneskene – han vilde have Verden gjort smukkere!« Bjerregrav rødmede af Undseelse over at have sagt det.

Men Jeppe gik ovenud gennem Taget af Haan. »Naa! skal nu Tugthuskandidaterne skamme sig over vi ordenlige Folk? – saa det var derfor han gjorde sin Spaseretur om Natten? Jo Verden blev vist smuk, om den fyldtes med den Slags Folk som dig og Dampe.« – –

Det sørgelige med Anker var, at han var en fin Haandværker. Han havde taget Urmageriet i Arv efter Far og Bedstefar, og hans Nbornholmske Slagklokker var nok kendte over hele Verden – der kom Bestillinger til ham baade fra Fyns Land og Hovedstaden. Dengang Grundloven blev givet, teede han sig som et Barn – som om man ikke altid havde haft NFrihed her paa Øen! Det var den ny Tid, sagde han, og i sin tossede Glæde vilde han lave et kunstfærdigt Ur til Ære for den, som skulde vise baade Maane, Dato og hvad Aar og Maaned man var i. Dygtig var han, og det faldt sagtens i Lave for ham; men saa fandt han paa, at Uret skulde vise Vejret ogsaa. Som saa mangen anden Gud har givet Ævner i Forvaring, vovede han sig for langt ud og vilde kappes med selve Vorherre. Men dèr blev han bræmset – det hele var lige ved at Nslaa Sludder for ham. Lang Tid tog han sig det meget nær, men da Arbejdet stod færdigt var han alligevel glad. Han blev budt store Penge for sit Kunstværk, og Jeppe raadede ham til at slaa til; men forskruet som han engang var, svarede han: Dette her kan ikke betales med Penge. Alt hvad jeg ellers laver har Penges Værdi, men ikke dette. Kan nogen købe mig maaske?

Længe var han i Tvivl om, hvad han skulde gøre med sit Værk, men saa en Dag kom han til Jeppe 97| og sagde: »Nu ved jeg det, den bedste skal have det – jeg sender det til Kongen. Han skænkede os den ny Tid, som det er gjort til at vise!« Anker sendte Uret, og nogen Tid efter fik han 200 Daler udbetalt gennem Amtskassen.

Det var en stor Sum Penge selv for det Arbejde, men Anker var ikke tilfreds – han havde nok ventet sig en Takskrivelse fra Kongens egen Haand. Han gik saa underlig i det, alting lagde sig forkert for ham, og lidt og lidt tog Forstyrrelsen Bolig i ham. Pengene gav han til de Fattige, og gik selv og sørgede over at den ny Tid alligevel ikke var kommet. Saadan gik han og arbejdede sig længer og længer ind i sin Forrykthed, det hjalp ikke alt hvad Jeppe skammede ham ud og talte ham til. Til sidst kom han saa vidt, at han bildte sig ind, det var ham der skulde skabe den ny Tid – saa blev han glad igen.

Der var tre-fire Familier i Byen af de allerfattigste – saa forkomne at Sekterne ikke vilde have noget med dem at gøre – der søgte sammen om Anker og hørte Guds Røst i hans Raaben, »De har jo ikke noget at tabe ved at søge ind under en gal Mand,« sagde Jeppe haanligt. Anker selv ænsede ingenting – han gik sin egen Vej. Snart var han en forklædt Kongesøn og havde Lovning paa Kongens ældste Datter – saa skulde den ny Tid komme! Eller naar det var Njævnere fat med ham, sad han og arbejdede paa et ufejlbarligt Urværk, der ikke skulde vise men være selve Tiden – den ny Tid.

Han kom nu og da paa Værkstedet for at vise Mester Andrès Fremgangen i sin Opfindelse – ham havde han fattet blind Hengivenhed for. Hvert Nytaar maatte Unge Mester skrive et Frierbrev for ham til Kongens ældste Datter og paatage sig at skaffe det i de rigtige Hænder; i Ny og Næ kom Anker rendende for at høre om der var Svar, og til Nytaar gik et nyt Frierbrev af. Mester Andrès havde dem alle liggende.

– – –

98| En Aften lige efter Fyraften dundrede det paa Værkstedsdøren, der lød Marsj paa Stedet ude i Forstuen. »Kan I lukke op!« raabte en højtidelig Stemme – »Prinsen er her!«

»Pelle – skynd dig og faa Døren op!« sagde Mester.

Pelle slog Døren paa vid Væg, og Anker marsjerede ind. Han bar Papirhat med vajende Dusk, og Epauletter af Papirsfrynser; hans Ansigt lyste, idet han med Haanden til Hatten stod og lod Marsjen dø ud. Unge Mester rejste sig oprømt og skuldrede Gevær med Stokken.

»Kongelig Majestæt,« sagde han, »hvordan gaar det med den ny Tid?«

»Det gaar slet ikke,« svarede Anker og blev alvorlig. »Jeg mangler Lodderne som skal holde det hele i Gang.« Han stod og stirrede i Gulvet; i hans Tindinger arbejdede det gaadefuldt.

»De skal vel være af Guld?« Det glimtede i Mesters Øjne, men han var Alvoren selv.

»De skal være af Evighedsstof,« svarede Anker uvilligt, »– og det skal opfindes først.«

Længe stod han og stirrede tomt med sine graa Øjne uden at sige noget. Han rørte sig ikke, kun i hans Tindinger blev det ved at arbejde, som om en eller anden Orm gnavede dèr og vilde ud. Det blev tilsidst uhyggeligt; Ankers Tavshed kunde være som Mørket der bliver levende omkring en – Pelle sad og fik Hjærtebanken.

Saa gik den Gale hen og bøjede sig mod Unge Mesters Øre. »Er der kommet Svar fra Kongen?« spurgte han med en Hvisken der skar igennem.

»Nej endnu ikke, men jeg venter det hver Dag. Anker kan være ganske rolig,« hviskede Mester igen. Anker stod igen en Stund – det saa ud som tænkte han ogsaa, men paa sin egen Maade. Saa gjorde han omkring og marsjerede ud.

»Gaa efter ham du Pelle, og se til han kommer godt hjem,« sagde Mester. Hans Stemme lød sørg99|modig nu. Pelle fulgte efter Urmageren ned ad Gaden.

Det var Lørdag Aften, Arbejderne var paa Vej ned fra de store Stenbrud og Lerværker, der laa Nen halv Mil oven for Byen. De kom i tunge Flokke, med Madkassen paa Ryggen og en Ølflaske foran til at holde Ligevægten; Stokkene slog haardt i Stenbroen, og der røg Gnister fra Træskoenes NJærnklamper. Pelle kendte denne mødige Gang, der var som om selve Klippens Tynge og Mødighed skød sig ned over Staden. Og han kendte Lydene fra de tavse Rækker, disse knurrende Lyd naar en eller anden kom til at gøre en ufrivillig Bevægelse med de stive Lemmer og maatte stønne af Smærte. Men i Aften kastede de Bemærkninger til hinanden, og noget der lignede et Smil brød det skorpede Stenstøv i deres Ansigter – det var Genskinnet af de ni blanke Kroner der laa i Lommen efter Ugens Slid. Nogle af Arbejderne havde Ærende til Posthuset for at Nforny Sedlen eller bede om Henstand; en og anden vilde falde ind i en Beværtning og blev opfanget i sidste Øjeblik af en Kvinde med et Barn ved Haanden.

Anker stod stille paa Fortovet med Ansigtet vendt mod dem, mens de drog forbi. Han havde blottet Hovedet, den vældige Fjerbusk hang ned til Jorden; han saa bevæget ud, noget syntes at vælde op i ham og ikke kunne faa Ord, det blev til enkelte uforstaaelige Lyd. Arbejderne rystede trist paa Hovedet, idet de travede videre; en enkelt ung Fyr udslyngede en kaad Bemærkning. »Behold Hatten paa, det er ikke noget Ligtog!« raabte han.

Nogle fremmede Søfolk kom slentrende op over Havnebakken; de drev frem og tilbage over Gaden i Zigzag, spyttede ind ad alle Gadedøre og lo umaadeligt over det. En af dem gik ligefrem med udstrakt Arm, strøg Hatten af Anker og blev ved at gaa med Armen ud i Luften som om intet var passeret. Men pludselig snurrede han omkring. »Hvad, gør du Vrøvl?« sagde han og gik lige ind paa Livet af den 100| Gale, der forskrækket værgede for sig. Saa kom en anden Sømand løbende og bankede Anker i Knæleddene saa han faldt om. Han laa og skreg og sparkede af Rædsel, og hele Flokken kastede sig over ham.

Drengene spredtes til alle Sider for at samle Sten og hjælpe Anker; Pelle stod og huggede med Kroppen som vilde det gamle NLyde komme over ham igen. Gang paa Gang sprang han frem, men inden i ham glippede noget – Sygdommen havde taget hans blinde Mod fra ham.

Der var en bleg spinkel Dreng som ikke var bange. Han gik ind mellem Søfolkene for at hale dem bort fra den Vanvittige, der var blevet ganske vild under dem. »Han er jo fra Forstanden!« raabte Drengen, men blev slængt til Side med blødende Ansigt. Det var Morten, Broder til Jens paa Værkstedet. Han var saa vred, at han græd.

En stor Mand kom dinglende frem af Mørket, han gik og smaasnakkede med sig selv. »Hurra!« skreg Drengene »dér kommer Kraften!« Men Manden hørte ingenting, han stansede ved de kæmpende og stod smaatalende, hans Kæmpeskikkelse sejlede frem og tilbage over dem. »Far hjælp ham!« raabte Morten. Manden smilede fjollet og begyndte langsomt at trække Trøjen af. »Hjælp ham dog!« brølede Drengen ude af sig selv og rev sin Fader i Armen. Jørgensen strakte Haanden ud for at klappe sin Dreng paa Kinden, saa fik han at se, at han havde Blod i Ansigtet. »Slaa dem!« skreg Drengen besat. Der gik et Ryk gennem Kæmpen, omtrent som naar en tung Byrde sættes i Bevægelse; saa bøjede han sig ned lidt vaklende og begyndte at hive Søfolkene til Side. En for en stod de et Øjeblik og følte til de Steder hvor han havde taget – og satte saa i Løb ned mod Havnen.

Jørgensen fik den Gale stablet paa Benene og ledsagede ham hjem, Pelle og Morten fulgte bagefter med hinanden i Haanden. Gennem Pelle strømmede det af en egen Tilfredsstillelse – han havde set 101| selve Kraften i Virksomhed, og han havde faaet en Kammerat!

Fra den Dag blev de to uadskillelige, Venskabet skulde ikke først vokse sig Styrke til, det stod der og skyggede mægtigt over dem, magisk tryllet ud af Hjærterne. I Mortens smukke blege Ansigt var der noget navnløst, som kunde faa Hjærtet til at banke i Pelle, alle blev ogsaa mildere i Stemmen naar de talte til ham. Pelle begreb ærlig talt ikke, hvad der kunde være af tiltrækkende ved ham selv; men han badede sig i dette Venskab der faldt som velgørende Regn over hans hærgede Sind.

Morten stillede paa Værkstedet saa snart det var Fyraften, eller stod oppe ved Hjørnet og ventede – de løb altid naar de skulde mødes. Naar Pelle maatte arbejde over, gik Morten slet ikke ud men sad paa Værkstedet og underholdt ham. Han var hengiven til Læsning og fortalte Pelle om Bøgernes Gang.

Gennem Morten kom Pelle ogsaa nærmere ind paa Livet af Jens og opdagede, at han havde mange gode Egenskaber under det forkuede. Jens havde jo dette forsagte brudte Væsen, hvori Børn instinktmæssig vejrer et foragtet Hjem. Pelle havde nærmest tænkt sig de fik fra Fattigvæsnet; han begreb ikke en Dreng kunde lide under, at hans Far var en Kæmpe, der satte Skræk i hele Byen. Jens var tyk i Næseroden, og saa tunghør ud naar nogen talte til ham. »Han har faaet saa mange Prygl af Far,« sagde Morten, »Far kunde ikke lide ham fordi han er dum.« Klog var han ikke, men han kunde fløjte de vidunderligste Viser med de blotte Læber, saa Folk stod stille og lyttede efter ham.

– – –

Pelle havde et eget Øre for alting nu efter sin Sygdom; han lod ikke længer ligeglad som et Barn Bølgeslagene gaa hen over sig men havde selv en udvælgende Ævne ude – han søgte noget. Altfor enkelt havde alting formet sig for ham, for haandgribelig ligetil var Drømmen om Lykke bygget; 102| den maatte briste let, og saa var der intet bagved som bar. Nu trængte han til at underbygge sig bedre, han krævede Næring længere borte fra, og hans Sjæl var ved at vove sig udad; helt ud i det uanede lod han sine Traade drive efter Fæste. Maalet for hans Higen maatte ud i det overskydende, sin Gru hentede han nu fra det store mystiske Derude, hvor Omridsene af det gaadefulde Gudsansigt ligger gemt.

Bibelhistoriens og Sekternes Gud havde for Pelle blot været et Menneske udstyret med Skæg og Retfærdighed, Naade og det hele; han var ikke ueffen, men Kraften var i Stand til at være stærkere. Hidtil havde Pelle ingen Gud behøvet men blot dunkelt været med i den Alkærlighed, der rejser sig af de stinkende Pjaltebylter og overskygger Himlen – i de Forarmedes vanvittige Drømme der af tusend bitre Savn skaber en Pilgrimsvandring mod Ndet forjættede Land. Men nu søgte han det, der ikke kan siges – Ordet Tusendaarsriget fik en egen Klang i hans Øre.

Anker var jo gal naar de andre sagde det; naar de lo, lo Pelle med – men der blev noget til Rest, først og fremmest et Nag over at have lèt. Pelle selv vilde ogsaa kaste Penge i Grams fra sin høje Trappe naar han blev rig; og fablede Anker sælsomt om en Lykketid for alle Fattige – Far Lasses Suk havde klinget af det samme, saa langt tilbage han kunde huske. Bunden af Drengens Væsen rørtes ogsaa af det samme hellige Gys, der forbød Lasse og de andre derude paa Landet at le ad vanvittige – fordi NGuds Finger havde rørt dem, saa deres Sjæle færdedes i Egne hvor ingen anden kunde naa hen. Pelle følte den ukendte Guds Ansigt stirre paa sig af Taagen.

Han var blevet en anden efter sin Sygdom, hans Bevægelser havde faaet mere Eftertanke, der var sprunget markerede Træk frem midt i hans runde Ansigtsformer. De to Ugers Sygeleje havde kastet Bekymringerne af ham men gravet dem ind i hans Person som Alvor. Han gik stille om, gik og om103|gav sig med Ensomhed – og iagttog Unge Mester paa en egen ihærdig Maade. Han havde Indtryk af, at Mester gik og satte ham paa Prøve, og det gjorde ham ondt. Han vidste med sig selv, at hvad der laa forud for Sygdommen aldrig kunde gentage sig, og vred sig frygteligt under Mistanken.

En Dag kunde han ikke holde det ud længer. Han tog de ti Kroner Lasse havde givet ham til en brugt Vinterfrakke, gik ind til Mester paa Tilskærekamret og lagde dem paa Bordet. Mester saa paa ham med sit forundrede Ansigt, men i hans Øjne dæmrede det.

»Hvad Satan er det?« spurgte han langtrukkent.

»Det er Mesters Penge,« sagde Pelle med bortvendt Ansigt.

Mester Andrès dvælede paa ham med sit drømmende Blik. Det kom allerede som fra en anden Verden, og med ét forstod Pelle det som alle sagde – at Unge Mester maatte dø. Saa brast han i Graad.

Men Mester selv forstod det jo ikke.

»Hvad Pokker – det gør jo ikke noget du!« sagde han og lod Sedlen danse i Luften. »Ih du Alstyrende – saa mange Penge! Du er ikke billig du!« Han stod og vidste hverken ud eller ind, Haanden havde han paa Pelles Skulder.

»Det er rigtigt,« hviskede Pelle »– jeg har regnet det nøje ud. Og Mester maa ikke mistro – jeg skal aldrig – –«

Mester Andrès slog afværgende for sig, han vilde sige noget men fik i det samme sit Hosteanfald. »Din Halvsatan,« stønnede han og hvilede sig tungt paa Pelle, han var blaarød i Ansigtet. Saa kom Opkastningen, Sveden perlede frem paa hans Pande. Han stod lidt og lod gispende Livet rinde tilbage i sig igen, stak saa Sedlen til Pelle og skubbede ham ud ad Døren.

Pelle var slukøret, Retfærdigheden havde ikke haft sin Gang, og hvad blev det saa til med Oprejsningen. Han havde glædet sig mægtigt til at blive den hele Skam kvit nu. Men ud paa Eftermiddagen 104| kaldte Mester ham ind til sig paa Tilskærekamret. »Du Pelle,« sagde han fortroligt, »jeg skulde have min Seddel fornyet men har ingen Penge – kan du ikke laane mig de ti Kroner en Uges Tid?« Saa gik det som det skulde alligevel; det var hans Agt at krænge al Forsmædelse af sig nu.

Jens og Morten hjalp ham med det; de var tre nu, og Pelle følte det som havde han en hel Hær i Ryggen. Verden var ikke blevet mindre siden sidst, og ikke mindre tillokkende ved det sidste Aars endeløse Nederlag. Fra Bunden og op til hvor han selv stod havde Pelle sin sikre Viden – og den var bitter nok. Dernede laa intet i Taage, de NBlærer der nu og da steg op til Overfladen og brast, satte ikke ham i nogen mystisk Undren over Dybet. Men han trykkedes heller ikke af det – det dér var som dét kunde være. Og over ham rundede sig Verdens anden NHalvkugel i lysblaa Undren og tonede igen engang sit muntre: Gaa paa!