XI

I Skipperens Have var der øde, Trær og Buske var afbladede; man kunde fra Værkstedet se tværs gennem det hele, hen over andre Haver, helt over til Bagsiden af Husene i Østergade. Der var ingen Leg dèr mere, Gangene laa hen i Frost og Søle, Koralblokkene og de store Konkylier, der med deres Rosenmund og Fisketænder sang saa mangfoldigt om de store Have, var taget ind for Frosten.

Manna saa han tidt nok. Hun kom farende ind paa Værkstedet med Skoletaske eller Skøjter; der var sprunget en Knap eller Skøjterne havde vrikket en Hæl løs. Der var frisk Blæst i hendes Haar og Kinder, Kulden fik hende til at blusse. »Der er Blod dèr!« sagde Unge Mester og saa sig helt glad paa hende; han lo og gjorde Løjer naar hun kom. Men Manna holdt sig paa Pelles Skulder og kastede Foden op i hans Skød for at han kunde knappe. Sommetider kneb hun ham i Smug og saa gal ud – hun var sjalu paa Morten. Men Pelle forstod ingenting, Mortens kloge milde Sind havde helt bøjet ham ind under sig og taget Styret. Pelle var et ulykkeligt Menneske, naar han havde en Time til sin Raadighed og Morten ikke var der. Saa sprang 132| han med Tungen ud af Halsen for at lede ham op; alt andet fik være.

En Søndag Formiddag han gik og fejede Sne i Gaarden var de derovre; de gik og byggede Snemand.

»Aa Pelle!« raabte de og klappede i Vanterne – »kom herover hvad! Saa kan du hjælpe os at bygge en Snehytte. Vi murer til for Døren og tænder Julelys – vi har Stumperne. Aa kom hvad!«

»Saa skal Morten være med – han kommer om lidt!«

Manna trak paa Næsen: »Nej Morten vil vi ikke have herover.«

»Hvorfor? han er da meget skikkelig,« sagde Pelle stødt.

»Ja men hans Far er saa fæl – alle Folk er bange for ham. Og saa har han siddet i NHullet.«

»Ja for Slagsmaal – det er vel ikke saa farligt! Det har min Far ogsaa dengang han var ung. Det gør ikke noget – naar bare det ikke er for Tyveri!«

Men Manna saa paa ham med et Udtryk som Jeppe selv, naar han dømte nogen ud fra Borgeraanden. »Men Pelle! skammer du dig ikke? Saadan tænker kun de aller fattigste som ingen Skam har!«

Pelle blev rød over sin egen simple Tænkemaade. »Morten kan jo ikke gøre for, at hans Far er saadan,« indvendte han spagt.

»Nej vi vil ikke have Morten herover – Mor vil heller ikke have det. Hun siger det kan gaa med dig, men saa heller ikke flere. Vi hører jo til de fine,« føjede hun forklarende til.

»Min Far har en stor Gaard – det er vel altid lige saa meget som en raadden Skude,« sagde Pelle hovent.

»Fars Skib er slet ikke raaddent,« svarede Manna krænket. »Det er det bedste her fra Havnen og det har tre Master.«

»Du er vel ikke andet end en Pjalt Tøs!« Pelle spyttede ind over Gærdet.

133| »Ja men du er svensk!« Manna kippede triumferende med Øjnene, Dolores og Aïna stod bagved og rakte Tunge.

Pelle havde den største Lyst til at springe over Gærdet og give dem nogen Tæsk; men saa begyndte Jeppes Kælling at Ngnældre inde fra Køkkenet, og han gik til sit Arbejde.

– – –

Nu efter Jul var der slet ingenting, Folk sled paa Overlæret eller gik med Træsko. Lille Nikas var sjælden paa Værkstedet, han kom til Maaltiderne og gik igen, var bestandig i sit pæne Tøj. »Han faar Føden let,« sagde Jeppe. »Ovre der føder de ikke deres Folk om Vinteren, men Nfurer dem saa snart der ikke er noget at bestille.«

Flere Gange om Dagen blev Pelle sendt en Omgang paa Havnen for at søge Skibene af. Mestrene stod dernede med Skødskind for og drøftede Søvæsen, eller løb til hinandens Døre for en Passiar; de havde af gammel Vane et Stykke Værktøj i Haanden.

Overalt sugedes der paa Labben, de hellige holdt Møder hver Dag, Folk havde Tid nok til at komme. Nu fik Byen ret Lejlighed til at vise, hvor let det hele var funderet; det var ikke som ude paa Landet, hvor man kunde gaa og gasse sig i Bevidstheden om at Jorden arbejdede for én. Her gjorde alle sig saa smaa og smaattærende som muligt for at knibe sig igennem den døde Tid.

Paa Værkstederne sad Drengene og knaldede billigt Fodtøj sammen paa Lager, hvert Foraar fragtede Skomagerne i Fællesskab en Skude og sendte Fodtøjet til Island – det gav altid lidt til Føden. N»Giv det Øretæver,« maatte Mester idelig gentage – »vi faar ikke meget for det.«

Med Stilstanden dukkede alvorlige Spørgsmaal frem. Mange Arbejdere var allerede ude for Elendigheden, og det hed sig, at Fattigvæsnet vilde faa svært ved at yde Hjælp til alle der henvendte sig. Velgørenheden var i fuld Virksomhed. »Og saa er det ingen134|ting imod som ovre. Der skal Arbejdsløsheden tælle Titusender har jeg hørt,« fortalte Bager Jørgen.

»Hvad mon de saa lever af alle de tusend Stakler, naar Arbejdsløsheden er saa stor?« sagde Bjerregrav. »Det kan være galt nok med Nøden her paa Stedet, hvor dog hver Mester sørger for Føden til sine.«

»Her lider ingen Nød, naar ikke de selv vil,« sagde Jeppe. »Vi har et velordnet Fattigvæsen.«

»Du er nok blevet Socialist du Jeppe,« sagde Bager Jørgen – »du vil have det hele over paa Fattigvæsnet!«

Træbene-Larsen lo: »Det var en ny Forklaring den.«

»Ja hvad er’et de vil da? – for Frimurere er de jo ikke. Det hedder sig at de stikker Hovedet frem igen derovre nu.«

»Æh, det er noget der kommer og gaar med Arbejdsløsheden vel,« sagde Jeppe. »Noget skal Folk jo tage sig til. Der kom en Søn af Sejlmagerens hjem i Fjor Vinter – han var det nok i Smug. Men Forældrene har aldrig villet vedgaa det, og han selv var jo klog nok til at tage Næsen til sig igen.«

»Var han min Søn, skulde han faaet sig Net Maal fuldt Prygl,« sagde Jørgen.

»Mon det ikke skulde være saadanne, der bereder sig paa Tusendaarsriget – dem har vi jo enkelte af her ogsaa?« sagde Bjerregrav spagfærdigt.

»Mener du de stakkels Skrog der tror paa Urmageren med hans ny Tid? Ja det kan sku godt være,« sagde Jeppe haanligt. »Men jeg har hørt at der skal være saa meget ondt i dem. Snarere er det vel NAntikrist, som Skriften ogsaa forjætter om.«

»Jamen hvad vil de da?« spurgte Jørgen – »hvad gaar deres Galskab ud paa?«

»Hvad de vil,« Træbene-Larsen tog sig sammen. »Jeg har været sammen med ikke saa faa af de Folk ovre – saa vidt jeg kan forstaa, vil de have Retten til at lave Penge taget fra Kronen og givet til hvermand. Og det hele vil de have omstyrtet, det er sikkert nok.«

135| »Naa,« sagde Mester Andrès, »det de vil er vist godt nok – men de naar det bare aldrig. Jeg kender jo ogsaa lidt til dem gennem NGaribaldi.«

»Men hvad vil de da, naar de ikke vil omstyrte Verden?«

»Hvad de vil? – ja hvad vil de – at alle skal have lige meget vel?« Mester Andrès var usikker.

»Saa skulde Skibsdrengen have lige saa meget som Kaptejnen, nej for Bølen da ogsaa!« Bageren slog sig paa Laarene og lo.

»Kongen vil de nu ogsaa have væk,« sagde Træbene-Larsen ivrigt.

»Hvem Satan skal saa regere os – saa kom Tysken nok springende med det samme! – Det er ligevel det værste – at danske Folk kan ville overgive deres eget Land til NFi-enden! Jeg undres paa hvorfor man ikke skyder dem ned uden Lov og Dom! Her paa Bornholm vinder de nu aldrig Indpas.«

»Det er ikke godt at vide!« Unge Mester lo.

»Nej saa Satan – vi vil staa paa Stranden og fyre paa dem! De skal aldrig slippe levende i Land!«

»Og saa er det vel fattigt Rak det hele,« sagde Jeppe. »Jeg gad vidst, om der findes én ordenlig Borger imellem.«

»Det er vel altid de Fattige der ynkes over Elendigheden,« sagde Bjerregrav – »derfor er der heller ingen Ende paa den.«

Bager Jørgen var den eneste der havde noget at bestille – det skulde gaa haardt til naar Folk lod være med at købe Rugbrød. Han havde snarest mere end ellers; jo mere Folk knappede af paa Kød og Paalæg – des mere Brød aad de. Ofte laante han Jeppes Drenge over til at hjælpe til med Dejgæltningen.

Men i Humør var han ikke. Der stod et bestandigt Styr for aabne Døre med Søren, som ikke vilde tage ved sin unge Nferme Kone. Gamle Jørgen havde med egne Hænder taget ham og lagt ham ind til hende, men Søren græd sig fra det hele og rystede som en nyfødt Kalv.

136| »Kan han være forgjort mon?« spurgte den gamle Mester Andrès. »Ung og smuk er hun, der er ikke den Ting at udsætte paa hende – og Nvi har fodret ham med Æg hele Vinteren. Der maa hun gaa og hænge med Hovedet og faar ikke sin Besøgelse. Marie, Søren – raaber jeg for at sætte Liv i dem – han skal være lige saadan en Dævl som jeg har været, hører I det! Hun ler og bliver rød, men Søren gemmer sig bare hen. Rigtig Synd er det, saa nydelig hun er i hver en Henseende – det skulde ikke været i éns unge Dage du!«

»Farbror Jørgen er jo ung endnu!« lo Mester Andrès.

»Ja det er snart ikke frit for – saadan som man maa gaa og se stor Uret blive begaaet for ens Øjne. For ser du Andrès, har jeg end været en Gris paa adskillige Omraader – en glad Svend har jeg ogsaa været; Folk holdt altid af at være paa Skib sammen med mig. Og Kræfter har jeg haft baade til en Svir, en Tøs og en haard Tørn i daarligt Vejr. Det har slet ikke været ilde det Liv jeg har ført – jeg kunde godt lide at se det levet om igen. Men Søren hvad er han – en forvildet Dødsskid som ikke kan finde ind igen. – Hvis du vilde prøve at snakke for ham – du har jo Magt over ham.«

»Jeg skal gærne forsøge det.«

»Tak – men hør jeg skylder dig vist nogle Penge.« Jørgen tog ti Kroner frem og lagde paa Bordet idet han gik.

»Pelle din Halvsatan, kan du springe et Ærende for mig!« Unge Mester hinkede ind paa Tilskærekamret med Pelle i Hælene.

Hundrede Gange vel var Mester ude i Gadedøren men fòr straks ind igen – han kunde ikke døje Kulden. I hans Blik drømte andre Lande med mildere Vejr, han talte meget om sine to Brødre, hvoraf den ene var bortkommet ovre i Sydamerika – myrdet vel. Men den anden var i Avstralien og vogtede Faar; han tjente mere paa det end Byfogden havde i Løn – og var den dygtigste Bokser viden om.137| Saa snoede Mester de blodløse Hænder om hinanden og lod dem falde knyttet paa Ryggen af Pelle. »Det er Boksning,« sagde han stort – N»Bror Martin kan slaa en Mand fordærvet med ét Slag. Han faar Betaling for’et – føj for Pokker!« Det gøs i Mester. Broderen havde flere Gange tilbudt at sende Billet – men det satans Ben. »Vil du sige mig, hvordan jeg skulde begaa mig derovre – vil du Pelle!«

Pelle maatte daglig hente Bøger fra NLejebiblioteket, og lærte snart hvilke Forfattere der var de spændende. Han prøvede ogsaa selv at læse men kunde ikke komme til Ende med det; det var morsommere at staa og fryse ved Skøjtebanen, og se paa at de andre jog over Isen. Men gennem Morten opspurgte han spændende Bøger og bragte Mester dem, saaledes N»Den flyvende Hollænder«. – »Det er et Digterværk – ih du Alstyrende!« sagde Mester og genfortalte Indholdet for Bjerregrav, der tog det hele for Virkelighed.

»Du skulde haft Del i den store Verden du Andrès – jeg for min Part er nok bedst tjent med at blive herhjemme omkring. Men det er dig forment – Ndermedsaa!«

»Store Verden –!« Mester blæste. Siden han ikke kunde faa Del i den, var den ham ikke stor nok. »Hvis jeg skulde ud, vilde jeg søge Nedgangen til Ndet indvendige af Jorden – paa Island skal der findes saadanne Nedgange. Sjov kunde det ogsaa være at komme en NTur til Maanen; men det bliver vel en evig Løgn.«

Lidt ind i det nye Aar kom Gale Anker og dikterede Mester Frierbrevet til Kongens ældste Datter. »I Aar maa han vel svare,« sagde han grublende. »Tiden gaar, og Lykken svinder uden at mange faar Del i den – der er stort Behov for den ny Tid.«

»Det er der,« svarede Mester Andrès. »Men skulde galt være at Kongen ikke vil, saa er Anker vel Mand for at udrette det alene.«

Sløjt var det, og midt i det aller sløjeste gik Sko138|mager Bohn hen og etablerede sig med Butik paa Torvet. Han havde været et Aar ovre og lært moderne Humbug, der stod kun ét Par Støvler i hans Butiksvindu, og det var hans egne Søndagsstøvler. Hver Mandag blev de pudset op og stillet derud igen – for dog at syne efter noget. Naar han selv var i Butiken og talte med Folk, sad hans Kone inde bagved og bankede paa en Støvle, for at det skulde lyde som han havde Mandskab paa Værkstedet.

Men ved Fastelavn kom der Arbejde til Jeppes. Mester Andrès kom en Dag helt oprømt hjem fra NØlhansens Kælder, han havde gjort Bekendtskab med nogle Skuespillere ved et Selskab der lige var ankommet. »Det var Folk det!« sagde han og tog sig til Kinderne. »De rejser bestandig fra Sted til Sted og optræder – de faar set Verden!« Han kunde ikke sidde rolig.

Næste Formiddag kom de tumlende og fyldte Værkstedet med øredøvende NMudder. »Saaler og NBagflikker!« – »Bagsaaler som ikke flækker!« – »Lidt Hæleri og to paa Snuden!« Saadan blev de ved, de trak Fodtøj i lange Baner frem under Slængkappen eller hentede det op af bundløse Lommer – og hev det i Bunke paa Forhøjningen hver med sin grinagtige Sætning. Skotøj kaldte de »Undersaatter«, de Nkrængte og endevendte hvert Ord og lod det flyve som en Bold fra Mund til Mund, til der ikke var Fornuft skabt i det.

Drengene glemte alt og gav sig hen i Latteren, Unge Mester spillede af Vid – han stak ikke op for nogen. Nu saas det, at det ikke var Løgn og Pral med den Lykke han gjorde hos Damerne. Den unge Skuespillerinde med Haar som lyseste Hør havde ikke Øjnene fra ham, skønt hun nok førte alle de andre i Baand; hun gjorde Tegn til de andre, at de skulde se Mesters store prægtige Overskæg. Mester havde glemt sit daarlige Ben og smidt Stokken, han laa paa Knæ og tog Maal af hende til langskaftede Støvler med Lakkraver og Harmo139|nikalæg paa Skafterne. Hun havde Hul paa Strømpehælen, men det lo hun af; en af Skuespillerne sagde: NSpejlæg! og saa lo de stormende.

Gamle Jeppe kom farende ud, tilkaldt af Lystigheden. Den lyse kaldte ham Bedstefar og vilde danse med ham, og Jeppe glemte Værdigheden og lo med. »Ja her søger de til, naar de skal have noget der duer,« sagde han stolt. »Jeg har ogsaa staaet min Lære ud i Kongens København og løbet med Fodtøj til mere end en Komediant. Vi havde hele Teatret at sy for; NJomfru Pätges som siden kom saa godt efter det, fik sine første Dansesko hos os.«

»Det var Mennesker det!« sagde Mester Andrès da de brusede bort »– for Satan det var da for en Gangs Skyld Mennesker.« Jeppe kunde ikke begribe, at de havde fundet herhen, og Mester Andrès oplyste ikke at han havde været paa Beværtning. »Mon det skulde være Jomfru Pätges som har vist dem til mig?« sagde han og stirrede fjærnt ud. »Hun maa saa have holdt Rede paa mig paa en eller anden Maade.«

Der ruttedes med Fribilletter, Unge Mester var i NTeatret hver Aften. Pelle fik en Galleribillet hvergang han afleverede et Par Fodtøj. Han skulde ikke sige noget, men Prisen stod tydelig med Kridt under Bunden. »Fik du Penge?« spurgte Mester spændt, han stod helt ude paa Trappestenen og ventede. Nej Pelle skulde hilse og sige, at de selv kom og afgjorde det. »Naa ja, den Slags de er gode nok,« sagde Mester.

En Dag midt i det kom Lasse stampende ind paa Værkstedet, rigtig storbondeagtig med Pelskrave op over Ørerne. Han holdt udenfor med en Sæk Kartofler; det var en Skænk til Mesters, fordi Pøjke kom saa vel efter sine Ting. Pelle fik fri og kørte med ud, hvert Øjeblik skottede han til Faderens Pelskrave. Endelig kunde han ikke dy sig længer men lettede undersøgende paa den. Han lod den skuffet falde igen.

»Naa ja den – nej den er bare hægtet paa 140| Kørekappen! det tager sig jo altid ud efter lidt, og den er god om Ørerne. Saa du troede jeg kom anstigende i rigtig skindforet Pels? Nej det er der ikke Raad til endnu, men det kommer! Og jeg kan nævne dig mangen Storbonde, som ikke har andet end dette her!«

Ja ja, lidt skuffet var Pelle nu. Men han maatte vedgaa, at det ikke var til at se Forskel paa Kappen her og en rigtig Bjørneskindspels. »Gaar det ellers godt?« spurgte han.

»Aa ja – nu for Tiden slaar jeg Skærver. Jeg skal slaa tyve NFavne for at kunne svare enhver sit paa NFandens Geburtsdag. Naar vi bare maa beholde Kræfter og Helsen, Karna og jeg –.«

De kørte hen i Købmandsgaarden og fik Hestene sat ind. Pelle syntes ikke, Købmandsfolkene sprang saa ivrigt for Lasse som for de rigtige Bønder; men Lasse selv var nok saa kry. Han stampede lige ind i Købmandens Kontor lige som de andre, stoppede sin Pibe af Tønden og skænkede sig en Snaps. Der stod Luft om ham som han gik til og fra Vognen med opknappet Kappe; han traadte saa fast i Brostenene, som havde han NHartkorn i Støvlesaalerne han ogsaa.

Saa gik de ud til Dues, Lasse var nysgærrig efter at se hvordan de havde det. »Det er jo ikke saa let naar den ene Part møder med Tilgift paa Kærligheden.«

Pelle satte ham ind i hvordan det forholdt sig. »Sig til Kalles at de tager lille Marie til sig igen. Anna mishandler hende. De er ellers kommet godt efter det; nu vil de til at købe Heste og Vogn og selv drive Vognmandskørsel.«

»Det er vel hende det? Ja den kommer sagtens frem der ikke har noget Hjærte.« Lasse sukkede.

»Du Far,« sagde Pelle pludselig, »her er Teater nu – og jeg kender alle Skuespillerne. Jeg løber med Fodtøj til dem, og de giver mig Billetter hver Aften. Jeg har set det hele du!«

»Da er det vel Løgn?« Lasse maatte stanse for 141| at forske Drengens Udtryk. »Saa du har været paa rigtigt Teater du? Ja fan takke dem der bor i Staden, om de er klogere end vi Bønder – de faar jo Del i alting!«

»Vil du med i Aften da? jeg kan skaffe Billet.«

Lasse kløede sig. Lyst manglede han ikke – men; dette var jo noget helt usædvanligt. Det blev ordnet saadan, at han kunde ligge hos Dues om Natten, og om Aftenen gik de to til Teatret. »Er det her?« spurgte Lasse forundret, da de kom til et mægtigt Pakhus hvor der stod mange Folk. Men indvendig var der fint, de sad helt bag oppe som paa en Bakkekant og saa ned over det hele. Langt nede foran sad nogle Damer, som var nøgne paa saa meget Lasse kunde se. »Det er vel de optrædende det?« spurgte han.

Pelle lo: »Nej det er jo Byens fineste Damer, Doktorfruen og Borgmesterens, Inspektørens – og dem.«

»Ak og de er saa fine, at de ikke engang har Tøj at tage paa!« udbrød Lasse – »det kalder vi nu Fattigdom hos os. Men hvor er saa de som agerer?«

»De er inde bag Tæppet dèr!«

»Har det ikke begyndt endnu da?«

»Nej det kan du vel vide – Tæppet skal da op først!«

Der var et Hul i Tæppet, en Finger kom frem og gav sig til at rode rundt ind mod Tilskuerne; Lasse lo. »Fan til Komedie!« sagde han og slog sig paa Laarene da det gentog sig.

»Det har ikke begyndt endnu,« sagde Pelle blot.

Naa ja, saa tog Lasse sit Humør til sig.

Men saa gav Lysekronen sig pludselig til at løbe op i det store Hul i Loftet; deroppe laa nogle Drenge paa Knæ og pustede Lamperne ud. Og Tæppet gik op for en stor lys Sal; derinde færdedes mange vakre unge Piger i de forunderligste Dragter – og de talte! Lasse var helt forbavset over, at han kunde forstaa hvad de sagde, saa sælsomt fremmed saa 142| det hele ud; det var jo som et Kik ind i Drømmeland. Men helt for sig selv sad der en og spandt, og hun var den vakreste af dem alle.

»Det er nok en fin Dame det,« sagde Lasse.

Men Pelle hviskede, at det var en fattig Skovpige, som Slotsherren havde røvet og vilde tvinge til at være hans Elskede. Naa – alle de andre gjorde farlig Stads ad hende, redte hendes Guldhaar og laa paa Knæ for hende; men hun saa bare ulykkelig ud. Og stundom blev det hende for trist, saa aabnede hun de vakre Læber og lod sit Hjærtesaar bløde ud i en Sang, der fik Lasse til at hente dybt efter Vejret.

Saa kom en stor Mand med vældig rødt Skæg stampende ind, Lasse syntes han var klædt som en der kommer lige fra Fastelavnsridt.

»Det er ham som fik de fine Støvler hos os,« hviskede Pelle – »Slotsherren som vil forføre hende.«

»Fy fan – han ser fæl ud!« sagde Lasse og spyttede. »Saa var Stengaardsbonden da et rent Guds Barn.« Pelle tyssede.

Slotsherren jog alle de andre Kvinder ud, saa gik han frem og tilbage med Stormskridt, skulede hen mod Skovpigen og vendte det hvide ud af Øjnene. »Naa har du bestemt dig?« brølede han og tog Vejr ind som en gal Tyr. Og pludselig sprang han løs paa hende for at tage hende med Vold.

Men Skovpigen stod der rank, med en blinkende Dolk i Haanden. »Ha, rør mig ikke,« skreg hun – »eller ved den levende Gud jeg støder denne Dolk i mit Hjærte. Du tror du kan købe min Uskyld fordi jeg er fattig; men Fattigmands Ære købes ej for Guld.«

»Da var det et sandt Ord,« sagde Lasse højt.

Men Slotsherren lo Ntræsk og trak i sit røde Skæg – han rullede frygteligt paa R’erne. »Er mit Tilbud ikke rundhaandet nok? Nuvel bliv hos mig i Nat, og du skal faa en Gaard med ti Stykker Kvæg, saa du i Morgen kan gaa for Altret med din Jæger.«

143| »Hold Kæft din Horebuk!« raabte Lasse vredt.

De tyssede rundt om, en og anden puffede til ham. »Naa har én nu ikke Lov til at aabne Munden,« sagde Lasse krænket til Pelle. »Jeg er ingen Præst; men naar Pigen ikke vil, skal han lade hende gaa. Og ikke skal han upaatalt blotte sin Brynde i hundrede Menneskers Nærvær – saadan en Svinepels!« Lasse talte højt, og det lod til, at Ordene øvede deres Virkning paa Slotsherren. Han stod lidt og skulede, saa kaldte han paa en Mand og bød ham føre Pigen ud i Skoven igen.

Lasse trak Vejret lettet, da Tæppet gik ned og Drengene deroppe i Hullet igen tændte Kronen med Lamperne og hissede den ned. »Hun klarede sig saa vidt,« sagde han til Pelle – »men jeg har nu min Mistro til Slotsherren – han er Nful!« Han var helt svedt, glad lod han ikke til at være.

Den næste Verden som trylledes frem dernede var en Skov. Dejlig var den med Pelargonier i Bunden, og en Kilde der sprang af noget Grønt. »Det er et tildækket Ølanker,« hviskede Pelle, og nu skelnede Lasse ogsaa Hanen; men svært saa livagtigt saa det ud. Langt bagude saas Ridderborgen paa en Klippe, og fremme i Forgrunden laa en NVindfælde; to grønne Jægere sad overskrævs paa den og lagde onde Raad op. Lasse nikkede – han havde Erfaring for Verdens Træskhed.

Nu hørte de noget og krøb ned og skjulte sig bag Vindfælden, med Kniv i Haand. Der var tyst et Øjeblik, saa kom Skovpigen og hendes Jæger i al Troskyldighed vandrende ad Skovstien med hinanden i Haanden. De tog Afsked ved Kilden – saa inderlig ømt; og saa kom han ilende, den visse Død i Møde.

Det var ikke til at holde ud, Lasse rejste sig. »Pas paa!« raabte han dæmpet – »pas paa!« De bagved trak ham i Frakken og skældte ud. »Nej saa Satan Nannamme om jeg tier til det heller,« sagde Lasse og slog til dem. Saa strakte han sig helt frem:144| »Tag Vare paa dig du! det gælder Livet! De ligger bag Vindfælden!«

Jægeren stansede og stirrede ud, de to Snigmordere havde rejst sig og gloede, fra Kulissen kom mandlige og kvindelige Skuespillere frem, de lo og stirrede ud mod Tilskuerpladsen. Lasse saa nok at Manden var frelst, men ellers havde han ondt at gøre, for Opsynet vilde smide ham ud. »Jeg kan godt gaa selv,« sagde han – »for i dette Lag er nok ærlig Mand overflødig.« Nede paa Gaden snakkede han højt med sig selv, han var helt i Oprør.

»Det var jo bare Komedie,« sagde Pelle slukøret, han skammede sig godt paa Faderens Vegne.

»Det behøver du ikke belære mig om! Jeg ved vel at alt det forlængst er foregaaet, og at jeg ikke kan hindre det om saa jeg stod paa Hovedet. Men at de skal genfremkalde saadanne onde Handlinger! Havde de andre villet som jeg, saa havde vi nok taget Slotsherren og slaaet’en ihjæl, om end det kom et Hundredaar for sent.«

»Han – det var jo Skuespiller West, som kommer paa Værkstedet hver Dag.«

»Naa Skuespiller West, naa? – saa er du vist Skuespiller Torsk, som lader dig bilde saadan noget ind. Jeg har nok før truffet Folk, som havde faaet Gaven til at lade sig Nfalde hen og mane forlængst afdøde frem i sit Sted – om ikke saa livagtigt som her forstaas! Om du havde været derinde bagved, saa vilde du have set, at West laa hen som en død, mens han den anden – Djævlen – huserede. Jeg skulde nu ikke ønske mig den Gave, for det er farligt Legeværk. Glemmer de andre til Eksempel Ordet som skal kalde West til Live igen, saa er han færdig, og den anden bliver ved at husere i hans Sted.«

»Det er bare Overtro! Naar jeg nu ved, at det blot var West som agerede – jeg kendte ham jo igen du Far!«

»Javist du er jo altid den klogeste – du kunde sikkert gaa op til Disput med Fanden hvad Dag det 145| skulde være. Saa det skulde blot være Forestilling? – saadan som han vendte det hvide ud af Øjnene i ædendes Begær! Du kan være vis paa, at havde hun ikke haft den Kniv, saa havde han væltet sig over hende og mættet sin Lyst for alles Øjne. For maner man henfarne Tider frem, saa maa Handlingen have sin Gang igen, hvor mange der saa ser paa det. Men at de gør saadan noget for Betaling – føj for den Lede. – Og nu vil jeg hjem.« Lasse Nlod sig ikke sige men fik spændt for.

»Helst maa du lade være at gaa til det dèr mer,« sagde han ved Afskeden. »Men om det allerede har faaet Magt med dig, saa tag i det mindste NStrygestaalet i Lommen. – Og saa sender vi dit Tøj med Slagter Jensen en af de første Lørdage.« – –

Pelle gik paa Teater som før, han havde sin klogere Opfattelse af, at det hele blot var Komedie. Men noget hemmelighedsfuldt var der ved det, en overnaturlig Gave maatte de Folk besidde, som kunde skifte Ham saa totalt fra Aften til Aften og gaa helt ind i det Menneske de agerede.A Pelle troede nok han vilde være Skuespiller, naar han engang var naaet frem til sit.

Røre vakte de; naar de Nstrøjfede om i Gaderne med deres flagrende Klæder og underlige Hovedtøjer, løb Folk til Vinduerne for at kigge, og de gamle spyttede efter dem. Byen var ikke sig selv mens de var her, hvert Sind havde slaaet sig skævt. De unge Piger laa og hvinede i Søvne og drømte om Bortførelser – de stillede selv Vinduet paa Klem; og hver en Knægt gik og var rede til at rømme bort med Selskabet. De der ikke var teatergale, holdt gudelige Møder for at bekæmpe Ondet.

Og en Dag forsvandt Skuespillerne som de var kommet – efterladende en Masse Gæld. »Satans Rak!« sagde Mester med sit slukørede Udtryk – »der pudsede de os sku! Men prægtige Folk var de – paa deres Maade! Og de havde set Verden!«

146| Men efter den Historie havde han svært ved at faa Varmen. Han krøb i Seng og blev liggende det meste af en Maaned.