195| XVIII

Pelle stred imod Tilbagegangen paa Værkstedet. Der var kommet ny Dreng, men alt det vanskelige besørgede han fremdeles, klarede Laaneriet og bjærgede paa Kredit; han maatte til de utaalmodige Kunder og se at stille dem tilfreds. Han fik sig rørt, men lærte ikke noget ordenligt. »Løb ned om paa Havnen med det samme,« sagde Mester gærne – »kanske er der Arbejde at hugge.« Men Mester interesserede sig mere for Nyhederne dernede fra.

Pelle søgte derned ogsaa uden Opfordring. Til Havnen skulde enhver i Byen saa tidt han kom ud, den var Hjærtet, alt kom og gik over den – Penge og Fantasier og deres Tilfredsstillelse. Hvermand havde sejlet og havde sine bedste Minder udad og sine haardeste Tørn. Den Vej ud maatte Drømmene, Havet laa dèr bagved og sugede Tankerne til sig – for de unge som vilde ud at røre sig, og for de gamle som mindedes. Det var som Sangen i alles Sind, og som Gud inderst inde i Sindene; Livets Overskud søgte den Vej, alt det uforklarede og mystiske. Tusenders Blod havde Havet drukket uden at forandre Farve, Livets Gaade rugede i dets hvileløse Vande.

Fra Dybets Bund steg Skæbnen op og pegede sin Mand ud paa kort Sigt; han kunde redde sig i Land som Bager Jørgen, der aldrig tog paa Søen mere efter at den havde varet ham ad – eller staa op i Søvne og spasere lige ud over Skibssiden som Baadsmand Jensen. Derned hvor de druknede færdedes, sank Skibe for at bringe dem hvad de behøvede; Havets blodløse Børn steg nu og da op paa Stranden for at lege med Børn der var født om Søndagen, og bringe Lykke eller Død over dem.

Over Havet kom Damperen tre Gange om Ugen og bragte Bud fra Kongens København. Og der kom Skibe ind som var helt overisede, og andre som hang paa Pumperne eller havde Lig om Bord. Og 196| store Skuder som løb paa Varmen og havde rigtige Negre blandt Besætningen.

Dernede stod de gamle som havde forladt Søen, og stirrede Dagen lang ud over deres Manddoms Tumleplads til Døden tog dem. Havet havde aandet Gigt i Lemmerne paa dem, de havde slaaet sig vinde og skæve, og Vinternætter kunde man høre dem brøle som vilde Dyr af Smærte. Hernede hang alt Rosset – Invalider og affældige og dovne. Og de som var driftige, jog frem og tilbage over Havnen med piskende Skøder for at støve Profitten op.

Ungdommen tumlede sig altid hernede – det var som at komme Fremtiden i Møde at lege her ved det aabne Hav. Mange kom aldrig videre; men mange lod sig gribe og hvirvle ud i Uvisheden – som Nilen. Da Skibene taklede, kunde han ikke mere; han ofrede to Aars Læretid og rømte om Bord i en Langfarer. Nu var han langt ude i Passaten – paa Vej Syd om Amerika efter Rødtræ.

Og med hver Damper var der nogle der drog ud. Pigerne var de frejdigste til at sige sig løs, de dampede rask af Sted og trak tunge Mænd efter sig i tyk Forlibelse. Og Mænd søgte ud for at prøve noget der gav mere end det hjemlige.

Pelle havde mødt alt dette engang før – den samme Higen – og havde selv Trækket i sig. Ude paa Landet var det alle Fattiges Drøm at kæmpe sig frem til Staden, og de dristigste vovede det en Dag med hede Kinder, mens de gamle talte advarende om Byens Fordærv og om at kaste sig hen. Og herinde var der denne Drøm om Hovedstaden – København det var Lykken! De der var modige hang en Dag over Skibssiden og vinkede Farvel, med dette usikre Strøg over Øjnene af at spille højt Spil; derovre skulde man jo tage det op med de dygtigste. Men de gamle rystede paa Hovedet og talte om Hovedstadens Fristelser og Fordærv.

Nu og da kom én hjem og gav dem Ret. Saa løb de tilfredse fra Dør til Dør – hvad sagde vi ikke! Men andre kom hjem ved Højtiderne og var saa 197| fine, at der ingen Ende var paa det. Og en og anden Pige var det gaaet saa altfor godt, at man maatte æske Træbene-Larsens Mening.

De der blev gift derovre – ja de var jo forsørgede. De kom hjem til Forældrene med lange Aars Mellemrum, rejste paa Dækket blandt Kreaturerne og gav Jomfruen en 50-Øre for at blive nævnt i Avisen som Kahytspassagerer. Tøjet var fint nok, men Ansigterne talte med i deres Smalhed. »Der er nok ikke Mad nok til alle derovre,« sagde de gamle Koner.

Men Pelle interesserede sig ikke for de hjemvendende, alle hans Tanker var med dem der drog bort; Hjærtet sled smærteligt i Brystet, saadan var Flugten oppe i ham. Havet naar det kogte eller laa dovent hen fyldte bestandig hans Hoved med dette Sus af Verden derude – en dump forblommet Sang om Lykken.

En Dag han var paa Vej derned, mødte han gamle Tækkemand Holm fra Stengaarden. Holm gik og saa op og ned ad Husene, han løftede Benene højt af bare Forundring og smaasnakkede med sig selv. Paa Armen havde han en Spaankurv med Mellemmad og Snaps og Øl.

»Naa der er da endelig én,« sagde han og gav Haandslag. »Jeg gik netop og undredes paa, hvor alle de bliver af som drager herind mellem Aar og Dag – og om de er kommet frem til noget. Mor og jeg har ofte snakket om, at det kunde være rart at vide, hvordan Fremtiden saa har artet sig for den ene og den anden. Og saa i Morges mente hun, at nu var det bedst jeg tog overtvært, før jeg helt glemte Rede paa Gaderne. Jeg har jo ikke været herinde paa tiende Aar. – Naa efter det jeg hidtil har set, har Mor og jeg ikke noget at fortryde fordi vi blev derhjemme ved; der gror ikke andet end Lygtepæle her, og dem forstaar Mor sig vist ikke paa at dyrke. Noget Straatag har jeg heller ikke set – herinde under de vist ikke Tækkemanden 198| Føden. – Men Havnen vil jeg se, inden jeg tager hjem.«

»Saa følges vi ad,« sagde Pelle. Han var i godt Humør over at træffe Folk fra Hjemegnen, Landet derude ved Stengaarden stod bestandig for ham som Barndomshjemmet. Han snakkede og viste.

»Ja jeg har nu været paa Havnen to-tre Gange før,« sagde Holm. »Men Damperen har jeg aldrig faaet Held til at se. Der gaar ellers stort Ord af den. Det hedder sig, at alle vore Produkter nu føres til Hovedstaden med den.«

»Den ligger her i Dag,« sagde Pelle ivrigt – »den skal gaa i Aften.«

Holm fik stærkt Liv i Øjnene: »Saa faar jeg den Krabat at se ogsaa! Røgen har jeg jo tidt nok set vandre over Havet derhjemme fra Bakkerne, og det gav adskilligt at tænke paa. De siger at den æder Kul og er af Jærn.« Han saa usikkert paa Pelle.

Det store tomme Havnebækken hvor et Par Hundrede Mand var i Arbejde optog ham meget. Pelle udpegede Kraften, der nu gik og trællede som en anden Idiot og lod dem lægge det sværeste Arbejde paa sig.

»Saa, er det ham,« udbrød Holm. »Jeg har kendt hans Far. Det var en Mand, som vilde noget ud over det almindelige, men han naaede det ikke. – Og hvordan gaar det din Far? ikke allerbedst har jeg hørt.«

Pelle havde været hjemme for ikke saa længe siden; det gik ikke godt, men det tav han med. »Karna skranter lidt,« var det eneste han sagde. »Hun har nok taget for haardt fat og forløftet sig.«

»Det forlyder at de har svært ved at klare sig – de har nok taget sig for meget paa,« blev Holm ved. Pelle svarede ikke; og saa tog Damperen hele Opmærksomheden, Holm glemte rent at bruge Munden – snakkesalig som han ellers var.

Den var i Færd med at tage Stykgods ind, ved begge Luger sang Dampspillene og hvæste hvergang der blev slaaet ny Retning. Holm blev saa let i 199| Benene, han stod som paa Naale; naar Bommen svingede ind over Kajen og Kæden jog raslende ned, søgte han helt over under Pakhuset. Pelle vilde have ham med om Bord, men det var der ikke Tale om. »Det er jo som et ondskabsfuldt Udyr,« sagde han, »saadan nyser det og tér sig.«

Henne paa Kajen ved Forlugen laa en Bunke fattigt Bohave hulter til bulter. En Mand stod og holdt et Mahonispejl – den eneste Værdigenstand – i Favnen; hans Mine var mørk, man kunde se af den Maade han snød Næsen – med Knoen i Stedet for med Fingrene – at han var ude i noget usædvanligt. Hans Blik hang ufravendt ved de fattige Ejendele, og fulgte ængsteligt hvert skrøbeligt Stykke paa dets Rejse til Vejrs og ned i Skibets Mave. Konen og Børnene sad paa Brystværnet og spiste af en Madkurv. De havde nok allerede siddet her i Timer, Børnene var pyldrede og trætte. Moderen snakkede godt for dem og lagde dem hen at sove paa Stenene.

»Skal vi ikke snart rejse?« spurgte de bestandig klynkende.

»Jo nu gaar Skibet snart, men saa maa I være søde – ellers vil det ikke have jer med. Og saa kommer I til Hovedstaden, hvor man spiser Franskbrød og gaar med Lærfodtøj bestandig. Dèr bor Kongen selv, og alting har de i Butikkerne dèr.« De fik hendes Sjal under Hovedet.

»Men det er jo Per Ankers Søn fra Blaaholt!« udbrød Holm, da han havde staaet lidt og kigget paa Manden. »Hvad – vil du til at forlade Landet?«

»Ja jeg har tænkt saa,« svarede Manden stille og famlede sig over Ansigtet.

»Jeg mente det gik dig rigtig godt. Kom du ikke ned paa Østlandet og overtog et Gæstgiveri?«

»De fik mig jo lokket til det – og nu har jeg sat alting overstyr.«

»Du skulde have set dig for – det koster ikke andet end Ulejligheden.«

200| »Naar de nu lagde falske Bøger for mig, som viste større Overskud end der virkelig var. Reder Monsen stod nok bagved, sammen med en Ølbrygger ovrefra som havde overtaget Hotellet for Gæld.«

»Men hvordan kunde de store faa dig opsnuset?« Holm kløede sig i Hovedet, han begreb ikke det hele.

»Aa de hørte vel om de ti Tusend jeg tog i Arv efter Far, saadan nogen har jo deres Garn ude. Og saa en Dag pudsede de en Kommissionær paa mig. Ti Tusend, det var lige til Udbetalingen – og nu har de overtaget Hotellet igen. De lod mig af Medlidenhed beholde dette Skrammel her – men jeg er lige glad med det hele.« Han vendte pludselig Ansigtet bort og græd. Saa kom Konen hurtigt hen.

Holm trak Pelle med sig. »De vil vist helst være i Fred for os,« sagde han stille.

Han blev ved at gaa og smaasnakke om Mandens triste Skæbne, mens de drev langs Molen, men Pelle hørte ikke paa ham. Han havde faaet Øje paa en lille Skonnert som krydsede udenfor, og blev mer og mer urolig.

»Jeg tror det er Islandsskonnerten,« sagde han endelig – »saa maa jeg hjem!«

»Ja spring kun du,« sagde Holm – »og Tak for god Vejledning. Og hils saa Lasse og Karna!«

Oppe paa Havnebakken mødte Pelle Mester Jeppe, og længere oppe Drejer og Klavsen og Blom. Islandsskipperen havde ladet vente paa sig i flere Maaneder; det var allerede rygtedes at han var i Farvandet, og alle Byens Skomagere pilede af Sted – for at høre endnu inden Landgangen var lagt, om han havde gjort god Handel. »Nu er Islandsskipperen der,« sagde Købmand og Læderhandler naar de saa dem rende. »Nu maa vi jage til at skrive Regninger ud, for nu kommer Skomagerne til Penge.«

Men Skipperen havde det meste af Fodtøjet i Lasten, og kom med det forfærdelige Bud, at der 201| ikke kunde afsættes mere Fodtøj paa Island. Vinterindustrien var ødelagt for Skomagerne.

»Hvad skal det betyde?« spurgte Jeppe bittert – »du har dog ellers været længe nok om det. Har du lagt dig en ny Fremtræden til derovre? De andre Aar har du jo kunnet sælge Rub og Stub.«

»Jeg har gjort hvad jeg har kunnet,« svarede Skipperen mørkt – »budt ud til de Handlende i større Partier, og ligget og drevet Løshandel fra Skibet. Hele Vestkysten har jeg forsøgt, men der er ikke mere at gøre.«

»Hvad saa da?« sagde Jeppe forfærdet. »Vil Islænderne til at gaa uden Fodtøj?«

»Fabrikkerne,« svarede Skipperen.

»Fabrikker, Fabrikker!« Jeppe lo haanligt men med et Stænk af Uvished. »Og vil du kanske bilde mig ind, de kan lave Sko paa Maskine – skære til og pinde op, binneje, sy Saal paa og alting? Nej det kan pinedød kun Menneskehaanden ledet af Menneskeforstanden – sy Skotøj er kun Menneskearbejde. Jeg skulde vel kunne erstattes af en Maskine – et Par Hjul der snurrer rundt basta! En Maskine er død ved jeg, og kan ikke tænke eller gøre sig større Umag – saadan skal den Fod have det for der er ømme Tær! eller – her vil jeg give Saalen det Snit i Svangen for det ser smukt ud! eller – nu maa der passes paa ellers skærer man i Overlæret!«

»Der gives Maskiner som kan lave Fodtøj, og de gør det billigere end I – altsaa,« sagde Skipperen kort for Hovedet.

»Det gad jeg se – kan du ikke vise mig en Sko, der ikke er lavet af Menneskehaand?« Jeppe lo spydigt. »Nej der stikker noget andet under gør der – en eller anden vil nok pudse os.« Skipperen gik fornærmet sin Vej.

Jeppe blev ved at paastaa, at der var Snyderier bag, men det med Maskinerne spøgede alligevel i ham – han blev ved at komme tilbage til det. »De 202| skal vel snart til at lave Mennesker ogsaa paa Maskine,« udstødte han arrigt.

»Nej der tror jeg alligevel den gamle Fremgangsmaade holder sig,« sagde Bager Jørgen.

En Dag traadte Skipperen ind ad Værkstedsdøren, smed et Par Sko paa Forhøjningen og gik igen; de var købt i England, og tilhørte Styrmanden paa en Bark der lige var kommet ind. Unge Mester kiggede paa dem, vendte dem i Haanden og kiggede igen; saa kaldte han paa Jeppe. De var durknejede – voksne Mandssko og durknejede! – til Overflod stod der Fabriksstempel i Gelænget.

Jeppe lævnede dem ikke Ære for to Skilling, men selve Tingen kunde han ikke komme udenom.

»Saa er vi jo overflødige,« sagde han skælvende, al hans Storhed var borte – »for kan de det ene paa Maskine kan de det andet ogsaa! Saa er Faget dødsdømt, og vi er alle brødløse en Dag. Naa – jeg har gudskelov ikke langt igen!« Det var første Gang Jeppe vedgik, at han skyldte Vorherre en Død han ogsaa.

Hver Gang han kom ud paa Værkstedet, gled han ind i det samme Æmne og stod og vendte det forsmaaede Fodtøj mellem Hænderne. Saa kritiserede han det: »Vi maa gøre os mere Umag med det til næste Vinter.«

»Far glemmer, at vi er færdige med de fyrre,« svarede Unge Mester træt.

Saa tav den gamle og sjokkede af, men lidt efter var han der igen og fingrede ved Fodtøjet for at finde Fejlen. Hans Tanker kredsede bestandig om dette ny, der steg ingen Lovsang til Faget over hans Læber mere. Naar de yngre Mestre kom og bejlede til hans Hjælp i et vanskeligt Tilfælde, sagde han nej; han følte ingen Trang til at triumfere over Ungdommen med de gamle Kunstgreb men gik og faldt sammen. »Og alt det vi har sat højt hvad det?« kunde han spørge. »For Maskinerne laver vel ikke Mesterstykke og Medaljearbejde? Hvor bliver Dueligheden saa af?«

203| Unge Mester saa ikke saa langt, han tænkte mest paa de Penge de nu stod og manglede. »Hvordan Pokker svarer vi enhver sit Pelle?« spurgte han trist.

Lille Nikas fik se sig om efter noget andet, der var ikke Raad til at holde Svend. Han besluttede saa at gifte sig og nedsætte sig som Mester nordude. Baptisternes Skomager var netop død, og han kunde nok faa Kunderne ved at læmpe sig over i Sekten – han løb allerede til deres Forsamlinger. »Men far varligt,« sagde Jeppe – »ellers gaar det ikke.«

Det var et haardt Stød for dem alle. Klavsen gik fallit og maatte tage Arbejde ved den nye Havn; Blom stak af og efterlod Kone og Børn, de maatte søge hjem til Forældrene. Paa Værkstedet havde det længe gaaet tilbage, nu kom dette og satte Tilbagegangen haandfast i Øjnene paa en. Men Unge Mester skød det fra sig. »Nu er jeg snart helt rask,« sagde han – »saa skal I bare se mig slaa Forretningen op igen.« Han laa mere til Sengs og var modtagelig for al Slags Vejr. Pelle maatte tage sig af alting.

»Spring og laan!« sagde Mester bare. Og naar Pelle kom hjem med Nej, saa han paa ham med sit store forundrede Blik. »Sikke nogen Plimsollere!« udbrød han. »Saa maa vi pløkke Saalerne paa.«

»Paa Dame-Laksko, det gaar ikke,« erklærede Pelle bestemt.

»Det gaar sku nok – vi pudser Bunden til med sort Voks.«

Men naar det sorte var slidt af, kom Frøken Lund og de andre og var vrede – de var ikke vant til at gaa med pløkkede Sko. »Det er en Misforstaaelse,« sagde Mester, den klare Sved stod ham paa Panden; eller ogsaa gemte han sig og pudsede Pelle paa dem. Naar det var overstaaet, pustede han af Udmattelse og langede op efter Hylden. »Kan du skaffe mig noget, Pelle?« hviskede han.

En Dag de var ene tog Pelle Mod til sig og sagde, 204| at det vist ikke var sundt med den Spiritus, Mester kastede saa meget op.

»Sundt?« sagde Mester – »nej saa gu min Salighed er det ikke sundt; men Dyrene kræver det jo! I Førstningen kunde jeg næsten ikke faa Sprut ned – især Øl, men nu har de vænnet sig til det. Hvis jeg ikke fodrede dem, skulde de snart vælte sig over mig selv og æde løs.«

»Fortærer de det da?«

»Om de gør! – lige saa meget du bare vil hælde paa dem. Eller har du nogensinde set mig beruset? Jeg kan slet ikke blive det, Tuberklerne tager det hele – og det er den rene Gift for dem. Den Dag jeg igen bliver fuld, skal jeg takke Gud, for saa er Bæsterne kreperet og Sprutten maa igen gaa løs paa mig. Saa er det Kunsten at holde op igen, ellers gaar Forstanden sig sku en Tur.« – – –

Kosten var blevet endnu sløjere siden Svenden rejste, Mesters havde ikke haft Raad til at købe Gris i Foraaret, saa der var ingen til at tage Affaldet, de maatte spise alting selv. Mester Andrès var aldrig ved Bordet, han tog næsten ikke Føde til sig mere: et Par Stykker Smørrebrød nu og da var alt. Frokosten Kl. halv otte spiste de alene, den bestod af Spegesild, Fedtebrød og Søbe. Søben var lavet af alle Slags Brød- og Grødlævninger samt Skillingsøl, den var gæret og uspiselig. Hvad der lævnedes den ene Frokost, kom i en stor Krukke som stod i en Krog paa Køkkengulvet, og varmedes næste Dag med lidt Tilsætning af friskt Øl; saaledes blev det ved Aaret rundt. Indholdet blev kun fornyet, naar en eller anden kom til at sparke Krukken i Stykker. Drengene holdt sig til Spegesilden og Fedtebrødet, Søben benyttede de til at fiske i. De havde deres Spas af at kaste et og andet ned i den og genfinde det dèr halve Aar efter.

Jeppe laa endnu og sov i Alkoven, med Nathuen paa Skøns ned over det ene Øje. I Søvne havde han fremdeles dette komiske Drag af Selvfølelse. Stuen var tyk af Dunster, den gamle trak Vejret 205| paa en egen Maade – aandede ind med en lang Snorken og lod det løbe rumlende igennem sig. Naar det blev for galt, larmede Drengene op; saa vaagnede han og skældte ud.

De længtes vildt efter Middagen; saa snart Jeppe havde raabt sit »skaffe!« ind ad Døren, smed de alting, ordnede sig efter Alderen og tumlede efter ham, de holdt hinanden bagi og gjorde stumme Grimasser. For Bordenden tronede Jeppe i Kalot og søgte at holde stram Bordskik; ingen maatte begynde før han, eller blive ved efter at han var holdt op. Saa tog de Skeen, slap den igen med et forskrækket Blik paa ham, og var ved at forgaa af indeklemt Grin. »Ja jeg er meget sulten i Dag, men det behøver I jo ikke bryde jer om,« varskoede han gærne naar de var kommet godt i Gang. Pelle blinkede til de andre, og de blev ved at spise, tømte Ting efter Ting og blev ved. »Der er ingen Respekt,« brølede Jeppe og slog i Bordet. Men naar han ræbede, fòr Disciplinen pludselig i dem, og de ræbede alle efter Tur. Mester Andrès maatte sommetider gøre sig et Ærende gennem Stuen, naar de blev for slemme.

Den lange Arbejdstid, Kosten og den daarlige Værkstedsluft satte sine Spor i Pelle. Hans Godhed for Mester Andrès var uden Grænser, han kunde sidde og arbejde til Midnat uden Vederlag, naar et eller andet var lovet færdigt. Men for øvrigt gled han umærkeligt ind i de andres Slendrian, og fik deres Syn paa Dagen som noget endeløst surt, man maatte se at liste hen over. Det var fysisk nødvendigt at slaa halv Kraft, og han blev træg i de enkelte Bevægelser, mindre rask til at handle i det hele taget, mere grublende. Halvmørket i det solforladte Værksted blegede hans Hud, og fyldte ham med usunde Fantasier.

For egen Regning tjente han ikke stort, men han havde lært at holde Hus med lidt. Hvergang han fik fat i en Tiøre købte han et Sparemærke for den, og havde paa den Maade Hold i Skillingerne saa 206| der kunde blive et Beløb ud af det. Nu og da fik han ogsaa lidt Hjælp af Lasse, der for Resten havde vanskeligere og vanskeligere ved at undvære noget. Og i øvrigt havde han lært at slaa sig til Ro i sin Fattigdom.