XIII

Der steg en egen Lyd op nede fra Arkens Bund, stolprende Jordtrin der drog over Stenbroen i altfor 138| tungt Fodtøj. Alt Blodet jog Pelle til Hjærtet, han slængte Arbejdet fra sig og var i et Spring omme paa Svalen, vis paa at det bare var en forfængelig Drøm. Men dernede stod Lassefar lyslevende, og stirrede op gennem Træværket som vilde han ikke tro sit gamle Syn. Paa Ryggen havde han en Sæk med Skrammel.

»Halløj!« raabte Pelle og tog Trapperne i lange Spring »Halløj!«

»Goddag Pøjke,« sagde Lasse med en Stemme der rystede af Sindsbevægelse, og saá famlende paa Sønnen med sine vippeløse Øjne. »Ja her har du saa Far Lasse – om ellers du vil have’n. Men hvor kom du fra? mig synes du faldt ned fra Himlen.«

Pelle tog Sækken fra Faderen. »Kom nu med op du,« sagde han – »du kan rolig betro dig til Trappen. Den er solidere end den ser ud til.«

»Saa ligner den jagu Lasse,« svarede den gamle og trampede bagefter ham; Stropperne paa hans Halvstøvler stak lige ud til Siderne, han lignede i et og alt sig selv. For hver Afsats stansede han og gjorde sine Bemærkninger om Bislagene, Pelle maatte tysse paa ham. »Her snakker man ikke frit op om Tingene, det bliver let opfattet som Kritik,« sagde han.

»Ja saa? ja man skal lære saa længe man lever. – Nej se, og her staar de og vasker oppe! – en hel Gaard skal det gøre det af for! – Av, ja jeg skal nok lade være at sige noget – og at de boede oven paa hinanden har jeg jo nok vidst. Men ikke kunde man tænke her var saa trangt om Pladsen, at de maa hænge Gaardrummet op uden for Køkkendøren, den ene over den anden. Det er jo som Fuglene der besørger alting paa en Pind! og jagu om det hele ikke braser ned en Dag!«

»Saa her bor du!« udbrød han og saá sig skuffet om i det skraa Hummer. »Jeg har tidt undredes paa, hvordan du vel havde indrettet dig herovre. Jeg traf en Mand derhjemme for nogle Dage siden, som 139| sagde at der allerede gik Ord af dig; men paa din Vaaning kan det ikke ses. Naa langt til Himlen har du i det mindste ikke.«

Pelle tav. Han var glad ved sin Knast og hele Tilværelsen nu, men Far Lasse blev ved at sætte Haab til ham om borgerlig Fremgang og føle sig beskæmmet. »Du har kanske bildt dig ind jeg boede i et af de kongelige Slotte?« sagde han lidt bittert.

Men Lasse saá inderlig god paa ham og lagde begge Hænder op paa hans Skuldre. »Saa stor og svær du er blevet, Pøjke!« sagde han beundrende. »Ja og her har du mig saa, men jeg kommer ikke for at ligge dig til Byrde. Nej men det blev saa trist efter det med Dues, at jeg tog af Sted uden at varsko dig. Saa kunde jeg ogsaa komme gratis med en Skipper.«

»Hvad er det med Dues?« spurgte Pelle. »Da vel ikke noget galt.«

»Nej ved du ikke det? Jo han har lagt straffende Haand paa sin Kone, da han opdagede dét med Konsulen. Han var jo blind og gik bestandig og troede godt om hende – lige til han greb dem i Synden. Saa tog han Livet af hende og de Børn han og hun havde sammen, og gik til Øvrigheden og meldte sig. Men den yngste, som enhver kunde se var Konsulens, rørte han ikke. Ak ja, det er en trist Ulykke! Før han meldte sig, kom han op til mig, han trængte vel til en sidste Gang at være hos en, der mente ham det uden Svig. Jeg har kvalt Anna – sagde han saa snart han fik sig sat – det maatte saa være, der er ingen Sorg, der er ingen Sorg! De Børn der er mine, har jeg sørget redeligt for! – Ja ja, han havde sørget for dem Staklen! – Jeg vilde blot bede Farvel med dig du Lasse; nu er mit Liv forspildt, saa lykkelig jeg kunde været i min Nøjsomhed. Men Anna vilde jo til Vejrs; og der har jeg gaaet og taget min Fremgang af hendes Skændsel – uden at vide af det. Jeg vilde jo ikke andet end Fattigmands ringe Lykke – en god Kone og 140| nogle Børn – og nu skal jeg i Slaveriet. Gudskelov Anna ikke oplever det! Hun var finere i det end vi andre, og maatte bedrage for at naa frem. – Saadan sad han og snakkede som en død, uden én saa meget som kunde mærke Følelse i ham. Og jeg turde ikke lade ham se, hvor syg i Sindet jeg var; han havde det jo bedst, saalænge Samvittigheden sov. – Dine Øjne løber i Vand Lasse – sagde han stille – du skulde bade dem med noget; Urin skal være godt! – Ja jeg skal love for de løb i Vand, herregud ja. Saa rejste han sig. Du har heller ikke meget at leve for længer du Lasse – sagde han og tog mig i Haanden – du bliver gammel nu! Men hils Pelle – han naar kanske frem!«

Pelle sad og lyttede trist i Sind til den tunge Beretning, men ved disse Ord kom han til at ryste. Han havde tidt nok hørt Klangen af denne Forventning til hans Lykke og glædet sig ved den; den var jo kun et Ekko af Fortrøstningen i ham selv. Men nu lagde det sig over ham som en Byrde. Det var altid de segnende, der klamrede sig til hans Lykke; idet de sank, skød de deres Haab over paa ham. Det var en trist Maade Lykken havde at varsle paa; en forfærdelig tung Velsignelse lyste denne Dødsdømte over ham og hans Fremgang, idet han traadte op paa Skafottet. Han sad og stirrede ned uden et Livstegn, med rugende Udtryk; hans Sjæl frøs under en Anelse om overmenneskelige Byrder, og kastede et pludseligt Lys fremefter for ham: Aldrig kunde der være Tale om nogen Lykke for ham alene – det Æventyr var dødt! Han var hægtet til alle de andre og skulde staa fælles Lykke og fælles Skade med dem; derfor gav de forulykkede ham deres Velsignelse! Inde i sit Sind følte han Dues tunge Vandring, som var det ham selv der bar paa det forfærdelige. Og skøn Anna, som maatte stræbe bort over sine egne og træde dem i Støvet! – aldrig mer kunde han rive sig løs og blive helt glad som før! Han havde mødt megen Elendighed allerede, og var kommet til at hade dens Aarsag; men 141| her slog Hadet ikke til. Dette var selve den Store Sorg!

»Ak ja,« sukkede Lasse – »godt var det, at Bror Kalle ikke kom til at opleve alt det. Han sled sig op for sine Børn, og nu ligger han i Fattigjord til Tak. Albinus der farter om i Udlandet som Gøgler, var den eneste der havde Tanke for den Ting; men Pengene kom for sent, skønt han skikkede dem paa Telegraf. Har du nu hørt Mage til Tusendkunstner – at skikke Penge fra Engeland til Bornholm gennem en Telegraftraad; det er ligegodt fan til Akrobat! Naa, Bror Kalle kunde jo ogsaa et og andet Taskenspilleri, saa han har det ikke efter fremmede. Alfred lod slet ikke høre fra sig ved Jordefærden; han hører nu til de Fine og har afbrudt al Forbindelse med sin fattige Slægt. Man har valgt ham ind i forskellige Byhværv, og han er en ren Blodhund mod de Fattige – Frænde er jo Frænde værst. Men de Fine er nok ogsaa svært saa glade for ham.«

Pelle hørte kun lige den gamles Tale som et enstonigt Dryp. Due, Due! det godmodigste bedste Menneske han kendte – han som værgede Annas uægte Barn mod dets egen Mor, og holdt af det som af sine egne fordi det var værgeløst og trængte til det – han vandrede nu hen for at lægge sit Hoved paa Skafottet! Saa dyrt købte han sit Ønske om at faa et Par Heste og blive Vognmand. Heste og Vogne havde han taget paa Kredit og selv klaret Renter og Afdrag – Konsulen havde blot sagt god for ham. Og for den lille Opnaaelse vandrede han nu Forsmædelsens Vej! Skridtene blev ved at give Genlyd i Pelles Sind; han fattede ikke hvorledes han skulde bære det, og længtes efter sin tidligere Sløvhed.

Lasse snakkede sig hen over det, for ham var det Skæbne – tung og trist men som ikke kunde være anderledes. Gensynet havde ogsaa løsnet saa meget i ham, han var oprømt, alt hvad han saá var morsomt. Som man dog kunde finde paa at stuve Mennesker sammen herovre – som Sild i en Tønde! 142| Og hjemme paa Bornholm laa der store Strækninger, hvor ikke et Menneske holdt til. Vinduet var han ikke dristig ved at nærme sig, han holdt sig forsigtigt et Stykke inde i Stuen og kiggede ud over Tagene. Det var ligegodt tosset! man kunde lige saa godt give sig til at tælle Aksene i en Kornmark som Husene her.

Pelle kaldte paa Marie som beskedent holdt sig inde hos sig selv. »Det er min Plejemor,« sagde han og tog hende om Skulderen »- og det er saa Far Lasse, som du allerede siger du holder af. Kan du skaffe os nogen Frokost?« Han gav hende Penge.

»Hun er vakker hun,« sagde Lasse og gravede i sin Sæk – »hun skal ha en Skænk! – Her har du et rødt Æble,« sagde han da hun kom tilbage – »spis det, saa bliver du min Kærest.« Marie smilede alvorligt og saá paa Pelle.

De laante Marskandiserskens Trækkevogn og kørte ned til Pæreskipperen efter Lasses Sager. Det meste havde han solgt for ikke at drage ud i Verden med for stor Oppakning; men en Seng med Sengeklæder og lidt andet havde han dog beholdt! »Saa har jeg jo Hilsener fra Sort og Marie Nielsen!« sagde han.

Pelle blev rød. »Jeg skylder hende et Par Ord men har helt glemt det herovre; mit Portræt har jeg ogsaa halvvejs lovet hende. Nu faar jeg se at faa det til en Side.«

»Ja gør det,« sagde Lasse. »Jeg ved ikke hvor nær I har staaet hinanden, men hun var en god Kvinde. Og de der sidder tilbage, føler Naget ved at være glemt – husk det!«

Allerede om Eftermiddagen hægede Lasse om sig og børstede sin Hovedbeklædning.

»Hvad nu?« spurgte Pelle. »Du vil da ikke gaa ud alene?«

»Jeg vil ud og se lidt paa Staden,« svarede Lasse selvfølgeligt. »Noget Arbejde har jeg i Sinde at søge mig, og kanske gaar jeg hen og titter lidt paa Kon143|gen ogsaa! Du kan bare forklare mig, hvad Retning jeg skal holde.«

»Du maa hellere vente, til jeg kan følge med – du kaster dig bare hen.«

»Naa gør jeg det?« svarede Lasse stødt. »Jeg fandt dog herhen alene, skulde jeg tro.«

»Jeg kan følge med den gamle Mand,« sagde Marie.

»Ja følg du med den gamle Mand, saa skal ingen komme og sige, han har mistet Ungdommen,« udbrød Lasse skæmtende og tog hende i Haanden. »Vi to skal vist blive gode Venner tror jeg.«

Henad Aften kom de igen. »Mennesker er her nok af,« sagde Lasse pustende – »men Overflod paa Arbejde lader her ikke til at være. Jeg har spurgt paa baade det ene og det andet, men ingen vilde have mig. Naa det gir sig vel! Ellers kan jeg sætte en Pig i min Kæp og give mig til at samle Gadepapir op lige som de andre Gamlinge; det ved jeg da jeg duer til.«

»Men det faar du ikke Lov til,« svarede Pelle hæftigt. »Min Far skal ikke gaa og være Gadesamler.«

»Ja ja – noget vil jeg have fat i – ellers rejser jeg hjem igen. Jeg vil ikke gaa løs og ledig og se paa at du slider.«

»Du kan godt trænge til at hvile dig og have det lidt rart paa dine gamle Dage Far – men det ordner sig nok!«

»Kst, hvile mig! Jeg skulde vel ligge paa Ryggen og lade mig made som et Spædebarn? Jeg tror ikke min Ryg holdt til det, du.«

De havde faaet Lasses Seng stillet op med Fodenden ind under Skraataget; der var lige Plads til den. Pelle var helt barnestemt da han gik i Seng; det var snart mange Aar siden han havde sovet i Rum sammen med Faderen. Men om Natten led han af onde Drømme, Dues forfærdelige Skæbne forfulgte ham i Søvne. Hans stærke godmodige Skikkelse blev ved at vandre og vandre i det endeløse 144| Graa, dybt bøjet, med Hænderne lænkede paa Ryggen, en tung Jærnlænke om Halsen, og Øjnene i Jorden som søgte han selv Afgrunden. Pelle vaagnede ved, at Far Lasse stod over hans Seng og følte ham i Ansigtet lige som da han var Barn.

»Hvad er der Pøjke?« spurgte den gamle bekymret. »Du er da vel ikke syg?«