XV

Pelle var en Mand nu; han kunde overse sit eget og lidt til, og veje Forholdene mod hinanden. Græmmelsen over Dues Skæbne havde han skudt til Side og saá igen lyst fremad. Men den sad i hans Sind, dér havde den ædt sig ind til det meget andet, og sad og farvede alting med en varm mørk Farve. 150| Over hans Pande rugede en mørk Sky som han ikke selv vidste om at sige; men Ellen saá den og strøg med sine bløde Hænder for at faa den væk. Den stod besynderligt til det glatte rødmussede Underansigt, og virkede som en letsindig Trusel paa en lys Foraarsdag.

Han begyndte at føle Tilliden som en bærende Kraft. Ikke blot her i Arken forgudede de ham; hans Kammerater saá op til ham; naar der var noget vigtigt for, søgte deres Øjne uvilkaarligt ham. Havde han lidt letsindigt været lige ved at sætte Organisationen over Styr for at komme Meyer til Livs, saa var det fuldt oprettet igen; Foreningen var stærkere nu end den nogensinde havde været, og det var hans Arbejde. Der var da Raad til at rette Ryggen og se lidt paa sit eget.

Han og Ellen længtes hæftigt efter at komme sammen og faa deres eget lille Hjem. Der kunde gøres mange Indvendinger, han var ikke blind for det. Pelle var en dygtig Arbejder, men Lønnen var ikke saaledes, at der kunde stiftes Familie paa den; det var en nøgen Kendsgærning, at selv en flink Arbejder ikke kunde forsørge Kone og Børn ordenligt. Børn regnede han med som en Selvfølge, og den Dag vilde ogsaa komme, da Far Lasse ikke kunde tjene Føden til sig selv længer. Men det laa endnu ude i Fremtiden, og paa den anden Side var det ikke dyrere at leve to end én – naar man fik en god sparsommelig Hustru. Vilde man have lidt Del i Livets Glæde, fik man lukke Øjnene og springe hen over alle Indvendinger, sætte sin Tillid til Undtagelsen endnu en Gang.

»Det bliver jo ogsaa snart bedre,« sagde Murer Stolpe. »Endnu er det smaat for de fleste Fag, men se selv hvor alt trækker sammen til et stort Slag. Saa giver vi Fremskridtet én bagi og be’r det oppe sig lidt – og saa er Fortjenesten der. Man skal gifte sig mens man er ung; hvad er der at gaa og skele til hinanden efter?«

Madam Stolpe var som altid af hans Mening. 151| »Vi giftede os og tog Sødmen af hinanden, mens Blodet var ungt endnu. Derfor har vi nu noget at staa imod med,« sagde hun og saá troskyldigt paa Pelle.

Det blev bestemt, at Bryllupet skulde staa nu i Foraaret. Til Marts fik den yngste Søn Frederik udlært, saa kunde Bryllup og Svendegilde slaaes sammen.

Der stod en lille tom Toværelses Lejlighed ved Kanalen lige over for Børnehuset, den lejede de. Murer Stolpe vilde have de Unge ud paa Nørrebro »blandt ordenlige Mennesker«, men Pelle havde levet sig ind i denne Bydel. En Del Kunder havde han ogsaa herude, som det var godt at have i Ryggen – og Kanalerne var her! For Pelle var de et Kig ud, de virkede befriende paa hans Sind; inde mellem de lukkede Stenmure paa Nørrebro følte han sig altid trykket. Ellen lod ham raade, hun var lige glad hvor de kom til at bo. Med ham kunde hun gærne drage til Verdens Ende og slaa sig ned.

Hun havde sparet sig lidt sammen i sine Pladser, og Pelle havde ogsaa faaet lidt skrabet sammen; han hang godt i og satte alle Fornødenheder endnu en Streg ned. Naar Ellen havde fri, gik de rundt og købte ind til Hjemmet. Mange Ting tog de brugt, fordi det var billigt; men ikke til Soveværelset. Der skulde alt være flunkende nyt.

Det var en dejlig Tid, hvor hver Stund var fuld af sit eget rige Indhold og ikke gav Plads for Spekulationer eller Bekymringer. Ofte kom Ellen rendende op og tog ham midt i Arbejdet; han maatte med hen og se paa et eller andet der kunde faas saa billigt – straks inden det røg. Paa hendes Frisøndage gik de og bragte i Orden i det lille Hjem, og spaserede bagefter Arm i Arm gennem Byen ud til de Gamle.

Pelle havde haft saa travlt med andres og ikke skænket sig selv en Tanke – det gjorde helt godt at hvile ud i sit eget en Gang. NMudderet derude rykkede i fjærn Afstand, han skelnede det lige mens 152| han trak til Rede; han tænkte ikke mere paa Samfundsspørgsmaal end Fuglene der bygger i Foraarstiden.

En Dag bar saa Pelle sine Sager over i den ny Lejlighed og lagde sig for sidste Gang til Hvile i Arken. Her byggede ingen Fremtid, inden for disse Mure søgte kun det havarerede varig Tilflugt, og Pelle skulde videre. Men ud af Pjalterne og alt det forhutlede steg alligevel en Stemme som ikke hørtes andre Steder, et sorgløst Kvidder, en Pludren som af fattige Fugle, der sidder og plukker sig hvor lidt Sol staar paa. Det var med Vemod, han saá tilbage paa den Tid han havde tilbragt her.

Natten før Bryllupet laa han og kastede sig uroligt, noget forfulgte ham i Søvne. Endelig vaagnede han og skelnede en undertrykt Knurren, der kom med lange Mellemrum som om selve Arken gav sig under onde Drømme. Til sidst stod han op, tændte Lampen og satte sig til at pudse paa sine Brudestøvler, der endnu stod med Læsterne i for at holde deres smukke Form. Lasse sov endnu, og ude paa den lange Gang var alt Søvn.

Lyden kom igen, stærkere og mere langtrukken; der var noget ved den, som mindede om Stengaarden og satte hans Barndoms Gru op i ham; han sad og svedte over Arbejdet. Pludselig hørte han nogen gaa famlende ude paa Gangen og pusle ved hans Dør; han sprang hen og lukkede op, Spændingen gik som Frysninger igennem ham. Derude stod Hannes Mor og rystede i Morgenkulden.

»Pelle,« hviskede hun angst – »nu er det der! Jeg kunde vel ikke faa dig til at springe hen efter Madam Blom i NTorvegade? – jeg tør ikke forlade Hanne. Og saa skulde jeg ønske dig til Lykke fra hende.«

Han syntes ikke videre om sin Mission men løb dog. Siden sad han og lyttede derover ad, mens han arbejdede saa stille som muligt for ikke at vække Far Lasse. Men saa var det ved den Tid Børnene skulde op; for sidste Gang dunkede han i Væggen 153| og hørte Maries søvndrukne: Ja–a! Nattestilheden var brudt med det samme, Beboerne tumlede ud, rendte paa bare Fødder til Vasken, og slog med Dørene. »Det er Prinsessen der klager sig!« sagde de til hinanden. »Hun græder, fordi hun har mistet det man aldrig faar igen mere.« Saa brast det i et Skrig, og der blev pludselig stille ovre.

Stakkels Hanne! nu fik hun en Mund at forsørge, og hvor var Faderen til den? hun fik haardt at gøre nu!

Lasse gik ikke paa Arbejde den Dag, skønt Bryllupet først skulde staa ud paa Eftermiddagen. Han var højtidelig stemt fra Morgenstunden, og gik og passede paa Pelle at han Nikke lagde Ting over Kors og desligeste. Pelle lo hvergang.

»Ja du ler du!« sagde Lasse. »Men dette er en vigtig Dag – kanske den vigtigste i éns Liv. Saa faar man vel paasé, at ikke den første den bedste Smaating skal slaa det hele i Stykker.« Han gik og tog Varsel af alting. Solen var han godt tilfreds med, den stod op i en NVandsæk og klarede fra sig op ad Dagen. Det var aldrig heldigt, naar det begyndte altfor straalende.

Marie gik og saá paa Pelle med et Udtryk af indestængt Sorg – som en Mor der sender sit Barn ud og gør sig Umage for at lade glad, syntes han. Ja ja, hun havde i mange Dele taget sig af ham som en Mor, Barn som hun var; de havde taget ham op i deres Rede som en forladt Fugleunge, og med Undren set ham vokse forbi dem. Han havde i Smug hjulpet dem hvor han kunde; men hvad betød det mod den Opsang, det havde været for ham at se de tre forældreløse tage Tingen som den var og selv bygge hele Tilværelsen op af intet. Hvem skulde nu lette dem hen over de vanskelige Steder, uden at de mærkede Haanden? Han fik holde et vaagent Øje med dem.

Marie havde hektisk røde Kinder og skinnende Øjne, da han stod med hendes ru Haand i sin og takkede hende for godt Naboskab. Det brød i hen154|des trange Barm, der var et Genskær af skjult Skønhed over hende. Det var Pelle der havde faaet Blodet til at finde Vej til hendes graa Ansigt; naar han var stærkt fremme i noget, blussede hun i Kinderne, og en Kende af Farven blev hvergang tilbage. Det var som Safterne steg i hende med ved hans Sundhed; og nu stod hun her og søgte at sprænge den forkrøblende Skal og række fagre Ævner frem imod ham, men kunde ikke. Pludselig kastede hun sig om hans Hals. »Pelle, Pelle!« sagde hun og borede sit Ansigt mod hans Bryst. Saa løb hun ind til sig selv.

Lasse og Pelle bar de sidste Sager over i Lejligheden og satte paa Plads; klædte sig saa i stiveste Stads og gik ud til Stolpes. Pelle var for første Gang i sit Liv i høj Hat og saa helt statelig ud. »Du ligner en Storborger,« sagde Lasse og kunde ikke se sig mæt paa ham. »Men hvad tror du de siger til Gamle Lasse? Det er dog halvfint Folk, og jeg forstaar ikke at gebærde mig. Var det mon ikke bedre jeg vendte om?«

»Aa ti nu stille med det, du Far,« sagde Pelle.

Lasse var uhyre glad ved at skulle med til Bryllupet men havde alligevel mange Betænkeligheder. De sidste Aar havde gjort ham sky for fremmede, han krøb gærne i Krogene. Hans Gildesklæder var ogsaa gaaet til, og Stadsen her var flikket sammen; NSkødefrakken havde de lejet for Anledningen, og det hvide Kravetøj var Peters. Han følte sig ikke hjemme i Klæderne og saa ud som en genert Konfirmand.

Ude hos Stolpes stod Huset paa den anden Ende. De Gæster der skulde med i Kirke var allerede komne; de gik inde i Dagligstuen og smaafløjtede, saá ned paa Gaden og kedede sig. Stolpes Skrivebord var forvandlet til Buffet, og Brødrene gik og trak Øl op og nødte gemytligt: »Aa tag nu et lille Stykke Knækbrød til! Man bli’r tør i Halsen af at staa saa længe og sige ingenting.«

Inde i den pæne Stue gik Stolpe frem og tilbage 155| og brummede. Han var i Seler og ventede paa sin Tur til at komme ind i Sovekamret, hvor Ellen og Moderen havde lukket sig inde. Engang imellem aabnedes Døren paa Klem, og Ellens nøgne hvide Arm kom til Syne og smed et Klædningsstykke ind til Faderen. Saa fik Pelle Hjærtebanken.

Henne ved Vinduet stod Madam Stolpes Myrte og var helt plyndret.

Nu kom Stolpe ind og var færdig, Pelle maatte blot knappe Flippen paa for ham. Han gav Lasse Haanden og gik saa hen efter Arbejderen. »Her skal De høre hvad der siges om Deres Søn,« sagde han og gav sig til at læse: Vor unge Partifælle Pelle holder i Dag Bryllup med Datter af en af Partiets ældste og veltjente Mænd, Murer Stolpe. Den unge Mand der allerede har gjort et godt Stykke Arbejde for Sagen, blev i Aftes enstemmig udpeget til Formand for sin Organisation. Vi giver det unge Par vore bedste Ønsker med paa Vejen! Den er oplagt hva’?« Stolpe rakte Bladet til Gæsterne.

»Ja den er sku forresten meget god,« sagde de og lod Bladet gaa fra Haand til Haand; Lasse bevægede Læberne som om han løb Notitsen igennem han ogsaa. »Ja det er fans, som de kan faa det stillet op!« sagde han henrykt.

»Men hvad er det med Petersen – vil han gaa af?« spurgte Stolpe.

»Han er jo syg,« svarede Pelle. »Jeg var forresten ikke der henne i Aftes, saa jeg ved ingenting.« Stolpe saá forbavset paa ham.

Madam Stolpe kom og trak Pelle ind i Sovekamret, hvor Ellen stod som en snehvid Aabenbaring, med langt Slør og Myrtekrans i Haaret. »Egenlig skulde I jo ikke ha’e Lov at se hinanden, men jeg synes nu det er Synd,« sagde hun og skubbede dem i hinandens Favn med et kærligt Blik.

Frederik, der havde hængt ud af Vinduet for at kigge efter Køretøjet, kom og dundrede løs paa 156| Døren. »Vognen er der, Børn!« brølede han meningsløst højt. »Vognen er der!«

Saa rullede de afsted Nde Par Skridt hen til NSt. Hans. Pelle vidste knap af det hele før de sad i Vognen igen, man maatte skubbe ham til, hvad han skulde gøre, han saá kun Ellen. Hun var hans Sol, alt det andet vedkom ham ikke. Ved Alteret havde han taget hendes Haand og holdt den under hele Handlingen.

Frederik var blevet hjemme for at tage mod Bude og Folk med Lykønskninger. Da de kom tilbage, laa han i Vinduet og smed NSkruptudser og Troldkællinger ned foran Hestene som en Salut til Brudeparret.

Man drak et Glas Vin med de nygifte og besaá Brudegaverne; Stolpe saá paa Uret – man var altfor tidlig efter det. »I maa gaa jer en Tur Fatter,« sagde Madam Stolpe – »de første Par Timer kan vi ikke spise.« Mændene drev saa ud i NVentegodts Have for at Nslaa en Pot Kegler, mens Kvindfolkene lavede til.

Pelle var helst blevet hjemme hos Ellen men maatte jo med; han og Lasse gik ved Siden af hinanden. Lasse havde ikke ønsket Pelle rigtig til Lykke endnu, han havde gemt paa det til de kom paa Tomandshaand.

»Naa til Lykke og Velsignelse, Pøjke!« sagde han bevæget og trykkede Pelles Haand. »Nu er du saa en Mand med Hjem og Ansvar. Og husk saa paa at Kvindfolk er lige som Børn; man skal ikke gøre for meget Væsen af dem i alvorlige Sager men sige kort og godt: Saadan skal det være! – det passer dem bedst. Begynder man først at tinge altfor meget med dem, saa ved de ikke hvilken Side de vil slaa sig til. Ellers er de gode nok og nemme at komme fremad med – blot man behandler dem godt. Jeg har altid haft det nemt med det, for de lider den faste Haand. – Dine Svigerforældre kan du være glad for; det er gode Folk, om end de er noget stolte af deres Faglærdom. Og Ellen vil blive dig 157| en god Kone – forstaar jeg mig paa Kvindfolk. Hun ser paa sit eget og skal nok vide at holde sammen paa Stumperne. Lang i NKropstykket er hun som det gode NTillæg – det vil vist ikke skorte jer paa Børn.«

Ude i Traktørstedets Have blev der serveret NSvensk Banko, og Lasse fik Humøret op. Han prøvede at slaa et Slag Kegler – det havde han aldrig været med til før, og vovede sig til at sige Morsomheder. »Op med Skærverne Far!« sagde Pelle naar der blev gjort op; den gamle havde tabt.

»Ja Skærver er her ingen Mangel paa,« svarede Lasse oprømt – »jeg har hugget adskillige Vognmandslæs i min Tid.« Saa lo de andre, og Lasse rettede sig og kom ud af sin Skal. »Det er et prægtig Folkefærd de Københavnere,« hviskede han til Pelle. »En flot Haand sidder der paa dem til at give ud, og et vittigt Ord har de rede til hver en Ting.«

Inden man vidste et Ord af det, var det ved at blive mørkt; man maatte af Sted hjem!

Hjemme var Bordene dækket og de øvrige Gæster komne; Madam Stolpe gik og var nervøs over at de blev borte. »Nu ta’r vi og dingler lidt paa Benene allesammen,« hviskede Stolpe ude i Entréen – »saa skælder Madammen ud! – Naa Mutter, har du varm Mad til os?« spurgte han og tumlede ind i Stuen.

»Aa din Nar, tror du ikke jeg kender dig!« udbrød Madam Stolpe leende. »Næ, min Mand skal man gudskelov ikke gaa og lede op paa Beværtninger.«

Pelle søgte straks ud til Ellen i Køkkenet og fik hende med sig; de gik med hinanden i Haanden og besaá de sidst ankomne Gaver; der var en Bordlampe, et Kagefad af NPlet og nogle emaljerede Køkkenting. En eller anden havde skænket et lille Svøbelsebarn af Porcelæn men glemt at navngive sig.

Ellen trak ham med ud i Entréen for at omfavne ham, men der stod Morten og tog sit Overtøj af. 158| Saa flygtede de ud i Køkkenet, men der holdt Kogekonen til; i Sovekamret fandt de endelig en uforstyrret Plet. Ellen lagde Armene om Pelles Hals og saá stum paa ham, borte i Lykke og Længsel. Og Pelle knugede det kære svaje Jomfrulegeme ind til sig og saá hende dybt ind i Øjnene, der blev mørke og skyggefulde som Fløjl og sugede hans Lys til sig. Hjærtet svulmede i ham, han følte sig usigelig lykkelig – rigere end nogen anden paa Jorden – ved den Skat han holdt i sine Arme. I sit stille Sind lovede han at værne og værge hende, og ikke have anden Tanke end den at gøre hende lykkelig.

Inde fra Stuerne lød der utaalmodige Tramp, »Brudeparret, Brudeparret!« blev der raabt. De skyndte sig ind hver gennem sin Dør, man stod opstillet ved Bordet og ventede paa dem for at tage Plads. »Naa, det er let og se, hvad I to har taget jer for,« udbrød Stolpe drillende – »man behøver sku bare se paa Tøsens Glugger. Sikken et Par Kulgløder!«

Otto Stolpe – NSkiferdækkeren – var Mundskænk og aabnede Maaltidet med at byde Akavit om. »En lille Snaps,« sagde han til hver – »vi maa prøve om der er Fald paa Renden. Ellers bli’r der let Forstoppelse.«

»Naa, bestiller I noget Folkens?« sagde Stolpe oppe fra Bordenden hvor han sad og filede Steg af. »Kil paa med Byggeklodserne!« Han havde Brudeparret paa højre Haand og den nybagte Svend Frederik paa venstre. Foran ham paa Bordet stod en stor ny Potte med Hank og hvidt Trælaag over; Gæsterne kiggede efter den og lo til hinanden.

»Hvad kigger I efter?« spurgte han alvorligt. »Er der noget I trænger til, saa spyt fra Leveren.«

»Aa det er den Terrin dèr!« svarede hans Broder Tømreren uden at fortrække en Mine. »Min Kone vilde gærne laane den lidt, siger hun.«

Hans Kone fòr forfærdet op og gav sig til at tærske ham i Ryggen. »Aa dit Bæst,« sagde hun og 159| lo halv skamfuld. »Altid skal de Mandfolk holde én for Trekant.«

Saa huggede man løs igen og lod Maden stoppe Munden en Overgang. Nu og da faldt der en lun Bemærkning. »Her sidder man forresten og har det rigtig godt mens I andre slæber,« sagde Badutspringeren, Ottos Arbejdskammerat. Det betød at han ingen Steg havde. »Tag og lang ham Tandkødet Mutter!« sagde Stolpe.

Da Sulten var stillet, tog Løjerne rigtig Fart. Mortens Gave var en stor Kransekage. Det var et helt Kunstværk, han havde lavet den som en Pyramide, paa Toppen stod et ungt Par af Sukker og holdt om hinanden, bag dem paa et Glansbillede gik Solen op. Op ad Pyramidens Trin kravlede forskellige Skikkelser og rakte Armene op mod Toppen. Der blev skænket Vin til Kransekagen, og Morten holdt en lille Tale til Pelle om Troskab mod den ny Kammerat han havde valgt sig. Tilsyneladende galdt det kun Ellen, men Pelle forstod at Mortens Ord skulde føres meget videre ud; de havde altid dobbelt Bund.

»Tak for det du!« sagde han bevæget og drak med ham.

Saa holdt Stolpe en Formaningstale til de nygifte. Den var fuld af kostelige Indfald og blev modtaget med Jubel.

»Ja se nu kan Fatter tale,« sagde Madam Stolpe. »Naar det ikke gælder noget, saa kan han.«

»Hvad er’et du siger Mutter?« udbrød Stolpe forbavset, han var ikke vant til Kritik fra den Kant. »Vil I nu høre, nu begynder sku ens egen Kone at pille Stilladset væk under én.«

»Ja det siger jeg nu!« svarede hun og saà dristigt paa ham, hendes Ansigt var blevet hedt af Vinen. »Er der maaske nogen der staar saa langt fremme til det som Fatter? Han var den første, og den ivrigste har han altid været; han har gjort et Ngodt Stykke Arbejde end de fleste. Han kunde saamænd godt været en af Førstemændene i Dag og 160| givet Tonen an, naar det ikke var for den forbandede Hikke. Klog er han, og sine Kammeraters Respekt har han ogsaa, men hvad kan det nytte naar man hikker? Hvergang han kommer op paa en Talerstol, falder Hikken over ham.«

»Det er da vel ikke Brændevinshikke?« spurgte den lille tykke Badutspringer, Albert Olsen.

»Ak nej. Fatter har aldrig drevet Flaskeagitation,« svarede Madam Stolpe.

»Naa, det var en køn Tale Mutter der holdt for mig,« sagde Stolpe leende – »og hun hikkede sku ikke. Det er alligevel knusende, som der er nogen der ikke kan! – – Men saa var det altsaa din Tur Fredrik. Nu er du Svend, og skal selv tage Ansvaret for at Tingen kommer i Lod og Vinkel. Vi to har jo taget Tørnen paa Stilladset og kender saa nogenlunde hinanden – du har sommetider væ’t en Klovn og sommetider et Fæhoved, og det har ikke manglet paa en Lussing fra din Gamle. Det var nu mest saadan lidt Lømmelalder; naar du bare vilde, var der ikke noget i Vejen! Og den Ros skal du ha’e, at du kan dine Sager – du behøver ikke stikke op for nogen. Vis nu, hvad du duer til, min Dreng! hold dit NSkifte saa Kammeraterne ikke skal ta’e dig paa Slæb! og snyd dig ikke fra din Omgang!«

»Snyd heller ikke Ølmanden for Flaskerne!« indskød Albert Olsen. Otto stødte ham i Siden.

»Nej heller ikke det!« sagde Stolpe og lo. »Saa er der bare to Ting til,« føjede han alvorligt til. »Lad vær og ha’e Pigebørn rendende neden for Stilladset i Arbejdstiden – det ser aldrig godt ud! Og hold altid Kammeratskabet højt! Der er ikke noget Navn saa lurvet som Ordet Skruebrækker!«

»Det er Nsvart!« udbrød de Bordet rundt. »Den var godt langet ud!«

Frederik sad og lyttede med et forlegent Smil, han var i nyt hvidt Murertøj, og paa hans runde Hage sad nogle mørke Krølhaar, som han hvert Øjeblik følte til. Han ventede spændt paa at den 161| Gamle skulde blive færdig, saa han kunde komme til at drikke Dus med ham.

»Og nu min Dreng,« sagde Stolpe og tog Laaget af Potten – »er du optaget i Svendenes Lav, og velkommen skal du være! Skaal du!« Han satte med et lille Blink i Øjet Potten for Munden og drak.

»Skaal du!« svarede Frederik med lysende Øjne, da Faderen rakte ham Drikkehornet. Det gik videre Bordet rundt, Kvinderne hvinede før de drak. Det var fuldt af Bajerskøl, og i den brune Vædske flød smaa Bajerske Pølser. Mens Drikkehornet gjorde sin lystige Runde om Bordet, istemte Stolpe Murervisen; de andre sang Omkvædet med:

162| Den lille tykke Skiferdækker sad med begge Arme paa Bordet og stirrede lige ud med lidt tinnede Øjne. Da Sangen var forbi, løftede han Hovedet lidt: »Ja den kan jo være meget rigtig – saadan hvad det angaar. Men Skiferdækkeren kravler sku ligegodt højere end Mureren.« Han var blaarød i Hovedet.

»Naa Kammerat, godt Ord igen,« sagde Stolpe gemytligt. »Det kommer jo ikke an paa i Aften hvem der kravler højest – men bare paa at vi morer os.«

»Nej det kan jo nok være,« svarede Albert Olsen tykt og lod Hovedet synke igen. »Men Skiferdækkeren kravler sku højest!« Saa sad han og mumlede.

»Lad ham bare være,« hviskede Otto – »ellers faar han Bersærkergang. – Saa lad nu vær med at være gnaven gamle Svend,« sagde han og lagde Armen om Albert Olsens Skulder. »Der er jo alligevel ikke nogen, der kan stikke dig i den Kunst at falde ned.«

Badutspringeren havde faaet sit Navn, fordi han – bedst som han laa paa Taget og arbejdede – plejede at rutsje ud over og forsvinde i Gadedybet. Han var faldet ned fra Hushøjde flere Gange uden at komme til videre Fortræd; en Gang havde han dog brækket begge Benene og hjulede nu ikke saa lidt paa dem. For at formilde ham fortalte Otto, som var hans Makker, om hvordan han sidst faldt ned:

»Vi ligger altsaa paa Taget og mikser – ham og mig, og hundekoldt var det. Han havde naturligvis krænget Tovet af sig; og bedst som vi ligger og sludrer er han væk. Saa for Pokker! raaber jeg til de andre – nu røg Badutspringeren igen! Og vi ned ad Trapperne i en Fart. Vi var jo ikke sat op til Narrestreger kan I nok begribe – men der laa ingen Albert Olsen paa Stenbroen. Hvor Fan blev Badutspringeren af? siger vi og glor dumt paa hinanden. Men saa kigger jeg tilfældigvis over efter en Kælderbeværtning, og der sidder han sku neden for Vinduet og vinker saadan med Pegefingren op for 163| Øjet, at vi skal komme ned og faa en Øl. Jeg blev saa knusende tørstig, sagde han bare – jeg havde ikke Tid til at følge Trappen!«

Badutspringeren var blevet god igen ved de andres Latter. »Kan I gi’e en Øl?« sagde han og rejste sig tungt. Han fik den og satte sig hen i en Krog.

Stolpe sad og legede med Kanarifuglen som ogsaa skulde have sin Del af Gildet. Den sad oppe paa hans røde Øre og pillede ham i Haaret, hoppede saa langs hans Arm ned paa Bordet. Han spurgte hvert Øjeblik: »Hvad har Hansemand?«

»Piip!« sagde Kanarifuglen hver Gang. Saa lo de alle: Hansemand har Pip!

»Nej, hvor er han klog, at han saadan kan svare,« sagde Konerne.

»Klog – nej han er durkdreven er han! Engang havde vi købt en Hun til ham; for Mutter syntes det var Synd, at han ikke ogsaa skulde ha’e Kærligheden at føle. De giftede sig ogsaa meget pænt, og Madammen la’e to Æg; men da hun gav sig til at ruge paa dem, blev Hansemand sku gnaven i Ansigtet – han kaldte paa hende, at hun værsgod skulde komme med op paa Pinden. Det vilde hun ikke, og en Dag hun var henne og tog sig lidt Mad, hoppede han ned og vippede Æggene ud mellem Tremmerne. Han var skalusse – Raden! Jo Dyr er storartet kloge, det er kolossalt som saadan en lille Tingest kan regne den ud! Vil I nu bare se dèr.«

Hansemand var hoppet hen over Bordet og var i Lag med Resterne af Kransekagen. Han sad paa Kanten af Fadet, og vippede veltilfreds med Halen mens han huggede i sig; pludselig lod han noget uartigt falde ned paa Dugen. »Naa da!« udbrød Stolpe forskrækket – »det skulde bare været én anden én! Saa skulde I ha’e hørt Mutter bruge Mund.«

Gamle Lasse var ved at ryste sammen af Latter, saa lystige KumpanerA havde han aldrig været imellem før. »Dette her er jo lige som at komme midt op i en halv Snes af Bror Kalles Slags,« hviskede 164| han til Pelle. Pelle smilede blot fraværende. Ellen holdt hans Haand i sit Skød og sad og legede med Fingrene.

Der kom et Lykønskningstelegram til Pelle fra Fagforeningen; det bragte igen Samtalen ind paa alvorligere Omraader. Morten og Stolpe kom i Dispyt om Bevægelsen; Morten mente, den ikke tog nok Sigte paa den enkelte men lagde for megen Vægt paa Stemmemassen. Han mente Revolutionen skulde komme inde fra.

»Nej,« sagde Stolpe – »det fører ikke til noget. Men kan vi sætte vore egne ind i Rigsdagen og faa Flertal, saa omdanner vi Samfundet efter vort Program. Og det er fuldt ud lovligt!«

»Ja men det drejer sig om Mad!« sagde Morten stærkt. »Sultne Folk skal ikke sidde og øve sig i at blive Flertal – for Nmens Græsset gror, dør Koen! De skal tage selv; gør de ikke det, saa er der noget i Vejen med deres Selvfølelse – og saa maa man vække dem til Bevidsthed om deres eget Menneskeværd. Hvis der kom en Lov og forbød Fattigmand at indaande Luften, tror De saa han lod være med det? – han kunde simpelt hen ikke! Det er sørgeligt, at han kan gaa og se paa Mad og lade være at spise af den – der er noget i Vejen med hans Levedygtighed her! Og det benytter Samfundet sig af til hans Fortræd. – Hvad har den Fattige med Loven at gøre, han staar jo uden for det hele! En Mand maa ikke sulte sin Hest eller Hund, men Samfundet som forbyder ham det, sulter selv sine Arbejdere! Jeg tror, det hævner sig, at præke endnu mere Lovlydighed for Smaafolk; vi faar skidt Materiale til det ny Samfund engang.«

»Naa ja, det er vel ikke af Respekt for det kapitalistiske Samfunds Love vi øver os i Lovlydighed,« sagde Stolpe lidt usikkert – »men af Hensyn til os selv. Gud hjælpe de Stakler der tager sig til Rette.«

»De holder dog Saaret friskt! – alle de andre der sulter i Stilhed, hvad udretter de? Det er bare for 165| faa, saa man har Plads til dem i Fængslerne. Men hvis enhver der sulter, stak sin Arm gennem Butiksruden og tog selv – saa skulde man snart faa Madspørgsmaalet løst; man putter ikke den halve Nation i Fængsel. Nu er Sulten jo en Samfundsdyd mere, som man øver saa man sommetider dør af det – til Fordel for dem der sanker til Bunke. Brave Fattigper faar et Klap paa Skulderen, fordi han er saa lovtro – hvad behøver han mer?«

»Ja for Fanden, vist er det galt fat!« udbrød Stolpe – »men det er jo netop derfor –. Nej De faar mig sku ikke med, min unge Ven! De er mig for rød. Den skær ikke! Nu har jeg været i Bevægelsen fra første Dag, og der er ingen der skal komme og sige, at Stolpe er bange for at vove Pelsen; men den Fason er jeg ikke med paa. Vi har holdt Retningen, og alt hvad vi har naaet fik vi paa den Konto.«

»Ja det er sandt,« udbrød Madam Stolpe. »Naar jeg tænker paa den første Tid og saa nu, vil jeg slet ikke tro mig selv. Dengang kunde vi ikke begaa os – ikke engang blandt Folk af vor egen Stilling; de sjikanerede os paa alle Maader, og hadede Fatter fordi han ikke var samme Slags Drog som de selv, men tog sig af deres Sager. Hver Gang naar jeg kom ud af Køkkendøren, hang der en skidden NRak af en Karklud paa Haandtaget. Ogsaa værre Ting smurte de paa Døren – og hvem var det vel? Jeg sagde det ikke til Fatter, for saa var han blevet rasende og havde revet hele Huset ned for at faa fat paa den skyldige, han havde saamænd nok at slaas med endda. Men nu: Aa dèr kommer Stolpe – Hurra for Stolpe! Ham maa man ha’e Respekt for, for han er Veteran!«

»Det kan være meget rigtigt,« mumlede Albert Olsen – »men Skiferdækkeren kravler ligegodt højest.« Han sad med sænket Hoved og saá ond ud af Øjnene.

»Vist kravler han højest,« sagde Madammerne. »Der er jo heller ingen der siger andet.«

166| »Lad ham bare være,« sagde Stolpe, »han har en lille én paa!«

»Saa skulde han saamænd gaa sig en Tur i Luften og ikke sidde og være ubehagelig,« sagde Madam Stolpe bestemt.

Badutspringeren rejste sig besværligt. »Sa’e De en Tur i Luften, hva’ Madam? Ja for er der nogen der kan gaa i Luften, saa er det sku Albert Olsen. De storsnudede Murere, hvad kan de vel?« Han stod med ludende Hoved og gav ondt af sig. »Ja ja, saa gaar vi en Tur i Luften – mig skal I ikke være Nar for.« Han ravede ud ad Køkkendøren.

»Hvad skal han dog den Vej?« udbrød Madam Stolpe forskrækket.

»Aa han skal vel bare ned i Gaarden og Nha'e Kallunet vendt,« sagde Otto. »Han er en brilliant Fyr, men han taaler ikke noget at drikke.«

Pelle havde siddet og ridset med Blyanten paa et Ark Papir, mens de andre diskuterede. Ellen hang over hans Skulder og saá paa ham; han havde hendes hede Aande i Øret, og smilte lykkeligt mens Blyanten arbejdede. Ellen tog Tegningen da han var færdig, og skubbede den hen ad Bordet til de andre; det var en tyk svedende Mand der trillede sin egen Mave foran sig paa en Bør. »Kapitalismen – naar vi andre nægter at gøre Tjeneste længer!« stod der neden under. Tegningen gjorde megen Lykke. »Du er mig Pokker til Fyr du!« sagde Stolpe. »Den sender jeg ind til NVittighedsbladet – jeg kender Redaktøren.«

»Ja han!« udbrød Lasse stolt – »der er ikke den Ting han ikke kan. NBølen maa vide hvor han har det fra, for efter Faderen er det ikke.« Saa lo de.

Tømrer Stolpes skikkelige Kone sad og saá forundret paa Tegningen, flyttede saa Blikket hen paa Pelles Fingre og tilbage igen. »Jeg kan forstaa at man kan sige noget morsomt med Munden,« sagde hun – »men med Fingrene, det begriber jeg ikke. Og den Stakkel, som han maa slæbe paa sin Mave! 167| Det er næsten værre endnu end dengang jeg gik med Viktor.«

»Fætter Viktor – det er hans den mindste der var saa knusende klog!« sagde Otto forklarende og sendte Pelle et varskoende Blik.

»Ja han er rigtignok klog, skønt han ikke er mer end et halv Aar. Forleden Dag tog jeg ham med ned for at købe Mælk. Og siden vilde han saamænd ikke ha’e sin Mors det venstre Bryst; Knægten havde ved Gud set, at Kusken tappede skummet Mælk af den venstre Side af Vognen og sød af den højre. – Og en anden Gang –«

»Saa Mutter, lad du det nu være nok!« sagde Tømrer Stolpe. »Kan du ikke se de sidder og holder dig for Trekant? Nu skulde man vel saa se at komme hjem.« Han saa lidt stødt ud.

»Hvad, vil I allerede gaa?« sagde Stolpe. »Ja Død og Pine, Klokken er jo blevet mange. Men vi maa ha’e en Sang først.«

N»Snart dages det –« foreslog Madam Stolpe anstrængt; hun var saa træt at hun nikkede.

Da man havde sunget Socialistmarsjen, brød man op. Lasse fik Lommerne stoppet fulde af Lækkerier til de tre forældreløse.

»Hvor er Badutspringeren henne?« udbrød Otto pludselig.

»Han er maaske blevet syg nede i Gaarden,« sagde Stolpe – »spring ned og se, Fredrik!« De havde helt glemt ham.

Frederik kom op og meldte, at Albert Olsen ikke var i Gaarden – og Porten var laaset. »Han skulde da vel ikke være gaaet op paa Taget?« sagde én.

De gik op ad Køkkentrappen, Døren til Loftet stod aaben, et Tagvindu ligeledes. Otto smed Frakken og svang sig op gennem Vinduet. Helt henne paa Rygningen sad Badutspringeren og snorksov; han støttede Ryggen til NBrandgavlens Kam der ragede Nen halv Alen op, lige bag ham var det bratte Dyb.

168| »Lad vær og raab!« sagde Murer Stolpe dæmpet. »Og tag et ordenlig Tag i ham, før du vækker ham!«

Men Otto gik lige løs paa sin Makker. »Hallo Kammerat! det er Fyraften!« raabte han.

»Javel,« svarede Badutspringeren og kom paa Benene. Han stod lidt og svajede over Afgrunden, saa foretrak han Retningen over Taget, fulgte i Hælene paa Otto og krøb ned gennem Vinduet.

»Hvad Fanden har du bestilt?« spurgte Stolpe leende. »Har du væ’t paa Arbejde?«

»Jeg var bare lidt oppe og trække frisk Luft. Har I en Øl? Men hvad er den a’ – gaar man allerede hjem?«

»Ja du har siddet deroppe to Timer og kigget Stjærner,« sagde Otto.

Alle Gæsterne var gaaet, Lasse og det unge Par stod og ventede for at sige Farvel. Madam Stolpe gik med Taarer i Øjnene og bandt Ellen ind. »Pas nu paa Nattekulden!« sagde hun tykt og blev ved at staa og nikke ned efter dem, med blændede Øjne.

»Saa! der er jo ikke noget at staa og vande Høns efter,« sagde Murer Stolpe og førte hende ind. »Tag du nu og list i Seng, saa skal jeg nok visse Badutspringeren i Søvn. Tak for i Dag Mutter!«