XVIII

Pelle tænkte ofte med Bekymring paa de tre forældreløse i Arken. De lærte ikke noget som kunde komme dem til Gode i Fremtiden, men havde nok at gøre med at slaa sig igennem. De daarlige Tider ramte dem ogsaa, især gennem Karls Fortjeneste; Folk kneb paa Drikkeskillingen. I disse Tider havde de aldrig mere end en Dags Forspring for Mangelen, det mindste Uheld satte den ind paa Livet af dem. Men de lod sig ikke mærke med det, var kun lidt 190| mere alvorlige og stilfærdige end før. Han havde forhørt sig flere Steder for at skaffe Hjælp til dem, men det lod sig ikke gøre, uden at de med det samme blev revet fra hinanden. De der havde Magt til at hjælpe, vilde ogsaa skride ind mod den lille Arne; og det vilde være det værste der kunde overgaa Børnene.

Naar han kom derover, havde Marie altid fuldt op at fortælle og spørge om; han var endnu hendes eneste fortrolige og maatte høre paa hendes huslige Bekymringer og give Raad. Hun løb i Vejret og saá friskere ud end før, hans Nærværelse satte Glæde op i Øjnene paa hende og gav hende røde Kinder. Far Lasse holdt hun Lovtaler over i en rørt Tone, som var han et lille hjælpeløst Barn; men naar hun spurgte til Ellen, blinkede der lidt Skadefryd i hendes Øjne.

En Formiddag han sad hjemme og arbejdede og Ellen var ude med Barnet, ringede det. Han gik ud og lukkede op, der sad et Nummer af Arbejderen i den lille Brevkasse, med Opfordring til at være Holder. Han aabnede ivrigt Bladet mens han satte sig ved Disken igen; en underlig Tilbøjlighed i ham fik ham til altid at løbe Ulykkestilfældene igennem først.

Det gav et Stød i ham. Øverst i Rubrikken stod om en fjortenaars Dreng, der arbejdede paa en Blikvarefabrik og havde faaet Fingrene skaaret af den højre Haand. En Anelse sagde ham, at det var hans smaa Venner Ulykken var slaaet ned paa; han smed en Trøje paa og løb over i Arken.

Marie kom ham urolig i Møde. »Kan du forstaa, hvad der er med Peter? han har ikke været hjemme i Nat!« sagde hun bekymret. »Der er saa mange Drenge, der farter om paa Gaderne om Natten; men af den Slags har Peter aldrig været. Og jeg gik og holdt hans Mad varm lige til Midnat. Han er kanske faldet i daarligt Selskab, tænkte jeg.«

Pelle viste hende Avisen. Om lidt vilde Arkens Beboere faa Øje paa Meddelelsen og komme bu191|sende med det, saa var det bedre han forberedte hende. »Men det er jo ikke sikkert,« sagde han opmuntrende. »Maaske er det slet ikke ham.«

Marie brast i Graad: »Aa jo, det er ham! Jeg har saa tidt gaaet og gruet, naar han fortalte om de skarpe Knive som løber rundt mellem deres Fingre altid. Og de kan jo ikke tage sig rigtig i Agt heller, for det skal gaa hurtig fra Haanden, ellers faar de Afsked. Aa lille Peter, lille Peter dog!« Hun var sunket ned paa Stolen og sad og vuggede over sit Skød som en ulykkelig Moder.

»Vær nu stor og fornuftig, Marie!« sagde Pelle og lagde Haanden paa hendes Skulder. »Kanske er det slet ikke saa slemt; Aviserne overdriver altid. Nu skal jeg stikke ud og faa ham opsøgt.«

»Gaa først ud paa Fabrikken!« raabte Marie og rejste sig energisk – »der ved de lettest noget. Men du maa endelig ikke sige hvor vi bor – hører du! Husk paa Skolegangen – og han har ikke meldt sig til Præsten for at blive konfirmeret. Vi kan blive straffede, hvis man opdager det.«

»Jeg skal nok tage mig i Agt!« sagde Pelle og skyndte sig af Sted.

Ude paa Fabrikken fik han den Besked, at Peter var paa Hospitalet. Han løb derind og naaede lige at komme i Besøgstiden. Peter sad over Ende i Sengen med Haanden i Bind; den stumpede underlig forkrøblet i Bindet. Og i Drengens Ansigt havde Græmmelsen allerede traadt de dybe uudslettelige Spor, der saa trist kendetegner Arbejdets Invalider. Lemlæstelsens hele frygtelige Rækkevidde stod og grublede i hans Barneblik.

Han blev glad da han saá Pelle, og gjorde en uvilkaarlig Bevægelse med den højre Haand; saa tog han sig i det og rakte den venstre frem. »Nu skal man jo til at stikke paa Næven med Kejten,« sagde han med et græmmet Smil – »det bliver underligt. Naar jeg endda bare kan bestille noget, for ellers –« han gjorde en truende Bevægelse med Hovedet. »Jeg skal ikke have noget af at ligge Marie og Karl til 192| Byrde hele mit Liv. Tror du jeg vil komme til at arbejde igen?«

»Vi skal nok finde paa noget,« sagde Pelle – »der er ogsaa gode Mennesker til. Kanske hjælper en eller anden dig til at studere!« Han vidste ikke selv, hvorfor han faldt netop paa den Tanke; han havde aldrig selv set noget saadant Tilfælde. Det var Barndommens Æventyrdrømme der fostrede hele den Forestillingskreds, næret af Læsebøgernes Anekdoter om fattige Drenge. Han stod over for det umulige og greb simpelthen efter det umulige.

Peter havde ingen Læsebøger bag sig. »Gode Folk!« udbrød han og blæste haanligt – »de ejer jo aldrig noget! Og jeg kan ikke engang læse – hvordan skal man saa lære at studere? Karl kan, han har lært sig det af Skiltene paa Gaden naar han løb Bud – han skriver ogsaa! Og Hanne har lært Marie lidt. Men jeg har jo hele Tiden bare staaet paa Fabrikken.« Han stirrede bittert ud for sig; det var trist at se saa hærget hans Ansigt var – helt indfaldent!

»Du skal nu ikke være bekymret alligevel,« sagde Pelle fortrøstningsfuldt. »Vi finder nok noget.«

»Ja men ikke Fattigvæsenet – lad vær med at rende og tigge til mig,« svarede Peter vredt. »Og Pelle,« – han hviskede for at ingen paa Stuen skulde høre det – »her er ikke morsomt. I Nat laa der en gammel Mand og døde lige her ved Siden af mig; han døde af Kræft, og de stillede ikke en Gang et Skærmbrædt for. Hele Tiden laa han og gloede paa mig! Men om nogen Dage kan jeg nok slippe ud. Saa skal der betales – ellers gaar det for Fattighjælp og de giver sig til at snuse – jeg har stukket dem en Plade du! Kunde du ikke komme og løse mig ud? Marie har Huslejepenge liggende – dem kan du ta’e.«

Pelle lovede det og skyndte sig hjem til sit Arbejde. Ellen var hjemme – hun gik og saa forundret ud. Han satte hende ind i Sagerne. »En rigtig prægtig Gut er han,« sagde han næsten græde193|færdig. »Lidt for alvorlig af alt det Arbejde – og nu er han Krøbling. Et Barn kun og allerede Invalid for Arbejdet – det er forfærdeligt at tænke paa!«

Ellen kom hen og tog hans Hoved ind til sig, hun strøg ham dulmende hen over Haaret.

»Vi maa gøre noget for ham, Ellen!« sagde han dumpt.

»Du er saa god Pelle – du hjalp jo gærne alle Mennesker. Men hvad kan vi? Sparepengene brugte vi jo til Barselhistorien.«

»Vi maa sælge en af Stumperne du – eller sætte noget ud!«

Hun saá forfærdet paa ham. »Pelle, vort Hjem! her er jo ikke mere end lige det nødvendige. Og som du elsker vore fattige Ting! Men hvis du synes, saa –! Du gør jo allerede noget for ham ved at ofre din Tid.«

Saa tav han. Hun bragte det flere Gange paa Tale som noget der maatte overvejes, men han svarede ikke. Hendes Tale pinte ham – enten handlede man eller tav!

Om Eftermiddagen gjorde han sig et Ærende i Byen og tog ud paa Fabrikken. Han henvendte sig paa Kontoret og fik Fabrikanten selv i Tale. Fabrikanten var ilde berørt af det passerede, men maatte gøre gældende at det udelukkende skyldtes Uforsigtighed. Han raadede Pelle til at faa en Indsamling i Gang blandt Fabrikkens Arbejdere, og aabnede selv Indsamlingen med et Beløb paa tyve Kroner. Desuden stillede han i Udsigt, at Peter som var en paalidelig Fyr, kunde faa Stillingen som Bud og Opkræver naar han kom sig.

Peter var godt lidt blandt sine Arbejdskammerater; der kom et pænt lille Beløb ind. Pelle betalte hans Hospitalsophold, og der blev saa meget til overs, at han kunde gaa hjemme og hvile ubekymret, til Haanden var lægt og han kunde tiltræde Pladsen som Fabrikkens Bud. Den lille Invalid var i helt godt Humør ved at vide Udkommet sikret; 194| han anvendte Tiden til at drive om i Byen hvor der var Musik og lære sig de nye Melodier. »Det er den første Ferie jeg har haft, siden jeg kom paa Fabrikken,« sagde han til Pelle.

Stillingen som Bud fik han ikke – der var kommet en anden i Vejen. Men han fik Lov til at gaa ind i sit gamle Arbejde igen! Resterne af den højre Haand kunde nok holde Blikpladen ned mod Bordet, og den venstre maatte øve sig i at føre den rundt mellem de roterende Knive. Det krævede bare Tid, og endnu lidt mere Aarvaagenhed.

Ulykken brændte sig ind i Pelles Sjæl og kaldte paa hans hvilende Harme! Tilfældet havde givet ham de tre forældreløse til Søskende, og han følte Peters Skæbne saa sviende, som havde den ramt ham selv. Skændigt var det, at Børn skulde friste Opholdet ved livsfarligt Arbejde for at holde sig et forsmædeligt Fattigvæsen fra Livet. Hvad var det for en Samfundsorden? Han følte en kvælende Trang til at slaa!

Byrden fra Dues Skæbne lagde sig igen over hans Ansigt, øget med dette ny; Ellens bløde Hænder kunde ikke stryge den bort. »Lad dog være med at se saa bister ud – du skræmmer jo Barnet,« sagde hun og rakte Lille Lasse hen imod ham. Og Pelle forsøgte at le. Men det blev et grumt Smil.

Han følte ingen Trang til at lade Ellen se ind i sit blødende Sind, og talte med hende om ligegyldige Ting. Ellers sad han og saá sig ud, vaagent spejdende efter Tegnet. Følelsen af at være udvalgt til noget fyldte ham igen, han var vis paa at der var Bud under Vejs til ham.

Saa døde Formand Petersen, og han blev igen opfordret til at overtage Ledelsen af Fagforeningen.

»Hvad siger du til det?« sagde han til Ellen, skønt Beslutningen var uigenkaldelig.

»Det maa du jo nærmest selv om,« svarede hun 195| forbeholdent. »Hvis du har nogen Fornøjelse af det, saa –«

»Det er ikke for min egen Skyld jeg gør det,« sagde Pelle mørkt. »Jeg er jo ikke noget Kvindfolk.«

Han fortrød straks sine Ord og gik hen og kyssede hende. Hun havde Taarer i Øjnene og saá forundret paa ham.