af Martin Andersen Nexø (1909)   Udgiver: Henrik Yde (2002)   Tekst og udgave
forrige næste

XXI

Det hændte tidt Pelle at han længtes tilbage mod det stille inderlige Samliv med Ellen og Lille Lasse, han følte vemodigt, at de levede inde i en lykkelig Verden og var i Færd med at indrette sig paa at undvære ham. »Naar du nu faar dette fra Haanden, skal du rigtig have det hyggeligt med dem igen,« tænkte han.

Men det ene hang uløseligt sammen med det andet, af et Spørgsmaals Løsning fødtes et andet, Fattigmands Verden viste sig at være en indviklet Historie. Rygtet om hans lykkelige Haand som Organisator bredte sig udover, overalt arbejdedes der for 208| Sammenslutningstanken, de mange begyndte at rette Øjnene paa ham i Forventning.

Jævnlig kom der Arbejdere til ham og bad ham være dem behjælpelig med at danne Organisation – ingen havde saa godt Greb paa det som han. Saa sammenkaldte de til Møde, og Pelle lagde Sagerne frem for dem. Der var kommet noget af det store Sving i hans Tale, men de forstod ham godt. »Han taler, saa Ørerne klør paa én,« sagde de til hinanden. Der blev saa valgt Tillidsmænd, og Pelle satte dem ind i den praktiske Side af Sagen.

»Men I maa ofre Penge, saa I faar en Kasse,« sagde han bestandig – »uden Penge ævner vi ingenting. Husk paa, det er selve Kapitalen vi slaas med.«

»Skal der anvendes Bøsser i Kampen?« spurgte en enfoldig Arbejder engang.

»Ja Sparebøsser!« svarede Pelle raskt.

Saa lo de og vendte de brøstfældige Lommer. De saá lidt paa Pengene, før de gav dem fra sig. »Skidt, det slaar jo aldrig til alligevel,« sagde de saa.

»Der kommer nok den Dag da det slaar godt til – bare vi staar sammen,« sagde Pelle fortrøstningsfuld.

Det var Fedtet der blev skrabet af deres Brød – han vidste det godt. Men det fik ikke hjælpe! Han var ikke selv saa godt stillet i denne Tid som en af dem.

Virksomheden førte ham udad i større og større Kredse, til han en Dag følte sig midt i Masserne. Deres Antal forbløffede ham ikke, han havde egenlig altid kendt det! Han voksede med Tilgangen og anlagde stadig større Maal paa Bevægelsen og sig selv.

I disse Tider foregik der en mærkværdig ydre Forandring med ham. Over hans Pande laa fremdeles de dybe Rynker der hos unge Mennesker plejer at tyde paa en mørk Barndom; de var det eneste bitre Vidnesbyrd om hvad han havde taget paa sig, 209| og mindede om en ladet Sky. Ellers var han frisk nok, de daarlige Kaar kuede ham ikke; han levede i Samfølelsen og var næsten altid glad. Han fik runde Kinder som en Hornblæser, og udspilede Næsebor der understregede det fyrige; han forbrugte megen Luft og holdt altid Klæderne opknappet over Brystet. Gangen var rank og spændstig, hele Skikkelsen paagaaende. Naar han talte ved Møder, var der Slag i hans Ord, han blev ildrød i Hovedet og svedte. Noget af Rødmen blev staaende paa Ansigt og Hals, og der var bestandig en hidsig Klang i Kroppen paa ham. Naar han kom gaaende, virkede han som Forblæseren til en Kolonne.

De mange var hans Element. Der var meget som skulde samles under én Hat. Endnu manglede de fleste klar Forstaaelse, gammel Mistro dukkede pludselig op, der løb mange Tvivl løse mellem Masserne. Nogle troede blindt, andre sagde: Skidt, enten den ene eller den anden plukker os! Der skete ikke noget haandgribeligt stærkt som kunde falde enhver i Øjnene; de maatte støtte sig til Personen som den Blinde til Føreren, og forlangte at høre hans Stemme bestandig. Pelle blev deres Yndlingstaler. Han følte deres blinde Tillid løftende paa sig, og saá langt ud over Virvaret for dem. Han havde altid haft noget med Lykken at skaffe, han! nu øjnede han den tydeligt ude i Forlængelse af Fremmarsjen og tændte i dem med sin uimodstaaelige Ildfuldhed.

En Aften var han tilkaldt for at vække et sløvt Fag. Det var Renovationsarbejderne, og for at ægge deres Selvfølelse viste han dem, hvilken uhyre Magt de havde i deres foragtede Haandtering. Han gjorde det Tankeeksperiment at lade dem nedlægge Arbejdet, og udmalede med meget Humør Følgerne for den fine Verden. Det havde en overvældende Virkning paa Forsamlingen, man gloede paa hinanden som opdagede man først nu sig selv, og sad i én Latter. For at forfølge sin Virkning viste han, hvor afhængig den ene Virksomhed var af den anden, og lod Fag støtte Fag til Generalstrejken havde lagt sin lammende 210| Haand over Byen. Det var en Fantasi! Pelle kendte intet til Bevægelsens Teorier, men Højtrykket i ham løftede Sløret for de yderste Konsekvenser. Arbejderne gik hjem, vaagne og forskrækkede over den forfærdelige Magt de laa inde med.

Der var noget i det som ikke tilfredsstillede ham selv, det var hans Natur at frembringe – ikke ødelægge! Hvis de Fattige bare vilde, kunde de tage det hele igen – havde Morten engang sagt; og de Ord var blevet ved at spøge i ham. Men han kunde ikke lide voldsomme Omvæltninger, og nu havde han jo fundet en god Vej uden om! Han følte sig overbevist om, at det ubrydelige Sammenhold var uimodstaaeligt og vilde omskabe Tilværelsen ad fredelig Vej.

Sine egne Fagfæller havde han jo svejset sammen, saa de nu stod Last og Brast med hinanden. Det var straks lidt naaet, men skulde der komme noget rigtigt ud af det, maatte Fagets Udøvere her arbejde sammen med dem i alle Landets andre Byer – og det var allerede saa smaat i Gang baade i hans eget og andre Fag. Men alle disse Forbund af lokale Fagforeninger burde igen gaa op i en mægtig Helhed, saa hele Landet blev som én Tanke! I andre Lande foregik jo det samme som her, og hvorfor saa ikke som Slutstén samle alle Landene i én stor Samvirken?

Inden Pelle vidste af det, havde han omspændt hele Jorden med sin Solidaritet. Han vidste nu at Elendigheden er international. At Almuen følte ens Jorden over, var han overbevist om.

Tankens Storhed gik ham ikke til Hovedet; den var groet naturligt ud af Linjerne i hans egen Organisation – det ene var som det andet. Men han blev ved at sysle med den, til den antog faste Former. Saa gik han til Svigerfaderen, der var Medlem af Partibestyrelsen, med sin Plan, og blev gennem ham opfordret til at komme og forelægge den for Hovedledelsen.

Pelle var vant til at tale nu, men havde alligevel 211| Feber da han stod over for Bevægelsens stærke Hjærte. Hans Ord kunde tage de mange; men vilde det lykkes ham at vinde disse prøvede Mænd, der stod styrende bag det hele mens de stilfærdigt passede deres Haandtering? Han følte Dagen som den betydningsfuldeste i sit Liv.

Det var Mænd med et sindigere Temperament end hans. De sad ubevægelige og hørte efter med halv lukkede Øjne; hans stærke Ord vakte Antydningen af et Smil hos dem – dem var de nok ude over! Det var Haandværkere og Arbejdsmænd, der sled haardt for Udkommet hele Dagen lige som han selv; men flere af dem havde et betydeligt Selvstudium bag sig og maatte kaldes lærde Folk. Om Aftenen og Søndagen arbejdede de for Bevægelsen, lagde politiske Planer og sled sig ind i Regnskabsvæsen og stadig voksende Administration. De var blevet tunge af alt dette uvante, der hidtil havde været forbeholdt de andre Samfundsklasser og maatte tilegnes helt fra Bunden; Hovederne var graanede og furede.

Pelle følte at han endnu kun var ved Begyndelsen. Disse Mænd virkede paa ham som et mægtigt hemmeligt Raad; derude saa de ud som enhver ellers, men her ved det grønne Bord sad de og skabte den uhyre Konstruktion, som han blot var med til at genne Masserne ind i; Storpolitiken blev til her. Der var noget gudsforgaaent over det – som at se Myrer lægge Planer til at flytte et Bjærg; og her maatte han ind, skulde han opnaa at udrette noget rigtigt! Men her forlangte man andet end stærke Ord! Han neddæmpede uvilkaarlig sin Tone og gav sig til at tale rent sagligt.

Der lød intet Bifald, da han tav; Mændene sad og og saá jævntgrundende frem for sig. Tavsheden virkede paa ham som det uhyre tomme Rum og gjorde ham svimmel. Alt i ham laa udadvendt og sugede Styrke af Genlyden derude fra, fra de mange som havde skabt ham. Men her i det afgørende tav det hele og lod ham svæve – uden Holdepunkt af no212|gen Slags. Var hele den mægtige Plan for Samvirken da kun Taabelighed? eller var han en Klovn til at fremsætte den? Ingen svarede. Lederne spurgte ham roligt ud om Enkelthederne i hans Plan og tog den saa under Overvejelse.

Pelle gik og var i en forfærdelig Spænding. Han følte, at han havde rørt ved noget af det der bærer de store Afgørelser i sig, og trængte til en Bekræftelse paa at han havde faaet rigtig fat. I sin Vaande vendte han sig mod sig selv. Det laa ikke til ham at spørge indad, men her vilde ingen anden svare. Han maatte søge Anerkendelsen hos sig selv.

Det var første Gang Pelle for Alvor tyede til sit eget Jeg og erfarede, at der lod sig falde tilbage paa det i afgørende Øjeblikke. Men han holdt ikke af Ensomheden og gjorde det nødtvungent. Hjærtet sprang ubændigt i ham, da han fik Meddelelse om at Planen var kendt god. Der blev nedsat et Udvalg til at føre den ud, Pelle blev Medlem af det.


Lands-Sammenslutningen skabte med ét Slag en Hær af de mange Delinger og virkede tiltrækkende alene ved sin Masse. Det blev et stort og anstrængende Arbejde at ordne Skarerne der strømmede til som Vand strømmer til Havet – i Kraft af en Naturlov. Der vilde kræves et stort Feltherretalent til at opstille dem til det endelige Slag og føre dem i Ilden.

Pelle bares naturligt frem i første Række af det store Organisationsværk; hans Arbejde blev særlig det banebrydende, agitatoriske, ingen havde som han de manges Øre. Han havde faaet fast Værkstedsarbejde hos en af de større Mestre, der laa en Anerkendelse af Organisationen i det, og Lønforhøjelsen gjorde at han tjente nogenlunde. Han havde ikke noget imod at Arbejdet faldt ude, Tonen i Hjemmet havde tabt sin lyse Klang. Ellen var kærlig nok, 213| men hun havde altid en Hensigt med det – og han lod sig ikke binde igen!

Naar han kom hjem, var det gærne for at indtage sit Maaltid, gøre sig i Stand og jage af Sted igen – til Møder og Forhandlingsudvalg. Far Lasse var der som Regel om Aftenen, og saá langt efter ham naar han saadan forlod Kvinde og Barn for at stryge ud paa Farten. Han begreb det ikke men vovede sig ikke til at sige noget – han havde stor Respekt for Pøjkens Forehavender. Den gamle og Ellen havde fundet hinanden og var som to røde Kør; der var stor Trøst i det.

Pelle gik frem i en Styrkerus ved Følelsen af de øgende Skarer. Han var som en Legemliggørelse af dem og hørte deres Fodslag gaa igen i sine Skridt; det var naturligt at Forholdene antog store Dimensioner. Han var et Produkt af gammel Kultur, men en Kultur, der altid havde holdt til paa Skyggesiden og var bygget paa tunge knappe Sætninger, som hver for sig rummede en Livssum af bitre Erfaringer. Trangen til Sol og Lys var bestandig blevet skubbet til Side og laa ophobet gennem umindelige Tider – til en uhyre Spænding! Nu brast det, og han tog svimlende Fart; hans Hjærne ravede højt oppe i en blændende Lystaage!

Men paa Bunden var han fremdeles den haandfaste Realist og havde Fødderne paa Jorden! De Slægtled han stod paa, havde Kulden avet og lært at holde sig til det nødvendige, de leverede ham af – enkel og lige til, uden noget Udstyr af Fiksfakserier. Fænomenerne i hans Verden virkede lige ud, en paagaaende Lugt omsatte sig ikke til en spøgelseagtig Banken paa Fortænderne. Virkning stammede i lige Linje fra Aarsag – men de forholdt sig ofte som den store Brand og Tændstikken. Her laa Styrken i hans Fantasi; paa dét var det, han med saa enkel Udrustning kunde omspænde det hele.

Bange for disse Massers Skæbne var han ikke; hvor han ikke kunde se frem, kom gammel Fatalisme ham til Hjælp. Hans Ord flammede lige fuldt 214| og holdt Haabet oppe i de mange, der ikke selv saá Meningen med det hele og syntes, at Tallene nok blev større og større, men at man forøvrigt var lige vidt. Hvor han intet saá selv, var han som en Linse, der samlede Halvmørket og gav det igen som fuldt Lys.

Morten undgik han helst. Pelle havde jævnt opsuget alle Bevægelsens Teorier, de fyldte godt og behageligt ud i ham, og hvad kunde man opnaa mere end at have det hele med sig? Morten havde denne ufrugtbare Trang til at slaa Sindet ud af dets Sikkerhed; han hentede altid Ordene frem indefra, fra Steder hvor man aldrig havde været; og stillede sig op om Gudsrøsten i Biblen, der altid skulde stanse Folk i deres Forehavende! Pelle nærede Ærefrygt for hans egenartede Væsen der aldrig gik i Flok – og søgte uden om ham.

Men Tankerne løb ofte paa ham. Morten havde tændt det første Lys i det Kaos, Erfaringerne fra Pelles Fattigmandsverden laa hen i, og naar han stod over for noget afgørende, spurgte han uvilkaarlig efter, hvordan Morten vilde have handlet.

Undertiden traf de hinanden paa Møder, som var sat i Scene af Arbejderne selv og hvor de begge medvirkede. Morten havde ingen Respekt for de bestaaende Love og nok heller ikke for nye; han tog ikke ivrig Del i Partidannelsen og blev holdt lidt til en Side af de ledende. Men Menigmand stod han i nær Berøring med. Han virkede paa egen Haand, greb ind som ingen anden i det enkelte Tilfælde af Nød og Uret, og arbejdede paa at faa Folk til at tænke selv.

Og de holdt af ham. Pelle og de andre saá de op til, og gjorde med lysende Øjne Plads for dem; Morten stillede de sig smilende i Vejen for og vilde trykke hans Haand – han kunde næsten ikke arbejde sig op til Talerstolen. Hans blege Ansigt fyldte de andres med Glæde – Kvinder og Børn hang ved ham. Naar han gik gennem Fattiggaderne i sit tarvelige Tøj, smilede Konerne til ham. »Det er ham 215| Mestersvenden, der er saa boglærd og god af sig,« sagde de til hinanden. »Og nu har han solgt alle sine Bøger for at hjælpe et stakkels Barn!« Saa gav de deres smaa et Skub. Og Børnene kom hen, tog ham i Haanden og fulgte ham til Enden af Gaden.