309| XXXIII

Nej Pelle fortalte overhovedet ikke Ellen noget mere, hun havde frosset det bort. Hun var som Vintersolen, den Side der vendte bort fra hende fik ikke Del i hendes Varme. Pelle havde ingen Fordringer her mere, han havde forlængst gjort op, at hun ikke kunde dække det stærkeste i hans Væsen – og vænnet sig til den Tanke at gaa ene med det. Han var blevet haardere men ogsaa mere Mand deraf.

Hjemme skrantede Drengen – han fik ikke Pleje nok, og den lille var urolig, navnlig om Natten. Børnenes Klynken og Hosten gjorde det uhyggeligt. Ellen var tavs; som en tung skæbnesvanger Gaade gik hun og passede dem. Hendes udtryksfulde Blik mødte aldrig hans, men han følte det ofte hvile paa sig. Hun var magret af i den senere Tid, og det gav hendes Skønhed en fanatisk Glød, en Tilsætning af Gift syntes han stundom. Der var Tider, hvor han vilde give Livet for et oprigtigt brændende Kærtegn fra denne Kvinde.

Han forstod hende mindre og mindre og fyldtes ofte af uforklarlig Angst for hende. Hun led frygteligt under Børnenes Tilstand; og naar hun talte dem til Ro med blødende Hjærte, kunde hendes Ord rumme en skæbnesvanger Klang der fik ham til at gyse. Undertiden jog den Tanke ham hjem, at hun havde forgrebet sig paa sig selv og dem.

En Dag han kom ilende hjem under dette Indtryk, kom hun ham smilende i Møde og lagde 25 Kroner paa Bordet foran ham.

»Hvad er det?« spurgte Pelle forbavset.

»Dem har jeg vundet i Lotteriet,« sagde hun.

Det var altsaa derfor, hendes Færd havde været saa underlig hemmelighedsfuld i de senere Dage – som om der var et eller andet han for ingen Pris maatte vide. Hun havde gaaet og vovet de sidste Skillinger, og været angst for at han skulde opdage det.

310| »Men hvor har du faaet Penge fra?« spurgte han.

»Dem laante jeg af min gamle Veninde Anna – vi spiller sammen. Nu kan vi faa Læge og Medicin til Børnene og behøver ikke gaa og mangle alting,« sagde hun.

Pengene forvandlede hende og førte dem igen varmt ind til hinanden. Ellen blev mere øm mod ham end nogensinde, og kælede bestandig for ham. Der var noget nyt over hende, en Slags Sønderknuselse i hendes Væsen, som gjorde hende myg og elskelig at have med at gøre og bandt Pelle til Hjemmet med Længselsbaand. Han hastede hjem nu igen. Han tog hendes Væsen som Afbigt for hendes strænge Dom; hun var forandret dèr, begyndte ogsaa at interessere sig for hans Arbejde i Sagen og opfordrede ham ved mange Træk til at blive ved. Det viste sig, at hun trods sin tilsyneladende Kulde havde fulgt godt med. Hendes Væsen undergik en forunderlig Forvandling. Hun den haarde sikre Ellen blev mildtdømmende og vag, hun tog ikke den skarpe Afstand fra Ting, og kunde bøje Hovedet spagfærdigt. Hun var ikke selvretfærdig mere.

En Dag henad Aften sad Pelle hjemme foran Spejlet og barberede sig; han havde klippet sit store smukke Overskæg helt ind, og var nu i Færd med at rage efter. Ellen gik og morede sig over, saa det forandrede hans Ansigt. »Jeg kan jo knap kende dig igen,« sagde hun. Han troede, hun vilde have lagt sig paa tværs af dette her og sat hans Overskæg over Sagen; men hun tog meget kært paa det. Han begreb ikke Forandringen med hende!

Da han var færdig, rejste han sig og gik hen til Lille Lasse, men Drengen skraalede op af Skræk. Saa tog han noget gammelt Fabrikstøj paa, sværtede sig i Ansigtet og Hovedet og gik over mod den store Maskinfabrik. Fabrikken holdtes nu i fuld Gang, og arbejdede med skiftende Hold Nat og Dag ved Hjælp af sine internerede Skruebrækkere, som af Folkevittigheden kaldtes de Indelukkede. Jærn311|mændene havde forfulgt deres Sejr og begyndt at sætte endnu en Virksomhed i Gang; blev det saadan ved, vilde en Dag hele Bedriften gaa sin Gang udenom de Udelukkede, og de kunde staa paa Gaden og se til. Men nu skulde der slaaes et Slag! Pelle kom med Glæde og Varme i sig hjemme fra og var knusende oplagt.

Han slap ubemærket forbi Strejkevagten og hen til Porten. »De sover de Sataner!« tænkte han gal i Hovedet og var lige ved at ødelægge det hele for at give dem en Røffel. Han bankede dæmpet paa og blev lukket ind. Portneren førte ham til Værkføreren der heldigvis var en Tysker.

Pelle blev antaget som Støberiarbejder for en ret høj Dagløn; desuden fik han Løfte om en Dusør paa 25 Kr., naar han havde været der en vis Tid. »Det er Judaspengene,« sagde Værkføreren grinende. – »Og saa bliver De naturligvis foretrukket til Arbejde naar Lockouten er forbi. De er vel klar over, at De ikke slipper ud for det første? Vil De have noget sendt til Konen, besørger vi det.« Saa fik Pelle en Krog anvist, hvor der laa en Halmsæk; det var Bopæl og Natteleje.

Paa Fabrikken gik Arbejdet som det bedst kunde. Arbejderne kastede sig over det i Raptus, gik saa og sløsede, stod i Grupper og snakkede, og gjorde hvad de vilde. Formændene turde ikke sige noget; naar de kom med en fredelig Henstilling, fik de Grovheder. Arbejderne benyttede sig af deres Uundværlighed, de opførte sig som rene Tyranner, og slog bestandig paa at de godt kunde gaa. Med det Ord beherskede de Situationen.

De fik stor Løn og rigeligt med Mad og Drikkevarer, Arbejdstiden var ogsaa kortere end ellers. De forstod ikke rigtig dette Omslag i Tilværelsen og gik om og saa store ud. Men paa Bunden af deres Ansigter var der en egen Famlen, som var de utrygge for hinanden. De hjemlige Arbejdere der var i Mindretal, holdt sig for sig selv – som næ312|rede de inderst inde Foragt for disse Folk, der kom tilrejsende for at fiske i Elendigheden.

Der arbejdedes med tre Hold som løste hinanden af hver otte Timer. »Ej se!« tænkte Pelle – »det er jo ligefrem 8-Timers Arbejdsdagen. Dette her er nok Fremtidsstaten.« Lige i det han kom, blev et Hold afløst; de gav sig straks til at holde et Helvedes Spetakel, dundrede løs paa Metalgenstandene og raabte paa Mad og Brændevin. Saa blev der baaret ind, store Kedler med Bankekød og Kartofler. Pelle kom i et Sjak paa en halv Snes Mand.

»Spis Kammerat!« sagde de – »du er vel sulten? Hvor længe har du gaaet inden du gav op?«

»Paa tredje Maaned,« svarede Pelle.

»Saa er du sku sulten. – Frem med Kødet! mere Kød her!« raabte de til Køkkenkarlene. »Kartoflerne maa I godt beholde! vi har ædt Kartofler nok i vor Tid. – Dette her er sku Slaraffenland med Smørsovs til! Saadan er det jo, de har gaaet og sagt det vilde blive: God Løn og lidt at bestille, Masser af Mad og Brændevin! Kan I saa se, det var godt vi holdt ud da det galdt – nu kommer Belønningen. Skaal du, hva’ Fan du hedder – du dèr med den!«

»Karlsen,« sagde Pelle.

»Skaal Karlsen! Og hvordan skær den saa derude? Har du set min Kone for nylig. Hun er nem at kende; det er en med syv Børn og ingenting at putte i dem! – Hvordan gaar det med Lønkampen?«

Bagefter satte de sig til at spille Kort og drikke, eller drev om og yppede Klammeri; der sad en ond Braad i dem, de gik og havde en giftig Trang til at stikke hinanden. »Kom og spil et Slag med, Kammerat – og faa dig en Dram!« sagde de til Pelle. »Hvad Fanden skal man faa Tiden til at gaa med i dette Helvede? sove sejsten Timer i Døgnet kan man ikke blive ved med i Længden.«

Der var øredøvende Larm som i et vældigt Værtshus, Raab og Skænden; enhver gav sit Bidrag til 313| Spetaklet som galdt det om at overdøve noget. De kunde faa Drikkevarer at købe paa Fabrikken, og hvad de tjente drak de op. »Det er Samvittigheden,« tænkte Pelle – »de er gode Kammerater paa Bunden.« Det lovede godt for hans dristige Forehavende. En Gruppe Tyskere tog ingen Del i Orgiet men havde indrettet sig en Sparekoloni henne i det fjærneste Hjørne af den store Hal; de var her for at tjene Penge!

I en af Grupperne opstod der Klammeri om Spillet; de brugte grov Mund mod hinanden, til Skældsordene kulminerede i Ordet Skruebrækker. Det gjorde dem helt rasende, det var som gik der Hul paa en Byld; al deres opsparede Skamfølelse og Ondskab over de forsmædelige Forhold brød løs. De brugte Knive og Værktøj mod hinanden. Politiet der Nat og Dag havde Vagt ved Fabrikken, blev kaldt ind og bragte Ro. En saaret Smed blev forbundet inde paa Kontoret, men der fandt ingen Arrestation Sted. Saa faldt der pludselig Slaphed over dem.

De sværmede stadig om Pelle, han var ny Mand og kom derude fra. »Hvordan gaar det derude?« var det bestandige Spørgsmaal.

»Dem derude gaar det godt nok. Det ser værre ud for os herinde,« sagde Pelle.

»Gaar det dem godt siger du? Vi har ladet os fortælle, at de er lige ved at overgive sig.«

»Hvem har I det fra?«

»Fra Fabrikslederne her.«

»Saa har de stukket jer en Plade for at holde den gaaende med jer.«

»Du lyver! Og hvad skal det sige at det ser værre ud for os her? ud med Sproget!«

»Vi faar aldrig fat igen! Nu sejrer Kammeraterne – og saa stiller de den Fordring for at optage Arbejdet, at vi skal holdes udenfor.«

»For Satan da ogsaa – og vi som har faaet Løfte om det bedste Arbejde!« raabte en stor Smed. »Men du lyver gør du! Og hvorfor kommer du her, naar 314| de er ved at sejre derude? – svar for Dælen! Man tyer vel ikke ind i dette Helvede, naar man ikke er nødt til det!«

»For at svigte Kammeraterne kan du vel begribe,« svarede Pelle haardt. »Jeg vilde prøve, hvordan det er at slaa Brødet ud af Munden paa de sultne.«

»Det er Løgn! saa ondskabsfuld er ingen! Du gør Nar af os din Djævel!«

»Giv ham en Dragt Prygl,« sagde en anden – »han spiller Rod. Er du Spion, eller hvad vil du her? Du hører nok til blandt Idioterne derude.«

Det var Pelles Plan at holde gode Miner til slet Spil og lirke sig frem. Men nu blev han gal i Hovedet.

»Du skulde nødig kalde hæderlige Mænd Idioter,« svarede han opbragt. »Ved du hvad I er? I er nogle Svin som ligger og fraadser og bæller i jer, og lever højt paa Kammeraternes Nød! Det er hvad I er – Judas’er der sælger den gode Sag for nogle beskidte Penge. Hvormeget fik I? – 25 Kroner hva’? Og derude gaar de og sulter trofast, for at vi alle – I ogsaa – kan faa det lidt menneskeligt i Fremtiden.«

»Nu holder du Kæft,« sagde den store Smed. »Du har ikke Kone og Børn, saa er det let nok at snakke.«

»Er det ikke dig der bor i Jægersborggade?« slog Pelle ned over ham. »Og sender du maaske hvad du tjener, til Kone og Børn? Hvorfor lider de saa Nød? I Gaar blev de smidt paa Gaden; Organisationen tog og skaffede dem Tag over Hovedet, skønt det var en Skruebrækkerfamilie.« Det var Pelle selv der havde gjort Udvej for dette.

»Sender – vist Fan er det min Agt at sende dem noget. Men naar en nu fører dette Helvedes Liv, saa gaar Pengene til Sprut forstaar du! Og nu skal du ha’e Klø,« Smeden smøgede op for sine vældige Muskler, han var ikke ædru og skulede ondt som en gal Tyr.

»Vent lidt,« sagde en ældre Mand og traadte hen 315| til Pelle. »Jeg synes jeg har set dig før, hvad er dit Navn med Forlov?«

»Mit Navn – det kan I godt faa. Jeg er Pelle.«

Navnet virkede som en Eksplosion, han skød straalende i Vejret for deres Øjne. Smedens Arme faldt slappe ned, han vendte skamfuld Hovedet bort. Pelle selv stod midt iblandt dem! de havde svigtet ham, vendt ham Ryggen, og dèr stod han og smilede, ikke Spor af vred. Kammerater kaldte han dem tilmed, han foragtede dem ikke engang! »Pelle er her,« sagde de dæmpet, videre og videre ud, med en egen tung Dvælen paa Navnet. Der blev Mudder omkring i Hallen. »Hvad Satan, er Pelle kommet!« udbrød de og tumlede paa Benene.

Pelle var sprunget op paa en stor Ambolt. »Stille!« raabte han med Tordenstemme. »Stille!« Der blev lydløs Stilhed i Rummet, man kunde høre deres dybe Aandedrag.

Formændene kom styrtende og vilde trække ham ned. »Her maa ikke holdes Taler!« raabte de.

»Lad ham tale!« sagde den store Smed truende. »Ham er I for smaa til at stoppe Kæften paa!« Han greb en Forhammer og stillede sig ved Foden af Ambolten.

»Kammerater!« begyndte Pelle i en let Tone – »jeg er sendt herind med en Hilsen til jer fra dem derude. Fra Makkerne som stod ved Siden af jer paa Arbejdspladsen, fra jeres Omgangsvenner og Fagforeningskammerater! Hvor bliver de gamle Svende af? sagde de – vi har dog taget saa mangen Tørn sammen og delt ondt og godt med hinanden. Skal vi nu gaa ind i det ny uden dem? – Og jeres Koner og Børn spørger efter jer! Nu er det Foraar; og de begriber ikke, hvorfor de ikke skal pakke Madkurven og tage i Søndermarken med Fatter.«

»Næ for der er ingen Madkurv!« sagde en tung Stemme.

»Der er dog halvhundred Tusend Mand, der tager den som den er uden at knurre,« svarede Pelle alvorligt. »Og de spørger efter jer og begriber ikke, 316| hvorfor I forlanger mere end de. Har I da gjort mere for Bevægelsen? – spørger de – eller er I Grevesønner der ikke kan gaa støt i Rækkerne? – Nu er det Foraar derude!« vedblev han friskt, »Vinteren er forbi for Fattigmand, han skal til at have lyse Dage! Og saa drejer I til den gale Side og gaar i Fængsel! – Ved I, hvad de Udelukkede kalder jer? De Indelukkede kalder de jer!«

Nogle lo dæmpet. »Den er sku meget godt fundet paa,« sagde de til hinanden. »Den har han selv lavet.«

»De har nu ogsaa andre Navne til os!« raabte en Stemme trodsigt.

»Det har de ogsaa,« svarede Pelle muntert – »men det er fordi de sulter! Saa bliver man urimelig ved I nok – og misunder andre Maden!«

De skuttede sig og trængte sig endnu nærmere om ham; hans Ord sved i dem og gjorde alligevel godt. Ingen kunde lange ud efter én som Pelle, og alligevel faa én til at føle at man ligesom var et ordenligt Menneske. Uden om dem stod de fremmede Arbejdere og lyttede anspændt for at faa lidt med.

Pludselig sprang Pelle midt ind i Nøden og lagde Hjemmenes aarelange endeløse Fortvivlelse blot, saaledes at man saá alt hvad man havde lidt – først saá det rigtig nu. De undredes over at de virkelig havde staaet for saa meget, men vidste godt at det var saaledes; deres drøje Nik bekræftede, at det passede hvert et Ord. Det var Pelles egne fortvivlede Kampe, der nu talte igennem ham – men Lidelsens Kvæde blev lagt over dem. Han selv stod der lys og sejrsikker og ragede urørlig ovenud af alting!

Efterhaanden blev han stærk og skarp i Ordene. Han bebrejdede dem deres Troløshed, mindede om hvor dyrekøbt bittert Sammenholdet var groet frem til en Lov, og gav i korte rammende Ord hele Bevægelsens Opsang som den laa og blundede i hvert et Øre. Det var de gode gamle Toner, Hjemmenes 317| og Arbejdspladsernes egen Melodi, Pelle gav den ny Klang. De havde glemt deres Moders Røst lige som hine Landflygtige – derfor kunde de ikke finde hjem; nu kaldte den dem tilbage – til den gamle Drøm om Lykkeland! Han saá det paa deres Ansigter og var over dem i et Spring: »Kender I noget skændigere end at sælge sit Fædreland? Det har I gjort – endnu før I betraadte det – solgt det med Brødre, Koner og Børn! Og I har afsvoret jeres Religion – Troen paa den store Bevægelse! Buddene har I fornægtet, og solgt jer selv for nogle Judaspenge og en Omgang Brændevin!«

Han stod med den venstre Haand paa den store Smeds Skulder; den højre holdt han knyttet ud over dem. I den Haand holdt han dem; han følte det saa stærkt, at han ikke turde lade den synke men blev ved at holde den udstrakt. Der gik en mumlende Bølge gennem Rækkerne og forplantede sig til de fremmede Arbejdere ogsaa. De smittedes af de andres Bevægelse, og fulgte anspændt med skønt de ikke forstod stort af Sproget. Ved Udfaldene nikkede de og puffede til hinanden, og nu stod de ubevægelige med forventningsfulde Ansigter; de var under hans Tales Magt de ogsaa. Det var Solidariteten, den mægtige jordomspændende Kraft! Pelle erkendte dens forunderlige Væsen, saa der løb Kuldebølger op og ned over hans Ryg. Han holdt dem alle i sin Haand, og nu skulde Slaget slaaes – inden de fik Tid til at tygge paa det. Nu!

»Kammerater!« raabte han overlydt. »Jeg sagde til dem derude, at I var hæderlige Folk som Nøden og et Øjebliks Uforstand havde ført op i Suppedasen. Nu gaar jeg ind og henter jeres Venner og Makkere – sa’e jeg – de længes efter at komme ud i Foraaret til jer igen! – Har jeg løjet naar jeg lovede godt paa jeres Vegne?«

»Nej du har ikke!« svarede de med én Mund. »Leve Pelle! Længe leve Lynet!«

»Saa kom!« Han sprang rask ned fra Ambolten og marsjerede gennem Hallen, slyngende Socialist318|marsjens Opsang ud. De sluttede op bag ham uden Overvejelse eller Skrupler, Tempoet tog dem, det var som en Vaarvind sugede dem ud i det fri. Porten blev slaaet op og Fabrikkens Funktionærer trængt til Side. Syngende og med drønende Takt der tog Revanche efter Indespærringen, drog de ned ad Nørrebrogade med Pelle i Spidsen, ind mod Arbejdernes Bygning.