5| I

NMidt ude i det aabne frodige Land, hvor Ploven netop var i Færd med at vende Mulden om de mange venlige Smaahjem, laa Nen mørk Borg, der til alle Sider satte øde Mure mod den smilende Verden. Ingen Ruder fangede Morgen- og Aftenrøden og gav den bevæget igen, tre Rader jærngitrede Glugger slugte umætteligt alt Dagens Lys. Bestandig lige graadigt gabede de ud, set mod den blaa Foraarshimmel virkede de som Huller ind til det evige Mørke. Med knugende Tyngde ragede Stenkolossen op over de mange smilende Hjem, men den fredelige Befolkning syntes ikke at føle sig trykket. Den pløjede sin Mark helt ind under de øde Mure; og saa langt ud Borgen saas, rettede Øjnene sig mod den med et Udtryk som sagde, at man netop følte sig tryg her under de stærke Mure.

Som et Samlingsmærke ragede den mægtige Bygning op over alting andet; den kunde godt ligne et Tempel, rejst til Guds Ære af en taknemmelig Menneskehed – saa imponerende var den. Men i en fjærn Fortid maatte det være sket! saa barbarisk bygger man ikke længer Boliger – ikke engang til Vorherre – som galdt det kun om at holde Lys og Luft ude! Det svære Murværk var helt gennemslaaet af det klamme Mørke indenfor, Aarhundrederne havde forvitret Overfladen og skabt overdaadige Kulturer i den af Skimmel og Svamp, men det syntes at kunne staa en Evighed endnu. – Bygningen var dog ingen Fæstning, heller ikke et Tempel i hvis Mørke den ukendte Gud holdt til. Nærmede man sig den store tunge Port, der altid var lukket, læste man over 6| Hvælvingen Ndet ene Ord Fængsel, sat med store Jærnbogstaver. Neden under stod et enfoldigt latinsk Vers, der ret fordringsfuldt sagde:

En Dag midt i Foraaret gik den lille Dør i Fængselsporten op, en høj Mand traadte ud og saa sig missende om. Dagslyset slog ham i det blygraa Ansigt, saa han vaklede tilbage og maatte støtte sig til Muren; det saa ud som vilde han flygte ind igen. Han trak Vejret dybt og vandrede saa ud i det aabne Land.

Foraarsvinden tog et velment Tag i ham, prøvede at purre op i det slaveklippede graasprængte Haar, der var krøllet og blond sidst den tog i det, og smøg sig velgørende ind paa den bare Krop som en blød, lidt kølig Haand. Velkommen ud, Pelle! sagde Solen og kiggede ham ind i de udspilede Pupiller, hvor Cellemørket sad og lurede. Men han fortrak ikke en Mine, Ansigtet var som hugget i Sten. Øjnene trak blot Hornhinden saa voldsomt sammen for Lyset, at det gjorde ondt – og blev ved at stirre søgende udover. Hvergang han fik Øje paa et Menneske, stansede han og stirrede spændt – kanske i det Haab, at nogen skulde komme og tage imod ham.

Idet han drejede op paa Kongevejen, blev han raabt an. Han vendte sig om i pludselig hæftig Glæde, dukkede saa Hovedet og fortsatte sin Vej uden at svare – det var blot en Bølle, der stod halvt op af en Grøft inde paa Marken og vinkede. Han kom løbende over Pløjejorden og brølede hæst: »Vent lidt for fan! Nu har en lagt og biet paa Følgeskab hele Dagen – saa ka’ du vel vente lidt!« Det var en bredskuldret, lidt svampet Fyr med flad Ryg og en tyk stejl Nakke, der gik lige op i Kasketten uden at afsætte Baghoved og uvilkaarligt ledte Tanken hen paa Skafottet. Næsebenet var sunket tilbage i det blaarøde Ansigt og gav det en bul7|bideragtig Blanding af Brutalitet og dum Nysgærrighed.

»Hvor længe har du sat?« spurgte han forpustet og sluttede op. Han var ond i Øjnene.

»Jeg kom ind, dengang Vorherre var en lille Dreng – saa kan du jo selv regne efter,« svarede Pelle kort for Hovedet.

»Saa for den Lede – det var en ordenlig Omgang. Og hvad blev du knaldet for?«

»Aa, der var netop en Plads ledig. Saa tog man og puttede mig ind – for at den ikke skulde staa tom altsaa!«

Bøllen saa skulende paa ham. »Nej, den er for tyk – den faar du ikke nogen til at tro paa!« sagde han usikkert. Pludselig stansede han foran Pelle og stak sin Tyrepande op i Ansigtet paa ham: »Nu ska’ jeg sige dig en Ting, min Dreng! jeg vil nødig lægge Haand paa nogen første Dag at jeg er ude, men du sku’ alligevel ta’ og gaa et andet Sted hen med din ærede Hovenhed, sku’ du. For her har en lagt og biet paa Følgeskab lige fra i Morges a’.«

»Det er ikke min Mening at fornærme nogen,« sagde Pelle fraværende. Han saa ud som han ikke var vendt tilbage til Verden endnu, og gjorde ikke Mine til at ville tage for sig.

»Naa ikke det – da var det svært heldigt for dig. Ellers ku’ det pænt ske, at man havde taget et Farvetryk af dit sorgfulde Fjæs – saa nødig man ogsaa gik til det. – Forresten sku’ jeg hilse dig fra Mor.«

»Er det Ferdinand?« spurgte Pelle og løftede Hovedet.

»Lad bare vær’ og skab dig!« Ferdinand spyttede hen ad Vejen. »Man er nok be’en Storborger a’ og sitte, hva?«

»Jeg kendte dig jo ikke,« sagde Pelle indtrængende; han var pludselig kaldt tilbage til Livet.

»Naa ja – naar du si’r det altsaa. Det maa vel være det Snudeskafts Skyld – jeg fik det sla’et ind 8| om Aftenen som jeg havde puttet Mor i Jorden. Jeg sku’ forresten hilse dig.«

»Tak du!« sagde Pelle varmt. Gamle Minder fra Arken kaldte paa ham og satte Blodet i Omløb igen. »Er det længe siden din Mor døde?« spurgte han deltagende.

Ferdinand nikkede: »Naa det var forresten meget godt, for saa er der ingen man behøver gaa og ha’e ondt Samvittighedsnag for. Jeg havde jo sat mig i Ho’edet, at hun ku’ fortjene og ha’e det lidt manerligt paa sine gamle Dage – og var knusende forsigtig; men saa be’ jeg alligevel nuppet paa en Smule Indbrud og fik otte Maaneder. Det var lige efter at du var kommet ind – men det ved du vel?«

»Nej, hvor skulde jeg vide det fra?«

»Jeg telegraferede det ellers over til dig. Jeg sat lige over for – i Fløj A, og da jeg havde regnet din Celle ud, bestilte jeg hele Linjen en Aften og bankede en Hilsen over til dig. Men der sat et Heldøre af en Præst lige paa Hjørnet af din Fløj – en af disse her NSædelighedsfolk – naa det ved du ikke engang? Jo, ham havde jeg hele Tiden mistænkt for at han ikke bankede min Besked videre, skønt der er kostet en gruelig Masse Lærdom paa saadan et Kvaj. Da jeg saa var kommet ud, sagde jeg til mig selv, at nu maatte det være Slut med dette her; for Mor var faldet svært af paa’en. Jeg saa og komme om i en af de Gader, hvor de hæderlige Gavtyve bor, og be’ NKolportør – og det gik meget ordenligt. For nederdrægtig sjofelt vilde det ha’e væt, om hun sku’ lagt og kreperet af Sult. Og vi havde det knusende rart et halv Aars Tid. Men saa listede hun af alligevel, og det skal jeg staa inde for, at saa beskidt Humør har Ferdinand aldrig vaaren i, som den Dag han puttede hende ned ude paa Vestre. Naa, nu ligger Mor dèr og lugter til Ukrudtet fra neden af, og nu kan du li’esaa godt melde færdig, for nu er der ikke mer og ta’e sig af! sa’e jeg til mig selv og gik lige op i Forretnin9|gen og forlangte Afregning. Og saa snød de mig for halvtreds NHoldere – de Kæltringer.

Gu gik jeg til Politiet – jeg var dum nok til det dengang. Men det er jo én Bande det hele. De mente jo som saa, at Ferdinand ham sku’ man ikke tro et Ord af, og vilde helst ha’e puttet mig ind i et Skab med det samme. Men alt det de snusede, var der ingenting at hænge sin Hat paa. Satans som han skjuler det godt denne Gang, den Rad! sa’e de saa og lod mig løbe. Men der be’ snart noget, for saa ordnede jeg selv Spørgsmaalet, og du kan bande paa, Forretningen var ikke tjent med den Ordning. For ser du, der er to Slags Folk, Smaafolk som kun er hæderlige naar de la’r sig plyndre – og saa de andre; hvorfor Fan sku’ man gaa omkring som et klippet Faar og ikke plyndre igen. Naa men engang skal den jo smælde – tre Aar, værsgod! Nu staar jeg til NHorsens!«

»Det kommer dog an paa dig selv,« sagde Pelle langsomt.

»Naa ja, no’et ka’ én naturligvis gøre. Men ser du Politiet b’ir immervæk mer durkdrevent, og den Mand er vist ikke født, som ikke gaar i Saksen før eller senere.«

»Du skulde se at komme ind i en hæderlig Beskæftigelse igen. Det har jo altsaa vist sig og kunne gaa for dig.«

Ferdinand fløjtede: »Naa paa den lumpne Maade! Tak det var forresten sødt, det var en flot Anvisning. Jeg sku’ vogte Storborgernes fede Gæs for dem hva’ – og saa sitte paa Trappen og spise bart Brød til Lugten af Stegen? Nej, jeg siger tak for mig! Og selv om man ogsaa vilde, hva’ saa? Du kan være rolig for der følges godt med, prøver man et ærligt Nap, saa varer det ikke to Dage før Skyggen er der. »Hva’ er det med Ferdinand? jeg hører han ikke har rent Brød i Posen. Det gør mig meget ondt, for han har væ’t rigtig flink – men det er bedst han ser sig om efter noget andet.« Ser du det er de pæne, de andre venter simpelthen til man 10| staar og skal have sin Arbejdsløn, og trækker saa a’ i Lønnen – fordi at man har Nvæ’t deran engang. De ka’ jo aldrig vide, om ikke at man har pillet lidt fra dem ogsaa – vel? og saa er det jo bedst og sikre sig! Gør man Vrøvl, saa faar man Tyveknægten brændt lige i Synet – du ka’ tro Ferdinand har prøvet det. Men nu ka’ du jo selv forsøge.

Gu kommer man igen, naar først man har vaaren der én Gang – og nu staar jeg til Horsens altsaa! Det svinagtige er bare, at den stiger for hver Gang; en Fyr som mig ka’ faa fem Aar for et Indbrud paa fem Kroner – er det maaske ikke og sjofle Folk? Saa maa man sku hellere se og lave noget der klodser. Skidt med’et, bare man engang ku’ faa ordenlig Ram paa det hele! Ser du, hva’ rager det altsammen mig, nu siden Mor kreperede? dèr græder en Unge, men det er sku’tte for min Skyld. Tror du nogen Mors Sjæl vilde Ngræde Potteben, dersom Ferdinand maatte Nlægge Knappen paa Blokken? De vilde komme rendende og glo vilde de – og saa kom man da ordenlig i Avisen.

Ond – gu er jeg ond! Sommetider føler man sig som en ædende stor Byld – og faar Lyst til at sprøjte dem hele Historien lige i Synet. Varme Hænder er der ingen af – det er bar Løgn! – saa man skylder gudskelov ingen noget. Jeg har adskillige Gange mens jeg sat derinde, lagt det hele an til at sla’ Opsynet ihjæl – bare for og faa Ram paa noget; for han ha’de jo ingenting gort mig. Men saa tænkte jeg, at det var alligevel dumt. Skal Ferdinand strække Hals, saa for mig gærne – det ka’ altid være morsommere til en Forandring end og sitte hele sit Liv a’. Men saa maa der først langes én ud, saa det svupper i hele Suppedasen. Dèr har du mig!«

De travede flinkt afsted, med Ansigterne rettet mod Stadens Røgdis langt forude. Ferdinand gik og gumlede paa Skraaen og strittede hvert Øjeblik en sort Straale hen ad Vejen; hans forhærdede Bul11|bideransigt med de blodskudte Øjne udtrykte slet ingenting, nu han tav.

Der kom en Bondeknøs imod dem syngende af fuld Hals. Han kunde vel være 12‑14 Aar.

»Hvorfor er du saa glad, Klør?« spurgte Ferdinand og stansede ham.

»Jeg har trukket en Kvie til Staden, og det fik jeg to Kroner for,« svarede Drengen og lo over hele Ansigtet.

»Saa har du ogsaa været tidlig paa Færde, min Ven,« sagde Pelle.

»Ja jeg trak hjemme fra Kl. tre i Nat. Men nu har jeg ogsaa tjent Dagløn, og har fri hele Resten af Dagen!« svarede Drengen, hev Tokronen op i Luften og greb den igen.

»Pas du paa, den ikke bi’r borte,« mumlede Ferdinand og fulgte Mønten med graadige Øjne.

»Naa–aa!« Drengen lo overgivent.

»La’ se om den er ægte, du. Det er nogle morderlige Gavtyve derinde paa Kvajtorvet.«

Drengen rakte ham Pengestykket. »Ej se, det er jo en af den Slags, der kan brækkes over saa der bi’r to,« sagde Ferdinand og gjorde nogle Taskenspillerkunster. »Jeg maa vel nok ha’e den ene?« Hans Udtryk var blevet spillevende, han blinkede ondt til Pelle og stod og spillede med Mønten, saa det saa ud som der var to. »Værsgod, der har du din!« sagde han og trykkede Pengestykket fast ned i Drengens Haand. »Pas nu godt paa den, saa din Mor ikke ska’ skænde paa dig!«

Drengen aabnede forundret sin tomme Haand. N»Giv mig min Tokrone!« sagde han og smilede usikkert.

»Hva' FanA – du har jo faaet den engang!« Ferdinand stødte brutalt til ham og begyndte at gaa.

Drengen fulgte efter ham og forlangte ihærdigt sine Penge. Saa begyndte han at græde.

»Nu er det ikke morsomt længer – giv ham nu sine Penge!« sagde Pelle mørkt.

»Morsomt?« Ferdinand stansede brat og saa him12|melforbavset paa ham – »tror du jeg spiller for Smaapenge maaske? Hvad rager den Dreng mig, han kan ta’ og skrubbe a’ – jeg er ikke Far til ham.«

Pelle saa et Øjeblik paa ham inden han forstod; saa tog han et Papir med nogle Sølvpenge op af Vestelommen og gav Drengen to Kroner. Fyren stod først himmelfalden, snuppede saa i en Fart Pengene, og fo’r af Sted alt hvad han kunde.

Ferdinand gik og brummede ondt hen for sig og klippede med Øjnene. »Det vil jeg bare sige dig for en anden Gangs Skyld,« udbrød han pludselig og stansede – »at var det ikke fordi det var dig – og saa fordi man nødig vil ha’e denne Dag ødelagt, saa havde jeg smadret Skallen paa dig. For det dèr sku’ ingen anden ha’e budt mig. Er du nu med?« Han stod igen og rystede sin tykke Pande lige foran Ansigtet paa Pelle.

Pelle greb ham med et Lyntag i Krave og Bukser og slog ham tungt ned i en Skærvebunke. »Det er anden Gang i Dag, du truer med at smadre Skallen paa mig,« sagde han forbitret og masede Ferdinands Hoved ned mod Stenene. En Stund holdt han ham haardt nede, men hjalp ham saa paa Benene igen. Ferdinand var blaarød i Hovedet, han stod og svinglede, parat til at kaste sig over Pelle, mens Blikket gik søgende rundt efter et Vaaben. Saa tog han nølende Tokronen op af Lommen og rakte den fra sig som Tegn paa Underkastelse.

»Behold den kun,« sagde Pelle nedladende.

Ferdinand stak den hurtigt i Lommen igen og gav sig til at børste Snavset af sig. »Grynsuppen derinde har nok ikke taget videre paa Kræfterne,« sagde han og skuttede sig gemytligt idet de gik videre. »Der sidder en nederdrægtig Klo paa dig endnu. Jeg begriber bare ikke, hvad du er saa øm over saadan en skaldet Hvalp for – han klarer sig sku nok os foruden.«

»Du var jo ogsaa øm over en lille Knægt, engang man vilde tage Pengene fra ham. Var du ikke?«

13| »Naa ham den Nlille Fyr i Arken, der sku’ hente Mikstur til Moderen? – det er saa længe siden!«

»Du kom i Krambolasje med Politiet for hans Skyld! Det var første Gang du havde noget udestaaende med Øvrigheden, tror jeg!«

»Ja for Drengen havde jo ingenting gort – jeg saa det selv. Saa nikkede jeg Panseren, som vilde slæbe af med ham. Naa, hans Mor var daarlig – og ens egen Gamle levede. Og man var en stor Torsk altsaa! Du skal faa at se, du ikke kommer langt med din Øllebrødsbarmhjærtighed. Skylder vi kanske de andre noget?«

»Ja jeg gør,« sagde Pelle og løftede pludselig Ansigtet mod Lyset. »Men du har nok ikke meget at takke nogen for.«

»Sikke noget forbandet Sludder!« udbrød Ferdinand og gloede paa ham. »Har de væ’t go’e ved dig si’r du? – ogsaa da de smed dig i Fængsel? Du spiller nok fin Frøken, hva’? Nej, hold op med den, den maa du længer ud paa Landet med. Saa du sku’ ha’e fortjent din Omgang Forbedringshus, mens en anden én bare sat og led sort Uret? Sludder! De ved nok hvad de gør, naar de Nklipper Ferdinand; men dig ku’ de rolig ha’ ladet løbe. Du Nmudrede halvtreds Tusend Mand paa Benene, og hva’ lavede I vel? ikke saa megen Forstyrrelse som en Mus i et Par Damebukser! Storborgerne er sku mere bange for Ferdinand end for dig og alle dine Pappenhejmere tilsammen. Forurettet – aa la’ vær! du har jo Savl paa Hagesmækken, Kresjan! Man gi’r ingen Pardon – og saa ta’r man heller ingen; det er det hele. – Og saa ku’ du forresten gøre mig den Tjeneste og ta’e dine to Kroner igen. Ferdinand skylder ikke nogen noget.«

»Saa laan dem da,« sagde Pelle. »Du kan dog ikke komme til Staden helt uden Penge.«

»Ta’e nu og ta’ dem, hva’?« tiggede Ferdinand. »Du kan daarligere faa fat i no’en end en anden en, og det var ogsaa lidt for sjofelt den Maade at jeg fik dem af dig paa. Dér har du sat og pillet 14| dem sammen, fire Øre om Dagen – og kanske undvaaren Skraatobak – og saa sku’ Ferdinand liste dem fra dig? Føj for Satan! – Og du stak lidt til Mor oven i Købet – det ku’ en nær ha’e glemt! – Naa, skidt med det Par Syle du; jeg ved et Sted hvor der kan gøres et godt Kup.«

Et Stykke oven for NDamhussøen tog de en Bivej fat, der førte mod Nord, for at komme ind i Byen fra Nørrebrosiden. Langt nede til højre laa en stor Røgtaage og svævede i Luften, det var Storstadens Dunstkreds. Østenvinden rev Tjavser af den og førte helt herind, saa stak Ferdinand sin Bulbidernæse i Vejret og tog Luft ind. »Hvem der nu sat i NBlodkoppen over en Hestebøf med Løg,« sagde han.

Det var blevet godt hen paa Eftermiddagen. De brækkede sig Stave i et Hegn og gik kraftigt til, fulgte Diger og Grøftekanter som bedst de kunde. Ude over Agrene skar Ploven sin Vej, frem og tilbage igen, og vendte den sorte Muld frem i Dagen, mens Raager og Søfugle sloges i den friske Fure. Plovkørerne havde Tømmen om Livet, hvergang de kom til Vejs Ende og fik Ploven kastet rundt og anbragt til ny Fure, lod de Øgene puste ud og stirrede langt efter de to besynderlige Foraarsvandrere. Saa megen fremmed Luft der hang dem i Klæderne, det var nok to af den Slags Folk, der gaar paa deres Fod fra Land til Land – tænkte de og raabte fremmede Sprogbrokker efter dem for ogsaa at være med. Ak ja, der var jo nogen der fik set sig om! I Morgen var de to kanske allerede i fremmed Land igen, mens en anden gik her og aldrig kom af Stedet!

De kom forbi et hvidt Landsted, der laa fornemt tilbagetrukkent mellem gamle Trær, en høj tæt Tjørnehæk dækkede Haven mod Vejen. Ferdinand kastede et hastigt Blik ind over Laagen – der var rullet ned for alle Vinduer! Han begyndte at blive urolig, lidt henne smed han sig pludselig ned bag et Hegn og vilde ikke gaa videre. »Jeg har ingen Lyst til at vise mig tomhændet derinde,« sagde han. »Aftningen er ogsaa den bedste Tid og komme ansti15|gende i. Lad os bie her til det er mørkt, jeg kan lugte at der er Sølvtøj i Villaen dér.«

»Kom nu og lad de Fantasier fare,« sagde Pelle indtrængende. »Fra i Dag begynder der et nyt Liv! Jeg skal se at hjælpe dig i Gang med et hæderligt Arbejde!«

Ferdinand brast i Latter: »Gud Fader i Skuret! – du hjælpe andre i Gang! Du har nok endnu ikke Nproberet, hva’ det vil sige og vende hjem fra Anstalten; det ska’ vist knibe dig at komme an noget Sted selv, min Far. Nyt Liv, hæ! Nej bi’ nu her, saa laver vi et lille Kup sammen, naar det bi’r mørkt – Villaen ser ikke helt skeløjet ud. Saa i Aften ka’ vi gaa i Blodkoppen og lave vældigt Hjemkomstsold – og Ngi’e de hjemvendte Amerikanere; det er heller ikke pænt og komme hjem og ikke ha’e noget med til Familien. Bi’ nu du! Du sku’ bare se Laura med Armen danse – det er min Madpakke forstaar du. Hun ka’ danse paa et Bord hvor der staar fuldt af Øller med bundet for Øjnene, uden og spilde en Draabe. Der ska’ osse nok bi’e et lille Kis til dig. – Hva’ fan, du bilder dig vel ikke ind du er velkommen noget andet Sted? der er sku ingen der staar og vinker til de hjemvendende. – – Naa, saa gaa ad Helvede til med dig dit Kvaj – og hils din Jordemor! Naar du bli’r ked af og patte Familieliv, saa er min Adresse Blodkoppen – der ka’ du spørge efter mig!« De sidste Ord raabte han med Haanden for Munden, hans hæse hule Røst skar gennem den rene Foraarsluft.

Pelle gik rask til som galdt det om at lægge noget bag sig. Han havde i sit stille Sind gaaet med et vanvittigt Haab om en eller anden venlig Modtagelse naar han slap ud – syngende Kammerater kanske, eller en Kvinde og to Børn der stod paa den hvide Landevej og ventede! Og saa var der blot Ferdinand til at tage imod ham! Naa, det var en Dukkert, og nu rystede han Skuffelsen af sig og strakte ud for at naa frem; den friske Gang satte Blodet i animerende Bevægelse. Saadan som i Dag havde Himlen 16| aldrig lyst før, Solen skinnede ham lige ind i Hjærtet. Der var en smilende Hilsen i det alt, i Vinden der kastede sig lige i hans Favn, og den friske Muld og Grøfternes rindende Vand: Velkommen ud, Pelle!

Som Verden dog er vid og fager, naar man har tilbragt Aar mellem fire nøgne Vægge! Nede i Syd var Skyhimlen som Brystet paa en stor lys Fugl, af dem der hvert Aar kommer langvejs fra med Sommer i deres stærke Vingeslag, og til alle Sider laa de aabne hvide Veje og pegede udad med lyse Forsikringer.

For fjerde Gang drog han ud for at erobre Verden, og denne Gang var det bitter Alvor. Før havde der altid vist sig noget bagved igen, men nu følte han skæbnesvangert at Færden var afgørende; vandt han nu, saa erobrede han Evigheden. Denne Gang maatte det briste eller bære, alt hvad han ejede og havde, førte han nu i Marken – saa tungt havde han aldrig været rustet før. Langt inde skimtede han endnu Fængslets Kuppel; som en mægtig Kværn laa det der over Nedgangen til Underverdenen og malede Elendigheden til Forbrydelse – i Menneskelighedens Navn. Enhver der var ude for Livets Usikkerhed sugede det til sig; han havde selv hængt i Tragten over Kværnens Øje, og følt hvordan Hvirvlen sugede.

Men Pelle var for rigt udrustet; hidtil havde han lykkeligt omsat alt til Opdrift, og han tog dette med. Hans Haar var ikke blond mere – til Gengæld var hans Sind magisk fyldt af en hemmelig Viden om Tingenes Væsen. Han havde jo siddet ved altings Rod og lyttet sig den frem af Ensomheden; i det mørke Fjæld havde han siddet og kukkeluret ligesom Lykkens Prins, mens Evigheden sang for ham om den store Gaade. De onde Magter havde Nbjærgtaget ham – det var det hele; og nu slap de ham ud i Dagen igen, i Tillid til at han var blevet en Trold lige som alle Forgængerne. Men Pelle var ikke forgjort! han havde allerede forbrugt meget til sin Vækst og tog dette med. Hvad betød vel lidt Indespærring mod Aarhundreders dumpe Dryp17|–Dryp? – han var jo født med NSejrsskjorten som hverken Staal eller Gift bed paa.

Han satte sig paa et højt Punkt, smed Huen og lod den friske Vind stryge om Panden. Den var fuld af rige Løfter, paa sin Foraarsvandring over Jorden havde den sanket alt opbyggende og stærkt op og kastede det af i Favnen paa ham. Se dig ud, Pelle!

Til alle Sider gik de og beredte Jorden, Plovspand nikkede op over de bløde Bakkedrag og forsvandt til den anden Side. Der steg svag Em af Mulden – det var den sidste Kulde der dampede bort i den hældende Vaardag. Et godt Stykke nede lo nogle røde Smaahuse mod Solfaldet, og endnu længer ude laa Staden med sin evige Røgtaage over sig.

Hvordan vilde hans Fremtid blive dernede? Og hvordan stod Sagerne – var det ny rykket frem, eller skulde han igen gaa ind under en Udbytter, knibe sig det nødtørftigste ud af sit Arbejde og se Resten gaa i en andens Lomme? Der var kommet mange ny Fabrikker dernede; de dannede nu et helt Læbælte foran Staden og satte Hundreder af Kæmpeskorstene mod Himlen. Men hvad kunde der være paa Færde siden de ikke røg? – Lønkamp?

Nu skulde han saa til at lægge Plan for sit Liv, bygge det op igen paa den dybe Syld der var lagt i Ensomheden. Og her sad han og vidste ingen Verdens Ting om Tilstanden dernede! Naa, han havde jo Venner i Titusendvis, Byen laa simpelthen og ventede paa ham med aaben Favn – endnu gladere ved ham for alt det han havde lidt! I al sin Uvidenhed havde han dog ævnet at føre dem et Stykke Vej, Udviklingen havde kaaret ham til sit blinde Redskab, og det var gaaet godt. Men nu skulde han føre dem helt ind i NLandet, for nu havde han Livets Tyngde i sig.

Hov, sad han nu ikke her og gik til Vejrs akkurat som i gamle Dage – og glemte alt hvad Cellen saa beskt havde lært ham! De andres Velfærd – jo18|vist! han havde faret rundt i Bekymring for de tusend Hjem – og havde ikke engang formaaet at bygge sit eget. Humbug! Dernede sad tre forsmaaede Væsner og førte Anklage mod ham, og hvad nyttede det han skød sig ind under de manges Velfærd. Hvad hjalp det, om saa han mødte med Lovord fra Titusender og hele Verden kaldte ham Velgører, naar de tre, hvis Ve og Vel han havde faaet betroet, anklagede ham for at have svigtet. Han havde tidt nok prøvet at overdøve dem, men derinde lod det sig ikke gøre at larme noget til Tavshed.

Pelle tvivlede fremdeles ikke om, at han var udset til at udrette noget for de mange, men det blev saa underordnet i Forhold til dette, at han havde forsømt sin Del af det, der paahvilede enhver. Han havde taget fejl af smaat og stort og troet, at naar han udrettede noget ingen anden kunde, havde han til Gengæld Lov til at sætte lidt let hen over de almindelige Hverdagspligter. Men Livet lagde skæbnesvangert netop sin Tyngde her, hvor alle kunde være med. Og nu kom han som en fattig Stodder – der havde erobret alt undtagen det egenlige og derfor ingenting ejede – og maatte bede om Naade og Barmhjærtighed. Mærket som Forbryder skulde han nu begynde forfra, og udføre det han ikke havde ævnet i sine Magtdage. Det blev nok svært at bygge sit Hjem under disse Forhold – og hvad skulde hjælpe ham? De tre, der kunde have sagt god for ham, havde han ladt i Stikken – til Straf for en Forseelse, der til syvende og sidst var hans egen.

Nej saa fattig var han alligevel aldrig draget ud før. Han kom ikke engang som den der havde noget at tilgive – ingenting havde Cellen lævnet ham. Han havde haft Tid nok derinde til at gaa det hele efter, og alt det ved Ellen, han før havde været for optaget til at mærke sig eller havde følt som en tavs Krig mod hans Forehavender, kom nu frem og formede sig mod hans Vilje til Billedet af en Kvinde, der aldrig tænkte paa sig selv, men var lutter Forsorg for sin lille Verden og kun forstod at opofre 19| sig. Han havde ikke Raad til at undvære noget af sin Ret herinde og førte alle sine Anklager i Marken mod hende, kørte op med Vedtægter og Moral. Men det rokkede altsammen ikke ved Billedet, tjente blot til yderligere at understrege Styrken i hendes Væsen. Hun havde ofret alt for ham og Børnene, kun været optaget af at se dem trives. Hvert af hans Angreb skyllede blot et nyt Lag uvedkommende Snavs bort, og lod Offeret i hendes Handling træde skarpere frem. Netop fordi hun var saa usanselig og kysk, kunde hun handle som hun gjorde. Ak, hun havde maattet bøde blodigt paa hans Forsømmelighed – det var Moderen, der i den yderste Nød nærede sit Afkom med sit eget Legeme.

Pelle vilde ikke give sig men stred rasende imod. Man havde berøvet ham Friheden og Retten til at være Menneske som andre, nu vilde Ensomheden fratage ham det sidste der holdt ham oppe. Selv om alting rottede sig sammen imod ham – han havde ikke Uret – han vilde ikke ha’e Uret. Det var ham, der havde ført den store Kamp til Ende paa Bekostning af sit eget – og han havde grebet Ellen i Hor! Hans Tanker klyngede sig til dette Ord og skreg det hæst ud, Hor! Hor! Hor! i en Ustanselighed. Han forbandt ikke noget med det men vilde blot overdøve alt det, der hakkede i ham fra alle Sider for at gøre ham endnu mere nøgen og elendig.

I Begyndelsen kom der nu og da Breve til ham – rimeligvis fra gamle Kampfæller, maaske ogsaa fra Ellen; han vidste det ikke, for han nægtede at tage imod dem. Han hadede Ellen, fordi hun var den stærkeste, hadede i afmægtig Trods alt og alle. Hverken hun eller nogen anden skulde have den Tilfredsstillelse at være ham til Trøst; havde man spærret ham inde som en uren, saa var det ogsaa bedst han holdt sig helt for sig selv. NHan vilde gøre sin Straf endnu mere brutal, og med ram Vilje dybede han sin Forladthed yderligere ud, fjærnede i Tankerne alt det der stod ham nær, og trak det onde stærkt i Forgrunden. Ellen havde naturligvis glemt ham for en anden – 20| og kanske vendt Børnenes Sind ogsaa fra ham; det var dem sikkert nok forbudt at nævne Ordet Far. Han kunde tydelig se de tre sidde omkring Lampen og have det hyggeligt; og naar saa en eller anden Vending truede med at føre Samtalen hen paa ham, blev der pludselig koldt og dødsstille i Stuen. Han fyldte ubarmhjærtigt sin Tilværelse med isnende Erkendelse paa alle Punkter, og troede han hævnede sig ved at indaande den dødbringende Kulde.

I Forlængelse af dette fik han Anfald af Raseri, gik blindt løs paa Murene, og skreg at han vilde ud. Til Beroligelse blev han lagt i Spændetrøje og puttet ned i et bælgmørkt Hul. Han hørte i det hele til de saakaldte trodsige Fanger, der satte en Ære i at stampe imod Brodden – og blev behandlet derefter.

Men en Nat han laa og vaandede sig efter en Afstraffelse, saa han Guds vrede Ansigt i Mørket og blev pludselig stille. N»Er du et Menneske?« sagde det – »og kan ikke engang taale at lide lidt!« Pelle studsede, han vidste ikke af, at der var noget særlig menneskeligt ved at lide. Men fra den Nat færdedes han stille, med et lyttende Udtryk som hørte han noget tværs gennem Murene. »Nu er han faldet til Ro,« sagde NSlutteren som holdt Øje med ham gennem Kighullet. »Han er ved at blive Idiot!«

Men Pelle var blot dukket ud paa den anden Side; han gik og stirrede tappert ind i Mørket for atter at se Guds Ansigt, men formildet. Det første han fik Øje paa var Ellen igen, hun sad der skøn og retfærdiggjort, bygget attraaværdig op af alle hans Anklager. Saa stort og skæbnesvangert alt det smaa gik igen her! Hvad hjalp det at værge sig, hun var hans Skæbne, og han maatte overgive sig paa Naade og Unaade. Han begreb hende fremdeles ikke, men han anede større Love for Livet, Love som løftede hende og gjorde ham liden. Hun gik nok ren igen21|nem med sit, dér hvor han var blevet stikkende i Overfladens Snavs!

Hun voksede for ham herinde og førte hans Tanker bag om Overfladen, hen hvor de aldrig før havde færdedes. Hendes usvigelige Moderfølelse var som en levende Puls, der ragede frem af det usynlige og viste tilbage til skjulte mystiske Kræfter – den kendelige Rytme fra et mægtigt Hjærte, der bankede dulgt bag alting. Der var i hendes Omsorg en Mindelse om Gud Fader selv; hun var Livets Kilder nærmere end han.

Livets Kilder – ved hende blev Udtrykket for første Gang levende for ham. Det var i det hele som om hun skabte ham paa ny, ved at sysle med hendes bestandig lige gaadefulde Væsen førtes hans Tanker dybere og dybere indad. Han anede stærke Strømme som bar det hele, og syntes undertiden han gennem Cellens Stilhed kunde høre Tilværelsen rinde og rinde som en bred Strøm, og udgyde sig derude hvor hans Tanker aldrig havde vovet sig hen. Hvor blev vel Dagene og Aarene med hele deres levede Indhold af? Den altid nærværende Ellen, som aldrig selv havde skænket det usynlige en Tanke, stillede Pelle Ansigt til Ansigt med Uendeligheden.

Mens alt dette arbejdede i ham, sang de en Søndag under Fangegudstjenesten Grundtvigs Salme: NUdrundne er de gamle Dage. Salmen samlede alt det han selv taaget havde tænkt, og tog ham stærkt; Versene kom ind over ham i hans trange Baas som Bølger fra et mægtigt Ocean, der rullede Tidsaldre mod Stranden i monoton Vælde. Han følte pludseligt og stærkt NSlægternes Gang over Jorden, og dristede sig til at fastslaa hvad han til nu kun dulgt havde anet: sin egen Sammenhæng med alt det øvrige, dem der levede i Dag, og alle de mange der var gaaet forud. Hvor havde hans egen Sammenslutningstanke været lille, maalt med dette uhyre Sjælenes Fællesskab! – og hvilket Ansvar fremefter hver enkelt gik med! Nu forstod han, hvor 22| skæbnesvangert det var at handle hensynsløst – bryde og gaa sin Vej. Man gik overhovedet ikke fra noget; selv det mindste man snød sig fra, sad og ventede en ved næste Vejsten som stor Skæbne. Og hvem mægtede vel at overse en Handling? Man maatte være overbærende bestandig, og saa vilde det til Slut vise sig, at man havde baaret over med sig selv.

Pelle sad og fangede Visdom, og hans eget Hjærte bekræftede den. Ellen fyldte stadig stærkere hans Sind, han havde forspildt hende – og kom alligevel ikke uden om hende! Elskede hun ham endnu? Det blev et bestandig hæftigere Spørgsmaal som forfulgte ham Nat og Dag, selve Livet afhang deraf. Han syntes han maatte gaa i Brokkassen som forfejlet, om han ikke vandt hende igen, og stirrede spørgende ind i Ensomheden. Ny Verdener groede frem for ham derinde, altings store Sammenhæng anede han, og syntes han kunde se, hvorledes Livets Rødder rakte dybt ned og sugede Næring af selve Mørket han færdedes i. Men dette fik han ikke noget Svar paa.

Skrive til hende kunde ikke falde ham ind. Guds Tilskikkelser med Sjælen havde deres egen Vej, som man ikke greb ind i. Det maatte komme ad samme Vej som det andet, og han lullede sig ind i et taabeligt Haab om at Ellen vilde komme og besøge ham – nu havde han jo det rette Sind til at tage imod hende. Om Søndagen lyttede han spændt til Portens tunge Drøn. Det var Besøgende til Fangerne, og naar Vagten kom raslende med sine Nøgler derude paa Galleriet, hamrede hans Hjærte og var lige ved at kvæle ham. Dette gentog sig en Række Søndage; saa sank han sammen og hengav sig i Skæbnen.

Men langt om længe forbarmede Tilfældet sig over ham og sendte ham en Hilsen.

Pelle tog ingen personlig Del i den Banken, der hver Aften naar Lyset var slukket lød gennem den uhyre Anstalt, som om tusend NDødpikkere var i Virksomhed. Han havde nok i sit eget, og bankede 23| blot de Telegrammer videre der førte over hans Celle. Men en Dag rykkede der en ny Fange ind i Cellen ved Siden af ham og vækkede ham, en gammel Stamgæst der straks gik i Gang med at forkynde sin Ankomst til alle Sider. Det var Druk-Valde, »Enkemadam« Rasmussens Drivert af en Kærest, som Vinteren igennem plejede at staa derhjemme i Porten paa NKapelvej og spytte ud over Næsen paa sine blanke Kapsko.

Jo, Valde kendte godt Familien, Kæresten havde jo passet Børnene, da Ellen under den store Kamp gav sig til at gaa paa Arbejde. Ellen slog sig vældig tappert igennem og satte fremdeles Næsen højt; hun Nnaadlede jo og havde et Par Lærlinge til Hjælp – det gik vist ikke saa skeløjet. Omgikkes nogen gjorde hun ikke – ikke engang Familien; altid saa hang hun over sine Unger.

Druk-Valde maatte til Væggen hver Aften, selv den ubetydeligste Enkelthed var af skæbnesvanger Betydning. Pelle saa Ellen lyslevende for sig i Mørket, bleg, altid sortklædt, bestandig alvorlig. Hun havde brudt med Forældrene, alting havde hun ofret for hans Skyld! Der blev tilmed talt om ham derhjemme, for at Børnene ikke skulde glemme ham til han kom tilbage. »De tror jo du er paa Rejse, de smaa Kvajho’der,« sagde Valde.

Saa var det hele da lykkeligt og godt! Det var som Sol ind i Hjærtet at vide, at der sad hun og ventede trofast paa ham, skønt han havde forstødt hende. Al Kulde maatte smelte og herut – han var en rig Mand trods alt.

Bar hun da ogsaa hans Navn? spurgte han spændt. Det kunde ligne hende, rigtig trodsigt at sætte Pelle paa Dørpladen med store Bogstaver, uforfærdet som hun var.

Ja selvfølgelig – der var ikke noget der hed at gemme sig, dèr! Og som Ungerne voksede! Lasse Fredrik og Søster var jo store nu, og den lille Svend Trøst var et helt morderligt Stykke Mandfolk af sin Alder, en rigtig Tyksak. Se ham sidde i 24| Barnevognen og gi’e Partiet naar de trillede ud om Søndagen – det var et Syn for Guder!

Pelle stod som ramt af et Kølleslag i Mørket. Svend Trøst – en lille Dreng der sad i Barnevogn? Og det var ikke noget Plejebarn, Druk-Valde gik saa selvfølgeligt ud fra at det var hans. Ellen! Ellen!

Han gik ikke til Væggen mere. Druk-Valde bankede til ingen Nytte, hans halve Aar fik Ende uden at Pelle mærkede det. Denne Gang gjorde han ikke Oprør men dukkede sig under en Følelse af at være forbandet; Forsynet maatte være ham fjendsk, siden det samme Slag rettedes to Gange imod ham. Om Dagen søgte han Skjul i haardt Arbejde og Læsning, om Natten laa han og græd paa sin snavsede Madras, der lugtede af Mug og den skarpe lageagtige Stank fra tidligere Fangers gejle Udtømmelser. Han prøvede ikke mere paa at nedstyrte Ellens Billede, det var jo haabløst; tragisk overskyggede hun fremdeles det hele. Hun var hans Skæbne og beherskede fremdeles hans Forestillinger, men ikke glansfuldt; noget lysende stort var der overhovedet ikke mere, kun den bydende Nødvendighed!

Og saa Arbejdet! For en Mand var der altid Arbejdet at falde tilbage paa, naar Lykken ikke holdt. Pelle tog alvorligt fat, den Betjent, der havde Anstaltens Skomageri under sig, var glad for ham, han udrettede meget mere end der forlangtes. I sin Fritid læste han flittigt, han kastede sig med Iver over Fangeundervisningen og læste navnlig Historie og Sprog; Fængselspræsten og Lærerne tog sig af ham og skaffede ham Værker, der ellers ikke var tilgængelige for Fangerne.

Naar han saa var rigtig mørbanket af Træthed, lod han Tankerne søge Hvile i at beskæftige sig med Hjemmet. Trætheden lagde et forsonende Skær over alting, og han kunde ligge paa sin Briks og leve sig helt hyggeligt sammen med Børnene – ogsaa med denne Gøgeunge der altid saa paa ham med et underlig spottende Udtryk. Kun Ellen kom 25| han ikke nær. Saa skøn som nu i sin Utilnærmelighed havde hun aldrig været, men hun gik og tav gaadefuldt til alle hans Forsikringer, stirrede blot paa ham med sit uudgrundelige Blik. Han havde svigtet hende og Hjemmet – han vidste det jo godt selv; men gjorde han da ikke ogsaa Afbigt? Det var dog hendes Barn han holdt paa Skødet! – og han skulde nok bygge det hele op igen. Han havde faaet nok af at være fredløs og trængte til et Hjærte at hvile sit trætte Hoved ved. – – –

Alt det var Drømme, men nu var han altsaa paa Vej ned for at begynde forfra. Han var ikke ved stort Mod, Uvisheden rummede saa mange Muligheder. Trivedes Ellen og Børnene vel, og ventede hun fremdeles paa ham? Og Kammeraterne – hvordan vilde hans Skæbne forme sig.

Det uvante Ophold i frisk Luft tog stærkt paa Pelle, meget mod sin Vilje sad han og faldt i Søvn med Ryggen opad Diget. Længslen efter at naa til Vejs Ende fik ham til at drømme, at han vandrede videre og holdt sit Indtog i Byen; han kunde ikke kende den igen, saa forandret var alting. Folk gik og spaserede i deres pæne Tøj, de skulde i Skoven eller hen og høre Foredrag.

»Hvem arbejder da?« spurgte han en Mand han mødte.

»Arbejder« – udbrød Manden forundret – »det gør Maskinerne naturligvis! Vi har hver tre Timers Dagvagt ved dem, men det bliver snart forandret til to, for Maskinerne bliver klogere og klogere. Det er dejligt at være til og vide, at der ikke er andre Slaver end de døde Maskiner, og det kan vi takke en Mand for som hed Pelle.«

»Det er jo mig!« udbrød Pelle og lo helt fornøjet.

»Dig? er du gal? Du er jo en ung Mand, og dette her er allerede mange Aar siden.«

»Det er nu mig alligevel! Kan du ikke se, jeg har 26| graa Haar og min Pande er furet? Det har jeg faaet i Kampen for jer. Kender I mig da ikke igen?« Men Folk lo blot ad ham, og han maatte gaa.

»Jeg vil gaa til Ellen,« tænkte han nedslaaet – – »hun skal sige god for mig!« Og i det samme stod han i hendes Stue.

»Værsgod og sid ned,« sagde hun pænt. »Min Mand kommer lige straks.«

»Det er jo mig!« udbrød han grædefærdig. Men hun stirrede koldt og fremmed paa ham og gik hen mod Døren.

»Jeg er jo Pelle,« sagde han og rakte tryglende Haanden ud efter hende. »Kender du mig da ikke igen?«

Men Ellen aabnede Munden for at skrige, og i det samme stod Manden truende i Døren. Bag ham tittede Lasse Fredrik og Søster forskrækket frem, og Pelle fastslog med en vis Tilfredshed, at der kun var de to. Men det forfærdelige var, at Manden var ham selv, den rigtige Pelle med kækt lyst Overskæg, Koslikket i Panden og Gaa-paa-Udtrykket! Da han opdagede det, brast det hele sammen for ham, og han sank haabløst.

Pelle vaagnede med et Ryk, badet i Sved, og saa taknemmeligt Markerne og den lyse Luft – han var dog i al Fald til endnu! Han rejste sig og vandrede nedad med tunge Skridt, mens Foraarsvinden kølende tørrede hans Pande.

Han stødte til Nørrebro langt ude, bag ham dalede Solen, det maatte være omkring Fyraften nu. Men de talrige Fabrikker peb ikke, der væltede ingen sværtet Menneskestrøm frem af Sidegaderne. I NFrederikssundsvejens smaa Beværtningshaver sad Arbejderfamilier med Barnevogn og Madkurv; de var i Pudsen og nød Foraarsdagen. Var der alligevel noget om hans Drøm? – saa var det festligt at vende tilbage! Han spurgte Folk, hvad der var paa Færde, og fik at vide at det var NValgdag. »Idag tager vi Hovedstaden!« sagde de og lo sejrssikkert.

Fra NRunddelen drejede han ind paa Assistens 27| Kirkegaard og fulgte den dystre Poppelallé ned mod Kapelvej. Lige for Enden af Alléen saas de to smaa Vinduer paa tredje; i sin hæftige Længsel syntes han Ellen stod deroppe og vinkede. Han løb nu – tog Trappen i Spring.

Idet han vilde trække i Klokkestrængen, hørte han fremmede Stemmer derinde og stansede lamslaaet. Døren saa kold og uvedkommende ud, Navneplade var der ikke. Han gik langsomt ned og spurgte sig for i Grøntkælderen – om der ikke paa tredje til venstre boede en Kvinde som naadlede? Hun var forladt af sin Mand og havde to Børn – tre rettede han det ydmygt til. – – Hvor de da var blevet af?

Viceværtens var ny Folk og kunde ingen Besked give. Saa steg han op i Huset igen og forhørte sig fra Sal til Sal, men uden noget Resultat! Fattigfolk plejer ikke at bo længe ad Gangen paa samme Sted.

Pelle drev hen ad Gaden paa bedste Beskub. Han tænkte ikke paa at gøre Udvej for Ellens Adresse, men faldt blot modløst sammen; i sin forkomne Tilstand havde han Indtryk af at man undgik ham, og det slog ham ned. Han var syg i Sjælen efter venlige Ord og et Kærtegn – og ingen tog imod ham! Ingen Øjne lyste venligt ved at se ham ude igen, og her gik han og støvede forgæves op og ned ad Trapper efter et medfølende Væsen. Der kom et pludseligt Had op i ham, en ond Lyst til at slaa til det hele og sejle hensynsløst.

Det skumrede. Henne under Kirkegaardsmuren ved NKorskirken løb nogle Kioskdrenge og legede Tagfat paa Cykle. De tumlede deres Maskiner som NBeriderheste og lignede smaa NGauchoer, kastede dem bag over og løb paa Baghjulet alene – og satte springende hen over Forhindringer. Taskerne havde de spændt om paa Ryggen, de blaa Huebaand smældede dem om Ørerne som Vimpler.

Pelle satte sig paa en Bænk og fulgte adspredt deres hensynsløse Leg, mens Sindet søgte tilbage til hans egen sorgløse Drengetid. En Knægt paa 10‑11 Aar førte an med halsbrækkende Kunster, mens 28| han raabte og kommanderede; han var Bandens Førstemand og opretholdt Førerskabet med haard Haand. Ansigtet med Opstoppernæsen lyste af frisk Uforskammethed, Huen red paa to forsvarlige Slugøren.

Drengene begyndte at vælge den Fremmede til Skive for deres Kaadhed. Idet de susede forbi, lod de som de tabte Herredømmet over Maskinen, saa den slog et Slag efter hans Ben; og pludselig kom Anføreren til at rive Huen af ham. Pelle tog den roligt op; men da Knægten kom kredsende tilbage i forsigtige Slag som pønsede han paa en ny Gavtyvestreg, sprang han op og greb ham i Nakken.

»Nu skal du have nogle Stryg, din Slubbert!« sagde han og løftede ham af Cyklen. »Men det er lige saa godt dine Forældre besørger det. – Hvad hedder din Far?«

»Han har ingen Far!« raabte de andre Drenge og slog truende Kreds om dem. »Lad ham gaa!«

Drengen aabnede Munden for en Skylle Ukvemsord men stoppede op midt i det og stirrede forfærdet paa Pelle. Rædslen stod ham ud af Øjnene; han krængede som en rasende for at komme løs. Pelle slap ham forundret, og saa ham tumle op paa Cyklen og sætte brølende bort. Kammeraterne jog efter ham, de lignede Svaler i Flugt. »Vent dog lidt Lasse Fredrik!« raabte de. Han stod lidt og stirrede efter dem, dukkede saa Hovedet og drev langsomt ind ad Nørrebrogade.

Det var underligt igen at færdes i denne Gade, der havde grebet saa stærkt ind i hans Tilværelse. Færdselen gik tungere her end andre Steder, og Stenbroen satte haardt mod haardt; der var en egen jærnhaard Vederhæftighed stampet ind i dette Strøg, hvor hvert Skridt kom med Arbejdets Vægt.

Butikkerne var de samme, han kendte ogsaa flere af de Handlende igen. Han søgte at finde sig hjemme i Strømmen, spejdede efter Folks Ansigter, og pønsede paa om nogen vilde genkende ham; han baade ønskede og frygtede det. Men de hastede 29| forbi, en og anden studsede blot lidt over hans fremmedartede Skikkelse. Selv kendte han de fleste, lyslevende som var det i Gaar han havde haft med Titusenderne at gøre – de mellemliggende Aar havde jo ikke skudt ny Ansigter ind mellem ham og de gamle! Der gik af hans Folk paa Fortovet med Mutter under Armen, og stod af dem paa Nden Elektriske som Vognstyrere og Konduktører. Slatmikler og støtte Karle – det var hans Hær. Han kunde nævne dem ved Navn og kendte deres Familieforhold. Naa, der var jo løbet en Del Vand til Havet siden.

Han gik ind paa et lille Værtshus for rejsende Haandværkssvende og bestilte Logi.

»Ja man kan jo nok se paa dig at du har væ’t væk fra Landet her en Dagstid eller to,« sagde Værten. »Har du vaaren langt omkring, Kammerat?«

Aa ja – noget af Verden havde Pelle jo set. Og herhjemme var der nok ogsaa en Del forandret – hvordan gik det med Bevægelsen?

»Storartet, Kammerat – knusende godt! Partiet har haft vældig Fremgang – i Dag tager vi Byen!«

»Saa er der vel ved at komme en anden Gang i Tingene?«

»Naa – det vil jeg ikke paastaa. Arbejdsløsheden ta’r jo til for hvert Aar, og den er sku ligeglad hvem der sidder i Borgerrepræsentation og Rigsdag. Men man er jo kommet svært godt med – saadan hvad NPriskurant angaar.«

»Hør sig mig engang – der var en Mand med i Bevægelsen for nogle Aar siden som hed Pelle! Hvad er der egenlig blevet af ham?«

Værten kløede sig i Skilningen: »Pelle – Pelle? ja det er sku ogsaa sandt! Hva’ fan var’et der var med ham – lavede han ikke falske Penge eller stjal af Kassen? Det forekommer mig han endte i NTugt-, Rasp- og Forbedringshuset. – Naa, daarlige Elementer er der jo i enhver Bevægelse.«

Et Par Arbejdere, der sad og spiste stegt Lever, 30| blandede sig i Samtalen. »Han var en Del fremme for 5‑6 Aar siden,« sagde en af dem tyggende. »Men der var ikke noget rigtigt ved ham, han havde nok for meget Fjantasi.«

»Et knusende godt Snakketøj sad der nu ligegodt paa ham,« sagde den anden. »Jeg husker ham endnu li’saa tydelig fra den store Lockout; han ku’ bilde én ind man var en Satans Karl, ku’ han. Naa, det var dengang! Skaal Kammerat, og Velbekomme!«

Pelle rejste sig stille og gik. Han var glemt; der stod ingenting efter ham for alt hvad han havde kæmpet og lidt. Der var vel gaaet saa meget andet hen over deres Hoveder siden, og saa havde de bare svedt ham ud.

Han gik og vidste ikke, hvor han skulde gøre af sig selv, mere hjemløs her i denne Gade der skulde være hans egen end noget andet Sted. Der var sort af Mennesker, men Strømmen rev ham ikke med, han var som en af disse Genstande, der skyller ind til en Side og bliver liggende.

Alle Mennesker var i deres pæne Tøj. Arbejderne kom i Flokke, de havde været henne og stemme eller skulde derhen; nogle blev samlet op paa Gaden og ledsaget til Urnen af ivrige Kammerater. Man raabte til hinanden fra Fortov til Fortov med Haanden for Munden som en Raaber: »Hej, Petersen! du har vel stemt?« Overalt var der Spænding og højt Humør – Byen skulde tages!

Han fulgte Strømmen over Dronning Louises Bro og indefter. Herinde var Stemningen en anden, Meningerne var delte, Folk gav hinanden knubbede Ord. Uden for Bladredaktionerne stod Folkemængden pakket, spærrede Vognfærdslen, og ventede taalmodigt paa Resultaterne som blev slaaet op i Vinduet. Hver Gang en Kampkreds kom ind, gik der en bølgende Bevægelse gennem Massen – og steg til en mægtig Brusen hvis det var Sejr. Det gik forholdsvis fredeligt, Folk søgte hen uden for de Blade der bar Partifarven. Kun Kværulanterne mødte op 31| hos Modstanderne for at faa sig en paa Hattepulden. Indenfor i Bladredaktionerne jog Medarbejderne frem og tilbage, hængte Resultater ud, og rettede.

Alle Kafeer og Restavranter var fulde af Gæster. Telefonen kimede ustanselig, Bude kom med Lister fra Telegrambureauerne. Man sloges om Resultaterne foran den store Tavle, diskuterede Chancer ved Bordene, Ndrev Kandestøberier.

Pelle havde aldrig set Byen saa ophidset, ikke engang under den store Lockout. Stand stod over for Stand som Knytnæver, Arbejderne endnu ivrigere end Overklassen – de var blevet Politikere saa det forslog. Han forstod at Bevægelsen havde lagt Tyngdepunktet herover, det galdt om at erobre Mandater, i Dag ventede man at faa Herredømmet i Byen og fast Fod ude paa Landet. Flere af de gamle Førere sad allerede i Tinget og lagde deres praktiske Erfaring i Debatten; nu stiledes der nok mod intet mindre end at erobre den politiske Magt. Dette var kækt nok – de maatte have haft Medgang alligevel! Han havde endnu sin gamle Lydhørhed for hvad der steg samlet op fra det hele som Fællesnævner – og fornam en Forandring i selve den offenlige Tone. Den var blevet bredere, mere demokratisk. Selv Overklassen bøjede sig for Valgurnen nu og nedlod sig til at kæmpe om Stemmeflertallet.

Men han savnede Plads for sig selv i denne Kamp. »Hej du dèr – du har vel stemt?« raabte man til ham i Forbigaaende. Stemt? han havde jo Nikke engang Stemmeret! I den Kamp, der nu kæmpedes, havde den gamle Fører ikke engang Lov at være med som almindelig Menig.

Væk af Banen her! De kom i smaa taktfaste Hold paa Vej til Valgurnen eller Forsamlingshuset og fyldte hele Fortovet, og Pelle flyttede sig villigt for dem. Denne Gang kom han ikke anstigende som en NKongesøn, hvem Alverden stod paa Stranden og ventede.

Et Udskud var han – hverken mere eller min32|dre – en der var lagt til Side og glemt. Og bragte han sig i Erindring, opnaaede han kun at mane Sagnet om en Forbryder frem. Dèr var Huset hvor Stolpes havde boet, kanske kendte de Ellens Bopæl. Men hvad vedkom den forresten ham? han huskede nok Lasse Fredriks rædselsslagne Ansigt. Og der var jo Hjørnestedet hvor Morten havde bestyret Forretningen – ho, det var længe siden deres Veje skiltes! Morten havde i Virkeligheden altid misundt ham – han havde ikke kunnet taale hans kolossale Fremgang. Nu kunde han jo hovere!

Han gik og var gal i Hovedet, ør, bitter. Det lagde sig som en Taage over hans Hjærne, Tankerne ravede frem af Ondskaben som forvrøvlede Kværulanter. I aarevis havde Trangen til at omgaas MenneskerA hobet sig forfærdeligt op i ham; nu skred det hele. Han kunde godt vælte sig ind paa en eller anden og yppe Klammeri, blot for ikke at gaa her og forholde sig ligegyldig til Alverden. – Hvorfor gik han ikke hen i Blodkoppen? Dèr var han i al Fald ventet.

Ud for NGriffenfeldtsgade var der Opløb, Folk havde slaaet Kreds om en Kularbejder, der stod og maltrakterede en Lygtepæl med sine Træskosnuder, mens han snøvlende brugte Mund. Han var rendt imod den og havde Hul i Panden. Folk morede sig over ham.

Idet Lygteskæret faldt paa den druknes kulstøvede Ansigt, genkendte Pelle ham; det var Glade Jakob! Gal i Hovedet trængte han sig frem og tog ham i Skulderen. »Hvad er det med dig Jakob, er du blevet en Sut?« sagde han opbragt. »Hvad er den a’?«

»Den ska’ inte komme her og senere en organiseret Arbejder,« snøvlede Jakob og sparkede ud i Luften til stor Fornøjelse for Tilskuerne, der opmuntrede ham til bare at klø løs. »Jeg er Medlem af min Organisation og staar ikke i Restance – I kan selv se!« Han gravede en lille Bog i sort Lærredshylster frem fra Brystlommen og stod og rodede med den. »Se kuns selv efter Kammerater, Medlems33|bidrag betalt, hva’? Strejkebidrag betalt, hva’? Forevist ved Indgangen, hva? – kom bare ikke her med den! Tag kuns og lad den gaa rundt Folkens, vi maa ha’e Papirerne i Orden. – I støtter vel ValgfondenA, Manne? – op og stem for Fan! Den der ikke giver sin Skærv er en skidt Kammerat. – Hvem siger Tyv? Der er ingen der stjælerA her, forstaar I! Jakob er en hæderlig organiseret – –« Pludselig gav han sig til at hulke, Savlet flød ham fra den hængende Mund ned paa Trøjen, det sprittaagede Ansigt skar frygtelige Grimaser.

Pelle fik ham ind i en Gaard og vaskede hans Saar ved Posten. Det kolde Vand fik ham til at skælve, Hovedet hang dødt ned. »Saadan en snottet Skruebrækker,« mumlede han. »Jeg skal faa Formanden til og gi’e den en Overhaling i Bladet.«

Pludselig genkendte han Pelle. Der gik et Ryk gennem ham, i hans sløve Træk kæmpede Bevidstheden for at faa Overtaget. »Hvad er det dig, NStormester?« sagde han skamfuld og greb efter Pelles Haand – »saa du er kommen tilbage? Du synes vel jeg er et Svin, men hva’ fan.«

»Kom nu bare!« sagde Pelle haardt; han holdt ikke af de mange Tilskuere.

De gik ned ad NMeinungsgade, Jakob stolprede tavs afsted og skottede til sin gamle Anfører. Han var lidt ubehjælpsom i Gangen, men det var af Slid; Mødet med Pelle havde næsten gjort ham ædru. »Du synes vist jeg er et Svin,« gentog han endelig i en ynkelig Tone. »Men naar der nu ingen er til at hanke op i én.«

»Det er skidt med den Brændevin,« sagde Pelle kort.

»Ja det kan være rigtigt nok. Men man trænger nu til et godt Ord engang imellem, og saa maa man vel tage det hvor det kan faas. Kammeraterne ser ned paa én skal jeg sige dig – og skubber én ud af Sjakket.«

»Hvad er der saa i Vejen?« spurgte Pelle.

»Hvad der er i Vejen? NSeks Gange fem er der, 34| fordi at man ikke lod sin gamle Far sidde og sulte dengang under Lockouten. Dengang var det jo evig dejligt: Jakob var en god Søn! og skidt med de Stores fedtede Pengepung og en Smule Vand og Brød! – og Fanden og hans Pumpestok. Men nu gaar den paa en anden Melodunte: Ham der! han er jo straffet for Tyveri – færdig! Hvorfor, det er der ingen der spørger om – man er be’et Storborgere forstaar du. I gamle Dage hed jeg altid Glade Jakob, og Kammeraterne kunde godt lide og være i Sjak med mig. Ved du hvad jeg nu hedder? Tyvejakob. Ja de siger det jo ikke lige rent ud, for saa var der nok en der flækkede Skallen paa dem; men det er ellers mit Navn. Naa, siger man til sig selv, dengang saa du maaske forkert paa det hele; kanske er du alligevel en slet og ret Tyveknægt. Og saa maa jeg drikke for at blive en ærlig Mand igen.«

»Og rase ud mod Lygtepælene! Skulde du ikke hellere lange ud efter dem der gør dig ondt?«

Jakob tav og dukkede Hovedet; den stærke frejdige Fyr var blevet en Hund enhver turde sparke! Var det saa forfærdeligt at bære seks Gange fem blandt sine egne – hvad skulde saa Pelle sige? »Hvordan har din Bror det?« spurgte han for at lede Jakobs Tanker hen paa noget lysere – »han var en brilliant Fyr.«

»Han hængte sig,« svarede Jakob mørkt – »han kunde ikke holde det ud. Vi brød jo ind sammen – for at være lige gode om det; og NUrtekræmmeren skyldte min Gamle Penge altsaa – han havde gjort Arbejde for dem – og skulde snydes var Meningen. Og der sad saa de to Gamle og sultede – frøs gjorde de ogsaa. Saa skaffede vi dem deres Ret – og det var jo saa knusende storartet gjort. Men bagefter naar der var Opstandelse paa Arbejdspladsen, Agitation og Valghalløj og den Slags nyt, saa gik de lige saa pænt uden om ham og mig. Vi var ikke af Slagsen forstaar du – vi havde jo ingen Stemmeret. Han ku’ ikke klare Spørgsmaalet paa anden Fakson end ved og slaa et Stik op om Lam35|pekrogen. Jeg har selv vendt og drejet Sagen ser du, men det er sku ikke til at hitte Rede i.« Jakob gik lidt. »Vil du nu lange ordenlig ud? – der trænges til et godt Ord.«

Pelle svarede ikke; dette lagde sig altfor tungt over ham. Han hørte slet ikke Spørgsmaalet.

»Det var jo mest dine Ord, der fik en til at tro paa en ny Tid,« blev Jakob haardnakket ved. »Ellers havde min Bror og jeg kanske nok baaret os noget anderledes ad, og saa var det altsaa gaaet os begge to bedre. Naa, du troede jo selv paa det begribeligvis! Men hvad siger du nu – tror du endnu paa det med det ny? For én vilde jo gærne være et hæderligt Menneske igen.«

Naturligvis troede Pelle fremdeles.

»Ja for der er sku ikke mange der gi’r en rød Øre for den Historie længer. Men naar du siger det – dig har jeg ligegodt Fidus til. En anden har jo ikke Hoved til og finde paa noget af sig selv; og for os Smaafolk har det været som jeg vilde sige at Proppen gik af, dengang du kom væk. Det hele stod og blev til dovent Sprøjt. Sker noget gør der ikke for en anden stakkels Djævel at se til; og hvergang nogen vil klage sig, faar han straks en Stemmeseddel stukket i Næven: Gaa hen og stem, Kammerat, saa skal det nok bli’e anderledes! Men hva’ Fan, det kan sku ikke stikke Ild i en Fyr, der ingenting har lært fra lille a’. Mig havde de nu sørget saa morderlig fint for – med NÆresoprejsning for at jeg skulde bruge min Stemmeret; men gøre mig til en som der ingen ser ned paa, det kan de ikke. Og derfor siger jeg tak for mig! Men hvis at du tror paa det endnu, saa gør jeg det sku ogsaa, for dig har jeg Fidus til. Her har du min Haand paa det.«

Jakob var den samme enfoldige godhjærtede Fyr som i gamle Dage, da han holdt til paa Arkens Loft. Lidt mere ondt maatte der gærne have været i ham! Men hans Ord varmede Pelle om Hjærtet, her var dog et Menneske, der trængte til ham – 36| og som troede paa ham endnu, skønt han var blevet slaaet til Krøbling i Kampen! Det var den første Invalid; Pelle var forberedt paa at træffe flere – og tage deres Anklage. Adskilligt vilde vende sig imod ham, netop nu da han stod magtesløs – men han fik tage det med! Han syntes han havde Kræfter til det nu.

Pelle gik igen paa Gaden, han lod Fødderne om Retningen og tænkte paa Fortid og Fremtid. De havde været saa sikre paa, at en ny Tid skulde oprinde for dem lige med det samme! Den ny store Sandhed havde været saa selvindlysende, at man syntes alt det gamle maatte falde for den som for et Trylleord – og nu havde Hverdagen slidt Glansen af den ogsaa! Saa vidt han forstod var der intet væsenligt sket, og hvad skulde der vel ogsaa ske? Det gik nok ikke saadan til at vælte Systemer. Af Glade Jakobs Dom kunde han slutte sig til sin egen, men han var ikke forsagt længer. Nu fik der komme, hvad komme skulde. Han skulde ikke haft noget imod at æske de gamle Kammeraters Opfattelse lige med det samme og faa sin Stilling klaret.

Han var kommet gennem forskellige Sidegader og stod pludselig over for en stor oplyst Bygning; op ad den brede Trappe strømmede Folk. Det var et af Arbejdernes Forsamlingshuse; der var Fest i Anledning af Valgdagen. Pelle fulgte af gammel Vane Strømmen.

Han holdt sig i Baggrunden af Salen, og brugte sine Øjne som var han lige drattet ned fra en anden Klode, underlige Følelser vældede op i ham ved igen at være sammen med de mange. Et Øjeblik stormede det paa i ham som en hæftig Drift til at raabe: Her er jeg igen! og brede Armene ud mod dem alle. Men han fik hurtig Magt med det, Ansigtet faldt igen hen i sin forstenede Ro.

Dette var altsaa hans Hær fra Kampen. De var ikke saa lidt pænere i Tøjet end den Dag, han førte dem i Triumf ind i Staden som dens rette Borgere; de bar ogsaa Hovedet højere, hummede sig ikke 37| om bag ved hinanden men krævede Plads. Mere Mad fik de, kunde han se, Ansigterne var blevet blankere af det. Og Øjnene var blevet lade i Udtrykket, de stod ikke længer og grov hungrigt ude i det uvisse men flyttede sig roligt og ligetil fra Sted til Sted. Man havde nok indstillet sig paa lang Marsj igen, og kanske var det godt; store Ting skete ikke i en Haandevending.

Han vækkedes af sine Tanker ved, at de nærmeste vendte sig og stirrede paa ham. Flere og flere Ansigter søgte om mod ham. Pelle er her! gik det som en Mumlen gennem Forsamlingen. Hundreder af Øjne rettedes imod ham, spørgende og undersøgende, nogle i aaben Forventning som maatte der ske noget usædvanligt lige paa Stedet.

Det blev til en hel Bevægelse, en Bølge der bar ham modstandsløst op i Forgrunden af Salen og op paa Talerstolen. Et mægtigt Brus steg op om ham som Brænding og bedøvede hans ømtaalige Hjærne hvor Stilheden sad hørligt og nittede – altid – en fin ny Verden som ingen anden vidste om. Og med et blev der stille, saa stille at han igen hørte Ensomheden koge i sit Øre.

Pelle talte, stille og fortroligt. Hans Ord blev en Hilsen til dem fra en Verden, de endnu ikke kendte, den store Ensomhed hvor Manden maa færdes alene – uden højrøstede Kammerater til at stive sig af – og lytte sig frem, til han hører sit eget Hjærte slaa derinde. Han sidder i en Celle igen ligesom det første oprindelige Livskim – ene og forladt, over ham spinder en Edderkop sit kunstfærdige Net. I Begyndelsen er han vred paa det travle Dyr og river Nettet itu, men Dyret begynder ufortrødent forfra. Og dette bliver pludselig en trøsterig Lære for ham om aldrig at give op; han kommer til at holde af dette lille aarvaagne Væsen, der lægger sit Væv saa kunstfærdigt som havde det et stort Ansvar – og spørger sig selv om han overhovedet er til for det. Har det maaske ondt af ham i hans Forladthed, siden det ikke flytter et andet Sted hen, 38| men overbærende bygger sit Væv op igen, finere og finere – som blev det kun raget ned, fordi det ikke var godt nok udført. Han angrer bitterlig sin Fremfærd, og vilde give meget for et Tegn paa at det lille Dyr ikke var vred paa ham; for ingen har Raad til at støde den anden fra sig, selv det mindste Kryb har skæbnesvanger Betydning for dig! i Cellens Ensomhed dér lærer man Solidaritet. Og en Dag han sidder og læser og Edderkoppen har travlt med at føre en Traad lige forbi ham, kommer den fortroligt ned og bruger hans Skulder til midlertidigt Fæste. Aldrig før var der blevet vist ham en saadan Tillid trods alt, det lille Dyr vidste, hvordan en forhærdet Fange skulde tages. Det lærte ham at han havde baade et Hjærte og en Sjæl at tage Vare paa! – En Hilsen til Kammeraterne fra den store Stilhed, som ventede paa at faa dem i Tale en for en.

Han talte lige ud af sin Sjæls Alvor og saa Forundringen i deres Ansigter. Hvad Satan, vilde han nu ha’e dem allesammen puttet i Tugthuset, bare fordi han selv havde været der? Og var dét Resterne af den gamle Pelle, Lynet, som han dengang kaldtes? Han var sku noget mat i Sokkerne, ham havde man da taget Pippet grundigt fra! De faldt hurtig fra og gav sig til at tale halvhøjt med hinanden; kun hist og her fra Krogene lød spredt Klappen.

Pelle følte Skuffelsen og Ligegyldigheden og smilede; han trængte ikke til det orkanagtige Bifald mere, nu lyttede han efter det inde fra sig selv. Saa meget havde han erfaret ved at staa deroppe, at dem dernede var han ikke færdig med – nu først skulde det egenlige begynde. HansA Værk var fejet ned, nuvel, saa byggede han et nyt som var bedre; han havde siddet i Cellen og lært Langmodighed.

Han sad neden for Talerstolen mellem Lederne af Mødet og følte, at han egenlig var en Uvedkommende her. Det var af Medlidenhed man havde draget ham ind i Festen; han læste i deres Øjne, at det forløbne Arbejde var udført uden ham og at han kom ubelejligt. Skulde de nu til at regne med 39| ham – Fusentasten – igen, eller var det hans Agt at udvandre? – Ak, han bragte vist ingen overilet Fart i Bevægelsen, de skulde vide hvor han havde siddet og sanket Besindighed derinde!

Han talte ikke men sad fraværende og søgte at lytte sig bag om Støjen for at fange lidt af en evig Tone. De lo og skaalede og holdt Taler – ogsaa for ham; men alt det behøvedes jo slet ikke! Sikre var de blevet, de talte aabent ud for alle Sluser, der var kommet en vis Frigjorthed over deres Fællesoptræden – som Masse virkede de godt. Men Miraklet? – det ufattelige? Han savnede lidt Angst bag om Velværet, noget af den dybe tavse Vejen, som skulde forraade at de havde stirret ind i en ny Verden. Hørte de da slet ikke Tonen, siden de støjede saa meget? den evige sagte Rytme som stod i Øret paa ham selv bestandig og rummede det hele. Cellens Stilhed havde gjort hans Øre ømtaaligt; han led ved denne robuste Latter, der udtrykte deres Livsglæde.

Oppe ved en stor Tavle stod en af Førerne og gjorde Dagens Sejre op under Forsamlingens Jubel; Pelle listede ubemærket ud. Han stod paa Trappen og aandede den rolige Nat ind i dybe Drag, da en ung Mand kom og rakte Haanden ud imod ham; det var Svogeren Frederik Stolpe. »Jeg vilde bare sige dig velkommen tilbage igen og tak for dine Ord derinde,« sagde han.

»Hvordan gaar det Ellen?« spurgte Pelle lavmælt.

»Det er vist saa som saa. Hun bor i NViktoriagade 20 og vasker – jeg tror nok hun vilde blive glad for at se dig.« Han saa prøvende paa Pelle. »Hvis du vil have det, skal jeg gærne sørge for, at I kan træffes hjemme hos mig.«

»Tak du,« svarede Pelle, »men jeg gaar ud til hende i Morgen tidlig!« Han behøvede ikke Omveje mere.