III

Huset Pelles boede i – Palæet kaldte Gadens Beboere det – var en gammel forfalden tre Etages Bygning med Mansardrejsning. Midt paa Fasaden løb Resterne af nogle kanelerede Pilastre op gennem de to øverste Stokværk og rammede de smalle Vinduer fornemt ind. Husets Navn var ikke helt grebet ud af Luften, den gamle Jærnkræmmerske i Bagbygningen kunde huske, at det i hendes Barndom havde været en Generals Landsted og ligget helt 48| alene. Dengang gik Stranden op hvor nu Istedgade løber, og Stikkelsbærhaverne gik helt ind til Raadhuspladsen. Indeklemt mellem Bagbygningerne stod der endnu to ældgamle kræftsyge Æbletrær fra den Tid.

Byen havde siden skudt Frugthaverne en halv Mil længer tilbage, Vesterbros glade Sommerstrøg lagde sig i Tidens Løb Sidegader til, trange Fattigmandsgader som skød op om de spredte Landsteder og lukkede for Lyset; Fattigfolk, Artister og Piger fordrev Herskaberne og skabte det frodige Sommerresort om til et broget Kvarter, hvor den bestøvlede Armod og den saaleløse Intelligens holdt Stævnemøde.

Palæet var det sidste Minde om en svunden Tid. Endnu saas Resterne af den fordums Finhed i Lofternes tilrøgede Stuklævninger og de dybe Vinduer; men de store Stuer var slaaet i Stykker til Smaamandslejligheder paa ét og to Værelser, og Halvdelen af den brede Opgang ved Brædder skilt fra til Brændselsrum.

Fra Pelles lille to Værelses Lejlighed førte en Dør og et Par Trin ned til et stort Rum, der fyldte hele Sidebygningens Ovenred og nok kunde ligne Ruinerne af en fordums Gildessal. Det tunge røgsværtede Loft ragede helt op under Sadeltaget – det havde været dekoreret engang. Nu var de fleste Felter faldet ned, og Bjælkerne truede med at komme bagefter.

Det vældige Rum havde i Tidens Løb været benyttet baade til Bryggeri og Lager, men endnu var der et Præg over det af fordums Herlighed. Ejendommens Børn syntes i al Fald her var storartet, de pillede de sidste Panelrester ned til Pindebrænde, og kunde sidde Timer igennem og kukke til hinanden paa de høje Afsatser over Murpillerne, hvor der engang havde staaet Byster af berømte Mænd.

Nu og da lejede en russisk eller polsk Emigrantflok sig ind og tog Salen i Besiddelse for nogle Nætter. De laa og sov mellem hinanden paa det 49| bare Gulv, hver paa sin Byldt, og om Morgenen bankede de paa Døren til Ellens Stue og bad ved Fagter om at komme ud til Vasken. I Begyndelsen var hun bange for dem og spærrede Døren med sit Klædeskab, men Tanken om Pelle i Fængslet gjorde hende blød og hjælpsom. Det var stakkels forkomne Væsner, som Elendighed og Ulykke havde drevet hjemme fra. De kunde ikke Sprog og vidste ingenting om Verden, men ligesom Trækfuglene syntes de at ane sig Ruten til. I deres blinde Træk ud, fandt de af sig selv herhen til Palæet for Hvile.

Ellers laa det store Rum ubenyttet hen. Salen der gik gennem to Stokværk kunde være indrettet om til adskillige Smaalejligheder; men Ejeren af det hele – en gammel Bonde ude fra Glostrup – var saa gærrig, at han ikke nænnede at give Penge ud, selv om Fordelene var aldrig saa indlysende. Og Ellen havde ikke noget imod det saadan! Hun tørrede sin store Finvask her, og var fri for Gaardens Snavs og Kulstøv.

Tilfældet, der saa tidt maa træde i Forsynets Sted naar det gælder Fattigmand, havde skyllet hende og Børnene herned, da det gik i Stykker for dem ude paa Kapelvej. Ellen havde efter ihærdigt Slid endelig faaet sin Naadlestue godt i Gang og holdt to Elever til Hjælp, da en langvarig Strejke kom og ødelagde det hele for hende. Hun strittede imod saa godt hun kunde, men en Dag kom de jo og bar hendes Stumper ned i Rendestenen – det var den gamle Historie, Pelle havde hørt den nogle Gange før. Der stod saa hun og Børnene og holdt Vagt ved Stumperne, lige til det blev mørkt; øsende Regnvejr var det, og de vidste hverken ud eller ind. Folk stansede i Skyndingen, gjorde et Par Spørgsmaal og hastede videre; en og anden kastede det Raad til dem at henvende sig paa Husvildeafdelingen. Men det var Ellen og Lasse Fredrik for stolte til; de satte de Smaa ned til Rullekonen i Kælderen og stod selv og holdt Vagt over Stumperne – i dette dumpe 50| Haab om, at der dog skulde ske noget, som Erfaringen aldrig helt faar Bugt med hos den Fattige.

Og da de havde staaet der tilstrækkelig længe, skete der virkelig ogsaa noget. Omme fra Nørrebrogade kom to Bisser strygende i vild Fart med en firhjulet Ladvogn af den Slags, Københavns Fattigfolk benytter, naar de – helst om Natten – flytter fra det ene Sted til det andet. Den ene havde ved Vognstangen, mens den anden skød bag paa, og – naar Farten var rigtig oppe – smed sig paa Maven over Køretøjet og bræmsede med Kapskoene mod Stenbroen, saa Vognen gik i Rendestenen. Paa den tomme Vogn sad et halvgammelt Fruentimmer og trallede, med Benene dinglende ud over Siden; hun var svær og havde en drabelig Hat med store nikkende Blomster paa Hovedet – en rigtig »Herrevinker«. Det gik med vældigt Halløj fra den ene Rendesten i den anden, og hvergang hvinede Damen.

»Dér er da en Flyttevogn!« sagde Lasse Fredrik, og i det samme snurrede Køretøjet lige op foran dem og gik i Rendestenen.

»Hva’ er det med dig Thorvald?« sagde den ene af Bisserne og gloede Ellen lige ind i Ansigtet. »Har du stødt dit Øje hva’?«

Fruentimmeret var hoppet ned af Vognen. »Aa skrup af, dit Kvaj!« sagde hun og puffede ham til Side – »du kan vel nok se, at de er smidt ud! – Er det dit Mandfjols, der har verfet dig?« spurgte hun og bøjede sig deltagende over Ellen.

»Nej for Værten har smidt os ud!« sagde Lasse Fredrik.

»Sikken en Skvatfigur – og nu har I ikke noget Sted at være i Nat hva’? – Aa Kresjan, ta’ og læs det Kluns paa Vognen, saa kan det staa hjemme i Porten i Nat. Det blir jo helt skamferet af Regnen!«

»Ja Stolebenene har formelig begyndt og slaa Rod!« svarede Kresjan. De to Fyre var i overdaadigt Humør.

»Nu kan I bare ta’ og gaa med mig!« sagde 51| Fruentimmeret, da Sagerne var læsset – »saa skal jeg nok skaffe jer et Sted og være i Nat. Og saa i Morgen er Vorherre nok selv hjemme!«

»Det er en Stejer!« hviskede Lasse Fredrik Gang paa Gang og trak Ellen i Kjolen. Men hun var lige glad nu, bare hun ikke kom paa Fattigvæsnet. Hun satte ikke Næsen saa højt længer.

Det var selve Dronning Therese de havde mødt, og dermed var paa en Maade deres Lykke gjort. Hun hjalp Ellen til den lille Lejlighed og skaffede hende Finvasken for Kvarterets Piger. Der var ikke saa stort ved det, Vesterbros Piger gik den fine Stads saa nær de kunde; men det gav dog Føden.

Pelle holdt ikke af, at Ellen skulde blive ved at gaa og tage i alt det Snavs; han vilde nok være den der sørgede for Føden. Ellen havde desuden taget sin Tørn, hun var kommet til at se træt ud og trængte til at have det lidt godt. Det var lige som hun faldt af paa den, nu da han stod der og igen kunde tage Ansvaret. Men opgive Vasken vilde hun ikke høre tale om. »Det er aldrig værd at slaa det snavsede Vand ud, før man har det rene!« sagde hun.

Hver Morgen begav han sig ud forsynet med en flunkende ny Fagforeningsbog, og gik fra Værksted til Værksted. Det var ikke gode Tider for Faget, mange af hans gamle Arbejdskammerater var tvunget over i andre Erhværv, han traf dem igen som Konduktører, Lygtetændere og lignende; Maskinerne havde gjort dem overflødige, sagde de. Det var Eftervirkninger fra den store Lockout – den havde slaaet de smaa Selvstændigheder ihjæl, der før sad og arbejdede med en Mand eller to, og givet Storindustrien Vind i Sejlene. De enkelte, som kunde magte det, havde anskaffet sig Maskiner og var blevet Fabrikanter, Resten var trængt ud og sad omkring i afsides Kældere og reparerede gammelt.

52| Han havde mindst af alt tænkt sig at skulle gaa i Arbejde igen paa de gamle Vilkaar. Og nu gik han her og bød sig til, var villig til at give sig i Lære igen for at kunne betjene sin ny Herre Maskinen, og var til Fals for den værste Udbytning. Og Fabrikanterne havde ikke engang Brug for ham – de huskede ham for godt endnu. »De har været for længe borte fra Faget,« sagde en og anden af dem tvetydigt.

Naa, det var jo blot et velment Tak for sidst. Men han følte bittert, hvorledes selve Fortiden rejste sig mod ham. Der havde han kæmpet og ofret alt for at forbedre Kaarene i Faget – og Maskinerne var Udviklingens nedslaaende Svar til ham og hans Fæller.

Han var ikke ene om at gaa og søge forgæves i den gode Foraarstid, en Mængde andre Fag havde haft samme Skæbne som hans eget. Hver ny Morgen førte ham ind i et helt Træk af Mennesker, der syntes fordømte til at slide Brostenene i haabløs Søgen efter Arbejde, Folk som var skubbet ud af Maskineriet og ikke kunde finde ind igen. »Der maa være noget i Vejen med dem,« tænkte han, mens han stod og lyttede til bestandig den samme Historie om, hvorledes de pludselig var blevet hægtet fra og saà det hele dampe bort. Det maatte være deres egen Skyld, naar der ikke kom et nyt Tog og koblede dem til – kanske var de dovne eller fordrukne. Men efterhaanden saa han solide, prøvede Folk staa i Række og byde deres Kræfter ud Morgen efter Morgen uden Resultat; og han anede frysende, at Tiderne var ved at forandre sig.

Han skulde sagtens have slaaet sig igennem blot der havde været noget at faa fat i. – Priskuranten var ordenlig nok! den havde blot den skæbnesvangre Fejl, at den ikke kunde spises. Alt i alt syntes det, som der var sket en Forskydning til det værre for Haandværkeren – og for at gøre det endnu uhyggeligere havde Storbedrifterne spærret ham den Udvej at nedsætte sig og blive selvstændig. Der var 53| ikke engang den Smule Bagdør aaben længer! Pelle kunde lige saa godt først som sidst slaa det ud af Tankerne; for at blive Mester nu krævedes der Kapital og Kredit. Det bedste, Fremtiden nu havde i Behold, var en endeløs og udsigtsløs Vandring til Fabrikken og fra Fabrikken igen.

Han var med ét Slag plantet midt op i det gamle Spørgsmaal igen; hele Tilstanden rullede sig ganske af sig selv ud for ham, det nyttede ikke at lukke Øjnene. Han havde god Vilje til at passe sit eget og opsøgte ikke noget; men det ene bar det andet med sig, og enten han vilde det eller ej, samlede det sig til et Overblik over Tilstanden.

Sammenholdet havde staaet sin Prøve udadtil, Arbejderne var godt organiserede og havde haandhævet deres Forhandlingsret, man kom ikke uden om deres Korporationer længer. Lønnerne var ogsaa en Del hævede, og Sansen for Hjemmet var vokset hos Arbejderne selv, mange af dem var rykket fra Hulerne over i nye to- og treværelses Lejligheder og havde faaet pæne Møbler. Deres Fordringer til Tilværelsen var steget, men alting var ogsaa blevet dyrere, og Livet var stadig det samme fra Haanden i Munden. Han kunde se, at den sociale Udvikling ikke havde holdt Skridt med den mekaniske; Maskinerne kilede sig stille men ubønhørligt ind mellem Arbejderne og Arbejdet og satte flere og flere Mand paa Gaden. Arbejdstiden var ikke væsenlig forkortet, Samfundet syntes ikke interesseret i at beskytte de arbejdende. Men det tog sig mere af Arbejdets Invalider nu end før, der var kommet god Gang i Fattigforsørgelsen. Han kunde ikke opdage nogen Lov, der greb regulerende ind; men en hel Række af Love der plastrede paa Tilstandene. Der blev uddelt en Mængde forskellige Understøttelser – altid lige paa Sultegrænsen; flere og flere maatte ty til dem. Det berøvede dem ikke deres borgerlige Rettigheder, men gjorde dem til et Slags politisk holdt Proletariat.

Saaledes saa den Æventyrverden ud, Pelle havde været med til at erobre, nu da han vendte tilbage 54| og saa paa den med nye Øjne. Jorden var ikke blevet nyskabt, noget stærkt, menneskeligt bærende, syntes Bevægelsen ikke at have afsat. Det saa ud, som Arbejderne stille lod sig sætte ud af Spillet, bare de fik Spaserepenge! Hvor var deres gamle Stolthed henne? de havde nok lagt sig den borgerlige Moral til, siden de godvilligt gik paa Aftægt. Magt manglede de ikke, hele Verden kunde de faa til at visne og dø bort uden at udgyde en Bloddraabe – blot ved deres Sammenhold. Det var Ansvar de manglede; Bevægelsens bærende Ide var nok løbet af dem!

Pelle tumlede frem og tilbage med det, mens han sled Brostenene i forgæves Søgen. Overblikket paatrængte sig ham af sig selv, og der var Kræfter baade i ham selv og udefra, som arbejdede paa at skubbe ham over i Bevægelsen og frem i Føringen. Men han slog det fra sig – nu vilde han arbejde for sit Hjem.

Han fiskede sig lidt Reparationer hos Naboer og Genboer og hjalp ellers Ellen med at hænge Tøj op og trække Rullen –, man fik sætte Æren til Side og være glad til, at hun havde noget. Hun var glad for Haandsrækningen, men holdt ikke af at nogen skulde se ham give sig af med Kvindearbejde.

»Det er ikke noget for en Mand,« sagde hun og saa paa ham med Øjne, som sagde hvor lykkelig hun var for hans Selskab.

De holdt af at være sammen, nød det paa en egen stille Maade, uden mange Ord. Der var hændt meget, men baade Pelle og Ellen gav sig god Tid. Ingen af dem havde hurtigt til Ordet, men de ledte sig frem til Forstaaelse gennem Pavserne og rykkede hinanden nærmere under Tavsheden. Enhver vidste hvad den anden havde lidt, uden at det behøvede siges; Tiden havde arbejdet med dem begge.

Nogen Storm var der ikke over deres ny Samliv, Dagene gled stille forbi, gjort tunge af de forløbne Aar. Ellens Sind rummede hverken Jubel eller Bebrejdelser. Hun var varsom over for ham – næsten 55| sky, som første Gang de mødtes; bag al hendes Godhed og Omhu laa det samme Skær af jomfruelig Utilnærmelighed som dengang. Hun tog stille mod hans Kærtegn, selv gav hun nærmest ved at være noget for ham. Han mærkede, hvordan hver lille huslig Gærning hun gjorde for ham, groede ud af hende lige som et moderligt Kærtegn og lukkede ham ind i hendes Hjærte. Han var taknemmelig for det, men det var ikke det han trængte mest til.

Naar de sad sammen i Skumringen og Børnene gik paa Gulvet og tullede, tav hun helst og iagttog ham i Smug; saa snart han mærkede det, gemte det dybe i Øjnene sig bort. Forskede hun igen efter hans skjulte Væsen ligesom i deres første Tid? Det var som om hun kaldte paa noget i ham – men ikke vilde give sig selv tilkende. Saadan kunde en Mor ogsaa sidde og stirre forskende efter sit Barns Fremtid. Elskede hun ham da ikke? Hun havde givet ham alt sit, født ham Børn, og siddet trofast og ventet paa ham da hele den øvrige Verden slog Haanden af ham – og alligevel var han ikke sikker paa, at hun nogensinde havde elsket ham.

Pelle havde ikke mødt Kærligheden som noget ubændigt – Bevægelsen havde taget Overskuddet af hans Ungdom. Men nu stod han her født paa ny sammen med Foraaret, og følte det pludselig som Vælde i sig. Nu skulde han og Ellen begynde – for nu var hun alt! Livet havde lært ham Alvor, og det var kun godt. Han forfærdedes over, saa letsindigt han havde taget Ellen ind til sig, og gjort hende til Moder uden først at gøre hende til Brud. Kvindehjærtet maatte være bundløst, siden hun ikke var gaaet i Stykker paa det, men stadig stod og ventede lige uberørt paa, at han skulde vinde hende. Hun havde hjulpet sig over det ved at være Moder!

Og vandt han hende saa nogensinde? – ventede hun virkelig endnu – eller var hun faldet til Ro?

Han elskede hende saa hæftigt, at alt ved hende gik forklaret igen, lykkelig ved at vide, at hun var hans Skæbne. Et Baand blot, eller et tærnet tyndslidt 56| Bomuldsforklæde – hver lille Ting, der hørte med til hende – fik en forunderlig varm Lød og fyldte Sindet med Sødme. Et Blik eller en lille Berøring gjorde ham svimmel af Lykke og slog hans Sind imod hende i Bølger af hæftig Varme. Hun smilede stille og trykkede venligt hans Haand – det tændte ikke. Hun holdt af ham og nægtede ham ingenting, men han følte det alligevel som hun forholdt ham sit inderste Væsen. Naar han vilde se derind, lukkede hun sig med Venlighed.