af Martin Andersen Nexø (1910)   Udgiver: Henrik Yde (2002)   Tekst og udgave
forrige næste

XVIII

Den næste Dag var man sent paa Færde. Ellen vaagnede først ved Titiden og var helt forskrækket; men da hun kom op, var der varmt og i Stand allevegne, Lasse Fredrik havde besørget det. Hun kunde gaa lige i Lag med Frokosten.

Søster var helt kvik igen. Ellen flyttede hende ned i Dagligstuen og redte op paa Sofaen, dér sad hun helt stoppet ind i Puder – og spiste med ved Bordet.

»Er du ked af, Søster bli’r rask, gamle Mand?« spurgte Svend Trøst.

»Jeg hedder ikke gamle Mand. Jeg hedder Bedstefar – eller ogsaa Hr. Brun!« sagde Bibliotekaren leende og saa hen paa Ellen. Hun rødmede.

»Er du ked af, Søster bli’r rask, Bedstefar?« gentog Drengen med en morsom pedantisk Ordrethed.

»Men hvorfor skulde jeg dog være ked af det, du lille Dumrian?«

»For saa skal du jo gi’e Penge!«

»Dukken ja – det er skam ogsaa sandt. Du maa ha’e Taalmodighed til i Morgen, Søster – for i Dag er det Søndag.«

Anna havde spist sit blødkogte Æg og vendt Skallen om i Æggebægeret, saa det saa ud som Ægget ikke var rørt. Hun skubbede det langsomt hen mod Brun.

»Hvad er det nu?« udbrød han og skubbede Brillerne op i Panden. – »Du har jo ikke spist dit Æg.«

»Jeg kan ikke,« sagde hun og hang med Hovedet.

»Men hun maa jo fejle noget,« sagde den gamle himmelfalden – »saadan et stort fedt Æg! Ja ja, saa spiser jeg det.« Han gav sig til at banke Hul paa Ægget, Anna og Svend Trøst fulgte hans Bevægelser 200| med jublende Øjne og maatte holde sig for Munden; først i det Øjeblik Skeen plumpede igennem Skallen og Brun fór op for at kyle dem det hele i Hovedet, sprudede de løs. Det var en Spas, der kunde gentages saa tidt det skulde være, uden at de tre fandt den forslidt.

Mens de spiste, kom Bonden oppe fra Bakkegaarden for at meddele, at de maatte belave sig paa at flytte, da han agtede at sælge Huset. Det var en af disse Overdrevets Bønder, som Storstaden havde slaaet ud af Ligevægt. Han havde siddet heroppe og set den gro ud om den ene Gaard efter den anden og gøre Ejerne til Millionærer, og gik bestandig og ventede paa at Turen skulde komme til ham. Jorden forsømte han, selv den rigeste Høst blev jo latterlig lille ved Siden af hans gyldne Drømme – saa fik Markerne Lov at ligge og bære Ukrudt.

Ellen var lige saa bestyrtet som Pelle ved Tanken om at skulle forlade Gryet; det var deres Hjem – deres Rede tilmed; al deres Lykke og Trivsel hang i Grunden sammen med denne Plet.

»De kan jo købe Huset,« sagde Bonden. »Jeg har et Bud paa femten Tusend – det vil jeg lade det gaa for.«

De sad og drøftede det, efter at han var gaaet. »Det er meget billigt for det,« sagde Brun. »Om et Par Aar har I Byen ud ad disse Kanter, og saa er det mindst det dobbelte værd.«

»Ja det kan nok være,« sagde Pelle. »Men Beløbet skal baade skaffes til Veje og forrentes.«

»Der indestaar jo otte Tusend i 1ste Prioritet, og Hypotekforeningen laaner det halve – det bliver tolv. Saa er der tre Tusend igen, og dem er jeg ikke bange for at sætte i som tredje Prioritet,« sagde Brun.

Men det holdt Pelle ikke af. »Der bliver Brug nok for Deres Penge i Virksomheden,« sagde han.

»Ja ja! Men naar I sætter Huset i Stand og lader det omvurdere, er jeg vis paa I kan faa alle femten 201| Tusend i Laaneforeningerne,« sagde Brun. »Jeg tror, I staar jer ved det.«

Ellen havde faaet Blyant og Papir fat og sad og regnede. »Hvor mange Procent skal man regne til Renter og Afdrag?« spurgte hun.

»Fem,« mente den gamle. »I gør jo selv alt Arbejdet ved Vedligeholdelsen.«

»Saa tør jeg godt,« sagde hun og saa frejdigt paa dem. »Det maatte være morsomt at eje sit Hus selv! Synes du da ikke, Pelle?«

»Nej jeg synes det er ganske vildt,« svarede Pelle. »Vi kommer til at sidde for en Husleje af

">Nhalvottende Hundrede Kroner.«

Ellen var ikke bange for den Husleje, det kunde Hus og Have nok bære. »Og om nogle Aar kan vi sælge Jorden til Byggegrunde og tjene mange Penge,« sagde hun. Hun var rød i Kinderne.

Pelle lo: »Ja Spekulationen – er det ikke den Bakkegaardsbonden er ved at gaa i Stykker paa?« Han havde nok om Ørerne og følte ingen Trang til selv at have Ejendom at slaas med.

Men Ellen blev blot mere og mere opsat. »Saa køb det selv da!« sagde Pelle leende. »Jeg har ingen Lyst til at blive Millionær.«

Ja det vilde Ellen gærne. »Men saa skal Huset ogsaa være mit,« erklærede hun. »Og dersom jeg tjener Penge paa det, vil jeg have Lov til at bruge dem ganske som jeg vil. De skal ikke gaa ind i jeres bundløse Fælleskasse.« Mændene lo.

»Brun og jeg gaar os en Tur,« sagde Pelle. »Saa kan vi jo gaa ind og skrive Slutseddel for dig med det samme.«

De gik neden om Haven og fulgte Bakkeranden Syd efter. Vejret var klart, det var slaaet om til let Frost, ned over Markerne laa hvid Rim. Hvor den lave Sol faldt paa, smæltede Rimen og det vissent grønne Græs kom frem.

»Her er i Grunden smukt,« sagde Brun. »Se hvor pyntelig Byen tager sig ud med sine Taarne – man skal bare ikke bo dernede. Jeg sad og tænkte paa 202| det i Nat, da Barnet laa der og sloges med Hosten – Arbejderne faar i Grunden ingen Del i Solen! Heller ikke de der forøvrigt har det ordenligt. Og saa fik jeg Lyst til at bygge Boliger til vore Folk her paa Bakkekammen til begge Sider af Gryet – den ny Tids Folk skulde gærne bo højere og lysere end andre. Jeg har tænkt mig det ordnet saaledes, at jeg foreløbig stod i Forskud for Grundene, og Virksomheden efterhaanden indløste dem af sit Overskud. Det er nok saa praktisk som at dele Overskuddet mellem Arbejderne, derved skaber vi Værdier for Foretagendet. Apropos Overskud – du har arbejdet godt Pelle! Jeg tog et Skøn over det i Nat, der bliver allerede en halv Snes Tusend i Aar. Naa, men for at komme tilbage til det vi talte om: Prioritetslaanene plejer at kunne dække Omkostningerne ved Bebyggelsen, og naar de om en Aarrække er amortiserede, staar det hele ubehæftet.«

»Hvem skal eje det?« spurgte Pelle. Han gik og tyggede paa et Straa, og satte Benene sindigt frem – som en Bonde der gaar i Pløjejord.

»Fællesskabet! Det skal ordnes saaledes, at Husene ikke kan overdrages og ikke behæftes med ny Laan. Vore Fællesforetagender maa unddrages enhver Form for Spekulation, derved begrænses Kapitalens Omraade. Det hele skulde hvile i sig selv, og kunne ophæve Privatejendommen inden for sine Rammer. Du ser, det er din egen Ide om et Samfund i Samfundet, jeg bygger videre paa! Endnu er det ikke nemt at finde en juridisk Form, hvorunder det hele kan hvile i sig selv; men foreløbig leder du og jeg det – og Morten hvis han vil være med. Jeg tænker han kommer hjem med friske Kræfter!«

»Og hvornaar skal den Plan realiseres? Bliver det i en nær Fremtid?«

»Allerede nu i Vinter havde jeg tænkt – derved bøder vi jo ogsaa lidt paa den store Arbejdsløshed. Tredve Huse – det er dog altid en Begyndelse. Og bagved ligger jo hele Verden, Pelle!«

203| »Vil De gøre Benyttelsen af Boligerne obligatorisk for vore Arbejdere?«

»Ja – Fællesskabet forpligter. Man kan ikke være halv udenfor og halv indenfor! – Naa, hvad synes du saa?«

»Det er en stærk Plan!« sagde Pelle. »Vi rejser vor egen By her paa Bjærget.«

Den gamles Ansigt lyste af Glæde. »Der er dog lidt ved mig, hva’? – der er ogsaa gammelt Forretningsblod i mine Aarer. Mine Forfædre har tømret sig en Verden sammen – hvorfor skulde jeg være ringere end de? Jeg skulde have været yngre, du Pelle!«

De gik rundt om Bakken og kom til Gaarden fra den anden Side. »Det hele var i Grunden ikke for stort, om vi skal have Plads til at udvide os,« sagde Pelle, der ikke var bange for at lægge stort ud, naar det galdt en stor Plan.

»Jeg gaar netop og tænker paa det samme,« svarede Brun. »Hvor meget er her – et Par Hundrede Td. Land? Der bliver lige Plads til et Tusend Familier, naar de hver skal have en ordenlig Plet Jord.«

Saa gik de ind og tog det hele paa Haanden for en kvart Million.

»Men Ellen – hvordan affinder vi os med hende?« udbrød Pelle da de var paa Hjemvejen.

»Ja det er skam ogsaa sandt! Det var jo hendes Ærende vi gik – og nu har vi selv hugget Forretningen. Naa, hun giver sig vel, naar hun hører hvad det drejer sig om.«

»Det er jeg ikke vis paa,« sagde Pelle leende. »Maaske naar De kommer i Lag med hende.«

»Naa, fik I Huset?« spurgte Ellen, hun stod i Døren og tog imod dem.

»Ja, vi fik meget mere end det,« sagde Brun friskfyragtigt. »Vi købte hele Historien.«

»Er det Alvor, Pelle?«

Han nikkede.

»Hvad saa mit Hus da?« spurgte hun langsomt.

»Ja det købte vi jo sammen med alt det øvrige,« 204| sagde Brun. »Men det kan for saa vidt nemt skilles fra – det er blot lidt hurtigt at skyde Hul paa Fællesskabet, før det endnu er etableret.« Han sad lidt og ventede paa, at Ellen skulde sige noget. Da hun haardnakket tav, vedblev han lidt kort:

»Naa – ja saa er der ikke mere at sige til den Ting! Ret skal være Ret, og i Morgen skal jeg træffe Anstalter til at Huset bliver Dem tilskødet for de femten Tusend. – Saa maa vi jo opgive hele Historien, Pelle! vi kan ikke ha’e, at Manden for det hele bor i sin private Ejendom. Der røg den Plan i Lyset!«

»Med mindre Ellen og jeg indretter os i hver sit Hus,« sagde Pelle polisk. »Jeg kan jo bygge lige paa den anden Side Skellet, saa kan vi dog nikke til hinanden.«

Ellen saa alvorligt paa ham. »Jeg synes kun, det er lidt underligt, at man bestemmer over mine Sager uden at spørge mig først,« sagde hun endelig.

»Ja, det var ogsaa hensynsløst af os,« svarede Brun, – »vi haaber, De vil slaa en Streg over det. De giver altsaa Afkald paa Huset?«

»Det er jeg nok nødt til, naar Pelle truer med at flytte fra mig,« svarede Ellen smilende. »Men ked af det er jeg; jeg er vis paa, der om kort Tid havde været Penge at tjene.«

»Det bliver ellers morsomt, dersom Kvinderne skal til at rykke ind i vore forladte Sneglehuse,« sagde Brun halv alvorligt.

»Ellen har altid været en uforbederlig Kapitalist,« indskød Pelle.

»Jeg har bare aldrig haft saa mange Penge, at jeg ikke skulde vide hvad de var værd,« svarede Ellen slagfærdigt.

Gamle Brun lo. »Den var nok til Hr. Brun!« sagde han. »Men siden De har saadan Mod paa Grundspekulationen, Fru Ellen, saa vil jeg foreslaa Dem noget! Til det Areal vi har købt hører en Stump Eng, som ligger halvvejs inde ad Byen til – ved Mosen; den faar De i Afstaaelse. Den er ikke noget 205| værd i Øjeblikket og skal fyldes op for overhovedet at faa nogen Værdi. Men det varer næppe længe, før Byen er derude og kræver Plads.«

Det havde Ellen ikke noget imod. »Men saa vil jeg have Lov til selv at raade over, hvad der kommer ud af det,« sagde hun.