XXIII

Og saa er det igen Foraar i Danmark!

Allerede længe har det trukket op til det, Lærken kom før Frosten endnu var af Jorden, og saa dukkede Stæren op. Og en Dag var Luften pludselig blevet høj og let, saa Blikket igen engang kunde gaa vidt ud; der var kommet en egen bred Luftighed i Blæsten – det var Vaarens Aande. Den kom strygende med Bud om unge karske Kræfter, og Folk rettede Ryggen og aandede dybt ind. »Ah Søndenvinden!« sagde de og aabnede Sindet i Forventning.

Og dér kommer han selv ridende over Havet Syd fra midt i sit Følge af kaad Ungdom. Saa herligt har hans Indtog aldrig været, ligner han ikke straalende Solen selv! Havet glitrer under gyldne Hove, og Luften er dirrende fuld af Straale-Spyd der gribes 242| og kastes under det kaade Ridt. Tju og hej – i halsbrækkende Galop over Bølgerne! hvem kommer først til de danske Strande?

Som en bred Blæst gaar Vaaren frem over Øer og Bælter og favner det hele i overmodig ung Styrke, han synger i Børnenes aabne Munde som i en Konkylie og rutter med luftig Friskhed. Kvindens Tænder bliver friske af hans Kys og blinker omkap med hendes Øjne; hendes Kind blusser under hans Strøg og er dog kølig – som solmoden Frugt der dugges af Morgenen. Og i Mandens Hjærne hvirvler det paany, den vider sig ud for Vaarvinden til et renblæst Hvælv – stort som Himlen selv – og blaaner i ør Forventning. Højt i den gaar de vilde Fugles syngende Træk; den svimler mod sin egen Uendelighed.

Barhovedet og med et Smil af Sol gaar han frem som en ung Kæmpe, der har drukket sig en Rus i sin egen Styrke, breder Armene ud og vækker trallende det hele! Ingenting kan staa for ham. Han kilder den sovende Jord under Hjærtet og raaber overgivent ned i hendes dunkle Skød: Kuk engang! Og dybt nede spjætter Livets Rødder til og vaagner; de sætter Safterne i Omløb igen, Pindsvin og Markmus tumler søvndrukne frem og giver sig til at pusle i Hegnene. Nede fra Mørket gærer og bobler det op af gammelt der raadner bort, og Grøfternes sure Vand giver sig til at rinde mod Havet.

Menneskene staar og stirrer himmelfaldne efter den rundhaandede Kæmpe, til det gror i dem ogsaa og de selv faar Raad til en Del. Alt det man umulig kunde, nu kan man det pludselig – og mere til! Bonden har allerede forlængst Ploven i Jorden, og Sædemanden spænder sin Kurv omkring sig – nu skal Landet Nklædes igen.

Dagene længes og tager til i Varme, det er herligt at følge dem og vide det gaar opad. En Dag fjærner Ellen Forsatsdørene og slaar op paa vid Gab ud til Haven; det er som en Befrielse. Men sikke meget Snavs, Lyset aabenbarer!

243| »Nu faar vi travlt, Petra Drejer!« siger Ellen. Den lille forvoksne Sypige smiler med sine sørgmodige Øjne, og de to giver sig til at feje ned og vaske Vinduer; nu og da kommer en lille Tøs ind fra Haven og sladrer, fordi hun ikke maa lege med Annas store Dukke. Men Svend Trøst er i Marken fra Morgen til Aften; han hjælper Bedstefar Stolpe med at bygge de ny Arbejderboliger. Det er en køn Hjælp! Naar Ellen henter ham ind til Maaltiderne, er han saa snavset, at hun er ved at gaa ud af sit gode Skind.

»Gud ved, hvordan Gamle Brun har det?« siger Ellen pludselig, bedst som hun gaar. »Nu har vi ikke hørt fra ham i tre Dage. Det er helt trist at tænke paa, at han er saa langt væk. Bare man nu tager sig ordenlig af ham.«

Pelle har styrtende travlt – det er ikke ret meget de ser til ham. Nu har Bevægelsen taget fat paa hans Ide for Alvor, og han skal selv skalte og valte med det hele, saa han har begge Hænder fulde. »Har jeg en Mand – eller har jeg ingen?« siger Ellen, naar hun engang imellem faar Hold i ham.

»Nu bliver det snart bedre,« svarer han. »Naar vi først faar Maskineriet ordenlig i Gang, knirker det af sig selv.«

Morten er den eneste, der ikke tager sig noget alvorligt til. Han gaar og drysser – og virker underlig afstikkende midt i al Travlheden. »Han tænker!« siger Ellen og stanser midt i Tæppebankningen. »Gudskelov man ikke er bleven Forfatter.«

Pelle vil gærne have ham draget ind i Foretagendet. »Der er saa meget at skrive og holde Foredrag om,« siger han. »Alt det kunde du gøre meget bedre end jeg.«

»Nej du, jeg kan ikke,« svarer Morten. »Dit Arbejde gror i mig ogsaa, jeg har det i Tankerne bestandig og har jo selv tænkt paa at give en Haand – men jeg kan ikke. Hvis jeg kommer til at yde mit Bidrag til din vældige Gærning, bliver det paa en anden Maade.«

244| »Du gør ikke noget ved Ndin Bog om Solen heller,« siger Pelle bekymret.

»Nej, for hver Gang jeg vil arbejde med den, gaar den saa underlig i ét med din Gærning for mig. Jeg kan ikke holde Tankerne ud fra hinanden; for Tiden føler jeg mig som en Muldvarp, der roder blindt om i den sorte Muld under Livets mægtige Træ. Jeg graver og søger, og hvert Øjeblik støder jeg paa de tunge Rødder af dette vældige over Jorden. Jeg kan ikke se dem, men jeg hører det tone deroppe fra – og lider ved ikke at kunne følge dem op i deres mægtige Sammenhæng deroppe i Lyset.

En Søndag Formiddag sidst i Maj sad de ude i Haven. Vuggen var flyttet ud i Solen, Pelle og Ellen sad paa hver sin Side af den og talte om Hjemmets Anliggender; Ellen havde meget at fortælle ham, naar hun havde ham for sig selv. Barnet laa og gloede op i Luften med sine mørke Øjne, der var Ellens op ad Dage; han var brun af Lød og buttet. Det saas paa ham, at han var undfanget i Sol og Kærlighed.

Lasse Fredrik sad henne for sig selv ved Tjørnen og malede paa et Billede, som Pelle ikke maatte se, før det var færdigt. Han gik paa Tegneskole nu og var flink, han havde et skarpt Blik for Mennesker – navnlig de Fattige kunde han tage paa Kornet som de gik og stod. Han havde en let Haand; med to-tre Streger kunde han give det, Faderen møjsommeligt havde maattet arbejde sig til. »Du snyder,« sagde Pelle gærne, halv fortrydelig – »det kan ikke taale at ses nær ved!« Men han maatte indrømme at det lignede.

»Naa, faar jeg snart Billedet at se?« raabte han over. Han var svært nysgærrig.

»Ja, nu er det færdigt,« sagde Lasse Fredrik og kom med det.

Billedet forestillede en Gade, hvori der holdt en 245| enlig Mælkevogn; bag Vognen laa en Mælkedreng med blødende Hoved. »Han er faldet i Søvn, fordi han maa saa tidlig op,« forklarede Lasse Fredrik. »Saa idet Vognen kører frem, gaar han bagover.« Det morgenøde i Gaden var godt givet, men Blodet var altfor knaldende rødt.

»Det er meget uhyggeligt,« sagde Ellen gysende. »Men sandt er det.«

Morten kom hjem fra Byen. »Her er Nyheder til dig fra Brun,« sagde han og rakte Pelle et stort Brev. Pelle gik ind i Havestuen for at læse det i Ro: noget efter kom han ud.

»Ja store Nyheder er det denne Gang,« sagde han bevæget. »Vil I høre det?« Han satte sig til at læse.

Kære Pelle!

Jeg sidder i min Seng og skriver til dig. Det er snavs med mig og har været i nogle Dage; dog haaber jeg ikke, der er noget alvorligt paa Færde. Vi er jo alle Vorherre en Død skyldige, men jeg vilde gærne starte til den store Verdensomsejling derhjemme fra. Jeg længes efter Gryet og jer alle og føler mig ensom; hvis Foretagendet kan afsé dig nogle Dage, var jeg glad for om du kom herned. Saa kunde vi følges hjem, selv drister jeg mig ikke til Rejsen.

Lige nu gaar Solen ned og sender sine sidste Straaler ind til mig; hele Dagen har været graa og trist, men nu bryder Solen frem af Skyerne og kysser Jorden – og mig gamle Mand med – til Afsked. Det giver mig Lyst til at sige dig noget, Pelle; for saadan har min Dag jo ogsaa været, før jeg traf dig. Endeløst lang og graa! Naar man er det sidste Led af en udgaaende Slægt, maa man bære de andres graa Tilværelse ogsaa!

Jeg har tidt maattet tænke paa, hvor Livets skjulte Kraft er forunderlig. Omgangen med dig har været som et Løfte for mig, skønt jeg vel vidste, at jeg ingenting skulde udrette mere og ikke heller for246|plante mig. Alligevel føler jeg mig gennem dig i Pagt med Fremtiden! Du staar i Opgangen, og ser vel paa mig som noget der forsvinder. Men se alligevel, hvor Livet lader os alle leve – ved at benytte os paa hver sin Vis! Vær du stærk i din Tro paa Fremtiden, hos dig ligger Udviklingen. Jeg ønsker af Hjærtet, jeg var en opvaagnende Proletar og stod i Dagningen; men jeg er alligevel glad, fordi det ny ved dig trykker mine Øjne til.

Dèr har jeg gaaet og syntes, at Livet var kedeligt og selvfølgeligt – alt for kendt. Jeg havde det jo ordnet i mine Kataloger! Og se saa, hvor det fornyr sig! – nu paa mine gamle Dage har jeg oplevet dets evige Ungdom. Tidligere havde jeg aldrig brudt mig om Landet, det stod for mig som et Sted, hvor man enten vadede i Støv eller Søle. Den sorte Muld forekom mig nærmest gyselig, den forbandt kun Forestillinger om Kirkegaarden – saa langt var jeg fjærnet fra Naturen. Landet var noget, Bønder færdedes i, disse drøje, grovtærende Skabninger, der nærmest forekom én som et Slags Dyr, der prøvede paa at efterabe én. Tænkende Væsner kunde umuligt leve derude. Saadan var jo Opfattelsen i min Kreds, og jeg havde selv en Rem af Huden, skønt min akademiske Dannelse selvfølgelig omskrev og tilslørede det hele noget. Dette med vort Forhold til Naturen forekom mig æstetisk meget interessant men nærmest som et Modsætnings – for ikke at sige fjendtligt – Forhold. Jeg begreb ikke, at nogen kunde finde noget kønt ved en Pløjemark eller et Dige. Det var først da jeg lærte dig at kende, at noget rørte sig i mig og kaldte mig ud; der var noget ved dig, som var Luft derude fra.

Nu forstaar jeg ogsaa mine Forfædre! Før stod de blot for mig som nogle haardhudede Børster, der skrabede de Midler sammen, vi i to Generationer har siddet og tæret paa uden at gøre virkelig Gavn for to Skilling. De har dog gjort os i Stand til at leve Livet, har jeg altid tænkt – og anset det som den eneste Undskyldning for at de fandtes i Slægten, 247| saftige og robuste som de var. Nu ser jeg, at det er dem der har levet; mens vi efter dem i al vor Holdenhed kun har haft en Seng i NTilværelsens Vartov.

For alt dette siger jeg jer tak. Jeg er glad for at jeg gennem jer har lært den ny Tids Mennesker at kende og kan give min Formue tilbage. Den er skabt af alle dem der arbejder, og hobet sammen af nogle faa; det er en simpel Selvfølge, at jeg leverer den tilbage. Andre vil komme til at gøre som jeg – frivilligt eller nødtvungent – indtil alt er alles. Og saa først kan Kampen om det menneskelige begynde! Kapitalismen har skabt vidunderlige Maskiner, men hvilke vidunderlige Mennesker venter der os ikke med den ny Tid. Hvem der kunde have oplevet det!

Jeg har testamenteret dig og Morten det hele. NEndnu er der ingen Institution, jeg kunde overgive det til, saa faar I forvalte det i Fællesskabets Navn. I to er Fattigmands bedste Værge, og jeg ved I vil anvende det paa den bedste Maade – jeg giver det trygt i jeres Hænder. Testamentet beror hos min Sagfører, jeg ordnede det hele før jeg rejste hjemme fra.

Hilsen til alle i Gryet, Ellen og Børnene og Morten. Hvis den lille bliver døbt, inden jeg naar hjem, husker I jo at han skal bære mit Navn. Men nu haaber jeg paa du kommer.
Ellen trak Vejret dybt, da han var færdig med Brevet.

»Bare det ikke er alvorligere med ham, end han vil være ved,« sagde hun. »Du rejser vel?«

»Ja, jeg ordner det nødvendige i Virksomheden i Morgen tidlig og tager med Formiddagsekspressen.«

»Saa maa jeg vist til at se efter dit Tøj!« udbrød Ellen og gik ind.

Pelle og Morten gik en Tur langs Bakkeranden, forbi de halvopførte Boliger, hvis røde Sten lyste i Solen.

»Føler du dig ikke som et Lykkebarn, Pelle?« sagde Morten pludselig.

248| »Jo,« svarede Pelle – »mig har ingenting kunnet skade, og saa er det vel rigtigt, hvad Far Lasse og de andre sagde, at jeg er født med Sejrsskjorten. De Misbrug jeg led som Barn, har lært mig at være god mod andre; og i Fangenskabet vandt jeg mig Friheden – det der skulde gjort mig til en Forbryder, gjorde mig til Menneske i Stedet. Ingenting har kunnet skade mig! Saa maa jeg vel være et Lykkebarn, som du siger.«

»Ja du er, og nu har jeg fundet mit Stof, du Pelle! Jeg roder ikke længer blindt i Mørket – nu skal jeg skrive et stort Værk.«

»Til Lykke med det da! Hvad skal det handle om? Skal det være Værket om Solen?«

»Ja baade om Solen og om det der sejrer. Det skal være et Værk om dig, Pelle!«

»Om mig?« udbrød Pelle forskrækket.

»Ja – om den nøgne Pelle med Sejrsskjorten! Nu er det vel paa Tiden at kalde Ndet nøgne Menneske frem i Lyset og se rigtig paa ham, nu han staar og skal overtage Fremtiden. – I vil jo helst læse om Grever og Baroner, men nu skal jeg skrive jer en Historie om en Prins, der finder Skatten og vinder Prinsessen. Han har ledt om hende i hele Verden, du – og hun var der ikke. Saa er der kun ham selv til Rest, og der finder han hende – for han har sunket hendes Hjærte. Er det saa ikke en god Historie?«

»Jeg synes, det er noget godt Sludder,« sagde Pelle leende. »Og du kommer da til at smøre godt med Løgn i, hvis du vil have mig gjort til en Prins. Jeg tror nu ikke, du faar Arbejderne til at tage den for en rigtig Bog, det er det hele altfor kendt og almindeligt til.«

N»De skal gribe efter den – og græde af Glæde og Stolthed over at finde sig selv i den. Kanske opkalder de ogsaa deres Børn efter den af Nbar Taknemmelighed!«

»Hvad skal den saa hedde da?« spurgte Pelle.

»Den skal hedde Pelle Erobreren!«