69| Guds Moders Advokat!

71|En af de skønneste Pletter paa Guds grønne Jord er Dalen mellem de to Bjærgkæder, der langt inde i Nord forener sig til en mægtig Kegle, en gammel blaalig Vulkan med evig Sne paa Toppen. Oppe under Snegrænsen gror der en Rigdom af Farver ud af Vulkanens nøgne Side, Farver i Aske og Lava med Striber af Svovlgult. Og nedenfor igen skyder en sælsom blaalig Vegetation frem, der synes at have taget Lavaens Nkoleriske Farve. Ude i Syd, hvor Bjergene aabner sig, ligger det blændende Hav – en doven Skønhed, der nu og da vrider sig i Anfald af hæftigt Oprør. De skarpe Forbjærge af størknet Lava er som skorpede Jættenæver, der bærer den Skønne oppe.

For kun halvhundrede Aar siden var Dalen et jordisk Helvede, ganske vist i herlig Indfatning. Alt, hvad Vorherre lader vokse af skønt og unyttigt, fandtes her til Overflod. Op ad Bjærgsiderne stod Cypressen og Pinjen Vagt om stejle Klipper, der syntes rejste som mægtige Gravmæler over et eller andet forgangent. NNerien blussede hæftigt frem af deres Skygge, og hen over de lavere Kamme gik Timian og mandshøj NAgave i trofaste Rækker.

Alt det kan man nu ikke leve af; men den gode Gud havde ladet den gule Flod udspringe langt inde 72| mellem Bjærgene et Steds, og gennem Aartusinder bundfælde sit Slam i Dalen, saa der efterhaanden opstod en fed Dalbund, hvori Menneskene kunde plante alt det, der gør Nytte og derfor kun kan trives under Menneskehænder. Bundens Fedme syntes en Opfordring til enhver om at stikke en Kærne i Jorden og tage et Brød igen.

Men Befolkningen herinde plantede ikke. Her var Mænd nok; enhver, der ikke kunde begaa sig andre Steder, søgte til de Forbandedes Dal og blev optaget i en af Røverbanderne. Det var et gudsforgaaent Liv, der levedes i denne afsides Klipperævne, hvor Øvrigheden ikke turde vove sig ind; om Dagen svirede og spillede man eller sov i Solen, om Natten drog man over Bjærgene – til Overfald og Smugleri. »Vi lader de andre saa – og høster kun!« var Dalens kyniske Valgsprog; og det var dens Stolthed, at den alene lagde Beslag paa et af Landets Fængsler.

En Dag kom en udhungret Advokat, Bartolo Lucca, til Dalen. Han havde plyndret, hvor han kunde, inde i Storstaden; nu var Retfærdighedens Haand efter ham, og han flygtede her ud. Ved Indgangen til Dalen blev han stanset af Banditternes Vagtposter, men da der ikke var for to Øres Værdi paa ham, fik han Lov at slippe igen. Halvdød slæbte han sig hen ad Vejen, til han naaede Nischen med det forfaldne Madonnabillede, der faldtA han sammen.

Han havde ingenting med Troen at skaffe, det var en Tilfældighed, at han netop laa her. Hans feberhede Blik søgte omkring efter noget spiseligt og strejfede tilfældigt den brøstfældige Madonna og blev 73| hængende ved hendes Kind, hvor der endnu fandtes en sidste Rest af Kødfarve. Og med ét syntes han, hun traadte ud af Rammen og bøjede sig imod ham.

»Hellige Guds Moder, hjælp mig,« hviskede han. »Jeg dør af Sult.«

»Jeg skal sørge for, at du faar det godt i Himlen,« sagde hun mildt.

»Men jeg bryder mig ikke om at komme i Himlen. Jeg vil have Mad – allerhelst vil jeg være rig.«

»Saa kan jeg ikke hjælpe dig. Du ser, hvor ussel jeg selv er – her i Dalen bryder ingen sig om mig. Her gælder Skøgen mere end jeg – den ubesmittede Moder.«

»Hjælp mig, fromme Guds Moder! du kan, naar du vil! Saa vil jeg tale din Sag til Gengæld. Jeg var Hovedstadens forslagneste Advokat, jeg har talt Mordere fri af Skafottet – jeg skal give dig ogsaa din borgerlige Ære tilbage. Hjælp mig, og jeg vil være din Advokat!«

Det forekom ham, at Madonna nikkede og rørte ved hans Pande. Saa faldt han sammen af Udmattelse.

Folk i Dalen var strømmet sammen for at se den underlige, spidsskæggede Mand, der laa paa Knæ foran det gamle foragtede Madonnabillede; og da han vaagnede af sin Afmagt, stod en Kvinde bøjet over ham med en Kurv Figen.

»Spis,« sagde hun, »ellers dør du!«A Og Bartolo Lucca spiste.

Siden slæbte han sig herhen hver Dag, og ved den Tid han plejede at komme, mødte Børnene i Flokke for at se den mærkelige Mand, der laa og talte 74| med det gamle Træbillede. Hvor Børnene gaar, kommer Mødrene efter, og den syge Advokat gav sig til at fortælle om den ubesmittede med det blødende Hjerte: Nmadre pia, madre dolorosa. Det hændte, at Mændene forlod deres Kort og kom hen og stod og grinede.

Men en Dag sluttede den mest forvorpne af dem sig til ham. »Det er mellem to Kæferter,« sagde de andre spottende – »det er Brændevinshikke.« Og fjorten Dage efter var den ene bleven til fem. Det var rigtigt nok – hvad Bartolo Lucca fik, var Udskuddet blandt den forbandede Dals Udskud. Men han tog imod dem og dannede Marias Broderskab. Og Broderskabets Medlemmer forlod deres gamle Levevis og gav sig til at dyrke Jorden.

Bartolo Lucca selv blev ringere og ringere og maatte til sidst gaa i Seng – det var Tyfus. Han vidste, at der maatte skrives Love for Broderskabet, om det skulde holde sammen, og var ulykkelig, fordi han ingenting ævnede. Spørgsmaalet blev stærkere og stærkere i ham, det gik ind i hans Feber og blev til Vildelse, og Febervildelsen slog ud i religiøs Ekstase. Da stod han op og skrev Ni Dages Andagten. Han arbejdede paa den i en Maaned, mens Feberen sled hans Legeme; hver Dag slæbte han sig hen til det lille Kapel, Brødrene havde rejst om Madonnabilledet, rettede det skrevne for Marias Aasyn og oplæste det med høj Røst. Udenfor stod Dalens Folk og undredes over den skindmagre Mand, der læste, saa Taarerne randt og Papiret blev ganske vaadt.

Samme Dag, Broderskabet fik sin Maria-Andagt 75| og kunde tage den i Brug, rygtedes det, at Bartolo Lucca laa for Døden.

Efter hans Ønske blev Madonna hentet. Da Brødrene kom med Billedet, fulgte hele Dalen dem for at se, om der vilde ske noget Under.

»Hellige Moder,« hviskede den Døende, da man sænkede Billedet ned over ham, »her ligger din Advokat og er ved at dø, og du rører dig ikke. Ser du da ikke, at hele Dalen venter sig noget af dig? Gaa i Forbøn for mig hos din Søn, og jeg skal vi dig hele mit Liv. Aldrig skal nogen anden Kvinde end du komme i mine Tanker.«

Ved Midnat rejste Bartolo Lucca sig fuldstændig karsk, Feberen og Smærterne var borte. Efter dette voksede Maria Broderskab hastigt. Rygtet om Miraklet gik over til den anden Side Bjærgene, Folk fra Byerne derovre glemte helt, at Dalen hed de Forbandedes Dal, og kom for at se det undergørende Billede. Frivillige Bidrag strømmede ind til Opførelse af en lille Mariakirke.

Guds Moders Advokat stod med Frøet i sin Haand og anede det mægtige Træ. Han strøg resolut den lagte Plan, tilkaldte Hovedstadens bedste Arkitekt og lagde Grunden til en stor prægtig NBasilika. Han forfattede en trykt Beretning om Miraklet, føjede Maria-Andagten ind og spredte Heftet ud over Landet i Hundredtusind Eksemplarer, med Anraabelse om Bidrag. Hans ophidsede Fantasi kunde høre Strømmen langt derude, af Penge og Pilgrimme, som endnu ikke var paa Vej til den undergørende Jomfru; blind i sin Tillid indforskrev han Marmor fra Pyrenæerne og dygtige Haandværkere og Kunst76|nere fra de store Stæder. Mens han endnu kunde skræve over Kirkens Mure, fik han Paven til at skænke den et Højalter af en saadan Beskaffenhed, at en Sjæl slap ud af Skærsilden, hver Gang Messen læstes foran det.

I Dalen skete der stor Forandring. Madonna og hendes Værk fyldte Sindene med Spænding, man lagde Drikkeriet og Kortene til Side og kastede sig over Jordens Dyrkning, og Maria Broderskab gav sig med haard Haand til at Nbære Vaaben paa Banditterne. Bartolo Luccas Skrift var naaet vidt om, der gik allerede en jævn Strøm af Pilgrimme ind i Dalen. Men Pengene flød ikke rigeligt nok til det mægtige Foretagende, og da Kirkens Mure var mandshøje, truede det hele med at gaa i Staa.

Hver Dag knælede Guds Moders Advokat for hendes Billede og bønfaldt hende om det store Under, der kunde henlede hele Verdens Opmærksomhed paa hende. Han laa der fra Morgen til Aften og Natten med, truede og tryglede og undte sig ikke Søvn. Broderskabets Medlemmer kom med Mad til ham, men han vægrede sig ved at tage Føde til sig.

Paa den ottende Dag rejste han sig, og da var han vred. Han tog det lille Voks-Jesusbarn fra Marias Arm og satte det ned i en mørk Krog; saa stængede han for Kapellet og gik. Der gik et Par Dage hen, uden at der var noget at se paa Billedet; men den tredje Morgen havde Vokset i Marias ene NØjennæst dannet sig til en lille Klump – en Taare. Saa fik hun sit Jesusbarn i Armen igen.

Den samme Dag kom en ung smuk Kvinde til Dalen for at ofre til Maria og melde sig ind i hendes 77| Broderskab. Hun var Datter af Provinsens Postdirektør, en rig Mand med mange Køretøjer.

Antonette var lige saa ydmyg, som hun var smuk, og det var en Fryd at se hende – lysende af Skønhed som et Mandeltræ i Blomst – knæle i Ydmyghed for Guds Moders falmede Billede.

Trods Kulden laa hun i flere Timer foran Madonna, og da hun rejste sig, var hendes Ben døde af den kolde Træk i Kapellet. Hun maatte gaa i Seng. Feberen slog ud med pludselig Voldsomhed – det var en livsfarlig Lungebetændelse. Varsomt blev hun transporteret op i Bjærgenes rene Luft, og de første Dage viste Bedring. Men saa tog Feberen igen til, hæftige Gigtsmerter overfaldt hende og slog det ene Ben krumt. Rædselslagen bragte man hende ned igen; men nu kunde hun ikke engang hænge paa et Æsel, hun maatte bæres paa en Baare. Hun græd af Glæde, da man bar hende forbi Kapellet.

Ogsaa nu tog Smærterne til, snart kunde man ikke mere røre ved hende uden at forvolde hende Lidelse. Den før saa blomstrende Kvinde kunde nu knap røre et Lem, Fødderne drog sig voldsomt op under Legemet og forblev i den Stilling, Armene ligesaa; Hænderne knyttede sig krampagtigt og var ikke til at aabne, saa Neglene groede ind i Kødet og voldte dybe Saar. Hver Uge – ja hver ny Dag – bragte ny Ulykker over hende. Over Lænderne brød Huller, som flød og ikke vilde læges igen; der kom Hovedpine til, og Smærter i Maven, og vilde ikke fortage sig igen. Det var, som om Alverdens Sot og Elændighed havde rottet sig sammen for at tilintetgøre dette Billede paa uskyldig Skønhed! Og det 78| lykkedes alt for godt. Al Glans og Fylde var borte, Nervegigt havde fortrukket Munden og den ene Kind; det højre Øje var sunket tilbage i Hulheden og tæredes bort. Hun kunde ikke se og ikke taale Lyset, Struben svulmede op, og Svælget trak sig sammen, saa hun ingen Næring kunde tage til sig. De, der havde kendt hende tidligere og nu saa hende, fyldtes med Gru; og hendes egen Onkel, en berømt Læge der blev tilkaldt, undslog sig for at komme igen, saa rystet var han ved Synet af hende.

Alt blev prøvet, hvad prøves kunde. Læger, Medicin, Bøn. Hver Dag forrettede Brødrene NNi Dages Andagten og bad til N»Salmens femten Vidundere«. Til sidst gav man den Syge et Glas Vand med smaa Papirstrimler i, hvorpaa der stod: Ubesmittede Jomfru, bed for mig! Hun sank virkelig Vandet og Papirstrimlerne, skønt hun ellers ingenting kunde nyde. Men det var ogsaa det hele. Hun laa og stred i Aandenød, og Forældrene gav grædende Tilladelse til, at Ligkisten maatte hentes.

Det var mørkt, da Dødssymptomerne begyndte at indfinde sig med kold Sved, brustne Øjne og sammenbidte Læber. Stilheden afbrødes kun af den Døendes Rallen og Grædekonernes Graad. Den Døende bad dem gaa, deres Klagesange forvoldte hende Lidelser. Derpaa laa hun stille hen og gentog i Tankerne Maria Andagtens hellige Ord, mens hun afventede Dødens Komme.

Da pludselig traf et klart Lys hendes Øjenlaag, hun aabnede dem og saa et himmelsk Skær fylde Værelset. Midt i Lyset skred Guds Moder, Dalens Madonna, frem imod Sengen. Hun bar en Klæd79|ning, der var hvidere end Sne, en himmelblaa Kappe og en Krans af hvide Roser om sin Pande.

»Antonette,« sagde hun med blid Stemme. – »Vil du bygge min Kirke færdig?«

»Jeg kan jo ikke – jeg skal jo dø!«

Maria lagde Hænderne paa den unge Piges saarede Legeme og rejste hende over Ende i Sengen. »Du skal ikke dø,« sagde hun, »du skal leve og vidne om min Magt for Alverden. I Morgen, naar du vaagner, skal du forlange Sakramentet, og derpaa skal du vandre paa dine Knæ til mit Kapel.«

Madonna forsvandt, og Antonette fandt sig selv siddende over Ende i Sengen i Mørket. Hun bevægede langsomt først den ene Arm, og saa den anden, hun aabnede Hænderne – altsammen uden Besvær. Hun sprang ned paa Gulvet og gik virkelig – gik, som om hun aldrig havde fejlet noget; Gigt- og Rygsmærterne var borte. Hun tændte hastigt Lys og spejlede sig – o Vidunder, Ansigtdragene var naturlige og smukke igen, Rødmen var vendt tilbage. Hendes Fader kom ind og saa hende – og faldt i Afmagt; han vaagnede igen og kaldte paa sin Kone – og hun besvimede. Men Antonette selv løb ud i Køkkenet og spiste – alt hvad der forefandtes, uden at blive mæt. Og hun, der i fire Maaneder kun havde taget fire Pund Næringsmidler til sig, spiste nu mere end et sundt Menneske uden at føle Spor af Ildebefindende.

Miraklet rygtedes hurtigt ud over Dalen, før Daggry var der sort af Mennesker udenfor Huset. Lægen, der kom for at skrive Dødsattesten og traf den unge Kvinde oppe, kastede sig i Støvet; den før 80| saa vantro Mand bekendte uforbeholdent Guds Almagt. Og da Antonette paa sine Knæ begav sig til Kapellet, kastede hele Folkeskaren, rige og fattige mellem hverandre, sig paa Knæ og fulgte efter hende. Det blev et underligt Tog, der – ubehjælpsomt som Pingviner – syngende vraltede op ad den sølede Vej til Kapellet. Der er siden kommet mange af samme Slags, fra alle Verdens Kanter. For hver Pilgrimsskare, der ankommer til Dalen, kaster sig ned og gaar det sidste Stykke – Antonettes Vej – paa Knæerne.

Denne sandfærdige Beretning om Antonettes mirakuløse Helbredelse staar at læse hos Bartolo Lucca. Guds Moders Advokat lod de to Læger, der havde behandlet Antonette, afgive lovformelige Erklæringer om, at det skete var et overnaturligt Fænomen, paa Trods af al Videnskab, han tog de tilstedeværende i Ed og fik Attester for Saarenes pludselige Forsvinden. Endelig lod han Jomfruen give en detaljeret Beretning om Synet. Da dette var gjort, lod han alle Aktstykkerne undersøge og Nkanonisere af Paven og sendte saa en Bog om Miraklet ud i Verden. Følgen var en mægtig Tilgang til Broderskabet af Medlemmer og Penge.

Madonna fik sin Kirke rejst – en af de prægtigste Basilikaer i Kristenheden. Men forøvrigt er hun trængt lidt i Baggrunden. Hun troner oppe paa Højaltret i en ny og smuk Udgave, skaaret af en af de største Kunstnere – og Smykkerne paa hendes Klæder repræsenterer en Værdi af Hundredtusender; men det er Bartolo Lucca, der tales om, naar der dvæles ved Dalens Forvandling fra et Helvede til et 81| lille Paradis, hvor der høstes fire Gange om Aaret og Frugter og Grøntsager vælder op af Jorden. Hvem udryddede Drik og Spil og Røverhaandværket og fik Dalen i Kultur og drog Hundredtusender af Pilgrimme til hvert Aar – Mænd, der ofrer Penge, og Kvinder, der grædende af Fryd hænger deres NGuldsøljer og -ørenringe paa Højaltret? Bartolo Lucca! Han og Antonette!

De to brød for Resten deres Løfte til Madonna og giftede sig med hinanden. Men hun vendte sig ikke fra dem af den Grund. Saa stor var hendes Bevaagenhed, at de kunde købe sig et Palæ inde i Staden. To Gange om Ugen kom de kørende i NWienervogn Nmed fire for, hævede Pilgrimsskarernes Offer og lod sig hylde af Beboerne. Efterhaanden som Dalens Jord kom i god Kultur, købte Guds Moders Advokat den for hendes Rigdomme. Det var oprindelig hans Mening at oprette et Grevskab til hendes Pris, men siden betænkte han sig og oprettede Grevskabet Lucca, der omfatter næsten hele Dalen.

Nu høster Dalens Beboere ikke længer, hvad andre saar. De saar – og Grev Lucca, der er en hvidhaaret, ærværdig Olding med talrigt Afkom, besørger Høsten for dem. Naar det kniber, gør han det fremdeles i Himlens Navn.