91|NDen evige Jøde

93|Det er en god Ting at have Venner udenfor Landegrænsen; netop i det fremmede gælder det jo, at Nbar er broderløs Bag. Saa meget mere Grund har jeg da til at sætte Pris paa Hr. von Germanenstolz' Venskab; hans Forbindelser rækker videre end mine, og der sidder en hjælpsom Haand paa ham.

Bekendtskabet er for Resten adskilligt ældre end Venskabet; der var en Tid, hvor vi ikke kunde se hinanden uden at komme op at kævles. Af en moderne Industridrivende at være er Hr. von Germanenstolz meget belæst og kultiveret, et helt Stykke af en Tænker – men paa visse Omraader glipper det rigtignok for ham. Han troede f. Eks. en Overgang, at hans Land havde faaet en guddommelig Mission tildelt – noget i Retning af at skulle genføde Verden! og denne Overbevisning fik ham til Tider til at stryge den belevne Købmand af sig og gaa Bersærkergang.

Naar Anfaldene kom over ham, trak han i en vældig Rustning ligesom NDon Quijote, og passede man ikke tilstrækkelig paa ham, fór han ud og gjorde Ulykker. Naa, enhver har jo sine NHjærnepletter; men helt let var det ikke altid at have med ham at 94| gøre. Han saa i mig som Nordbo en vanartet Tysker og begreb ikke, at han ikke maatte have Lov at hugge Hovedet af mig og genføde Tyskeren i mig – N»wiederherstelle« mig, som han kaldte det.

Ellers var han som sagt en udmærket Fyr, og der er ingen Grund til at hænge sig i disse smaa Særheder nu. Saa meget mindre, som han siden har skiftet Opfattelse og nu nærmest er tilbøjelig til at betragte de smaa skandinaviske Folk, som de egentlige Indehavere af det ur-germanske – af Verdensfornyelsen altsaa. Nu vil han mig ikke mere til Livs, naar vi mødes, men skænker mig sin udelte Beundring; skønt han selv er langt større og kraftigere, har han fundet ud, at jeg er N»urwüchsig«.

Nu kunde jeg sikkert faa Lov at slaa Hovedet af ham – blot jeg vilde love at »wiederherstelle« ham som urægte Germaner. Det har jeg imidlertid ingen Trang til. Jeg holder mest af ham, som han er, især efter at han har lagt sig det menneskeligste af alt – lidt Usikkerhed – til. Mennesket bør ikke være alt for sikker paa noget, og mindst af alt paa sin Stamtavle.

Hvordan han bragtes til at vakle i sit Racehovmod? Ja, Forsynet gav ham to Gange en Næse, og det gik saaledes til:

Naturligvis var Hr. von Germanenstolz Antisemit; Ordet »Jøde« virkede som en rød Klud paa ham. Den største Dumhed i Verdenshistorien blev efter hans Mening begaaet, da man aabnede Ghettoens Porte; og han førte en energisk Udryddelseskrig mod Jøderne. Han organiserede den antisemitiske Bevægelse og var i mange Aar dens Formand, 95| i hans udstrakte Virksomheder beskæftigedes aldrig Jøder. Han plejede overhovedet ingen Forretningsforbindelser med Folk af semitisk Afstamning; paa Fortovet foran hans Forretningsbygning stod tydelig indlagt i Mosaik: Besøg af Jøder frabedes! I de Aar kunde man paa de store nordtyske Badehoteller se Opslag, der lød: For Jøder serveres ikke! Og hvem kendte ikke den berygtede antisemitiske Knejpe, der til for et Aar siden laa i NFriederichsstrasse? Ølstuen med de forsmædelige Vægdekorationer og den vældige ophængte Knippel, hvorunder stod skrevet: Jødespørgsmaalets Løsning!

Alt dette og meget mere var hans Værk, han gav med brutalt Humør Parolen: Tyskland for Landets egne Børn. Selv havde han imidlertid ingen – ikke saa meget som en Smule Tøs engang, end sige en Søn, der kunde overtage det hele. Det var ham og hans Hustru en oprigtig Sorg, og de skyede hverken Anstrængelser eller Udgifter; men lige meget frugtede det alt. Saa opgav de Ævret og besluttede at tage et fremmed Barn til sig.

Netop ved den Tid havde de en NPige, der var i velsignede Omstændigheder og egentlig burde jages af Pladsen. Nu blev det ordnet saadan, at Frue og Pige rejste til Syden, og efter passende Tid kom Fru von Germanenstolz hjem som Mor til den dejligste lille Unge, der oven i Købet havde sort Haar ligesom hendes Mand. Det var overordentlig heldigt, for ingen skulde vide andet, end at Drengen var deres egen. Saadan en Unge skal snart erobre sig Indfødsret, Hr. von Germanenstolz kom forbavsende hurtig henover, at Knægten ikke var hans egen, og 96| kunde blive helt øm om Hjærtet ved at høre Folks: Næ, som han dog ligner sin Far! Og det gjorde han virkelig. Øjnene var nøjagtig de samme – og Haaret.

Kun Næsen vilde ikke tage den rigtige Form af trompeterende Elefantsnabel, men gik sin egen Vej og blev for hver Dag krummere. Og allerede da Ungen var tre Aar, var der intet at tage fejl af. Tøsen havde snydt dem, eller rettere de havde forsømt at sikre sig mod dette. Hvem kunde ogsaa i sin vildeste Fantasi – – har Verden maaske nogen Sinde set en Jøde i Træsko?

Hr. von Germanenstolz lagde nu ikke længer Skjul paa, at det kun var et Plejebarn, og at han havde været uheldig. De var begge to kommet til at holde en Klat af NSkiftingen – men som Formand for Antisemiterne! Kort sagt, Ungen blev vist ud i Køkkenet, og man kælede kun for ham i Smug. Helt jage ham ud af Huset kunde Hr. von Germanenstolz ikke bringe over sit Hjærte.

Jeg besøgte dem netop paa den Tid; det pinlige Uheld havde taget paa ham. Ligesom den Mand NJob følte han sig forladt af Herren – hvem skulde nu overtage hans udstrakte Virksomheder og føre dem videre. Men med et Slag forvandlede det hele sig, da hans Hustru endelig meddelte ham, at hun var i velsignede Omstændigheder. Der kom igen noget af det gamle Smæld over Germanenstolz.

Han modtog sin ægtefødte Søn med alle Æresbevisninger. Nordisk Mytologi var den Gang ved at komme paa Mode i Tyskland, og Drengen fik Navnet NHejmdal, – efter den aarvaagneste af Aser; det var ikke langt fra, at han fik en Guldvugge at 97| sove i. Nu først kom Livet til sin Ret; i Plejebarnets Karakter var der alligevel saa meget, de stod fremmede overfor og aldrig vilde kunne tage Ansvaret for – men dette var deres eget Kød og Blod. Arvingen lignede paa en Prik Faderen baade ind- og udvendig; han havde nøjagtig samme Farve Haar og Øjne. Naar man fastslog dette, gik Faderen ud af sit gode Skind af Henrykkelse.

Germanenstolz jun. blev en prægtig Knægt, han fyldte Stuerne med Jubel, og der var ikke en NPlet eller Lyde paa ham. En lille Himmelgavtyv var han; han kunde finde paa alle mulige Tricks for at tilvende sig noget, og Faderen lovede sig meget af dette. Kanske var her endelig den Germaner født, der skulde tage det op med Jøderne i Retning af NGeschäftssnille og igen erobre det finansielle Herredømme over paa tyske Hænder.

Allerede som lille røbede Drengen en udpræget Evne til at vurdere Mennesker. Og naar han saa takserende paa nogen, fortættedes hans Blik, og Næsetippen bøjede sig klogt nedad, som om den konfererede med Munden. Det gjorde den oftere og oftere, til det blev et Udtryk hos ham. Og om det nu skyldtes et Fald eller hvordan – Næsebenet lagde sig en Pukkel til. Den lille Hejmdals Næse kom mere og mere til at ligne Plejebroderens. Der blev ikke rørt ved det; Mand og Hustru gebærdede sig overfor hinanden, som var der ingenting paa Færde, og Besøgende viste en forbavsende Færdighed i at se udenom Drengens Næse. Det var som om han slet ingen Næse havde. Men Hr. von Germanenstolz faldt mærkværdig af paa den, og en 98| Dag nedlagde han ret umotiveret sit Mandat som Formand for Antisemiterne.

Jeg kom temmelig uforberedt ind i det ved mit næste Besøg. – »Hvad er der med lille Hejmdals Næse?« spurgte jeg naivt. Min Ven sendte mig et døende Blik, men svarede ikke; da forstod jeg med et Situationen. – »Det er vel Polyper?« sagde jeg for at redde lidt af den.

Han bed sig fast i dette med Polyperne, og en Dag maatte jeg tage med til Leipzig; han vilde have Drengen undersøgt, men holdt aabenbart ikke af at lade Undersøgelsen foretage i Berlin, hvor alle kendte ham. Kirurgen – en berømt Specialist, hvis Navn jeg vel skal vogte mig for at nævne – kunde imidlertid ingen Polyper finde. – »Den Næse fejler overhovedet ingenting,« erklærede han, »det er den mest vellykkede Jødenæse, man kan ønske sig. Jeg vil blot ikke raade Dem til at komme ud for Hr. Germanenstolz med den.«

Min Ven saa ud, som om han skulde faa et Slagtilfælde. »De – De maa tage fejl,« stønnede han; »hverken min Hustru eller jeg er Jøder. Vi er Urgermanere!«

Lægen saa smilende paa ham: »I saa Fald hører De og Deres Kone hjemme paa præhistorisk Museum. Urgermanere – NJottejot! – Nej, der har været for mange om at blande Kortene her hos os, min gode Mand!«

»Naa, derfor blir man vel ikke til en Jøde!« brummede Germanenstolz.

»Ikke? Jo, De kan bande paa, vi er alle mer eller mindre Jøder – i hvert Fald for Herrens Aasyn. Jø99|derne har i Tidens Løb listet deres Æg ind i hver eneste Rede, en Gøgeunge som han her dukker op i enhver Slægt nu og da. Jeg vil ikke raade Dem til at bryde Deres Hoved med hvordan – De kunde let komme til at tvivle om Deres egen Bedstemoders Dyd. Kald det simpelthen den evige Jøde paa Vandring iblandt os! Og hvis De ønsker det, skal jeg faa ham til at forsvinde igen; dette er mig bekendt det eneste, NAhasverus ikke kan staa for!« Kirurgen stod og legede med et skarpt Instrument.

Saa blev Drengen lokalt bedøvet, og Lægen førte Instrumentet op gennem hans ene Næsebor og klippede med stor Behændighed lidt af Næseryggen bort under Huden. Det blødte ganske lidt – og Jøden var slaaet forsvarligt ihjæl! Hr. von Germanenstolz noterede det med en vis Stolthed – som var det hans egen Bedrift. Men kun overfor mig, dette er jo overhovedet en Hemmelighed mellem ham og mig.

Drengen kom sig forbavsende hurtigt, han vokser godt og bliver for hver Dag kendelig mere germansk; og Faderen pønser da ogsaa paa at optage den gamle Kamp mod Jøderne igen.

Men der er alligevel ingen Klem i hans Argumentation, Nidkærheden mangler. Han har faaet en Usikkerhed i Udtrykket, som forresten klæder ham og lover Plads for nye Muligheder.