151| Junkeren!

153|Jeg gik og drev i Berlins Gader en Aften kort efter NValgene 12te Januar 1912 og spejdede efter et Varsel for Fremtiden – et eller andet, som haandgribeligt kunde bekræfte min Optimisme. Det var Dagene mellem Hovedvalget og Omvalgene, Luften var ladet med dump politisk Spænding. Endnu var ingen Ting afgjort, og oppefra arbejdedes der energisk paa at lede Afgørelsen i den »rigtige« Retning. En dulgt Medviden sagde mig, at Kampen alligevel vilde ende med en stor Sejr for Proletariatet; men de, der havde Forudsætninger for at beregne Udfaldet, forholdt sig afventende. Kanske ventede de sig adskilligt mere end de vilde vedgaa, tidligere Erfaringer har lært Bevægelsens Mænd hernede at regne forsigtigt. Og godt er det. Underklasserne trænger mere til Overraskelser end til Skuffelser.

I NFriedrichsstrasse gik Færdselen travl som altid. NKraftbusser, Biler og Sporvogne fyldte Luften med en ustanselig durrende Maskinlyd, der nu og da løftede sig til et ildevarslende Signal. Hvor NLeipzigerstrasse krydser Friedrichsstrasse staar en kæmpestor Panser paa sin Helle midt i Strømmen og dirigerer den hele Helvedeslarm – med en lille bydende Haandbevægelse. Med sin lysende Hjælm er 154| han som et Fyrtaarn midt i det oprørte Hav; der hænger altid en Flok opskræmte Kvinder om ham, som pludselig har fanget Panik midt i Strømmen og nu hverken tør vove sig frem eller tilbage paa egen Haand.

Paa Hjørnet ind til en mørk Sidegade lidt længere oppe gik en fattig gammel Jøde og hviskede fordægtigt til de Udlændinge, der kom forbi. Han var helt krumbøjet og stolprede affældigt, N»fesche« hviskede han og trak mig i Ærmet – »fesche«. Jeg forstod ikke Ordet, det smagte af Mystik – af et eller andet gaadefuldt, og jeg lod mig villigt trække med. Den Gamle holdt mig bestandig i Ærmet, et Stykke henne i Gaden stansede vi foran en dyb Kældernedgang, der oplystes af en rød Lampe. »Fesche!« sagde han endnu engang og pegede, og jeg steg ned.

Jeg har altid holdt af den røde Farve og ravede mig vel til Mode frem gennem Skakten, men saa snart jeg var fremme, vidste jeg, hvad det røde betød. Jeg var dumpet ned i en af disse Fremmedfanger-Kældere, som Berlin er saa fuld af, en dyb, skummel Krypt, hvorfra ikke en Lyd steg op til Omverdenen. De tunge, tilrøgede Korshvælvinger hvilede paa tykke, lavstammede Piller, der delte Kælderen i mange smaa Afdelinger – passende til Formaalet. Der var godt Besøg, alle mulige Sprog klang ud under Hvælvingerne mellem hinanden. Langt inde i Disen af Mad og Drikke og Røg gik Piger og vartede op i fantastiske Kostumer, der skulde forestille Nationaldragter fra saa forskellige Egne som NDalarne og Japan. Her var forbavsende mange af 155| dem – én for hver Gæst, syntes det; og de nøjedes ikke med at servere, men slog sig sødt ned ved Gæstens Side som smaa Hyrdinder og Nkredensede Champagnen for ham.

Dette var ikke noget NInternationale for en Proletar, der kun forlangte en Gang Pølse med Surkaal af Øjeblikket og til Gengæld krævede alt af Fremtiden; Stedet var tydeligt nok kun beregnet paa dem, der kommer let til al Ting. Men for ikke at vække Anstød gik jeg en Ronde under Hvælvingerne og lod, som om jeg søgte nogen.

Da jeg igen nærmede mig Udgangen, rejste en svær Herre sig fra et lille Bord, hvor han sad alene med en Champagnekøler foran sig, og tiltalte mig høfligt.

»De vil gaa igen!« sagde han med en egen slæbende Næselyd, der røber tysk (og dansk) Landadel.

»Ja, her er ikke noget for mig.«

»For mig heller ikke,« lo han forblommet. »Men hvad mener De om at slaa Dem ned ved mit Bord? – De er Adelsmand, jeg saa det straks, da De kom ind – ellers havde jeg ikke indbudt Dem.«

»Forbavsende, at De straks kunde se det – jeg optræder ellers inkognito i Aften. Men siden De altsaa har afsløret mig – – jeg tilhører Slægten Fattigper, den ældste og talrigste Slægt i Danmark. Vi er Arvinger til alt, hvad der er noget værd af Jord derhjemme, min Herre; desværre sidder vi ikke inde med den; nogle Gavtyve har listet den ud af Slægten. Men vi ligger i Proces om den, og det er kun et Tidsspørgsmaal, naar vi igen flytter ind paa Stamgodset.«

156| »Schön, schön! Og jeg er NHr. von Wucherer – Nøstelbisk Junker. Det er mig en stor Ære, Hr. von Fattigper. Og De er kommet ned for at se paa Varerne?«

»Egentlig ikke. Jeg drattede nærmest herned for at faa lidt at spise.«

»Udmærket, Nfamos! – En lille Kødret, hva'? – Naa, et Spøg – hvad maa jeg bestille til Dem? – Østers og Champagne vel?«

»Hellere en Gang Pølse og et Krus Øl! Jeg skal sige Dem, vi nyder ikke gærne Luksus, før vi er indsat i alle vore Rettigheder.«

»Ah, jeg forstaar – en Demonstration! Men forbandet svær at gennemføre, hva'? Jeg vilde sgu' ikke gærne give Afkald paa nogle af Livets Smaabehageligheder! Naa, forhaabentlig kan De snart flytte ind paa Stamgodset. Det drikker vi paa – Skaal!« Min Bordfælle lænede sig bagover og tog Champagnen ind i lange Slurke, mens han lukkede Øjnene – ligesom Hunden, naar den æder skært Kød.

Han var i Grunden en underlig Fremtoning. Øjnene laa smaa og plirende i det svulne, glatragede Ansigt, der gennemkrydsedes i alle Retninger af lange NAr – Erindringer fra hans NBumletid som duellerende NKorstudent. Det saa ud, som var han kommet til Verden med en hel Snes Munde, og man saa – maaske af Forsigtighedshensyn – havde syet dem sammen Nsaa nær som én. Men denne ene var til Gengæld tilstrækkelig – et ualmindelig graadigt Præg laa der om den! Gud ved, hvad den havde formøblet i Tidens Løb?

157| Han sad og betragtede mig velvilligt, næsten forelsket. »De har Race-Næsen,« sagde han – »det var den, jeg straks kendte Dem paa. Her sad man omgivet af lutter NParvenuer – Børsbaroner, Industririddere, Varehus-Millionærer og Gud ved hvad – og saa kom De! Det er jeg Dem taknemlig for. – Men sig mig, Kære, hvorfor taler De ikke med Nasal?«

»Udelukkende, fordi jeg har Snue. Det gør ellers alle Junkere hos os ogsaa.«

»Naa saadan. Ja, vi adelige har jo faaet den store Næse for at kunne tale med Nasallyd; dèr har Naturen sgu' givet os et internationalt NFrimurersprog – pragtfuldt, hva? – – Nej, jeg sad sku og var djævleblændt gal i Hovedet, da De kom. Der kalder denne Indretning sig international, og saa kan man ikke en Gang faa en Pige fra NKamerun til sin Opvartning – en rigtig Snask er det. Fanden maa vide, hvad NTyskland saa egentlig har de Kolonier for!«

»Som Junker maa De sagtens kunde faa en hel Ladning Kamerun-Piger herop. I Junkere har tilladt Jer fuldt saa graverende Ting, saa vidt jeg ved.«

»Ja, har tilladt os, kære Ven, men nu er det Bal forbi. De har nok ikke fulgt NValgene? Vi Junkere kommer ikke til at skumme Fløden af Tilværelsen ret meget længere.«

»De mener da ikke, at Proletariatet bliver saa stærkt i denne Omgang?«

»I denne eller den næste eller tredje – er det ikke lige meget? De kender ikke det røde Spøgelse, kan jeg mærke; men her i Landet ryster vi alle for det. Denne Gang møder det med to Femtedele af alle afgivne Stemmer, næste Gang vel sagtens med 158| Halvdelen, ogA hvem hindrer Massen i at præstere de ni Tiendedele? Den er jo de mange! – Vel, siges der, det gør altsammen ikke noget. Vi gør blot Parlamentarismen illusorisk; lad dem saa have den Fornøjelse at stemme, siden det nu engang kan more dem. – Men hvorfor Fanden er vi saa bange for dem da? Vil De sige mig det. Nej, vi er ikke vis paa, at de finder sig i at blive ført Blindebuk, det er Sagen; vi er jo selv gaaet ind paa den Fiktion, at den store Hob havde Menneskerettigheder. Og nu hæfter vi for det, skønt det ikke var alvorlig ment.

NHerreje ogsaa, at man kan gaa hen og give Magten fra sig paa saa hestedum en Maade! Almindelig Valgret – selv om den kun indrømmes paa Skrømt – det er jo Dødsdommen fældet over os Udvalgte. Der ligger en Indrømmelse nedad i det, som er blevet skæbnesvanger for os. Nej, man skulde kort og godt have givet Masserne en over Næsen fra første Færd! Men det ligger i Tiden, man vil sjakre sig frem, anvende Snuhed i Stedet for Brutalitet. Fanden tage Liberalismen. Den skulde afvende den røde Fare, og det er den, der er Skyld i, at vi alle er til Rotterne.

Naturligvis ryger det hele ikke paa én Gang; Junkerdømmet bliver det første, der gaar i Hundene! Det har alt for oprigtig vedkendt sig, hvad der er alle Besidderes hemmelige Mening – og maa derfor ofres til Pøbelen. Men det øvrige følger efter; vi var Kærnen i det Bestaaende; idet det lader os falde, frasiger det sig sin Førstefødselsret – og staar der som en gemen Bedrager. Vi har repræsenteret de gode gamle Overklasseidealer – brutalt maaske; men be159|gynder man først at fraternisere med Hoben, saa gider den ikke tage Hatten af for én mere. Og hvorfor skulde den ogsaa? Fortrinsvis begavede er vi ikke. NTh. Mommsen har træffende sagt, at der af denne hersens NNBebels Hjærne kunde blive Hoved nok til et helt Dusin velbegavede Junkere. Kære, det kan virkelig ikke fornærme os – vor Ærgerrighed ligger ikke dér! Vort Fortrin er vor høje Fødsel – dette NGottesgnadentum, som nu skal samles paa ét Hoved. Vi er virkelig Overklasse-Væsener af Guds særdeles Naade, at konkurrere med disse smarte, moderne Forretningshjærner endsige de flittige Hænder, nedlader vi os ikke til. Vor Stolthed har netop været, at vi hverken havde Hoved eller Hænder, men herskede i Kraft af, at Blodet var i Orden. Og nu kan vi altsaa pakke sammen; Menneskeheden har ikke Baad til at underholde Adel mere. Det er Nøjsomheden, som skal til Magten.«

»Naa, helt til Rotterne er Junkerne vel heller ikke endnu,« indvendte jeg. »I har jo Jeres store Godser.«

»Vore Godser – NJottejot! De er jo lagt ud til Jagt, unge Mand. Det er allerede en gammel Historie – NAdel forpligter, og hvad skulde man gøre! Naa, i gamle Dage levede man jo af sine Bønder; men Nefter 48 gik det ikke saa glat længer. Der var en Overgang, hvor det saa rigtig skidt ud for os, og hvor vi havde Valget mellem at mænge os med Folket og begynde fra neden af – eller dø af Sult paa vore Borge. Den sidste Udvej er næsten lige saa modbydelig som den første – men saa frelste Standen sig ved at frembringe NBismarck. De ved vel, at han 160| var Junker? Han var mere end det, han var vor lysende Ide, Inkarnationen af selve Junkerdømmet. Han forstod, at de prøjsiske Junkere behøvede et uhyre Domæne, om de ikke skulde gaa i Hundene, og saa samlede han det vældige tyske Rige. Det var hans store Opgave, saa kan Historikerne for Resten snakke. Ved ham kom vi til at leve standsmæssigt, og i hans Aand har vi bygget videre efter bedste Ævne – lige til i Dag.

Fatter De mon rigtig, hvad det er, der er udrettet, min unge Ven? I hele det uhyre Rige har vi vævet Militær og Politi ind som en NIslæt saa tæt, at hver NSølvsnor, hver Post- eller Telegraffunktionær paa et givet Vink forvandles til en Politisoldat. Læg dertil den mægtige Stridsstyrke – og hele det indviklede Apparat med de højere Officerer som Udgangspunkt – NLandraaderne o. s. v. Alt dette koster ganske vist Penge, og paa en Maade gik de jo af vore Lommer. Ikke saadan at forstaa, at vi udredede dem – det besørgede Folket naturligvis; men des mindre blev der tilovers til os. Naa, men det var nødvendigt – et saa stort Domæne passer ikke sig selv. Det er dyrt at forsvare sine Smule Rettigheder. Vel, det var jo ikke Smaating, vi inddrev – forstaar De nok! Af de 4 Milliarder, Folket aarlig udreder i Finans- og Beskyttelsestold, faar vi paa det nærmeste de to. Desværre har vi i de senere Aar maattet dele Kagen med disse Samfundssnyltere, Industriridderne – men alligevel. Vort System har været rigtigt fikst, ikke sandt?

Eller hvad tror De f. Eks. det koster os at fremstille en Hektoliter Brændevin? Ti Kroner, Højst161|ærede – kun ti Kroner! Vi kan sælge den med Fordel for tyve, men Regeringen har ordnet det saaledes, at Folket giver os en Ekstraskilling paa tredive Kroner for hver 100 Potter Brændevin, det drikker. Det er smukt, hva'? Denne Gave fra Folket, die NLiebesgabe, som den saa kønt hedder – NMorgengaven – sætter vi særlig Pris paa og anvender den saa vidt muligt efter dens Navn. Jeg f. Eks. har altid brugt min Del til at tage herind til Berlin og se paa Smaapigerne; der er mange af dem, og de skal dog ogsaa leve. De fleste stammer vel endogsaa fra Fattigfolk og bringer jo paa den Maade en Skilling med hjem.

Men nu er der som sagt faret en Hovmodsdjævel i Folket – takket være altfor stor Imødekommenhed oppe fra. Vil De tro, at Proletariatet har givet sig til at boykotte Snapsen; blot for at chikanere os Junkere lader de Fattige være med at drikke vort Brændevin. Halvtreds Millioner for lidt er vor Morgengave kommet ind med det sidste Aar. Hvad skal vi nu bruge vort Korn og vore Kartofler til? Denne Pøbel, som taler saa højt om Fædrelandskærlighed, generer sig ikke for med koldt Blod at lægge det tyske Landbrug øde.

Og dette er efter min Mening kun Begyndelsen til Enden. Disse fremrykkende Horder vil ikke alene nægte sig selv et Glas for deres Overbevisnings Skyld – de vil vende op og ned paa alting. Den Dag er jo ikke langt borte, da de vil ryste Forsørgelsespligten over for os helt af sig og prøve at spænde os for Arbejdskærren. Naa – Nefter os kommer Syndfloden. Kellner, Nnokken en Sekt!«

162| Han havde tre tømte Flasker for an sig og saa endnu mere svullen ud.

Arrene var stærkt ophovnede og laa i fingertykke Striber paa Kryds og tværs over Ansigtet. Det saa ud, som om de sammensyede Munde arbejdede for at spærre sig op for endnu en Gang at tage for sig af Tilværelsen. Han stod sejlende foran mig og omklamrede min Haand, som vilde han klynge sig til mig for Redning. Udtrykket stod paa Graad.

»Naa, lev nu vel, min unge Ven, og hils derhjemme,« sagde han tykt. »I har jo Junkere, ikke sandt!«

»Ja, Masser! Men jeg maa tilstaa – de kan ikke Nbære Vand mod de tyske!

Naa – efter Landets Størrelse altsaa – de gør jo deres bedste!«

Han gjorde en afværgende Bevægelse, Øjeblikket var ikke til Komplimenter:

»Hils dem i al Fald fra mig! hils dem fra en døende Bror! Og lev vel, Du unge Optimist. Maatte Du snart overtage dit Stamgods!« Han forsøgte at velsigne mig, men sank ned paa Bænken.