173|Mutter Schmidt!

175| Hvad der gør Byen Berlin vanskelig at overskue, er ikke saa meget den uhyre Udstrækning som dens Mangel paa indre selvfølgelig Sammenhæng. Forlanger man af en By, at den skal være en fast afgrænset Organisme, der vokser ved at lægge Ring paa Ring udenom sin Kærne, saa er Berlin ikke nogen By længer. I denne Masseudfoldelse af Huse synes Byen at være et længst overvundet Standpunkt. Man kan ganske vist vandre her og en Overgang have Fornemmelsen af, at en Stad opruller sig for En i sine forskellige Lag. Men naar man endelig ud til Udkanten, saa begynder Landet ikke; Udkanten af en ny Stad tager fat, og Turen gentager sig. Rigshovedstaden virker paa En som en Koloni af Hovedstæder; for saa vidt repræsenterer den godt nok det tyske Rige. Noget af det samme synes at gaa igen i Berlineren – en Mangel paa societetsdannende Evne. Den uhyre Ophobning af Væsener paa ét Sted, denne Menneskestrøm, man stadig maa arbejde sig op imod, har maaske været skæbnesvanger for den enkeltes Forhold til de andre – man skal i al Fald lede om saa sparsom selskabelig Lagdeling som her. Ber176|lineren interesserer sig uhyre lidt for Individet, det undrer En saa meget mere, som han ellers har baaret megen Menneskelighed og en næsten barnlig Uberørthed frelst gennem Millionbyens ubarmhjærtige Maskineri. Maaske har han – hvis Grundvæsen er Nøjsomhed – maattet melde Pas overfor Overfloden; mange af Berlins Fænomener melder om en Befolkning, der selskabelig set har brudt Broen af bag sig. Her averterer man i høj Grad efter, hvad man har Brug for, Veninder, Bierkammerater, Rejseselskab. Halvdelen af Byens Ægteskaber kommer i Lave gennem Avertering; der udgaar flere store Ægteskabstidender i Berlin.

Men det morsomme er, at her som overalt, hvor Linen løbes ud, begynder Tilværelsen forfra. Op af den endeløse Stenørken, som Storbyen maatte opgive at holde Samling paa, dukker Ravnekrogen paany med sin intime Interesse for Nabo og Genbo. Her i Berlin kender Folk igen hinanden paa begge Sider Trappegangen ligesom i de smaa Provinsbyer; den enkelte Ejendom, der ofte rummer nogle Tusind Mennesker af højst forskellige Lag, lukker sig skarpt af mod Omverdenen og danner – ret primitivt naturligvis – Samfund paa egen Haand.

Dette er den nødvendige Forklaring paa min Angst for at komme ud for Mutter Schmidt, den værste Sladrekælling, der nogensinde har behersket en Ravnekrog.

Ejendommen, jeg bor i, bestaar af Forhus, Mellembygning og Baghus.

Lange Sidekaserner lukker det hele af til en Verden, en lille Provinsby med alle 177| Slags Værksteder over Gaarden, med beskedent Honoratiores i Forhuset, solid Arbejderbefolkning i Mellembygningen – og Pjalteproletariatet dybest inde. Her finder den nøjeste Udveksling af Skæbner og Begivenheder Sted – for Forbygningens Vedkommende naturligvis over Køkkentrappen – og øves streng Justits; Gud hjælpe den, der gaar over de engang vedtagne Former for Udskejelse.

Nede i Porten sidder nemlig Mutter Schmidt, Landsbyheksen, Ravnekrogens onde Aand, Kvindfolket med den giftige Kæft. Hun ved alt, hvad der foregaar i Ejendommen, og repræsenterer den offentlige Mening – Loven og Dommen; en Tur i hendes tandløse Mund Kasernen rundt er den værste Tortur, der kan overgaa et Menneske. Det falder ingen ind at sætte sig op imod hende, saa meget mindre, som hendes Mand har Opsynet med Ejendommen, og hun har en Søn der er Politibetjent.

Som Fremmede var vi naturligvis »gefundenes Fressen« for hende, og hun kastede sig graadigt over os. Paa den anden Side var jeg ikke meget oplagt til at udlevere vort Smule Privatliv godvilligt til denne lede Heks, hvis Gribbeøjne var paa evig Vandring efter Bytte. Jeg hader alle Avtoriteter – selv de tyske – og slog haardnakket ethvert Angreb tilbage, til stor Forfærdelse for hele Ejendommen.

Tilsidst lod hun os i Ro, men jeg læste tydeligt i hendes Øjne, at vi ikke var kvit dermed. Vi nød en vis Respekt i Ejendommen som Folk, der vovede at byde Mutter Schmidt Trods; og hun hadede os af et godt Hjerte for denne foreløbige Sejr. Hun skulde 178| nok faa os pillet ned igen. – Hendes Tunge havde sat Kors ved os, og nu ventede hun. Hendes magre Rovfuglehoede drejede sig altid spejdende i Gluggen, naar nogen passerede Porten; ingen undgik hende. Og hver Gang, jeg kom forbi, viste hun sit raadne Tandsæt i et Grin, der tydeligt sagde: Du kommer af dig selv en Dag, min Ven.

Det skal blive en evig Løgn! tænkte jeg og vaagede pertentligt over ethvert Skridt, jeg foretog mig; hendes ormstukne Kæft skulde dog ikke faa mig at gumle paa. I hvert Fald skulde hun blive nødt til at lave en Historie saa. Jeg ventede for Resten hver Dag paa, at hun skulde sætte en eller anden opdigtet Sladderhistorie i Omløb; men det kom ikke. Som alle ægte Klaffersøstre foragtede hun Løgn og brød sig kun om virkelige Skandaler.

Naa, hun fik endelig Ret – desværre for hende! – jeg kom virkelig til hende en Dag og udleverede mig med Hud og Haar.

Det gik med Skam at sige saadan til, at jeg en Aften skulde ud og overvære et Arbejdermøde i Alt Moabit. Ved Syvtiden passerede jeg Hallesches Thor og kom ind i den nedre Ende af Friedrichsstrasse; jeg havde god Tid og besluttede at gaa til Fods derud. Det skulde jeg nu ikke have gjort.

Det var en af de Aftener, hvor Byen kogler; Buelamperne hang og kogte syngende dybt inde i deres egne blaa Svovldampe; Natsommerfugle og tungtvingede Møl og sælsomt farvede Libeller gjorde Luften usikker; og nede fra Vinbjærgenes dunkle Indre slog sød Os og Latter og bakkantisk Sang op 179| til Jordoverfladen. Jeg drev ganske langsomt af Sted og lyttede til alt dette, undrende og forfærdet over saa meget, Dagen kan fjæle i en Storby – og Natten kalde til Live igen. Meget langsomt maa jeg i Sandhed have gaaet, for da jeg naaede til den anden Ende af Friedrichsstrasse, var Klokken to, og Sporvognene var hørt op med at køre. Nu er Friedrichsstrasse meget lang – nogle siger over en halv Mil. Men det forklarer alligevel ikke helt, at jeg var syv Timer om Turen; og jeg ved ikke bedre Forklaring end den, at jeg maa have været bjærgtagen. Dette stemmer ogsaa godt med, at jeg følte mig underlig tung i Hovedet. Naa, jeg prajede en Droskekusk, der sad og sov paa Bukken, opgav min Adresse og steg ind.

Men nu er det, det værste kommer. Den forbandede Nat kogler videre, jeg falder i Søvn, Kusken falder ogsaa i Søvn – eller har maaske slet ikke været vaagen; meget muligt har Hesten selv opfanget Adressen og bragt mig hjem. Udenfor min Gadedør standser den og falder ogsaa i Søvn.

Jeg vaagnede først af os, – ved en langt henrindende Lyd, der vækker mig hver Morgen: Berlin, der strømmer paa Arbejde. Jeg vilde vende mig om paa den anden Side og sove videre som ellers, men kunde ikke røre mig – jeg var stiv af Kulde. Vinduet var ogsaa kommet mig saa betænkelig nær, og mine Hænder tog i støvet Plyds.

I et Ryk var jeg lysvaagen! Skæret fra en Gadelygte faldt lige ind paa Taksameteruret; det havde ikke sovet, men gaaet paa Ventetid hele Natten og stod nu paa 15 Mark. Oppe paa Bukken sad Kusken 180| og sov sødt, gennem den lille Rude kunde jeg se hans polstrede Ryg og noget af Hestens ludende Skikkelse. Den sov paa tre brostensømme Ben, det fjerde hvilede oppe paa Skanken – paa en stor, hornagtig Udvækst, der syntes anbragt der for det samme.

Min første Tanke var at liste bort fra denne forbandede Regning; der var dog ingen Mening i, at jeg betalte Køretøjets Nattehvile – oven i Købet i dyre Domme. Men idet jeg vilde liste Vogndøren op, fik jeg Øje paa Mutter Schmidts Ansigt i Portvinduet; det laa fladt paa Ruden, saa spændt havde jeg aldrig set det. Nej, hvor hun masede for at begribe Hemmeligheden med denne Droske, der blev holdende udenfor hele Natten! Hun havde nok ikke været i Seng. Dermed var min Stilling til det ublide Taksameterur afgjort. Men det frøs i mig ved Tanken om, at jeg nu maatte udlevere mig selv paa Naade og Unaade til denne modbydelige Klafferkæft. Nu havde hun da endelig faaet Ram paa mig.

Naa, mit natlige Togt blev ikke uskyldigere ved at trækkes endnu længere ud, jeg tog mig altsaa sammen, satte saa flot som muligt ud af Vognen, gjorde op med Kusken og gik ind. Jeg saa paa Megærens Fjæs, at hun et Øjeblik var desorienteret; hun havde næppe ventet, at der pludselig skulde dukke et levende Væsen ud af den indslumrede Karosse, og mindst af alt –. Men pludselig gik der et grusomt Smil henover hendes Ansigt – en ond Forjættelse; hun havde gættet Sammenhængen. Det formelig steg i hendes Øjne, og jeg følte frysende, at saa herligt et Fund havde hun aldrig gjort før.

181| Jeg gik ikke op, jeg havde helt glemt min Kone, der naturligvis ventede uroligt, og stillede mig ved et af Gangvinduerne ind til Gaarden. Arbejderne var i Færd med at komme, de gik i passiarende Smaaflokke og ventede paa, at Formændene skulde komme og aabne for Værkstederne. Naar nu Gaarden var helt fuld af Arbejdere, vilde Mutter Schmidt komme og lade sin Bombe springe – jeg maatte vente og se min egen Henrettelse! Det var altsammen satte Arbejdere, Folk, der af forskellige – og jeg syntes selv af gode – Grunde tog Hatten af for mig; det gjorde mig i Grunden ondt, at jeg skulde miste deres kammeratlige Tillid. Naturligvis havde de savnet mig ved Mødet – her var altsaa Forklaringen! Sikken en Ka'l!

Imidlertid skete der ikke noget dernede. Formændene kom og aabnede for Værkstederne, og Gaarden tømtes paa et Øjeblik; Mutter Schmidt viste sig ikke. »Hun har fundet paa noget endnu mere djævelsk,« tænkte jeg og gik ind til det vanskelige Arbejde at sætte min Kone ind i Nattens Koglerier.

Vi var midt i Drøftelsen, da der med ét opstod Larm nedenunder, Løben med Porten og hastige Trin op og ned ad Trapperne. Pludselig ringede det stærkt paa hos os ogsaa, Værtinden aabnede og modtog en hastig Besked; med et »Jotte Himmel!« stormede hun ned og lod Døren staa paa vid Gab bag sig. »Nu har vi Skandalen!« tænkte jeg og lyttede forsigtigt ud over Trappen, jeg havde ingen særlig Trang til at blive set i det Øjeblik. Dernede i Porten var der et Postyr af den anden Verden, en underlig 182| dæmpet Larm kogte helt op gennem Trappegangen. »Vi kan lige saa godt lade Huslejen i Stikken og se at komme væk jo før jo heller,« sagde min Kone, – »for her har du da gjort os umulige.«

Der kom nogen op ad Trappen – det var vor Værtinde; Meddelelsen maatte have taget paa hende, hun gik, som om hun havde Bly i Benene. Vi listede ind. Lidt efter bankede hun paa vor Dør og traadte ind med et Ansigt, som det forfærdelige havde hærget. Nu sagde hun os vel oven i Købet ud! Vi skulde ikke engang have den fattige Tilfredsstillelse at gaa af os selv. Jeg vendte mig halvt imod hende. »De er i Underklokke, bedste Frau Krüger,« sagde jeg ondt, »men genèr Dem ikke.«

»Ak Gud, hvem tænker vel paa det, naar Mutter Schmidt har faaet Poppelsi,« udbrød hun og brast i pludselig Graad.

Det var virkelig sandt, saa fantastisk det lød – Mutter Schmidt havde i det afgørende Øjeblik faaet et Slagtilfælde og mistet Mælet. Stoffet havde overvældet hende, den Bombe, hun havde tiltænkt mig, var saa at sige eksploderet i Munden paa hende. Nu laa hun dernede og stirrede uforstaaende frem for sig, medens Ejendommens Beboere defilerede gennem Portværelset for at se hende en sidste Gang. Jeg kunde ikke saa godt undslaa mig for at gaa derned, følte maaske ogsaa Trang til at hovere over min slagne Fjende. Da hun saa mig, kom der Liv i hendes Blik, hun lettede det magre Hoved fra Puden og begyndte at arbejde krampagtigt med Tungen – under en uhyre Viljesanspændelse. »Nu faar hun Mælet 183| igen,« tænkte jeg forfærdet. Men saa faldt hun kraftesløs tilbage.

Ved Middagstid døde hun og tog sin beskæmmende Viden med sig i Graven; Ejendommens Beboere fik ikke Historien og anser mig fremdeles for det mest respektable Menneske i Berlin. Og her er den saa alligevel – alting kommer for en Dag.