[29]|NNaturvidenskabens Forhold til adskillige vigtige Religionsgjenstande

1

Naturlovenes Uforanderlighed

I min Bog, Aanden i Naturen, har jeg med fuld Overbeviisning hyldet den gamle Lære om Naturlovenes Uforanderlighed, og har stræbt at vise, hvorledes samme efter min Mening ugjendrivelige Sandhed ingenlunde fører til Fornægtelse af Religion og Moral, som Mange ved en falsk Opfatning af Naturnødvendigheden have ladet sig forlede til at troe, men at en grundig Naturvidenskab viser, at disse Love ere Fornuftforskrifter, udspringende af den guddommelige Fornuft selv, og at denne Lære, velforstaaet, befinder sig i den lykkeligste Harmonie med sand Moral og Religion. NBemærkningernes høitagtede Forfatter finder sig ikke overbeviist ved min Fremstilling, men bestrider Naturlovenes Uforanderlighed. Grundindvendingen er fremsat (S. 297A o. fl.) i følgende Ord:

Det er unægteligt sandt, at »Handlingerne, naar man under de forskjellige Omstændigheder handler efter de samme Grundsætninger, maae blive forskjellige«; men naar Grundsætningen vedbliver at være den samme, saa er den jo ikke bleven forandret! Handlingerne ere jo ikke Grundsætningen, men Begivenheder, som skee efter Loven!

Dog Sagen er meget for vigtig, til at man skulde lade den afgjøre ved Noget, der kunde have selv det ringeste Skin af Ordstrid. Saa vidt jeg forstaaer Forfatteren, har han villet sige, at de forandrede Omstændigheder ikke vare frembragte efter uforanderlige Love, og at man deraf maatte slutte, at de efterhaanden udviklede Virkninger ikke vare nødvendige Følger af Grundlovene. Men denne Mening lader sig ikke forene med det, Naturen lærer os; vor Grandskning i den viser os, at de forandrede Omstændigheder selv ere Følger af Naturlove. I Bemærkningerne er der bleven valgt et Exempel af de forandrede Omstændigheder, hvorved de i Jordklodens forskjellige Tidsaldere frembragte Dyr og Væxter have faaet deres Uligheder. Da Læseren, for at opfatte dette Exempels Belysning med den rette Klarhed, bør holde sig flere Exempler i ret levende Anskuelse, af hvilke sees, hvorledes Naturlovene staae i den inderligste Sammenhæng med hverandre, og hvorledes en usigelig Mangfoldighed af Særsyn kan fremkomme derved, at Virkninger, som foregaae efter forskjellige Naturlove, gjensidigt indgribe i hinanden, saa vil jeg indlede Sagen ved en herhenhørende Fremstilling.

31| Det er en Naturlov, at alle Legemer og alle legemlige Dele tiltrække hverandre indbyrdes, saaledes at Tiltrækningen mellem to Punkter deri forholder sig omvendt som Afstandenes Qvadrattal. Den Kraft, hvormed de samme to Punkter tiltrække hinanden, vil da i 10 Fods Afstand være 100 Gange mindre end i 1 Fods Afstand. Afstanden kan Nlide utallige Forandringer: Loven bliver den samme. Men af denne Lov følger fremdeles, at alle Legemer falde lodret mod Jordens Overflade, nemlig den Overflade, Jorden vilde have, hvis alle dens Ujevnheder vare borte, hvilken Overflade ethvert Vandspeil tilkjendegiver os. Dersom man nu beviser, at Faldet meget nærved en stor Bjergmasse afviger lidet herfra, lærer dette da, at Loven er forandret? eller lærer det ikke meget mere, at Afvigelsen skeer ifølge Loven ved Bjergets Tiltrækning? Videre finde vi, at Faldet ved Jordens Overflade ikke overalt skeer med samme Hastighed, uagtet det dog er den samme Jordmasse, som Ntiltrækker den; men viser her sig vel en Forandring i Naturloven? Nei, men en anden, ligesaa sikker Naturlov griber med ind, nemlig den Nmidpunktflyende Krafts Lov, som selv kun er et fornuftnødvendigt Led i NSamfoldigheden af Bevægelsens Love. Af denne Lov har man forud beregnet, at Faldhastigheden er desto større, jo nærmere man kommer en af Jordens Poler; og det maa ikke glemmes, at man havde beregnet denne Ulighed, længe førend man havde fundet den i Erfaringen. Jeg siger een Ulighed, fordi den har sin Grund i en Eenhed, nemlig en Loveenhed, dannet, og med Fornuftnødvendighed dannet af de her samherskende Love. Tiltrækningsloven indbefattes endnu i mangfoldige andre Naturbegivenheder under mangfoldige Skikkelser. Giver man et Legeme en Bevægelse, saa virker Tiltrækningen hvert Øieblik ligesaameget derpaa, som om man ikke havde givet det denne Bevægelse; men ved disse to Indvirkningers Forening fremkommer der da en af den meddeelte 32| Bevægelses og af Faldets Love følgende ny Hastighed og Bane. Saaledes vil en Legemet meddeelt skraa opstigende Bevægelse give det en parabolisk Bane. Imidlertid bortsaae jeg her i Fremstillingen nogle Øieblikke fra adskillige medvirkende Omstændigheder og navnligt fra Luftens Modstand. Denne tilveiebringer en Forandring i Banens Form, men netop en saadan, som Modstandens Naturlove fordre. Selv naar Luftstrømme forandre det kastede Legemes Bane, skeer dette ikke fordi Tiltrækningens og Bevægelsens og Luftmodstandens Love nu ere forandrede, men fordi der tilføies en Virkning, som retter sig efter Luftstrømmenes Love. Lader os nu, med de samme Love for Øie, tænke os et Legeme, som har faaet en Bevægelse høit over Jorden, udenfor dens Atmosphære, saa kan man af de samme Grundlove mathematisk bevise, at det maa beskrive en Ellipse, hvis Størrelse og Afvigelse fra Cirkelfiguren bestemmes ved Hastigheden og Afstanden fra Jorden. Man kan da saaledes beregne denne Ellipse for et Legeme, der har Maanens Afstand, og see, det er denne Bane, som Maanen virkelig beskriver! For et Par hundrede Aar siden syntes de Ujevnheder, man opdagede i Maanens Gang saa ubegribelige, at man sammenlignede dem med Luner. De af Newton opdagede Tiltrækningslove satte ham i Stand til allerede strax at gjøre Rede for mange af disse Ujevnheder, ja til at udfinde Tilværelsen af adskillige, som Iagttagelsen ei endnu havdeA fundet, men senere bekræftede; og nu har man ved Mathematikens større Uddannelse bragt det derhen, at man forud kan beregne alle hine Ujevnheder, og det saaledes at Beregningen tilfredsstiller en langt finere Iagttagelseskunst, end den man fordum havde.

Men vor Tanke kan endnu ikke blive staaende herved. Efter de samme Love bevæge de andre Planeters Maaner sig hver om den vedkommende Planet, og Jorden med alle Planeterne om Solen. Jeg vil ikke her udvikle dette nærmere, men kun bemærke, at i denne hele Mangfoldighed finder man 33| talløse Uligheder i Afstande, Retninger, Hastigheder o. s. v., som alle følge de samme Love. Videnskaben byder de Indvendinger, Ukyndighed nu og da har fremført imod den, Trods ved sine Forudsigelser; disse ere ikke faa, eller dunkle, eller ubestemte, eller kun tilfældigt indtræffende, men talløse, klare, bestemte med Hensyn paa Tid og Sted, stedse indtræffende.

Man seer her et stort og dog i Sammenligning med dets rige Indhold kun meget lidet udviklet Exempel, som kan oplyse os den vigtige Sandhed, at Naturbetragtningen giver os et sammenhængende Overblik over den guddommelige Fornufts bestandigt nærværende Aabenbaring i det Endelige. Her handles ikke om Vink og Anelser, men om aandelig Skuen.

Efter dette store Exempel, kan jeg for største Delen behandle de følgende kortere, og især benytte dem til fra forskjellige Sider at kaste Lys paa NaturlovenesA Væsen.

Chemien siger, at den NNaturhandling, hvorved Jern ruster, er en Forbrænding. Men det er jo en Naturlov, at Forbrænding frembringer Varme; træffe vi da ikke her en Undtagelse? Det synes kun saa; thi denne Forbrænding skeer saa langsomt, at den i hvert Minut udviklede Varme er altfor ringe, til at vore Maalningsredskaber kunne vise den. Svaret er fuldkomment tilfredsstillende; men det kan dog faae en Understøttelse – om jeg saa tør sige – udenfra. Ved chemiske Forsøg, som sigtede til at bringe Jernrusten tilbage i Metaltilstand, har man faaet Metallet i en pulveragtig Skikkelse. Naar dette Jernstøvs utallige smaae Overflader komme til at berøre Luften, gaae de over i Rusttilstanden, med en Hastighed, der er mange tusinde Gange større end den, der vilde finde Sted med den sammenhængende Jernmasse; og see! nu savnes heller ikke en kraftig Varmeudvikling.

Det er en velbekjendt Lov, at Ilden varmer; men bringer man Vand i en glødende Digel, hvori der er Ndraabeflydende NSvovlsyrling, saa forvandles det til Iis. Dette synes for den, 34| der ikke er fortrolig med Videnskaben en uhyre Undtagelse; men Videnskabsmanden kunde nævne den som en Triumf. Han veed, at her foregaaer der Virkninger, som staae under forskjellige Love: den ene er NVarmemeddelelsens, hvorefter Vandet skulde faae en høiere Varmegrad, den anden er Fordampningens, som frembringer Kulde. Den draabeflydende Svovlsyrling fordamper med en større Hastighed end de allerfleste Legemer, og frembringer her en Kulde, der er saa stor, at Vandet derved ikke blot mister al den Varme, det faaer af den hede Digel, men endnu langt mere, saa at derved den Indbildningskraften forbausende Virkning skeer, at Vandet midt i Ilden gaaer over til Iis. Sagkyndige ville see, at jeg her ikke gaaer ind i alle nærmere Omstændigheder; men de ville ogsaa vide, at disse ikke ere af den Beskaffenhed, at derved nogen Undtagelse gjøres fra Naturlovenes Bestandighed.

En saadan Sammentræffen af flere Kræfter, som hver virker efter sin Lov, er saalangt fra at være en Sjeldenhed, at den meget mere er det ganske Sædvanlige i Naturen; herved frembringes en uendelig Mangfoldighed af Virkninger; men under al denne Mangfoldighed i Tiden og i Rummet er det kun Virkningerne, som forandres, Naturlovene, hvorefter de skee, forblive de samme.

Det er med Tanken herom, man maa betragte de mere Nforviklede Naturhandlinger f. Ex. Plantelivet. Planten næres af visse Stoffer, hvis Kredsløb og chemiske Forbindelser fremmes ved Varme og Lys. De Love, hvorefter Varme og Lys virke i Planten ere uforanderlige; men de derved frembragte Virkninger have en stor Mangfoldighed.

Varmen frembringer mange Forandringer i Stoffernes chemiske Vexelvirkning; og dette gjelder naturligviis ogsaa om de chemiske Naturhandlinger, som foregaae i Væxtriget. Saavel disse Virkninger som Fordampningerne skee ved Varmen og efter bestemte Naturlove, der ere de samme i Væxtriget, som i 35| den hele øvrige Natur. I det hede Jordbæltes regnløse Soltid faaer den Fordampning, Varmen frembringer baade i Jordbunden og i Væxterne, en saadan udtørrende Overvægt, at den chemiske Virkning kommer til at savne det opløsende Vand, hvorved de nærende Stoffer skulde føres omkring i Væxternes Dele. Naar nu de chemiske Virkninger i disse Væxter en Tid lang ophøre, saa skeer det ikke ved en Ophævelse af hine chemiske Love – disse bestaae uforandrede – men fordi en af de chemiske Virkningers Betingelser ifølge Varmens Naturlove var bleven ophævet. Naar en ny Aarstid bringer den fornødne Vædske, tage atter de opløste Stoffers Vexelspil deres Begyndelse; at selv disse Aarstider frembringes efter Naturlove, behøver vel neppe at siges. Det vilde føre til for stor Vidtløftighed, om jeg her skulde afhandle de Love, hvorefter Lyset virker paa Planten, hvorefter Luftens Kulsyre indsuges af Bladene, og disse berige NLuftkredsen med NIltluft, og mange flere Love, som gjelde for de i Plantelivet virkende Kræfter; jeg troer at have fremsat nok for at vise, at det ikke er Virkningslovene, som lide Forandringer, men Virkningerne, forsaavidt de træffe sammen ifølge de det Hele beherskende Love.

Al denne Forberedelse fandt jeg fornøden, førend jeg turde gaae over til det i Bemærkningerne fremhævede Exempel; thi dette er taget af en Videnskabsgreen, som langt fra ikke har naaet den Udvikling som enten Bevægelseslæren, eller Astronomien, eller Iagttagelserne over Plantelivet paa Jordens Overflade; det vilde derved blive muligt, at Nogen, som fandt for godt at indblande sig i nærværende Forhandlinger, kunde benytte de Stridspunkter, som her frembyde sig, til at forvirre hele Sagen. Det gjelder her allernærmest kun om at vise, hvorledes det var muligt, at de talrige Forandringer, som foregik under Jordklodens Udvikling, kunde skee heelt igjennem efter de samme Love; hertil vil et Overblik over den i vor Tid af de Fleste antagne Jordudviklingslære være tilstrækkelig. Jeg 36| antager den for at være i det Væsentlige rigtig; men dersom vi ei fra saa mange andre Sider havde saa ubestridelige Beviser for Naturlovenes Uforanderlighed, vilde et Exempel, taget af en mindre udviklet Videnskabsgreen, let lade sig fordunkle, ikke for den egentlige Naturgrandsker, men for de Mange, som med Rette ønske at deeltage i de Oplysninger, her kunne gives. Man vil nu indsee, at det ikke vilde tilintetgjøre den efterfølgende Fremstillings Hensigt, om man vilde bestride, at Verdenskloderne havde været i NDunsttilstand, førend i draabeflydende; at de have været i flydende Tilstand, førend i den faste, er derimod sikkert nok. Opgav man den Tanke, at Dunsttilstanden var gaaet foran, kunde man vel ikke gjøre Rede for den tidligere høiere Varme; men at der havde været en saadan, altsaa en i Tidsfølgen fremskridende Afkjøling, blev dog ved andre Beviser sikkret. Selv om andre Indvirkninger nu og da skulde have frembragt nogen Afbrydelse i den fremskridende Afkjøling, vilde vor Udvikling af det foreliggende Exempel beholde sin oplysende Kraft, og ved at støtte sig til vore sikkrere Kundskaber om Naturlovenes Uforanderlighed ikke savne sin overbevisende Virkning. Jordens Udvikling skete efter Love, som aldrig forandredes; men densA Tilstand led uophørlige Forandringer. I de mangfoldige Tusinder eller maaskee endog Millioner af Aar, som gik foran de første organiske Legemers Dannelse paa Jorden, var denne gjennem en Række af Fortætninger gaaet over fra en uhyre Dunstkugel til en meget mere indskrænket Størrelse, ei meget ulig den nærværende. Disse Fortætninger havde ifølge en velbekjendt Naturlov udviklet megen Varme, som langt oversteg den, der i samme Tid tabtes ved Udstraaling til Rummet. Da Sammentrækningen havde fuldendt StørstedelenA af sit Værk, og Jorden næsten var bragt til den Tæthed, den nu har, befandt den sig i en høist ophedet Tilstand. De fortættende Virksomheder vare nu ikke mere store nok til at give den saamegen Varme, som den udstraalede; dens Overflade størknede, 37| en meget stor Deel af de den omgivende Dampe fortættedes; den blev nu en med en fast Skorpe omgiven indvortes flydende Kugel, dækket med et Hav, saa hedt, at endnu ingen Væxt, intet Dyr kunde fremkomme deri. Men nu fortsattes Afkjølingen; og da Overfladen var bragt ned til en NVarmhed, der maaskee ikkun lidet overgik den, som nu findes i det hede Jordbælte, begyndte Væxter og Dyr at udvikle sig. De ældste Lag, der vise os disse Levninger, lære os, at det endnu kun var de mindst udviklede organiske Former, som frembragtes. I hiin Tidsalder var Atmosphæren langt anderledes beskaffen, end den siden blev; den var rig paa Kulsyre og fattig paa den til Aandedrættet tjenlige NIldluft, hvis Grundstof for en stor Deel var ved chemisk Tiltrækning bundet i Kulsyren. Atmosphæren var desuden formedelst den stærke Varme opfyldt med en stor Mængde af Vanddampe; i dens øverste Dele fortættedes disse Dampe ved at afgive Varme til Himmelrummet, og maatte derved danne langt tættere Skyer, end dem vi nu kjende, saa at ogsaa mindre Sollys kunde trænge derigjennem. Men ifølge de uforandrede Varmelove fortsattes nu Afkjølingen: en meget stor Deel af Dampene fortættedes herved: Atmosphæren blev da klarere, saa at Sollyset kunde virke kraftigere paa Jordskorpen, og derved frembringe sine ulige Virkninger paa Overfladens forskjellige Dele. Under de ifølge af alt dette frembragte mangfoldige Tilstandsforandringer udviklede der sig bestandigt flere organiske Former: den for Plantelivet saa gunstige Solbelysning tiltog: Atmosphærens store Kulsyremængde afgav efterhaanden mere og mere sit Kulstof til Plantenæring, hvorved dens Ilt udskiltes som Ildluft; og Atmosphæren blev altsaa mere skikket til Dyrenes Aandedræt. Man begriber heraf, at hver Naturalder maatte forberede en ny. De i Jorden bevarede Levninger vise os en Række af mere og mere udviklede Dannelser, som fulgte paa hverandre, indtil endelig den Tilstand var forberedet, hvori Mennesket og den for Mennesket 38| passende Dyr- og Planteverden kunde trives. Det er sandsynligt, at dette indtraadte, da Varmeforholdene vare komne til det Punkt, at Jordkloden aarligt ikke udstraalede mere Varme til Himmelrummet, end Solen gjengiver den; eller at dog denne Ligevægt var saa nær opnaaet, at vore Iagttagelser ikke have kunnet vise os nogen kjendelig Forandring; og at dette gjelder, saalangt vor Kundskab om Væxtrigets Frembringelser i de forskjellige Lande ved Historien er os meddeelt, derom have vi en rig Erfaring.

Den i det her omhandlede Sted af Bemærkningerne fremsatte og fremdeles S. 198 o. f. udviklede Tanke om den nærværende Verden, som en temporair Foranstaltning, og en tilkommende Verden af en ganske anden Natur, finder jeg mig ikke opfordret til her at drøfte; det vil være mig nok, dersom man med mig vil finde, at det staaer fast, at den Verden, hvori Menneskeslægten er bleven til, har udviklet sig og endnu fortsat udvikler sig, hvori den har modtaget saa mange Aabenbaringer af den altgjennemtrængende, altbeherskende, guddommelige Fornuft, og hvor Fornuften vækker Anelser om de mange NVærelser, der ere lovede os i Faderens Huus, at den Verden, siger jeg, beherskes af en evig Fornuft, hvis Virkemaade af os kjendes som uforanderlige Naturlove.

Det er mig vel bekjendt, at der gives Mange, som mene, at den her fremsatte Verdensopfatning, der vel er gammel, men dog endnu saare lidet Nuddannet, fører til skrækkelige Følger, og truer at berøve dem mange Forestillinger, hvori de før fandt Trøst. Jeg anseer det ikke for Sagen værdigt at fremsætte det, der kunde hæve denne Frygt, uden først at minde dem om, at vore Ønsker ikke bør bestemme, hvad vi ville antage for Sandhed. Maatte vi ikke skamme os i vort Inderste, naar vi grebe os selv i at ville have en anden Sandhed end den virkelige? Og hvilken NDaarlighed vilde det ikke være, om man ved sine Ønsker lod sig bestemme til at antage en Mening! Vor 39| Ønsken og Villen kunde jo dog ikke gjøre den til Sandhed! Nei lader os give Sandheden Æren! med den er det Gode uopløseligt forbundet. Den fulde Sandhed bringer selv sin Trøst med sig. Dette vil jeg nu med Hensyn paa denne Sag søge at vise. Jeg veed vel, at dette allerede saa ofte prøvede Foretagende er et af de allervanskeligste, og maaskee aldrig vil lade sig udføre til almindelig Fyldestgjørelse; men jeg gjør mig dog det Haab, at de, som – efter at have gjort sig fortrolige med det, jeg i min anførte Bog S. 162-168 siger om vor Gjenstand – ville følge de Oplysninger, jeg her vil give, skulle see det Billed af Fornuftverdenens usigelige Harmonie, de medbragte, end videre udviklet.

2

Kan Guds Styrelse undvære Vilkaarlighed?

Om dette høist vanskelige Spørgsmaal har der stedse været deelte Meninger mellem Tænkerne. Denne Strid er endnu ikke bleven paakjendt ved Menneskeslægtens Domstol, og vil sandsynligviis ofteA fornyes, som den nu her er blevet mellem min høitagtede Ven og mig. Man er naturligviis enig om, at Gud styrer Verden med uendelig Viisdom; men paa den ene Side paastaaer man, at de uberegnelige Indgreb, Menneskets Frihed foraarsager i Tingenes Gang, frembringe Uordener, som ikke kunne tilintetgjøres ved den altomfattende guddommelige Lovgivning, men fordre særskilte, ved Begivenhederne fremkaldte Beslutninger, ligesom det skeer ved Regjeringerne i de jordiske Stater; paa den anden Side antager man derimod, at den guddommelige Fornuftregjering er saa fuldkommen, at den uden nogen NEfterhjelpning indordner de Begivenheder, som Menneske40|nes Ufornuft frembringer, i det Heles Fornuftplan. Det kunde da synes, at den Opfatningsmaade, jeg hylder, tillægger Gud en større Viisdom end den modsatte; men det vilde være en stor Uret at lade et saadant Skin hvile paa den modsatte Opfatningsmaade. De, som paastaae Nødvendigheden af Guds vilkaarlige Handlen, tillægge ham den høieste mulige Viisdom; men de mene, at en evig Lovgivning blot kan ordne de med Nødvendighed foregaaende Virkninger, hvorimod det skulde være en Umulighed, at en saadan Lovgivning kunde raade Bod paa Frihedens Misbrug.

Medens jeg med fuld Overbeviisning kan holde mig til det, jeg om denne Gjenstand har sagt i min Bog (Afsnittet om den moralske Naturs Noveralt lige Grundvæsen, navnligt S.A 162-167)A, finder jeg det dog nu raadeligt at udvikle og forsvare min Mening langt omstændeligere.

Man mener, at tilfældige Aarsagers forvirrende Indgriben i Tingenes Gang, ikke kan rettes uden Tilsyn og Hjælp af et vilkaarligt virkende Væsen; men heri feiler man; naar kun den forstyrrende Aarsags eller de forstyrrende Aarsagers Natur er bekjendt, kunne vi meget ofte forebygge deres Virkning. Dette vil desto sikkrere skee, jo større den Forstand og Indsigt er, som hertil sættes i Virksomhed. Lad end alt det, vi Mennesker her kunne udrette, være noksaa lidet; det viser os dog Muligheden. For den uendelige Fornuft vil uendeligt meget mere være muligt.

Jeg vil oplyse Sagen ved en Række af Exempler, og naturligviis begynde med de lettest overskuelige.

Lader os Nforsætte os halvandet Aarhundrede tilbage i Tiden. Der forlangtes, at et Uhr skulde føres med paa en stor Jordomseiling, og stedse vedligeholde sin rigtige Gang. Holde vi os kun til Grundtanken, maae vi finde dette umuligt; med Varmens Omskiftninger forandrer sig blandt andet Længden af den fine Fjeder og Gjennemsnittet af de Svinghjul, der ordne 41| Uhrets Gang; det er da umuligt – maatte man sige – at det kan vedligeholde sin jævne Gang; Forfærdigeren eller en Udsending maa følge med for at rette Uordenerne. Nei! dette er ikke blot ufornødent, men vilde være et aldeles utilstrækkeligt Middel; derimod formaaer Kunstneren, som kjender de Love, hvorefter Virkningerne her foregaae, at anbringe Dele, hvis Udvidelser ved Varmen skee i saadanne Retninger, at Feilen hæves. Enten Skibets Fører finder for godt at henvende sig til de hedeste eller koldeste Egne, bliver Uhrets Gang vedligeholdt. Sagen er i vor Tid bekjendt nok; men vi saae her tilbage til en Tid, da den var ubekjendt; halvandet Aarhundrede ere ikke siden forløbne.

Ved Brugen af Dampmaskiner sættes store Kræfter i Virksomhed; men en Feil i Benyttelsen kan blive farlig. Oppasseren kan Nefter Vilkaar forøge eller formindske Ilden, ja han kan endog forstærke den ganske ufornuftigt, og derved give Dampen en saadan NSpænding, at den sprænger Kjedelen, hvis ikke en forebyggende Indretning var truffen: denne er, som bekjendt, Dampkjedelens Sikkringsaabning med Sikkringsklappen, der tilsteder Dampen Udgang, naar dens Spænding bliver altfor stor; ved de ældste Indretninger af Dampmaskinen maatte et Menneske bestandigt være tilstede for at dreie de Haner, der skulde skifteviis aabne og spærre Veien for Dampen. Forsømmelser eller Feiltagelser maatte være forvirrende; man udtænkte siden Indretninger, hvor Maskinen selv gjør Arbeidet med stor Sikkerhed. Størrelsen af den Modstand, Dampmaskinen har at overvinde, afvexler ofte betydeligt. Et pludseligt Ophør af Modstanden vilde give Anledning til, at Maskinens Gang fik en farlig Hastighed; men den har faaet en styrende Indretning, som strax formindsker Damptilførselen, naar Hastigheden stiger, og atter formerer den, naar Hastigheden synker.

Man vil maaskee finde disse Exempler altfor ubetydelige; imidlertid vilde man dog maaskee ikke have saa ganske Ret i at forsmaae det Lys, de kaste paa Sagen. De Allerfleste vilde have 42| fundet disse Modvirkninger og Forebyggelsesmidler plat umulige, dersom man forud havde sagt, at de skulde findes. Saadanne Exempler burde idetmindste tjene dem til Advarsel, som med største Tillid ville bevise, at Noget er umuligt, fordi de ikke begribe, hvorledes det skulde udføres, en Fremgangsmaade, aldeles forskjellig fra den, der viser en Sags Umulighed af en virkelig indre Modsigelse.

Dog vi ville nu gaae over til et Exempel, som rører Sagen langt nærmere, og er saa stort, at det i sig omfatter utallige mindre. Lader os tænke os tilbage i en Tid, da Menneskene enten overalt eller paa en meget stor Udstrækning af Jorden befandt sig i en yderst raa Tilstand, uden Love og ordnet Samfund. Hvert Nenstigt Menneske søgte her at gjøre sin tøilesløse Villie gjeldende imod alle andre; der herskede en almindelig indbyrdes Krig, hvori Mord, Rov og al Slags Undertrykkelse ingen anden Hindring fandt, end den Modstand, den Lidende gjør mod den, som tilføier ham Ondt. Man tænke sig nu, at der til et Menneske i denne Tilstand blev gjort det Spørgsmaal: kunde man ikke tilveiebringe en saadan lykkelig Tilstand, hvor den Stærke lod den Svage beholde Sit, den Forbittrede holdt sig fra Mord og andre Voldsomheder, den lidenskabeligt Begjærende tæmmede sin Lyst, naar den gjorde Andre Skade? Han vilde uden Tvivl, ved Spørgsmaalet vakt til Tænkning, sige, saadan Tilstand formaae vi aldrig selv at frembringe; kun hvis der kom en Gud iblandt os, som beskyttede de Svage, truede de Stærke og straffede dem haardt, naar de ikke vilde adlyde, kunde en saa lykkelig Tilstand opnaaes. Vi, som vide, hvad der er udrettet ved Love og lovhævdende Indretninger, kunne dog ikke andet end forbauses, naar vi bortseende herfra kaste et Blik paa de vilde Kræfter, som de i en saa betydelig Grad have underkastet sig. Ethvert Ønske, som opstaaer hos et Menneske om at eie eller nyde Noget, som er Gjenstanden for en andens Begjæring, er en Opfordring til 43| Strid; Striden vækker stærkere Lidenskaber, og gaaer endog let over til Kamp paa Liv og Død. Hvilken Utallighed af Spirer til onde Lidenskaber! Var det muligt, at Mennesker kunde samles talrigt paa et Sted, uden først at være dertil forberedede ved nogen Lovgivning og Dannelse, vilde de rædsomste Forbrydelser være daglige Begivenheder. Men hvor usigeligt store de Hindringer ere, som Lovgivningen har at overvinde, see vi allerede, naar vi lade Blikket henvandre over den Række af Tilstande, som Historien, saavidt den gaaer, viser os i ethvert Land, som udviklede sig til en høiere Samfundstilstand. Saa langt vi end maae være fra at finde endog den bedste af de allerede opnaaede Samfundstilstande fyldestgjørende, saa ere dog de, som i en stor Afstand gik forud, sammenligningsviis at betragte som raae og lovløse. Det vilde være meget for vidtløftigt her at udvikle dette; Enhver vil ved eget Tankeblik paa de Samfundstilstande, Historien fremstiller os, modtage en desto stærkere Overbeviisning, jo mere fyldigt det historiske Billed er, han danner sig. Det vil derimod ikke være uden Nytte, om vi her i nogle endog kun faa Exempler betragte den Maade, hvorpaa Lovene virke.

Menneskets Begjærlighed efter at tilegne sig Alt, hvad der kunde behage ham, henhører til de første Gjenstande for Lovgivningen; den maatte indskrænkes ved stærke Straffe, satte for at berøve en Anden hans Eiendom. Den nærmeste Virkning er kun Afskrækkelse; men den, som vilde sætte Lovens hele eller endog kun mægtigste Virkning heri, vilde feile meget: Loven giver Menneskets Følelse af Fornuftfordringernes Ret en udvortes Gyldighed. Han fandt det nødvendigt for fælles Velværen, ja for fælles fornuftig Samværen, at Enhver maatte sikkres i det, som han Nfornuftstemmigt havde erhvervet sig. Hertil udkrævedes der ikke, at Tankerne skulde blive ham fuldkomment klare; det var nok, at han mindedes med Misfornøielse ethvert Brud, der var skeet paa hans Ret, maaskee ogsaa dem, der vare skete paa hans Venners, for at han kunde bifalde den 44| beskyttende Lov. Men denne Lov stod dog ogsaa imod mangen Begjærlighed, han selv kunde føle efter at tilegne sig noget Fremmed. Han tilbageholdtes nu ved samme Lov, men ikke ene ved dens Trudsel; thi han havde selv allerede bifaldet den, og maatte nu, om ogsaa kun dunkelt, have en Følelse af den Fornuftfordring, hvorefter han burde rette sig. Jo mere Samfundsindretningerne udvikles, saaledes at Hvermands Rettighed mere sikkres, desto stærkere voxer ogsaa den indvortes Retsbevidsthed, og understytter Lovene. Den har sit Udspring i Menneskets eget Indre; men den vækkes og styrkes ved Synet af den udvortes Virkeliggjørelse. De lovhævdende Indretninger og den lovbifaldende Tænkemaade styrke saaledes hinanden, saa at endog Sikkerheden bliver større, uagtet Straffene gjøres mindre skrækkelige.

Noget Lignende kan siges om Menneskenes andre farlige Tilbøieligheder. Hvilken Lyst har ikke Mennesket til at udøve Hævn! Denne Lyst er ofte en naturlig Retfærdighedsfølelse; men dens Udartninger ere rædsomme. Lovene sætte en Dæmning imod den; de beskytte den Ene imod den Andens Hævnelyst; men forsaavidt deri er noget Retfærdigt, byde de den en Tilfredsstillelse. Saa ufuldkommen denne end undertiden kan være, vil dog den almindelige Bevidsthed derom formilde og nedstemme Hævnelysten hos Mennesket. Hertil kommer, at Bevidstheden om denne udvortes om ham værnende Fornuft forhøier hans eget Fornuftliv og den dermed sammenhængende Agtelse for Fornuften.

Disse Exempler vise noksom hen paa utallige andre; saaat enhver Eftertænksom vil indsee, at Lovene ikke blot virke umiddelbart, men at de ved at udvikle en heel lovstemmig Tænkemaade hemmeligt svække og undergrave den onde Villies Kraft, selv naar den hengiver sig til Overtrædelser; ja endog, naar et heelt Folk til en Tid forstyrrer de bestaaende Indretninger, styrker denne Tænkemaade dem, der arbeide for Lov og Orden, og lader sig 45| ikke engang aldeles udrydde hos dem, som ere grebne af en forstyrrende Vanvid, men standser, ja tilbagekalder dem ofte.

Betænke vi nu, at Lovene saaledes have forebygget, man kan sige, i Milliontal allehaande Forbrydelser, at altsaa menneskelige Lovgiveres Forudseenhed ofte Aarhundreder, ja tildeels Aartusinder forud have virket imod Misbrug af Menneskenes frie Villie, saa see vi jo Muligheden af at beherske dens Virkninger, uden at den selv undertrykkes. Den i mange Maader velgjørende Retning, Lovene have givet den frie Villie, har ikke været en Undertrykkelse; thi fri er den, og kan modstride Lovene; men den er selv i sine Forvildelser dog en Yttring af et Fornuftvæsen, som ikke ganske kan unddrage sig Fornuften og Agtelsen for den Fornuftregjering, som omgiver ham.

Regn kun nu det Meget, som menneskelig Viisdom her har udrettet, for noksaa Lidet i Sammenligning med det, der skal styres af den guddommelige Verdensregjering! – jeg stemmer med al min Kraft i dermed – men multipliceer nu denne den indskrænkede Menneskeviisdoms Virkning med det Uendelige, og Du vil føle, at Regningens Udslag bliver, at den evige, almægtige Guds uendelige Viisdom maa kunne lede Alt uden at gjøre tilfældige Forandringer. Lad det ikke forstyrre os, at der bliver usigeligt Meget i Verdensregjeringen, som vi ikke begribe, at det endelige Væsen ikke kan fatte det uendelige i dets Heelhed, ja at det ikkun kan fatte nogle store Almeentræk deraf. De, som antage en vilkaarlig Styrelse, pleie til Bedste for samme at anføre Exempler, som skulle være uforklarlige af almindelige Tilværelseslove. At saadanne udvalgte Begivenheder kunne være uforklarlige for os efter vore nærværende Kundskaber, kan meget let hænde, ja det er ikke engang vanskeligt at træffe Exempler paa Begivenheder, som aldrig ville lade sig forklare ved menneskelige Indsigter; men saadanne Uforklarligheder kunne ikke gjendrive en Opfatningsmaade, af hvis Natur det følger, at den ikke gjør Fordring paa at forklare enhver enkelt Begivenhed. 46| Naar de triumferende anføre os uforklarlige Begivenheder, kunne vi svare dem: I have det fælles med os, at I ikke forstaae de anførte Begivenheder; men I mene at forstaae dem, troe at være indviede i Guds Raad, og tale i Overeensstemmelse dermed; vi vide, at vi ikke forstaae dem; men vi sige det reent ud. De ville maaske paastaae, at de lade sig lede af Religionen, at det er efter den gjennem Religionen dem bekjendte Guddomsvillie, at de dømme; men lad dem kun vise os det første Exempel paa en Begivenhed, hvorpaa de kunne anvende denne, uden at lægge noget til af deres egen Viisdom!

Historien er ofte bleven behandlet saaledes, at den frembød de vildeste Paafund om Guds Indgreb i Begivenhedernes Gang; men jo mere Historieskriveren forstaaer sin Kunst og fremstiller Tingene i deres Sammenhæng, desto mere lære vi af ham de Love, hvorefter Menneskeslægtens og Menneskesamfundenes Begivenheder rette sig. Tidligere Tider have efterladt os adskillige historiske Værker, forfattede i denne Aand; men ingensinde har man mere almindeligt erkjendt de Fordringer, der kunne gjøres til den historiske Fremstilling, eller havt saamange Midler til at opfylde dem, som i vore Tider. Vor Betragtningsmaade er langt fra at nægte den guddommelige Indvirkning: tvertimod, naar den gjør Rede for de Love, hvorefter Begivenhederne skee, f. Ex. de Verdenslove, ifølge hvilke Romerriget forfaldt, NStuarterne forjoges fra England, de nordamerikanske Stater dannedes, saa forudsætter den, at disse Love have deres Udspring af Guddomsvillien, men ifølge denne Villies evige Natur, ikke ifølge vilkaarlige Beslutninger, fremkaldte ved den menneskelige Friheds Forvildelser. At man ikke af de gjennem Begivenhedernes Historie fundne Love kan forklare hver enkelt Deel af disse, erkjender man som en uundgaaelig Ufuldkommenhed; men man paastaaer, at der Intet vindes for Aanden, eller for sand Fromhed, ved at forsøge Gjetninger om Guds Mening med de uforstaaede Tilfælde.

47| Mange mene, at det skulde være mere trøsteligt for Menneskene, naar vi kunne tænke os under Varetægt af en Herre, som havde, hvad man menneskeligviis kunde kalde det, et stedse vaagent Øie over os, end om vi blot skulde sætte vor Fortrøstning i Guds Villies evige Love; mig synes denne Mening at beroe paa en Misforstaaelse. Jeg vil først oplyse dette ved et Exempel taget af jordiske Forhold. Man tænke sig, at en Mand, som vil gjøre en Reise, har ihenseende til Veien Valget mellem to forskjellige Lande: det ene, hvor den personlige Sikkerhed beroer paa vise Love og dertil hørende Indretninger, det andet derimod af en saadan Beskaffenhed, at det havde været en Umulighed for Fyrsten, skjøndt viis, mægtig og god, her at indføre samme Lovenes Herredømme, som i hiin Stat, men at han er beredt til at bøde paa denne Mangel ved at medgive den Reisende en stærk Vagt til hans Beskyttelse: i hvilket af disse to Lande vil han haabe at reise med størst Sikkerhed? Anvendelsen paa de to Forestillingsmaader om Verdensregjeringen er let. Den ene antager, at Verdens Fornuftindretning er tilstrækkelig til at give os al den Betryggelse, som virkelig findes i Tilværelsen; den anden fordrer en Tilhjelp af vilkaarligt Tilsyn. For at dømme rigtigt i denne Sag, maa man fremfor alt betænke, at man ikke maa fordre mere Betryggelse end den, der findes i Virkeligheden. Jeg har ofte fundet, at de, som savne al dem ønskelig Betryggelse ifølge den første Opfatning, forlange denne Betryggelse langt større end den, som Virkeligheden viser os. Man vilde misforstaae hiin Opfattelsesmaade, dersom man ikke stillede sig for Øie, at Betryggelsen ikke skeer efter en Samling af adspredte Naturlove, men ifølge den hele ved den evige Fornuft bestemte Lovgivning og Indretning. Naar NMartensen siger »at vi allevegne ere omringede af overnaturlige, hellige Kræfter, der kunne indvirke paa den fra Gud forskjellige Natur« kunde vi, om vi vilde, tilegne os hans Ord, ved at give den nærmere Forklaring, at vi da ved 48| Natur kun forstaae Endeligheden, ikke den hele Natur, hvoraf dog Endeligheden er en Aabenbaring. Det var ikke umuligt at tænke sig, som Deel af den evige Fornuftindretning, visse høiere begavede Væsener, der paa en for os usynlig Maade førte Tilsyn med de lavere, ligesom Regjeringens Embedsmænd i en Stat; men den Erfaring, vi have over det, som virkelig skeer, synes ikke at opfordre til denne Tanke. Vel hører man meget ofte anføre Ting, som skulde være uforklarlige, hvis man ikke antog høiere vilkaarlige Indvirkninger; men det, at Noget er uforklarligt uden en vis Forudsætning, er som oftest et meget svagt Beviis for dennes Virkelighed. Kun hvor vi ere visse paa at gjennemskue alle Sagen vedkommende Muligheder, kan denne Slutningsmaade med Sikkerhed bruges; men dette er ikke Tilfældet her; thi der gives dog utallige Forhold og Begivenheder, hvis Betydning for de enstige Menneskers Velværen og Lykke vi heller ikke af denne Forudsætning kunne forklare. Hertil høre netop alle de Virkninger, som ifølge de almindelige Love omfatte talløse NEnstere. Den samme Storm gaaer over store Strækninger af Land og Hav, bringer Skibe til Undergang, opriver Træer, omstyrter Huse, heelt igjennem efter de samme Love. Oversvømmelser have undertiden ødelagt store Landstrækninger, og i een Nat nedsænket mange tusinde Mennesker i Døden. Jordskjælv have frembragt ligesaa omfattende Ødelæggelser. Den samme Tørke, den samme ubetimelige Regn, den samme strænge Vinter, træffer alle Beboere af en stor Landstrækning. Nu kunne og maae vi vel antage, at Virkningerne af alle saadanne Begivenheder, som ramme de mest forskjellige Mennesker under Eet, henhøre under den almindelige Fornuftharmonie; men vi maae derhos tilstaae vor Mangel paa Evne til at fatte Begivenhedens enkelte Dele. Gives der nu et saa mageløst overveiende Antal af saadanne Begivenheder, som vi ikke kunne forklare, hvorledes tør vi da bruge hiin Slutningsmaade! Man vil maaskee sige, at det netop er denne hele Sum 49| af Uforklarligheder, der nøder os til at antage en vilkaarlig høiere Indgriben; men har man da nu antaget denne Forudsætning, og prøver paa at fatte Muligheden af, at en vilkaarlig Magtfuldkommenhed skulde udjevne alle de Modsigelser, som Begivenhedernes Eenhed her harA bragt sammen, vil man sikkert føle sin Afmagt. Lad da begge Parter tilstaae deres Evneløshed til at begribe denne Deel af Tilværelsen, og den ene ikke forsøge at gjøre sig Fordeel paa den andens Bekostning, ved blot at henpege paa hans Evneløshed!

Jeg veed, at der gives Mange, som endnu fra et andet Synspunkt ville finde sig utilfredse med den her forsvarede Opfatningsmaade. De mene, at Gud ifølge denne Forestilling slet Intet mere har at gjøre, efterat han har skabt Verden! Uagtet denne Tanke, taget som Indvending, intet betyder, og uagtet jeg troer, at vi skulle holde os mere til Opfatningen af den uendelige Fornuftregjering, end indlade os paa Grandskninger over Guds Væsen, maa jeg dog vise, fra hvilken Misforstaaelse af den her forsvarede Opfatning den udspringer. Den forudsætter nemlig, at Gud blot har virket engang, og derpaa hørt op, istedet for at han stedse virker, stedse giver Love; kunde dette ophøre, saa ophørte Verden tillige; han frembringer uophørligt den hele uendelige mangfoldige Tilværelse, og den lever i ham. De menneskelige Begreber om Ørkesløshed, Kjedsomhed o. desl., som den alvorligt Tænksomme i intet Tilfælde vil anvende paa Gud, har da heller ikke engang noget Skin af Anvendelighed.

3

Udviklingen fra det Lavere til det Høiere

I Bemærkningerne (S. 299) spørges: »Men hvorfor er det da en Fornuftlov, at Alt skal begynde fra det Ufornuf50|tige, ja det Fornuftstridige?« Jeg svarer hertil, at jeg ingensinde har antaget dette. Sammenhængen viser derimod, at her handles om den Mening, at alle Ting i Tilværelsen begynde fra noget Uudviklet for at gjennemløbe en uoverskuelig Udviklingsrække. Vilde man nu spørge mig, hvorfor Alt i Verden begynder fra Noget, hvori det Fornuftige ikkun ligger som en skjult Spire? saa svarer jeg, at jeg slet ikke prøver at forklare, hvorfor Fornuften er saadan, som den er; men at Naturen er saaledes, mener jeg, at man forgjæves vil nægte. Hvert enstigt Menneske begynder jo sin Tilværelse først som aldeles bevidstløst Foster og efter Fødselen som fornuftløst spædt Barn. Hvis Bemærkningernes Forfatter vil anvende dette paa Menneskeslægten, skal han neppe komme i Modsigelse med Erfaringen. Vel mener han, at Historien skulde henvise paa en oprindelig Fuldkommenhedstilstand. S. 300 hedder det:

Herover maa jeg bemærke, at Historien, jeg taler ikke om Sagn, rækker ikke hen til Folkenes første Dannelsestid; disses gjensidige Indvirkning paa hverandre taber sig i dunkle Tider, om hvilke vi efterhaanden lære at gjette Noget ved Hjælp af deres Sprog, Ligheden i deres Sagn og i deres Meninger; men til deres første Dannelse naae vi dog neppe. Men, naar vi antage, at Fornuftspiren laae skjult hos den ældste Menneskeslægt ligesom hos Barnet, saa antage vi derved ingenlunde, at det Fornuftige udvikles af det Ufornuftige, men vel at en bevidst Fornuft udvikles af Noget sig selv endnu ubevidst. Hos 51| den ældste Menneskeslægt var der, efter denne Opfatningsmaade, vel ingen fremmed, mere udviklet Fornuft tilstede, som kunde begynde NUddannelsen; men Paastanden om, at dette skulde være en nødvendig Betingelse, synes mig ubeviist. Det følger af Naturlovene, at Menneskets Fornuftanlæg maa udvikles ved Vexelvirkningen med Omverdenen; naar han gjennem Øiet modtager Indtryk af en Gjenstand, vil han ligesom Barnet udstrække Armen derimod; efter mangfoldige Forsøg, vil Mindet om Synsindtrykkene, om de ved Følelsen fundne Figurer og Afstande, indpræge sig i hans Hukommelse, og hans Fornuftanlæg vil frembringe Tanker derover. De forskjellige Dyr ville hver frembringe et eget Indtryk paa ham; af det samme Slags Dyr maae han modtage samme Slags Indtryk, af de forskjellige derimod ulige. Hans Hukommelse bevarer disse Indtryk, hans Fornuftanlæg bearbeider dem. Det samme gjelder naturligviis om alle Slags andre Gjenstande: Planter, Stene o. s. v. Blandt Menneskene ville de høiere begavede først udvikle sig, og siden virke paa de andre. Mennesket vil ved sin Naturdrift ledes til at frembringe Lyd i Anledning af visse Indtryk. Selv hos Dyrene skeer dette; men Mennesket vil ifølge sine høiere Anlæg skjelne finere mellem dem, gjemme dem fuldkomnere i sin Hukommelse, og benytte dem for at tilkjendegive sine Følelser og Tanker. Hvormange Menneskealdere det har varet, inden heraf opstod et nogenlunde omfattende Sprog, behøves det ikke her at afgjøre; det er nok, at Veiens Begyndelse sees. Betragte vi nu det, der er skeet i den historiske Tid, saa kan det maaskee være os umuligt at finde et Folk, der ikke har havt noget andet til Læremester; men Ingen vil nægte, at der haves talløse Exempler paa, at Menneskene have udfundet nye Sandheder og overalt gjort nye aandelige Fremskridt. Dette viser hen paa den Sandhed, at saadant ogsaa maa være skeet førend den historiske Tid, og stemmer da fuldkomment med det, vi have seet, at Menneskeanlæggene kun behøve Indvirkningen 52| af den hele almindelige i Guddomsvæsenet grundede Fornuftindretning for at udvikles.

Theologerne have i Almindelighed været meget tilbøielige til at antage, at Naturen selv var bleven slettere ved Menneskets første Synd; men denne Mening lader sig slet ikke forene med vore bestemte Indsigter. Det er vist, at Naturlovene vare de samme, at Materien havde samme Egenskaber, at de levende Væsener vare underkastede Lidelser og Død, førend Mennesket blev til. Jeg har sagt hidhørende Ting paa flere Steder i min heromhandlede Bog, og navnlig S. 167 og 168, men i største Korthed, da jeg ansaae det som en tilstaaet Sag; men nu føler jeg mig opfordret til at anføre, at vore talrige Undersøgelser over Jordklodens indre Bygning og dens Udviklingslove have viist, at der, længe førend Mennesket kom paa Jorden, er foregaaet mangfoldige store og rystende Forandringer, hvori hele Dyrearter, ja endog Dyreslægter ere undergaaede, at mange Dyr ogsaa i hine Tider opslugte andre, ja man har i Knokler i Forverdenens Dyr fundet tydelige Sygdomsspor. Saa indlysende Beviser har man paa, at det legemlige Onde, Undergang, Sygdom og Død ere ældre end Syndefaldet! Forsaavidt noget Bibelsted kunde synes at stride herimod, vil det udentvivl ved en rigtig Fortolkning bringes ud af denne Strid; men var det Modsatte Tilfældet, som jeg aldeles ikke troer, maatte man indtil høiere Indsigt vandtes, lade saadanne Steder henstaae som uopklarede Dunkelheder. Jeg henstiller til Dogmatikerne at overveie, hvorvidt deres Videnskabs Lære om Syndigheden i alle Maader maa betragtes som ubestridig rigtig, eller kunde vinde ved en ny Bearbeidelse.

53| 4

Nogle Oplysninger angaaende mine Yttringer om Troen

I Bemærkningerne (S. 309) antages der, at jeg ved det, som jeg i min Bog (S. 168-169) har sagt om Troen, egentlig har havt den saakaldte Auctoritetstro for Øie; dette var dog ikke min Mening. I Bemærkningerne er vel det tilsigtede Sted af min Bog tildeels optaget; men da der i Anførelsen er indløben nogle Ordforandringer, og nogle Udeladelser ere skete, som jeg ønsker erstattede, vil jeg her hensætte det i dets Heelhed.

Ved Auctoritetstro mener jeg, at man bør forstaae en saadan Tro, som har sin Grund i en blind Underkastelse under Andres Meninger. Det synes mig, at Ordet Tro her er ilde anvendt ligesom i Ordet Overtro; saavidt jeg skjønner, bør Betegnelsen Auctoritetstro især forbeholdes Meningernes Rige. Den, som med Hensyn paa stridige videnskabelige Meninger lader sig bestemme ved store Mænds Anseelse, gjør sig 54| skyldig i Auctoritetstro. Det kan iøvrigt være vanskeligt overalt at skjælne mellem denne blinde Auctoritetstro og den fornuftige Tillid, man maa fæste til andres Indsigter og Sandhedskjærlighed i Tilfælde, hvor vi ikke selv have formaaet at undersøge. Lykkeligviis fordrer Hovedsagen her ikke denne skarpe Grændsebestemmelse; Ingen vil kunne anvende Benævnelsen Auctoritetstro paa en Tro, som vel er vakt hos den Enkelte gjennem Meddelelser fra Menneskeslægtens Seere; men som dog i det Væsentlige aabenbarer ham, »hvad der laae skjult i hans eget Væsens bundløse Dyb«.

I dette ligger, ifølge Menneskets Fornuftvæsen, nødvendigt en Troesspire. Det vilde ikke være stærkt nok at betegne det virkelige Forhold, om vi kaldte denne Troesspire en Evne til at troe; den er et Anlæg og en Trang til at føle en Overbeviisning om Sandheden af det Fornuftstemmende, uagtet det ikke er bragt under vor Videns Former. Jo mere omfattende den Fornufteenhed er, hvorom der handles, med desto flere hemmelige Traade hænger den sammen med vort eget Væsen, eller maaskee bedre udtrykt, desto mangfoldigere ere de Sammentræfningspunkter, hvori den Fornufteenhed, der staaer for os som Gjenstand, møder Indholdet af vort eget Fornuftvæsen. Vore Udtryk ere altfor fattige til paa eengang at sige Alt, hvad der burde siges under Eet, hvis det var muligt. I de Udtryk, jeg her har brugt, vil man fristes til kun at fæste Tanken til Fornuftformen; men saavel det Fornuftige i os som det Fornuftige udenfor os er en Fornuftvirksomhed. Det er kun som en Fornødenhed for vor Tænkning, at vi skjelne mellem den evige Skaberkraft og den evige Fornuft; i Virkeligheden ere de uadskillelige. Skaberkraften giver Tingen sin Virksomhed, Fornuften giver denne Virksomhed sin Form, som i enhver Ting indbefatter en Mangfoldighed af underordnede Former, ligesom een Tanke kan indbefatte mangfoldige derunder henhørende Tanker. Henvende vi os nu til vort eget Væsen, saa maae vi da 55| erkjende, at alle dets Evner tilsammentagne udgjøre eet Værk af den evige skabende Fornuft eller fornuftige Skaberkraft, begge Udtryk betegnende Eet. Tænke vi os nu Gud som det Væsen, om hvis Væren vort eget Væsen skal tilegne sig en Overbeviisning, saa have vi at stille os for Øine, at hiint ligesom dette er en heel levende Væren kun i alle Maader uendeligt herligere. Vi modtage af ham gjennem hele Tilværelsen utallige Indvirkninger; men Tilegnelsen skeer ved vort Væsens aandelige Kræfter. Det er ved alle disse Samvirkningers skjulte Kraft, at Gudsbevidstheden vækkes hos os. Hos Nogle er der et saa kraftigt indvortes Fornuftliv, at denne Bevidsthed med største Lethed vækkes; hos Fleerheden fordres mange og stærke Vækkelsesmidler; til disse høre ogsaa Meddelelser fra andre frie Væsener; bleve saadanne troede blot som Meddelelser, saa frembragtes derved kun en Auctoritetstro, som næsten er et Intet for vort Fornuftliv; men vække Meddelelserne det skjulte Troesanlæg, saa at det udvikler sig til en levende Gudsbevidsthed og deraf følgende Stræben at leve i Gud, saa vil Ingen kalde denne Tro en Auctoritetstro. Naar vor med Bevidsthed virkende Fornuft stræber af alle Kræfter at omfatte Sammenhængen mellem den troede Guds Virken og alt det Bevirkede, saa fremkommer derved en stor Overbeviisningens Styrke og Klarhed, i hvilken jeg vilde sige, at Troen har forvandlet sig til Viden.

Fra denne allerhøieste Gjenstand vil jeg endnu nogle Øieblikke henvende Opmærksomheden paa Forhold, hvori Troen lettere gaaer over til Viden. Bevidstheden om, hvad der er Dyd og Pligt, begynder upaatvivleligt som Tro baade hos Menneskeslægten og hos de enstige Mennesker. Man føler f. Ex. langt tidligere den Pligt at tale Sandhed, end man kan vise den som en Nødvendighed for Menneskeslægten; ja det vilde staae slet til, dersom ikke en kraftig Sandhedskjærlighed og en dyb Ærbødighed for denne Dyd fandtes hos alle agtværdige Mennesker, 56| uagtet der blandt Millioner kun findes Enkelte, som have forvandlet denne Tro til en Viden. Jeg maa dog hertil endnu føie den Bemærkning, at man ikke bør forvexle Nden sande Tro med den NNavneviden, som nu og da erhverves ved fiintudtænkte Beviser, naar man derved taber Tilværelseskilden af Syne. Den Viden, vi have om en Dyd, bør endnu sidde paa den naturlige Tro, som dens Rod, ellers er den død og magtesløs; hvad her er sagt om een Dyd, kan let anvendes paa de andre.

5

Den hemmelige Fornuft i Sjæleevnerne

S. 314 yttres der i Bemærkningerne:

Jeg haaber, at der, efter alt det Foregaaende, ikke mere skal udkræves nogen vidtløftig Udvikling for at vise, hvad jeg mener med Ordet Fornuft, naar jeg synes at indrømme det altformeget. Jeg tænker mig da den evige, uendelige Fornuft, hvori alle Tilværelseslovene ere indbefattede; ved den har enhver Ting al sin Eiendommelighed, sin hele Form, Ordet taget i den mest omfattende Mening; men det i Tingene, som giver dem Væren, er den skabende Kraft; forsaavidt denne Kraft virker under forskjellige Skikkelser, har den i hvert Tilfælde sin Eiendommelighed ved den Fornuftlov eller Sum af Fornuftlove, hvorefter den virker. Saaledes mener jeg, det er at forstaae, 57| naar der tales om skabende Kræfter. Iøvrigt er den skabende Fornuft og Skabekraften ikke i Virkeligheden to adskilte Ting; det er kun en Fornødenhed for vor Tænkning at skjælne dem under Betragtningen. Naar vi talende om Mennesket tillægge ham Fornuft, Følelse, Phantasie, saa tage vi Ordet Fornuft i en langt mere indskrænket Mening. Det er den samme evige Fornuft, som giver vor aandelige Skabekraft sin Form og vor Evne til at modtage Indtryk sin Fornemmelsesmaade; men i disse to, Phantasie og Følelse, virker den ubevidst, nemlig uden at Fornuftens Lovgiverevne deri fremtræder for Bevidstheden; i Menneskefornuften fremtræder den derimod med Bevidstheden om sin egen Natur. Paa samme Maade virker Fornuften hemmeligt og ubevidst i de andre Evner; om Skjønhedssandsen har jeg i flere Undersøgelser stræbt at vise dette; og maa man ikke tilstaae, at Samvittigheden ligeledes er en indre Følelse, som formaaer at advare mod det Fornuftstridige og at bifalde det Fornuftstemmende, endog i utallige Tilfælde, hvor man ikke udvikler sig det hele Fornuftforhold! At Enhver af vore Evner ogsaa træder i bevidst Samvirkning med Fornuften, behøver vel neppe at siges.

Jeg har ikke her gjort noget Forsøg til en udtømmende Fremstilling af Guddomsvæsenet – jeg har ikke vovet dette – jeg vil heller ikke her forsøge det, men kun erklære, at hvis man, som saa hyppigt skeer, vil gaae ud fra Mennesket for at danne sig en Forestilling om Gud, saa maa denne Forestilling indeholde Alt, hvad der udgjør Menneskevæsenets Ypperlighed, kun i en uendelig Kraft, Fylde og Fuldkommenhed. Men vi bør føle os høiligen advarede mod de Vildfarelser, der kunne indsnige sig i saadanne Forsøg, hvor vi saa let laane Guddommen Egenskaber, som altformeget bære den menneskelige Indskrænknings Præg.

58| 6

Gud og Verden

S. 313 siges i Bemærkningerne:

Hertil svares: Jeg har stræbt at vise i et langt større Omfang, end hidindtil var skeet, at den evige Fornuftorden aabenbarer sig gjennem hele Endeligheden. Theologerne lære vel, at Gud har skabt Verden og indrettet den viseligt, ja i mangen Tankesammenhæng fremhæve de ogsaa, at dens Indretning er skeet med uendelig Viisdom; men som oftest henriver deres i andre Retninger sysselsatte Opmærksomhed dem saaledes, at de mindre klart stille sig dette for Øine; især har Betragtningen af den Mennesket ved Syndigheden paaførte Elendighed og Fornedrelse havt denne Virkning. Den Mening, at Menneskenes Synd skulde have fordærvet hele Naturen, strider aldeles mod Naturvidenskabens klare Vidnesbyrd. Det er ganske vist, som allerede i det Foregaaende er viist, at Naturlovene vare de samme før Syndefaldet, som de nu ere; selv Beskrivelsen af Menneskenes Uskyldighedsstand fremstiller dem som indrettede til at tage Næringsmidler til sig og til Slægternes Formering; mange andre af Legemets Dele nævnes eller antydes. Naturgrandskeren kan heller ikke tvivle om, at Menneskelegemet strax fra Begyndelsen af har havt den samme Bygning som nu. 59| Vi ville gjøre os Sagen endnu mere nærværende ved at nævne nogle af Menneskelegemets Hovedindretninger; det maa jo have havt Hjerte, Blodomløb, Aandedræt ligesom nu; det maa have havt Muskler til Lemmernes Bevægelse, Nerver til at vække Muskelvirksomheden og til at fornemme Indtryk ligesom nu, Sandsenerverne maae have havt deres Udspring i Hjernen og udbredt sig til Øine, Øren, Næse, Mund o. s. v. ligesom nu. Hvis Nogen fandt for godt at nægte dette, kunde vi vel ikke føre noget saadant Beviis derfor, som kunde overbevise den, der ikke har gjort sig den Natursammenhæng klar, som Videnskaben godtgjør; men Naturgrandsker behøver man dog ikke at være for at føle Vægten af den Beviisgrund, at hele Dyreverdenen, ligefra de ældste Tider, indtil Mennesket fremkom, og siden indtil vore Tider, har udviklet sig efter de samme Love, og at Menneskelegemet er medindbefattetA i denne Sammenhæng. Der er aldeles Intet, der kan bestemme os til den Mening, at Mennesket skulde være bleven omskabt efter Syndefaldet; dette er maaskee ei engang bleven paastaaet af Nogen. Man maa da holde sig til Syndens fordærvelige Indflydelse paa de aandelige Kræfter; og selv her maa den Betragtning, at Mennesket allerede i Uskyldighedsstanden viste sig fra Gudsfrygtens Side som letforførbar, fra Forstandens Side som letbedragelig, advare mod Overdrivelser.

Jeg har i min Bog søgt at vise, at Verden i sit Væsen er fuldkommen, og maa som et Værk af Guddommen være saa; men da Mennesket, ifølge sin Indskrænkning, let opfatter den Deel af Verden, som nærmest møder ham, paa en feilagtig Maade, og det destomere, jo mindre han stræber efter det guddommelige Lys, saa staaer Verden for ham som Noget fra Gud løsrevet og affaldet. Saaledes fremtræder Verden ved Menneskets Skyld, men ikke ifølge sin egen Natur, som det Affaldne og Fordærvede. Jeg maa bede Læseren hermed sammen60|holde den sammentrængte Fremstilling, jeg heraf har givet i min Bog (S. 162).

Om Naturens Fordærvelse ved Syndefaldet har hverken Christus eller nogen af de Bibelskribenter, der have nydt hans mundtlige Underviisning talt. Forsaavidt man her beraaber sig paa Bibelen, har man da at holde sig til NPaulus. Jeg vil overlade Theologerne at bestemme den rette Anvendelse af hans Yttringer; mig synes, at han kun har sigtet til Menneskenes Misbrug af Naturen og den store Naturforædling, som maatte følge af Menneskeslægtens Forædling. En ret omfattende Virkeliggjørelse af denne Tanke vil kun ligge i en meget fjern Fremtid. Det meste af Det, Theologerne lære om Naturens Fordærvelse, synes mig ikke at være saa klart og afgjørende fremsat i Bibelen, som i deres Bearbeidelser, og at have sin Oprindelse fra forfeilede philosophiske Grandskninger. Jeg vil ikke føre Læseren ind i vidtløftige Drøftelser heraf; men hellere fremsætte min modsatte Overbeviisning med dens Grunde. Den hele Verden var stedse endelig; og Ingen har troet, at den først blev det ved Menneskenes Synd; men Endelighed er ifølge sin Natur Ufuldkommenhed. Hver endelig Gjenstand er jo begrændset og forgængelig, og betragtet udenfor dens Sammenhæng med det Hele, hvoraf den er et Led, har man Anledning nok til at klage over det Endeliges Ufuldkommenhed; men betragte vi ikke de Nenstige Gjenstande blot i Adskillelsen fra det Hele, og – om jeg saa maa sige – som om det var deres Pligt at være selvstændige, føres vi til en anden Betragtningsmaade. Jo mere en Gjenstand udgjør et afsluttet Hele, desto mere see vi deri en Aabenbaring af det Evige. I NSamfoldigheden af alt det Endelige see vi først Aaabenbaringen af dens hele evige Udspring, forstaaer sig saavidt, som det er os muligt fra vort Stade at see det.

Det forekommer mig, at de, som have med saamegen Iver fremhævet og udmalet det Endeliges Usselhed – den store Tæn61|ker NPascal ikke undtagen – have feilet ved at stille sig Sagen under et falskt Synspunkt; de have talt om det Endelige, som om det burde være det Selvstændige og Evige, og derpaa have de viist, hvor uendeligt langt det er derfra. Man anfører Smerte, Død, Undergang, som Endelighedens Lod, og man vil spørge mig, om jeg regner alt dette for Intet. Jeg svarer, at alt dette har sin saare følelige Gyldighed i den endelige Tilværelse; men jeg tvivler om, at Nogen kan bevise, at dette burde være anderledes, hvorimod vor Trøst i Endeligheden maa være Haabet om et Liv i Uendeligheden. Men er da Tilværelsen, rigtigt forstaaet, en uforvandsket Guddomsaabenbaring, saa er det af største Vigtighed, at vi ikke miskjende dette, men tvertimod levende tilegne os den, og drage Lære af Historien, som viser os, hvorledes Menneskeslægten i de forskjelligste Tidsaldere og hos de mest uligeartede Folkefærd have modtaget Lærdomme af denne Aabenbaring. En indsigtsfuld Brug heraf vil tjene til at bestyrke os i vore skjønneste Overbeviisninger, og til derhos at klare og rense vore dunkle eller med Vildfarelser blandede Meninger.

Efterskrift. NVed her at læse trykt, hvad jeg S. 60 har sagt om Forholdet mellem det Endelige og Uendelige, finder jeg nogen videre Oplysning ønskelig. Man tænke sig først det aandelige Billed, som et Menneske af ringe og lidet uddannede Evner maa danne sig om Tilværelsen. Dette Billed vil kun omfatte lidet mere end det sandselige Livs Fornødenheder og de nærmestliggende menneskelige Forhold. Hvorfra de Velgjerninger hidrøre, som han modtager af Samfundet, er ham lidet bekiendt, endnu mindre har han en klar Forestilling om Statens Indretning og Styrelse; det forstaaer sig da, at der her ikke er at tænke paa et Overblik over Jordens Beboelse og Folkenes indbyrdes Vexelvirkning. Lad nu Tanken flytte sig til det Billed en velunderrettet Borger eller Forretningsmand danner sig af Tilværelsen; det vil omtrent omfatte de Gjenstande, vi nævne som udelukte fra hiint indskrænkede Billed. Meget af det, der i samme stod som raa Erfaring, hvori Men62|nesket ingen Tanke eller Tankesammenhæng saae, bliver paa dette høiere Stade til Ledemod af Menneskets Tankeverden. Gaae vi nu videre, og tænke os det Billed, en Mand af store Kundskaber og et sandt Statsmandsblik danner sig om Tilværelsen, saa staaer den Fornuftsammenhæng, vi have opdaget i Menneskeslægtens Udviklingsgang og i Tidens Begivenheder, ham klart for Øinene; hans Fornuftverden er nu langt rigere: saa stor end den Erfaringsmasse maa være, som hans Tanke omfatter, betyder den dog mindre i Forhold til den deri for ham fremtrædende Fornuft, end dette var Tilfældet paa de lavere Stader. Lad nu den samme Mand med disse Kundskaber forene et Overblik over Legemverdenens Indretning og Love, saa vinder atter hans Verdensbilled i Omfang. Dette kan have mangfoldige Grader; men vi ville overspringe de fleste, og tænke os, at han saae Menneskeslægtens Begivenheder i deres inderlige Sammenhæng med Naturvirkningerne; hvor stort og betydningsfuldt bliver nu hans Fornuftblik over den jordiske Tilværelse. Vi gjøre endnu et stort Tankespring, og lade ham endog tillige have en dyb Indsigt i hele Verdensbygningen; nu vil atter Meget, der tidligere kun stod for ham som blot Erfaring, forvandle sig til Tanke, og saaledes hans Fornuftoverblik erholde en overordentlig Tilvæxt. Vi ville her standse for at gjøre Anvendelse af alt Dette. Det er klart, at forsaavidt et Menneske i det Erfarede seer Fornuftnødvendigheden, staaer det ikke for ham som noget blot Endeligt; han seer endeel af Uendeligheden deri. I samme Grad, som den hele sandselige Tilværelse staaer for ham som et Fornuftrige, i samme Grad opfatter han dens evige Fornuftværen. Denne JordbeboerensA Overgang i den evige Væren er dog usigeligt begrændset, deels ved hans Evners Indskrænkning, deels ved Sandseverdenens uafviselige Indvirkning paa ham. Det staaer vel i hans Magt, høiligt at forstærke sit Fornuftliv, og kun at tilstede Sandseverdenens Indvirkning en ringere Indflydelse paa sig, end den ellers har paa Mængden; men usigeligt langt bliver han dog fra ganske at blive en fri Borger i Fornuftverdenen.

Man vil nu ikke finde det vanskeligt at indsee, at Endeligheden maa ganske forsvinde for Gud, som paa eengang seer Tingene i deres hele Fornuftværen, og ikke er underkastet Sandseindvirkningerne i deres endelige Skikkelse, men har sin Viden om dem derved, at de skabende Kræfter, hvorved de have Tilværelse, leve i hans Bevidsthed.