© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
(Af Almanaken for 1835)
Der gives mange Mennesker, som indbilde sig, at Verden bestandigt bliver slettere. Denne Klage er ikke ny; man finder Steder i ældgamle Bøger, forfattede for to, tre tusind Aar siden, hvoraf man seer, at gamle Folk allerede dengang forsikkrede, at Menneskene ikke mere vare saa stærke og kloge og retskafne, som i deres unge Dage. Det samme, finder man, er ogsaa skeet i alle paafølgende Tider. Dersom nu Verden var uophørligt vedbleven at forringe sig saaledes, at det kunde kjendes i en Mands Levealder, hvilken himmelvid Forskjel maatte der da ikke være mellem de Mennesker, der have levet for tyve, tredive eller flere hundrede Aar siden og os, som nu leve! Saare usle maatte vi da være i Sammenligning med dem! Var det sandt, maatte vi vel finde os deri – thi lidet vilde det hjelpe at lyve os bedre, end vi ere – men er det ikke sandt, maae vi ogsaa vel vogte os for at troe det. Vi høre ofte, at Noget roses, og sættes os til Exempel og Efterligning, blot fordi det er gammelt; bildte vi os nu falskeligen ind, at Alting fordum var saa meget herligere, vilde vi ikke have Mod til at prøve det Gamle, saaledes som vi dristigt og med Rette prøve det Nye.
Jeg vil først tale om en ugunstig Forandring, som efter Manges Mening skulde være foregaaet i Verden uden om os, men som vilde have megen Indflydelse paa Mennesket, om den virkelig havde fundet Sted. Mange indbilde sig nemlig, at Varmen paa Jorden i Tidens Løb skulde mere og mere aftage. Der gives vel ogsaa Dem, der mene, at det efterhaanden bliver varmere; men vi skulle snart faae at see, at ingen af Parterne har Ret. Vel gives der ofte en Deel Aar efter hverandre, der ere ualmindeligt kolde eller ualmindeligt varme; men saadant er ikke af Varighed. Spørgsmaalet er, om det i ældgamle Tider var stadigt varmere eller koldere end i vore Dage, eller om der slet ingen kjendelig Forandring er skeet.
Enhver veed, at Grønland er et meget koldt Land, der er fuldt af Iisbjerge, som aldrig smelte, og at det fra Søsiden næsten er omleiret med Iis, som endog om Sommeren gjør Farten dertil vanskelig. Om dette Land er der ofte bleven sagt her hos os, at det fordum var langt mildere og frugtbarere, og at det i Dronning Margarethes Tid, for mere end fire hundrede Aar siden, skulde have været saare frugtbart, saa at derfra kunde føres Fødemidler til Danmark. Man har nøie eftersporet, hvorfra saadanne Efterretninger kom, og fundet dem grundede paa Misforstaaelser; derimod finder man i en gammel Bog, der er skreven i Norge for fem til sex hundrede Aar siden, og kaldes Kongespeilet, Grønlands Iis saaledes beskreven, at man ingen Forskjel seer mellem Tilstanden dengang og nu.
Et andet Exempel kunne vi tage af Bibelen. Man seer deraf, at Jødelandet i Christi Tider baade havde Viinavl og den søde Frugt, som kaldes Dadler; men intet Land, som har mindre Varme end Jødelandet, frembringer modne Dadler, og intet Land, som har større Varme, frembringer Druer i den Mængde, at man uden særegne Kunster, der kan have en Viinavl. Vi 137|see deraf, at Jødelandet i Christi Tider hverken kan have været varmere eller koldere end i vore Dage. Men vi behøve kun at huske paa, at man iaar skriver 1834 for at see, hvor lang Tid det er, at Jødelandets Varme har holdt sig bestandig; og dog kan man gaae videre, og sige, at det ikke engang i Moses Tid, som faldt omtrent 1500 Aar før Christus, altsaa mere end 3300 Aar før vor Tid, var varmere end nu; thi de Mænd, som Moses havde sendt ud for at speide Landet, berettede, at det var rigt paa Druer, og bragte Prøver af ualmindelig store Drueklaser med sig; havde det dengang været varmere, saa kunde, som sagt, Landet ikke have været et rigt Viinland.
Nogle have meent at finde et Beviis for, at der har været Viinavl i adskillige Lande, hvor der nu ingen findes, i den Omstændighed, at der i de Privilegier, som Paven havde givet daværende Klostere, omtales Viinavl; men det kom kun deraf, at Pavens Skrivere udfærdigede Privilegierne eens for Klosterne i de forskjellige Lande, uden at tænke paa, at de nordlige ingen Viinavl havde.
I de varmeste Lande af vor Verdensdeel, saasom Grækenland, Italien, og en Deel af Frankrig, voxer Olietræet, hvoraf Bomolien faaes; men det trives ikke i koldere Lande. Længere mod Nord end til den Bjergstrækning i Frankrig, som kaldes Cevennerbjergene, naaer Olietræet ikke; men nordligere fandt man det heller ikke for 1800 Aar siden. Dette lære vi af en gammel græsk Bog, skreven af en lærd Mand, som hed Strabo, der levede paa Christi Tider.
Jeg kunde endnu af gamle Skrifter anføre mange andre saadanne Exempler paa, at Jorden hverken er bleven varmere eller koldere i al den lange Tid, hvori Menneskene have gjort Optegnelser, der ere komne til os; men her have vi ikke Rum til at anføre mere. Professor Schouw, som giver os Beretninger om de forbigangne Aars Veirligt, har samlet og prøvet mangfoldige saadanne gamle Efterretninger, og forelagt det 138| Kongelige Videnskabernes Selskab en Afhandling herover, hvoraf jeg har laant disse Exempler.
Man fortæller ligeledes, at Menneskene i fordums Tider var meget større end nu; men ogsaa dette beroer paa Indbildning og Feiltagelser. Man har nu og da fundet gamle Been, som Nogle troede at have tilhørt uhyre Kæmper; men man har siden undersøgt saadanne Been nøiere, og fundet, at de ikke vare Menneskebeen, men havde tilhørt store fiirføddede Dyr. Derimod har man havt mangfoldige Leiligheder til at undersøge Lig og Beenrader, som havde tilhørt Mennesker, der vare døde for mange hundrede, ja et Par tusind Aar siden, og derved overbeviist sig om, at Folk, i det Hele taget, hverken vare større eller mindre end nu. I Ægypten, hvorom allerede tales saa ofte i Bibelen, havde man den Skik, at balsamere Ligene paa en saa snildt udtænkt Maade, at de kunde holde sig, saalænge det skulde være. Disse balsamerede Lig, som man kalder Mumier, bleve enten gjemte af Slægtningerne som Helligdomme, eller hensatte i dertil bestemte store og stærke offentlige Bygninger, eller i Gravhvælvinger, udhugne i Klipper. Man finder dem derfor endnu den Dag idag i Mængde. Betragtningen af disse Mumier viser os ingen Forskjel mellem Menneskets Størrelse for et Par tusind Aar siden og nuomstunder. Den Ueftertænksomme, som ikke overveier, at Ligene maae indkrympes ved Udtørringen, vil endog troe, at de have været mindre; men naar man betragter Benene deraf, seer man, at Folk dengang i Ægypten hverken bleve større eller mindre end nu. De blive der i det Hele taget noget mindre end her i Norden.
I mange andre Lande træffer man Beenrader og adspredte Been, som man med Sikkerhed kan sige om, at de have tilhørt 139| Mennesker, der ere døde for mange hundrede, ja et Par tusind Aar siden; og overalt, hvor saadanne findes, viser en nøiagtig Prøvelse af alle Omstændigheder, at Menneskenes Størrelse ikke har forandret sig.
Man paastaaer fremdeles ofte, at Folk i gamle Dage vare stærkere, end de nu ere; men dette er ikke bedre grundet. Blandt andet anfører man for denne Mening, at man ofte finder gamle Ridderrustninger saa tunge, at det i vore Tider vilde falde en Rytter vanskeligt at bevæge sig deri. For det første maa jeg herover bemærke, at vi af gamle Skrifter see, at disse Rustninger ogsaa i den Tid fandtes byrdefulde, og gjorde Ryttertrupper saa tungtbevægelige, at de ikke kunde forsvare sig mod dristige letbevæbnede Krigsfolk, naar det var lykkedes disse at bryde et Hul paa deres Rader; for det andet maa det betænkes, at det var ved Øvelse, man lærte at bære disse tunge Rustninger. Folk, som øve deres Kræfter paa en eller anden særegen Ting, faae ofte deri en stor Styrke. Man har ogsaa havt det Exempel, at en Opsynsmand ved et Rustkammer, som ikke var ualmindelig stærk, da han kom dertil, ved lang Øvelse havde faaet en saadan Færdighed i at bære og bruge de gamle Rustninger og Vaaben, at han endnu i sit firesindstyvende Aar kunde vise Prøver derpaa. Endelig bør det ogsaa betænkes, at det oftere var Rustningerne af de dygtigste Krigsmænd end af svage og kraftløse Folk, som bleve gjemte. Man taler ogsaa om gamle Sværd, saa store, at det vilde falde vor Tids Mennesker vanskeligt at svinge dem; men dette hører op at være forunderligt, naar man veed, at Krigsmænd, i den Tid da man endnu ikke vidste af Krudt og Kugler, ofte havde Sværd, som brugtes med begge Hænder. Nu da de tunge Hjelme og Harnisker ere af Brug, saasom de lidet vilde nytte efter vor Maade at føre Krig paa, har man ogsaa afskaffet saadanne tunge Sværd. Man finder endelig ogsaa nogle gamle meget store Sværd, der have været brugte til at bæres foran til Stads, 140| ved visse høitidelige Leiligheder. Den, som holder saadanne Sværd for Krigsvaaben, maa rigtignok faae store Tanker om vore Forfædres Kræfter. De Sværd derimod, som vi saa ofte finde i gamle Kæmpebegravelser, og overalt de fleste Vaaben, vi finde fra gammel Tid, vise os noksom, at Menneskenes Styrke ikke var større i forrige Tider end i vore Dage.
En anden lignende Indbildning er den, at Folk fordum skulle være blevne ældre end nuomstunder. Denne er ligesaa ugrundet. Jeg beder vel at bemærke, at jeg her ikke gaaer mere end tre tusinde Aar tilbage i Tiden, paa det at jeg ikke skal behøve at anføre Noget om de Lærdes Undersøgelser angaaende Meningen af Skriftens Beretning om Verdens første Tider, hvorved jeg maaskee kunde blive uforstaaelig for Mange; men hvad de sidste tre tusinde Aar angaaer, da er det ikke vanskeligt at vise Enhver, at Menneskets sædvanlige Levealder i den Tid er vedbleven at være den samme. Her kan jeg atter anføre Bibelen, som det vigtigste Vidnesbyrd; i den 90de Psalme, som er overskreven Moses den Guds Mands Bøn, siges udtrykkeligt, at Menneskets Alder er halvfjerdsindstyve Aar, og kommer det høit firesindstyve. Andre ældgamle Skribenter anslaae Menneskets Alder til samme Høide. Man maa i alle disse Ting beundre den guddommelige Viisdom, der har givet Naturen saa fuldkommen Indretning, at den ikke gaaer i Forfald, som Menneskeværk, men holder sig det ene Aartusind efter det andet.
Her har jeg endnu at tilføie noget Mærkværdigt. Ved at sammenligne en Mængde af gamle Efterretninger, og deriblandt gamle Kirkebøger, og Lister over Fødte og Døde fra den Tid, hvorfra saadanne haves, har man fundet, at der i de nyere Tider af et lige Antal Fødte ikke bortdøe saa Mange, 141| uden at blive gamle som fordum. Vel er den høieste Levealder, Mennesker opnaae, ikke bleven større, men Tallet af dem, som naae en høi Alder, er steget. Naturen er bleven uforandret; men Menneskenes Indretninger og Levemaade have frembragt Forandringer.
Jeg vil anføre de fornemste Aarsager hertil:
1) Menneskene have efterhaanden vant sig til mere Reenlighed. Gaae vi 5 til 6 hundrede Aar tilbage i Tiden, saa finde vi, at Gaderne selv i de store Byer ikke vare brolagte, og at de desuden vare smalle og mørke. Ureenligheden var stor saavel i Gaderne som inden i Husene; derfor hjemsøgtes ogsaa dengang alle store Stæder jevnligen med pestagtige Sygdomme, der lagde mange Tusinde i Graven. Forbedringerne i Byernes Luftighed og Reenholdelse gik iøvrigt kun langsomt fremad, men alt som de gik frem, bleve de smitsomme Sygdomme sjeldnere og mindre mordiske. En Syge, som den sidste store Cholera, vilde rimeligviis for 500 Aar siden være bleven ligesaa skrækkelig som den sorte Død, især da Almuen ogsaa dengang levede meget slettere end nu. Man klædte sig heller ikke reenligt. Menig Mand vidste lidet af Linned, hvoraf følger, at Huden savnede et stort Forfrisknings- og Reenlighedsmiddel, som man nu ikke vilde undvære. Derfor vare alle Slags Hudsygdomme meget almindelige, og den skrækkelige Spedalskhed anrettede store Ødelæggelser. Forbedringen er gaaet langsomt, og man holder endnu ikke nær overalt Gader, Huse, Klædningsstykker, eller Kroppen selv saa reenlige, som det var at ønske: men det, som efterhaanden er skeet, er dog betydeligt, og har baaret sine Frugter.
2) Menneskene vare fordum mere umaadelige i Mad og Drikke end i vor Tid. Vel troe Mange det Modsatte; men de lægge da kun Mærke til, hvor megen Overdaadighed, der endnu finder Sted, som burde afskaffes, men tænke ikke 142| paa de lange Beskrivelser, vi have over Det, som fordum blev fortæret ved Gilderne. Til Umaadelighed i Drik vare Fortidens Mennesker især hengivne. De berusede sig dengang mest i Øl og Mjød, som de havde gjort mere berusende, end det pleier at være i vore Tider; men Berusningen af disse Drikke, som ere saa uskyldige, naar de bruges til Maade, er meget skadeligere end af Vinen. Brændevinets Indførelse, og den større Lethed i at faae Viin, har vistnok bidraget til at forjage Umaadeligheden i Øl og Mjød, men derimod har Brændevinet skadet derved, at dets lette Priis har gjort Brugen almindeligere. Umaadeligheden i Drik har derfor i en vis Tid snarere tiltaget end aftaget; men nu tør man vel sige, at den i de sidste Par Menneskealdere stærkt har aftaget. I denne Henseende have de høiere Stænder, især i de sidste halvhundrede Aar, foregaaet de ringere med et godt Exempel. Nu er Umaadelighed i Drik næsten ganske afskaffet blandt de Fornemme, og derfor naae flere af dem en sund Alderdom end før; men hos Menigmand er Forbedringen heri ikke saa stor, som man vel tør haabe, at den vil blive. Den, der ikke følger Religionens Bud om Ædruelighed, sørger slet for sin egen Sundhed.
3) Lægekunsten er bleven meget forbedret, og vi have flere gode Læger end fordum. Hertil kommer, at den Daarlighed at søge sin Redning i overtroiske Midler og saa kaldte kloge Mænds Raad mere og mere er gaaet af Brug, endskjøndt den endnu hersker formeget. Med Lægekunstens Forbedring er der tillige fulgt mange gode Anordninger om Sundhedsvæsenet, hvorved smitsomme Sygdomme enten holdes borte, eller hindres i at faae Magt. Blandt disse Foranstaltninger maa især nævnes Kokoppernes Indførelse, der er bleven saa kraftigt befordret af vor faderlige Regjering, og har reddet saamange Børns Liv.
I Henseende til de legemlige Ting see vi da, at det ikke staaer værre med Menneskene nu end i Fortiden, men snarere bedre. Spørgsmaalet bliver da nu, om det ikke skulde finde sig anderledes med de aandelige? Jeg veed det, at Mange tale om de gamle Tider, som om alle Dyder deri havde hjemme, og Nutidens Mennesker skammeligt skulde være udartede fra Fædrene.
Denne Roes over de forbigangne Tider er endnu slettere grundet end den for Legemsstørrelse, Styrke og Sundhed; men jeg vilde handle ubetænksomt, om jeg ikke forud oplyste, hvorfor vore Forfædre i mange gode Egenskaber maatte staae tilbage for os. De vare nemlig mindre oplyste, og det var naturligt; thi ligesom ethvert ordentligt Menneske med Alderen bliver klogere, saaledes gaaer det ogsaa med hele Menneskeslægten. Hvert Aar erfarer man noget Nyt, udtænker man noget Nyt. Sønnen lærer af Faderen og overalt de Unge af de Gamle. Saaledes samles der bestandigt i Verden en større og større Skat af Kundskaber, som ikke kan gaae tilgrunde, med mindre Menneskene vilde overgive sig saaledes til Daarskab og Laster, at de ikke brøde sig om at lære noget Godt og Nyttigt. Det er da let at begribe, at Menneskene i velindrettede Riger maae blive bedre og bedre oplærte, og deres Forstand altsaa gjort mere skikket til at vælge det Gode og forkaste det Onde. Det er vel værd at lægge Mærke til, hvorledes Menneskene ofte lade sig bedrage ved et Navn. Man kalder ofte Fortiden den gamle Tid og vore Forfædre de Gamle, og troer, at man derfor skylder dem sær Ærbødighed for Alder og Viisdom. Men det, man kalder de gamle Dage, var just Menneskeslægtens unge Dage. Nutidens Menneskeslægt er ældre og erfarnere end Fortidens; men den skal deraf ikke hovmode sig: thi Fremtidens vil atter være endnu ældre og erfarnere. Lader os kun stræbe 144| at efterlade os det Minde, at vi ikke gjorde den Tid Skam, hvori vi levede.
Den Dyd, som var den mest almindelige blandt vore Forfædre, var Tapperhed. Just fordi man ikke var saa vidt i Oplysning, optændtes Menneskene lettere til Vrede, og lokkedes af Rovbegjærlighed; og da derhos Landene mere maatte savne en god Regjering og gode Indretninger, levede man i idelige Krige. Enhver lille Herre turde føre Krig med sin Nabo, og mange forenede Smaaherrer mod deres Konge; de skjønnede derfor lidet paa nogen anden Dyd end Tapperhed, som de bestandigt trængte til. I vore Dage ere Menneskenes Lidenskaber mere tøilede ved Fornuften, og fremfor alt den indvortes Fred bedre beskyttet ved Love og gode Indretninger. Ogsaa er man nu mere end nogensinde forsigtig i at begynde en Krig, hvorved saa mange Menneskers Liv og Velfærd sættes i Vove. Med alt Det have vi dog, naar Krig førtes i de nyere Tider, seet store Bedrifter, der uden Skam kunde sættes ved Siden af Fortidens.
Langt mindre grundet end Berømmelsen for Tapperhed er den Roes, man giver den gamle Ærlighed. Nøies man ikke med at læse visse nye Bøger, som blindt hen rose Fortiden, men læser man selv de gamle Skrifter, forfattede af Mænd, som havde seet Begivenhederne med egne Øine, eller hørt dem af Mennesker, som selv havde oplevet dem, saa erfare vi, at Løfter ofte brødes, at endog Meeneed ikke var sjelden, og at nære Beslægtede ofte svege hinanden, hvorfor man ogsaa finder i de gamle Skrifter, at de omgikkes hverandre med en Mistillid, som man nu vilde finde meget overdreven. De smaae Konger, som tumlede sig her i vore nordiske Lande, førend hvert Land blev lagt under een Konge, overfaldt hverandre tit paa en lumsk Maade, uagtet de ikke havde Krig. Naar den ene berusede sig ved et Gilde med sine Kæmper, var den anden tilrede for at indebrænde ham. De vare Hedninger, det er sandt; men i den 145| christne Tid vedbleve de store Herrer i Rigerne endnu adskillige hundrede Aar at handle næsten ligesaa ilde, og sikkert gaves der intet af de paafølgende Aarhundreder, hvori man mere afskyede alle Slags Svig, end i vort nuværende. Det er da ikke Fortidens Mennesker, som Nutidens skulle frygte for at sammenlignes med i Henseende til Redelighed og Sanddruhed, men vel maae de frygte for at staae til Skamme for Efterkommerne, dersom de ikke alvorligt stræbe endnu langt mere heri at overgaae Forgængerne, end hidindtil er skeet. Man skulde vel troe, at Christendommen maatte indgyde endog den mest Uvidende blandt dens Bekjendere Afsky for alle Laster, og dette kan heller ikke feile, naar Mennesket af Hjertet hengiver sig til den; men man maa ikke glemme, at den menneskelige Naturs Ufuldkommenhed paa mange Maader gjør det vanskeligt for os at fatte Christendommens store Sandheder ligesaa klart og reent, som de ere meente. Forstandens Oplysning er det egentlige Middel til at udrydde den dyriske Raahed, der lader Begjærlighederne og vilde Lyster herske, og desuden ofte ledes af falske Indbildninger. Betragter man Guds Forsyns Veie i Christendommens Udbredelse, saa seer man med Beundring, hvorledes Alt er indrettet til at nøde Menneskeslægten til at erhverve sig Kundskaber, bruge Eftertanken og stige i Oplysning. Iøvrigt nægter jeg ikke, at Menneskene under deres Bestræbelser for Oplysningen ofte ere faldne i store og skadelige Vildfarelser; men naar mange retskafne Mænd stræbe efter at faae Sandheden at vide, rettes saadanne Vildfarelser efterhaanden. Det maa her være os nok at see, at Oplysningen allerede har udrettet saa meget Godt.
En af de fordærveligste Vildfarelser, som herskede i de mere uoplyste Tider, og endnu ikke har tabt alt sit Herredømme, er Overtroen. I den mørkeste Tid, satte man en overordentlig Tillid til Stjernetydere, som skulde forudsige Menneskers 146| Skjæbne og vigtige Begivenheder af Stjernerne. Man lærte kun langsomt at see, at disse Spaadomme bestode i lutter Indbildninger eller Bedrageri; for to hundrede Aar siden fæstede endnu de Fleste Lid dertil. Man var ligeledes meget hengiven til Troen paa Trolddom. Der gaves dengang Mange, som gjerne lode Folk troe, at de forstode djævelske Kunster, ja Nogle troede det om sig selv; de havde nemlig lært af slette Mennesker et eller andet hemmeligt Middel til at skade Andre, og fattede selv ikke, hvorledes det hængte sammen dermed; de troede derfor let, at det hidrørte fra Djævelen. Nogle havde ogsaa lært at lave en egen Art af bedøvende Drik, hvoraf de faldt i et Slags Ruus og siden i en Søvn, hvori de havde sære Syner, og troede, at de havde været i fjerne Lande, endskjøndt deres Legeme var blevet, hvor det var. Det er os nu vel bekjendt, hvorledes dette alt lod sig gjøre; men deres Færd belees nu ligesaa meget, som den afskyes af alle Fornuftige. Maa man ikke skrækkes ved at tænke, at Folk, ikke blot i den mørke katholske Tid, men endog hele hundrede Aar efter at Luther havde gjenoplivet en renere Christendom, kunde være hengivne til saa daarlige Indbildninger, og fremfor alt, at saa Mange baade Høie og Lave kunde søge Raad og Hjelp hos Mennesker, som de troede havde deres Klogskab og Magt fra Djævelen. Forstandens Oplysning har her ryddet Veien for Christendommen; thi naar man tillige indseer, at det Onde er Daarskab, fatter man den største Foragt og Afsky derfor. Fremtids Oplysning vil efterhaanden bringe flere og flere Mennesker til at indsee tydeligt, at alt Det, som er ondt, ogsaa er Daarlighed, og Enhver, som denne af Religionen og Fornuften eenstemmigt lærte Sandhed bestandigen svæver for Øie, kan ikke andet end derved føle sig styrket i det Gode.
Oplysningen bidrager kraftigt til at dæmpe Menneskets Hævngjerrighed, Grumhed og Hovmod. Christendommen for147|dømmer paa det stærkeste disse Laster, og formaner os med al sin Kraft til Kjærlighed. Man maatte være aandelig blind, naar man, ved at læse Fortællingen om Verdensbegivenhederne, ikke kunde see den store Virkning, den herved har havt paa de talrige Folkefærd, som ere blevne indlemmede i den christne Kirke. Men opmærksom Læsning af disse Begivenheder viser os atter her, at Oplysningen har gaaet Christendommen tilhaande. Jo mere de Christne ere blevne oplyste, desto mere have de viist sig skikkede til at opfylde Kjærlighedens og Ydmyghedens Bud. Disse to Bud hænge nøiere sammen, end man ved første Øiekast troer; thi den, som indbilder sig selv meget, og agter Andre lidet, fristes meget stærkt til at glemme Kjærligheden; ja der hører jo allerede Mangel af Kjærlighed til at agte Andre utilbørligt ringe. Jeg behøver ikke at tale meget om den Ringeagt, hvormed de Mægtige fordum behandlede Smaafolk, og især deres Undergivne; denne Sag er bekjendt nok. Hermed stod megen anden slet Behandling i Sammenhæng. Herrens Overmod fordrede almindeligviis den største Ydmygelse af de Ringere. Det er glædeligt at see, hvorledes den stigende Oplysning heri har gjort saa stor Forandring. Jo oplystere de Fornemmere ere blevne, desto mindre have de fundet Glæde i, at deres Medmennesker skulde kaste sig i Støvet for dem; og jo oplystere de Undergivne bleve, desto mere have deres Overmænd fundet, at de baade fordrede og fortjente en bedre Behandling. Saaledes er det gaaet i næsten alle christne Lande, og vort kjære Danmark har ikke deri staaet tilbage. Enhver Dansk maa det være vel bekjendt, hvorledes den Undertrykkelse og Ringeagt, hvori Bønderne fordum havde levet, henimod Slutningen af forrige Aarhundrede hævedes, og hvilken Deel Frederik den 6te, som allerede længe, før han besteg Thronen, virkede saa Meget for sit Folk, havde heri. Det fortjener ogsaa vel at drages til Minde, at de Mænd, som med Raad og 148| Daad virkede for Sagen, vare ikke Bønder, vare ikke selv Dem, der havde lidt Uret, men dreves af Retfærdighed og Menneskekjærlighed. De Fornemste blandt disse vare: Bondestandens ædle Velgjører, den store Statsmand Grev Andreas Peter Bernsdorff, den i Landets indvortes Forfatning saa kyndige Grev Christian Reventlov og den lovkyndige og veltalende Generalprocureur Christian Colbjørnsen, som med den uegennyttigste Iver fremmede denne store Handling, der er mere ærefuld end den lykkeligste Krig.
Med samme Menneskekjærlighed sørgedes kort efter for vore sorte Medmennesker, der forhen solgtes i en anden Verdensdeel som Fæ, og for at bruges som Arbeidsdyr. Christendom og Menneskelighed havde i næsten tre hundrede Aar krævet Afskaffelsen af denne skjændige Menneskehandel; men Mange holdt paa den for Fordelens Skyld, indtil det lykkedes de talrige og ivrige Menneskevenner, som talte de ulykkelige Negeres Sag, ret at oplyse den. Den danske Konge gav Exemplet paa Negerhandelens Afskaffelse, og den som ivrigst raadede dertil var Grev Ernst Schimmelmann, som selv havde meget store vestindiske Eiendomme, der indtil den Tid vare blevne dyrkede af kjøbte sorte Slaver. Alt dette kalder jeg kun mine Landsmænd i Minde, paa det at de skulle see i nogle dem velbekjendte Exempler, hvorledes Oplysningen kraftigt har bidraget til at skaffe Christendommens Kjærlighedsbud Indgang; thi en saadan viis og omfattende Menneskekjærlighedshandling søger man forgjæves i de mørke Aarhundreder. Om Exempler fra andre Lande er her ikke Rum til at tale vidtløftigt; jeg vil kun tilføie, at Antallet paa de Mennesker, som arbeide paa at formindske Undertrykkelse, at formilde de Fattiges Kaar, og selv at føre Forbryderen tilbage paa den rette Vei, synes mere og mere at tiltage. Den Iver, hvormed saa Mange have bidraget til at give hver Mand Bibelen i Hænder, er bekjendt nok.
149| Førend jeg slutter, maa jeg forebygge en falsk Udtydning, af hvad jeg har sagt. Man vilde groveligt misforstaae mig, dersom man tillagde mig den Mening, at der ikke skulde være skeet meget Godt i fordums Tider, og at der ikke dengang skulde have levet mange fromme og ædle Mennesker. Saadant vilde være at stride mod den klare Sandhed. Ligesaalidet kunde det falde mig ind at troe, at vor Tid ikke trængte til store Forbedringer. Min Hensigt var kun at vise, at Verden i det Hele taget gaaer frem til det Bedre, og at pege hen paa den Vei, ad hvilken Mennesket har nærmet sig en ønskeligere Tilstand, paa det at man desto frimodigere kunde fremdeles vandre den, og hver i sin Kreds befordre Udbredelsen af nyttige Kundskaber, saavel ved Ungdommens Underviisning som ved de Ældres.