© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Med denne lille afhandling, hvori den danske naturforsker Hans Christian Ørsted (1777-1851) fremlagde sin opdagelse af elektromagnetismen for den lærde verden i 1820, indskrev han sig i den række af internationalt kendte danske videnskabsmænd, der strækker sig blandt andre fra Tycho Brahe (1546-1601) over Niels Steensen (1638-86) og Ole Rømer (1644-1710) og frem til Niels Bohr (1885-1962). Ørsteds opdagelse kom til at ligge til grund for den engelske naturforsker Michael Faradays (1791-1867) konstruktion i 1821 af den første elektromotor, dvs. en maskine, som omsætter en elektrisk effekt til en mekanisk effekt eller omvendt, idet det lykkedes Faraday at få en stangmagnet til at dreje sig omkring en elektrisk leder og en elektrisk leder til at dreje sig omkring en stangmagnet. På denne måde kom Ørsteds opdagelse til at danne indledning til den voldsomme industrialisering, som karakteriserede anden halvdel af det nittende århundrede og frem til nutiden. Han var livet igennem optaget af at udvikle naturvidenskabens praktiske anvendelse og var således en af hovedmændene bag oprettelsen i 1829 af Den Polytekniske Læreanstalt, senere kaldt Danmarks Tekniske Universitet, og fungerede indtil sin død i 1851 som dens direktør. Men opdagelsen havde ikke kun omfattende praktiske virkninger, den fik også gennem Faraday indflydelse på udviklingen inden for den teoretiske fysik af en elektromagnetisk feltteori.
Som fysiker var Ørsted først og fremmest eksperimentalfysiker, og som tilfældet var med Faraday, manglede også han forudsætninger for at udvikle sine fysiske anskuelser matematisk. Som ganske ung havde han truffet den tyske eksperimentalfysiker Johann Wilhelm Ritter (1776-1810), som tolkede sine forsøgsresultater ud fra romantikkens dynamiske naturopfattelse. Samme naturopfattelse blev Ørsted en tilhænger – om end en kritisk – af. Hovedskikkelsen inden for romantikkens naturopfattelse var den tyske filosof F.W.J. Schelling (1775-1854), hvis romantiske naturfilosofi også blev bestemmende for Ørsteds opfattelse af naturen. Schelling var inspireret af den naturfilosofi, som hans landsmand Immanuel Kant (1724-1804) havde opstillet, som indebar en a priori konstruktion af naturerkendelsen, og som også blev emnet for Ørsteds dissertation fra 1799. Ifølge den romantiske naturfilosofi er naturen – og denne omfatter også mennesket, som er et naturprodukt – en stor organisme, hvor helheden og hver af dens dele er underkastet de samme love. For romantikerne var naturen en enhed, og det er denne enhed, naturforskeren må gå ud fra, hvis han vil forstå delen, det vil sige de enkelte fysiske fænomener.
I sin bog De l’Allemagne (Om Tyskland) skrev den franske forfatterinde Madame de Staël (1766-1817), at den romantiske naturfilosofi lod sig lede af to principper. Det ene er, at naturen er dannet i den menneskelige sjæls billede, hvilket betyder, at mennesket fuldt ud er underkastet naturens love. Dette indebærer, at mennesket ved at se ind i sig selv kan opnå viden om den ydre, omgivende verden. Ørsted var for meget empiriker og eksperimentalfysiker til at acceptere dette princip; men det andet, der siger, at der er en harmoni eller overensstemmelse mellem hver del af universet og hele universet, således at helheden afspejler dele og delen helheden, tilsluttede Ørsted sig fuldt og helt. For Ørsted indebar princippet, at mennesket med den fornuft, naturen har nedlagt i det, har mulighed for at erkende verdensharmonien eller den fornuft, der hersker i naturen. Menneskets fornuft, det vil sige dets evne til at ræsonnere over de naturfænomener, der foreligger for dets sanser, herunder resultaterne af de eksperimenter, det anstiller, og som det planlægger ud fra sine forventninger og erfaringer, er derfor en væsentlig kilde til erkendelse af de love, som naturen er underkastet. I bogen Videnskaben om Naturens almindelige Love fra 1809 skrev Ørsted:
At experimentere er at forelægge Naturen Spørgsmaal, og dette formaaer kun den, som allerede veed, hvorom han skal spørge. Den som experimenterer maae derfor, paa den ene Side, bestandigen have det Hele for Øinene, ellers kunde han ingen klar Forestilling erholde om Delene, paa den anden, maae han ingen Deel holde sin Opmærksomhed udværdig [fra tysk auswärtig, fremmed], fordi den dog er en Deel af det Hele. Aldrig bør han glemme, at de Kræfter, hvorved Liv og Bevægelse vedligeholdes over hele Naturen, findes i de mindste som i de største Legemer.
Allerede i Ørsteds samtid var der røster fremme om, at hans opdagelse af elektromagnetismen var sket ved et tilfælde. For eksempel skrev hans elev og ven, den norske fysiker Christopher Hansteen (1784-1873), i 1857 til Faraday, at det med rette var blevet sagt, at Ørsted faldt over sin opdagelse ved et tilfælde. Allerede så tidligt som i 1821 havde Ørsted protesteret imod denne opfattelse, og i sit forord til The Discovery of Electromagnetism, 1920, viser udgiveren Absalon Larsen da også, at der var tale om en planlagt forsøgsrække. Ørsted havde i overensstemmelse med den romantiske naturfilosofis lære om naturens enhed søgt at afklare forholdet mellem magnetisme og elektricitet, og havde ved nøje planlagt eksperimentel virksomhed udspurgt naturen om sammenhængen mellem de to kræfter og fået et svar på sit spørgsmål. Kort før sin død i 1851 havde Ørsted da også sagt til en udenlandsk kollega, at han kunne takke inspirationen fra den romantiske naturfilosofi for sin opdagelse.
Ørsted var imidlertid ikke blot det 19. århundredes største naturforsker i Danmark, han var også en væsentlig skikkelse i periodens danske kultur. Perioden fra ca. 1810 til 1860 kaldes ofte den danske guldalder på grund af en opblomstring i dansk kunst og digtning. Af tidens danske hovedskikkelser, som også var eller blev kendt uden for landets grænser, kan blandt andre nævnes billedhuggeren Bertel Thorvaldsen (1770-1844), forfatteren H.C. Andersen (1805-75) og teologerne N.F.S. Grundtvig (1783-1872) og Søren Kierkegaard (1813-55). Også H.C. Ørsted var en af tidens kulturelle fyrtårne.
Ideelt set var den danske guldalderkultur en enhedskultur, hvori religion, kunst og samfundsliv var smeltet sammen. Til denne trehed føjede Ørsted naturvidenskaben. Allerede som ganske ung viste han, at hans interesser rakte langt ud over naturvidenskab. For eksempel besvarede han i 1796 et prisspørgsmål i æstetik, der var udskrevet af Københavns Universitet, og som angik forholdet imellem poesi og prosa. Senere i livet gav han udtryk for, at tidens store naturvidenskabelige landvindinger burde udnyttes som stof for digtningen. I digtet Luftskibet, som han udgav i 1836, gav han selv et eksempel på, hvordan dette kunne ske. I en fortale til digtet skrev han blandt andet:
Jeg er inderligt overbeviist om, at Naturvidenskaben bør udgjøre en væsentlig Bestanddeel af den almindelige Dannelse, og hertil vilde jeg gjerne efter Evne bidrage i en Retning, som hidindtil har fundet mindre Opmærksomhed, end den fortjente. Man er enig nok om, at Naturvidenskaben bør dyrkes. Dens umaadelige Nytte anbefaler den hos Mængden. De Indsigtsfuldere erkjende tillige den store Virkning, den maa have baade paa Tænkeevnens og den opfattende Indbildningskrafts Uddannelse. Men endnu har man ikke været ret alvorligt betænkt paa at sætte den i Forbindelse med de Tanker og de Følelser, som mest bevæge Mennesket, og som jeg troer kunne baade udvides og renses ved Naturvidenskaben.
Ørsteds forhåbning om, at kendskab til naturvidenskaben også skulle blive en del af den almene dannelse, kom også til udtryk i, at han i 1823 stiftede Selskabet for Naturlærens Udbredelse, som endnu virker i overensstemmelse med stifterens intentioner. Hans tanker om naturvidenskaben som en væsentlig faktor for personlighedsudviklingen førte også til skarpe opgør med nogle samtidige, som prioriterede følelser, intuition og tro i forhold til erfaring og fornuft. Grundtvig, som mente, at videnskaben burde underordnes den kristne tro, og som hævdede sandheden af det geocentriske verdensbillede, fordi dette ifølge hans opfattelse var i overensstemmelse med Bibelens ord, fik svar på tiltale, og digteren Bernhard Severin Ingemann (1789-1862) blev kritiseret skarpt for at være videnskabsfjendsk, fordi han i en af sine eventyrromaner havde omtalt fornuften i negative vendinger. I disse polemikker fremtrådte Ørsted snarere som et barn af oplysningstiden end af romantikken.
I 1820 havde den senere så berømte digter H.C. Andersen i sin søgen efter velyndere henvendt sig til Ørsted, som fik, skrev Andersen i sin selvbiografi fra 1855 med titlen Mit Livs Eventyr, stor indflydelse på digterens åndelige udvikling, og var »den af Alle, som under hele min Digter-Udvikling aandeligt holdt mig oppe, gav mig Mod og forudsagde mig en Erkjendelsens Fremtid ogsaa i mit Fædreland.« Den natur- og verdensanskuelse, som kom til udtryk i Ørsteds alderdomsværk fra 1849-50, en samling af adskillige tidligere publicerede og ikke publicerede populære tekster med titlen Aanden i Naturen, var Andersen fortrolig med gennem sit mangeårige bekendtskab med forfatteren, og den kom til udtryk i mange af hans eventyr, ikke mindst i eventyret »Klokken«. Her fortælles om en fjern klokkelyd, et billede på det harmonisk ordnede univers, som undertiden høres. Mange søger at trænge frem til det sted, hvorfra lyden udgår, men kun to, en prins (H.C. Ørsted) og en fattig dreng (H.C. Andersen) når igennem en vildsom skov og uafhængigt af hinanden frem til
Havet, det store herlige Hav […]; den hele Natur var en stor hellig Kirke […]; og de løb hinanden i Møde og holdt hinanden i Hænderne i Naturens og Poesiens store Kirke, og over dem klang den usynlige, hellige Klokke, salige Aander svævede i Dands om den til et jublende Halleluja.
Aanden i Naturen blev i øvrigt anledning til, at den danske kirkes førstemand, biskop J.P. Mynster (1775-1854), kritiserede Ørsted for manglende rettroenhed. Hermed afsluttedes et venskab, der strakte sig bagud til ungdomsårene.
Hånd i hånd med Ørsteds bestræbelse på at formidle naturvidenskaben til bredere kredse gik hans interesse for sproget. Allerede tidligt i hans videnskabelige karriere kom denne interesse til udtryk. For eksempel skrev han i 1809 i den ovenfor nævnte lærebog Videnskaben om Naturens almindelige Love, at det især havde været hans ønske i bogen
at sætte Kunstord af Dansk Oprindelse i Stedet for fremmede. Det hele Foredrag vorder herved naturligere og de fremmede Ordbøininger, der upaatvivleligen langt mere vansire Sproget end de fremmede Stamord, undgaaes. Desuden erholde Tankerne, ved at udtrykkes med Ord af Modersmaalets egen Stamme, en langt mere umiddelbar, om jeg saa tør sige, øieblikkelig Klarhed, hvorimod man ved et fremmed Ord først maa lade Tanken svæve hen i andre Egne for at finde dets Oprindelse og indre Betydning.
Hele livet foreslog Ørsted omkring 2000 danskklingende ord, som han brugte i sine skrifter, og som skulle træde i stedet for fremmedord og udenlandsk klingende ord. Mange af disse ord har vundet fodfæste i det danske sprog, for eksempel ilt for oxygen, dannet af det danske ord ild, og brint for hydrogen, dannet af det danske ord brænde, andre er kun blevet brugt af Ørsted som fx skabelunde for skabelon.