Fortale

1,1  Eftersom andre nationer plejer at bryste sig af deres store bedrifter og fryde sig ved mindet om deres forfædre, kunne den danske ærkebiskop Absalon, der altid selv glødede af iver efter at forherlige vores fædreland, ikke bære tanken om at dette land skulle snydes for den form for berømmelse og eftermæle. Og da alle andre takkede nej til opgaven, blev det til at han pålagde mig, den ringeste af sine folk, det hverv at forme danskernes bedrifter til et historisk værk og med utallige opfordringer nødte mig med min beskedne forstand til at give mig i kast med et arbejde der oversteg mine evner. For hvem skulle ellers skrive om de bedrifter der er blevet udført i Danmark – et land der først for nylig er blevet indlemmet i den almindelige kirke og inden da lå passivt hen, uden adgang til det latinske sprog eller til religionen. Og senere da kirken, og dermed kendskabet til latin, kom hertil, blev uvidenhed kun afløst af ugidelighed, og så var dovenskaben lige så stort et problem som ukyndigheden havde været. Det er grunden til at jeg – så ringe jeg end er – har valgt ikke at afslå hvad han bad mig om, men at anstrenge mig over evne, selv om jeg var mig bevidst at jeg ikke var den omtalte byrde voksen. For når vores naboer havde deres optegnelser om fortiden at glæde sig over, skulle man ikke kunne sige at vores folks ry lå skjult under lang tids glemsel og ikke havde sine skriftlige mindesmærker. Da jeg således var tvunget til at lægge mine uøvede skuldre under en byrde som ingen af tidligere tiders forfattere havde bundet an med, og ikke turde sidde ordren overhørig, har jeg adlydt – om ikke dygtigt så dristigt – og den selvtillid mine begrænsede evner ikke kunne give mig, har jeg i stedet hentet i bevidstheden om at så stor en mand havde opfordret mig til det.

1,2  Men da nu han er gået bort inden jeg nåede at fuldføre mit forehavende, må jeg naturligt henvende mig til dig, Anders, som efter en lykkelig, enstemmig afstemning er indsat som hans efterfølger i embedet som kirkens overhoved, og bede dig lede og støtte mit værk, for med hjælp fra så stor en beskytter vil jeg kunne afvise den hadske misundelse der især falder over alt hvad der er iøjnefaldende. Dit bryst rummer så rige kundskaber og er opfyldt af en sådan overflod af ærværdig lærdom at det er som et skatkammer fyldt med himmelske rigdomme. Du har gennemrejst Frankrig, Italien og England for at tilegne dig den boglige verdens discipliner og samle dig lærdom, og efter langvarige rejser fik du overdraget en fornem lærestol ved en udenlandsk skole, hvor du endte som en sådan hovedkraft på stedet at man snarere må sige at det var dig der kastede glans over lærestolen end den der hædrede dig. Derpå blev du for din store indsats og dine fortjenstfulde egenskaber udnævnt til kongelig sekretær – et embede som indtil da havde været temmelig beskedent, men som du med dit store og flittige arbejde har skænket så stor anseelse at det efter din forfremmelse til det embede du nu bestrider, blev anset for en ære af selv de allerfornemste mænd. Derfor kan man også se Skåne juble af glæde over at have hentet sin biskop fra sine naboer og ikke valgt en af de lokale folk. For et land der har foretaget et prisværdigt valg, kan med god ret glæde sig over sin stemmeafgivning. Og fordi du glimrer med din fornemme slægt, din boglige dannelse og din begavelse og leder folket med din rige lærdom, har du vundet den største hengivenhed fra din flok og med din strålende embedsførelse hævet det kald du har påtaget dig, til berømmelsens tinder. Og for at ingen skal kunne sige at du har tilegnet dig magten som din ejendom, har du fromt og gavmildt testamenteret din anselige formue til kirkerne. Du har foretrukket på en anstændig måde at kaste dine rigdomme fra dig, befængt med bekymringer, som de var, frem for at blive fanget ind af pengebegæets kvaler. Hertil kommer at du har forfattet et forbløffende værk om den hellige lære, og i din iver efter at sætte pligterne over for den fælles kirke højere end dine private bekymringer har du, med gode og kyndige råd, tvunget dem der nægtede at betale de penge der tilkommer kirken, til at adlyde, og opvejet den gamle uret over for kirkerne med denne fromme indtægt. Og de mennesker der levede et usædeligt liv og gav sig selv friere tøjler end godt er, dem har du med stadige formaninger og med dit eget strålende eksempel på nøjsomhed omvendt fra principløse pjok til anstændige hædersmænd. Men om det mest beror på dine ord eller dine handlinger, er et åbent spørgsmål. Det som det ikke har været nogen af dine forgængere beskåret at opnå, det har du alene ved dine kloge råd gjort til virkelighed.

1,3  Nu ønsker jeg ikke at nogen skal være i tvivl om at oldtidens danskere når de havde udført prægtige heltegerninger, i deres helhjertede stræben efter hæder og berømmelse, efterlignede romernes litteratur og ikke blot beskrev deres egne storslåede bedrifter i en udsøgt form for komposition, en art versdigtning, men også fik deres forfædres bedrifter, der var udbredt i sange på modersmålet, indhugget på sten og klipper med deres eget sprogs bogstaver. Disse spor har jeg holdt mig til som var det bøger fra oldtiden, og jeg har gengivet deres mening i en tro oversættelse, hvor vers er oversat til vers. Min fremstilling er bygget på disse tekster, og der er altså, som man kan forstå, ikke tale om noget der er strikket sammen for nylig, men om noget der stammer fra oldtiden. Nærværende værk lover nemlig ikke smukt klingende snak, men pålidelig oplysning om fortiden. Hvor meget historieskrivning kunne mennesker med disse evner ikke have fremstillet hvis de havde slukket deres skrivetørst med latinkundskaber – i betragtning af at de, selv uden kendskab til det romerske sprog, havde en sådan trang til at videregive mindet om deres bedrifter at de greb til kæmpemæssige stenblokke i stedet for bøger og brugte klippesider som bogsider?

1,4  Heller ikke de flittige islændere skal her forbigås i tavshed. Disse folk har, fordi deres jord fra naturens hånd er så ufrugtbar, intet grundlag for pragt og luksus og fører konstant en tilværelse i nøjsomhed, hvor de ofte bruger hvert øjeblik af deres liv på at opdyrke kendskabet til andres bedrifter – og derved opvejer deres armod med ånd. For dem er det en stor fornøjelse at kende og viderebringe alle folkeslags historie, for i deres øjne er det lige så glorværdigt at beskrive andres dyder som at demonstrere sine egne. De skatte af historiske vidnesbyrd de har opbygget, har jeg med stor interesse gransket, og en ikke ubetydelig del af nærværende værk er udfærdiget på grundlag af deres beretninger. Jeg har absolut værdsat at kunne rådføre mig med folk som jeg vidste havde så indgående et kendskab til fortiden.

1,5  Men i lige så høj grad har jeg fulgt Absalons beretninger og bestræbt mig på med lydhør ånd og pen at samle både det han selv har foretaget sig, og det han har hørt fra andre, for jeg har modtaget hans ærværdige fortælling som en slags guddommelig belæring.

1,6  Nu beder jeg så dig, vor lykkelige fyrste og fader, hvis berømmelige og ældgamle slægt jeg her skal berette om, – dig, Valdemar, fædrelandets strålende lys, beder jeg om at yde mit værk din nådige støtte på dets tvivlsomme vej mod succes eftersom jeg er bange for i min lammelse over forehavendets betydning i højere grad at afsløre min uvidenhed og mine begrænsede evner end at gengive din herkomst som den fortjener det. For ud over det mægtige land du har arvet efter din far, har du udvidet riget betragteligt ved at underlægge dig nabofolkene og udstrakt dit herredømme helt til Elbens vekslende vande og derved føjet en ikke ubetydelig glans til din i forvejen vidtstrakte berømmelse. Sådan har du med dine store bedrifter fordunklet dine forgængeres navn og ry, og selv ikke det romerske kejserriges område har du ladt uberørt af dine våben. Og eftersom du er kendt både som et særdeles tappert og et særdeles gavmildt menneske, er det ikke til at sige hvor du gør størst indtryk: hos fjenderne der frygter dig for dine krige, eller hos undersåtterne der elsker dig for din imødekommenhed. Oven i købet er din prægtige bedstefar blevet helgenkåret af kirken, og takket være sin uforskyldte død har han opnået udødelig ære så hans helligheds stråleglans nu oplyser dem hans sejre i sin tid undertvang. Fra hans højhellige sår flød mere kraft end blod.

1,6  Desuden er det gammel, nedarvet pligt til lydighed der gør at jeg har sat mig for at kæmpe for dig, om ikke andet så med åndens kraft, for både min far og min bedstefar har som bekendt gjort trofast tjeneste som krigere i din berømmelige fars hird. Jeg stoler altså på din ledelse og nåde når jeg nu, for at kunne redegøre for det efterfølgende med større tydelighed, har besluttet at tage mit udgangspunkt i en beskrivelse af vores fædreland og dets beliggenhed, for jeg vil kunne give en klarere fremstilling i det følgende hvis beretningen på forhånd gennemgår de steder der er relevante for handlingen, og begynder med at forklare hvor den foregår.

2,1  Landet ligger sådan at dets yderområder dels afgrænses af andre lande, dels omsluttes af havets bølger. De indre områder omskylles af havet, der snor sine arme ud og ind og til tider bliver til smalle og snævre sunde, til andre tider breder sig ud til en åben bugt og danner en lang række øer. Resultatet bliver at Danmark er gennemskåret af havets bølger og kun har få landfaste dele, der er adskilt fra hinanden af store mængder vand i snoede og slyngede sunde og bælter. Af disse er Jylland det danske riges hovedland både på grund af sin størrelse og fordi landet begynder dér, for det ligger forrest og strækker sig helt ned til det tyske område. Fra Tyskland adskilles det af floden Ejderen mens det mod nord bliver noget bredere før det løber ud i stranden mod det norske hav. I Jylland ligger den fjord der kaldes Limfjorden, og som er så rig på fisk at den formodentlig forsyner indbyggerne med lige så meget føde som alt landbrugslandet tilsammen.

2,2  Op til Jylland ligger også det Lille Frisland, der krummer sig ind fra Jyllands fremspring med lavtliggende marker og fladt land, der giver stort udbytte fordi det bliver oversvømmet af havet. Men om disse voldsomme oversvømmelser er mest til gavn eller til fare for befolkningen, er svært at sige. For i kraftig storm kan havet bryde igennem de diger de bygger for at holde det ude, og oversvømme det dyrkede land med så store vandmængder at det fra tid til anden skyller ikke alene afgrøderne, men også menneskene og deres huse bort.

2,3  Efter Jylland mod øst finder man Fyn, der kun er adskilt fra fastlandet ved et ganske smalt farvand. Og ligesom Fyn mod vest vender ind mod Jylland, vender det mod øst ud til Sjælland, som må fremhæves for sin usædvanlige rigdom på alle fornødenheder. Denne ø er smukkere end nogen anden del af riget, og man siger at den ligger midt i Danmark med lige lang afstand til alle landets yderkanter.

2,4  Midt ned mellem Sjællands østkyst og Skånes vestkyst skærer sig et sund som hvert år giver fiskerne kæmpemæssige fangster i nettene. Hele farvandet er som regel så fuldt af fisk at skibene til tider sætter sig fast og dårligt nok kan drives frem med årerne, så man behøver ikke fiskeredskaber, men kan ganske enkelt samle fiskene op med hænderne.

2,5  Fra Skåne skyder Halland og Blekinge sig frem som to grene på én træstamme, der bøjer sig vidt ud fra hinanden og rækker op i hver sin retning, nemlig mod Götland og mod Norge. I Blekinge findes der en passabel klippevæg der er oversået med sære skrifttegn. Fra havet i syd går der en sti op til Värends stenede ødemarker, og langs med den løber der over en lang strækning to linjer med kort indbyrdes afstand. Fladen mellem disse linjer er overalt furet af skrifttegn. Og selv om de er temmelig forskelligt placeret, idet de snart skærer sig hen over høje klipper, snart går i bunden af dalen, er det tydeligvis stadig den samme række af bogstaver der fortsætter. Kong Valdemar, den hellige Knuds velsignede søn, var dybt forundret og ville gerne vide hvad der stod, så han sendte folk over for at gennemvandre klippen og foretage en nøjere undersøgelse af den række af bogstaver der var at se, og bagefter skære det i stave præcis som det stod. Men de kunne ikke få mening i det fordi selve de udhuggede fordybninger dels var opfyldt med skidt, dels slidt væk af fodtrin så tegnene flød sammen på den nedtrådte sti. Heraf kan man se at selv det der er ridset i den hårde klippe, med tiden udviskes af strømmende vand eller mudder og snavs eller regnens silende dråber.

2,6  Eftersom dette område ligger tæt på Sverige og Norge både hvad sprog og beliggenhed angår, vil jeg også gøre rede for deres geografi og vejrlig, ligesom jeg har beskrevet Danmarks. Disse lande ligger under nordlige himmelstrøg med udsigt til Bjørnevogteren og Nordstjernen og strækker sig i den fjerneste ende helt op til den zone hvor frosten hersker. Længere mod nord er der ingen mulighed for menneskelig beboelse på grund af den usædvanlig strenge frost. Af de to lande er Norge fra naturens hånd et hæsligt stenet sted med golde klippeegne og overalt dækket af skarpe klipper så det med sine ødemarker fremtræder som et bart og trøstesløst landskab. I den fjerneste ende af landet går solen aldrig ned, selv ikke om natten, sådan at den med sin konstante tilstedeværelse lader hånt om tidens vekslen og betjener begge døgnets halvdele med nøjagtig samme lys.

2,7  Vest for Norge, midt i det store ocean finder man den ø der kaldes Island, et temmelig trist sted at bo, som til gengæld må fremhæves for sine aldeles utrolige og uhørte vidundere. Der findes en kilde der med sit rygende vand kan fjerne hvad som helst fra dets naturlige form. Alt hvad der bliver udsat for dens damp, forvandles og bliver hårdt som sten. Og her er det svært at sige om det så er mere forunderligt end farligt at blødt, flydende vand kan besidde en sådan styrke at det fra det ene øjeblik til det andet kan forvandle alt hvad der kommer i nærheden og bliver ramt af dets damp, til sten så kun den ydre form står tilbage. Her skal der også findes en række andre kilder der det ene øjeblik svulmer op og fyldes med så store vandmængder at de går over deres bredder og sprøjter vandet højt op i luften, og det næste øjeblik svinder ind og synker bort dybt ned i jordens indre så man dårligt nok kan se dem. Resultatet er at når de springer, overstænker de alt i nærheden med hvidt skum, og når de forsvinder, kan selv ikke det skarpeste blik få øje på dem. På samme ø er der også et bjerg der ligesom det på Sicilien bestandig står i brand og ustandselig udspyr flammer fra sit evigt blussende bål. Og det er ikke mindre forbløffende end det netop nævnte at en jord der på sin overflade er knuget af uhyrlig frost, kan gemme på så stærk en varme at den i det skjulte kan holde en evig ild ved lige og til stadighed nære en luende brand.

2,7  Denne ø modtager også på bestemte tider af året umådelige mængder af drivis. Når isen ankommer og første gang kværner mod de ru skær, lyder det som om klipperne brøler til svar, og fra dybet høres rumlende stemmer og sære rungende råb. Derfor har man forestillet sig at det var de dødes sjæle der her måtte lide for deres syndefulde liv og udstå straffen for deres ugerninger i den bidende kulde. Hvis man hugger et stykke af isen og binder det fast, river det sig løs af fangenskabet så snart den øvrige is driver fra land, uanset hvor mange knuder det er tøjret med. Det er virkelig ganske forbløffende at en ting der er fastgjort med ubrydelige låse og holdes på plads af et utal af uløselige bånd, i den grad følger den masse den er en del af, når den bryder op, at den unddrager sig selv den omhyggeligste afspærring og uundgåeligt slipper bort. Men der er også en anden form for is, der ligger mellem bjergrygge og klipper, og om den ved man at den med jævne mellemrum vender sig så oversiden kommer nedad, og de nederste dele kommer opad. Som belæg for den påstand anføres det at nogle mænd engang løb hen over en isslette og styrtede i en sprække, dybt ned i en gabende spalte, men kort efter blev fundet døde oven på isen uden at der var nogen revner at se. Derfor er der mange der går ud fra at isens dybe hulrum har opslugt dem, men at den senere har vendt sig og givet dem fra sig igen. Man siger også at der er et kildevæld deroppe med så skadeligt vand at man falder død om som om det var gift, hvis man så meget som smager på det. Der er også andre kilder hvis vand efter sigende smager ligesom øl. Der er en slags ild der ikke kan brænde træ, men fortærer vand. Og der findes en sten der flyver over stejle bjerge uden nogen ydre påvirkning, udelukkende ved egen kraft.

2,8  Men for nu at vende tilbage til Norge og beskrive det lidt nøjere, må man vide at det mod øst grænser op til Sverige og Götland og på de øvrige sider er direkte omgivet af havet. Men mod nord vender det mod et land hvis navn og geografi ingen kender. Mennesker bor der ingen af, men det er tæt befolket med mærkelige uhyrer, og landet er adskilt fra de norske områder overfor af en bred havbugt. Eftersom den er et usikkert sted at sejle, er det kun meget få der er kommet tilbage igen i god behold efter at have vovet sig derud.

2,9  I øvrigt er det sådan at den indre arm af havet skærer sig tværs igennem Danmark og fortsætter i en stor bugt op mod den sydlige ende af Götland. Det ydre hav strækker sig nord om dette land og Norge og derfra mod øst, hvor det breder sig stærkt ud og ender i en stor bugt. Den ende af havet kaldte vores forfædre for Gandvig. Mellem Gandvig og havet mod syd er der kun en smal stribe land, som på begge sider beskylles af havet. Hvis ikke naturen havde anbragt denne landtange som grænse mellem de to farvande der næsten mødes, ville bølgerne have blandet sig og gjort Norge og Sverige til en ø.

2,9  I de østlige dele af disse lande bor skridfinnerne. Dette folkeslag bruger et mærkeligt transportmiddel, hvorpå de, som de ivrige jægere de er, kan færdes i uvejsomme bjergegne og komme hvorhen de vil, med smidige sving og bøjninger. Der er ikke den klippe der er så stejl at de ikke ad snedige omveje kan nå helt op på toppen af den. Fra bunden af dalen bevæger de sig i skarpe sving op over bjergets fod, og sådan krydser de sig videre frem på skrå med hyppige slyngninger indtil de ad snirklede og snoede stier når helt til den øverste tinde. De plejer at sælge huder fra forskellige dyr til nabofolkene.

2,10  Sverige grænser mod vest op til Danmark og Norge. Mod syd og for en stor del også mod øst beskylles det af havet. På den anden side, stadig mod øst, finder man en lang række forskellige barbariske folkeslag.

3,1 I det danske område må der i gamle dage have boet kæmper, det fremgår tydeligt af de enorme sten der er anbragt på de gamles grave og stenkamre. Og skulle nogen tvivle på at det er kæmpers værk, så kan han se engang på nogle af disse knejsende høje og fortælle – hvis han kan – hvem der så har slæbt de kolossale kampesten op på toppen af dem. Enhver der overvejer dette mirakel, må jo indse hvor usandsynligt det er at almindelige dødeliges anstrengelser eller sædvanlig menneskelig styrke skulle have taget en blok der selv på flad mark slet ikke, eller kun vanskeligt lader sig rokke, og flyttet den op på så høj en bakketop. Men om de der har udført dette, var kæmper der levede videre efter syndflodens oversvømmelser, eller mænd med større legemsstyrke end andre, det har vi ingen overlevering om. Om den slags folk mener man her i landet at de har en flygtig krop der gør det muligt for dem på forunderlig vis snart at være til stede, snart at være borte, og fra det ene øjeblik til det andet at gøre sig synlig og usynlig igen, og de siges at leve den dag i dag i den stenede og utilgængelige ødemark jeg tidligere har omtalt. Vejen dertil er fyldt med de frygteligste farer, og den tillader sjældent dem der indlader sig på den, at vende hjem igen i god behold. Men nu vil jeg vende mig mod min egentlige opgave.