Første bog

1,1  Danskernes historie begynder med Dan og Angel, Humbles sønner, som ikke alene var vores folks grundlæggere, men også dets herskere – om end Dudo, forfatteren til Aquitaniens historie, fortæller at danskerne nedstammer fra danaerne og har deres navn fra dem. Men selv om de to fik magten over riget med folkets fulde billigelse og af et enigt folk blev valgt til herskere som tak for deres tapperhed og store bedrifter, blev de aldrig kaldt konger, for på det tidspunkt var den titel endnu ikke kommet i brug hos os.

1,2  Den ene af de to, Angel, som ifølge overleveringen blev stamfar til anglerne, gav det landskab han regerede over, navn efter sig selv, for med denne beskedne form for mindesmærke kunne han sikre sig selv evig berømmelse. Da hans efterkommere senere erobrede Britannien, udskiftede de øens gamle navn med et nyt, nemlig deres hjemegns. Det var en begivenhed man i gamle dage tillagde stor betydning – som vi kan se det hos Beda, en af de betydeligste teologiske forfattere, der selv var født i England og gjorde meget ud af at indføje sit lands historie i sine værkers hellige skatkammer, for i hans øjne var det en lige så from handling at skildre fædrelandets historie som at skrive om teologiske emner.

1,3  Efter hvad traditionen siger, var det så Dan der blev ophav til vores kongeslægt, og fra det udspring har den, om man så må sige, fortsat sit prægtige løb generation efter generation. Dan selv fik sønnerne Humble og Løder, og deres mor var en højfornem tysk kvinde ved navn Grida.

2,1  Når de skulle vælge en konge, plejede vores forfædre at stå på store sten der stod fast i jorden, som et varsel om at valget var lige så fast og urokkeligt som stenene de stod på. Da hans far døde, var det ved dette ritual at Humble blev valgt til konge, hvilket altså var et nyt embede her i landet, men senere var skæbnen ond nok til at reducere ham til et almindeligt menneske igen. I en krig blev han nemlig taget til fange af Løder og måtte betale for sit liv ved at afstå fra tronen. I nederlagets stund var det den eneste mulighed han fik for at redde livet. Og ved sådan at blive overfaldet og tvunget til at frasige sig magten af sin egen bror blev han et eksempel for alle på at selv om der er større pragt i kongens hal, er der større tryghed i en simpel hytte. Men han fandt sig så tålmodigt i uretten at det omtrent så ud som om han tog det som en kærkommen gave at miste sin position – han havde nok gennemskuet hvad det indebærer at være konge, vil jeg tro.

2,2  Men Løder var ikke mere behagelig som konge end han havde været som kriger, og det virkede som om han ville indvarsle sin regering med overmod og ugerninger: at myrde eller udplyndre alle de mest fremtrædende mænd han kunne finde, og dræne riget for gode borgere, det var i hans øjne en helt respektabel fremgangsmåde, og han betragtede alle der var lige så fornemme som ham selv, som rivaler til tronen. Til gengæld fik han heller ikke lov at vente længe på sin straf, men bukkede under da der udbrød oprør i landet: et oprør havde skaffet ham tronen, og et oprør tog også livet af ham.

3,1  Hans søn, Skjold, havde arvet sin fars evner, men ikke hans opførsel. Han gjorde sig allerede som barn de største anstrengelser for ikke at følge i faderens fodspor og gik i en stor bue uden om familiens fejl. Han undgik klogeligt sin fars skavanker, men efterlevede med held sin farfars storhed, og tog således den fjernere, men også bedre del af sin arv til sig. Som ung gjorde han sig bemærket blandt sin fars jægere ved at nedlægge et kæmpemæssigt vilddyr, en forbløffende bedrift, der gav varsler om den tapperhed han senere skulle komme til at vise. Han havde nemlig engang fået lov af sine formyndere, de mænd der med stor omhu sørgede for hans opdragelse, til at gå med og se på jagten – og stod pludselig ansigt til ansigt med en kæmpemæssig bjørn. Våben havde han ikke, men det lykkedes ham at binde den med sit bælte så hans kammerater kunne dræbe den. Men man fortæller også at han i samme periode besejrede adskillige kendte kraftkarle i tvekamp, deriblandt berømte folk som Atal og Skat. Allerede som femtenårig havde han vokset sig så usædvanlig stor og stærk at han var et pragteksemplar af en mand, og han gav så store prøver på sine evner at danskernes konger siden har haft navn efter ham og under ét kaldes skjoldunger. Tilsvarende irettesatte han alle der levede et slapt og løsagtigt liv og undergravede alt mådehold med ødselhed og udsvævelser, og han forsømte ingen lejlighed til atter at vække dem til ædel handling. Skjold var altså tidligt udvokset, men endnu tidligere modnet af sind, og han deltog i tvekampe som han med sin unge alder dårligt nok kunne være tilskuer til.

3,2 (3)  Da han var nået så vidt i alder og storhed, bejlede han til Alvild, som var en stor skønhed, og af samme grund udfordrede hans rival, den tyske fyrste Skate, ham til tvekamp. De kæmpede i hele den danske og den tyske hærs påsyn, og da Skate faldt, gjorde Skjold det tyske folk skatskyldigt eftersom de måtte regnes for besejrede når deres hærfører var dræbt.

3,3 (2)  Men det var ikke kun i kamp han viste sin storhed, men også ved sin hengivenhed over for fædrelandet: han afskaffede uretfærdige love og indførte nyttige, og udførte i det hele taget med den største omhu alt hvad der kunne gøre riget gavn. Ja, i kraft af alle sine store dyder genvandt han det rige hans far havde mistet ved sin ondskab. Han var den første der ved lov gjorde det muligt at tilbagekalde frigivelser af trælle. En træl som han havde skænket friheden, havde forsøgt at snigmyrde ham, og han lod straffen blive hård, som om denne ene mands forbrydelse med rimelighed skulle gå ud over alle frigivne. Han betalte alle andres gæld af sin egen kasse, og det var som om han kappedes med andre konger ikke kun i tapperhed, men også i gavmildhed og storsind. Han plejede de syge og bragte ofte lindring til dem med svære lidelser for at vise at det var riget han følte ansvar for, og ikke sig selv. Stormændene belønnede han ikke kun med betaling af egne midler, men også med det bytte han tog fra fjenderne, for som han plejede at sige: pengene skulle krigerne have, men hæderen var hærførerens.

4,1  Pigen han havde kæmpet for, tog han, nu hvor hans bitreste rival var død, som belønning for sin sejr og gjorde hende til sin hustru. Med hende fik han kort tid efter sønnen Gram. Han viste forbavsende anlæg, der i den grad mindede om hans fars at man ligefrem skulle tro han trådte i hans fodspor. De fremragende gaver han var udstyret med, såvel i sjæl som i legeme, førte ham allerede som ung mod berømmelsens tinder, og eftertiden har haft så høje tanker om hans storhed at hans navn i de ældste danske digte er ensbetydende med kongelighed. Alt hvad der kunne styrke og opøve hans kræfter, dyrkede han ivrigt og opmærksomt. Hos fægtemestrene lærte han sig ved omhyggelig træning både at give og parere hug og stik. Hans plejefar Roar havde en datter på hans egen alder, som havde diet ved samme bryst som han, og som en særlig tak til sit barndomshjem gjorde han hende til sin hustru, men senere giftede han hende væk som løn til en vis Besse der tit og ofte havde ydet ham tapper hjælp og støtte. Besse stod trolig ved hans side i kamp og strid, og det er ikke let at sige om det var hans egen eller Besses tapperhed der vandt ham størst hæder.

4,2  Da Gram engang hørte at den svenske kong Sigtrygs datter Gro var blevet lovet bort til en af jætterne, blev han dybt forarget over at en kongedatter skulle indgå så nedværdigende et ægteskab, og kastede sig ud på et felttog til Sverige for at kæmpe med uhyrer som en anden tapper Herkules. Han nåede ind i Götland, hvor han, for at skræmme alle han mødte, gik rundt i et gedeskind, indhyllet i huder fra alskens vilde dyr og med en drabelig kølle i hånden for rigtig at ligne en jætte. Her mødte han så tilfældigvis Gro selv, som kom ridende med nogle få piger til opvartning på vej til en skovsø for at bade. Hun tog ham for sin kommende ægtemand, men blev samtidig, som den kvinde hun var, forskrækket over hans sære fremtoning, slap tøjlerne og begyndte, rystende over hele kroppen, at tale på vers på vores hjemlands sprog:

Besse svarede:

Hertil svarede Gro:

4,4 Hertil svarede Besse:

Så sagde Gro:

4,5 Og Besse svarede:

Og Gro sagde:

4,6 Og Besse sagde:

4,7 Hertil svarede Gro:

Hertil sagde Besse:

4,8 Herefter kunne Gram ikke længere holde sig tavs, og han talte nu til hende med en grov og rå stemme der skulle lyde vild og skrækindjagende:

4,9 Gro svarede:

4,10 Men Gram svarede:

Med de ord kastede han forklædningen, og så snart han åbenbarede sine egne kønne ansigtstræk, virkede han omtrent lige så tiltrækkende på pigen som han i den falske skikkelse havde været skræmmende. Med sit underskønne ydre lokkede han hende til at ligge med ham, og han glemte ikke at opmuntre hende med elskovsgaver.

4,11 Nu fortsatte han rejsen, og et sted undervejs hørte han fra folk han mødte, at to røvere lå på lur længere fremme på stien. Dem dræbte han med et eneste slag da de ivrigt fór frem for at plyndre ham. Men for at ingen skulle kunne sige om ham at han havde gjort fjendens land en tjeneste, stablede han de døde kroppe op på højkant og spændte dem fast til pæle som om de stod på benene, så synet kunne skræmme folk nu de var døde, ligesom deres gerninger havde gjort dem ondt dengang de levede. Også efter døden skulle de være skrækindjagende og ved deres blotte fremtoning spærre vejen lige så meget som de før havde gjort det med deres handlinger. Deraf kan man se at det var for sin egen skyld han slog røverne ihjel, ikke for svenskernes, for med sin bemærkelsesværdige handling viste han netop hvor meget han hadede de svenske.

4,12 Fra sine spåmænd havde han hørt at guld var det eneste der kunne besejre Sigtryg, og derfor fik han straks sat en kugle af guld på sin kølle af træ, og med den som våben drog han i slag mod kongen og opnåede hvad han havde ønsket. Herom sang Besse dette hyldestkvad:

4,13 Nu hvor han havde gjort det af med kong Sigtryg af Sverige, var Gram ivrig efter at befæste sin magt over det rige han havde vundet sig med våben, og da han havde en mistanke om at Svarin, jarlen af Götland, var ude efter kongemagten, udfordrede han ham til tvekamp og dræbte ham. Jarlens brødre, syv ægtefødte og ni sønner af en elskerinde, forsøgte at hævne broderens død i en ulige kamp, men dem gjorde han det også af med.

4,14  Hans far, der nu var ved enden af sit liv, belønnede ham for alle disse store bedrifter ved at gøre ham til medregent. I stedet for at sidde alene med magten nu hvor livet gik på hæld, følte han at det var både nyttigere og behageligere at dele den med sit eget afkom. En fornem sjællænder ved navn Ring mente nu at den ene af dem var for ung til posten, den anden efterhånden udslidt, og under påskud af at begge havde en alder der gjorde dem uegnede til tronen, kaldte han størstedelen af danskerne til oprør, for som han sagde: den ene var en grønskolling, den anden senil, og derfor var de begge utilregnelige og ude af stand til at regere. Men han led et tilintetgørende nederlag til dem og blev derved selv et bevis på at mod og styrke kan trives i alle aldre.

4,15  Kong Gram udførte adskillige andre store bedrifter. Engang havde han erklæret finnernes kong Sumble krig, men i samme øjeblik han fik kongens datter Signe at se, lod han sværdet synke, forvandlede sig fra fjende til frier og aftalte ægteskab med hende mod at love at han ville lade sig skille fra sin hustru. Men senere da han havde hænderne fulde af den krig han førte oppe i Norge mod kong Svibdag, der havde voldtaget hans søster og datter, fik han besked om at Sumble havde brudt aftalen og lovet hende bort til kong Henrik af Sachsen i stedet. Nu betød pigen mere for ham end hans egne krigere, så han efterlod hæren hvor den var, og fór af sted til Finland uden at sige et ord til nogen. Brylluppet var allerede i fuld gang da han nåede frem, men han klædte sig i elendige pjalter og satte sig til bords på en af de usleste pladser. Da de spurgte ham hvad han kunne bidrage med, svarede han at han kendte til lægekunst. Til sidst da alle var ravende fulde, fæstnede han sit blik på pigen, og midt i larmen og lystigheden lod han sin harme få frit løb i et digt hvor han bandede alle kvinder langt væk for deres troløshed og hævede sin egen tapperhed til skyerne:

4,17  Med de ord sprang han op fra sin plads og dræbte Henrik midt under festmåltidet som han sad der omgivet af sine venner, flåede bruden ud af klyngen af brudepiger, huggede en stor del af gæsterne ned og trak pigen med sig ned til sit skib. Sådan forvandledes bryllup til begravelse, og finnerne fik lært at man skal holde fingrene fra andres kærlighed.

4,18  Herefter forsøgte han igen at hævne sig på kong Svibdag af Norge, der havde voldtaget og vanæret hans søster og forgrebet sig på hans datters dyd, men nu blev Gram selv dræbt. Ved det slag var der det særlige at en sachsisk styrke kom Svibdag til hjælp, ikke så meget fordi de følte noget særligt for ham, som fordi de var opsat på at hævne Henriks død.

5,1  Gram havde to sønner, Guttorm og Hadding, den ene med Gro og den anden med Signe, men da Svibdag fik magten i Danmark, sejlede deres plejefar, Brake, dem til Sverige og lod jætterne Vagnhoved og Havle opfostre dem og beskytte dem.

5,2  Jeg skal nu i korte træk omtale hvad de to udrettede, men for at det ikke skal se ud som om jeg ukritisk genfortæller historier der strider mod almindelig sund fornuft eller overskrider det troværdige, er det værd at gøre opmærksom på at der i gamle dage fandtes tre slags troldmænd, der hver udøvede sin form for magi.

5,3  Den første type var den uhyrlige art af mænd som man i gamle dage kaldte jætter, og som var så kæmpestore at intet menneske kunne måle sig med dem.

5,4  Dernæst var der dem der havde særlige evner for at forudsige fremtiden og mestrede den delfiske kunst. De stod meget tilbage for de første hvad størrelse og kræfter angår, men lige så meget over dem i åndsevner og begavelse. Mellem dem og jætterne var der ustandselig krig og strid om magten indtil troldmændene gik af med sejren og med magt underlagde sig jætterne, hvorved de ikke alene sikrede sig retten til magten, men også et rygte for at være guder. Begge folk havde forstand på at bedrage synet og kunne skabe både sig selv og andre om i andre skikkelser så det sande udseende blev skjult under et forførende ydre.

5,5  Den tredje type var de mennesker der opstod ved en krydsning mellem de to foregående typer, men de levede ikke op til deres forældre, hverken hvad størrelse eller åndelige kræfter angår. Alligevel lod folk sig snyde af deres kunster til at opfatte dem som guder.

5,6  Det bør ikke komme bag på nogen at deres trolddomskunster kunne forlede barbarerne til en falsk gudsdyrkelse når selv de kloge romere lod sig lokke til at dyrke den slags dødelige mennesker som guder. Alt dette nævner jeg for at læserne ikke skal stille sig tvivlende an når jeg i det følgende skriver om trolddom og undere. Og herefter vil jeg så igen tage fat hvor jeg slap.

5,7  Efter drabet på Gram var Svibdag blevet hersker over både Danmark og Sverige, og da hans hustru blev ved med at plage ham om det, hentede han hendes bror Guttorm tilbage fra landflygtigheden og satte ham til at regere over danskerne mod at betale skat til Svibdag. Hadding derimod ville ikke tage imod venligheder fra sin fjende, han ville hævne sin far.

6,1  Hadding havde allerede fra sin tidligste ungdom udviklet sine anlæg så fremragende at han snart besad alle en voksen mands kvaliteter. Han undgik nydelser af enhver art og beskæftigede sig udelukkende med våbenbrug, og det med glødende iver, for han var sig bevidst at han som søn af en vældig kriger burde anvende hele sit liv på strålende krigeriske bedrifter.

6,2  Vagnhoveds datter Hardgrep forsøgte at smelte hans barske sind og friste ham til kærlighed. Ustandselig gjorde hun ham opmærksom på at hun burde være den første han tog ind i sin seng som hustru, eftersom hun havde passet og plejet ham mens han var spæd, og foræret ham hans første rangle. Og hun nøjedes ikke med at plage ham med jævne ord, hun kastede sig også ud i et digt:

6,3 Da han gjorde opmærksom på at hun var alt for stor til at gå i seng med et menneske – for med det udseende kunne ingen være i tvivl om at hun var af jætteslægt – svarede hun: »At jeg ser så kæmpemæssig ud, det skal du slet ikke bekymre dig om. Jeg kan forvandle min krop præcis som jeg vil, svinde ind og svulme op som jeg vil, gøre mig tynd eller tyk, bittelille eller kæmpestor. Det ene øjeblik når jeg helt op til himlen, det andet er jeg et ganske lille menneske.« Og da han stadig var betænkelig og havde svært ved at tro på hendes ord, tilføjede hun disse vers:

6,4 Med disse indtrængende ord overtalte hun Hadding til at sove med hende, og så glødende forelsket blev hun i den unge mand at hun uden tøven trak i mandstøj og fulgte med ham da det gik op for hende at han længtes hjem til sit eget land. Hun nød ligefrem at dele farer og strabadser med ham. Undervejs på rejsen sammen med ham søgte hun engang nattely i et hus hvor folkene under gråd og tårer var i færd med at holde begravelse over husherren, som var død. Hun fik så lyst til at gøre brug af sine trolddomskunster for at udforske gudernes hensigter. Hun ridsede nogle kraftfulde vers på et stykke træ og lod Hadding lægge det ind under tungen på den døde, og tvang derved den døde til med en rædselsvækkende røst at fremsige følgende digt:

6,6 Da de nu var nået frem til den nævnte skov og overnattede i en hytte af flettede grene, fik de øje på en kæmpemæssig hånd der famlede omkring i hele hytten. Hadding blev rædselsslagen over det uhyggelige syn og bad sin stedmor om hjælp. Hardgrep gjorde sig lang og høj og svulmede op til en vældig størrelse, tog et fast greb i hånden og befalede sin plejesøn at skære den af. Og det var mere gift end blod der flød fra de gruopvækkende sår. Men til straf for den handling blev hun senere sønderrevet af de andre jætter. Og da kunne hverken hendes oprindelse eller hendes størrelse frelse hende fra fjendens rasende kløer.

6,7 Hadding stod nu uden sin stedmor, men en gammel enøjet mand fik medynk med den ensomme unge fyr og fik en sørøver ved navn Liser til at indgå fostbroderskab med ham. Når man skulle slutte pagt med hinanden, plejede man nemlig i gamle dage at stænke sit blod i hinandens fodspor, og således bekræfte venskabet ved at blande blod. Da nu Liser og Hadding på denne måde havde knyttet sig til hinanden med tætte venskabsbånd, erklærede de kurernes høvding, Loker, krig. De blev slået, men Hadding flygtede, og den nævnte gamle mand tog ham med på sin hest hjem til sin egen gård, hvor han oplivede ham med en liflig drik og fortalte ham at hans krop ville komme til kræfter igen. Denne forudsigelse fremsatte han i følgende vers:

6,9 Og med de ord tog han ham op på hesten igen og bragte ham tilbage hvor han kom fra. Hadding lå gemt under hans kappe, rystende og bævende, og da han kastede et blik ud gennem slidserne, så han til sin store forbløffelse at havet lå udbredt under hestens hove. Men da han havde fået forbud mod at se ud, måtte han tage øjnene til sig og lamslået vende blikket bort fra den skrækindjagende rejse.

6,10 Han blev nu taget til fange af Loker, og da han til sidst kunne se at spådommen var gået i opfyldelse, og at han havde oplevet det hele nøjagtig som forudsagt, gik han til angreb på kong Handvan i Hellespont, der sad godt sikret bag de uindtagelige mure omkring byen Dyna og kun forsvarede sig med fæstningsværker, ikke med slagstyrker. Murene var så høje at det var umuligt at trænge ind i byen, men Hadding lod nogle trænede fuglefængere indfange forskellige fugle der havde slået sig ned derinde, og fik fastgjort brændende svampe under vingerne på dem. Da de så fløj hjem til deres reder, satte de hele byen i brand. Byens folk styrtede nu til for at slukke ilden og efterlod derved portene ganske ubevogtede. Så angreb Hadding, og han tog Handvan til fange, men gav ham lov til at købe sig fri mod sin egen vægt i guld. Han kunne have dræbt sin fjende, men foretrak at skænke ham livet – valgte mildheden og lagde bånd på grusomheden.

6,11 Senere da han havde nedkæmpet store styrker ovre fra landene mod øst, vendte han tilbage til Sverige, hvor han besejrede Svibdag, som var kommet ham i møde med en vældig flåde ud for Gotland. Således vandt han sig ikke alene bytte i det fremmede, men også hævn for sin far og sin bror, og da han derved var trådt op på det højeste trin af berømmelsens stige, ombyttede han landflygtighed med kongeværdighed så det først var som konge det lykkedes ham at gense sit fædreland.

7,1  På den tid var der en mand ved navn Odin som over hele Europa fejlagtigt blev opfattet som en gud. Allermest opholdt han sig dog i Uppsala, hvor han holdt ganske særligt af at bo, enten det så skyldtes befolkningens ugidelighed eller egnens naturskønhed. Nordens konger ville for alvor hylde hans guddommelige magt og fik derfor fremstillet en afbildning af ham, en statue af guld som de, for at demonstrere deres ærefrygt, under stor og påtaget højtidelighed sendte til Byzans – og hvis arme oven i købet var tæt besat med tunge armringe. Odin selv nød al den stads de gjorde af ham, og tog med kyshånd imod givernes hengivenhed. Hans kone Frigg sendte bud efter nogle smede og fik guldet trukket af statuen for selv at kunne pynte sig med det. Odin lod smedene hænge, anbragte statuen på en sokkel og fik den med utrolig kunstfærdighed indrettet sådan at den talte når et menneske rørte den. Alligevel var Frigg mere optaget af pynt og stads til sig selv end af guddommelig hæder til sin mand, så hun indledte en affære med en af tjenestefolkene og fik med hans kyndige hjælp billedstøtten taget ned og det guld der var indviet til offentlig afgudsdyrkelse, skabt om til at tjene privat pyntesyge. Det bekymrede hende ikke det mindste at bedrive hor for i en fart at kunne tilfredsstille sin grådighed – i sandhed ikke en kvinde der havde fortjent at være hustru for en gud! Men hertil er der vel ikke andet at sige end at den hustru var hvad sådan en gud havde fortjent? Så let lod menneskene sig lede på vildspor i gamle dage! Odin, der nu to gange var blevet forulempet af sin kone, tog ikke krænkelsen af sin statue mindre tungt end krænkelsen af sin ægteseng. Han var en ærekær mand, og denne dobbelte ydmygelse tog så hårdt på ham at han drog i landflygtighed, for derved mente han at han kunne rense sig for den skamplet der var blevet sat på ham.

7,2  Der var en mand ved navn Mid-Odin, der var berømt for sine trolddomskunster, og for ham kom Odins bortrejse nærmest som en gave fra himlen, for nu benyttede han sig af lejligheden til også at opkaste sig som en gud, og i kraft af sit ry som troldmand indhyllede han endnu engang hedningenes sind i vildfarelsens tåger og fik dem til at dyrke hans navn ved hellige ceremonier. Han fortalte dem at når guderne var vrede, eller de højeste magter var blevet krænket, lod de sig ikke formilde af rodede og sammenblandede ofre, og derfor forbød han dem at tilbede alle guderne på en gang og foreskrev i stedet separate ofringer til hver enkelt. Da Odin vendte tilbage, opgav Mid-Odin at søge hjælp i sine trolddomskunster, og i stedet flygtede han til Fyn for at gemme sig, men øens indbyggere stimlede sammen og dræbte ham. Men selv i døden kom hans ondskab for dagen, for alle der nærmede sig hans grav, blev ramt af en pludselig død, og efter døden anrettede han så mange ulykker at man næsten kunne synes at han havde sat sig flere uhyggelige spor i døden end mens han var i live – som om han havde i sinde at hævne sig på dem der var skyld i hans drab. Alle disse ulykker haglede ned over befolkningen lige til de gravede hans lig op igen, huggede hovedet af det og rammede en spids pæl gennem brystet på det. Det løste deres problem.

7,3  Senere da Odin ved sin hustrus død havde genvundet sin gamle anseelse og, om man så må sige, renset sig for det dårlige omdømme han havde fået som gud, vendte han hjem fra landflygtigheden. Og nu tvang han alle dem der i hans fravær havde tiltaget sig guddommelig værdighed, til at give afkald på den igen som de lånte fjer det var, og han opløste de forsamlinger af troldmænd der var dukket op, som var det tågebanker der svandt bort da stråleglansen fra hans guddomsmagt brød frem. Og han beordrede dem ikke alene til at frasige sig deres guddommelighed, men også til at forlade landet, for han holdt på at folk der var så frække at trænge sig ind i himlen, kunne man med god ret forvise fra jorden.

8,1 I mellemtiden gik Svibdags søn Asmund i krig mod Hadding for at hævne sin far, men da han hørte at hans egen søn Henrik, som han elskede højere end sit eget liv, var faldet i tapper kamp, formede han følgende vers i lede ved livet og længsel mod døden:

8,2  Med de ord greb han med begge hænder om sværdfæstet, skød skjoldet om på ryggen uden tanke på faren og huggede mange ned. Hadding kaldte nu sine venner blandt de højere magter til hjælp, og straks dukkede Vagnhoved op for at give en hjælpende hånd til hans side i kampen. Asmund stod og betragtede hans krumme sværd og brød så ud i sang med disse ord:

8,4  Næppe havde han udslynget disse sidste ord før Hadding gennemborede ham med sit kastespyd. Men selv i døden var der trøst at finde for Asmund. For med sin sidste lille gnist af liv lykkedes det ham at såre sin banemand i foden og til straf gøre ham halt resten af livet – så hans nederlag for altid blev husket for netop denne ubetydelige hævnakt. Sådan mistede den ene sin førlighed, og den anden sit liv. Asmunds lig fik en højtidelig ligfærd i Uppsala og blev begravet med kongelig pragt. Hans kone Gunhild tog sig selv af dage med et sværd for ikke at overleve sin mand. Hun ville hellere følge sin mand i døden end svigte ham i live. Da deres venner stedte hendes lig til hvile, anbragte de hende ved hendes mands side, for hun havde fortjent at dele hans gravmæle, mente de, når hun havde sat sin kærlighed til ham over sit eget liv. Derfor deler nu Gunhild grav med manden med noget større værdighed end de før delte ægtesengen.

8,5  Herefter hærgede sejrherren, Hadding, Sverige. Men Asmunds søn – Uffe hed han – som ikke havde stor tillid til sine egne chancer hvis han tog kampen op, sejlede i stedet sin hær til Danmark, for han mente at det var mindre risikabelt at overfalde fjendens hjem end at beskytte sit eget. I hans øjne var det et passende forsvar mod overgreb og uret at udsætte fjenden for det samme som han selv måtte finde sig i fra hans side. Danskerne så sig derfor nødsaget til at vende hjem og forsvare deres eget land, for de ville hellere værne om fædrelandets sikkerhed end undertvinge fremmede egne, og Uffe kunne så vende tilbage til sit hjemland, som nu var befriet for fjendtlige hære.

8,6  Da nu Hadding kom hjem fra sit felttog i Sverige, gik det op for ham at der havde været tyve i hans skatkammer, hvor han plejede at anbringe de rigdomme han samlede til sig under sine krige og plyndringstogter. Han fik omgående skatmesteren Glum hængt og fandt så på en snedig plan: han lod meddele at hvis en af de skyldige kom tilbage med det han havde taget, ville han få den ærefulde post som Glum havde haft. Det tilbud virkede så lokkende på en af de skyldige at han tænkte mere på at skaffe sig stillingen end på at skjule sin forbrydelse – og leverede pengene tilbage til kongen. Hans medskyldige troede på at han faktisk var blevet optaget i kongens nærmeste venskabskreds, og forestillede sig at belønningen var lige så ærligt ment som den var rundhåndet, så nu røbede de også sig selv og kom tilbage med pengene i håb om selv at få en tilsvarende belønning. Deres tilståelse blev i første omgang belønnet med kongens gunst og høje poster, men der gik ikke længe før den blev straffet med døden – og derved kom til at stå som en klar påmindelse om at man ikke skal være for godtroende. Jeg vil nok mene at de havde fortjent at komme op at dingle for ikke at holde tand for tunge når de nu kunne havde reddet sig ved at tie stille. Men deres tåbelige åbenmundethed kastede dem altså lige i døden.

8,7  Alt det foregik i løbet af vinteren mens Hadding ivrigt forberedte sig på at genoptage krigen, og så snart forårssolen smeltede is og sne, vendte han tilbage til Sverige, hvor han nu tilbragte fem år i felten. I løbet af dette endeløse felttog brugte hans krigere alle deres forsyninger op så de efterhånden ikke var andet end skind og ben og måtte dulme sulten med skovens svampe. Til sidst da sult og nød havde tvunget dem til at spise deres egne heste, endte det med at de måtte mætte sig med døde hunde. Selv ikke menneskekød holdt de sig for gode til at indtage. I denne håbløse situation hørte danskerne en nat dette digt runge ud i lejren, uden at nogen vidste hvem det kom fra:

8,9  Det varsel gik i opfyldelse den følgende dag, for den dag faldt utallige danskere. Natten efter hørte det svenske mandskab disse ord, uden at nogen vidste hvem de kom fra:

8,10  Samme nat mødtes hærene igen, og i stjerneskæret så man nu to gamle mænd uden et hår på hovedet – et grufuldt syn, hæsligere end noget menneske man kan tænke sig, med deres skaldede isser – og de kæmpede som vilde uhyrer på hver sin side i slaget: den ene kæmpede for danskernes parti, den anden for den svenske side.

8,11  Hadding blev slået og flygtede til Hälsingland. Her var han en dag blevet gloende varm i den stærke sol, og da han tog sig et kølende bad i havet, mødte han et mærkeligt dyr, som han dræbte med mange hug og stik og fik slæbt hjem i lejren. Men bedst som han nu gik og vigtede sig over den bedrift, mødte han en kvinde, der henvendte sig til ham med disse ord:

8,12  Hadding vendte nu hjem, og det gik ham nøjagtig som hun havde sagt: hvor han end kom hen, var freden forbi. Når han stod til søs, blev det straks uvejr, og hele hans flåde gik ned i en forrygende orkan. Og da han bad om husly efter skibbrudet, styrtede hele huset pludselig sammen om ørerne på ham. Og intet var der at gøre ved det før han havde sonet sin forseelse med ofre og atter var kommet på god fod med guderne. Så for at formilde de højere magter foretog han et offer af sorte okser til guden Frø. Og den form for offer gjorde han til en årligt tilbagevendende fest som senere generationer videreførte. Frøblot kalder svenskerne den.

8,13  Da han engang hørte at Regnild, en datter af nidrernes konge Håkon, var blevet lovet bort til en af jætterne, blev han så rasende over den upassende ide og så dybt forarget over det giftermål der skulle komme ud af det, at han besluttede sig for at gøre en ædel indsats og forhindre brylluppet: han skyndte sig til Norge og dræbte kongedatterens afskyelige kæreste. Han foretrak til enhver tid tapre bedrifter frem for fred og ro, og det i en sådan grad at den største fornøjelse han kendte – selv nu hvor han kunne have lænet sig tilbage og nydt tilværelsen som konge – var at kæmpe mod uretten, ikke kun den der ramte ham selv, men også den der ramte andre. Uden at vide hvem han var, passede og plejede pigen sin velgører, der havde fået talrige sår. For altid at kunne kende ham igen, selv hvis der skulle gå lang tid, efterlod hun et mærke i hans ene ben i form af en ring hun lagde ind i et sår.

Senere fik hun af sin far lov til selv at vælge sig en ægtemand, og nu samlede hun de unge mænd til gilde og gav sig til omhyggeligt at beføle dem alle for at finde det tegn hun selv engang havde anbragt. Alle de andre kasserede hun, men da hun genkendte Hadding på den skjulte ring, faldt hun ham om halsen og giftede sig med den mand som havde hindret at hun blev gift med jætten.

8,14  Mens Hadding opholdt sig hos hende, skete der et mærkværdigt under. Han sad og spiste sin aftensmad da han fik øje på en kvinde med skarntyde i fav- nen der stak hovedet op af jorden henne i nærheden af ildstedet. Hun rakte kjoleskødet med planterne frem og spurgte hvor i verden der kunne vokse så friske urter her midt om vinteren. Det ville kongen meget gerne vide, og hun hyllede ham så ind i sin kappe og tog ham med da hun igen forsvandt ned under jorden. Jeg vil tro underverdenens guder havde tænkt sig at han i levende live skulle besøge de steder hvor han skulle hen når han døde.

Først måtte de igennem en klam og dyster tåge af en art og hen ad en sti som var trådt grundigt til ved stadig brug, og her fik de øje på nogle fornemme personer klædt i prægtig purpur. Da de havde passeret dem, nåede de omsider ud i et solbeskinnet landskab hvor de urter kvinden havde haft med sig, voksede. Længere fremme kom de til en grålig, fossende flod, der hvirvlede alskens våben med sig i sin stærke strøm, og over den førte en bro. Da de kom over den, så de to hære i kamp med hinanden. Hadding spurgte kvinden hvad det var for folk, og hun svarede: »Det er mænd der er faldet i kamp, og som nu bestandig genopfører deres endeligt. Med dette skuespil forsøger de at leve op til deres tidligere livs bedrifter.« De gik videre, men fandt vejen spærret af en mur, som man vanskeligt kunne komme over. Kvinden forsøgte forgæves at springe over den, og da det ikke engang hjalp hende at skrumpe sig ind til en ganske lille størrelse, vred hun hovedet af en hane hun havde med sig, og kastede det over muren. Straks levede fuglen op igen og bekendtgjorde med et højlydt hanegal at den atter åndede.

8,15  Da Hadding var kommet op på jorden igen og satte kursen hjemad med sin hustru, lå nogle sørøvere på lur efter ham, men han forpurrede deres planer ved at sejle fra dem. Til trods for at de sejlede for samme vind og satte samme sejl, formåede de ikke at indhente ham som han skar af sted over havet.

8,16  Mens alt dette foregik, udsendte Uffe, der havde en vidunderligt skøn datter, en bekendtgørelse om at den der slog Hadding ihjel, skulle få hans datter. Det løfte lod en mand ved navn Thuning sig lokke af, og han samlede en flok bjarmer og kastede sig ud i forsøget på at vinde den udlovede belønning. Hadding drog ud for at møde ham, og da han undervejs sejlede langs Norges kyst, fik han inde på kysten øje på en gammel mand der blev ved med at vifte med sin kappe som tegn på at han skulle lægge ind til land. Hadding tog ham om bord – selv om hans kammerater strittede imod og holdt på at den slags svinkeærinder kunne komme dem dyrt at stå – og fandt i ham den mand der kunne lære ham at opstille sin hær. Han plejede nemlig omhyggeligt at opstille slagordenen sådan at første geled bestod af to mand, det andet geled af fire, og det tredje voksede til otte mand, og sådan skulle hvert nyt geled være dobbelt så stort som det foregående. Samtidig bestemte han at slyngekasterne skulle anbringes i sidste geled.

Efter således at have stillet tropperne op som en kile tog han selv opstilling omme bag krigerne og trak en armbrøst frem fra en lille pose han bar om halsen. Umiddelbart så den ganske lille ud, men snart strakte den sig ud i en stor, bred bue. Han lagde ti pile til strengen, lod med vældig kraft dem alle flyve mod fjenden på én gang, og ramte lige så mange mænd som der var pile. Så var det at bjarmerne greb til trolddom i stedet for våben: de fremsagde tryllevers der opløste himlen i voldsomme skybrud og fyldte den klare luft med trøstesløs, silende regn. Men den gamle sendte selv en sky op mod de vældige byger som de voksede frem, og satte en stopper for det plaskende regnskyl. Hadding sejrede, og da den gamle tog afsked med ham, spåede han ham at han ikke ville falde for fjendens hånd, men gå i døden frivilligt, og han pålagde ham aldrig at udkæmpe ubetydelige krige, kun ærefulde, og aldrig i nabolaget, kun i fjerne egne.

8,17  Da Hadding havde forladt den gamle, kaldte Uffe ham til Uppsala under påskud af at han ville forhandle med ham. Her mistede han hele sit følge i et baghold, men selv slap han væk i ly af natten. For da danskerne begav sig mod udgangen i den bygning hvor de var inviteret til gilde, stod der en mand klar med sit sværd, og hver gang en stak hovedet ud, kappede han det af. Det var en dybt krænkende handling, og Hadding hævnede sig med krig og dræbte Uffe, men bagefter var hadet glemt, og han stedte hans lig til hvile i et pragtfuldt gravmæle for med en prægtigt smykket grav at anerkende fjendens storhed. Således hædrede han efter døden den mand med rige æresbevisninger som han så længe han levede, havde hadet og forfulgt som fjende. Og for at bringe sig på god fod med det besejrede folk satte han Uffes bror Hunding til at bestyre riget, for han ville helst give indtryk af at magten forblev i Asmunds slægt og ikke kom på fremmede hænder.

8,18  Nu hvor hans rival var af vejen, var der fuldkommen fred og ro omkring ham, og der gik år hvor han aldrig havde våben mellem hænderne, men til sidst begyndte han at beklage sig over evig og altid at dyrke jorden og aldrig at komme ud på havene (som om krig var en mere munter beskæftigelse end fred), og nu beskyldte han sig selv for dovenskab og slaphed således:

8,19 Hans hustru, der elskede livet på landet og var led og ked af havfuglenes skrig i den tidlige morgen, gav udtryk for hvor meget hun holdt af skovklædt land med disse ord:

8,20  På samme tid dukkede der en mand op som hed Toste, en jyde af ubetydelig familie, der blev kendt for sin vildskab. Han plagede befolkningen med alverdens hensynsløse skurkestreger og blev berygtet vidt omkring for sin grusomhed. Ja, så dårligt et rygte fik han at man kaldte ham »Toste Slyngel«. Selv ikke fremmede folk holdt han sig fra med sine overgreb, for da han først have raseret sit eget land, kastede han sig også over Sachsen. Da hertugen dér i landet, Siegfried, så hvor hårdt krigen tog på hans folk, og bad om fred, svarede Toste at han nok skulle opfylde hans ønsker hvis bare Siegfried lovede at gå i forbund med ham og erklære Hadding krig. Siegfried slog sig i tøjret og var nervøs ved at gå ind på de betingelser, men Toste tvang ham med de groveste trusler til at give ham det ønskede tilsagn. Det man ikke opnår med det gode, kan man jo ofte sikre sig med trusler.

8,21  Hadding blev besejret af Toste i et landslag, men da han under flugten faldt over sejrherrens flåde, borede han hul i siden på skibene så de var ubrugelige til sejlads, hvorefter han selv gik om bord i en lille båd og styrede ud mod åbent hav. Toste troede at han var blevet dræbt, men da han havde ledt længe efter ham blandt ligene af de mange faldne der lå mellem hinanden, uden at finde ham, vendte han tilbage til skibene, og her fik han på lang afstand øje på den lille båd der vippede på bølgerne midt ude på havet. Han besluttede at sætte efter den og fik skibene i vandet, men måtte vende om da der var fare for at skibene skulle synke – og det var kun med nød og næppe at han nåede i land igen. Han fik så fat i nogle ubeskadigede skibe og forsøgte endnu en gang. Da det gik op for Hadding at han ville blive indhentet, spurgte han sin ledsager om han kunne svømme, men da svaret var nej, måtte han opgive den udvej. I stedet vendte han med vilje bunden i vejret på båden og gemte sig inde i hulrummet under den, og derved lykkedes det ham at bilde forfølgerne ind at han var omkommet. Herefter overrumplede Hadding Toste mens han var ivrigt optaget af at indsamle de sidste rester af sit krigsbytte og troede at der var fred og ingen fare. Han udslettede hans hær, tvang ham til at løbe fra sit bytte og fik hævn for sin egen flugt da også Toste flygtede.

8,22  Men også Toste var opsat på at få hævn. For ganske vist havde han været udsat for så alvorligt et slag at han ikke havde mulighed for at bringe sin hær på fode igen i sit hjemland, men nu begav han sig til Britannien, hvor han udgav sig for officiel udsending. Undervejs var han fræk nok til at lokke sine rejsekammerater på skibet med til et spil terninger, og da de kom op at skændes om kastene, viste han dem hvordan de kunne gøre en ende på diskussionen ved at slå hinanden ihjel. Sådan lykkedes det ham med en fredelig form for tidsfordriv at sprede kiv og strid over hele skibet: morskab blev til skænderi, og skænderi til vold og mord. Og for at få lidt nytte ud af andres ulykke stak han selv de dræbtes penge til sig, hvorefter han slog sig sammen med en mand ved navn Kolle, der var en berygtet sørøver på den tid. Sammen med ham vendte han kort efter tilbage til fædrelandet, hvor Hadding – der hellere ville sætte sit eget liv på spil end sine krigeres – udfordrede ham til tvekamp. Toste mødte ham, og blev dræbt. Fortidens tapre hærførere var nemlig ikke villige til at risikere hele hæren for en sag som kunne klares af ganske få.

8,23  Senere viste Haddings afdøde hustru sig for ham i søvne og sang:

Og lidt efter tilføjede hun:

Så snart kongen vågnede om morgenen, forelagde han sin drøm for en mand der forstod sig på varsler. Han tydede ulven som Haddings søn, der med tiden skulle blive vild og farlig, og svanen som hans datter og forudsagde at sønnen ville gøre fjenderne stor skade, og datteren ville konspirere mod sin far.

8,24  Den spådom gik i opfyldelse. Haddings datter Ulvild var nemlig gift med en jævn mand ved navn Guttorm, og hvad enten det nu var væmmelse ved det parti eller ambitioner om en højere værdighed der fik hende til det, så så hun stort på hvad en datter skylder sin far, og lokkede sin mand til at myrde ham! For som hun sagde: hun ville hellere kaldes dronning end datter af en konge. Hvordan hun overtalte ham, har jeg besluttet at gengive i nogenlunde de samme ord som hun selv anvendte. Det lød omtrent sådan:

8,25  »Ak, jeg ulykkelige menneske, hvis fornemme stand skal fordunkles under dette uværdige ægteskab. Jeg elendige menneske, hvis fine afstamning må gå i spand med usselt bondeliv. Hvor ynkværdigt er ikke det fyrstebarn som ægteskabets love sætter på niveau med pøblen! Hvor ulyksalig er ikke den kongedatter som af sin ugidelige far bliver overladt i armene på en foragtelig og ussel mand. Hvor ynkelig er ikke den datter af min mor hvis livslykke nedbrydes af dette samliv, hvis skønhed besudles af landlivets snavs, hvis ære trædes under fode af den æreløse folkemængde, hvis høje byrd forflygtiges i dette vanærende ægteskab! Men hvis du overhovedet har nogen handlekraft, hvis der er det mindste gran af mandsmod i dit indre, hvis du vil kalde dig en værdig svigersøn for kongen – så vrist dog sceptret fra din svigerfar! Bød på din manglende slægt med storhed! Opvej din usle afstamning med mod og mandshjerte! For har du ikke ædelt blod, så har du da vel rygrad i det mindste! Det er større at tilkæmpe sig en titel end at arve den. Det er bedre at bringe sig til tops ved egen indsats end ved arvefølge. Det er rigtigere at gøre sig fortjent til sin position end at være født til den. Desuden er det ingen forbrydelse at give en gammel mand et sidste skub når han selv er ved at segne under alderens vægt. Din svigerfar har siddet længe nok på magten, nu må den gamle overlade den til dig – og hvis du ikke griber den, vil en anden få den. Alt hvad der hviler på gamle skuldre, må snart falde. Han må være tilfreds med den tid han har regeret, på et eller andet tidspunkt må du jo tage over. Jeg ser hellere min mand som konge end min far. Jeg ser hellere mig selv som kongens hustru end som kongens datter. Det er langt bedre at tage kongen i sin favn derhjemme end at hylde ham i det fjerne, langt mere ærefuldt at have en konge som mand end som herre. Det bør også være din holdning: hellere holde scepteret selv end overlade det til din svigerfar. Vi er alle af naturen os selv nærmest. Hvis blot viljen til handling er til stede, skal ljligheden nok vise sig. Intet er umuligt for en begavet mand. Vi må arrangere et gilde, holde en stor fest med alt hvad dertil hører, og indbyde din svigerfar. Lidt hyklerisk fortrolighed – og vejen til forræderi er banet. Slægtskab er det bedste dække for et baghold. Og dertil kommer at fuldskab vil give en morder fri bane. Når så kongen sidder der helt opslugt af sin frisure, når han har tankerne i det der bliver fortalt, og hænderne i skægget, når han ordner sit filtrede hår med en hårnål eller reder uglerne ud med en kam – så lad ham mærke stålet dybt i sine indvolde. Den der har travlt med andet, er mindre på vagt. Din stærke arm skal straffe hans forbrydelser. Du viser ansvar ved at række ofrene en hånd til hævn.«

8,26  Sådan trængte Ulvild ind på sin mand, og han lod sig besnakke og lovede at hjælpe hende med at sætte fælden op. Men i mellemtiden var Hadding i drømme blevet advaret om at hans svigersøn pønsede på forræderi, så da han drog af sted til gildet som hans datter i al sin hykleriske hengivenhed havde arrangeret for ham, posterede han væbnede vagter i nærheden, som kunne hjælpe ham mod et baghold hvis det skulle blive nødvendigt. Mens han nu sad og spiste, stod den kriger der var udset til at udføre forræderiet, ganske stille med et sværd skjult under kappen og ventede på det rette øjeblik til at begå sin ugerning. Men kongen lagde mærke til ham og gav signal med sit horn til de krigere der stod posteret i nærheden. De kom straks til hjælp, og forræderen gik selv i fælden.

8,27  Imens havde kong Hunding i Sverige hørt et falsk forlydende om at Hadding var død, og i den anledning samlede han sine stormænd til sørgegilde. Han fyldte et kolossalt kar med øl og fik det sat midt ind hallen for at glæde alle gæsterne. Og for at det skulle gå rigtig højtideligt til, holdt han sig ikke tilbage for selv at optræde som tjener og tage sig af udskænkningen. Men mens han gik omkring i kongshallen og serverede, snublede han, faldt i karret og druknede i øllet – til straf for at han med dette gravøl uden grund havde ofret til underverdenens herre, eller måske fordi han havde løjet Hadding død. Da Hadding hørte det, ville han gengælde Hundings hyldest og ikke leve videre nu han var død, så han hængte sig for øjnene af hele folket.