© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
1,1 Så snart ligfærden var overstået, og kongens lig havde fået en ærefuld begravelse, fulgte Knud sine rådgiveres anvisninger og skyndte sig over til Jylland for at tage sin fars hirdmænd i ed. Det var nødvendigt at handle hurtigt for at få et sikkert greb om kongemagten. Kongetitlen behøvede han jo ikke kræve, for den havde han højtideligt modtaget ved sin salving. På landstinget i Viborg mødte han kun velvilje hos befolkningen. På Urne ting var der enkelte der skumlede i krogene, men så snart de var passiviseret, gav de øvrige ham samme venlige modtagelse som i Viborg. Og således blev han, med hele landets billigelse, anerkendt som arving til riget.
1,2 Imidlertid var befolkningen i Skåne begejstret over kongens død, der betød at de nu igen havde friere tøjler til deres frækheder. Så nu besluttede de at hævne nederlaget ved Dysjøbro og lade det gå ud over de stormænd der var skyld i at de havde mistet de venner og slægtninge der skulle være deres trøst og opmuntring. Samtidig var der en mand ved navn Åge Tubbesøn der fyrede voldsomt op under de interne problemer i landet med nogle aldeles ubesindige udtalelser og atter en gang vækkede det skånske oprør, der ellers var døet hen og stort set begravet. For at afværge den ulykke rejste Absalon over til Skåne, hvor han uden betænkeligheder, men også uden resultat, talte til et landsting med en helt igennem ond stemning, hvorefter folket forlod ham og i stedet opsøgte oprørslederne, der holdt ting et andet sted. Disse ledere var udfordrende og dumdristige nok til, siddende på deres heste, at udstede en opfordring til hele det skånske folk om igen at samles under våben på samme sted fjorten dage senere for – som de sagde – at forsvare deres frihed. På den baggrund fandt Absalon det klogest at vende tilbage til Sjælland.
1,3 Hans afrejse fik kun folket til at bruse op i stadig mere hovedløs brutalitet, og de stormede nu Thords og Esberns gårde, der først blev plyndret og derpå brændt ned. I de følgende dage fik også en række af de skånske stormænd deres huse brændt af. Sagen var at oprørslederne sørgede for at fodre folkets frækhed med stormændenes rigdomme for at sikre sig at de var med på den værste og virkelig gjorde en indsats med iver og begejstring ved udsigten til det lokkende bytte og de stadige belønninger for anstrengelserne. Derfor var der adskillige fornemme folk der overlod alle deres ejendele i venners varetægt af frygt for at deres gårde skulle blive overfaldet ligesom deres standsfællers. En del af dem ville hellere betro sig selv og deres rigdomme til bølgerne end til et hus og stak til søs i deres skibe. Andre fandt trøst og lindring i landflygtighed ovre hos Absalon.
Da det gik op for Absalons og Knuds ryttere at det i lige så høj grad var dem selv som deres herrer der var i fare, besluttede de sig for at afværge vold med våben. Og oprørets hovedmænd, som under de foregående optøjer havde fået at mærke at man ikke kom nogen vegne med et oprør uden en leder, tilkaldte oppe fra Sverige en mand ved navn Harald, der var af kongelig afstamning, men både småt begavet og talehæmmet – kort sagt: aldeles uegnet til at være konge eftersom den fine afstamning var den eneste kvalifikation han var udstyret med, såvel fra naturens som skæbnens side. Så det er ikke til at sige hvem der burde skamme sig mest: Sverige, der sendte sådan en person, eller Skåne, der tog imod ham.
1,4 Den nyhed kom som et chok for stormændene, og de begyndte at plage Absalon med ubeslutsomme deputationer, der den ene gang forlangte at han kom over Sundet og hjalp dem, den anden gang bad ham blive hvor han var, med alle sine tropper – alt efter hvad de skiftende rygter sagde om fjendens ankomst. Harald var nemlig på det tidspunkt endnu ikke trængt ind på skånsk område. Da han så gjorde det, med tropper som den svenske kong Knut og hans jarl, Birger, havde stillet til hans rådighed, strømmede folket begejstret til ved rygtet om den nye leder, og kolossale troppestyrker sluttede sig til ham. Med alle de tropper i ryggen truede han nu med at jævne Lund med jorden fordi byen lukkede sine porte for ham.
1,5 Nu var der så en del af stormændene der slog sig sammen: de sendte bud frem og tilbage imellem sig, og da de havde sat mod i hinanden, slog de lejr i nærheden af Lummeåen (selv om der var andre af kongens krigere der lod som om de ikke vidste hvad der foregik, og undlod at møde frem). De der kom, var besat af en sådan kampgejst at de ikke bekymrede sig det mindste hverken om farerne eller folkemasserne og uden hensyn til hvor få de selv var, gav hestene frie tøjler og stormede frem mod fjenden så hurtigt som hver enkelt hest kunne strække ud, uden kommando og uden at holde rækkerne.
Under dette stormløb mødte de faktisk heftigere modstand fra vinden, der tilfældigvis stod lige imod dem, end fra de fjender de angreb. For stormen var så stærk at den rev skjoldene fra dem i farten, men modstandene havde ikke engang mod til at vende front mod angriberne. Resultatet blev at folkets hær, der var mere talstærk end tapper, gav sejren fra sig uden blodsudgydelser, så det ikke er til at sige hvad de mærkede mest til: livsfare eller skamfølelse. De flygtede inden det overhovedet kom til kamp, og for at komme hurtigere af sted skammede de sig ikke ved at kaste skjoldene fra sig og befri sig for alle de tyngende våben som de ikke havde haft modet til at gøre brug af. Nogle blev hugget ned, andre taget til fange, og Harald flygtede tilbage til Sverige sammen med Åge, der havde fundet på at han skulle gøre krav på kronen.
1,6 Imens sad borgerne i Lund og ventede i spænding på slagets udfald uden at sende forstærkninger til nogen af siderne, for de havde tænkt sig at holde med dem der vandt. Og så snart de så hvem der havde heldet med sig, gav de sig til at håne de besejrede som om det var dem selv der havde sejret, og smykke sig med andres tapre bedrifter af bar grådighed efter berømmelse og bytte.
1,7 Men selv om bønderne nu hele to gange var gået i åben krig mod stormændene, havde de stadig ikke fået nok, for de kaldte tinget sammen og betænkte sig ikke et øjeblik på at erklære dem krig for tredje gang. Nu ville de gengælde de smertelige sår de havde fået, og på samme tid tilfredsstille deres afsindige trang til oprør ved at udrydde alle fornemme folk i landet, så dybt og stædigt havde trangen til at udfordre stormændene slået rod i deres sind – hvad enten det så skyldtes skammen over nederlaget eller begæret efter hævn. For hverken respekten for højt ansete mænd eller erindringen om egne sår kunne afholde dem fra at give efter for oprørstrangen.
1,8 Den fare der nu hang over hovedet på alle Skånes stormænd, blev dog afværget da Absalon i huj og hast dukkede op med sjællænderne. Med flyvende faner mødte han frem på det sted hvor tinget skulle holdes, og fik ikke alene sat en stopper for befolkningens oprørsplaner, men også udstedt en samvittighedsfuld retslig erklæring der satte de gamle love i kraft igen som folket havde omstødt ved deres dybt uretfærdige afstemning. Hvad Harald angår, hjalp det ham ikke at han ikke var til stede: stormændene dømte ham alligevel. Jeg vil næsten sige at skåningerne straffede ham dobbelt, først med våben, og derpå ved dom. Og i hans tilfælde kan det være svært at afgøre om sværdet eller domfældelsen gav den hårdeste straf. Folket skulle heller ikke have noget af at gøre modstand, de nedlagde våbnene med den uskyldigste mine af verden, holdt ting i god ro og orden sammen med Absalons følge og udtrykte ivrig – men ikke dybfølt – tilslutning til hver eneste af hans afgørelser. Og således betød landstingets afslutning samtidig enden på den uhyggelige og langvarige opstand, for herefter vovede folket ikke at forsøge noget så ulyksaligt som at sætte sig op imod gruppen af ledende mænd.
2,1 I mellemtiden havde Knud ved nyheden om at der var udbrudt krig i Skåne, set sig nødsaget til at begive sig fra Jylland over til Fyn, og dér mødte han Esbern, som af sin bror Absalon var blevet sendt af sted med beskeden om at kongens parti havde sejret. Ham havde han ikke ventet at møde dér, og han forestillede sig derfor at det var dårlige nyheder han kom med, så han gik helt i stå og stod og så ned i jorden af bar skræk for hvad han nu ville få at høre. Men Esberns glade ansigtsudtryk gav ham håb om at det ikke var helt så galt fat, og da han også fik fortalt ham den glædelige nyhed om at hans folk var gået af med sejren, drog Knud henrykt videre til Skåne.
2,2 Det første han gjorde, var at give Frosta Herred frit til brand og plyndring, og han ville også have hærget området hvis ikke Absalon, der holdt særligt af den egn, havde grebet ind og forhindret det. Ved hans mellemkomst blev det til at de der havde holdt med Harald og svigtet kongen, slap med at betale en pengebøde. Hvilken uendelig mildhed! Tænk at tage personer der ubestrideligt er skyldige i den grovest tænkelige forbrydelse, til nåde igen mod en ganske lille bod! Deres eksempel gav også de øvrige skåninger håb om tilgivelse, og med kærlig støtte fra Absalons side opnåede også de kongens barmhjertighed. Knud gav ved den lejlighed en enestående prøve på sin mildhed og besindighed ved på en enkelt vens forbøn at give afkald på den hævn som de alle havde gjort sig fortjent til ved deres forbrydelse.
3,1 Så god og retlinet en ung mand havde virkelig ikke fortjent at en udenlandsk fyrste skulle lægge fælder for ham! Men det var hvad kejseren gjorde: han sendte ham den ene delegation efter den anden med ordre om at møde frem ved hoffet for at anmode om en fornyelse af den gunst hans far havde nydt. Men efter råd fra sine venner skrev Knud tilbage i de høfligste vendinger og undskyldte sig med at han først havde overtaget tronen for ganske nylig. Hans rådgivere havde nemlig gennemskuet kejserens listige plan, som gik ud på at lokke den uerfarne søn i samme lumske fælde som han ved en tidligere lejlighed havde fanget hans godtroende far i. Og da kejseren så svarede med et veritabelt trusselsbrev og erklærede at han ville tage riget fra ham og give det til en anden, nøjedes Knud med at skrive tilbage at inden kejseren tog riget fra ham, måtte han vel først finde en person der var indstillet på at tage Danmark som len af ham. Det frimodige svar gjorde ikke alene grin med hans trusler, men viste også hvor meget Knud stolede på sine landsmænds hengivenhed.
3,2 Da det gik op for kejseren at hans advarsler ingen virkning havde på Knud, lavede han en underhåndsaftale med Siegfried, der var gift med Knuds søster, for han tænkte at hvis en tredje mand lagde et ord ind, kunne han måske overbevise Knud om det som han ikke selv kunne komme igennem med med sine breve. Siegfried kom så op til Danmark. Han udbredte sig først om hvor stor hengivenhed han selv følte for kongen eftersom han jo var gift med hans søster, og hvor mægtig en hersker kejseren var, og indprentede derpå Absalon, Sune og Esbern, der som de eneste af kongens venner var med til mødet, hvor stor troskab de som formyndere skyldte Knud, og hvor stor tillid hans far havde vist dem, hvorefter han bønfaldt dem om ikke at kalde sig venner, men handle som fjender, for det var hvad de gjorde hvis de rådede den unge uerfarne dreng der var betroet i deres varetægt, til at påtage sig den uoverkommelige byrde en krig ville være – og dermed, i et forsøg på at sikre hans selvstændighed, berøvede ham riget. De skulle hellere vejlede ham med gode og nyttige råd og ikke se det som en skam at høre til den romerske kejsers hof.
3,3 Absalon svarede at ingen kunne være i tvivl om at han personlig med glæde ville give Knud den bedste vejledning han havde at give. Han ønskede selv at Knud skulle stræbe efter gode relationer til kejseren, men kun hvis det kunne ske uden nogen indskrænkninger i Knuds egen højhed og ære. For Valdemar havde jo faktisk opsøgt Frederiks gunst – og han havde aldrig været ude for noget så upålideligt som kejserens løfter og æresord. Derfor burde Siegfried være klar over at Knud og kejseren havde lige stor ret til deres troner, og at Knud styrede det danske rige lige så frit og uafhængigt som kejseren styrede det romerske rige.
3,4 Siegfried blev rasende og svarede med en byge af storsnudede trusler, men Absalon sagde kun: »Sig mig, bedømmer du Danmark ud fra din egen målestok? Tror du Danmark er ligesom Thüringen, som kejseren så let som ingenting kan erobre når han får lyst? Nej, tag du hjem til din kejser og sig at den danske konge ikke har i sinde at vise den mindste bid lydighed over for ham og hans kejserværdighed.« Og det vil jeg mene var en velfortjent hån til en mand der tog større hensyn til fremmede fyrster end til sin egen familie og havde den frækhed at føre ordet i en delegation der i den grad var en trussel mod Danmarks frihed.
3,5 Da kejseren hørte hvordan kongen blæste på ham, vendte han alt sit had imod ham – for magt kunne han ikke bruge, og når han ikke kunne hævne denne hån i krig, måtte han gøre det i tankerne. Han opgav nu ikke fuldstændig håbet om at få magt over Danmark, men mente at det var bedst at vente på at danskerne selv kom op at slås indbyrdes, for når først folket var i splid med sig selv, ville det være mindre risikabelt for hans styrker at angribe dem, håbede han. Men da han havde ventet et stykke tid på sådan en lejlighed, og det gik op for ham at skæbnen ikke ville give ham den, vendte han sig i stedet mod den vendiske hertug Bugislav, som kort tid før havde efterfulgt sin bror Kazimar da denne døde barnløs. Ham begyndte han at rende på dørene med gaver og storslåede løfter for at få ham til at gå i krig mod Danmark.
4,1 Bugislav tog gladeligt, men uklogt, imod hans opfordring, men turde på den anden side ikke åbent og utilsløret erklære Danmark krig, så han lagde ud med at finde et påskud til at angribe sin onkel Jarimar, statholderen på Rügen – og satte altså sin tjeneste hos kejseren højere end selv de nærmeste slægtsbånd. Da Knud fik den besked fra Jarimar, sendte han en delegation ned til Bugislav for at spørge hvad grund han havde til pludselig at bryde freden på den måde. Han bedyrede at han ikke var ude på at genere kongen eller Danmark, der var udelukkende tale om gengæld for et overgreb fra Jarimars side, og samtidig foreslog han at begge parter midlertidig nedlagde våbnene mens de gennem diplomater forelagde striden for kongen og lod ham afgøre den, ja, han bad indtrængende kongen om at mægle imellem dem, i påtaget velvillige vendinger der skulle give et indtryk af ærlighed og oprigtighed.
4,2 Kongen havde derfor ingen mistanke om at det skulle være en fælde, og fastsatte tid og sted for behandlingen af sagen. Derefter sammenkaldte han en vældig forsamling af rigets fornemste mænd på Samsø, ikke kun for at udrede denne sag, men også for at udbedre de civile love, og her modtog han så også udsendingene fra begge stridens parter. Han lod dem officielt fremføre deres uoverensstemmelser, men de fleste af beskyldningerne mod Jarimar var lige så usande som de var omstændelige, og da det samtidig ikke var muligt at fælde dom når de pågældende personer ikke selv var til stede, aflagde Bugislavs udsendinge på eget initiativ ed på at han selv ville møde frem så snart kongen ønskede det. Så når det drejede sig om at tage kongen ved næsen, demonstrerede udsendingene mindst lige så stor snedighed som den mand der havde sendt dem.
4,3 Kongen modtog løftet ganske troskyldigt, og ganske uforsigtigt, og derefter hævede han omgående mødet og rejste over til Jylland. For alle de tapreste skåninger og sjællændere var begyndt at beklage sig over at de altid skulle sidde med hænderne i skødet, og mukkede over al den ro og fred hvor de sank hen i sløvhed og ugidelighed. De blev slappe og feje af al den fest og glæde de efterhånden havde vænnet sig til, i modsætning til dengang under kong Valdemar da de havde været vant til at tilbringe stort set hele året i aktiv tjeneste af alle slags og med diverse former for krigsførelse. For krigernes kampgejst og kræfter blev sløvet og slækket i lediggang, men skærpet og styrket i handling. Så for at holde kampånden ved lige besluttede de i fællesskab at foretage et sørøvertogt mod esterne.
4,4 Mens alt det foregik, havde Bugislav, på opfordring fra kejseren, ikke alene udkommanderet sit eget lands tropper, men også hentet forstærkninger vidt og bredt i nabolandene og samlet sig en flåde på fem hundrede fuldt udrustede skibe til sit angreb på Rügen. Den styrke mente han ikke at nogen fjende ville være i stand til at modstå, og nu sendte han så en gesandt ved navn Bugislav til kejseren for at meddele at han havde samlet så kolossal en hær til et angreb på Danmark at der ikke kunne herske nogen tvivl om at Knud ville opgive al modstand og hurtigst muligt overgive sig til det romerske rige. Det løfte blev kejseren begejstret over, og han roste Bugislav og overøste hans gesandt med kejserlige gaver.
4,5 For Jarimar kom nyheden om denne pludselige og ganske uventede krig som et chok, og han sendte straks besked til Absalon, som på det tidspunkt befandt sig på Sjælland, om den vældige og umiddelbart overhængende fare der truede befolkningen på Rügen. Absalon handlede omgående og med alt det hastværk der skulle til hvis han skulle forhindre at vores forbundsfæller bukkede under: han sendte brev ud til alle ender af Sjælland og udkommanderede alle mænd i våbenfør alder til flåden. Den flåde satte han sammen af små og store skibe, fragtskibe og krigsskibe mellem hinanden, ligesom han lod bønder og stormænd i flæng tage de skibe de ville. Samme ordre udgik til øerne rundt om Sjælland. Men til fynboerne og skåningerne lød befalingen at de skulle møde frem i den fastsatte havn inden for seks dage, ellers kunne det være lige meget, for længere tid kunne man ikke tillade sig at bruge på forberedelser. Men faktisk var de folk der blev indkaldt til leding, så glødende forhippede på at parere ordre at de kappedes om at komme hurtigst frem og enten nåede frem i tide eller ligefrem før tiden.
4,6 Knud havde fået beskeden ovre i Jylland, men den store afstand i kombination med den korte tidsfrist betød at han ikke kunne deltage i Absalons forehavende. Fra Fyn kom der kun seks skibe og fra Skåne fjorten, resten havde ikke mulighed for at nå frem i tide. Dette iøjnefaldende fåtallige fremmøde kunne godt virke kritisabelt, hvis de ikke havde haft de lange afstande som undskyldning. Pinselørdag var Absalons flåde forsamlet i den nævnte bugt. Og for ikke at spilde tiden satte de allerede samme dag kursen mod Hiddensee. Her kom nogle udsendinge fra rygboerne dem i møde og bad dem vente indtil man vidste hvor på Rügen fjenden havde tænkt sig at angribe. På det tidspunkt var Bugislav nået frem til øen Koos ud for Rügens kyst. Men selv om han nu havde fjendens land lige inden for rækkevidde, kunne han ikke holde sig ædru og beherske sit umådeholdne drikkeri. Han fyldte på sin hær med hæmningsløse drikkegilder og lokkede dem langt ud på skråplanet så man skulle tro det var en druktur de var i færd med, og ikke en krig.
4,7 Absalon fulgte udsendingenes råd, og da de næste dag kom tilbage med besked om at Bugislav nu havde tænkt sig at sætte sine tropper i land lige over for øen Strela, greb han fanen og roede så hurtigt som muligt ind mod kysten i en skibsbåd, på trods af at mørket allerede var ved at falde på. Derpå lod han sin herold kalde skibsførerne sammen til rådslagning hvor han i ganske få ord satte krigerne ind i situationen, gav dem en flammende brandtale og fyldte dem med kampgejst ved at fortælle at han i drømme havde haft et syn der var et tydeligt varsel om sejr. Og krigerne svarede da også at de længtes efter at komme i kamp, og hvis det lykkedes, var de ikke i tvivl om at de også ville vinde! Denne glødende iver kom både af at de gennem lang tid havde vænnet sig til sejre, og af den tapperhed der er en medfødt egenskab hos det danske folk. Og de havde da også fortjent at deres forudsigelse skulle gå i opfyldelse.
4,8 Absalon var noget urolig ved at skulle sejle i fremmede farvande hvor han ikke kendte vanddybderne, så han ventede til det blev lyst. Men da han så ville lette anker, blev han forsinket et stykke tid af at hans anker havde boret sig for langt ned i bunden. Resultatet blev at alle de andre, i deres umådelige iver efter at komme af sted, sejlede fra ham. Men han blev nu ikke pinligt berørt over sådan at blive sejlet agterud af sin egen flåde, for han kunne jo se at de bare lagde mere vægt på hans opildnende ord end på hans forsinkelse. Jeg vil tro at han netop – og med god grund – glædede sig over de folk der hellere ville sætte farten op, sådan som situationen krævede det, end deltage i hans ufrivillige forsinkelse. Den tid han havde sat til ved sin langsommelighed, opvejede han så snart han kom fri, med så hurtig roning at han var nær ved at indhente de allerforreste af skibene, og altså af bar iver efter at komme i kamp fuldt ud fik rådet bod på det forsømte.
4,9 Men netop som hele den samlede flåde jog af sted, blev den mødt af et skib som rygboerne havde sendt ud for at gøre dem opmærksomme på at de måtte sagtne farten lidt eftersom Bugislav stadig befandt sig på Koos, og det stadig ikke var klart hvor angrebet ville komme. Jarimar havde samlet sine hjemlige styrker, og også han sad klar og ventede på at fjenden skulle bryde op. De satte så tempoet ned og lagde ind til kysten ved Drigge. Her kom der melding om at fjenden var sejlet hjem igen, men det var en fejltagelse: budbringerne havde ladet sig narre af tågen som netop på det tidpunkt havde lagt sig over området. De bad nu vores folk sejle til havnen ved Darsin hvor Jarimar ville møde frem med Rügens hær for at drøfte situationen med dem. Men da de kom derhen, fandt de hverken Jarimar eller nogen af hans folk, og de besluttede så at sende Niels Falstring, der kunne tale vendisk, af sted til Jarimar for at høre hvordan det forholdt sig med fjendens afrejse.
5,1 Så snart han var borte, steg Absalon i skibsbåden og sejlede i land for at udnytte tiden til at holde gudstjeneste, men pludselig dukkede en af Jarimars tjenere op med underretning om at den pommerske flåde nærmede sig og allerede var så nær at man kunne have set den hvis ikke tågen havde været så tæt. Absalon kaldte straks de folk tilbage der bar messeudstyret, alarmerede flåden og kommanderede den begejstret ud på åbent hav for at møde fjenden, for nu ville han bringe Gud sit offer med våben og ikke med bønner. Og kan man tænke sig noget offer mere velkomment for den Almægtige end de ondes død?
5,2 Men det pommeranerne havde i tankerne, var ikke umiddelbart at komme i land på Rügen så meget som at sejle rundt i alle retninger for at løbe om hjørner med rygboernes rytteri, der stod klar til at forsvare kysten. Da de fik øje på den danske flåde, troede de at det var Borveg der kom dem til hjælp med de vestlige vendere, for i det tågede vejr var det umuligt for dem at få klarhed over hvor mange skibe der var, og hvordan de så ud. Den tanke kunne jo heller ikke falde dem ind at danskerne, der boede så langt fra vendernes område, kunne være nået frem med så kort varsel, eftersom deres spejdere ikke tog faren alvorligt nok og var temmelig sløsede med at komme ud at holde udkig.
5,3 Bugislav troede derfor at flåden fra Rügen blev drevet hen imod ham, og bestemte sig for at omringe den med hundrede og halvtreds lette krigsskibe. Resten af flåden lod han ligge for anker ligesom i slagformation mens forsyningsskibene, der så ud af noget mere end sørøverskibene, blev placeret mellem dem og fastlandet som attrapper der skulle give indtryk af at han havde kolossale kampstyrker. Og synet narrede faktisk Sune, der troede at Bugislav havde fået forstærkninger fra tyskerne. Men da tågen omsider begyndte at lette, og Absalon så fjendens småbåde sejle forbi, sagde han for spøg at de bestemt ikke alle sammen ville komme sikkert retur.
5,4 Nu satte han så mod i sine mænd med kraftige opildnende tilråb, og som hærens førstemand sejlede han også forrest i angrebet på den fjendtlige flåde. Sune advarede ham ganske vist om ikke at forhaste sig og fare for overilet frem mod fjenden, der jo tydeligvis havde fået forstærkninger fra Tyskland. Han skulle hellere lade årerne hvile og beordre krigerne til at væbne sig. Men Absalon erklærede at der ikke var et øjeblik at spilde eftersom fjenden var trængt op i en krog hvor de hverken kunne tage kampen op uden risiko eller flygte uden fare. Der var intet der kunne hindre ham i at vinde en let sejr. Men da Sune gentog sin advarsel, begyndte Absalons mænd alligevel at trække deres brynjer på mens en del af dem fortsatte roningen.
Tågen lå stadig tæt og holdt fjenden i uvidenhed om deres forberedelser. Men da de kom nærmere ind på dem, kunne den danske ungdom hverken holde ud at vente eller tie stille længere: de rejste deres faner og holdt sig ikke tilbage fra at give deres flammende kampgejst udtryk i skingrende sang. Også Absalons egen fane, der altid plejede at jage fjenden på flugt når den viste sig, afslørede for venderne at det var danskerne de stod over for – og berøvede dem samtidig alt mod til at kæmpe.
5,5 Rystende af skræk lettede de anker og forsøgte hektisk at få flåden op i fart. Og den strækning som de på udvejen havde brugt lang tid på, tilbagelagde de nu i løbet af ganske få timer. Men mange af dem havde problemer med at slippe af sted, enten fordi skibene var for store, eller fordi det tog tid at få ankrene op, og de valgte at kaste sig i havet og ende deres liv i bølgerne frem for ved sværdet. Inden for samme øjeblik kunne man se deres skibe først fuldt bemandede og derpå tomme. Men selv om det lykkedes dem at komme over bord, kunne de ikke redde sig ved at svømme, for strømmen i dybet under dem trak ubønhørligt deres kroppe med sig. Hvor må frygten ikke være en vældig kraft når den kan fylde folk med en så overdreven rædsel, at det tvinger dem til at ofre deres eget liv! Hele atten skibe blev så overfyldt da horder af folk forsøgte at bringe sig i sikkerhed på dem, at de brækkede fra hinanden og endte med at blive døden for de mænd der havde reddet sig om bord. Kun få havde mod til at afvente fjenden. Og en enkelt var så bange at det var helt komisk, for da han ikke turde gøre som de andre, lavede han en løkke i rigningen og hængte sig frem for at lade sig hugge ned af fjenden. Det var der til at begynde med mange der undrede sig over, men senere fik de sig et godt grin. Samtidig lod de sig lokke til at slække på forfølgelsen ved udsigten til bytte.
5,6 Idet Absalon passerede dem, råbte han til dem at det var fjenden de skulle gå efter, ikke byttet. Alligevel fik han kun syv skibe med sig – men det forhindrede ham ikke i at fastholde forfølgelsen af stort set hele de flygtende pommeraneres flåde med al den selvsikkerhed der så ofte før havde gjort det muligt for ham at se fjendernes rygge. For det var ikke så meget forfølgernes antal som deres tapperhed de vildt flygtende pommeranere tænkte på. En gruppe på næsten hundrede skibe opgav alt håb om at slippe væk over havet og søgte ind til land, hvor de i panik og ganske ubevæbnede spredte sig i de vilde skove og ødemarker. Også Jarimar tørstede i sin glødende iver efter at forsvare sit fædreland mere efter fjendeblod end efter bytte.
5,7 Men femogtredive skibe med fjendens fornemste mænd ombord roede så voldsomt til at det lykkedes dem at holde afstand til Absalon. Da de opdagede at der ikke var mere end syv skibe efter dem, følte de sig ikke alene beklemt, men også pinligt berørt over at flygte, og to gange efter hinanden forsøgte de derfor at sagtne farten som om de havde i sinde at tage kampen op. Men selv om Absalons venner bad ham om at vente på at resten af flåden nåede frem, lod han ikke så meget som et øjeblik roerne holde inde, men fortsatte uanfægtet fremad, for som han sagde: han ville hellere drage fordel af frygten blandt fjenderne end hjælpen fra kammeraterne. Da det gik op for venderne, tabte de fuldstændig hovedet, glemte skammen til fordel for skrækken og begyndte at kaste våben og heste over bord for at lette skibene for alt hvad der vejede, så de bedre kunne flygte. Så lod de årerne piske havet endnu hidsigere og fortsatte flugten lige til de reddede sig ind i Peenemünde. Absalon fulgte dem helt til dørs uden at lade årerne hvile et øjeblik, og vendte først om aftenen tilbage til kammeraterne, der i mellemtiden havde kastet sig over byttet. Det afslog han oven i købet selv at få del i, for i hans øjne var det ganske rimeligt at æren tilfaldt ham, men rovet krigerne. Af de fem hundrede skibe var altså femogtredive sluppet væk og atten ødelagt mens alle de øvrige var faldet i danskernes hænder.
5,8 Denne dag, hvor Absalons strålende glans slog fjendens flåde med blindhed og tvang den dels i døden, dels på flugt, den dag gjorde en ende på så megen skræk og rædsel og så mange farer på havet, befriede Sjællands havne og Østersøens vande for sørøveroverfald, sendte de vilde barbarer under åget og gjorde vores fædreland, der dårligt nok selv havde sikret sig selvstændigheden, til hersker over Venden. Det var en mageløs og magtfuld sejr, hvor det lykkedes i bund og grund at knuse fjendens styrker! Og mens vendernes blod flød overalt, kostede den ikke danskerne en dråbe. Kun fire af rygboerne omkom, og om de faldt for fjendens eller forbundsfællernes våben vides ikke med sikkerhed.
5,9 Den følgende dag ankom atten skånske skibe, og Absalon, der så mere på viljen end på hurtigheden, gav dem lov til at deltage i plyndringerne på lige fod med sejrherrerne. Nu ville han gerne vide hvad venderne herefter havde tænkt sig at stille op, og han iværksatte derfor en udspekuleret form for spionage. Han lod som om han ville give Bugislav et godt råd for gammelt venskabs skyld, og sendte en delegation over til ham for at bebrejde ham hans upålidelighed og kræve at han gjorde noget alvorligt for at formilde kongen inden han blev alt for vred. Bugislav lod som om han overhovedet ikke tog sig af det nederlag han havde lidt, så han takkede bare for Absalons venlige råd og lovede at gøre som han foreslog. De menige vendere havde til gengæld fået sig sådan en skræk i livet sidste gang at de ikke undså sig for at flygte endnu en gang ved synet af det skib delegationen ankom i!
5,10 Herefter mente Absalon at det ville tage sig godt ud hvis han sendte en fornem mand hjem for at rapportere om hvad han havde udrettet, inden rygtet nåede hjem af sig selv, så han sendte en fynsk stormand ved navn Tage af sted med Bugislavs telt, som Absalon havde fået som sin del af byttet. På den måde kunne han ikke alene give kongen underretning om Absalons sejr, men også give ham belæg for påstanden ved at fremlægge dette fornemme krigsbytte. Samtidig skulle han råde kongen til at foretage et nyt felttog mod venderne inden høst så de ikke havde mulighed for at skaffe nye forsyninger. Knud kaldte jyderne sammen til landsting i Viborg og bad Tage give dem en redegørelse for Absalons indsats og hvordan det var endt. På den måde kunne han bruge den der bragte bud om det ene togt til at opmuntre til det næste. Og det lykkedes ham da også at give dem alle sammen en vældig lyst til at gå ud med flåden.
5,11 Da kejseren fik besked om det store nederlag og hørte at Absalon havde ledet hele operationen ene mand, afskrev han ethvert håb om at underlægge sig Danmark. Ja, han mistede overhovedet troen på at det kunne lade sig gøre at angribe landet, for når han ingen vegne kom med andres styrker, kunne han ikke forestille sig at hans egne ville slå til. Rygtet om Absalons sejr bredte sig med utrolig hast helt til Byzans – hvilket han senere hørte fra nogle af sine krigere der på det tidspunkt gjorde tjeneste dernede.
6,1 Fjenden nåede til gengæld at få den nye høst i hus og fik derved genoprettet deres svigtende forsyninger, for kongen blev forsinket, og det gav dem et stærkt tiltrængt pusterum hvor de kunne nå at forsyne deres byer med korn. Beboerne i Wolgast blev yderst opskræmt ved rygtet om det nye togt og gav sig til at fylde store mængder af sten ud i Peene på de strækninger hvor floden var dybest, for at hindre skibene i at sejle ind til byens mure. Men Absalon var så ivrig efter at få dem fjernet igen at han uden videre selv sprang ned i vandet for at få de unge mænd med sig. Og det lykkedes ham faktisk at få renset så mange sten op at floden igen blev passabel, og han kunne få flåden igennem – på trods af at folkene i byen havde fået indstillet deres blider så nøjagtigt at de kunne beskyde de strækninger af floden ganske præcist. Så snart forhindringerne var ryddet af vejen, kunne hans folk så uden problemer komme ind til byen og lægge den under belejring.
6,2 Men selv om belejringen kom i stand, kunne skibene stadig ikke komme helt ind på nært hold på grund af en skov af pæle der var rammet ned under vandlinjen og dannede en spærring foran byen. Den forhindring var de unge danskere meget ivrige efter at forcere for at vise deres tapperhed, og de kunne ikke nære sig for at sejle skibene helt ind til den, hoppe udenbords og vade videre ind gennem det lave vand til fods. Til gengæld gav folkene inde i byen sig så også til at beskyde dem fra nært hold med deres spyd, og samtidig begyndte de at bombardere skibene på lang afstand med deres blider. Og her var det nok klogest at komme af vejen og ikke blive ramt af deres vældige kast. Men det var ikke nemt at undgå faren når kæmpemæssige kampesten regnede ned mod de tæt sammenstuvede skibe. Det gjaldt om at vende og dreje sig for at undvige dem, for rustninger gav ingen beskyttelse over for den beskydning.
6,3 Absalon var trådt midt frem i skibet, hvor han ustandselig måtte dukke sig til siden for at undgå det tunge kasteskyts. En barbar der tilfældigvis kom ud foran fæstningsværkerne, genkendte ham på hans skjoldmærke og gav med hånden blideskytterne tegn om at de skulle sigte på ham. Da nu en eller anden spurgte Absalon om han havde lagt mærke til hvordan barbaren havde udpeget ham, svarede han at han nok bekymrede sig meget for hans sikkerhed – hvilket var en spydighed der gjaldt både fjenden og manden med det gode råd. Det kan man vist kalde koldblodighed, skulle jeg mene: at spøge med risikoen når man befinder sig i direkte livsfare! Men sådan var det: i farens stund fik man netop de klareste beviser på mandens tapperhed og uforstyrrelige ro.
6,4 Da de ikke kom nogen vegne med stormløbet, udtænkte Esbern en helt ny måde at angribe byen på: De fandt et usædvanlig stort skib, fyldte det op med forskelligt brændbart materiale og lod det drive for vinden ind mod de let antændelige bymure. Men skibet stødte imod en af de skjulte pæle under vandet og brændte op for sig selv uden at gøre nogen skade på folkene i byen. Og sådan gik det til at en lille pind kom til at spænde ben for store forhåbninger om sejr, og et ubetydeligt tilfælde frelste fjenden fra truende undergang.
6,5 Senere udtænkte Bugislav en lusket plan for at hævne alle ydmygelserne: Han lod som om han ville slutte fred og anmodede gennem udsendinge Absalon om et møde, hvorefter han troppede op på det aftalte sted med et kæmpemæssigt følge af ryttere. Absalon mødte frem med to skibe, og så snart han var kommet, bad Bugislav ham stige i land, for som han sagde: det var mere praktisk at føre forhandlinger i et telt end på et skib. Absalon indvilligede og skulle lige til at gå fra borde da det lykkedes en fornem nordmand ved navn Erling at holde ham tilbage ved at fortælle om en uhyggelig drøm han havde haft, og som efter hans mening betød at Absalon sandsynligvis ville falde i et baghold hvis han betroede sit liv til fjenden. Absalon tog hans ord som et mirakel, et tegn fra Gud, så da Bugislav nu kaldte på ham, svarede han at det ikke var passende at den fornemste opsøgte den mindre fornemme, og at en biskop stod højere i rang end en hertug. Og derved lykkedes det ham på en gang at håne sin modstander for hans ringe magt og undgå hans fælde.
Men Bugislav undskyldte sig med at der var for lidt plads på et skib, og skyndte sig væk – hvilket var det samme som at afsløre at han ikke havde rent mel i posen. For ellers plejede han at være villig nok til at komme ombord på Absalons skib, men denne gang holdt han sig, af bar befippelse og dårlig samvittighed, langt væk fra det som om det var et uheldssvangert sted at opholde sig. Absalon glædede sig over at han havde valgt at betro sit liv til drømmen og ikke til fjenden, og vendte tilbage til flåden.
6,6 Vores hær havde nu sat sig for at plyndre området, for de mente det var bedre at hærge alle landområderne end at indtage en enkelt by. Men undervejs sad de fast på det snævre stykke hvor de skulle passere broen, og her blev de angrebet af mændene fra byen i en sværm af småbåde. De blev nu hurtigt slået tilbage af de bueskytter som Absalon og kongen sendte ud mod dem, men for bedre at kunne genere vores flåde sprang de nu ind på det faste land, hvor de gav sig til at overdænge vores folk med spyd og ikke mindst med tilråb: de sjoflede dem til på det groveste og hånede dem som krystere og svæklinge som om de allerede var besejret.
Da resten af byens befolkning så det, sprang de alle sammen i deres både – også selv om det betød at de måtte forlade deres post oppe på volden – og sejlede over til bredden for at plyndre danskernes forladte boder. Men dem havde danskerne faktisk stukket ild til da de forlod dem, og røgen gjorde at de ikke kunne se det danske rytteri der stod inde på land og ventede på at flåden skulle komme over. Det kom derfor som et chok for dem da rytterne pludselig sprængte frem mod dem. Nogle flygtede tilbage til bådene, andre blev hugget ned ved bredden eller druknede i floden. De der forsøgte at svømme, blev dræbt af bueskytterne, og de der kom i bådene, kæntrede og fik dermed deres fortjente straf for at have hånet danskerne. Og sådan kunne Wolgasts beboere, der kort forinden uden grund havde hujet hånligt ad vores folk, nu kun græde over deres egne landsmænds ynkelige endeligt da de blev dræbt for øjnene af dem.
6,7 Så snart indbyggerne i Osna hørte hvad der var sket, fik de i huj og hast alle huse uden for voldene brændt af for at modstanderne ikke skulle benytte dem til at sætte ild til bymuren. Så ved frivilligt at berøve sig selv deres boliger skænkede de til gengæld byen betragtelig beskyttelse, og jo færre huse de havde, jo sikrere bymure fik de. Landet udenom hærgede kongen. Det var også ham der bestemte at Absalon skulle indtage området omkring Julin og fæstningerne ved Swinemünde. Absalon sendte sin bror Esbern i forvejen til Swinemünde med en del af den flåde han havde fået stillet til sin rådighed, for – hvis han havde mulighed for det – at indtage fæstningerne, og ellers afskære besætningernes flugtveje så de ikke kunne komme tilbage til Julin. Men da Esbern ankom, stod portene på vid gab. Mandskabet havde tydeligvis i al hemmelighed sørget for at rømme stedet inden fjenden nåede frem. Begge fæstningerne blev så stukket i brand. Absalon havde i mellemtiden gjort det af med julinerne, og da han blev klar over hvad der var sket, fordi han kunne se røgen i det fjerne, men også fordi hans mænd kom tilbage derudefra og kunne bekræfte det hele, vendte han tilbage til kongen, godt tilfreds med at broderens indsats havde sparet ham for en stor del af besværet.
6,8 Da det nu gik op for kongen at det ville blive svært at indtage de byer der havde rigelige forråd, og at det kun var tomme bygninger han brændte af, besluttede han sig for at vende hjem, men komme igen når høsten var overstået, for at ødelægge fulde lader i stedet for de øde og forladte gårde han hidtil havde overfaldet. Han var træt, ikke kun af anstrengelserne for at erobre befæstede byer, men også af at brænde tomme bygninger, og da han nåede frem til floden Swine, hvor han ville udskibe ledingshæren, gav han ordre om at ruinerne af de nedbrændte fæstninger skulle jævnes med jorden, og for at sikre sig at alle forsvarsværker på stedet var fjernet, fik han ligefrem fundamentstenene gravet op og kastet i havet, til trods for at de stadig var så varme efter branden at man dårligt kunne røre ved dem. Da det arbejde var tilendebragt, var togtet det også.
7,1 Efteråret tilbragte han derhjemme, men derefter mobiliserede han tolv tusind krigere fra Rügen og marcherede tværs gennem landskabet Tribsees, som lå under hans herredømme. Derefter krydsede han de lavtliggende sumpe ved Circipen – for ikke at stå tilbage for sin fars militære bedrifter – og nåede frem til borgen Lübchin. Den lod han nu ligge, for han havde bestemt sig for at gå imod Demmin, og undervejs kom han til en landsby hvor det flød med drikkevarer, for barbarerne dér på stedet sad fuldkommen ubekymret og festede og tænkte ikke et øjeblik på faren for et fjendtligt angreb. Det er næsten ikke til at forestille sig hvor fordrukne de mennesker har været i fredstid, når de ikke engang nu hvor fjenden stod for døren, kunne modstå drikkeriets fristelser og lade være med at undergrave deres egen slagkraft med druk.
7,2 Herefter vendte vores folk om og satte kursen tilbage mod skibene, og undervejs blev de danske styrker sendt af sted i forskellige retninger for at plyndre og afbrænde hele området. De lange afstande havde nemlig fået kongen til at ombestemme sig og afblæse angrebet på Demmin. Selv havde han kun tredive mand med sig da han fra en af sine hirdmænd fik rapport om en kolossal styrke af barbarer der holdt vagt ved en rig landsby. Han sendte så Absalon, der tilfældigvis på det tidspunkt red under hans fane, af sted med halvdelen af de ryttere han havde, for at hjælpe deres kammerater. Absalon gjorde som kongen befalede, og for at skjule hvor få de var, gav han krigerne ordre til at rykke frem i spredt orden så de lignede en større styrke i uorganiserede kolonner. Samtidig sørgede han for at de fór meget voldsomt frem for at man skulle tro at der kom flere bagefter.
7,3 Barbarerne havde forladt landsbyen og slået lejr ude i skoven, og da Absalon nu fik set på dem, konstaterede han at hans folk var dem langt underlegne i styrke. Han ville derfor give indtryk af at der var flere styrker på vej, og gav en række af sine mænd ordre om af snige sig uset væk for så straks efter at komme igen åbenlyst, og det lod han dem gøre den ene gang efter den anden. På den måde kom det til at se ud som om han lidt efter lidt fik forstærkninger frem. Men da han ikke havde mandskab til at bære byttet væk, fik han alle byens rigdomme dynget sammen i et stort bål og brændt af, og sådan overgav han altså til flammerne hvad han ikke selv havde mulighed for at udnytte – også selv om det var med blødende hjerte at de mænd der tog sig af afbrændingen, så så mange penge gå op i røg. Så snart det var fra hånden, vendte han tilbage til kongen.
7,4 Kongen havde overnattet i nærheden af Lübchin, og da han havde ødelagt hvad der var tilbage af landsbyer, satte han rygboerne til at anlægge en vej tværs over det sumpområde han havde haft så stort besvær med at passere på udvejen. Så marcherede han uden større besvær tilbage gennem sumpene, gik om bord i skibene og sejlede videre til en havn lige i nærheden af floden Peene. Her blev han generet af et langvarigt og voldsomt uvejr, men da Bugislav sendte en delegation over til ham for at bede om fred, afviste han ham, på trods af at han nu var nødsaget til at afblæse togtet fordi forsyningerne var ved at slippe op.
8,1 Efter at have tilbragt vinteren derhjemme vendte han tilbage med en stor ledingshær, sejlede op ad Swine og hærgede Grotzvin. Ved den lejlighed hørte Jarimar fjendernes hornsignaler, men da han ville underrette kongen om at angrebet var på vej, forbød Absalon ham at gøre det før de var inden for synsvidde. Jarimar udtalte så at det var noget af et dilemma han var kommet i, for hvis han tav, og hans kammerater kom i knibe, ville de beskylde ham for uforsigtighed, men hvis han alarmerede dem for tidligt, risikerede han at blive kaldt en kryster. En forhastet rapport var vanærende, men en forsinket var sløseri.
8,2 Danskerne var ikke tilfredse med det bytte de havde fået dér på egnen, og følte sig lokket af rygterne om Pommerns rigdomme, som efter sigende var både kolossale og urørte. Ingen af dem havde nogen betænkeligheder ved at kaste sig ud i så langt et togt selv om de fik at vide at det ville blive en hård tur, hvor de måtte gennem øde områder og risikerede at komme til at sulte, for begejstringen for bytte opvejede frygten for farer. Efter hvad man sagde, var befolkningen ukrigerisk, og hverken fæstninger eller våben havde man meget af dér i landet. Og eftersom vores folk var vant til at have held med det de satte sig for, blev de besat af en brændende trang til at fortsætte – de gode erfaringer fra alle deres tidligere vellykkede operationer gav dem jo heller ikke megen grund til at tro at de ville blive skuffet denne gang. Men undervejs slap foderet op, og ikke alene hestene, men også fodfolket, der måtte slæbe de tunge forsyninger, blev tappet for kræfter under de stadige anstrengelser. Alt dette fik dem til sidst til at vende om og sejle tilbage til Julin med flåden.
8,3 Her besluttede kongen sig for at foretage et overraskelsesangreb på Kammin. Han ville hellere snige sig ind på byen end storme den åbenlyst og satte derfor stedkendte førere til at lede hæren ad en uhyre vanskelig rute gennem ukendte og uvejsomme skovområder. Mens alle andre fór vild, fandt sjællænderne og skåningerne, der stod under kommando af Alexander (Absalons søstersøn), med hjælp fra deres rygiske vejvisere den korteste vej lige til Kammin. Og de ville også have indtaget byen hvis ikke de selv var kommet til at advare beboerne ved at tænde ild.
Tilfældigvis befandt Bugislav sig på det tidspunkt netop dér i byen, og da han så hvor få de var, bestemte han sig for at gøre udfald imod dem. Men Esbern, der havde stor erfaring med den slags, rådede dem til at flygte på skrømt for at lokke fjenderne så langt væk fra byen som muligt. I lang tid forfulgte Bugislav de flygtende, men til sidst gik det op for ham at det var en fælde, og han kaldte sine spredte tropper tilbage i geledderne og gav dem en alvorlig overhaling fordi de var styrtet ud af byen på den forkastelige måde.
8,4 Da Esbern så det, lod han spilfægteriet falde og vendte tropperne til modangreb, med det resultat at Bugislav af bar skræk sprang af hesten og løb for livet ind bag volden igen for at redde sig med sine hurtige fødder når han nu ikke stolede på sine våben eller sin rappe hest. Alexander førte sin fane frem mod byens porte og mødte ingen modstand, ikke en sjæl, for fjenderne var så rystende angste at de end ikke kunne tage sig sammen til at forsvare indgangen til deres by. De unge danskere lod sig dog nøje med æren og trak sig lidt efter lidt tilbage til deres egne rækker frem for at udfordre byen yderligere: et blik på deres eget ringe antal lagde en dæmper på eventyrlysten.
8,5 Efter dette angreb fra de unge mænds side kom kongen til med resten af hæren, og tæt inde under murene steg han af hesten for at besigtige stedet nøjere og danne sig et indtryk af mulighederne for at storme byen. Så steg han igen i sadlen og fordelte fanerne i ring om volden, men i det samme kom en flok kanniker ud til ham i højtidelig procession med deres hellige symboler og barfodede som tegn på deres dybt nedbøjede og sønderknuste sind. De faldt på knæ og bad ham, for hans hellige farfars skyld, om at skåne deres kirker – bønfaldt ham om ikke at lade samme ild fortære både Guds og menneskenes boliger, ikke at fare så grusomt frem mod fjenden at han raserede kirkens bygninger, og ikke besudle alle sine forfædres og alle sine egne vældige fortjenester med en modbydelig forbrydelse. Derpå tilføjede de at Bugislav forlangte frit lejde så han uden fare kunne opsøge kongen.
Knud svarede at det ikke var Gud, men mennesker han agtede at angribe, og at den krig han stod for at udkæmpe, ikke alene var retfærdig, men også højt hævet over helligbrøde. Men de indvendte at hvis han brændte den del af byen der lå uden for voldene, ville ilden tage de kirker med der lå imellem de dødeliges boliger. Han opgav så sin vrede for deres bønners skyld og valgte at lade fjendens huse i fred frem for at øve samme vold mod Guds som mod menneskenes huse. Kannikerne frydede sig over at kongen havde bøjet sig for deres bønner og skånet byen, takkede ham for hans nådige gestus og gik derfra fyldt af en jublende glæde, som de sammen gav udtryk i salmesang.
8,6 Da Bugislav havde fået den garanti han bad om, opsøgte han Absalon og bad om et møde den følgende dag med både ham og Jarimar, for netop de to kendte han fra så mange tidligere drøftelser som imødekommende mennesker, og derfor ville han gerne bruge dem som fredsmæglere over for kongen. Men Absalon var mere tilbøjelig til at tro at han havde skumle bagtanker, end at han mente det ærligt, så han afslog at skride ind og forhindre at egnen blev hærget og brændt. Ellers ville det jo virke som om de havde rejst hele den lange vej under falske forudsætninger. Bugislav erklærede at han ikke havde nogen ejendom uden for byens mure, og bad kun om at de skånede kirkerne og for deres skyld også nabohusene. Og den bøn havde han dårligt fremsat før Absalon lovede at opfylde den. Resten af dagen gik med grådige plyndringer i landsbyerne.
Hårdt presset af de mange farer der omgav ham, holdt Bugislav sit løfte og mødte op igen til den aftalte tid. Absalon og Jarimar gav ham hånden og førte ham til kongen, hvor han gik ind på at betale en kolossal sum i bøde og ikke kunne opnå fred på andre betingelser end at han for fremtiden skulle bestyre sit fyrstedømme som et len fra den danske konges hånd, og ikke som hidtil i kraft af sin arveret – og altså bytte frihed ud med slaveri – og at han betalte den samme skat til kongen som rygboerne. Denne aftale lovede han at bekræfte med gidser, og derpå forlod han igen kongen, fulgt af de samme mænd som havde ledsaget ham derhen.
8,7 For nu ikke at lade ham gå helt uden hædersbevisninger, holdt Absalon et gilde for ham og hans venner. Her tog han alt for voldsomt for sig af de våde varer, og han drak sig i den grad fra sans og samling at han ikke virkede rigtig velforvaret. I sin fuldskab glemte han alt om sin tabte højhed, og i stedet for at klynke over sin trældom sad han og frydede sig over sin frihed. Da han til sidst havde fået så meget indenbords at han hverken kunne høre eller se, blev han sat i land fra skibet og lagt ind i et telt, og Absalon satte fyrre bevæbnede mænd til at holde vagt ved indgangen natten over. For danskerne har altid behandlet deres gæster med stor omsorg og vogtet over deres sikkerhed som var det deres egen. Den gestus satte Bugislav i så stor gæld til Absalon at han begyndte at virke for en forsonlig stemning mellem vendere og danskere og derved ydede Absalon den tak hans indsats berettigede ham til. Da han vågnede om morgenen og fik øje på vagterne, priste han danskerne for deres pålidelighed og erklærede i de mest velvalgte rosende vendinger at han følte større fryd ved den venlighed han mødte hos Absalon, end bitterhed over at have mistet sit rige.
8,8 Han blev så bragt tilbage til det sted hvor hans krigere ventede på ham, og den følgende dag kom han igen med alle de fornemste vendiske stormænd, kastede sig med hustru og børn ydmygt på knæ for kongen og bønfaldt ham om tilgivelse for sit årelange oprør, hvorefter han udleverede en del af gidslerne og afgav løfte om de øvrige, og uden at rødme modtog sin fars og farfars rige som len så han for fremtiden skulle eje sin egen fædrenearv på en fremmeds nåde.
8,9 Kongen fik medfølelse med denne fyrste der var kommet så galt af sted. Han mente at han var straffet hårdt nok nu, og ville hellere behandle hans rige som et len end lægge beslag på det selv, og omsider rejste han ham så op. Desuden tog kongen hensyn til Bugislavs sønner, der var hans egne slægtninge på mødrene side.
Sådan fik Knud uden større sværdslag det herredømme over Venden som Valdemar, trods ihærdige anstrengelser, aldrig havde opnået. Og således overgik hans krigslykke selv hans fars. I netop det øjeblik tørnede vældige skymasser sammen på himlen, og tordenen brød løs med et brag der nær skræmte livet af begge folkeslag. Folk der forstod at tyde den slags, tog dette som et varsel om det vendiske riges undergang.
8,10 Bugislav, der nu havde fået overvældende beviser på kongens pålidelighed, glemte aldrig hvad han havde gjort for ham, og viste det ved lige til sine sidste dage at fastholde en ubrydelig troskab. Ja, da han var angrebet af sin sidste sygdom og lå på sit dødsleje, samlede han sine venner om sig og fik dem til at sværge på at de ville bringe hans hustru og børn til kongen og lade ham dele riget mellem de umyndige børn. Og hvad kongen bestemte, skulle de overholde ligesom en testamentarisk bestemmelse, for, erklærede han, danskernes ærlighed tvivlede han ikke et øjeblik på, den havde han fået så mange storslåede beviser på. Den store mand havde nemlig ikke glemt hvor rigt et udbytte Rügens befolkning havde skabt sig ved at hæge om deres urokkelige venskab med danskerne.