© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.119.0
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
1,1 Senere besluttede kongen sig for endnu et felttog mod venderne, for han havde stadig ikke fået sin fulde hævn over de folk der havde røvet hans ejendom. Nørrejyderne gav han besked på at blive hjemme denne gang, men sønderjyderne kom undervejs ind i et voldsomt stormvejr, hvor biskop Frederik af Slesvig, dette forbilledligt retskafne menneske, for fulde sejl gik op mod de voldsomme vindstød i en søndenvind der dårligt tillod sejlads overhovedet, mistede roret og omkom sammen med næsten alle sine mænd, hvilket var et hårdt slag for den udkommanderede flåde, der sørgede dybt over ham. Hans død blev ikke mindre sørgelig af at mens hans kammeraters lig blev fundet uden videre, blev hans som det eneste, trods en omhyggelig eftersøgning, ikke fundet før ved pinsetid. På det tidspunkt skyllede det op på Sjællands kyst, og da man fandt det, var det hverken ubehageligt at lugte til eller grimt at se på, så åbenbart var det overhovedet ikke gået i forrådnelse. Denne uskadte tilstand var, vil jeg tro, et guddommeligt vidnesbyrd om hans hellighed. Lige så stor ærefrygt måtte det vække at han lod sine venner lede forgæves og netop ønskede at hans lig skulle blive fundet på denne dag, som en hyldest til den helligdag som han altid selv havde fejret med særlig andagt. Men Absalons sorg og klage ved denne lejlighed var iøjnefaldende, for det var en af hans nærmeste venner der var gået bort.
1,2 Kongen stødte til sine tropper på Falster og sammenkaldte så de ledende mænd til møde. Her sagde han at han ikke selv havde tænkt sig at udfordre store fjendtlige troppestyrker med den lille flok han havde, eftersom han kun havde to muligheder når han gik i krig: at vinde hele æren eller at stå med hele skammen. Derfor foretrak han at overlade kommandoen over togtet til Absalon og til sin søn Knud, for hvis de slap godt fra det, ville de i det mindste få en smule hæder ud af det, og hvis det gik skævt for dem, ville kritikken ikke blive for voldsom. De to skyndte sig at adlyde ordren, og sammen med så stor en hjælpeflåde fra Rügen som man i en fart kunne mønstre, sejlede de uden afbrydelser direkte til Ostrusna for at kunne angribe fjenden lige så hurtigt som dristigt. Og overfaldet blev holdt så godt skjult og kom så uventet at det lykkedes dem at tage venderne på sengen og gøre det af med de fleste af dem i deres hjem – de kunne såmænd have nået at hærge hele området inden folk anede uråd, hvis ikke de var blevet røbet af nogle fæhoveder der satte ild til.
Ved den lejlighed var der to vendere der forsøgte at slippe væk i en båd. Jarimar fik ram på den ene med sit spyd, og den anden ville hævne sig, men da det gik op for ham at det var rygboernes fyrste han sigtede på, kastede han slukøret spydet fra sig og stak af. Så stor respekt har dette folk for højtstående mænd.
1,3 I mellemtiden var flåden sejlet op ad floden Peene, hvor de beslaglagde de heste de fandt på engene, og fortsatte helt op til Wolgast. Her rev de broen ned, og da de havde ryddet floden for alt hvad der kunne hindre passage, kastede de anker tæt op ad murene, mens folkene inde i byen baksede med deres blider, som de ikke havde fået gjort klar endnu. Flåden ville hellere bruge tiden på at sejle end på en kedsommelig belejring og kastede sig ud i så spredte og uberegnelige krigshandlinger at fjenderne blev fuldkommen forvirrede og ikke anede hvor de havde mest behov for at forsvare sig. De undgik nemlig de steder hvor de kunne møde fjenden, og holdt sig til de områder hvor der ingen forsvarere var – og når fjenden så flyttede deres tropper derhen, trak de sig med vilje væk igen og hen til andre områder hvor forsvaret manglede. Og for at holde sig i gang uafbrudt lod de fodfolkene tage årerne om natten og sove om dagen mens rytteriet omvendt hvilede ud om natten og tog deres tørn med kamphandlingerne om dagen.
1,4 Over for den form for strejftog kunne Bugislav og Kazimar godt se at de ikke kom nogen vegne med våbenmagt, og da det efterhånden gik op for dem at vores folk – nok så meget ved deres bevægelighed som ved deres styrke – var godt på vej til at lægge hele deres land øde, besluttede de sig for at købe sig fred og handle sig til venskab med dem når de nu ikke kunne holde dem stangen militært. De opsøgte derfor danskerne og erkendte at de havde mødt deres overmænd, men lod samtidig som om de ikke så noget problem i at miste deres nuværende land og i stedet havde tænkt sig at slå sig ned i de vældige øde områder i Pommern. Ved de ord slog Niels Falstring en høj latter op og sagde at de ikke tog sig særlig godt af deres fædreland når de lod sig tvinge til at afstå kystegnene til danskerne og det indre af landet til polakkerne og agere kastebold mellem deres naboer. Ved den bemærkning kom de i tanke om at de burde tage hensyn til deres eget lands sikkerhed, og i stedet tilbød de nu Absalon, som den der havde kommandoen over felttoget, hundrede mark penge og Knud det samme beløb, og samtidig lovede de at frigive de diplomater de havde taget til fange, og at udbetale to tusind mark i erstatning for de plyndringer de havde udsat kongen for.
1,5 Det ville Absalon ikke umiddelbart svare på. Han trak stormændene til side og fortalte dem at fjenden havde givet et tilbud som det ville være risikabelt, om end belejligt, for landet at tage imod, og som det ville være mere hensigtsmæssigt, men ikke videre populært, at afslå. En sådan aftale, der sikrede kongen penge, befolkningen fred og fangerne friheden, ville ganske vist gøre dem meget populære, men næppe være særlig nyttig. Til gengæld ville det være yderst fordelagtigt at lade som ingenting og fortsætte krigshandlingerne. For netop nu var vendernes styrker så nedslidte at de ville være nødt til at overgive sig hvis de ikke fik en fredsaftale. Alligevel var han villig til at overlade det til sine mænd at afgøre om de foretrak krig eller fred, for det skulle nødig se ud som om han kun fulgte sine egne dumdristige planer uden at lytte til andres råd. De svarede at man skulle vælge den mulighed der ville gøre dem mest populære blandt befolkningen.
1,6 Det var hans kammeraters beslutning, og Absalon var tvunget til at rette sig efter den, men for at hans uventet hurtige tilbagekomst ikke skulle forskrække kongen, der gik derhjemme og ventede spændt, bad han Esbern sejle i forvejen og bringe ham de prægtige nyheder om hvad de havde udrettet. Men han blev holdt tilbage af stormvejr i nærheden af Hiddensee, og vejret nåede ikke at forbedre sig så han kunne komme af sted igen, før Absalon havde taget imod gidslerne og selv var på vej med den samme medvind. Esbern sejlede nu hårdt til for at komme først, og da kongen, som var ude på jagt, fik øje på ham, i fuld fart med flåden efter sig, undrede han sig og troede at hans flåde var slået på flugt. Men så snart Esbern havde fortalt ham det hele, forvandledes den ubegrundede bekymring til overstadig glæde, om end han måtte indrømme at krig havde været mere hensigtsmæssig end fred. Han holdt også et mægtigt gilde for Esbern og beværtede ham under stor munterhed. Den følgende dag sendte han flåden hjem, og ikke alene roste han mandskabet i høje toner, han viste dem også den ære at lade dem kysse sig.
2,1 Senere, da kongen på et tidspunkt opholdt sig i Jylland, udvalgte Knud og Karl sig en mere selvsikker end egentlig slagkraftig styrke og invaderede Halland i et forsøg på at hævne sig på deres fædreland for den landsforvisning som de selv havde skaffet sig på halsen med deres forbrydelse. De havde håbet at hallænderne ville stille sig på deres side, men de slog dem tværtimod tilbage, og i den situation valgte de døden frem for flugten, så de stillede sig i slagorden i nærheden af den skov der danner grænse mellem Halland og Götland. Her stod slaget, hvor de langtfra havde lykken på deres side, men måtte betale dyrt for at have udfordret deres eget fædreland. For Knud fik mange sår, blev taget til fange af bønderne og endte i det samme fængsel som Magnus – så han fik samme mand ved sin side i straf som i forbrydelse. Karl blev dødeligt såret og nåede kun et lille stykke bort før han opgav sin tapre ånd under træernes blide bladhang, lykkeligere i døden end hans bror blev det i livet. Deres arvegods overtog Valdemar efter den lov der fradømmer landsforrædere al ejendom, hvilket gav en uventet forøgelse af hans formue. Senere fandt de lokale beboere Karls forrådnede lig – et syn der kunne minde om at man ikke skal kaste vrag på sin egen lod af begær efter andres høje position.
3,1 Senere lykkedes det Henrik, ved at nægte at stille en hær til kejserens felttog mod italienerne, at fornærme ham så alvorligt at det truede med krig, og da det gik op for ham at han stod med et problem af en dimension som oversteg hvad han selv kunne magte, sendte han gentagne gange bud til Valdemar om at komme til møde, og denne gang gik han selv over broen, hvor han aldrig tidligere var gået længere end til midten, opfordrede ham indtrængende til at huske den ed de havde svoret hinanden, og plagede og bønfaldt ham om hjælp. Sådan kan nøden knægte hovmodet og modgang lægge bånd på indbildskheden. Hertil svarede kongen at han ikke var bundet af nogen ed der forpligtede ham til det, men for det venskabs skyld der længe havde været mellem dem, lovede han at hjælpe ham hvis Henrik ville rette sig efter hans råd.
3,2 Henrik var naturligvis meget interesseret i at høre hvad det var for råd, og Valdemar sagde så at selv om det i sig selv blev regnet for en vældig opgave at angribe en jordisk kejser, var det dog langt mere risikabelt at udfordre den himmelske hersker, der uden nogen hjælp fra menneskene, blot med et nik, kunne afgøre medgang og modgang blandt de dødelige. Henrik havde allerede i nogen tid krænket Gud ved at stjæle af bispernes ejendom, men hvis han var villig til at formilde ham igen ved at udbetale en passende erstatning, kunne han nok gøre sig håb om sejr – ellers ville det være aldeles overilet at forsøge sig med krig. Og hvis de to i fællesskab kastede sig ud i en krig uden at have Gud på deres side, ville det være det samme som i fællesskab at forære fjenden sejren. For der var ikke den ringeste tvivl om at enhver der vovede at sætte sig op mod Guds magt, ville finde sin egen magt skrøbelig og uholdbar. Altså var Valdemar ikke indstillet på at stille sig på hans side i en krig før han havde sonet sin synd, for alle kristnes kirke betød mere for ham end en enkelt mands venskab.
3,3 Henrik indrømmede at han havde presset store summer ud af bispernes ejendom i form af lensafgifter, men hvis han frivilligt afstod fra dem igen, ville han bringe sig selv til tiggerstaven, og så begejstret var han ikke for de glatbarberede skaldepander at han ville lægge større vægt på deres vrede end på sin egen ære og frivilligt undvære hele sin ejendom. På den anden side bad han kongen om at tie stille med sit afslag så det ikke slap ud til folket at han havde nægtet at hjælpe ham. Da han havde taget afsked med kongen, bildte han derfor sine krigere ind at han havde fået lovning på hans støtte, i håb om at de udsigter ville sætte mod i dem så de ikke gik over til kejseren.
3,4 Da danskerne havde forladt stedet, skete der et under, en uhørt og uforklarlig begivenhed. En nat myldrede mus i store mængder sammen langvejs fra, og med en ynkelig piben kastede de sig ud i Slien, hvor de alle druknede. Vinden drev dem tilbage, og om morgenen var stranden oversået med muselig. For egnens folk var det på en gang nyttigt og forunderligt, hvad det var mest, er ikke til at sige. Samme nat blev også Absalons tøj bidt i stykker af mus mens han sov, og det var et sikkert varsel om de ubehageligheder der ventede ham.
4,1 Så snart han var tilbage på Sjælland, kom der underretning om at der var uroligheder i Skåne: folket var raget uklar med stormændene og havde begyndt et åbent oprør mod kongens skatteopkrævere. En af dem, en mand ved navn Åge, der bestred et fornemt embede, var på landstinget i Lund blevet udsat for et uforskammet voldeligt overfald og var formodentlig blevet flået i småstykker af folkemasserne hvis han ikke havde bragt sig i sikkerhed i Skt. Laurentius' Kirke. Folkemængden var gået fuldkommen grassat, og det hele havde udviklet sig til et flammende bål som kun Absalon kunne slukke. Men han ville have lettere ved at slå optøjerne ned mens de stadig var i deres vorden, end når de var vokset til fuld styrke. Derfor var det helt nødvendigt at han skyndte sig til Skåne, hvis han var interesseret i at forsvare kongens interesser, som var ganske alvorligt truede.
4,2 Sune og Esbern, som han spurgte til råds om sagen, frarådede ham på det bestemteste at tage af sted og sagde at så vidt de havde forstået, var det stormændene der i hemmelighed havde rottet sig sammen om at ophidse befolkningen, ene og alene med det formål at bringe Absalon i fare. Men da udsendingene fra Skåne afviste at situationen kunne bringes under kontrol uden Absalons indgriben, svarede han at han ville tage af sted, så måtte det gå som det kunne, for hvis situationen krævede det, var han sågar villig til at sætte sit liv på spil for den konge som han skyldte så meget. Altså sendte han folk i forvejen for at kalde de skånske stormænd til ting i Lund og lovede selv at komme straks efter.
4,3 Og han satte da også ufortøvet over til Skåne for at sætte al den fasthed han som stormand kunne mønstre, op imod folkets vildskab. For folket var grebet af opstandens rasende brænding og fremsatte direkte oprørske, anklagende klager over den uretfærdige behandling landets befolkning var udsat for. Og da Thord rejste sig for at tale, forstyrrede de ham med så megen piften og hujen og vrede tilråb at han var nødt til at opgive. Heller ikke andre af dem der stod på kongens side, fik nogen chance for at tale, kun Absalon var de villige til at påhøre i stilhed. Men da det gik op for ham hvordan mængden larmede op med tåbelige tilråb og skældsord og nægtede at høre på fornuftige råd, besluttede han sig for at splitte forsamlingen op, og han gav ordre om at herredstingene skulle fordeles i tre hold, og meddelte at han her ville råde bod på alt hvad stormændene havde gjort forkert.
4,3 Derefter gav han Thord en overhaling for at have løjet for ham da han kaldte ham over til de her optøjer, som der jo næppe var nogen mulighed for lægge låg på. Men Thord påstod at deres vanvittige opførsel kom af at de var fulde, det fremgik også af at nogle af dem havde siddet og snorket under mødet. Derfor skulle man for fremtiden ikke holde ting i en by, men ude på det åbne land så drukkenboltene ikke havde anden mulighed end at holde sig ædru.
4,4 Absalon holdt først ting med sydskåningerne. Her lod han den kongelige statholder Peder Enarsøn, der af ren og skær misundelse havde været udsat for nogle lige så hidsige som grundløse anklager, tage plads ved siden af ham selv for at beskytte ham mod den slags bagvaskelse, for ved at sidde ved hans side i al sin værdighed kunne han sikre at hans ven ikke led overlast.
4,5 Den følgende dag gik med at komme til bunds i alle stridighederne. Punkt for punkt afgjorde Absalon hver eneste klage med pinlig retfærdighed, og da alle sagerne var færdigbehandlet efter lovens forskrifter, var folket begejstret og takkede ham for hans hjælp. Han drog så videre, men undervejs fik han et tip fra en af de lokale krigere om at nogen havde udsendt en oprørsproklamation af en art der havde sat befolkningen på den anden ende, og at de nu havde tænkt sig at holde ting ved Hvidkilde om fire dage.
Selv om Absalon havde Skånes mægtigste mænd i sit følge, sendte han nu bud efter Thord for at have alle rådgivere hos sig og fortalte ham om dette sidste nye rygte om folkets opstand. Thord talte om at man ikke skulle være for mistænksom og ikke skulle tro på sådan et rygte, og erklærede at der ikke var grund til at frygte noget som helst i den retning – mens de øvrige advarede ham om at gå forsigtigt til værks over for folkets voldsomme kræfter. Så meningerne var altså delte, men midt i al tvivlen var Absalon sikker, og han besluttede at tage til Sigøfdeø for at undersøge situationen nærmere.
4,6 Her fik han nu underretninger der bekræftede hvad han tidligere havde hørt, og eftersom det ikke så ud til at han selv uden risiko kunne stå frem over for befolkningen, der var aldeles ude af sig selv, besluttede han sig for at finde frem til nogle andre der kunne møde op på tinget og forsøge at glatte ud ved at love dem alle en fuldkommen retfærdig behandling. Men da det gik op for dem at folkemængdens ustyrlige raseri havde skabt fuldstændigt kaos, og at folk efterhånden var så uforskammede at de uden hæmninger væltede de værste skældsord ud over stormændene, tav de stille med deres ærinde – og ved på den måde at lægge større vægt på andres vanvid end på deres egen opgave som udsendinge gav de netop voldsom næring til oprøret. Men om de gjorde det af frygt eller af troløshed, var ikke til at sige.
En af dem, en kæmpestor mand ved navn Peder Lange, fik med nød og næppe ørenlyd – og erklærede så at selv om han var Absalons hirdmand, tog han ikke større hensyn til ham end til sine landsmænd, for folkets højhed måtte i hans øjne gå forud for biskoppens embede, og fællesskabet skyldte man større hengivenhed end en enkelt mand. Faktisk var han mere end villig til at følge folket, hvad de end foretog sig, og han ville ikke tøve det mindste med at forsvare deres truede og, om man så må sige, skibbrudne frihed – med våbenmagt om så skulle være.
4,7 Forsamlingen svarede at det var at holde folket for nar når Absalon og de andre stormænd, der altid havde flået og udbyttet almindelige folk, nu med vilje holdt sig væk fra tinget. Den udtalelse bifaldt hele forsamlingen med hujen og råben, hvorefter folkemængden sprang op med et vældigt bulder, greb deres våben og fór i alle retninger efter deres heste for at storme Absalons hus. I hastværket faldt det dem slet ikke ind at de nu angreb et hus hvis gavmildhed de gang på gang selv havde nydt godt af. De yngste af Absalons udsendinge var drevne nok til at undslippe de spyd og pile der haglede ned over dem fra alle sider, og nåede i huj og hast tilbage til Sigøfdeø for at fortælle hvad der var sket.
4,8 Det kom som et chok for Absalons krigere, der straks havde hver sin mening om hvordan de skulle forsvare sig: Nogle hentede de heste der gik ude på engene, andre samlede alle de vogne det var til at få fat på, og barrikaderede vadestedet ud til øen (som Absalon senere fik blokeret med en teglstensmur), og atter andre samlede slyngesten. En gruppe af de ældre krigere rådede nu Absalon til enten at indstille sig på en belejring eller gøre det af med den første bølge af angribere og så komme af vejen inden de helt store horder, som ingen kunne holde stand imod, nåede frem. Men Absalon sagde at han ikke kunne gå ind for nogen af delene, for det første havde han ikke de forråd der skulle til for at udholde en belejring, for det andet havde han ikke glemt at han skulle være en far for dem, ikke en forbryder. Han havde ikke i sinde at tilsøle den fred han var kommet hertil for at stifte, med menneskeblod, eller at forvandle sig fra from sjælehyrde til bestialsk drabsmand. Nej, han foretrak at splitte den første angrebsbølge uden at gøre dem skade, og uden blodsudgydelse, og de ville også være lette at slå på flugt eftersom de ikke havde nogen ledelse at støtte sig til.
4,9 Derpå forbød han sine krigere at lade nogen af bønderne lide overlast, hvorefter han, med korset foran sig skred frem mod deres fortrop, der stod opstillet på en høj i nærheden, og tvang dem til at søge tilbage i en nærliggende skov. Den mand der havde startet oprøret, blev pågrebet, og rytterne havde ikke glemt deres forholdsordrer, men nøjedes med at afvæbne ham, klæde ham nøgen og gennembanke ham. Men en af dem havde en lidt for kåd og vild hest der løb lige ind i de tætteste klynger af fjender i et sumpet område, hvor pøbelen stimlede sammen om ham og dræbte ham uden at hans kammerater vidste noget om det.
Absalon nøjedes altså med at afværge bøndernes angreb, og da der ikke umiddelbart var risiko for yderligere angreb, havde han fri bane til at vende tilbage til byen mens bønderne fik afløb for deres harme ved at plyndre øen med voldsom grådighed. Med ægte stormandssind valgte ærkebispen altså en lige så sikker som fredsommelig udvej: han valgte fromhed frem for grusomhed og holdt hånden over sin flok, for han fandt større ære og fortjeneste i uskyld og besindighed end i at hævne de overgreb han var blevet udsat for. For jo større afstand han lagde til vold og våbenbrug, jo nærmere kom han glorværdig fromhed.
4,10 Da så de mænd han havde sendt ud for at berolige tinget, kom tilbage, skældte han dem ud fordi de havde tilkaldt ham og anbragt ham, troskyldige menneske, i denne livsfarlige situation, og spurgte hvorfor i alverden de i deres budskab havde givet indtryk af at der ikke var den ringeste fare på færde, og derved trukket ham fuldkommen uforberedt og intetanende ind i så vanskelige problemer! De svarede at de ikke havde forestillet sig at det ville gå sådan, og undskyldte sig med at de havde været uforsigtige – det måtte de jo indrømme – hvorefter Absalon gav dem besked på at finde ud af hvad de nu skulle stille op, og komme med et godt råd der kunne gøre deres første fejl god igen. De svarede at de hverken havde våben eller mandskab, og at de derfor var nødt til at tage hjem efter begge dele, så skulle de nok komme igen dagen efter med bedre udrustning. Han selv måtte hellere finde sig et godt skjulested så længe, for ingen kunne klandre en mand for at vente på det rette øjeblik. Om det nu var noget de sagde af ondskab, eller fordi de ikke kunne finde på noget bedre, må være op til dem at afgøre der er villige til at høre hvad de videre foretog sig. Absalon svarede at han havde et mere værdigt sted at tage hen, nemlig sin borg på Sjælland, for han plejede ikke sådan at krybe i skjul. Noget så ydmygende ville han ikke være med til, så han sejlede sin vej i et skib som Thord stillede til rådighed for ham. Hans blændende berømmelse skulle ikke gemmes væk i en skummel krog, mente han, for han var sig ganske bevidst at det netop var storslåede heltegerninger der havde udbredt dens stråleglans over så mange lande.
4,11 Da han kom over til Sjælland, modtog han et brev fra Valdemar, der på det tidspunkt befandt sig på Samsø for at gå på jagt, med ordre om at komme over til ham for at tage sig af nogle vigtige statssager. Da han sammen med Sune og Esbern havde behandlet de forelagte sager med al den energi der krævedes, forelagde han til sidst kongen nyheden om optøjerne i Skåne, og han veg ikke tilbage for selv at fortælle om de ubehageligheder han personlig havde været ude for. Kongen blev rasende og truede med at henrette alle oprørerne, men Absalon fik dysset ham ned og talt fra den ide igen og rådede ham til at gemme sin hævntørst væk for en tid og i stedet i al venskabelighed indkalde de skånske stormænd til møde.
Da de rejste over til Fyn for at møde kongen, sørgede han for at behandle dem med udsøgt høviskhed på vejen. De ville så have ham til at bede kongen om at afskedige Sakse, Åge, Sune og Esbern, som alle stammede fra andre landsdele, fra deres embeder i Skåne, og erklærede at oprøret udelukkende skyldtes deres arrogante opførsel, og at hvis han sørgede for at overføre forvaltningen fra de udlændinge der havde den nu, til indfødte skåninger, ville det straks høre op. Absalon svarede at de åbenbart ikke kunne unde kongen hans magt eftersom de nu forsøgte at fratage ham retten til at uddele len som han selv ville! Personlig ville han hellere risikere pøbelens raseri end undergrave den magt som kongen gennem århundreder havde vundet sikker hævd på, ved at fremsætte så farlig en anmodning!
4,12 Til svar truede de med at slippe hele oprørets vanvid løs imod ham personlig, hvilket var et helt urimeligt overmodigt svar at give. Da kongen spurgte de samme mænd hvordan man bedst kunne få dæmpet gemytterne i Skåne, sagde de at et enkelt brev fra ham selv, med en passende, skønsom blanding af blide og barske ord, ville være nok til at gøre en ende på optøjerne.
4,13 Kongen fulgte deres opfordring og sendte det skånske folk et brev fyldt med trusler – hvilket kun gav ny næring til oprørets flammende bål. For befolkningen blev rasende over den hårde tone han anvendte i sin henvendelse, og lod deres vrede over hans modige skrivelse få frit løb ved officielt at ophæve enhver ret til at opkræve skatter. Også bispetienden afskaffede de, ligesom de gav præsterne lov til at gifte sig. Samtidig erklærede de bispestolen for nedlagt og proklamerede at de kunne klare sig med de gudstjenester præsterne holdt. Således satte de sig op mod både Gud og mennesker og forenede foragt for kongen med krænkelse af kirken.
4,14 Da kongen så at han ingen vegne kom med sine trusler, besluttede han sig for at bruge våbenmagt, og så snart høsten var overstået, satte han sine krigere over Sundet. Han satte kursen mod Helsingborg med en stor mængde skibe og gav Absalon ordre til at gå i land med bagtroppen. En stor menneskemængde var forsamlet dér på stedet i anledning af fiskesæsonen og havde slået et utal af boder op på stranden. Så snart de fik øje på Absalon, glemte de alt om fisk og fødevarer og huskede kun deres had til ham, og nu gav de sig til at samle sten på stranden og hvor de ellers kunne finde dem, for at bombardere hans skib når det lagde til – uden at tænke på at den mand de her drev væk fra Skåne, var den samme som havde gjort hver plet i Danmark til et sikkert sted at bo. En del viste ligefrem kongen den udsøgte hån at lade ham stå tilbage på tinget mens de selv styrtede ned til vandet for at deltage i den lige så hånlige modtagelse af biskoppen.
4,15 I skåninger, hvor er I dog et utaknemmeligt folkeslag! Et folk der i jeres rablende tankeløshed ikke skammer jer det mindste over at belønne den mand der har gjort så meget for jeres velfærd, med hån i stedet for tak. I et afsindigt anfald af uanstændighed forsøger I at forbyde jeres hyrdes og faders skib adgang til jeres land, til trods for at det netop er ham I kan takke for at I nu kan sejle sikkert hvor som helst, uden at frygte sørøvernes grusomheder, der så ofte før har plaget jer. Det er ham I i dette øjeblik nægter adgang til jeres strand – den mand hvis tapre krigerhjerte har sikret at I ikke selv for længst er blevet drevet bort fra jeres egne strande. Nu må I holde op med at nedgøre denne store og uangribelige mands indsats som om det var de groveste forbrydelser! Nu må I hurtigst muligt angre jeres brøde og sone den fejl I har begået med jeres urimelige underkendelse af dette store menneske!
4,16 Kongen havde heller ikke tålmodighed til at finde sig i deres uforskammetheder. Han kogte af arrigskab og råbte på heste og våben, men biskop Sven af Århus tog ham om livet og bønfaldt ham om ikke at slå hårdt ned på folket – hvad enten det så var fromhed eller frygt der fik ham til at vove det skridt. Men under alle omstændigheder havde kongen altid næret en glødende hengivenhed for Absalon, og for ham vejede denne vens vanskeligheder tungere end den andens omklamring og bønner. Så snart han kom ned til stranden, spillede de mænd der havde angrebet skibet, fuldstændig uskyldige, vendte tilbage til deres boder og overlod stranden til Absalon.
4,17 Her holdt han og kongen senere separate drøftelser med de skånske krigere. De skåninger som kongen spurgte til råds om hvordan man kunne lægge låg på oprøret, anbefalede at han fjernede Absalon og de andre udefrakommende der havde len i Skåne, dér fra landet. Der fandtes ikke noget mere effektivt middel til at gøre en ende på folkets vanvid end at få dem af vejen, sagde de, for oprøret var jo ikke rettet mod kongen, men mod disse mænd og deres helt igennem ondskabsfulde optræden. Den holdning fandt også støtte hos jyderne. Deres interesse i at fjerne Absalon skyldtes formodentlig dels deres modvilje mod tiende, som først for nylig var blevet indført i Skåne og Sjælland, dels nervøsitet fordi de ikke havde glemt slaget ved Fodevig.
Absalons egne hirdmænd, der anstillede en mere hæderlig vurdering, afviste forslaget på det bestemteste. De havde så mange venner og slægtninge i ryggen og kunne stille så stærke kampstyrker at de kunne føre Absalon sikkert og uhindret rundt i alle egne af Skåne uden nogen som helst hjælp fra kongens krigere, sagde de.
4,18 Men for at skaffe sig fred med befolkningen valgte kongen alligevel at se bort fra deres modige opfordringer til fordel for jydernes krysteragtige råd, så han kaldte Absalon til sig under fire øjne og mindede om hvor enige de altid havde været. De havde aldrig været så langt fra hinanden eller så stejle i deres vurderinger at de ikke i sidste ende kunne finde sammen. Derpå bad han ham om at opgive sin plan om at rejse videre ind i Skåne, og om ikke at skamme sig ved at vende tilbage til Sjælland – en gang imellem måtte man jo sætte det nyttige over det klædelige.
4,19 Hertil svarede Absalon at selv ikke i denne situation havde han tænkt sig at opgive den lydighed han altid havde overholdt: han agtede at følge kongens råd, også selv om han udmærket var klar over at hans fravær ville møde megen og særdeles hård og løgnagtig kritik. Kongen takkede ham overstrømmende for hans medgørlighed og bad om lov til at forstærke sit eget følge med hans ryttere. Da brast krigerne i gråd, i al deres trofaste hengivenhed, og erklærede at dette var en skammens dag, en dag hvor andres fejhed, ikke deres egen, havde trukket dem ned i den dybeste, mest uudslettelige skam og skændsel og tvunget dem til den vanære at svigte den mand de havde pligt til at tjene. Og dermed forlod de dybt nedbøjede Absalon og fulgte kongen.
4,20 Kongens møder med befolkningen blev både vanskelige og ubehagelige, for folk mødte overalt fuldt kampklædte frem for at tale deres sag, så deres indstilling stod at læse i deres ydre. Hver eneste dag bombarderede de Absalon med falske og uhyrlige anklager. Og når jyderne hørte det, gav de dem i al stilhed medhold og leverede deres logrende støtte til noget de burde have straffet med sværdet. Med dette pinagtige sleskeri gav de store mængder af ny næring til oprøret.
4,21 Da kongens forsyninger var sluppet op, og han var på vej til at forlade Skåne, gav han nogle udvalgte mænd fra folket ordre om at sejle over til Sjælland, dér hvor stranden har navn efter Helsingborg, for at forhandle sig til enighed med Absalon. Her mødtes Absalon så omsider med kongen, og han fremlagde nu talrige beviser for sin uskyld og gendrev punkt for punkt alle de løgne han uden at være til stede var blevet sværtet til med – og det med så ubestridelige og så velformulerede argumenter at han tvang sine anklagere til at erkende at det var dem der var de skyldige, og trygle ham om forladelse – og forvandlede sine anklagere til sine beundrere. Alle var umådeligt imponerede over hans veltalenhed, og adskillige af dem der var til stede, sagde at det var som om Herren selv talte gennem hans mund.
4,22 Ved afrejsen henviste de skånske udsendinge dog den endelige afgørelse til landets borgere og erklærede at de ikke var bemyndiget til at indgå en aftale på egen hånd uden deres lands godkendelse. Men selv ikke deres oprigtige anbefaling kunne overtale skåningerne til at opgive deres vanvittige oprør, for de betalte ikke deres bispetiende og foretog sig i det hele taget intet af det de havde pligt til over for kirken.
4,23 Dette var en uhørt stædig ugudelighed, og til det næste landemøde meddelte Absalon i et brev at samtlige kirker i Skåne skulle lukkes som straf. Folket var i forvejen blevet advaret om dette dekret og samledes på det samme tidspunkt fuldt bevæbnet til ting lige uden for Skt. Laurentius' Kirke. Præsterne sendte to medlemmer af deres egen forsamling ud til tinget for at forelægge dem de strenge ordrer bispen havde udstedt, og de truede med at indstille alle hellige handlinger og ophøre med at læse messen hvis de stadig nægtede at betale tiende. Folket udvalgte så selv to mand til at overbringe de gejstlige en tilsvarende trussel.
4,24 Det svar de gav, var at det var folket, ikke biskoppen, der forsørgede præsterne, og det var folkets gaver og almisser der forsynede dem med deres daglige fornødenheder. Derfor havde de bare at forrette deres messer, eller også kunne de forlade landet som de utaknemmelige mennesker de var – og hvis de ikke gjorde nogen af delene, ville de ikke alene få konfiskeret hele deres formue, men også blive straffet på liv og lemmer.
4,25 Hertil svarede de gejstlige uden den mindste vaklen at hverken angst for døden eller bekymring for fattigdom skulle afholde dem fra at føre deres biskops befaling ud i livet. Over for så from og gudfrygtig en standhaftighed fra de gejstliges side måtte folket bøje sig, og de slog nu om fra trusler til bønner og bad om at forbudet ikke blev sat i kraft før de havde haft lejlighed til at tale med Absalon. Sagen var at de var bange for at fremkalde en borgerkrig hvis de insisterede på at straffe præsterne, der jo var lige så fornemme som dem selv. For ganske vist var der både fremmede og indfødte blandt dem der besad præsteembeder i Skåne, men de viste langt større ærbødighed for de indfødte. Resultatet var at de to stænder blev enige om at sende en delegation af sted for at forlange en udsættelse af den retfærdige straf. Det fik de uden problemer Absalon til at bevillige, for han hældede mere mod mildhed end mod strenghed. Samtidig takkede han præsteforsamlingen mange gange for den standhaftighed den havde vist. Ikke desto mindre vedblev befolkningen, uden at tage sig det ringeste af hans venlige gestus, med åbenlyst at plyndre både kongens og ærkebiskoppens hirdmænds huse.
4,26 Da fasten nærmede sig, satte kongen over til Skåne ved overfartsstedet ved Helsingborg med en styrke bestående af hans egne hirdmænd og de sjællandske krigere, for fynboer og jyder havde han fået nok af sidste gang, hvor de kun havde pustet til ilden. Absalon skyndte sig til Lund for at passe sine pligter som ærkebiskop og tilse fremstillingen af den hellige salve. Her slappede han af sammen med kongen i nogle få dage inden han trak sig tilbage til et sted ude på landet lige i nærheden.
Den nyhed satte fart i den nordskånske befolkning og hallænderne. Som de plejer der på egnen, lod de en budstikke gå rundt, hvor de som et påskud for krig kaldte til kamp for friheden. Og på den måde lykkedes det dem at rejse en hær. Så vanvittige var de at de slet ikke kunne vente med at komme i kamp med kongen og forestillede sig at det var en smal sag at krydse klinger med den øverste herskers kampstyrker. Kongen kom tilbage fra den sydlige del af landet og mødte dem ved Dysjøbro, men da Absalon spurgte om han ikke kunne bruge stokke i stedet for våben, svarede han at det var mænd han skulle slås med, ikke hunde. Han handlede altså ikke i affekt eller hidsighed, men i et helt bevidst og yderst markant forsøg på at kalde sine overmodige undersåtter til orden og afskrække andre fra lignende dumdristige handlinger. Det var derfor han følte at han måtte anvende lidt af den strenghed han ellers afskyede, og tvinge sit ellers så blide sind til for en stund at lægge mildheden på hylden og optræde råt og hensynsløst.
4,27 Slaget kom til at stå ude på selve broen fordi begge parter var ivrige efter at komme først over. Kampens udfald var længe usikkert, for ved denne lejlighed kæmpede bønderne imponerende. Men da Absalons rytteri skød genvej over et vadested de ikke kendte til, og splittede deres slagorden, var sejren sikret på et øjeblik. Mange af bønderne blev hugget ned, og adskillige endte deres liv i åen, for de der undgik sværdet, fandt døden i vandet. Resten undslap ved flugt. Sådan ramte Himlens dom dette gemene slæng, og sådan fik de deres straf for deres ugudelige vanvid.
4,28 Kongen vendte så tilbage til Lund, men kun for at få at vide at en bevæbnet folkemængde nu nærmede sig fra det østlige Skåne – så han havde dårligt nået at besejre én hær, før han måtte tage sig af den næste også. Han fik det råd at han skulle skynde sig at slå til inden de nåede at forene alle deres styrker, men blev holdt tilbage et stykke tid af lundenserne, der krævede skattelettelser som betaling for at tjene i hæren. Og selv da de havde fået hvad de forlangte, nøjedes de med at rykke ud på det åbne land lige uden for byen. Længere nægtede de at følge ham, med den undskyldning at de var nødt til at forsvare deres by. Alt det betød at kongen var temmelig lang tid om at komme frem og møde fjenden.
Getungebro kaldes den bro hvor den bevæbnede folkemængde havde slået sig ned. De vanvittige masser havde samlet store dynger af sten for at spærre broen. Kongen vadede over åen et andet sted og besluttede at afgøre sagen ved sværdet.
4,29 Men folket var skræmt fra vid og sans – ikke så meget over at stå over for kongens hær som ved tanken om det uhyggelige nederlag deres kammerater netop havde lidt – og de sendte derfor nogle mænd over for at bede kongen trække sig tilbage til broen. Så lovede de til gengæld at nedlægge våbnene. Kongen lod sig overtale, og det var først og fremmest Absalons besindige ord om at det helst ikke skulle ende med et alt for stort blodbad på bønderne, der gjorde udslaget. Han rykkede så tilbage til broen, og her kastede oprørslederne sig ned for ham, rakte hænderne bønfaldende op mod hans knæ og lovede inderligt altid at være hans lydige tjenere. Og da der blev sat spørgsmålstegn ved om man kunne stole på det, svor de også en dyr ed på det. Dermed blev folkemængden sendt hver til sit, og kongen vendte tilbage til Lund.
4,30 Derpå rejste han rundt i hele Skåne og modtog gidsler fra folket. Men selv om befolkningen var medgørlig på de andre punkter nægtede de stadig hårdnakket at betale tiende. Kongen gjorde sig de største anstrengelser for at overtale Absalon til at opgive den, og sagde at man for alt i verden måtte undgå at det gik ham ligesom det var gået Knud af Odense dengang han forsøgte at indføre tienden. Men Absalon, der holdt på at det var mindst lige så beskæmmende som det var gudsbespottende, at skære ned på kirkens hævdvundne rettigheder, nægtede hårdnakket at gøre det, for som han sagde: selv om kongen støttede folkets holdning, skulle det ikke hindre ham i stadig at opkræve den tiende de skyldte ham, uden at han dermed skulle tvangsindlægge nogen anden til at dele risikoen med ham. Det sikreste for kongen ville altså være ikke at udtale sig om sagen så han ikke lagde sig ud med folket ved at støtte kirken. En sådan standhaftighed fra Absalons side, på en gang retfærdig og modig, aftvang kongen dyb respekt, og han bad ham så om, når han ikke ville eftergive tienden, i det mindste at udskyde opkrævningen. Senere hen kunne han så gennemføre det samme med lidt smidighed som ikke var muligt med magt. Den anmodning gik Absalon ind på, men med den bemærkning at han ikke i stedet for tienden ville vende tilbage til de indtægter tidligere ærkebisper havde haft, for det måtte ikke fremstå som om han så helt bort fra sin ret til tiende. Dette besindige løfte fra Absalons side gjorde ende på oprøret.
5,1 Senere viste kejseren sin store snedighed i et forsøg på at gøre det af med hertugen af Sachsen, for hvis han skulle gøre sig håb om at slå ham, mente han i lige så høj grad det var list som militær styrke der skulle til. Den han først og fremmest forsøgte sine kneb på, var Valdemar, som han mente ville være en sikker støtte for Henrik. Han sendte derfor en delegation op for at anmode om ægteskab mellem to af Valdemars døtre og to af hans egne sønner, af hvem han havde udset den ene som sin efterfølger på kejsertronen og udnævnt den anden til hertug af Schwaben. Det var dog ikke et alvorligt ment forsøg på at få sine børn gift, men noget han gjorde for at fratage sin modstander nogle af de allierede han var så velforsynet med. Jeg ved nu ikke om det ikke var lige så uforskammet som det var snedigt. For den mand han uden at blinke sendte en falsk anmodning om en familieforbindelse, var den samme som han tidligere havde lokket i en fælde for at tvinge ham til at sværge ham lensed.
5,2 Kongens venner gennemskuede bedrageriet og erklærede at anmodningen ikke bundede i noget ønske om ægteskab, men i had til Henrik. Men til trods for at det var en fuldkommen korrekt udlægning af kejserens kneb, måtte de bøje sig for dronningen, der satte stor prestige i den forbindelse med kejseren som hendes børns ægteskaber ville skabe. Da kongen spurgte hvor meget kejseren ville forlange af ham i medgift, sagde udsendingene at de ikke var klar over det. Det spørgsmål sendte de videre til kejseren selv. Han skrev tilbage at kongen hellere måtte komme ned til Lübeck, dér kunne de i ro og mag aftale det hele sammen. Den anmodning efterkom kongen.
5,3 I mellemtiden havde kejseren sat hele kejserrigets styrke ind på at knuse Henrik, og den ene efter den anden af Henriks byer overgav sig til ham. Baggrunden for at de svigtede Henrik, var ikke at de elskede kejseren, men snarere at de hadede Henrik. Han lod sig nemlig fuldstændig rive med af sin evige medgang og sit utrolige held, og som han sad der på lykkens tinde, kunne han overhovedet ikke forestille sig at noget kunne gå galt. Derfor havde han vænnet sig til at plage alle dem der måtte bøje nakken for hans tyranni, med et uhyrligt hensynsløst styre og en uudholdeligt grusom fremfærd, og behandle sine undersåtter lige så råt og brutalt som sine fjender. Det var altså ikke nederlag i felten, men mytteri blandt hans egne krigere der var årsagen til at han mistede sine styrker. Og efterhånden var holstenerne de eneste han kunne håbe på militær støtte fra, så nu forlod han Lübeck, bag hvis mure han ikke følte sig rigtig tryg, fik over hals og hoved samlet nogle skibe og begav sig dybt ind i Stormarn, det sidste tilflugtssted han havde tilbage.
5,4 Greven dér i landet, Adolf, var vokset op ved Henriks hof og var altid blevet overstrømmende venligt behandlet. Både naturen og heldet havde været med ham, og Henrik havde endda vist ham den store ære at optage ham i ridderstanden, men nu betalte han ham tilbage for den fine uddannelse med den lumpne belønning at være den første af alle hans lensmænd der vanærede sig selv med betegnelsen forræder.
Senere bemandede kejseren de skibe han skulle bruge til at krydse Elben, med bueskytter og slyngekastere og sendte dem ned ad floden. Og Henrik havde lige så travlt med at samle en flåde og bemande den med en flok udsøgte krigere for at kunne hindre kejseren i at komme over. Men da Henriks folk fik øje på den kolossale sværm af fjendtlige skibe, blev de skræmt fra vid og sans over hvor mange de var, opgav deres forehavende og flygtede så kejseren uhindret kunne sejle over.
5,5 Han påbegyndte nu en belejring af Lübeck, og da han var temmelig nervøs for brødrene Bugislav og Kazimars styrker, sendte han en delegation med hemmelige instrukser til hver af dem og lovede dem øget magt og hæder og tilbød at ophøje deres indtil da så uanselige og ugloriøse lande til hertugdømmer under ham selv. Efter alle de overgreb de havde været udsat for fra Henriks side, tog de begejstret imod kejserens tilbud, uden at fatte at det de fik stillet i udsigt under betegnelsen len, i virkeligheden var slaveriets ydmygende åg.
5,6 I mellemtiden ankom Valdemar til Lübeck med en flåde der var mere prægtigt udstyret end stærkt bevæbnet. Han blev modtaget af tyske riddere, der takkede ham overstrømmende for at han var kommet, og bad ham sejle videre op ad floden så langt han kunne komme, så han kom så nær ved kejseren som muligt. Det gjorde han så, og da der næste dag kom en delegation og spurgte om han gerne ville have at kejseren kom ham i møde på halvvejen, svarede han at han hellere ville opsøge ham i hans egen lejr, for han mente ikke der var nogen grund til at det romerske riges hersker skulle have ulejlighed for så lidt.
Kejserens modtagelse af Valdemar blev præcis lige så listig som Valdemars besøg hos ham beskedent. Først viste han ham sin respekt med høviske kys og omfavnelser, derpå greb han ærbødigt hans højre hånd, lagde sin kappe og førte ham tværs gennem lejren mens han agerede herold for sig selv og befalede alle at træde til side. Han måtte ligefrem opgive at bruge sit telt, for det var brudt sammen under presset fra de mængder af mennesker der strømmede til for at få et glimt af kongen, og i stedet gik han ud på den åbne mark, hvor han for at dæmpe trængslen løftede sit scepter og så højt han kunne, råbte at de alle skulle sætte sig ned dér hvor de stod.
5,7 Valdemar tog, om man så må sige, konkurrencen op og bestræbte sig på at være lige så beskeden som kejseren var nådig. Han svarede derfor at han havde tænkt sig at vente på sin egen stol, for hvis han fulgte opfordringen, kunne det se ud som om han tiltog sig en ære der ikke tilkom ham, ved at sætte sig på kejsertronen. De ærværdige høje herrer kom ikke til at sidde i rækkefølge efter rang og med passende afstand, men måtte tage plads der hvor trængslen og skubberiet tilfældigvis havde anbragt dem, så det blev tilfældet og ikke titlerne der fordelte pladserne. Her kunne man så høre tyskerne tale beundrende om kongens skikkelse og kropsbygning. Og så forhippede var de efter at se ham at de der sad for lavt til at kunne se noget, kravlede op på skuldrene af hinanden og strakte hals for rigtig at betragte ham. Her var en konge, sagde de, her var en hersker, en mand der havde fortjent kejserkronen – kejseren var jo bare en lilleputfyrste, den stump! Jeg vil tro at kejseren overhørte disse bemærkninger fra sine krigeres side for at det ikke skulle se ud som om han blev stødt over de rosende ord om kongen.
5,8 Da alle havde siddet og beundret kongen et godt stykke tid, bad kejseren nogle få mænd rejse sig og komme med, hvorefter han førte kongen ind i det nærmeste telt med samme høviske opmærksomhed som da han ankom. Hér blev de alvorlige forretninger lagt til side, og han snakkede venligt og muntert med ham et godt stykke tid indtil det nærmede sig aften, og han lod ham gå med et følge af unge tyskere, og med en aftale om at han skulle møde op igen den følgende dag i en skov nede ved havnen hvor der ville være bedre lejlighed til at drøfte sagerne.
5,9 I mellemtiden gav han sine sønner besked på at gå om bord på kongens skib og blive der et stykke tid. Det skulle se ud som om de legede, men i virkeligheden var han ude på at vise hvor stor pris han satte på at kongen var kommet, ved at lade sine kære børn omgås så fortroligt med kongen. Da de så mødtes på det aftalte sted, tog kejseren spørgsmålet om sønnernes giftermål op og forlangte tredive tusind mark i medgift for den ældste og otte tusind for den yngste. Det virkede temmelig mistænkeligt på de danske stormænd, der jo mente at hans anmodning om et ægteskab med de to piger, der endnu ikke havde nået en giftefærdig alder, var et bluffnummer. Men Valdemar lovede at betale det mindre beløb – det største mente han var mere end han kunne overkomme – og sagde at den ungarske konge, som han havde nære familieforbindelser til, kunne garantere for summen. Den aftale blev bekræftet ved ed, og tilsvarende blev forlovelsen beseglet med en hellig ed. Og da det var bragt i orden, vendte kongen tilbage til skibene, og kejseren til lejren.
5,10 På det tidspunkt blev kejseren opsøgt af en delegation der meddelte at venderne ikke turde sejle ind til ham af frygt for kongens flåde, og tidligt om morgenen roede han derfor med et lille følge af krigere i en af kongens egne både ud og gik om bord på hans skib – hvor han kom fuldkommen uventet. Kongen kaldte så sin flådes ledende mænd sammen for at deltage i drøftelserne, men der var én kejseren ikke tillod at han tog med, nemlig fyrst Jarimar af Rügen, som han ellers dagen før havde behandlet med stor høflighed og opmærksomhed og oven i købet havde smigret ved at tiltale ham som »konge« fordi han var klar over at han var helt igennem loyal over for danskerne. Derefter meddelte han at han havde noget han helst ville forelægge for kongen under fire øjne. På grund af den kommende gensidige forbindelse mellem deres slægter regnede han ham ikke kun som en ven, men også som sit andet jeg. Sagen var at han for at svække Henrik havde givet venderne nogle fristende løfter som han, når han én gang havde knust Henrik, ikke havde nogen intentioner om at opfylde, for han havde ikke glemt hvad han engang havde lovet Valdemar om undertvingelsen af det vendiske område. Derpå bad han ham om at tillade at han behandlede landet som et len under kejseren, som han kunne give til hver af de to brødre som hertugdømmer så de fik en imposant titel, men for en begrænset tid. Når han havde gjort det af med Henrik, ville han sørge for at området igen kom ind under Valdemar.
5,11 Det gik kongen ind på, og den følgende dag mødte han frem til det sammentræde hvor kejseren højtideligt overrakte Bugislav og Kazimar fanerne og udnævnte dem til hertuger over det vendiske område – og lod dem sælge deres gamle, nedarvede frihed for falsk værdighed og tomme titler. Havde de bare anet hvor store byrder de tog på sig ved at tage imod den sølle klud, så havde de hellere valgt døden end den gave, eller i det mindste foretrukket at tilbringe resten af livet som menige borgere. For derved gik de derfra uhjælpeligt indspundet i den dybeste vanære, men vanære forklædt som hæder, og med sig hjem til deres land bragte de trældom – med en fernis af forloren værdighed og hæder over sig.
5,12 Ved samme lejlighed blev en højtstående herre fra Thüringen ved navn Siegfried, med kejserens billigelse, forlovet med en af Valdemars døtre og i kongens skib sejlet til Slesvig hvor bryllupshøjtideligheden blev fejret.
6,1 I mellemtiden var vendernes borg ved Swinemünde blevet raseret af en vinterstormflod, men i løbet af vinteren samlede de byggematerialer sammen, og så snart det blev forår, byggede de samme sted to nye fæstninger, for hvis Peene var blokeret ved Wolgast, og Swine var afspærret med befæstninger ude ved havet, mente de at de ville være urørlige. Alt det blev Valdemar først klar over på et temmelig sent tidspunkt, og da han havde fået mobiliseret sine styrker for at sætte en stopper for byggeriet og lagde ind ved Grønsund, fik han besked fra rygboerne om at borgene allerede var færdige og fuldt bemandede. Især det faktum at der ikke var nogen havne i området, betød at han tvivlede på at det ville være muligt at indtage dem.
6,2 Han kaldte så sin søn Knud til sig sammen med Absalon, Sune og Esbern og forklarede at det så vidt han kunne se, ville blive en vanskelig opgave at nedkæmpe de to borge, og at han derfor foretrak at en anden end ham selv havde kommandoen, for hvis det nu ikke gik som de regnede med, risikerede det at komme til at overskygge de mange strålende succeser han tidligere havde haft. Derfor overlod han ansvaret for operationen til Knud og Absalon, for som han sagde: det ville være mindre skadeligt for landets anseelse hvis de kom til kort, end hvis han gjorde det. Og hvis de vandt, ville han have lige så megen ære af det som hvis han selv havde sikret sejren.
6,3 Absalon indvilligede i at tage kommandoen over skåningerne og sjællænderne, men jyderne nægtede han at stå i spidsen for, for han vidste at de ikke alene ville blæse på hans ordrer, men også på den unge Knuds. Og den forudsigelse slog da heller ikke fejl. Men kongen blev temmelig ophidset over hans bemærkning og sagde at så måtte han jo selv tage af sted selv om han ikke var rigtig rask. Alle disse bekymringer tog så hårdt på ham at han blev syg og måtte gå i seng, forpint af den strid der rasede i hans bryst mellem lysten til at sejre og tvivlen på at det kunne lykkes. Om morgenen kom jydernes hærførere og bad ham om nåde og lovede at føre hans ordrer ud i livet, også selv om han ikke selv var til stede, og han indvilligede modvilligt i at tage over til Vordingborg og overlade kommandoen til sin søn og til ærkebispen.
6,4 De andre blev nu holdt tilbage på det samme sted af et voldsomt og meget langvarigt stormvejr, og imens kunne man hele vejen hen ad kysten høre hvordan de opsætsige jyder klagede over mangel på forråd og fødevarer og forlangte at felttoget blev afblæst. Ribes biskop, Omer, som, ud over sin kirkelige værdighed, var udstyret med en enestående veltalenhed, gav rige prøver på sine talegaver uden at kunne tale dem til ro, og det endte med at han blev enig med sig selv om at det var magt og ikke snak der skulle til, og fik en af mytteristerne, der blev ved med at råbe op uden for hans telt, pågrebet og lagt i lænker. Men det fik kun folkene til at råbe endnu højere, og mytteriet til at bryde ud i lys lue.
6,5 De ledende mænd blev nu bange for at folket skulle blæse på kongens myndighed og rejse hjem. De holdt derfor et møde hvor de besluttede at det var bedst kongen selv på eget initiativ opgav felttoget og hindrede hæren i at desertere ved at lade som om han selv nådigt bevilgede den dens frihed – for det skulle nødig se ud som om det var dem der bestemte at felttoget skulle aflyses, og ikke kongen der besluttede at sende dem hjem. Hvis mandskabet satte deres egen vilje over hærførerens beslutninger og nåede at drage hjemad inden de fik ordre til det, kunne det gå som vi ved fra historien at det gik for Knud den Hellige da han ville straffe landet efter et flådemytteri. Og det kunne have gjort det umuligt for Knud at følge sin far på tronen hvis han skulle dø af den feber han netop nu lå syg af.
6,6 Knud fulgte deres råd, kaldte flåden sammen og gav alle tilladelse til at drage hjem – hvorved han som en gunstbevisning bevilgede mandskabet det han alligevel ikke kunne have nægtet dem, så respektløst som de opførte sig. Risikoen for mytteri tvang ham altså til at opgive krigen, og sammen med Absalon, Esbern og Sune sejlede han til Vordingborg for at afvente udfaldet af sin fars sygdom.
6,7 Nu kunne Valdemar så ud gennem det åbne vindue i sit kammer se sejlene vende tilbage, og det uventede syn forværrede på én gang hans bekymring og hans sygdom. Men han skjulte omhyggeligt begge dele, og da sønnen nåede frem, tog han så glad og smilende imod ham og hans rådgivere at man næsten skulle tro han var rask. Ja, han påstod ligefrem at han ikke mærkede meget til smerterne, og forsøgte således at skjule legemets lidelser bag sjælens styrke. Han glemte dog ikke at skrifte sine synder over for Absalon eftersom han holdt på at man ikke skulle vente med at sone sin brøde til dødens time, for den kunne ingen forudse. En anger der udskydes til sidste øjeblik fordi man ikke har den mindste lyst til at forbedre sig og holder alt for stædigt fast ved sine synder, den kommer for sent og er intet værd. Desuden testamenterede han halvdelen af sin formue, dog fraregnet det der tilhørte kronen, til klostrene.
6,8 Alle de andre havde godt håb om at han ville komme sig igen, kun Sune forudså at denne feber ville blive kongens endeligt (han havde måske haft en drøm eller en anden forudanelse om det), og rådede de andre til i tide at overveje hvordan man skulle støtte sønnens sag hvis faderen gik bort. For når først kongen var død, ville sorgen være så smertelig at man ikke kunne tænke på den slags.
6,9 Samtidig ankom en mand ved navn Johannes ovre fra Skåne. Han var abbed og var blevet tilkaldt fordi man havde stor tiltro til den hjælp han kunne yde, selv om hans evner som læge ikke var så store som hans indbildskhed. Efter en temmelig skødesløs undersøgelse af sygdommen lovede han meget skråsikkert – men lidet sandfærdigt – at kongen ville overleve. Han gav nu kongen et måltid som han fremstillede efter sine medicinske forskrifter, hvorefter han sendte alle ud af rummet og sagde at kongen skulle have ro. Kort efter viste det sig at kongen ikke længere kunne tale, men da Johannes så at han var badet i sved over hele kroppen, gav han besked om at han skulle dækkes omhyggeligt til, og erklærede at det var en sund og gavnlig form for udsondring. Ja, var det bare Sunes forudanelse og ikke lægens lærde forudsigelser der havde taget fejl! Aldrig så snart havde han lovet bedring før kongen gik bort – og dermed tydeligt beviste hvor lidt man skal stole på lægernes hjælp.
6,10 Da kongens venner næste morgen kom ind i kammeret og fandt hans lig, så han fuldkommen ud som om han stadig var i live: hans ansigt havde bevaret sit tidligere udseende, var hverken stivnet eller fortrukket af smerte og havde røde kinder der gav indtryk af at det var et levende menneske man stod over for. Det virkede næsten usikkert om han virkelig var død, eftersom hans krop overalt havde bevaret sin gamle farve. Omsider blev han dog bleg, og da det dermed var sikkert at døden var indtruffet, blev hans lig lagt på båre og ført til Ringsted for at blive begravet. Ringsted var en betydningsfuld by ikke kun på grund af sin høje alder, men også fordi hans far lå begravet der.
6,11 Til sorgen bidrog også de gifte kvinder der under gråd og klage kom ligtoget i møde med udslået hår og råbte at de nu igen skulle underkastes tidligere tiders tunge trældomsåg. Nu var han død, den mand der havde frelst hver eneste af landets borgere fra fangenskabet, som havde befriet fædrelandet for al frygt for sørøvere og gjort kystbebyggelserne lige så sikre over for de røveriske overfald som landets indre! Også bønderne slap deres arbejde på marken så snart de fik øje på sørgetoget, og lod deres klage lyde over agerlandet. For at bevise ham en sidste ære tog de med glæde selv hans ligbåre på deres skuldre, jamrende over kongens død der truede riget med sammenbrud og dem med døden ved hans side – eller det der var værre end døden.
6,12 Absalon skulle læse sjælemessen over ham, men midt i de højtidelige ord blev han så overvældet af sorg at han ikke kunne holde tårerne tilbage, men vædede alteret med sine tårer og næppe havde så meget magt over hænder og stemme at han kunne føre den hellige handling til ende. Ja, så stor var den smerte der greb ham, så alvorligt og livstruende syg blev han med ét at han nær havde endt sit liv sammen med messen. Det havde ikke været til at forstå at så mægtig en mand kunne blive så aldeles slået ud af sorg og fortvivlelse hvis ikke alle havde vidst hvor højt han elskede Valdemar. Men nu hvor rigets ene lys var slukket, tillod skæbnen ikke at det andet også gik til grunde, for Danmark skulle ikke stå uden den leder der kunne lægge venderne under dets fødder, og danskerne skulle ikke stå tilbage uden en beskytter nu hvor disse store ledere havde rejst dem til altoverstrålende hæder og anseelse. Den strøm af tårer han lod falde over alteret i stedet for bønner, var ikke noget ringe bevis på hans hengivenhed over for kongen. Og jeg vil tro at duften fra den røgelse som disse tårer vædede, har glædet Gud.