Daphnis og Sylvius mødtes en dag, to yderst erfarne
hyrder, der begge var vant til at blæse på samme slags fløjte.
En af dem, Sylvius, sang i ydmyge vers, men med hjertet
fuldt af tak, de mægtiges pris, han besang deres gerning
og bedrifter i krig til rørfløjtens spinkleste toner.
Daphnis, den anden, var langt fra sit hjem, en arbejdsløs flygtning,
ynkelig, fattig, fortabt, svag, stakåndet, ussel, landflygtig,
ensom flakked han mumlende om på marker og enge,
mens han vogted sin flok af usselt og udmagret småkvæg
og i toner begræd sin tragiske lod som landflygtig
grundet på langtrukne slag mellem ædle og fornemme løver.
Og nu mødtes de så: på et skovklædt bakkedrags tinde
traf han den anden, der fri for tyngende sorger så muntert
lå og sang, det var ham med N navn efter skove og klipper.
(D.) Daphnis tog ordet: N Hør, ligger du her i mag under lindens
udstrakte tag og spiller en glad melodi på din fløjte?
N Alt imens jeg er jaget på flugt fra mit hjemland af skæbnen
| N under den krig mod svenskernes folk, der vared så længe,
Jeg er brudt op fra mit land (jeg stakkel!) og søger nu græsning
til min hjord uden mål eller med i fremmede egne.
(S.) Daphnis, hør op med din gråd, den er grundløs, stands nu din hulken
som den her vælder frem fra dit brysts allerdybeste kilde.
Snart skal du atter få lov til trygt at vende tilbage
til det hus og det hjem som du har måttet forlade.
For Bellona, den rå, forføjer sig bort med sin kampgny
alt mens Frelsen når frem og lander på kridhvide vinger
fulgt af den glansfulde Fred med oliegrenen om panden.
For hver eneste krig får til sidst en fredelig ende.
(D.) Det var et glædeligt ord. Gid blot det også er sandhed,
det du, Sylvius, her har ladet mig stakkel få høre.
(S.) Daphnis, min ven, det er fuldkommen sandt hvad jeg her har fortalt
dig.
Det står urokkeligt fast, jeg har vished for at det passer.
Freden er sluttet, og N ved en traktat er den blevet beseglet
mellem de riger der skuer mod nord mod N Storebjørns stjerner,
og imellem de to der er rigernes herskende konger.
Derpå hented N Iolas, den vidt berømte, den smukke,
straks en pige hertil af kongelig stamme og indgik
en ubrydelig pagt om dydigt og tækkeligt samliv.
(D.) Hvorfra har du det hav af kærkomne nyheder til mig?
Dengang jeg selv med sorg i hjertet forlod mit begrædte
fædrene land, da genlød alverden af jammer og klage.
Der var krig overalt, under ulyksalige faner
rased den grufuldt, og krig var alt hvad man havde på læben.
|
hjemlandets skæbne begræd såvel gifte som ugifte kvinder.
Hustruen ynkede da, ondt anende, husbondens skæbne,
hun begræd den mand hun sku frarøves, lissom de stakkels
børn deres elskede far – hvilken grusom og modvillig skæbne.
(S.) Tro mig, jeg siger dig kun hvad jeg ved, kun hvad man kan tro på,
eller de ting jeg ved selvsyn har set, og ganske for nylig
hørt da jeg var på besøg i det land du, Daphnis, har rømmet
(for jeg fik lyst til at rejse og se dit fædrene rige,
for at mit videbegærlige bryst kunne høre og lære
hyrdernes sang og musik som den høres i danskernes vænger).
N Jublen blandt folket tog til, overalt på veje og stier
ud over bakke og dal lød klangen af hyrdernes lovsang,
sunget i kor, i perfekt harmoni mens kvæget i flokke
spidsede ører dertil. Da genlød det: "Alt er nu sikkert!
Gud og den prægtige fred har gjort at alt nu er sikkert.
Krigen er endt, og Hymen, beklædt med duftende urter,
indtræder nu i Iolas’ slot med de knejsende haller,
hvor snart N visdommen selv lyser op forenet med freden,
knyttet til freden med N bånd som ingen vil magte at bryde."
(D.) Hvor dog alt blir kongen til del under gunstige varsler!
Gid det, det er min bøn, blir kongen og riget til fremme.
(S.) Netop de varsler, så store de er, og så rige på løfter,
Daphnis, de ansporer mig til at spå alt godt for vor konges
nyfødte søn, den lille, når alt begynder så gunstigt,
og når freden får kløgten til brud med så gunstige varsler.
|
for det lover os godt når freden bestyrkes af kløgten.
(D) Men min Sylvius, hør ku du ikke ha lyst til for min skyld
i en fordringsløs sang at gi mig en fuldstændig skildring
af hvordan det gik til med vor kære Iolas’ bryllup
nu nu ved så fortrinligt besked og kender det hele?
(S) Sæt du dig ned med mig på den mægtige stenblok herhenne
mens dine dyr har lagt sig og gumler det græs de har gnavet,
så skal jeg gerne, men kun i korthed, fortælle dig hvad jeg
ved om hvordan vor ærede konge Iolas holdt bryllup,
om den pragt hvormed da N Galathea blev smykket med kronen,
og i hvilket palads deres nyfødte afkom blev N genfødt.
(D.) Ja, jeg sætter mig glad mens min flok ligger udbredt i græsset,
Jeg er klar og har lyst til at lære historien at kende.
(S.) Lissom Iolas jo først på det knægtede Ditmarskens agre
afgav et fornemt bevis på en mere end kongelig styrke,
N en Achilleus lig, så stor som ham der erobred
rustningen fra ham, og stod med den sejrende hærførers bytte,
før han bestemte sig for at beklæde sit hoved med kronen,
således lod vor værdige helt med det modige hjerte
også den nordlige strand få en styrke som Hektors at føle
inden han satte sig selv i det hellige ægteskabs lænker.
For han knægtede først den ældre af Sveriges konger,
hvorpå han, dengang den anden til sidst bad ydmygt om venskab,
velvilligt tilstod ham fred på lige og billige vilkår
(D.) Hvor dog sejren blir kongen til del under gunstige varsler!
|
Hvor omskifteligt dog Vorherre bestyrer de fromme,
hvilket foranderligt spil han driver i hele vor verden
med sit folk. For hvor er dog N til hver en tid menneskets skæbne
usikker, uden konstans og hold i bestandige stjerner.
Ja, for snart er den lykkelig, snart er den pludselig bitter,
snart vendes alting om og det der var modgang, blir lykke.
Således opvejer Herren på skift i ligelig blanding
alt det triste med godt når han N blander det sure og søde
så vi ikke, når livet er hårdt, bukker under for sorgen,
eller når tværtimod alt går godt, lar de kæphøje hjerter
svulme af fryd, for vi ved at hos Herren er sorger og glæder.
Men beret, nu krigen er endt, om N Diones bedrifter
og fortæl især om N nymfens og N herskerens navne.
(S.) Varsler kan findes i alt, og navnene frembærer gode
varsler, i kongens er tegn på freden, den prægtige, rige,
ligesom N dronningens navn er kendetegnet af visdom.
(D.) Kongens og dronningens navne er skabt med heldige varsler.
Gid de, det er min bøn, blir kongen og nymfen til fremme.
(S.) Vel, der er N et berømmeligt land der kan føres tilbage
til obotritterne, men ved den blånende Østersøs bølger
også har kyster beliggende tæt ved danskernes riger.
Det beherskes i dag af N brødre som himmelens stjerner,
på hvis skjold et hoved er sat af den olmeste okse.
Men blandt dem er visdommen barn af den fornemste herre,
N han der har navn af huldskab så rig – og fra rigdommens horn har
| N den fuldkomne fylde, sit navn der er mor til gudinden,
hende der nu, i en lykkelig stund, har ægtet Iolas.
(D.) Hvor dog alt blir kongen til del under heldige varsler!
Gid det, det er min bøn, blir kongen og riget til fremme!
Vil du ikke, min ven, nu skildre det festlige optog
og fortælle hvordan og hvornår så ægteskabspagten
mellem de fornemme to, Sophie og Frederik blev sluttet.
(S.) N Solguden var blevet træt af N den baglæns vandrende, flyvske,
Krebs og N befandt sig nu tungt N til vejrs på den glødende Løve.
N Det var den attende dag i den myrdede Julius Cæsars
måned der oprandt – den der engang bar navnet Quintilis –
på den tid hvor marken står gul af modnende frøkorn.
(D.) Hvor dog marken gir rigelig frugt under heldige varsler!
Gid det, det er min bøn, blir kongen og riget til fremme!
(S.) Nu blir i Køge, en by hvis herre er kongen af Danmark,
N fyrsten af Sachsen der har sit navn efter kejser Augustus,
med de varsler det bær – og han er i krig som i fredstid
slet ikke ulig ham – højtideligt modtaget, fulgt af
N Anna sin viv, en søster af kongen, og fulgt af N kong Christians
barnebarn, stor af navn, kaldt op som han er efter Christian,
større med tiden i handling og dåd, og størst i sin fromhed.
Samtidig modtoges han N der har navn efter ordet for gratier,
og er Iolas’ svigerfar samt N hans ærede fader,
med sin svigersøns brud, så rigt forsynet med medgift,
samt et uendeligt tal af fyrster i strålende optog.
(D.) Hvor dog alt blir kongen til del under heldige varsler!
|
Pigen selv, vil jeg tro, var dog nok ikke i kongens
følge, for N før den tid var hun ført af sted til Iolas’
slot København, det slot der er fast residens for vor konge.
(S.) N Hvad vil du vædde, min Daphnis, på det: at hun var på slottet
på den tid, den værdige brud, og ikke på vej fra
Køge imod København med sin kærlige mor ved sin side?
(D.) N Jeg vil vædde et lam, det ét år gamle du ser her,
hvid som sne i ulden og fri for fejl eller sygdom.
(S.) Så sætter jeg som indsats et kådt lille kid som er taget
bort fra sin mor for nylig, men mit dyrs hår er nu sorte.
(D.) Jamen, så fortsæt (vor strid kan N Palemon senere løse),
fortsæt, Sylvius, dér hvor du slap, og fortæl mig om resten.
(S.) Selvsamme dag de var draget af sted, nåed toget med kongen
helt uden hast København fra Køge, og ganske tilfældigt
stod jeg selv i en flok med utallige andre fra byen
uden for porten, jeg vandred omkring N på den brændende sandstrand
mens jeg spejdede spændt efter kongen og alle hans stormænd.
Og se der: på vejen der går fra Køge til byen,
kommer en flok rytteri til syne ¬– N fra toppen af bakken
så man dem først – overalt er der snart en vrimmel af men’sker.
"Nu er Kongen på vej," lyder råbet fra alle der spejder.
I en lang procession kom de i strakt karriere
ridende frem geled for geled med tre i hver række,
forrest en flok af svende der red med sværdene draget,
udrustet hver med et sæt på to N pistoler i sadlen.
|
kongens og fyrsternes mænd, samt endelig rigsrådets herrer.
To gange hundrede mand plus N otte og tyve tilsammen.
Herefter kom kong Iolas med begge de omtalte fyrster:
August, kurfyrsten, red så han dækked hans side til højre,
mens hans svigerfar sad til venstre for kongen i midten.
Bag dem tre gange tre Ganymedes-lignende unge
mænd med N stav i hånd og hjelm på de yndige ho’der.
(D.) Hvor dog alt blir kongen til del under heldige varsler!
Gid det, det er min bøn, blir kongen og riget til fremme!
(S.) Da de fornemme folk kom nærmere porten til byen,
lød fra det tungeste skyts en torden med vældige lynglimt.
N Oppe fra voldenes top tog kanoner – af hvilke der fandtes
femogtyve – imod dem i kongelig stil med en grufuld
dundren så jordbunden skjalv under fødderne på os, min Daphnis!
Men hvordan skal jeg gi dig et klart begreb om det høje,
rungende brag da N kuglen blev sendt med et brøl gennem luften?
Tydeligt hvislende fløj den tæt hen over mit hoved
med en tone omtrent som den fra en svirpende slynge,
når den kaster en sten til vejrs mod den højeste himmel.
Hvor dog luften stod tæt og tyk af røgen fra krudtet
og af jorden der sprøjtede op hvor kuglerne ramte.
Og når kuglerne gik til bunds i sundet ved Amager,
sikke dog mængder af vand der da blev sprøjtet i vejret!
Men den røg blev straks drevet bort fra kongen af blæsten,
for en behagelig vind fra sydøst gik da over landet
|
let vejres bort, fra ham viger farerne også tilbage.
(D.) Sylvius, den beretning gør én både glad og forskrækket,
men hvor dog alt blir kongen til del under heldige varsler!
Gid det, det er min bøn, blir kongen og riget til fremme!
Men hvad tænkte du selv da du stod i så vældig en fare.
(S.) Skønt jeg rysted af skræk mens jeg samtidig fryded mig over
alle kanonernes tordnende brag og glimtende flammer,
stod jeg dog tæt ved kongen (og ham beskærmer Vorherre).
Derfor følte jeg mig beskyttet af herskerens nærhed,
hvor også fyrsterne stod, som himmelens magter bevarer.
Og såfremt (hvilket Gud, hvem lov ske, afværger ganske)
kongen trods alt kom i nød, fandt jeg det herligt at miste
livet i selskab med ham, og frygtede ikke for døden.
(D.) Hvor dog alt er trygt for kongen med heldige varsler!
Gid det, det er min bøn, blir kongen og riget til lykke!
(S.) Også de tre gange fem rask summende vindmøller, der med
sejlene sat var ivrigt i færd med N Ceres’ opdrag,
modtog med hurtige sving, der gav lydelig genklang, vor konge
her ved hans hjemvenden fulgt af hele den skinnende skare.
Og hvad mere forunderligt var: da strålede N Phoebus
ualmindelig stærkt, men midt i det blændende solskin
faldt der med et en stor, omend ikke så langvarig, byge.
(D.) Hvor dog alt blir kongen til del under heldige varsler!
Gid det, det er min bøn, blir kongen og riget til fremme!
Her bringer Ceres såvel som Phoebus og N Juno jo gode
|
lover en grøderig tid, for med en passende blanding
både af sol og luft bringer jorden os yppige frugter.
For dersom Gud, når vi sår, gir godt og behageligt vejrlig,
og han, når frøet er gemt, bringer væde med N venlige byger,
da får husbonden fyldt både kældre og skabe af Ceres.
(S.) Efter de vældige brag fra alle de tunge kanoner,
de der stod ¬– som jeg sagde – så højt på muren ved porten,
holdt vor drot med den ædle statur omsider sit indtog
siddende højt til hest på en kridhvid, skummende ganger,
midt imellem de to: den fyrste der hersker i Sachsen
og den hertug hvis hånd har grebet om Mecklenburgs tømmer.
Bag ved de fornemme mænd gjorde hoffernes kvinder ham følge,
og da de dukkede op bag muren i byen derinde,
N da, med et, brød rabalderet løs med knitrende lynild
rundt om hele den mægtige by som fra flyvende flammer
da kanonerne skød med brag fra talløse bomber.
N Også fra skibene lød kanonernes kraftige dunder.
Sammen med klang af trompet slog flygtige, hurtige trommer.
N Ind gennem gadernes net lød også den gentagne, kendte
klang af trompeter, hvis lyd ligger fjernt fra N fløjternes toner,
dem vi i sommerens tid, min Daphnis, har lært at fordrive
dagene med, mens vi opmærksomt tar vare på flokken.
N Myldrende skarer af folk stod tæt på gader og pladser
for at få mulighed for at se vor konge og bruden.
Og ét glimt var slet ikke nok – for stadig at se dem
|
Derpå drog kongen til sidst med hele sit fornemme følge
ind på sit slot København, som – omflydt af rullende bølger –
omsluttes tæt af N den baltiske Thetis’ blånende favntag.
(D.) Hvor dog glæden blir kongen til del under heldige varsler!
Gid det, det er min bøn, blir kongen og riget til fremme!
(S.) N Den næst følgende dag bragte N Hans, den milde, til byen,
Hans, der har hånd om de holstenske tøjler med N fredelig retfærd .
Den gudfrygtige bror til vor gudfrygtige konge
N Hans den yngre drog derpå derind N med sin hustru ved siden.
På den tredje, den blændende dag, den tyvende juli
(den dag Ditmarskens uvorne magt blev lagt under tømme,
hvilket var otte og ti år siden når alt regnes sammen.
Året hvor feltslaget stod kan findes i følgende linje:
N Ditmarskens land besad en vild og hæmningsløs frihed
Og i en kortere form gir ordene årstallet sådan:
frihed så vild og rå, ejede Ditmarskens land.)
Men, som jeg sagde, da nu den tredje af dagene oprandt,
for vor konge en lykkelig dag, på skinnende vinger,
indtraf en fast og betydelig fest der fejres blandt kristne,
N hvor han fodrede dem der i tre døgn stræbte mod himlens
retter, med kun syv brød til to gange totusind men’sker,
hvorpå, da hver og en var mæt, syv kurve stod fulde
– hvilket mirakel – fyldt op med selvsamme brød og med småfisk.
(D.) Hvor dog alt blir kongen til del under heldige varsler!
Gid det, det er min bøn, blir kongen og riget til fremme!
|
steg de ned i en lang procession fra kong Frederiks tronsal,
alle de fornemme, tre og tre imellem hinanden,
danske og holstenske mænd og Meissens og Mecklenburgs herrer
foran brudgommen, kongen, der selv blev fornemt flankeret
ved sin højre af N ham der hersker i Sachsen, til venstre
af sin bror N hertug Hans, hvorefter gesandter, baroner
fulgte i smuk procession, N fra tronsalen ned til en anden.
Derefter kom, i et lignende tog, utallige kvinder,
smykket med skinnende guld og alskens kostbare stene,
foran vor dronning, som fulgte i kort og passende afstand.
(D.) Hvor dog alt blir pigen til del under heldige varsler!
Gid det, det er min bøn, blir kongen og riget til fremme!
Men Galathea hvordan tog hun sig så ud blandt de andre?
(S.) Det skal jeg sige dig straks: som en guddom, ikke et men’ske.
Med hende gik to fyrster hvis navne var lig med hinanden:
kongens hr. svigerfar gik til højre, til venstre gik N fredens
skaber, og begge de to N bar navn efter nåde og huldskab.
Endelig fulgte en flok af fruer de ædle fyrstinder
ud fra slottet, for sidst i rækken at afslutte toget.
Først og sidst marchered en vagt på fyrre drabanter,
som overalt har pligt til at stå om kongen som livvagt,
ligesom de vogter hans slot mod pøblen med N vældige økser.
Dragter i skiftevis hvidt og smukt N violette kulører
pryder dem hver især på de ranke og mandige lemmer.
N Hørgult og skarlagenrødt er til gengæld dronningehoffets
|
han der forkynder så fornemt og smukt evangeliets lære,
og som med fuldgyldig grund har navn efter Kristus, N Christoffer
Knoff, smukt klædt i en dragt af damask – en gave fra kongen –
vied nu Pallas og Pax til hinanden med gunstige varsler.
Samtidig bad den kreds af mænd og kvinder der fulgte,
fromt til Gud om lykke og held for konge og dronning.
Under så gunstige tegn fik Iolas sin tro Galathea
hvorpå han vandrede ned N til gilde ved bugnende borde.
(D.) Hvor dog alt blir kongen til del under heldige varsler!
Gid det, det er min bøn, blir kongen og riget til fremme!
(S.) Fjerdedagen var den – den enogtyvende juli –
hvor den nygifte brud tog imod sin dronningekrone.
(D.) Åh ja, N gør mig den tjeneste, du, at fortælle hvordan det
optog gik for sig, men kort, jeg vil ikke besvære dig med det.
(S.) Herskerens hustru blev nu ført ind i det hellige tempel
(loftet i forhallen strålede smukt med rosenrød damask),
herrer og fruer af adelig stand omgav hende værdigt.
N Herskerens brud, der nu skulle smykkes med dronningekronen,
satte sig selv på en guldbelagt stol midt oppe i koret.
Organisten slog så tangenterne an på sit orgel
og lod sød musik strømme frem under hvirvlende fingre.
Derpå formaned N en bisp hende klart om kongernes pligter
hvorefter hun, vor dronning, i sølv, blev sat ind i et kammer,
bygget dertil, for snart med udslået hår, og i N gyldent,
som en pige ser ud når hun skal forenes med manden,
|
Snart herpå blev ethvert musikalsk instrument sat i skyggen
af de drenge hvis kor så fromt med klingende stemmer
fyldte de lyttende ører med sang så dårende dejlig.
Derpå rejste hun sig og tog opstilling oppe ved altret,
for at høre på ny om kongegerningens pligter.
Nu fik også vort folk besked på at skønne på hende,
dronningen, fruen i danskernes land, til hvis sundhed og tryghed
Danmarks rigsråd såvel som folk overalt i vort rige
nu måtte vie deres bønner – så vel som de gør det for kongen.
N På en skammel af guld fik hun nu besked på at knæle,
hvorpå adelens mænd på det samlede fædrelands vegne,
hver med en smuk, juvelbesat krans om hovedet, i fællig
fæstnede kronen der gløded af guld og de ædleste stene
smukt på dronningens hoved, med hjælp fra Kristi forkynder.
Da brød bifaldet løs fra enhver, bekræftet i toner,
af trompeternes klang så det gjalded i gudshusets tømmer.
(D.) Hvor dog æren blir bruden til del under heldige varsler!
Gid det, det er min bøn, blir kongen og bruden til fremme!
(S.) Herefter skred kong Frederiks brud ind under en gylden
himmel for under dens tag at bevæge sig frem mod kareten,
N helt i skinnende sølv som den var, med guldklædte kanter,
denne karet der da blev trukket af heste i firspand,
N griffer, N Bukefalos-heste i spand, og på hvilken var malet
kongens og dronningens skjold, forskellige kraftfulde løver.
Frem for alt satte jeg pris det følgende dejlige mærke,
| N disse figurer:
N Under en krone har S blidt slynget sig rundt omkring F’et.
Hvor guddommelig kløgt tar freden i favn, der er både
visdom og fred os velvilligt stemt med lige stor ømhed,
og der føres vi sikkert afsted N med guldklædte skagler.
(D.) Hvor dog lykken blir bruden til del under heldige varsler!
Gid dog dén overalt må ledsage kongen og bruden.
(S.) N Således, smykket med kronen, blev nu vor dronning fra kirken
bragt tilbage til kongen der sad og vented på slottet.
Fade med mad var i susende hast både herfra og derfra
sat på bordet, og N kander var fyldt med den gyldne N falerner.
Men da maden igen var bragt ud, og bordbønnen afsagt,
N slog de hvælvede pauker på ny en slående rytme,
alt imens festlig musik fra den uafbrudt pibende fløjte
og trompeten med storladen klang i de gentagne toner
gav det signal til hvirvlende dans som de yndige piger
ventede på, og en flok af drenge sprang op for at danse
hver med en livlig veninde i hånd og med kæde om halsen,
mens de med passende buk lykønskede konge og dronning
og det fædrene land, hvor to så strålende stjerner
(kongen og dronningen selv) var brudt frem over riget på himlen,
alt med tak af hjertet til ham der er årsag – til Kristus.
I det ægteskab bor Velsignelsen, spirende frodig,
nedsendt fra Jupiter selv, en gudinde med rigeligt afkom,
lissom en vinstok der svulmer med rigt nedhængende druer.
Derfor trives der nu to piger som gaver fra Herren,
|
Og, som jeg sagde dig før, er der nys under gunstige stjerner,
født en prins, kaldt op efter Kristus, og efter sin farfar,
født uden mén for hans mor, fyrstinden (ja, Gud være lovet)
til at skænke os fred, det dejlige barn af Iolas,
fulgt af jubel ved fremtidens fryd for kongen og riget.
(D.) Hvor dog kongen får prægtige børn under heldige varsler!
Gid de, det er min bøn, blir kongen og riget til fremme!
Men hvorfra kan du vide at det skal ske for den lille,
og at al den trøst skal times min hærgede hjemegn?
(S.) Ja, min Daphnis, vor prins, den lille, et afkom af ædelt
ophav, fik navn efter Kristus, måske sin bedstefar også,
som et lykkeligt tegn, ved mysteriets gave i dåben.
Han har jo selveste Freden til far, og til mor har han dertil
den fyrstinde der har sit ærværdige navn efter "Visdom."
Sådan er Christian et barn af Kristus, af fred og af visdom,
ligesom alt ved brylluppet skete med gunstige varsler
– som jeg erindrer at jeg i fyldige ord har fortalt det –
gunstige både for far og for mor, for barn og for rige.
Men især, min Daphnis, for den jeg netop har omtalt,
han som engang (men først når hans far er i graven) skal blive
Danmarks rige en lisså stor pryd som faderen er det.
Ja, for drengen der netop er døbt, vil de milde N chariter
snart sende ud i hans fars, den ærværdiges, eller hans salig
farfars spor og til glæde for folk og fyrster og Herren
anbringe højt på tronen som drot når tiden er inde,
|
under hans styre og magt vil opnå den højeste lykke.
For som alt var knuget af sorg da hans bedstefar, kongen,
døde, således vil alle i dag, ved hans sønnesøns fødsel,
ikke alene hans far og mor, men stormænd N og råder,
oldinge, gamle og mænd såvel som unge og drenge
svulme af fryd over dette, der er som en trøst midt i sorgen.
(D.) Den treenige Gud ske N pris og ære og lovord,
ham som omvender alt og nu efter tider med dystre
skyer på himmelens hvælv lar Phoebus beskinne os alle.
(S.) Jeg så selv, min Daphnis, (med sorg beretter jeg dette)
kongen som død, eller som det forekom: dybt i en slummer,
dengang hans lig blev ført ud og bort fra slottet i Kolding
af N gudinder N med sønderslidt hår, selv næppe i live,
frem mod Odense by, der er navngivet efter den første
N kejser med tilnavn såvel "af Sachsen" som også "den Store".
(D.) Byen du nævner, min ven, har ikke sit navn fra en kejser,
ikke fra N Otto den Store, ejheller fra Otto den Første.
Nej, den har fået sit navn fra den hedenske danske kong Otto,
han der i danskernes land er den nittende konge i rækken.
Odense er på dansk N Merkurs glorværdige by, for
han har skænket sin navn til byen fordi han er gravlagt
under en lysåben høj just dér ved bredden af åen,
hvorfor den nu efter ham kaldes Ottos høj af de danske.
(S.) Det gør nu ikke så stort om det var kejseren eller
kongen der gav den sit navn, men byen fortjener for evigt
|
den at så stort et tal af de danske regenter er N gravsat
dér i byen, som ham jeg netop har omtalt, kong Otto,
om end denne som sagt var hedning, men derefter også
den kong Knud der har navn som Hellig på grund af sin fromhed.
Erik med tilnavnet Lam, så mild og blid, er en tredje,
ja, og N adskillige flere måske, men den største af alle
det er den yderst gudfrygtige mand (hvis ligfærd jeg netop
var begyndt at fortælle dig om) kong Christian den Tredje.
Og (som sagt) jeg så hvordan kongens ynkværdige leg’me
blev ført bort, hvad kanhænde kun få fik lov til at skue.
Det var dyderne selv der bar kong Christians båre
(ligesom N de figurer der bær hans afdøde fader
nede ved Slien, hvor dydernes kind er vædet af tårer).
Forrest blandt søstrene gik den sorgbetyngede Fromhed.
Derefter fulgte i flok, som var de et følge af terner:
Retsind, Renfærdighed, Fred, Besindighed, Klogskab og Mandsmod,
Retfærd kaldt hjem fra eksil og Mådehold knuget af sorgen,
en urokkelig Tro og det Tålmod der flytter selv bjerge,
og som fastholder det man nu har bestemt og iværksat.
Fulde af sorg tog en del af dem fat i den kvalfulde båre,
andre i kisten, og alle var fælt forrevet i håret,
slog på det sorgfulde bryst med dybt fortvivlede hænder,
mens de sørgede, jamrede, græd og lod tårerne trille.
Også N gudinderne, tre gange tre fra Helikon samt N de
tre chariter gik nedbøjet frem i den bitreste smerte.
|
jamred de over det tragiske tab af musernes leder.
Men da Iolas, hans søn, gennem tårer så tårerne trille
hos gudinderne, trøsted han dem i sorgen og smerten:
I de forsonligste vendinger bad han dem indstille gråden
og han loved at den position de nød, var urørlig,
og at den samme respekt ville stå om dyder som førhen.
Han ville være mod muserne selv som hans far havde været,
(om Gud ville det så) deres hyldest og kærlighed værdig.
Netop så højt som han satte dem nu, så højt sku de altid
sættes, såvel mens han var ved magten som under det afkom
han ville få, og til sin tid dem som de skulle avle.
Det de med sorg i hjertet har tabt med den salige konge,
finder de også hos kongen i dag og hans nydøbte arving.
(D.) Hvor dog alt blir herskerens barn til del under glade
varsler, og gid det må blive os alle til lykke og fremme!
Under vor konge, så from, N vender guldets epoke tilbage,
Dyderne, gratierne kommer igen og Helikons muser
– de der for nylig med sorg udgød deres sæd over jorden,
høster nu atter i dag deres neg med glæde i hjertet.
(S.) Ja, du har ret, men jeg har dog lyst til at blive ved emnet,
for som hyrde beundrer jeg højt vor hyrde på tronen.
Som N den assyriske fugl der siges at leve og N ende
hele sit liv på en kost af dufte og tårer af myrrha.
Således levede han på de frommes indstændige forbøn
tre gange fem år mer end livets forventede længde.
|
blev han vakt til live igen gennem tårer i form af
sønnesønnen vi nu med fuld ret priser til himlen.
For N som en lille fugl Phoenix igen blir født af sin faders
leg’me for atter at leve det liv dens aner har levet,
sådan blir han en kongernes Phoenix og født af en Phoenix.
For som kongen, hans farfar, forlod vor verden i fromhed
da han i Kolding blev kaldt herfra af englenes stemmer,
således lever der nu en N genfødt arving på slottet
i København, men født på Frederiksborg af vor Fredsdrot.
Og som alt var knuget af sorg ved farfar’ens bortgang,
sådan er alt nu igen kun fryd ved arvingens fødsel.
(D.) Hvor dog alt går herskerens barn fortrinligt med gode
varsler – og gid alt det blir barnet til lykke og fremme!
(S.) N I det knejsende slot København dér findes et helligt,
ophøjet sted, min ven, møbleret med talrige bænke.
Midt blandt bænkene står, højt hævet til vejrs på en søjle,
prædikestolen (der har sit navn, N suggestum , fordi den
viser det hellige ords forkynder dets skjulte betydning,
og forklarer det menige folk den guddommeligt sande
mening med ordet, der når den inderste afkrog af hjertet).
Ikke så langt fra den omtalte N stol og fra slotskirkens alter
fjæler sig fonten med navn fra det evige liv som den skænker,
den hvor vi fugtes med vand og føler den Helligånds vindpust,
hvorved vi alle ved ord og ved tro N blir arving til Kristus.
Hertil blev nu kong Iolas’ søn, den lille og spæde,
|
fulgt af bønner til Kristus, som vil at sådanne poder
bringes til ham, men idet nu barnet sku N bades i Herrens
udgydte N blod (for det er fontens gedulgte betydning)
standsed de alle, og Guds ærværdige budbringer tog ham
fast i sin favn mens han læste et ord fra de hellige skrifter,
påkaldte så den treenige Gud, med alle hans navne,
faderen, sønnen, den hellige ånd, mens han dypped den lille
lige så ofte i vand efter ældgammel praksis i Danmark,
eller måske han kun i Jesu navn væded ham én gang,
hvilket er et og det samme – i det er den samlede guddoms
hellige højhed i al sin glans på én gang til stede –
eller han kan vel ha gydt det nøgne barn over med fontens
strømmende vand tre gange i træk som tyskerne plejer.
Hver af dém åbenbarer ved dette at Gud i sit dulgte
væsen er én i natur, men dog skal forstås som en trehed.
Og da Iolas’ søn blev døbt på den særlige højtid
hvor den hellige kirke har N fest for Gud som treenig
og højtideligt hylder hans magt under adskilte navne,
blev han døbt under selv samme tegn og selv samme varsler.
Men når N dåbsflodens vand skylles over de afklædte lemmer,
skildres det derved hvordan den hellige ånd fra det høje
vælder herned i så rigeligt mål, finder vej til det lille
spædbarns hjerte og renser hans bryst med sin lønlige handling.
Derpå hylles den blottede snart i snehvide klæder,
for at han ikke (som Adam i sin tid rødmede ærbart
|
straks skal skamme sig ved at stå udækket af den den fortjente
retfærd hvis dragt han iføres nu, som Kristus har vist det.
så han kan leve, på ny smukt klædt i sin genvundne ære,
ikke forgå i skam over legemets evige, nøgne
blusel, men nu påny trygt klædt i den genkomne Jesu
nåde, den nåde som før var tabt, kan møde sin Kristus
og uskyldig og ren stå over for frelserens åsyn,
hvorved Vorherre kan ta ham til sig befriet for brøde
(lissom Gudfader tog mod sin søn, der var født af Maria,
han der var renset i Jordans vand – hvilket herren forkyndte
højt med sin rungende røst under selve den åbnede himmel
mens den hellige ånd stod bi i den snehvide dues
skikkelse) når han er født på ny i den hellige kilde.
Troen, der gemmer sig dybt i spædbarnets hjerte, det lille,
modtar med hjælp fra den Helligånds ild den forjættede frelse,
frelsen som hidtil har været fortabt i N det medfødte søle.
Herved sluttes en gensidig pagt der varer for evig,
mellem det barn der er renset for al sin medfødte brøde,
og hans Gud, hvem den hellige flod af blodet fra Kristus
har forsonet – en pagt som besegles når spædbarnet døbes
fulgt af de kvinder og mænd der er kaldt til stede som vidner.
Hver en gade bevidner den fryd der griber os alle,
fade med mad stilles frem og vingudens gaver blir blandet,
folk gratulerer vor drot med sønnen og sønnen med far’en,
gaver af kongelig pragt sendes frem til barnet og mor’en.
| N - - -
- - -
(D.) Hvorfra, min Sylvius, ved du så meget om fornemme sager,
du, en bonde, der kun har lært at la fårene græsse.
(S.) Er det nu så mærkværdigt igen? Det er ofte, min Daphnis,
hændt at selv en gartner fik sagt noget temmelig velvalgt.
(D.) Åh, hvor ønsker jeg dog det mægtige Danmark tillykke
med Sophies og Frederiks søn, der er genfødt i Kristus
– og mine radmagre dyr med de fede og frugtbare enge!
N Leve vor drot, ja, leve vor drot, ja, leve Iolas!
Leve den fødende mor, velsignet med afkom af Himlen!
Evigt leve Iolas’ ny- og genfødte afkom!
Udbred, du fugtige jord, de skønneste blomster i Danmark
N udbred rose, viol, og arum og lilje – og muser,
muntre Camener, pynt op om vuggen med alle slags blomster,
milde N chariter, bestrø hans jord med duftende urter!
Og I Dyder så værdige, dæk den med gyvel, lad kranse
fulde af duft besmykke vort hof og den ægteseng hvor vor
nyfødte prins N først satte sit spor med de småbitte fødder
N både for Kristus, der skænked ham liv, og for kongen, sin fader.
Kirke, du hvide, som Frelserens blod, det røde, har grundlagt,
N hæv nu højt dit hoved mod sky, bekranset med løvværk,
læg i hast N rosmarinen i krans om din pande. Strø iris,
timian, N merian , ja, N libanotis og N engkabbeleje ,
efeu, den slyngede, mynte og græs, så grønt og så frodigt,
strø dem ud, og med dem amarant, der ofte beskæres,
| N akantus, der altid står grøn, selv vinteren over.
Planterne svarer til dig (skønt nok som en kvist til en palme),
for jo mere du kues jo mer vil du knejse med nakken.
Prinsen der nu i Kristus er født, tilsmiler dig venligt,
og han lover med godhedsfuldt blik N saturniske tider.
Du N Bukefalos, vær ikke grum, men overræk Nordens
løve N en ring af den grønne juvel der vokser i Indien
efter det pant på den levende kærlighed I nu har frembragt,
vil jeres kærlige ægteskabs pagt stå fast for bestandig.
N Vis din fryd, N trefoldige Løve med blånende manker,
nu du er lykkeligt gift og forenet med griffen, din hustru.
Vis din fryd, N du nordlige land med løven med øksen,
N Løve med ni små blade fra roser, spring op i din glæde.
N Drage, du vingede, altid på vagt ved Hesperus’ have,
æblernes vogter, der aldrig selv rør det forbudne træs frugter,
de forbudne – bred vingerne ud i jubel og glæde.
Også I andre, I øer så højt under polhimlens stjerner,
ombrust af havet i nord med dets vældige bølgende N flade,
Orkneyøer og Færøer samt den vidtstrakte N is-ø
landet der kaldes for grønt efter blomster og lysgrønne spirer,
Shetland sågar, eller Hetland måske, som N getherne siger,
og det prægtige Gotland, så rigt på det hvideste småkvæg.
Ja, hvert eneste land der ellers står under den danske
krone N (det land hvis afstand er fem af tyskernes mile,
hvortil så skal tilføjes ti gange fire af samme)
hyld i mildhed med jublende røst de gunstige tider,
|
N Rude, du medikament mod de bid og giftige hug som
hugormen, fuld af forgift, begår på N Ausoniens marker,
spring nu ud i smaragdgrønt flor, de baltiske riger
blomstrer med smukt grønt løv i en krans som du har leveret.
Ja, N I to blå løver i par skal frydes og glædes,
Vis også du din fryd, N du blad af en nælde, du hvide,
N svane, du snehvide, syng, du der næres af nældernes blade,
fryd dig, N du ridder i jern, du fyrige kriger med lansen,
N snehvide kors, der bær Guds søn som din vældige byrde,
N feltet med bjælker, de fire på skift i vekslende farver,
begge skal nu blomstre op som N palmebærende træer.
Hver og en må I værdigt og smukt ile kongen i møde.
Modtag det barn der er født jer med fred og genfødt i Kristus,
dybt på knæ med hengivent bryst og udbredte arme,
tag ham til jer, den konge som Gud har skænket jer alle.
Bed til ham at hans liv må værnes mod truende fjender,
og han må leve i fred, beskærmet af englenes bolværk.
Nu lar jeg tårerne fare, og nu gør jeg ende på smerten,
nu kan jeg aldrig igen begræde mit levned som Daphnis,
nu du gør mig det klart hvor godt det går for vort rige,
hvor i fred den snehvide Pax er forenet med Pallas,
og en Christian er fostret vort land af disse forældre.
Lykkelig du, vor Iolas, som far til sådan et afkom!
Lykkelig du, du lille, som søn til et ophav som Freden.
Tredobbelt lykkelig Visdom, som mor til sådan et afkom.
|
Hvad kunne Pax som far og Pallas som mor vel have frembragt
andet end Christian, en søn der er født efter Kristi befaling.
Hil dig, du spædbarn, og glæd dig, du far, og fryd dig, du moder!
Sylvius, sig mig hvordan jeg stakkel kan gengælde sådant
glædeligt nyt med et lykkelig bud, så usselt jeg lever?
Her er en dunk med mælk, så lækker som honning i smagen,
Tag den, den vil jeg gi dig som tegn på min tak og min glæde.
(S.) Nej, det krus er dit, drik selv N din fattige mælk, du.
Jeg går til kongen, min ven, til barselskalas hos Iolas,
nu skal jeg jublende glad drikke N nektar til langt ud på natten,
ja, jeg sætter min lid til den godhed han viser min ringhed,
han vil finde behag i min muse, om end hun er landlig,
han som føler så stærkt for musernes sange og viser,
ligesom hans livfulde kraft er værdig til levende digtning,
værdig som kongen, Iolas, jo er til det navn Iolaus.
(D.) Jeg vil gøre dig følge dertil og på høfligste måde
gæste Iolas, om end jeg ikke er indbudt af nogen.
SLUT.
