Her ses et portræt af Sophie, Danmarks
dronning, nummer to af det navn, og født som
datter af en holstensk Elisabeth og Ulrich
Mecklenburgs hertug,
hun som blev forenet i ægteskab med
Frederik den anden af Danmarks rige
af den magt der stiftede ægteskabet,
samlivets skaber.
hun som med Guds nåde har født sin fromme
herre to så yndige unge piger,
som Guds højre hånd med sin skygge nu bør
værne for evigt.
Nu har hun så, denne velbårne frue,
født en udvalgt prins, der engang med tiden
når hans kære far falder fra, skal arve
kronen som konge.
Er der nogen grund til at nævne hendes
ærbarhed, der kommer af ægte fromhed?
Hun er venlig, retskaffen, mild og nådig,
dydig og ærbar.
Højt hun ærer jomfru Marias afkom:
I sit rene hjerte bevarer hun hans
højhellige bud, at behage ham er
al hendes stræben.
Sådan vil hun ære sin herre, kongen.
Danmarks riges hellige gode skæbne.
Faderløses, fattiges, enkers, armes
mor og forsørger.
Lad da, Gud, Sophie få leve længe
i det danske rige, og hendes mage,
hvorved hun blir alle til gavn og støtte,
Kristus til ære.
