Ther thet war taled saa medh allæ
dwerigen skulde Didrik sin herræ kallæ
och tiene hanum allæ sin dawe
och giwe hanum thertil rige gawe,
han feld i kne medh twkt och sinde.
Han bød them allæ i bieriget jnne,
han lowet them pa tro och æræ
thet skulde them vdhen skadhe wæræ.
The forlod them theraa
och fulde hanum, the giorde saa.
Tha the kam i bierighet theræ,
han hielsed them medh mygel æræ
och vndfæk them blidelig.
Han haffdæ dog i hierthet swig
och actæ them jckj myghet got,
æn dog han haffde them wel vndfot.
Han satte them til bord allæ;
koning Didrik mon han sin herræ kallæ.
Han stod for hanum och tientte ther
och skybede them aad och dryg medh æræ.
Thet bord war aff cristallestien,
och fødern war aff fylsbien.
The sade och vndret therappa
then storæ rigdom ther the saa.
166v| The haffde reth aldrig tøllig siet
alt thet the haffde i werdhen liet.
The saa och mange vnderlig ting
vdh medh wegiæn alt omkring.
Hwad kan jech ther mieræ seye fra?
Men alle the tingh ther the saa,
war giord aff gieweste guld hin rene
och war besat medh dyræ stienæ.
Then jomfrv rig medh twct och sinnæ
hwn sad alt lwct i fadbwr jnnæ.
Hinnes broder, ther jech saffde fra,
dwerigen bad hanum jnd til hinnæ gaa
och snackæ medh hinnæ thæræ,
hwad them kwnne bode til glede were.
Then stwnd then ridder mon therjnne bliwe,
hwad mon the tha i stowen driwe?
Han satte for them guldkar,
fuldvnderlig dryk i them war.
Tha the herrær haffde drwked allæ,
snarligh the mwnde neder fallæ
och laa ther allæ som the ware døde;
han acte them ath giøræ mieræ møde.
Han lwcte then døør medh snillæ sine
som jomfrwen medh sin broder war jnne,
och satte therforæ jen stolestong
<som var til fulde stor og lang,>
saa giorde han alt vdhen gammel.
167r| Han bant ther to och to tilsamel
medh storæ och sterkæ jernebond.
Han bant them bode fod och hand
och sawde saa medh sielwer seg:
»J skulle ret ey skade mægh
och ey myn roser nedher at trede!
Jech skal nw faa edher anned ath wede
førræ æn wi skylles at!
J skulle en hawe jeth anned bad.«
Siden tog han sin gylte lwd,
saa gik han aff bierighet vd.
Han bleste saa høfft ower alle hans lande,
snarlig tha kam hanum til hande:
hertuger, grewer, ridder och swene,
alle the som hanum skulle tiene.
The kam til then herræ brat
och sporde hanum snarlig at
hwad som hanum war kommen til mien.
Han swared them och war ey sien:
»Myn rosensgord I wedh jech haffde,
jech allætid stor wind pa lawdhe
och hinne ath pryde medh mygel eræ,
jech acte och hinde i fred ath weræ,
førræ æn the berner mon hid rendæ.
Roser och lilier the mæg skiendhe
och hawer mæg sadan væræ giord
som I nw allæ hawer hørd.
The mwnde och medh mæg ficte,
167v| dog worte wi saa forlecte
ath the fulde mæg i bierighet jnd
och acte them stor gawe at winde.
Jech tror the fek tog andræ lycke,
och gaff jech them dwaledryke
sa ath the mwn nedher fallæ
och lege som the war døde allæ.
Hwad rad I wil mæg giwe,
aldiels wil jech therwed bliwe.«
The swarede thieres herræ snarligh theræ
ath the wilde fyllyge hanum medh æræ,
medh hanum bode gaa och staa,
eehwad som han wilde slaa appa:
»I skullæ heræ allæ hos mæg bide,
jech acther ath giøræ them soreg och qwide,
och wil jech them pine saa saræ,
thet I skullæ see obenbaræ,
ath jech skal twinge them til døde
for the brød myne roser røde.
Jech skal giøræ them saadan wande
ath thet skal spøres ower allæ lande.«
Dwerige swared hanum allæ wel:
»Herræ, I maa thet giøræ medh fuldgot skiel
for then vskiel the eder giord,
som wy hawe nw allæ hørd.«
Then stwnd han mon thesse talæ røræ,
168r| hwad mon the i bierighet giøræ?
Then jomfrv kwnne wel forstaane
hwad then dwerig tog til hannæ:
»Høræ I thet, myn brodher kieræ,
I skulle jckj lenger siddæ heræ,
fuldraskelig skullæ I ap staa
och jnd til edher stalbrødre gaa.
Jech seyer eder wesselig pa myne tro:
Kan han thet nogerlwnde skibe saa,
han skal alt giøræ them nød
och pine them til thieres død.«
Then ridder begiønte ath giøræ bong
och brød i synder then stolæstong
som sad for then kammerdør.
Han kunne ey kome i stowen før
och taled til sin syster theræ:
»Mon ther jngen rad til weræ?
Heræ ær sa mørt, jech kan jckj see;
thet giør meg i myt hierte wee.«
Hwn gaff hanum jen gwldering:
»Nar I wende then stien omkring,
tha maa I giørlig kienne
hwræ thet ær skibed therjnne.«
Ther han kam i stowen jnd,
tha matte han see i same sind
hwræ the laa ther bwnden samen.
Thet gik alt hanum vden gamen
168v| och fryctede saaræ ath the war døde.
Han fæk i hierthet sa mygel mødhe,
ath sin syster mwn han kallæ.
Hwn kam til hanum snart medh allæ.
Then jomfrv hwn och fuldwel westæ,
snarlig hwn thet giorde medh listæ
ath the worte allæ qweg igien
aff then falskæ swigh och mien
ther dwerigen them giorde,
som I tilforne hørde.
Hwad mon then ridder tage til hande?
Brød I synder the jernebonde
som dwerigen them i lawde.
Han taled til them och sawde:
»Alle then skade wy kwnne hanum giøræ,
thet skal then dwerig bode see och høræ.«
Snarlig the worte til rade saa
ath allæ the beste klenodia
som the kwnne theraa finnæ,
them wilde the hawe i samme sinnæ,
thertil guld och dyræ stien;
the wilde ret jnthet lade igien.
