Jesu Barndoms Bog

Litteraturhistorisk baggrund

I denne levende og charmerende historie berettes om Jesusbarnets liv og om de mirakler han udførte. Således får det spæde Jesusbarn på flugten til Ægypten en kilde til at springe frem og en høj daddelpalme til at bøje sig, så Maria kan nå frugterne, og han stopper en ildspyende drage. I Ægypten helbreder han en dreng, hvis ben er brækket, i Nazareth vækker han en død mand til live osv.

Blandt de mest indtagende er historien om hvordan Jesusbarnet former små lerfugle på sabbatten. Da en gammel jøde skælder ham ud og vil trampe på fuglene, giver han dem liv ved at klappe i hænderne, og de flyver væk. Senere fortælles om Josefs svend der glemmer at skære noget tømmer efter et mål han har fået. Stykkerne bliver derfor for korte, og svenden bliver ud af sig selv og bange for Josefs vrede. Men Jesusbarnet hjælper ham ved at trække dem til den rette længde. Dette lille mirakel kan illustrere et par interessante træk i Jesu Barndoms Bog. Helt central er svendens mistro over for Jesu evner: han stiller sig tvivlende da barnet tilbyder at trække tømmeret ud. Voksne der står måbende tilbage er et genkommende motiv i Barndomsbogens mirakelhistorier. Miraklet viser også at Jesusbarnet ikke blot er hjælpsom, han er nærmest opsøgende: bemærk adverbiet straks i dette citat:

Umiddelbart virker det overflødigt at betone at Jesus kom tilstede med det samme, men det er klart at det ikke gør hans guddommelige evner mindre at han er i stand til at opsøge problemerne. Citatet antyder for øvrigt en side af Josef der ikke ellers betones i Barndomsbogen, hvor han beskrives som en hjælpsom og venlig gammel mand. Over for Maria og hendes søn er hans opførsel farvet af middelalderens høviske ideal, og han fremstår som Marias ridder. Hun siger et sted at han behandler hende så godt som var hun hans frue:

Men Josef og Maria er gift, så det giver bedst mening at opfatte frwe her som betegnelse for en kvinde af høj byrd.

Miraklet med tømmersvenden er også interessant fordi Maria kommer og spørger hvad Jesus laver. Han svarer hende og "tha loo iomfrv maria och wor glad at hon saa hans stoore mackt". Maria står her som den første fortolker af Jesu mirakler, samtidig med at stedet måske spiller på det udbredte tema om Maria syv glæder (og syv sorger), som det fx kendes fra samtidige bønnebøger. Når det er interessant at bemærke at Maria kommer til og at miraklet sættes i relation til hendes følelser, er det fordi Maria er en hovedperson i Barndomsbogen. Der fremgår også af andre forhold.

Bogen bærer på sin første side en titel der kan oversættes til:

Herunder er et træsnit af typen Anna selvtredje: Jesusbarnet står på Marias skød og ved hendes side sidder Anna, Marias moder. Dette motiv er yderst velvalgt, for bogens moderne titel, Jesu Barndomsbog, er misvisende. Det er i vidt omfang Maria der er hovedperson, og bogen begynder med historien om hendes forældre. På titelbladets bagsiden er et træsnit med Maria i helfigur med Jesus på korset i højre hånd, en gren i venstre.

At Maria er bogens centrale skikkelse, antydes også af at Jesus gennemgående præsenteres som hendes søn. Og afsnittet om flugten til Ægypten indledes med: "Jomfru maria fooer ind i egipte land", selvom hun jo er i følge med Josef og Jesusbarnet. Som nævnt understreges Marias position også af at en række af Jesu mirakler sættes i forbindelse med hendes glæde over ham, og da et dødt barns forældre anklager Jesus for deres barns død, er det Josef og navnlig Maria der bliver oprørt, Jesus selv er upåvirket og handlekraftig (g3r).

Jesu Barndomsbog skal altså læses i lyset af den senmiddelalderlige dyrkelse af madonnaen, Jesu moder, Maria. Og det er oplagt at sammenholde den med anden maria-litteratur, fx i bønnebøgerne.

Den charmerende tekst skæmmes noget af visse sproglige mangler. Beskrivelsen af Jesu kjortel som Maria syede til ham og som aldrig bliver beskidt og som vokser med ham er en charmerede detalje i fremstillingen af barnemoderen Maria. Men sprogligt lider den under at pronomenet han skiftevis henviser til Jesus og kjortlen:

Denne sammenblandning af pronominer kan jo kun delvis lægges den danske oversætter til last alt eftersom han er det naturlige pronomen at knytte til maskulinsordet kjurtel. Men sammenligningerne i citatets sidste periode, soo .. soo .. som, der strækker sig over to ledsætninger har vel også krævet noget af læseren anno 1508.

Det hjælper ikke på den haltende syntaks at trykket har en meget sparsom tegnsætning. Ikke sjældent bliver man nødt til at læse om fordi man ikke har opfanget at én sætning er slut og en ny begyndt. For eksempel kan man læse et stykke over sætningsgrænsen i det følgende før man opdager den:

Man kan let komme til at opfatte ther som i trykket står sidst i en linje, som stedsadverbium der knytter sig til marken. Men egentlig er det en konjunktion med betydningen 'da' der indleder den følgende sætning. Det samme gælder det følgende eksempel:

Her går grænsen mellem iorden og ther, som man altså skal vide har betydningen 'da'. Desuden sløres grænsen her af at der er linjeskifte i haffde, og man som læser når at forvente lagt sig eller lignende mens man skifter linje. Bemærk at stykket har punktum efter saa efter en foranstillet ledsætning, men altså ikke mellem helsætningerne.

Men der er også stilistiske perler i teksten. Da Marias forældre, Anna og Joachim, mødes efter længere tids adskillelse udbryder Anna:

Gotfred af Ghemens tryk af Jesu Barndomsbog (København 1508), der ligger til grund for denne udgave, er tidligere udgivet i Danske Folkebøger, bd. 1, s. 29-105. Ghemens tryk fik en lang række efterfølgere til langt op i 1800-tallet. Og teksten har også fået vid udbredelse i kraft af gendigtninger; flere af historierne ligger således til grund for Selma Lagerlöfs Kristuslegender. Også i middelalderen har historierne om Jesu barndom naturligvis været populære. Emnet er kun nødtørftigt behandlet i Det Ny Testamente, men der foreligger et apokryft evangelium, af en ukendt forfatter, kaldet Pseudo-Matthæus. Og en række middelalderlige forfattere har udnyttet denne tekst til at skrive om Jesu barndom. Blandt disse bygger den danske tekst i høj grad på et tysk digt, Marienleben, af en karteusermunk Philip