De wlnere, ¶XXXIX.

Hwilkæt sár sum man far thet thær siælft bær witnæ til. tha a man thæræ gen sær næfnd at takæ, thet ær ti men, oc hin skiutæ af thre, oc sithen | hwat sum fleræ sweriæ thet scal standæ, Æn latær han ey annæt witnæ fram æn ár. oc hauær han nokær then stath fangæt sar thær han wil ey meth ár a hændær latæ witæ, tha skal han latæ bæræ hanum witnæ a hændær mæth twa men at han fæch fult sar af hanum. oc tha takæ han athær thæræ sær næfnd fore. Thet sculæ i witæ at man scal e førræ latæ mælæ witnæ fram ær tho ár te. før æn han fæstær næfnd. Æn warthær ey antæA førræ witnæ boræt ællær ár teæt før æn hin fæstær logh. tha far han thæræ ekki meræ for æn en tyltær eth,